Den episke beretning om hvordan et fjermøl overlevede en havekatastrofe
3022. Der er det med blade,
de visne, våde, hvirvlende,
ophobningsmaksimerende, bunkeansamlende
i alle sprækker tætpakkende
falmede blade fra i fjor,
3023. At de er alle vegne
som skjul og overvintring
for en overflod af biller
fluer, møl, larver,
æglæggende, hisøgende, knopskydende,
i det hele taget
formerende og fouragerende
mikrodyr og astronomiske
befolkninger af bakterier,
3024. At jeg lader bladene ligge
vinteren over
men til sidst, ved jævndøgn,
selv udpakket af mit vinterbo
får en helt ubændig
pavlosk zombie-hundetrang
til at se, hvad bladene skjuler,
blotlægge jorden under
kort sagt, til rive blade sammen,
køre dem ud i alle hjørner af haven,
tilmed en atavistisk form
(måske jeg har en civilisatorisk rest)
Af havedominans
og ordenstvang,
3025. Fordi skyldbetynget må jeg erkende,
at alt hvad jeg laver
alligevel ser ud til at ende
I orden,
altså anti-entropi,
3026. Når jeg hvert år fjerner blade for
at se småskud
blege planter, buskkonturer,
havens små pejlemærker i
tynd sol,
således også i år
mine tyve børfulde blade
kørt i bunker
til termofil mikrobefest,
3027. Mit redskab er en ekstra bred
fordi ekstra mange blade
løvrive
et blødtandet monsterinstrument,
der flår dækket af alle skjul,
i et nu endevender tusinder,
titusinder
vinterhi, sætter alt mikroliv
på gaden,
plænen.
3028. Det ville være så let
at overse hende,
rits-ratsjen med riven
rundt en tue frostnippet citronmelise,
var det ikke for en svag flakken med
den ene vinge
ville hun have lignet
ethvert andet lille fnug,
en skal, en stilk, et strå,
gulbrun planterest uden enhver
tænkelige værdi
og interesse i human optik,
3029. Og jeg ville aldrig have set hende
hvis ikke det lige var den vinge,
centimeterlang,
helt ned i jordhøjde,
der lige flagrede ud i en vinkel
bare et øjeblik,
antog en vinkelret form til den
anden vinge
og derfor fangede mit blik
fordi intet blad eller stilk
kan bukke på midten,
3030. Og alle disse episke hændelser
fordi,
eller for at illustrere
hvor lidt
eller måske rettere
hvor meget,
vi ikke ser,
3031. Som nu det lille vink
straks genkendt, heldigvis,
som et medlem af fjermølfamilien,
vinger holdt ud i en ret vinkel
med kløftet mini-fjerdusk i spidserne,
stadig kuldedvask
og derfor let at sætte i
en petriskål.
3032. To dage står hun på havebordet
tilset flere gange dagligt,
luftet,
indtil hun bliver fotograferet, identificeret
verificeret som snerlefjermøl.
3033. Og jeg havde jo håbet på
at hun ville folde vingerne ud
af sit vingekogger,
vise de to par hvide fjer,
en af insektlivets helt store
(små) skønheder,
3034. Men altså, ikke til mig
ikke i år,
og jeg tænker,
det sgu også i orden,
hold på dine private former,
med hvilken ret
(forventning) (magtmiddel)
skal det udstilles for mig;
jeg løfter glaslåget af skålen
en time senere er hun væk,
haven er et livsfarligt domæne
og ophold sker
på andres nåde.
Nyt i Index Titusind
Blade ◦ 3022, Bakterier ◦ 3023, Jævndøgn ◦ 3024, Entropi ◦ 3025, Termofili ◦ 3026, Vinterhi ◦ 3027, Citronmelise ◦ 3028, Blik ◦ 3029, Hændelse ◦ 3030, Fjermølfamilie ◦ 3031, Snerlefjermøl ◦ 3032, Fjer ◦ 3033, Magtmiddel ◦ 3034.
Syv scoop rabarber
Syv scoop rabarber
3015. Jordenzymer bagt op i høje hertz
Vibrerer vissent løv og muld i
Frekvenser lig et molekylemyg;
Hør, de blanke, røde rabarberæg,
Der svulmer op fra plantesoklen,
Bryder jordens skorpe, sprækker ud;
Hvad er denne lyd, det første skud.
3016. Rabarberfostrets hinder revner,
Et sært og halvt udformet væsen,
Halvt nød, halvt dyr i kapselform
Med snuder og labber i rustrød glans;
Se, vindinger stræber ud i forårssol
Får skuddet til at ulme i solens skær;
Mavet frem med snotten få tommer nær.
