Prunus yamazakura, arvetræ
3038. Varmt vinrøde blosterblade,
Bacchusfarvet blomstervæld
Dråbeformet skudspændt knop
Sat treforket i et løvspring,
Der ilter ud i frühlingsgrøn.
3039. Opslugt i håndholdte lommeapps
Med løbende løvspringsudsigter,
Kalkulerer apeks blomstringstid;
Kult- og kalenderplanlægning af
Picnic, ritual og meditation.
3040. Træernes blomstringsdage noteret,
Dendrologisk indsamlet, tabuleret
Hvert år siden det 9. århundrede
Vitale data om nationens arvetræ,
Det japanske bjergkirsebær
3041. En civilisation ærer sine træer,
Lader dem vokse ind i sproget
I ord for årets fejring af kirsebærløv
Eller nattens kirsebærblomsterfest
Og ord for blommetræers ditto.
3042. Fælles stamtræ til vores mirabel,
Oldkinas symbol på alt forgængeligt
Samlet hos os i motordrevne drøn,
Fordi det forbikørende har vi styr på
Langs veje mod blå horisonter.
3043. Vores ene ceremoni, et livsmoment
Blandt dagens ting at stå vidne til:
Et trekløver af rosa knopper på
Terrassens lille prunus i skud,
Strøby Strand, 14. april 2026.
Nyt i Index Titusind:
Ilte ◦ 3038, Blomstringstid ◦ 3039, Japansk bjergkirsebær ◦ 3040, Blommetræsblomster ◦ 3041, Løvspring ◦ 3042, Trekløver ◦ 3043.
Se også: Livsmoment.
Påskepollen
Påskepollen
3035. Få væsner modstår så megen lemlæstelse,
overlever så mange amputeringer,
spyr så megen proteinspændt sæd,
har trukket så lange pollenspor
i palæoarkæologisk og proto-civilisatorisk tid,
sat så mange museglatte, grå,
og siden gule gæslingskud
af pikknoppede støvdragere
som seljepilen.
3036. Samaritansk barmhjertighed til
udmarvede dronninger og skuttende
knogleskøre mennesker,
der bevæger sig ud i den rå luft
efter gyldent lys, vindbårent korn
og pollenstøv.
3037. Skovfulde ødsel fertilitet
af kronbehængte foderofre
til planteliturgisk ritual og hedensk fest,
fordi intet fænomen, ingen selvopofrelse
eller radikaliseret gavmildhed er større
end årets første skud
af påskepollen.
Nyt i Index Titusind:
Gæslingskud ◦ 3035, Seljepil ◦ 3035, Pollenstøv ◦ 3036, Offer ◦ 3037.
Den episke beretning om hvordan et fjermøl overlevede en havekatastrofe
Den episke beretning om hvordan et fjermøl overlevede en havekatastrofe
3022. Der er det med blade,
de visne, våde, hvirvlende,
ophobningsmaksimerende, bunkeansamlende
i alle sprækker tætpakkende
falmede blade fra i fjor,
3023. At de er alle vegne
som skjul og overvintring
for en overflod af biller
fluer, møl, larver,
æglæggende, hisøgende, knopskydende,
i det hele taget
formerende og fouragerende
mikrodyr og astronomiske
befolkninger af bakterier,
3024. At jeg lader bladene ligge
vinteren over
men til sidst, ved jævndøgn,
selv udpakket af mit vinterbo
får en helt ubændig
pavlosk zombie-hundetrang
til at se, hvad bladene skjuler,
blotlægge jorden under
kort sagt, til rive blade sammen,
køre dem ud i alle hjørner af haven,
tilmed en atavistisk form
(måske jeg har en civilisatorisk rest)
Af havedominans
og ordenstvang,
3025. Fordi skyldbetynget må jeg erkende,
at alt hvad jeg laver
alligevel ser ud til at ende
I orden,
altså anti-entropi,
3026. Når jeg hvert år fjerner blade for
at se småskud
blege planter, buskkonturer,
havens små pejlemærker i
tynd sol,
således også i år
mine tyve børfulde blade
kørt i bunker
til termofil mikrobefest,
3027. Mit redskab er en ekstra bred
fordi ekstra mange blade
løvrive
et blødtandet monsterinstrument,
der flår dækket af alle skjul,
i et nu endevender tusinder,
titusinder
vinterhi, sætter alt mikroliv
på gaden,
plænen.
3028. Det ville være så let
at overse hende,
rits-ratsjen med riven
rundt en tue frostnippet citronmelise,
var det ikke for en svag flakken med
den ene vinge
ville hun have lignet
ethvert andet lille fnug,
en skal, en stilk, et strå,
gulbrun planterest uden enhver
tænkelige værdi
og interesse i human optik,
3029. Og jeg ville aldrig have set hende
hvis ikke det lige var den vinge,
centimeterlang,
helt ned i jordhøjde,
der lige flagrede ud i en vinkel
bare et øjeblik,
antog en vinkelret form til den
anden vinge
og derfor fangede mit blik
fordi intet blad eller stilk
kan bukke på midten,
3030. Og alle disse episke hændelser
fordi,
eller for at illustrere
hvor lidt
eller måske rettere
hvor meget,
vi ikke ser,
3031. Som nu det lille vink
straks genkendt, heldigvis,
som et medlem af fjermølfamilien,
vinger holdt ud i en ret vinkel
med kløftet mini-fjerdusk i spidserne,
stadig kuldedvask
og derfor let at sætte i
en petriskål.
3032. To dage står hun på havebordet
tilset flere gange dagligt,
luftet,
indtil hun bliver fotograferet, identificeret
verificeret som snerlefjermøl.
3033. Og jeg havde jo håbet på
at hun ville folde vingerne ud
af sit vingekogger,
vise de to par hvide fjer,
en af insektlivets helt store
(små) skønheder,
3034. Men altså, ikke til mig
ikke i år,
og jeg tænker,
det sgu også i orden,
hold på dine private former,
med hvilken ret
(forventning) (magtmiddel)
skal det udstilles for mig;
jeg løfter glaslåget af skålen
en time senere er hun væk,
haven er et livsfarligt domæne
og ophold sker
på andres nåde.
Nyt i Index Titusind
Blade ◦ 3022, Bakterier ◦ 3023, Jævndøgn ◦ 3024, Entropi ◦ 3025, Termofili ◦ 3026, Vinterhi ◦ 3027, Citronmelise ◦ 3028, Blik ◦ 3029, Hændelse ◦ 3030, Fjermølfamilie ◦ 3031, Snerlefjermøl ◦ 3032, Fjer ◦ 3033, Magtmiddel ◦ 3034.
Syv scoop rabarber
Syv scoop rabarber
3015. Jordenzymer bagt op i høje hertz
Vibrerer vissent løv og muld i
Frekvenser lig et molekylemyg;
Hør, de blanke, røde rabarberæg,
Der svulmer op fra plantesoklen,
Bryder jordens skorpe, sprækker ud;
Hvad er denne lyd, det første skud.
3016. Rabarberfostrets hinder revner,
Et sært og halvt udformet væsen,
Halvt nød, halvt dyr i kapselform
Med snuder og labber i rustrød glans;
Se, vindinger stræber ud i forårssol
Får skuddet til at ulme i solens skær;
Mavet frem med snotten få tommer nær.
3017. Ungskuddet udvokser snart sig selv
Anaerobisk cellerødt skifter farve
Til grønligt oxyderet plantevæv,
En fedtet globe af kimbladsskrus
Multiplicerer sig ud i verden
Med en energi vi gerne kalder skub:
Kraften klæbrig glat ved fingergnub.
3018. En knop stikker frem af lun kompost
Solen varmer og væksten gløder,
En krøllet kant en hvælvet top;
Her er godt at være, her lugter tæt
Af gæring, af jordiske processer;
En vækst vokser til i eget skind,
Vi ligger her og suger duften ind.
3019. En ministængel har rejst sig op,
En anelse om et færdigt individ,
Allerede omrids af et krøllet blad,
En flig i ægte rabarbersignatur
Changerer kermesrød i cremet hvid
Indfattet i en pergamentbrun skal;
Smagen hvinende sur, et syreknald.
3020. En spids, kermesrød som hæmoglobin,
En form uden match, ex arketyper,
Kun visse beder, lidt kål, kan ligne
Til fælles med juvenile bregner;
Et blad i magisk udfoldet forandring,
Der kun kan ses og som syntes skabt
Til de af os med sjette sans intakt.
3021. Et multivæsen rejser sig af førnen,
Genetisk kodet, kødfuld og saftiggrøn
En sammenklipning af alle skabninger
I flimmer fra alle stadier; rabarberen
I det ekspanderende planteunivers
Passerer ind i sit syvende scoop;
Jordhøjde, Strøby Strand, digtersnoop.
Nyt i Index titusind:
Jordenzym ◦ 3015, Kapselform ◦ 3016, Anaerobisk ◦ 3017,
Gæring ◦ 3018, Surhed ◦ 3019, Hæmoglobin ◦ 3020, Rabarber ◦ 3021.
Forårssol over frostsprængte marker
Forårssol over frostsprængte marker
Årets småtider nr. 7.
3006. Marts har altid været
den brutale måned,
Konturløst land med lidt rest
af liv fra forrige års
Konditionering og præparering;
3007. Uden biomasse til kvalificeret brydning
Af den indkommende forårssols
strontiumoptimerede
stråler procesført ind over maskinelt optrukne
maskinfurer
i jordskorpen;
3008. Krystalliseret og aktiveret
som toksisk frisson
Til lidt fotosyntese i milliarder af
klonede frø med coating
af omnicider.
3009. Sært sådan at se solen stråle
muligvis manipuleret
I hvert fald uden modspil
koldeksploderet ud over
det af gammel vane, mest af
sproglig tilvænning
arkaisk
kaldet en mark;
3010. En kemisk opkvalificeret afgrødeflade
i den hvide forårsmorgen af
solsprængte iskrystaller i giftgelering
At forstå sådan, at rimfrost
nu til dags
i afledt sprøjtemiddeleffekt,
Tror jeg,
er muteret til gummimembran
Trukket ud over jorden,
biologisk set
Nu næppe i live,
i klinisk forstand
kun afsyrede korn af mineraler
kittet sammen
af hvid substans;
3011. En kemisk skorpe
over
et teknisk mindstekvantum
Af fotosyntetisk reaktiv
gødningshungrende, substansafhængig
cellestruktur.
