Trip, trap, triple
Kroppen som biologisk/perceptorisk boble
2203. At gå, det er noget mennesker gør. I almindeligt sprogbrug er der visse dyr, der også går – men ikke mange. Som regel har vi andre ord for disse væseners mobilitet.
2204. Ordet gang har endog meget dybe rødder og kan føres tilbage til sanskrit janhā for ben og fod og dermed til indoeuropæiske ord, hvis oprindelse fortaber sig i uvished.
2205. Jeg vil gætte på, at ordet gang (og tilsvarende ord for det at gå) var blandt de første i menneskers ordforråd, fordi det er uløseligt knyttet til grundlæggende kropsfunktioner; uden gang, ingen bevægelse; uden mobilitet, ingen overlevelse.
2206. Ordene gå/gang er derfor konstituerende for den menneskelige umwelt. Umwelt er den måde, vi opfatter verden på, forstået som den måde, vi opfatter os selv i forhold til alle andre og alt andet.
2207. Kroppens udformning bestemmer vores måde at opleve og være til i verden. Dens funktionelle muligheder bestemmer vores perception af alt omkring os – ikke objektivt i den forstand, at det vi ser/erfarer er sådan, verden er; men subjektivt, at den verden vi sanser, er sådan den tager sig ud med den krop og det nervesystem vi har.
2208. Vores perception udgår fra kroppens sanseevne og udformer vores sprog. Grundsproget er kropsligt (til dels socialt, fordi gruppen og sammenholdet øger overlevelsesmulighederne dramatisk).
2209. Vores ordforråd og måde at sætte ord sammen på er bestemt af vores kropsudformning. Vi oplever sanseligt specifikt som mennesker, ikke som andre væsener, hvis umwelt vi ikke kan sættes os ind i. Vores sprog og umwelt- er artsspecifikke. Vi er selvcentret i vores urord, der bestemmer og dynamisk udformer vores opfattelse af omverden.
2210. Kroppen er derfor en biologisk/perceptorisk boble.
2211. Sproget, mit sprog, bliver dermed en poetisk/perceptorisk boble. Jeg vil altid være menneske.
2212. Ordet gå (og i mindre omfang ordet gang) er overalt i sproget; dets metaforer, dets attituder, dets beskrivelser; alt kan i princippet opfattes som noget, der går. Tænk på alt det, der går, og som betegner en masse ting, der aldeles ikke går; eller bare vendinger, hvor ordet indgår, og som er umulige at undgå. Selv tiden går.
2213. Bortset fra insekter, der kravler eller kryber, for nu at tage fat (en håndmetafor) i de to mest almindelig verber.
2214. Umwelt er grænsen for vores sprog og vores indlevelsesevne. Kun ved en kraftanstrengelse kan vi sætter os ud over den, og altid i ganske abstrakt form.
2215. Vi beskriver andre væsener ud fra os selv, altså, med de ord, vi har udviklet til at betegne os selv, eller nogen gange med ord, vi har udviklet netop for at betegne eller beskrive noget/nogen, der er forskellige fra os selv.
2216. Intetsteds i sproget er ordet gå/gang forbundet med noget negativt, nedsættende, udstødende; intetsteds *).
2217. Men insekter kryber og biller kravler.
2218. Interessant nok gælder det samme at flyve. Intetsteds findes evnen at flyve som noget negativt, hverken i egentlige beskrivelser eller i ordets afledede betydninger. Måske fordi vi har et atavistisk ønske om at kunne flyve, eller også fordi vi storsindet overlader luftens element til fugle (og insekter) mens sproget slår ring om vores gang på jord.
2219. At krybe og kravle er forbundet med og associerer til en vifte af negativ, underdaning, slesk, svag, undergiven, uærlig og falsk adfærd. Og alligevel bruger vi frit ordene krybe og kravle (krible og krable) om insekter, leddyr og hvirvelløse dyr.
2220. Sådanne umweltsord har betydning – enorm betydning – der er næsten umulig at ændre på; de er konstitutive for vore måde at opfatte omverdenen på. Omvendt er det jo lige så svært at lave ord, der skal fortrænge disse ord og deres afledte betydninger.
2221. Jeg kan godt skrive: spyfluen går hen ad vindueskarmen, blomsterbukken går ud til blomsterkanten (og nogen har jo med stort held skrevet om mariehønen, der gik tur på et rabarberblad); man kan jo i princippet alt i sproget (indenfor umweltens grænser).
2222. Alligevel er kroppen og dens umwelt et poetisk problem fordi den hele tiden tvinger mig ind i et sprogbrug, der er låst fast i min sensorisk/perceptoriske tilstand som menneske.
2223. Jeg ville gerne brug ord om positive eller i det mindste neutrale betydninger for andre væsners mobilitet (insekter og planter, f.eks.). Jeg vil gerne have ord – forståelige ord – for at beskrive den kolossale præstation det er, at bruge tre benpar, fire benpar, tyve benpar (tænk koordination, tænkt selvopfattelse, tænk atletisk evne, tænk bevægelsesfrihed).
2224. Jeg vil gerne finde ord, der er etisk forsvarlige (animistisk korrekte) ud fra min grundholdning, at alt liv er ligeberettiget, sådan som det er udtrykt i den særlige klausul om ikke-diskrimination i Vedtægter for Haveforeningen Jærnen, § 3: “Ingen væsner må diskrimineres på grund af vækstform, vækstretning, ernæringsform, levested, udseende, størrelse, nytteværdi eller naturlige egenskaber.”
2225. Derfor brugte jeg i digtet fra i forgårs, Skorpionflue (2), frasen trip, trap, triple om fluens bevægelse – hurtig, adækvat, effektiv – fra ét blad til et andet. Triple findes som bekendt ikke på dansk, altså en neologisme. Men selvklart er det nært beslægtet med ordet at trippe, og ordet trap, der betegner trin, endda den lette fod.
2226. Ordstillingen er lang, men der en lethed i de tre ord hjulpet af bogstavrim og den genkendelige betydning. Og resultat skulle gerne være, at insektet får lidt agens, egne egenskaber, at det bevæger sig med lethed, måske endda ynde; og måske, bare måske, har vi fat i en lille flig af det, der kunne være skorpionfluens egen kropsudformede umwelt.
*) Vendinger som gå ad h til, gå i stykker, gå til, gå i opløsning, mv., omhandler ikke specifikt det at gå, men er metaforer for et forløb eller retning.