3012. Avl af roer
til sukker og ensilage
én gang om året
For hvilke en analyse af duelighed og
kvalitet som bioindikatorer
entydigt peger på nytteværdi
tenderende mod nul
For slutprodukt herunder procesfremstilling
og andre afledte omkostninger
som helhed;
3013. Mens resten af året, braklagt,
bortset fra at brak
betyder regenerering,
Men her er ingenting;
bare brakløs solitude
En brutal morgen i marts;
3014. Med forårssol over frostsprængt mark
i lydløs eksplosion
af koldt lys
Ud over fladskabets
perfekt ensformige og formålsrettede
i sin essens udramatiske,
stiltiende
snigende
nådesløse
tomhed.
Nyt i Index Titusind:
Måned ◦ 3006, Jordskorpe ◦ 3007, Krystaller ◦ 3008, Mark ◦ 3009, Rimfrost ◦ 3010, Substans ◦ 3010, Cellestruktur ◦ 3011, Sukker ◦ 3012, Morgen ◦ 3013, Morgen ◦ 3013, Frostsprængning ◦ 3014.
Hortus ex machina
Hortus ex machina
3003. Den civilisation, der er min,
Har to kernebegreber:
Kultur og natur;
Den ene ophæver den anden.
3004. Det samfund, der er mit,
Har to kernemetaforer:
Haven og maskinen;
Den ene fortærer den anden.
3005. Det sprog, der er mit,
Har to kernesubjekter:
Jeg og ieg;
De taler i mig gode dage.
Nyt Index Titusind:
Civilisation ◦ 3003, Samfund ◦ 3004, Jeg og ieg ◦ 3005.
Indre landskaber
Årets småtid nr. 6
3001. Der er sandhed ved
store landskaber
der rammer mig fysisk
i hjertet.
3002. Der er klarhed i
de første krokus
Der strammer mit øje
året ud.
Nyt i Index Titusind:
Sandhed ◦ 3001, klarhed ◦ 3002.
Haven som metafor
Haven som metafor
2992. Ved det første grå dagslys
kryber jeg ind i hak
med min krysalis kone;
sammen flyder vi bort
i drømme hvor ingen
metaforer findes.
2993. Vi vågner hypnagogisk
vingerester i vores armhuler
symboler svømmer
i sprækkerne i hendes
obsidian øjne.
2994. I drømme så jeg
de tre kategorier
af metaforer komme til mig
stå omkring sengen
indtil de nu er opløst
for altid.
2995. Vi er en enhed
af tid og rum
verden er i os
og omkring os;
Imellem os
tyktflydende luft.
2996. I genboens have går
en ung råbuk på græs,
i uforstyrret ro
med et gevir som en puppe
af polstret grå pels.
2997. Jeg åbner haspen
slo-mo, skubber vinduet op
til en dryppede regnvåd
have i hestens år.
Nyt i Index Titusind:
Krysalis ◦ 2992, Armhuler ◦ 2993, I drømme ◦ 2994, Tyktflydende luft ◦ 2995, Gevir ◦ 2996, Regnvåd ◦ 2997.
Kvanteorganik
Kvanteorganik
2998. Svaler parrer sig i luften,
Fart i den anden dimension;
2999. Neuroner knitrer i hvid støj på
Kvanteorganisk klik-klok frekvens;
3000. Ingen ved, hvad en svalehjerne gør
To millioner gange i sekundet.
Nyt i Index Titusind:
Dimension ◦ 2998, Kvanteorganik ◦ 2999, Svalehjerne ◦ 3000
Begyndelser – litterær ambition i otte punkter
Begyndelser – litterær ambition i otte punkter
På de ark, hvor De titusind tings bog opstod som færdigt koncept, har jeg noteret mine litterære ambitioner stillet op i otte punkter. Det var som om jeg vidst, at jeg var nået frem til deres sandhed eller tomhed; enten er det nu, eller for altid tavs.
2983. (i) At skrive historien om hvordan Bibelen blev skrevet (med hensigt at arbejde på bogen bosat et sted i Himalaya).
2984. (ii) At skrive et langdigt – også som eremit et sted.
2985. (iii) At lave en bog om naturen og de naturlige tings bevidsthed.
2986. (iv) At lave min egen form for haiku’er, som jeg vil kalde epifanien.
2987. (v) At skrive en lovsamling – kaldet De danske naturlove – skrevet fra “de andres” synspunkt, altså, hvis nu fuglene eller ormene kunne skrive en lov...
2988. (viii) At finde mellemformen (eller syntesen) mellem lov og digt (fordi de har meget tilfælles).
2989. (vi) At skrive en bog om haven og den kropsliggjorte (embodied)bevidsthed. Jeg kalder denne bog for “Hjernen er i den grad en grøntsag”.
2990. (vii) Som så mange andre forfattere at finde den selvgenererende historie.
2991. Nederst i margenen har jeg skrevet:
“Jeg er en ormegaard. I contain multitudes.”
Dateret 16.2.2023.
Nyt i Index Titusind:
Himalaya ◦ 2983, Eremit ◦ 2984, Bevidsthed ◦ 2985, Epifani ◦ 2986, Naturlove ◦ 2987, Syntese ◦ 2988, Hjerne ◦ 2989, Historie ◦ 2990, Ormegaard ◦ 2991.
Begyndelser – i tingenes fylde
Begyndelser – i tingenes fylde
2952. Jeg må ned i tingenes fylde – der hvor alting fortættes og får stoflighed.
2953. Fordi hvor var det i grunden at idéen til dette værk, de titusind ting blev til?
2954. I et års tid nu har jeg ledt efter begyndelsen, et skæringspunkt. Jeg har prøvet at huske, hvordan det gik til; men jeg finder kun fornemmelser, ingen fakta.
2955. Der var tilløb, ja, jeg havde en indfaldshistorie, et idéspor rundt i erindringen, men det er tilvoksede stier, ad hvilke jeg kun er kommet så langt og så vidt.
2956. Bunkevis af ark på groft karduspapir, som jeg printer selv med tynde lyseblå linjer og meget bred venstremargen markeret i en svag rød lodret streg; orden er godt, måske også nødvendigt, men ikke for meget; indfald og afveje er indlagt.
2957. Arkene ligger fordelt i bakker: manuskripter, noter, ideer, koncepter og diverse ophobet som sedimenter, lag på lag af fossil skrift.
2958. Jeg trækker en af bakkerne ud, støtter den op på maven, fugter pegefingeren og giver mig til at bladre. Et par ark og den første aforisme i grønt blæk fanger øjet: “Kan man overhovedet forstå noget uden kategorier?”. Selvfølgelig, tænker jeg; netop, især. Men jeg ved godt, hvad der er på spil: Det er loven om ophævelse af riget .
2959. Jeg bladrer videre med arkæologisk omhu, flere år tilbage i de nedfaldne årringe af noter med tekststykker, digtstumper, stikord, citater, uforståelige sætninger, henvisninger, nedkradsede linjer og tegnsætninger, der knapt nok, eller slet ikke kan tydes mere.
2960. Der er tilføjelser overalt i arkenes margener; nogle gange begynder en klamamse øverst oppe i den smalle venstre margen og arbejder sig hele vejen ned over siden, når bunden, og bevæger sig derefter opad igen i højre hovedmargen.
2961. Betænksomt har jeg dateret langt de fleste ark, for der må være tusinder af løsark uden nogen anden sammenhæng, end den kronologiske.
2962. Jeg graver mig ned til de lag, der indeholder præ-titusindting-perioden; de tidligste koncepter, tvivl og omrids.
2963. Endelig finder jeg et af nøglearkene dateret natten til den 9. 2. 2022 med overskriften “In the thickness of things.” Jeg har oversat sætningen med tidens fylde. Jeg skrev: “En hel nat drømte jeg om dette begreb, om og om igen”.
2964. Jeg drømte det hele på engelsk, altså: ”The thickness of things; I’m in the thickness of things”. Gentaget igen og igen som et mantra. Jeg var midt i alting, og nu tilføjer jeg: in media res naturum; midt i den naturlige verden.
2965. Jeg havde en stærk, organiske fornemmelse af at have forstået alting; tingenes fylde er den tykke luft omkring os, der binder os sammen.
2966. Jeg fornemmede hvordan alle planter har et beskyttende lag omkring sig, at de vokser bedre og mere trygt ud i tingenes fylde.
2967. Jeg vidste i drømme, at tingenes fylde er en vision om frodighed: Alt er fyldigt, levende tilstede. Det var en beroligende, varm og indkapslet drøm.
2968. Jeg vidste at jeg må vågne op og digte om begrebet; jeg var halvvågen flere gange, drev med nattens strøm, gentog begrebet igen for ikke at glemme det.
2969. Jeg vidste, at jeg måtte vågne og skrive det ned, før dagen slettede mine spor. I drømme kan intet forklares, for drømme kan ikke ratiocinere; de kan kun fremvise; de samles af fragmenter.
2970. Jeg vågnede i mørket og jeg mærkede tykke blade, tyk fiberblød bark, dyb jord, læ, beskyttelse, levende natur.
2971. Jeg stod op, bevægede mig rundt med drømmesynet, skrev ned, lavede espresso, så ud i morgenmørket. Tykkelsen eller fylden er forbindelsen mellem alle ting, skrev jeg.
2972. Fem måneder senere den 9.7.22 har jeg lavet flere tilføjelser i margenen. Jeg skrev “Enheden af tid og rum”. Det gengiver godt denne mørke kosmiske fornemmelse, jeg havde i drømmen.
2973. I denne periode, slutningen af 2021 til begyndelsen af 2023, slog jeg rundt om mig i søgen efter den rigtige fortsættelse og fremfor alt den rigtige form til at komme videre efter afslutningen af Liff og dens engelske oversættelse.
2974. Jeg kredsede omkring haven som en form for bevidsthed og som civilisationers grundmetafor (sammen med maskinen i senere epoker); især var jeg meget optaget af den kropsliggjorte sansning, altså det at verden forstås og udtrykkes kropsligt; jeg tænkte over alle tings psykiske selvhed.
2975. Jeg graver videre i mine noter. Jeg stiller bakkerne med noter fra mig og tager fat på manuskriptbakken, en fod høj. Jeg endevender stablen. Og dér, som en sjælden sommerfugl, kun ark nr. 2, finder jeg beviset. Et notat fra den 13.2.2023, næsten på årsdagen for min drøm om tingenes fylde.
2976. Overskriften er De titusind tings bog. Titlen optræder hér første gang optræder titlen. Hér står det, indlysende og overvældende klart falder alle ideer, konturer og fornemmelser på plads. Ude i margenen, min elskede margen, står en lille tekst indrammet: “I går åbnede jeg Daodedjing og med det samme (næsten) forstod jeg, at resten af min tilværelse skal bruges til at skrive titusind strofer om titusind ting."
2977. De titusind tinges bog kom til verden færdigt udformet, konciperet og struktureret. Den manglede bare det allersidste ledende begreb: de titusind ting . Ikke at begrebet var nyt: jeg kendte det udmærket; men det var den pludselige forening af begreb og uforankret idé, der tog form af en epifani.
2978. I løbet af mindre end en halv time var det hele konceptet færdigt, skrevet ud, og egentlig ikke afveget fra siden.
2979. To dage senere, den 16.2.23, er jeg allerede begyndt at skrive værket. Den dag var det et digt, jeg var begyndt på tidligere, men som jeg nu med vished kunne se, hvad det havde at bestille i den nye digtrække.
2980. Digtet indleder hele værket med titlen Jeg. “Jeg” er den første fortæller af De titusind tings bog, ud af i alt tre. Dagen efter skrev jeg det andet digt om den anden fortæller ”ieg”, og derefter den tredje fortæller, ”ig”.
2981. Før den dag baksede jeg rundt med idéer til en bog om den levende have, hvor en af fortællerne skulle være min bror. Men i samme stund, som De titusind tings bog var visuelt udformet, opgav jeg tanken om min brors stemme som fortæller, og han blev i stedet til fortæller nr. to: ”ieg”, det levende individs stemme, hvad enten det er plante, dyr, fugl, insekt, bakterie, eller hvad som helst.
2982. Ude i margenen har jeg skrevet: “Jeg er min brors billede og modsætning og helhed.” Min bror har tegnet illustrationerne på det, der senere blev De titusind tings blog. Min bror havde Downs syndrom og døde den 16. August 2025.
Nyt i Index Titusind:
Stoflighed ◦ 2952, Idé ◦ 2953, Fakta ◦ 2954, Erindring ◦ 2955, Orden ◦ 2956, Sediment ◦ 2957, Pegefinger ◦ 2958, Årring ◦ 2959, Bund ◦ 2960, Kronologi ◦ 2961, Periode ◦ 2962, Tidens fylde ◦ 2963, Midt i alting ◦ 2964, Luft ◦ 2965, Tryghed ◦ 2966, Drøm ◦ 2967, Vågne ◦ 2968, Skrive ◦ 2969, Læ ◦ 2970, Morgenmørke ◦ 2971, Enhed ◦ 2972, Søgen ◦ 2993, Psykisk selvhed ◦ 2974, Grave ◦ 2975, Titusind ting - bog ◦ 2976, Begreb ◦ 2977, Digt ◦ 2979, Fortæller ◦ 2980, Individ ◦ 2981, Bror ◦ 2982.
Digt som en virkelig ting
Digt som en virkelig ting
2948. Digtet vil gerne leve selv,
Tilnærme sig det levende,
Kredse om det, suge til sig
Med hele grammatikken.
2949. Digtet vil gerne være sig selv
I tilgift til alt det levende,
Pynte sig med hovedfjer, klædt
Ud som den fjerde dimension.
2950. Digtet vil gerne være virkeligt,
Skrive sig helt ind i materien,
Blive til en virkelig ting, og
Lade sin digter dø i detaljen.
2951. Som Wu Daozis mestertableauer,
Hvor kunstneren i sit maleri
Gik ind ad en åben dør
Og aldrig siden blev set.
Nyt i Index Titusind:
Grammatik ◦ 2948, Fjerde dimension ◦ 2949, Materie ◦ 2950, Kunstner ◦ 2951.
Wu Daozi (ca. 685 - ca. 758), en af de betydeligste kunstnere under Tang-dynastiet.
Begyndelser – tulipaner
Begyndelser – tulipaner
2944. Begyndelser ses som bekendt bedst
i bakspejlet,
Når en indsigt opstår først som erindrings-
emblem,
Siden udfoldet og trængt frem og læsbar
ordfanget,
Men derefter sander vejene af hvilken til i
forglemmelse,
Med undtagelse af nogle få lykkelige
nøglehændelser,
Der netop i tilbageblik træder op, får
fæste
I hverdagens sæbeglatte og hensynsløse
glemsomhed.
2945. Som nu den dag for ti år siden
på vandring
Med min søn på Bornholm, nordkystens
fristi
En novemberdag i silende regn og opblødt
jord,
Med våde skovdufte og grå havdis
i luften,
På visit mellem træstammer med
stigende
Fornemmelse af brist, eller i hvert fald
utilstrækkelighed
Som menneske langt ude på en livsbane
uden kendskab
Til eller med blot ordinær eller atrofieret
evne
Til at skelne træer, f.eks. en røn fra
en løn,
Og derved tager for givet deres accept af
min eksistens,
Men ikke min anerkendelse
Af deres.
2946. Jo længere jeg går, jo mere
påtrængede
Næringsstoffer og tanker fordeles ud
i ben
Tæer, arme og ind og ud af
lunger
Og forplantes organisk ind gennem
ryghvirvler,
Desto mere insisterende erindrer jeg
en vision,
I hvert fald noget større end blot en
idé
af en hollandsk biolog, hvis navn
for altid
(glemt men) i taknemmelig erindring;
som følger:
Mennesker tror de er den mest succesfulde
art
nogensinde, men det er udelukkende
fordi
vi ikke har formået at indgå i
(reel)
meningsfuld dialog med tulipaner,
endnu.
2947. Som nu den novembertunge, regnvåde
dag
På bornholms nordlige kyststi, hvor
eksistens,
Ikke blot for os, men også for
dem,
Tog form af de mange træskikkelser, der
lydløst
Faldt i trit bag os og bøjede sig frem,
fordi
Træer altid agerer bag om ryggen
på os,
Mens vi faldt i snak om teknovold og
tulipaner,
og aldrig siden har sluppet ideen om
at retfærdighed
Også kunne, egentlig burde, være
for dem.
Nyt i Index Titusind:
Sæbeglat ◦ 2944, Skovduft ◦ 2945, Lunger ◦ 2946, Tulipan ◦ 2946, Teknovold ◦ 2947.
Tulipanhunden
Tulipanhunden
2926. Ham tulipan, ham hund.
2927. Seham: udstiller sine skanker, som om um var en busker, der kom for at suge nektar.
2928. Seham; vrikker med sin blegfesne tulipanstilk som en hund, der logrer med halen; bopper sine blomster, puster sig op i farver og kurver for at få um til at komme og avle sig.
2929. Ya, tulipan er som en hund.
2930. Ham tulipan avlet til at indynde sig; avlet til at adlyde, avlet til at rulle rundt med bugen i vejret og tigge om en mavekradser.
2931. Tulipan med fjollede store skåle, der udstiller alt indeni for at forføre um til at avle tusind nye slags svindsyge stængler, der knækker i vinden.
2932. Overlever kun, fordi um fodrer dem, afluser dem, huser dem, sætter dem i drivhus. Altid varmeapparat stillet frem og ædelse bragt, som hund.
2933. Uden for haverne dør tulipan alene af sult, som hund.
2934. Um elsker ham tulipanhund. Avler ham i tusind slags: større skåle, længere stilke, mere farve, flere striber, mindre kuldskær, længere blomstring, single tidlig, single sen, dobbelt tidlig, dobbelt sen. Tulipaner over det hele.
2935. Gror dem på fladt land, revet op fra horisont til horisont. Talløse milliarder tulipaner i farvede firkanter. Um sprøjter dem, fodrer dem, renser dem, dyrker dem, tæt tæt.
2936. Skærer dem, en milliard kolde stængler; stakket, pakket og stablet. Bind dem, køl dem, send dem, sælg dem.
2937. Ham tulipan synes um er bedste busker nogensinde. Behøver ikke anstrenge sig for at sprede pollen eller lave sex, fordi um avler ham i fabrikker; behøver ikke holde knolde på rette temperatur, for um høster dem og passer dem;
2938. Behøver ikke holde kryb væk, for um dræber dem; behøver aldrig finde vand, for vandet bliver bragt.
2939. Ham tulipan tror han er mest succesrige plante nogensinde. Um giver tulipan jord for sig selv og jager andre planter væk.
2940. Konkurrenterne dør, buskerne dør, træer fældes, marker renses og tulipaner tager over, stolt og ene under solen.
2941. Ham tulipan er mest underdanige blomst nogensinde.
2942. Tulipan kan li’ det, stadset op derude på marken, høj af gødning, puffet op med skyer af insektgift, fri for bladlus og larver, og med tjenere der luger for hans fødder.
2943. Tulipan er udsøgt, tulipan er tilbedt, tulipan er værdifuld, ya. Tulipan vælger et liff med um, tulipan vælger det fornemme liff i sus og dus.
Nyt i Index Titusind:
Tulipan ◦ 2926, Nektar ◦ 2927, Hale ◦ 2928, Hund ◦ 2929, Bug ◦ 2930, Stængel ◦ 2931, Aflusning ◦ 2932, Sult ◦ 2933, Avl ◦ 2934, Kuldskærhed ◦ 2934, Dyrkning ◦ 2935, Kølighed ◦ 2936, Sex ◦ 2937, Vand ◦ 2938, Succes som plante ◦ 2939, Sol ◦ 2940, Underdanighed ◦ 2941, Insektgift ◦ 2942, Liff ◦ 2943.
Teksten er oprindelig fra min bog Liff – blandet kor for plantestemmer i perioden mellem femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books 2021.
Ordforklaringer:
Busker = bestøver; Liff = den vegetale eksistens, Um = mennesker.
Stol, ode til
Stol, ode til
2924. En stol er en stol, er en stol
smidt i en skov er en skov,
overtaget af ranker, siv, skovliljer
det polstrede sæde, opspist
træryggen og sædets krydsfiner
splittet ad, sunket ned i opfugtede
gravpladser, hellig jord engang.
2925. Her er intet helligt, træ er træ,
en stol ved skovsø, forladt
sat til skyttens magelighed
i lysning, blodførende papdyr
forblødte, svinder i titusind ting
blandt høvdinges ransagede ben;
sid ned, dø her, vandrefugl.
Nyt i Index Titusind:
Hellig jord ◦ 2924, Vandrefugl ◦ 2925.
I erindring om Pablo Neruda (1904-73), Ode til stolen (Oda a la silla)
Blomkålens metaformose
Blomkålens metaformose
2903. Forblændet af mønstre, min elskede,
chartreusefarvet, overstadigt limegrøn
midt i hypermarkedets varesamkvem;
2904. Romanescoens seduktive fraktaler,
dette slagsyn af kurver og knopper
af formgivet tilnærmelig mening;
2905. Synæstetisk smask i mine indre organer,
begærligt rækker jeg ud efter det hele
i et brus af vegetal okkultisme.
2906. Selvsimilære knolde i gentagne buer
formindsket ud i kålens forsvindingspunkter,
selvsvungne i baner omkring en midte;
2907. Et sindbillede af tankespind, fordi
intet er mere universel naturskønt,
end at være fanget i logisk lovmæssighed;
2908. I formlen at finde os selv genspejlet,
at se os bekræftet i den nøgne hensigt
udtrykt i plantens form og funktion.
2909. Signaturdoktrinen, os elendige mennesker,
uddrevne, sygdomsramte og hungrende,
Men deres gud satte sine signaturer;
2910. Find heling, lindring og udfrielse,
hvis blot, og til dem, der kunne tyde tegnet,
hermeneutisk skjult i plantens fremtræden;
2911. Et blad i nyreform, en stængel i blodfarve
og signaturen over dem alle:
valnøddens hjernemasse til sindets helse.
2912. Romansco blomkålen, en kultivar,
krydset mellem blomkål og broccolli
i Italien et sted i sektenhundredtallet;
2913. Omhyggeligt studeret, optalt, opmålt,
dissekeret, mikroskoperet, fraktalanalyseret,
S, A, L, T, aminosyrer i grupper af fire;
2914. Men hos romanescoen mangler A-genet,
der netop udtrykkes i blomstersætning,
hvorfor kålen skyder op i selvreplicerende spiraler.
2915. Folk, velsign dem, har talt romanescoens ringe
Og her i fundet et fibonacci tal (8, 13?)
ekstatisk i fraktalens logaritmiske progression;
2916. Vores grøntsag er nu matematisk modelbar,
computergenereret gestalt som primitiv robot,
en landmine beregnet i nådesløs perfektion.
2917. Hvad mere nærliggende end at udlede
af romanescoen, et ædelt krydsningsprodukt
skabt ved human intervention,
2918. Underskøn i sig selv, men endnu mere
verdensgåde-fristende som logisk stringens,
disse talrækker af matematisk strenghed;
2919. En quixotisk tro på mening i den verden,
der aldrig er færdigforklaret, men består af
billeder, der modstræbende tilsvares af ord.
2920. Vi tager romanescoen med hjem
med veneration, ikke kun som grøntsag,
men en skaberkraft og elementær ernæringskilde;
2921. Jeg pensler med olivenolie, gnubber krydderier i,
pakker den i pergamentspapir og stiller i ovn,
laver en bechamel med ost og fines herbes;
2922. Sætter den skorpebagte kål på et fad,
overhælder med det varme krydderopbag,
bringer til bordet, i stolthed, min elskede;
2923. Sådan forbliver vi igen idag i kærlighed
til hverdagens almindelighed, tro mod
den lille verdens ophøjethed.
Nyt i Index Titusind:
Limegrøn ◦ 2903, Fraktal ◦ 2904, Synæstesi ◦ 2905, Kål ◦ 2906, Naturskønhed ◦ 2907, Hensigt ◦ 2908, Hensigt ◦ 2908, Sygdomsramt ◦ 2909, Lindring ◦ 2910, Hjernemasse ◦ 2911, Broccolli ◦ 2912, Aminosyre ◦ 2913, Spiral ◦ 2914, Romanesco blomkål ◦ 2015, Grøntsag ◦ 2916, Krydsningsprodukt ◦ 2917, Verdensgåde ◦ 2918, Mening ◦ 2920, Skaberkraft ◦ 2920, Olivenolie ◦ 2921, Stolthed ◦ 2922, Kærlighed ◦ 2923.
I erindring om Johann Wolfgang von Goethe (1749 – 1843) og digtet Planters metamorfose (Metamorphose der Pflanzen) 1799.
Ode til døde ting
Ode til døde ting
2894. Jeg er en skaber af døde ting:
Det flyvende havdyr i snorespænd,
Soltilbedende øgle, daggrysvendt,
Det havskurede, saltsprængte ved,
Sandpolerede grene, stormafbarket.
2895. Redekasser ophængt, tagpaps-toppet,
Overtaget af mejser, finker, spætter,
En kasse ophængt ved mit arbejdsvindue
En spætmejse banker gennem væggen
Rytmisk resonans og træskelet i kraniet.
2896. Jeg er tilbeder af naturlige materialer,
Den slebne åretegning i tilvirket træ,
Den kittede rudekant, linolie og kridt,
Maling strøget lag på lag, vindueslys
Refrakteret, klinker af den brændte jord.
2897. Ting er døde mellem mine hænder,
Naturlige materialer, men hvordan:
Kalibreret i grader af tilvirkning, altså
Afstand til det oprindelige væsen,
Der levede engang, men målt hvorledes?
2898. Er det graden af forgængelighed,
(Ha! der fik du den, plastik!)
Evnen til at rådne, forvitre, og forgå?
Er det fingerfornemmelse for stof,
Målt som de døde tings taktile index?
2899. Der er jo kropsligt velvære i døde ting,
Slidte, fedtblanke træbænke og stole,
Såbespånskurede gulvplanker, vinduer med
Messingbeslag, kobberplader, kaffeduft
Hvedebrød, pap, poser og avispapir.
2900. Sprogligt er døde ting bare grammatik;
På algonqiuen, de første nationers sprog,
Bruges en artikel foran hver levende ting:
Levende ø, bjerg, æble, sø, blomst, bugt;
Men alt frembragt af mennesker er dødt.
2901. Brugbart, nyttigt, livsvigtigt, tilbedt, men
Tilvirket ud af det, der engang var væsner,
Før de blev slået ihjel og gjort til
Naturlige materialer i en naturaløkonomi,
Hvor myrer æres højere end mennesker.
2902. Redskabsbruger, knoarbejder,
Konsument af læder, metal og olier,
Ord sidder parate i mine håndled,
Andre pilles ud med stålpincet;
Jeg er en skaber af døde ting.
Nyt i Index Titusind:
Øgle ◦ 2894, Finke ◦ 2895, Brændt ◦ jord, Døde ting ◦ 2897, Forvitring ◦ 2898, Velvære ◦ 2899, Sprog ◦ 2900, Menneske ◦ 2901, Olie ◦ 2902.
Skovskarnbasse
Skovskarnbasse
2889. Sort skovbundsambassadør
Violetrandet dækvingebort,
Triplende frem på graveklør
Til møg- og mugforvandling.
2890. Bestiger en vissen stav,
Vejrer egnet lort i luften,
Metallakkeret skovskarnbasse
Udstiller hele billepragten.
2891. Måske ses hun ikke så tit
Af den jævne skovstursgænger,
Men billens navn, basse især,
Ringer ind som sprogligt kæledyr.
2892. Vi er makkerpar, vi to,
Bakser rundt i samme have,
Hun i underjordisk fermentering
Og jeg i komposteringsbunker.
2893. Hvert år, på store billedag,
Den 10. april, sæt et kryds,
Holder vi en skarnshøjtid
For bassemagt og billeflid.
Nyt i Index Titusind:
Møg ◦ 2889, Skovskarnbasse ◦ 2890, Kæledyr ◦ 2891, Underjordisk ◦ 2892, Billeskid ◦ 2893.
Begyndelser – akselrøn
Begyndelser – akselrøn
Køge by, maj 2021
2884. Kikset by i skamferet og kostbart
lapperi,
På cykel rundt langs byens nye
anlæg
På udkig efter hvad som helst
naturligt,
Der måtte visse sig, tone frem ved
slumpetræf,
Min metode en slags digterisk
laissez faire,
Dengang knap nok formet som
vision,
Bare liv, døgn, vækst, vejr, ting,
overhovedet
Alt ikke frembragt af mennesker,
hvis,
Og det kan vise sig forstemmende
svært,
Jeg kan komme en sådan genstand på
klods hold
Med jævn og formålsbestemt
samtidsoptik.
2885. På vej over en cykelbro anlagt uden
omtanke
Og sammenhæng med blød trafik og
sti-gefühl,
Nogle bepantningslinjer, dog med strejf af
vildnis
Til stadsgartnerens umistelige ære,
pludselig,
Fordi naturmøder opleves som et
dér,
At se, høre, med ét noget synbart;
aldrig
En process, sjældent en plan, men et nu:
et træ.
2886. Et hvidspektret lille pyntetræ i
løvspring
En kontraintuitiv, sølvglinsende
træskikkelse
Får mig op på bremsen opsat
opsøgende
Energien mellem planter og
mennesker
Knap nok gartner- eller biologi-
forbundet
Men alt mere en elementær
fysiologisk
Fornemmelse af noget fra urgammel
sindstilstand,
Fra enzymer i en genetisk kodet
erkendelse
Af det oprindelige, organiske
skønhedschok.
2887. Nyhvide dunede bladskud,
dobbelt
Uregelmæssigt savtakket sat i
klynge
Af matskinnende udfoldethed,
som om
Hele verden begynder netop
dér,
Forfra, igen, hver gang de titusind
ting
Suger mig ind og gør mig
berørt
Af en de små begyndelser
erindret
Som et indgreb og driftstop i
billedstrøm.
2888. Bladet er tykt af lang historie:
en akselrøn,
En krydsning, eller forædling som vi
ynder,
Selvhævdende gennem århundreder af
etnodendrologi,
Også sagt fremelsket om blomster især,
fordi,
Generationer af botanikere og gartnere
med omhu
Har krydset, plantet, passet, beskrevet
tilset
Denne form for undergrundskultur
i beskeden
Og randkulturel, kun lejlighedsvist
digtværdig,
Men vedholdende, selvspejlende
søgen
Efter det sjældne, det profitabelt skønne i
planter,
Efterladt til skeptisk famlende digter,
faktisk
Et præ-sprogligt benspænd fra
et træ,
Som det tager fem år at sætte i ord,
i minde
Fra en dag på cykel gennem Køge
i maj.
Nyt i Index Titusind.
Udkig ◦ 2884, Vildnis 2885, Pyntetræ ◦ 2886, Bladskud ◦ 2887, Akselrøn◦ 2888, Krydsning ◦ 2888.
Lignende digte: Om planters værdighed – og min
Aurora ♀
Aurora ♀
Årets småtid nr. 9
2878. Aurorahunnen har et forsvarsferomon
Som forårets kønneste sommersmåfugl
Med et skud fra bagkroppens peberpatron.
2879. Hvis andre hunner er på skruk invasion,
På den blomst hun har udvalgt til æggeskjul,
Har aurorahunnen et forsvarsferomon.
2880. Møder hun en han proppet med kønshormon
Flagrende på jagt i orangefarvet cool,
Får han et skud med bagkroppens peberpatron.
2881. Larven er genetisk sennepsolie-immun,
Mod værsplanters kemi i løgkarse og kål,
Aurorahunnen har et forsvarsferomon.
2882. Ser hun en han stresse rundt i parringskanon
Efter fjams fra sommerhavens jomfru-pool,
Får han et skud med bagkroppens peberpatron.
2883. Hendes metode for at genoprette roen
Er klassisk og evolutionær old school;
Aurorahunnen har et forsvarsferomon
Med et skud fra bagkroppens peberpatron.
Nyt i Index Titusind:
Aurorasommerfugl ◦ 2878, Æggeskjul ◦ 2879, Kønshormon ◦ 2880, Løgkarse ◦ 2881, Bagkrop ◦ 2882, Feromon ◦ 2883.
Frostblæste enge
Frostblæste enge
Årets småtid nr. 2
2874. Kystvandring i hundespor,
Strandsti op i nord;
En sivskov rasler hult,
Vandløb under pladeis,
2875. Sol over frostblæste enge
I hvidt og stivnet land;
En mørk og hærdet jord
Mikrofauna i celleflor.
2876. Nøgne træer, birk og æble,
Frostfri bark- og saftstruktur;
Knopper i sorte kapsler,
Pergament af plantefedt.
2877. Vilde gæs i tynde kiler,
Ridt på klodemagnetisme;
Sagte, sagte nu, mens
Kosmos vender sig.
Nyt i Index Titusind:
Sivskov ◦ 2874, Mikrofauna ◦ 2875, Plantefedt ◦ 2876, Vilde gæs ◦ 2877.
Se også: Årets småtider
Vinterskab
Vinterskab
2868. Knirkesne og iskrystaller,
Kraniets ekko fra øreknas,
Vindpartiklers ragekniv
Skærer ind i ansigtshud.
2869. Kuskehyl fra havet,
Bølgeskum på mareridt,
Saltvand bragt i vinterkog
Under træge grødismasser.
2870. Vender ryggen til,
Kuldefingre ind på rad,
Trækker kroppen tæt,
Tvinges ind på sti.
2871. Blæser ud i vinterskab,
En strandeng, sneslebet,
Skåret i skær og furer,
Istynd skorpedekoreret.
2872. Bestrøget i solskinsfernis,
Skulptur og musereservat,
Knækkede græsskeletter
Stikker op af frosne frø.
2873. Vinter skrumper personlighed,
Klemmer knoglepasta ud,
Rå organisme sluppet fri,
Renset og skrubbet indeni.
Nyt i Index Titusind:
Iskrystal ◦ 2868, Saltvand ◦ 2869, Ryg ◦ 2870, Vinterskab ◦ 2871, Græsskelet ◦ 2872, Råt ◦ 2873.
Årets småtider
Årets småtider er en digtcyklus i De titusind tings bog, som jeg er i færd med at udvikle. Rundt omkring i bloggen/bogen finder man derfor digte med en undertitel, der angiver den småtid, som digtet er knyttet til; indtil videre nummereret fra 1 til 72, men senere bliver det også med sit eget navn.
Årets småtider bygger løst på en ældgammel kalenderform med oprindelse i Kina. Den opstod over århundreder i Zhou dynastiet omkring begyndelsen af den fælles tidsregning, og er siden tilegnet og tilpasset i flere lande under kinesisk kulturel og historisk indflydelse (eller dominans), især i Japan, Korea og Vietnam.

24 sekki og 72 ko i nutidig grafik. Kilde: Wikicommons
Den oprindelige kinesiske kalender er nu optaget i UNESCOs verdensarvsliste over immaterielle kulturværdier. Kalenderen er lunisolar, dvs. forener sol- og månefaser. Kalenderen inddeler året i 24 solfaser bundet til biologiske og botaniske fænomener knyttet til årets gang, der især er af betydning i agrarsamfund.
De 24 solfaser opdeles hver i yderligere i 3 pentader, altså perioder på fem dage, (enkelte i seks dage netop af hensyn til foreneligheden mellem sol- og månefaser). Et år består derfor af 72 pentader, som jeg har fordansket til ordet småtid.
Kalenderen indoptager astrologiske tegn, himmelsymboler og mærkedage og havde funktion som en almanak til vejledning om årets gang og dont i et agrarsamfund.
I Japan er kalenderen stadig brugt i kulturel og spirituel praksis til både højtider og traditionelle festdage. Kalenderen er inddelt i de samme 24 solfaser, kaldet sekki, og videre i de 72 småtider, kaldet ko, der hver har deres eget navn, ofte meget poetisk, feks. “Små fisk under is”, “torden i det fjerne”, “orm vrider sig op til overfladen”, “aftencikader synger”, “persille trives”, “fasanhaner kalder”, osv.
Min digtcyklus Årets småtider, som jeg også forsøgsvis kalder de nordiske småtider, bygger på den samme inddeling af året i 24 solfaser og 72 småtider. Kalenderdatoerne er de samme som i den kinesisk eller japanske original. Således begynder foråret den 4. februar, midtpunktet mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn.
Jeg har brugt de oprindelige betegnelser for de 24 solfaser, men hver af de 72 småtider er jeg i færd med at navngive på grundlag af mine egne iagttagelser af den nordiske årstid. Jeg er igennem året én gang, men jeg skal jo nok gentage en årgang eller to, før jeg er færdig.
Kalenderen er i sin grundform udsprunget af livet i et agrarsamfund. Det siger selv, at landbrug i dag ikke afhænger af almanakker eller markeres i solfaser. Moderne mennesker (hvem er det?) har ikke denne mikrofornemmelse for årets gang, indlejret i de mange småtider, omhyggeligt observeret og beskrevet gennem et par årtusinder.
Men årstidens gang, det botaniske og biologisk liv knyttet til årstiderne, er naturligvis den samme, omend både kultur og klima ændrer sig uden ophør. Når digtcyklussen er færdig, har jeg forhåbentlig en komplet gendigtning, eller – fordi vi i historisk tid aldrig har kendt til andet end den ret grovkornede 12-fase inddeling i den gregorianske / julianske kalender – en nydigtning af årets gang, iagttaget småtid for småtid, tæt på, set med post-industrielle øjne i en ødelagt, men stadig pulserende nordisk natur på en kæntringstruet planet.
De digte, der indtil videre indgår i cyklussen kan findes under menupunktet Index Titusind/Emneliste og derfra vælge “Småtid” fra den alfabetiske liste.
JG. 9. Februar 2025
Havis horisont
Havis horisont
Årets småtid nr. 72
2861. Den sidste nordiske småtid,
Året i en håndfuld bleget lys;
2862. Vores strenge, hvide overflod,
Grødis stivner, knuget vintertid;
2863. Landet synker sammen, trykket
Af vind og frossent flyveskum;
2864. Havis åbent ud mod kiming,
Lydløs sol i strålestik;
2865. Varmer øjenlåg, luner hjernen,
Lubrikerer knogled, et cellekys;
2866. Få skridt ud til havs,
Jeg står, formindsket igen;
2867. En isblå lysning åbner sig,
Foråret derude kender mig.
Nyt i Index Titusind:
Lys ◦ 2861, Grødis ◦ 2862, Vind ◦ 2863, Havis ◦ 2864, Øjenlåg ◦ 2865, Til havs ◦ 2866, Lysning ◦ 2867.
Se også: Vinterdæmring, Årets småtider.
Teleologiske overvejelser ved at se en spætte fra oven
Teleologiske overvejelser ved at se en spætte fra oven
2848. En november på lur ved redekassen,
en stor flagspætte banker ind;
I tre år har jeg set ham (den samme?)
mejsle rundt i indgangshullet
fra min hånd beregnet til spætmejser;
men han vil anderledes.
2849. Stort nok, han dukker ind,
undersøger den flossede kant,
hakker videre indefra,
som alle fugle altid på vagt,
tikkende sit skraldehoved
på en krans af hak i
specialevolutionerede nakkehvirvel.
2850. Han kigger ud sidelæns
(selvfølgelig, en fugl!)
stikker næbbet frem
kigger rundt og ned
og dér, jeg fanger
det eksistentielle sekund:
For hvem har overhovedet
(ha ha, netop)
set en spætte fra oven?
2851. En sort kvadrat dækker issen,
den karmosinrøde nakkeplet
hos en stor hanflagspætte;
Men alle danske spættearter
har røde isser eller nakker,
også nogle hunner, dog ikke alle;
2852. Måske fordi det er så aparte
at se en spætte ovenfra,
- for tænk, hvordan det?
Kun ved at sidde på pind
højt i træer i dagevis,
helst om vinteren
Af hensyn til udsyn,
Kan man se ham fra oven -
Men altså netop derfor,
at jeg begynder at spørge,
hvorfor er det egentlig
at spætter er røde i nakken?
2853. Ikke noget ueffent spørgsmål,
af vital betydning, faktisk, fordi
de fleste spættearter, ca. 250,
har rødt på hovedet
i en eller anden form,
på alle kontinenter, altså
uafhængigt af hinanden,
også af kontinentaldriften
hundreder millioner år siden,
i konvergent evolution.
2854. Og det slår mig pludseligt,
i lyset af den evolutionære
teleologisk metode, denne
bagage fra det 20. århundrede
om form, funktion og årsag,
der kan udredes spekulativt
ved detektivistisk deduktion,
at jeg godt ved hvorfor
spætter har rødt i nakken.
2855. Det er fordi de sidder med ryggen til,
Selvfølgelig! Med kløer i barken,
udsyn begrænset, konstant i fare;
Den evolutionære mening, eller
måske er det bedst at sige funktion,
(fordi kausalitet er det, vi higer efter)
er at blive set fra nakken;
Af hvem, deduceres videre:
Af rovfugle, der kunne kloplukke
spætten fra træstammen i et dyk:
Signalfarve knaldrød, hold jer væk.
2856. Men hvad så med hunnerne;
Hvorfor har nogle arters hunner
Slet ingen nakkepletter?
Hunspætter fouragerer måske anderledes,
På andre steder, på andre måder,
hakker ikke, men pirker, tungevikler;
Er de mindre udsatte end hannen,
der sidder på højere grene
spændt som en bue fra hale
helt op i nakken, et slagtøj
med spættehjernen fastklemt og
affjedret inde i kraniet, og
stødfordeling i bløde knogler
afbødet ud i hele kroppen
for ikke at blive rystet
i stykker og dunket til idiot.
2857. Læg hertil, at mange spætter
har synlige røde undergumper
i den vinkel, hvor det er sværest
for en spætte at holde udkig;
Hunner har også røde gumper,
Hvad er det for en signaleffekt?
Faresignal eller måske smukseren
For hanner, der kun formår,
at klatre opad? Teleologisk set.
2858. Så hvorfor fik spætter
i evolutionær forstand
ikke øjne i nakken?
Slet ikke så dumt som det lyder
(edderkopper gør, hele otte styk, og
fladfiskeøjne vandrer om på oversiden );
Så kunne de sløjfe signalet
Og bare se sig bedre for;
Måske føres her et bevis
på min deduktive faiblesse.
2859. Spætter får mig til at tænke
på ekspeditioner og træklatring
på bjergvandring; Jeg vil til Himalaya
(jeg har altid villet til Himalaya)
for at se spætter, eller til ørkner
for at se skønne spætter, gila-spætten,
med føde og redespeciale i kaktusser,
eller den amerikanske sortspætte
med dybrød mohawk hanekam,
eller den smukkeste skiffergrå spætte
fra Sydøstasien med orange hals:
Omvendt evolution, hvorfor nu det?
Og jeg kan klø mig i nakken,
mine knirkende hvirvler,
og hælde deduktioner ned
af fuglebrættet.
2860. Den store flagspætte kommer hver dag,
han holder til i de store egetræer,
han hører mig (ser mig) dækker sig;
Han har vist opgivet redekassen,
men så har han fundet noget andet,
suverænt indlevet, som spætter er
på måder jeg knap forstår og
gennem tidsaldre jeg ikke aner,
også i den beskedne niche
her i Strøby Strand, hvor
en heldig digter på slump
har set en spætte fra oven.
Nyt i Index Titusind:
Stor flagspætte ◦ 2848, Nakkehvirvel ◦ 2849, Sidelæns ◦ 2850, Isse ◦ 2851, Udsyn ◦ 2852, Kontinentaldrift ◦ 2853, Evolutionær teleologi ◦ 2854, Signalfarve ◦ 2855, Spættehjerne ◦ 2856, Undergump ◦ 2857, Faresignal ◦ 2857, Øjne i nakken ◦ 2858, Sortspætte ◦ 2859, Niche ◦ 2860.
Vinterhave
Vinterhave
Årets småtid nr. 71.
2843. Nysne i natten,
Fnug på mylderflugt
I lygters hvide skær,
Blændet i et slør af sne.
2844. Havens konturer snebelagte
Blødgjorte, snefortolkede;
Min snehunger, tomheden
I mit indre, pakket og
Slukket i drift af sne.
2845. Vejret vender i mig,
Smag det, mens det er;
Snart falder det hen
I slunkesne, gammelis
Og skidtvendte vinterspor.
2846. Nysne er det vi mistede
Hvert år, som børn, når,
Allerede dengang, hvis
Sneen kom; i den tid
Det snigende savn.
2847. Vinterhavens form i
Snepolstrede streger,
Mit efterårs kontraværk,
Jeg ved det, jeg er det.
Nyt i Inded Titusind:
Nysne 2843, Snehunger ◦ 2844, Vinterspor ◦ 2845, Børn ◦ 2846, Vinterhave ◦ 2849.
Se også: Epifani om Sne
Større træer v/ Strøby Fælled
Større træer v/ Strøby Fælled
Eller digtet i det post-fotografiske vinterskab
2838. Åen tyktflydende grågrøn
Iset over sine bredder,
Knasende gangbro gynger;
Kulde i snigløb over vand,
Tilsneet stråknækket rørskov,
Zinkgrå hvælving kollapser
Over stivnet vinterskab.
2839. Valne fingre smækker trefod,
Vanter sættes i fortandsgreb,
Kamera klikfumles på plads;
Motiv store træer, større træer
Augmenteret i maleriet, men
Frosset postfotografisk; i øjet
Titusinde revnede kvistforløb.
2840. Nuturtræer i fladlandskab
Plantet, sat, hvidpil stynet;
En landskabskulisse af popler,
Grene grå i grå på stammer,
Grovfurede; pen og pensel i
Ekstremiteternes kapillærer
Tegner himlen i sorte sprækker.
2841. Ned langs venstre, et læhegn,
Forvoksede hovedpile, tilvredne,
En vidjekreds som stynet skjul
Til protodigterens læsetræ;
Træer fordobler verden,
Ligesom bøger gør; billeder
Sat som slægskabs vidner.
2842. Hundredårige arvetræer
Rejses over hoved og hus,
Husmand, gartner, shaman:
Større træer genses i drømme
Bag om ryggen i natten,
Væsener der venter, lytter,
Til blodomløb i vinterskabet.
Maleriet: David Hockney: Greater Trees near Warten ou peinture en plein air dans l'age post-photographique (2007).
Protodigteren: Martin A. Hansen beskriver, at han som dreng gemte sig i netop de to træer for at læste.
Nyt i Index Titusind:
Kulde ◦ 2838, Store træer ◦ 2839, Poppel ◦ 2840, Læhegn ◦ 2841, Vinterskab ◦ 2842.
Sortfodet skovrovflue
Sortfodet skovrovflue
Eller flue som motiv i den post-fotografiske tidsalder
I
2818. Sølvbørstet, askegrå matskin,
Gråsprængt hoved, stritskæg,
Hvidt moustachedekoreret;
2819. Muskelpumpet thorax
I gråt kassettepanser
Sat på tyndt kropsprojektil;
2820. Ovale øjekompositter,
Maskeklædte glugger
Fra et skyttegravsvæsen;
2821. Sorte ben i overlængder
Med højorange skinneben,
Giftkniv under palper;
2822. Smalle, glasklare vinger,
Smæld på millisekund,
Lavet til fart, til drab;
2823. Dobbeltdækket parring,
To genitalier i gule lejer
Fastlåst flyverformation;
2824. Et solbeskinnet splitsekund
På nyt grønmalet hjortehegn,
Ét af mine usete milliarder.
II
2825. Fotoet griber ind i processen,
Klipper iagttagelsesnerven,
Forgriber sig på digtmetoden
2826. Skaber sit eget motiv,
Forcerer mit blik,
Eksploderer mit udsyn.
2827. Fotoet,
Det præciserede,
Vidensforøgende,
Detailudvidende,
Propaganderende,
Henførende,
Iscenesatte
Billede.
2828. Digtet,
Det hjernebarkafsøgende,
Selvisceneskabende,
Omverdensmultiplicerende,
Meningsrumsterende,
Præcisionssøgende,
Udtryksafpudsede
Ord.
2829. Det forført sprogskabende,
Det analytisk billeddannende;
Hva’ så, fluedigt?
III
2830. Hva’ så med taksonomien
Navngivning, sproglige innovation
Den universelle systematik.
2831. Hva’ så med entomologien
Mikrodivergerende insektkundskab
Amatørens ekspanderende lykke.
2832. Hva’ så med økologien,
Fluens påvirkning af verden,
Som også jeg påvirker den - og dem.
2833. Hva´ så med toksikologien,
Neurotoksiner kemisk digrammeret,
Fluens giftblandinger komparativt analyseret.
2834. Hva’ så med klimatologien,
Fluens perfektionering og betydning
For de planetære balancer.
2835. Hva’ så med kulturen,
Selv- og artsbevidsteheden
Kontekstualiseret i flueform.
2836. Hva’ så med poesien,
Fluen som poetisk motiv,
Dens billedskabende karisma.
2837. Hva’ så med fluen,
Den højeste livsform i
Formflikket epos.
Nyt i Index Titusind
Stritskæg ◦ 2818, Muskelpumpet ◦ 2819, Øjekomposit ◦ 2820, Skinneben ◦ 2821, Rov ◦ 2822, Parring ◦ 2823, Splitsekund ◦ 2824, Iagttagelsesnerven ◦ 2825, Udsyn ◦ 2826, Foto ◦ 2827, Digt ◦ 2828, Billeddannelse ◦ 2829, Taksonomi ◦ 2830, Insektkundskab ◦ 2831, Økologi ◦ 2832, Klimatologi ◦ 2834, Naturtilknytning ◦ 2835, Poesi ◦ 2936, Rovflue ◦ 2837,
Skovrankens bio-alkymi
Skovrankens bioalkymi
I
2809. En skovranke, en klematis,
Vej- og slyngplante, vitalba,
Overvæld af hvide farver,
Velduftende kaskadevækst
2810. I en dobbelt vidjebevægelse
Ind i og udover en vedbenshæk,
Et mediterrant blomster chok
Forgrenet i viltre genbosfærer
2811. Med fodgænger, jeg, på færde,
Gråt traskende kilometervis i
Asfaltspor, hæk- og hegnsklemt,
Presset af biler, partikelplaget.
II
2812. En engelsk herbalist, J. Gerard,
Storskryder og hortikulturalist,
Renæssancemand og plagiarist
Til storværket Herball, 1597,
2813. Kaldte skovranken Traveller’s Joy
En programmatisk venskabsgestus
At yde ranken hæder, retfærdighed,
Et navn, den stadig bærer i dag,
2814. Med øje til fransk, tiggerurt,
Efter saftens væskende sår,
Brugt af selvskadende betlere til
Publikumsynk, grumt iscenesat.
III
2815. Fingre ind på de røde frugter,
Børstet af hvide goblelegemer,
Lidt støv fra modertræets frugt
På en multivalent digterknold;
2816. Lad os kalde det genskab,
Så det matcher med venskab,
Af berøring, viden og empati,
Kendt fra gammel etnobotanik;
2817. Den substans af forbundethed
Mellem planter og mennesker,
Der bobler i slægtens fysiologi
Under vandringens bioalkymi.
Nyt i Index Titusind:
Skovranke ◦ 2809, Vækstbevægelse ◦ 2810, Fodgænger ◦ 2811, Herbalist ◦ 2812, Vidje ◦ 2813, Tiggerurt ◦ 2814, Modertræ ◦ 2815, Genskab ◦ 2816, Økoalkymi ◦ 2817.
I erindring om John Gerard (1545-1612), Herball, or Generall Historie of Plantes, 1597, illustreret, ca. 1500 sider.
Welwitschia
Ve ligner et vegetabilsk vrag, ya, en krøbling i ørkenen, ya, en kæmpe bunke af læderagtig bladbændel, falmet, rustent og indtørret. Vos stilke er en meterbred sprække i sandet med læber af sortsprukken bark, hvor røde kogler skyder op på grønne stængler. Ve vokser, hvor intet anden kan gro og hvor alt andet er dødt; ve er et væsen ældet hinsides erindring, et levn fra arternes oprindelse.
At være til på jorden i 150 millioner år er ingen lille bedrift. At lefe i 1000 år, måske 2000 år, er ingen simpel sag. Sandet nærer vos, tågen væder vos, havet salter vos, klippen fæstner vos, regnen spirer vos, biller busker vos, stedet løfter vos, tiden bærer vos, lys og mørke bevarer vos.
Umaner, ya, ve har kendt til dem, siden de først kom vandrende over sletten ud til kysten for en million år siden. Umaner er tålelige. De nipper lidt her, nipper lidt der, spiser af bladene, når tørken trykker, plukker nogle kogler, fjerner nogle frø, ok, forstyrrer ikke landet, lader klippen stå, undgår ørkenen, frygter heden.
De umaner søger altid; vandrer, samler, kigger, tegner, måler, tænker, ya, søger efter føde, ok, men mest efter mening; mening i dem selv, mening med dem selv, mening i det hele taget, ya.
Se nu bare ham botanikeren på knæ i ørkensandet foran vos, ordløs af forundring over vos fremmedhed, som dog var genkendelig som liv: grumt, grimt og skønt.
Ve er mening, der overskrider deres eget sprog og viden; ve er liv så gammelt, så forskelligt, så fjernt fra dem selv, at mening bliver uden mening. Og tilbage er blot visheden om, at de har stået ansigt til ansigt med meningen engang i form af et orakel i sandet.
Se vos, og al mening forsvinder. Og når mening forsvinder er der kun det tilbage, som mennesker ønsker sig over alt andet: det evige liv og den uudsigelige sandhed, ya. Sandheden i en håndfuld støv.
Umaner ærer vos og vil aldrig glemme vos, så længe de lever, ok. De skal heller ikke være her særligt længe.
Uddrag fra: Liff – blandet kor for plantestemmer i perioden mellem femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books, 2021
Fuligo septica var. rufa
Foto t.v. er denfuligo septica, der er omhandlet i digtet. Bemærk det indvoldsrøde sporelegeme i de tre cirkelmærker og den af forfatteren afskårede flig nederst t.h.
Formen tv. er sporestadiet, også kaldet æteliet, mens formen t.h. er sommerstadiet, kaldet plasmodiet.
Foto t.h. er fra to år tidligere og kan være samme afstamning. Bemærk de glitrende hvide “svampe”spor efter plasmodiets høstfærd henover træstubben (omtalt i digtet Træstubalmanak 2023, vers 1153). Formen t.v. er varianten rufa (rød), mens formen t.h. kan være enten var. rufa eller var. flavia.
Begge fotos er fra Strøby Strand. Klik på billederne for at se i stor størrelse.
Fuligo septica var. rufa
I. Om de foreliggende omstændigheder
2759. En tilfældig dag, altså
Uden varsel, plan eller
Blot antydning af hensigt;
2760. Med andre ord, klædt af
I min sproglighed og fanget i
Almen grad af uvidenhed;
2761. Dog med rudimentær poetisk
Udstyr samt lidt sammensparet
Erfaring fra tidligere træf;
2762. (En gullig, hundebræklignende
Fænomenologisk tilstand
På sortslimet yndlingstub);
2763. Derfor, fuldt eksekveret robotstop
I samme nu grænsen overskrides
Mellem grønsvær og terrassesten:
2764. To fuldt færdige, udvoksede
I græsset, årets første, hidtil
Eneste slimdyr, kaldet troldesmør;
2765. En skødesløs skabning, altså
Som overskud af organik
I de givne omstændigheder;
2766. Udfoldet, henkastet (opkastet?)
Udskilt, udskidt, fremkommet
(nærmest) af ingenting, natten over;
2767. Men ingenting er en strøm,
Der flyder igennem, udenom,
Af partikler og processer;
2768. Samlet vilkårligt i en organisme,
Hverken plante, dyr eller mos,
Eneste fællestræk en fysisk masse;
2769. Et besøg fra det fjerde rige
Protisterne, amøbernes rækker,
Cellepuls under rabarberskygge.
II. Om sprogets og tingens adækvans
2770. Tag nu welwitschia-manden
På knæ i Nambias ørken,
Overvældet, taget i nåde;
2771. Plantens spirituelle sug,
Botaniker og vækst ud i ét,
En ordløs samfrekvens;
2772. Febrilsk håndskriv om sit fund
For at berøre andre, henført
Sanseindtryk og selvfølelse;
2773. Dernæst strøm af tekno-latin,
Konvention betinger karriere,
Sprogkoden selvforstået myteløs.
2774. Mellem videnskab og mysticisme
Føjer poesien sig ubekvemt,
Formkodet og myteforberedt;
2775. Digtet vil overensstemmelse
Mellem ordet og tingen,
I sprogligt påregnelige udtryk;
2776. Hver gang, i mit dæmringsridt,
Hvor sproget følger, bøjes,
Hengiver sig til sine ting, skaber
2777. Adækvans mellem tingen
Og den bævende skrift;
Tingen er ingenting,
Tingen er alting.
III. Om slimdyret som poetisk gestalt
2778. Lige inden for tremmehavelågen
Samles slimdyret til metamorfose
Fra plasmodium til ætelium;
2779. Jeg må ned i knæ, ikke
Af benovelse, eller peak professionalisme,
Men fordi tofod tilnærmer sig nulfod;
2780. (Sproget blev til i gåhøjde,
Siddehøjde, klatre- og kysthøjde;
Fysiognomi former sprog, jeg si’r bare);
2781. To panerede fiskefileter
Gennemstukket af uplejet plænegræs
I en sær hud- og hæfteplasterbeige;
2782. Ingen farve kendt fra dyredomænet,
Kognitivt ret svær at kapere, som
Biologisk udtryk fra det fjerde rige;
2783. Skorpe, ja, en skorpe, krummen,
Fint tekstureret som safran miniris,
Som bitte friturestegte kokosspåner;
2784. Her ved ydergrænsen for organisk liv
Disse madmetaforer af vital erfaring:
Kan det spises, er det giftigt?
2785. Jeg sætter tre fingermærker,
Skærer et snit i skumbarken,
Åbner dyb brunrød substans;
2786. Farven er som dyreindvolde,
Lever, hjerte, nyrer, banesår,
Ligner tekstur af størknet blod;
2787. Dette er sporemassen, deres frugt,
Som svampe og planter gør det,
Kønsceller, stamceller tilfælles;
2788. Men kladeanalyse og genstruktur
Viser nu, de ikke er dyr, men
Mere ur i urformers forgrening;
2789. Så vi er beslægtede som organisk væv,
Universelt, som eksistens beslægtede
I vores inderste cellestruktur.
2790. Protistologer, velsign dem,
Ved en masse om slimdyr,
Deres føde, formering, deres vaner.
2791. Det gule plasmodium-stadie er mobilt,
En celleformation på farten,
Selvdannet, selvforanderlig;
2792. Høster bakterier og rådpartikler,
En fødesøgende organisk tærsker
Af mobile plasmapumper på slimfærd.
2793. Frugtlegemet indeholder sporene,
Velkendte, mikroskopisk helstøbte
Vidundere at se, som virussfærer.
2794. Jeg sætter et lille trådnet op
At ingen skal træde på sporehuset,
Tilser dagligt at sæden svinder ind;
IV. Om slimdyr og komplette systemer
2795. Fuligo betyder sod, aha,
Septica betyder forrådnelse, jaså,
Og der er flere varianter:
2796. Flava, rufa, candida, rosea
Og flere nuancer endnu
Forårsaget af svampeinfektioner;
2797. Taksonomisk klassifikation pågår
Dag og nat, jorden rundt,
Drevet af kollektiv videnskab;
2798. Slimdyret er variablet kategoriseret
I domænet af eukarioter,
I underdomænet unikota, også kaldet amorphea,
I riget af protozoa, også kaldet protister,
I rækken af amoebozoa,
I underrækken Conosa,
I infrarækken Mycetozoa,
I klassen myxogastria,
I ordnen physerales,
I familien af physaraceae,
I slægten fuligo,
Alt dette i hvert fald
Indtil videre …
2799. Viden akkumuleres, distribueres,
Disputeres, krystalliseres, reorganiseres,
Jeg er militant skeptisk og passioneret;
2800. Fordi taksonomi er som matematik,
Som naturlove, some tankesystemer:
De vil det hele, det totale svar;
2801. Kausalitetskæderne afdækket,
Diagrammet, løsningen, et domæne
Hvor spørgsmål er besvaret på forhånd;
2802. Det bedste digtet kan er måske
At suge til sig, rumme så meget af det,
Vi ikke ved, og ikke vil have svar på;
V. Om slimdyret og digtet
2803. Kære slimdyr, hundebræk spejlæg,
Eller hvad vi nu skal kalde dem
Urform, urliv og æresbeboer i haven;
2804. Mit tekst snubler i sig selv;
Som slimdyret krydser rigers grænser,
Så krydser digtet ind i videnskab;
2805. Ordene stritter i alle parametre,
Formen buler ud, går i stykker,
Slimdyret osmoser sine egne veje.
2806. Det er selve min redelighed
Og identitet som digter, der er på spil,
Men slimdyret vil ikke poetiseres;
2807. Og digtet vil kun sig selv,
Undviger så glat som sæbe,
Egenrådig som protisten dér;
2808. Sat til vægs af en amøbe,
Mit nederlag, linje for linje;
Jeg pakker mit grej, oser min vej.
Nyt i Index Titusind:
Varsel ◦ 2759, Uvidenhed ◦ 2760, Erfaring ◦ 2761, Hundebræk ◦ 2762, Terrassesten ◦ 2763, Slimdyr ◦ 2764, Skabning ◦ 2765, Ingenting ◦ 2766, Partikel ◦ 2767, Masse ◦ 2768, Protister ◦ 2769, Nåde ◦ 2770, Spiritualitet ◦ 2771, Selvfølelse ◦ 2772, Sprogkode ◦ 2773, Myte ◦ 2774, Ordet og tingen ◦ 2775, Skabelse ◦ 2776, Skrift ◦ 2777, Metamorfose ◦ 2778, Benovelse ◦ 2779, Gåhøjde ◦ 2780, Plænegræs ◦ 2781, Dyredomænet ◦ 2782, Skorpe ◦ 2783, Giftighed ◦ 2784, Snit ◦ 2785, Nyre ◦ 2786, Kønsceller ◦ 2787, Genstruktur ◦ 2788, Cellestruktur ◦ 2789, Føde ◦ 2790, Plasmodium ◦ 2791, Cellepumpe ◦ 2792 , Frugtlegeme ◦ 2793, Sæden ◦ 2794, Sod ◦ 2795, Svampeinfektion ◦ 2796, Klassifikation ◦ 2797, Domæne ◦ 2798, Viden ◦ 2799, Naturlove ◦ 2800, Kausalitetskæder ◦ 2801, Svar ◦ 2802, Hundebræk ◦ 2803, Rigernes grænser ◦ 2804, Osmose ◦ 2805, Redelighed ◦ 2806, Sæbe ◦ 2807, Amøbe ◦ 2808.
*) Det berettes at en østrigske botaniker faldt på knæ i sandet ved sit første møde med den plante, der senere blev opkaldt efter ham selv, Welwitschia (så meget for uhildet videnskab!) Se mere i fytologen Welwitschia fra Liff – blandet kor for plantestemmer mellem femte og sjette masseudrydelse, Borwick Books, 2021.
Vintervandløb
Vintervandløb
Årets småtider nr. 67
2756. Vandløb standser iser til
Spøgelsesgrønt og algehår
Indefrosset under skorpen.
2757. Døde strå fæstnet livløs sol
Sne knaser skoven stivner,
Kold kugle lyset svinder.
2758. Tre sky spætter banker dykker
Mellem skovens egekroner
Træspån drysser på min skulder.
Nyt i Index titusind:
Skovkanal ◦ 2756, Sol ◦ 2757, Flagspætte ◦ 2758.
Svampen er et svampet væsen
Svampen er et svampet væsen
Årets småtid nr. 44
I
2749. Sensationel asymmetri,
Roset med flige indeni,
Kæmpeporesvamp, jerseybrun,
Farvebånd som målervinge,
Smukke buer, runde labber,
Størrelse som en barnefavn;
Mit lykkefund, et urtidslevn.
2750. Ugen efter på genvisit,
Svampen overskåret, væk det skidt:
Maskinnedklippet græsrabat,
Artshygiejne iscenesat:
Det tankeløse svampedrab;
Synet vrider mavevending,
Vrede over skændselshandling.
II
2751. En stilket porresvamp slår rod
Klods op af poppelstumpens fod
Ved tæt befærdet alfarvej;
Svovl- og tjærefarvet herlighed,
Kødfulde bræmmer, okker dej,
Måler to fod fra kant til kant,
Havsides grosted himmelvendt.
2752. Ved nytår står den der endnu,
Forskånet slag og hak itu
Ved kystens sprukne asfaltvej
Truet af spark og tung trafik,
Ond vilje, salt og hundepis;
Til forår, smattet svampehud,
Sortblodet, slimet blækkethed.
III
2753. Svampen er et svampet væsen,
Kølig muldhed, fad i næsen,
Spændstig blødhed, slap i hånden;
Eneste ord for svamp er svamp,
Væsnet fortalt af væsnet selv;
Men en fugl er ikke fuglet
Og en fisk er ikke fisket.
2754. Jeg går lidt i knæ, syner op,
Sind pivåbent, elektrisk krop:
Enhver kurve, farve og form
Fornægter vores mønstertrang,
Men skærper sanser; for en svamp
Må erfares som et hele,
Den er det fænomenale.
2755. Mest jordisk af det jordiske,
Mest væsen af det væsentligste:
Det bløde, gustne svampeskind,
Kautsjukvævet, det fælles kød;
Vi ser den som en arkeform,
Fjerneste liv i slægtskabsbånd,
Svampen i sig selv: et noumenon.
Nyt i index Titusind:
Kæmpe poresvamp ◦ 2749, Urtidslevn ◦ 2749, Fældning ◦ 2750, Svampedrab ◦ 2750, Stilkporresvamp ◦ 2751, Kødfuld ◦ 2751, Asfalt ◦ 2752, Hundepis ◦ 2752, Svamp ◦ 2753, Spændstighed ◦ 2753, Elektrisk krop ◦ 2754, Fænomen ◦ 2754, Kautsjuk ◦ 2755, Noumenon ◦ 2755.
Ved Brügges kanaler
Ved Brügges kanaler
… eller vegomorfisme for åbne vinduer
2732. Plante møder mur,
Rod finder sten,
Løv følger flader,
Blade sætter tegn;
Tegn ..
2733. Nej, vel? Ikke tegn;
Tegn er kultur,
Mønster er kultur,
Blade er natur;
Natur …
2734. Nej, vel? ikke natur;
Vedben vokser i direktiv,
Under opsyn, med hensigt
Harmonistræbende;
Mønster …
2735. Må slippe ordet,
Synonymer for mønster;
Pennen (jeg) størkner,
Vrider sig i protest;
Ord ..
2736. Ord løber tomme,
Et atrofieret vokabular
Møder skrublende digter,
Begynder forfra;
Altså, bladhæng …
2737. Mønster er ikke for noget,
Abstrakt fiksering,
Linjeforløb vi påtvinger
Verden uanset;
Kultur …
2738. Løvhæng er ikke mønster,
Blade er ikke kultur,
Men de er til for noget,
De har form, fylde;
Vegoform …
2739. Blade har fyllotakse,
Indbyrdes spatiering,
De følger lyset,
Heliotropiske vækster;
Vegomorf …
2740. Fyllotakse møder paratakse,
Bladføring møder linjeføring,
Kultur sletter natur,
Natur æder kultur;
Poetur …
2741. Kultur, af at plante,
Natur, af at føde,
Nutur, af at nære,
Natur underlagt kultur;
Nutur …
2742. Levende form møder
Dødt mønster,
Bliver til nutur,
Noget at se på,
Ud i nuturen …
2743. Pen (jeg) søger
Passende ord for
Ovenstående vers,
Mønstrets modstykke;
Sigte …
2744. Følger med øjnene,
Uden mål, altid videre,
I ro, en helhed,
Uden mønster-antagonisme;
Syn …
2745. Mønster møder modsætning,
En formskabt sekvens af
Hensigt og evne til vækst,
Uden indgriben af ord;
Skønhed …
2746. Mønstre er hårde,
Verbalhårde, begrebsligt hårde;
Skønt er sig selv, ikke?
Det skønne er;
Sekvie …
2747. Den vegomorfe helhed
En sekvie, et synsforløb:
Det, der følges med øjnene
Til det rinder ud;
Ordløst …
2748. Mønster møder sekvie,
Den organiske form,
Den biologiske ro
På kanalens nutur
I Brügge.
Nyt i Index titusind:
Tegn ◦ 2732, Mønster ◦ 2733, Harmonistræbende ◦ 2734, Ord ◦ 2735, Atrofi ◦ 2736, Kultur◦ 2737, Fylde ◦ 2738, Vegomorf ◦ 2739, Fyllotakse ◦ 2740, Nutur ◦ 2741, Dødt mønster ◦ 2742, Sigte ◦ 2743, Antagonisme ◦ 2744, Skønhed ◦ 2745, Sekvie ◦ 2746, Synsforløb ◦ 2747, Biologisk ro ◦ 2748.
På Brügges broer
På Brügges broer
2727. Broerne i Brügge
er bevoksede
Lavplettede, besmykkede
af blomster, lidt gold byg
Nogle bellis, benved
Op langs mørnede mure,
Porøs kornet mørtel
dækket af tegl,
Beklædt af blade,
Spids af søde bregner
fra mosset sten.
2728. Vejstøv, aflejret hist,
samlet i sprækker,
Lidt biologisk skidt
Tenderer mod pottejord
til spæd formuldning
I substrat og murret substans
over Brügges broer.
2729. Bestandighed og korrosion
i momentan ligevægt,
Brosten mod brystværn
Af grå eroderet granit,
Et ahornskud, rodnet klynges
på broens buer.
2730. Buskadsbevoksning
Udvokset og fæstet
På muren, vædesøgende omkring
Et brud på nedløbsrør,
Udtrængende, indsivende vand,
Fastgjort opfugtet murværk,
hullet zink
Over kanalens grågrønne
vand i flux,
I rundflod rundt bygninger,
Blokke på pillefundamenter
I Vetruvius’ buer
under Brügges broer.
2731. Afskalning af værk og vækst,
mikromålt nedbrydning
Ligger i luften,
I færten af det forgængelige,
Der æder sig ind
På hinanden, osmotisk,
Kemisk nedbrydende,
organisk indtrængende i
Brobygget elementær balance af
indmurede kræfter i plantespænd
Fastholdt i bristepunkt,
Sålænge skønheden hænger
ved Brügges boer.
Nyt i Index Titusind:
Gold byg ◦ 2727, Vejstøv ◦ 2728, Granit ◦ 2729, Zink ◦ 2730, Osmose ◦ 2731, Bristepunkt ◦ 2731.
