3017. Ungskuddet udvokser snart sig selv
Anaerobisk cellerødt skifter farve
Til grønligt oxyderet plantevæv,
En fedtet globe af kimbladsskrus
Multiplicerer sig ud i verden
Med en energi vi gerne kalder skub:
Kraften klæbrig glat ved fingergnub.
3018. En knop stikker frem af lun kompost
Solen varmer og væksten gløder,
En krøllet kant en hvælvet top;
Her er godt at være, her lugter tæt
Af gæring, af jordiske processer;
En vækst vokser til i eget skind,
Vi ligger her og suger duften ind.
3019. En ministængel har rejst sig op,
En anelse om et færdigt individ,
Allerede omrids af et krøllet blad,
En flig i ægte rabarbersignatur
Changerer kermesrød i cremet hvid
Indfattet i en pergamentbrun skal;
Smagen hvinende sur, et syreknald.
3020. En spids, kermesrød som hæmoglobin,
En form uden match, ex arketyper,
Kun visse beder, lidt kål, kan ligne
Til fælles med juvenile bregner;
Et blad i magisk udfoldet forandring,
Der kun kan ses og som syntes skabt
Til de af os med sjette sans intakt.
3021. Et multivæsen rejser sig af førnen,
Genetisk kodet, kødfuld og saftiggrøn
En sammenklipning af alle skabninger
I flimmer fra alle stadier; rabarberen
I det ekspanderende planteunivers
Passerer ind i sit syvende scoop;
Jordhøjde, Strøby Strand, digtersnoop.
Nyt i Index titusind:
Jordenzym ◦ 3015, Kapselform ◦ 3016, Anaerobisk ◦ 3017,
Gæring ◦ 3018, Surhed ◦ 3019, Hæmoglobin ◦ 3020, Rabarber ◦ 3021.
Forårssol over frostsprængte marker
Forårssol over frostsprængte marker
Årets småtider nr. 7.
3006. Marts har altid været
den brutale måned,
Konturløst land med lidt rest
af liv fra forrige års
Konditionering og præparering;
3007. Uden biomasse til kvalificeret brydning
Af den indkommende forårssols
strontiumoptimerede
stråler procesført ind over maskinelt optrukne
maskinfurer
i jordskorpen;
3008. Krystalliseret og aktiveret
som toksisk frisson
Til lidt fotosyntese i milliarder af
klonede frø med coating
af omnicider.
3009. Sært sådan at se solen stråle
muligvis manipuleret
I hvert fald uden modspil
koldeksploderet ud over
det af gammel vane, mest af
sproglig tilvænning
arkaisk
kaldet en mark;
3010. En kemisk opkvalificeret afgrødeflade
i den hvide forårsmorgen af
solsprængte iskrystaller i giftgelering
At forstå sådan, at rimfrost
nu til dags
i afledt sprøjtemiddeleffekt,
Tror jeg,
er muteret til gummimembran
Trukket ud over jorden,
biologisk set
Nu næppe i live,
i klinisk forstand
kun afsyrede korn af mineraler
kittet sammen
af hvid substans;
3011. En kemisk skorpe
over
et teknisk mindstekvantum
Af fotosyntetisk reaktiv
gødningshungrende, substansafhængig
cellestruktur.
3012. Avl af roer
til sukker og ensilage
én gang om året
For hvilke en analyse af duelighed og
kvalitet som bioindikatorer
entydigt peger på nytteværdi
tenderende mod nul
For slutprodukt herunder procesfremstilling
og andre afledte omkostninger
som helhed;
3013. Mens resten af året, braklagt,
bortset fra at brak
betyder regenerering,
Men her er ingenting;
bare brakløs solitude
En brutal morgen i marts;
3014. Med forårssol over frostsprængt mark
i lydløs eksplosion
af koldt lys
Ud over fladskabets
perfekt ensformige og formålsrettede
i sin essens udramatiske,
stiltiende
snigende
nådesløse
tomhed.
Nyt i Index Titusind:
Måned ◦ 3006, Jordskorpe ◦ 3007, Krystaller ◦ 3008, Mark ◦ 3009, Rimfrost ◦ 3010, Substans ◦ 3010, Cellestruktur ◦ 3011, Sukker ◦ 3012, Morgen ◦ 3013, Morgen ◦ 3013, Frostsprængning ◦ 3014.
Hortus ex machina
Hortus ex machina
3003. Den civilisation, der er min,
Har to kernebegreber:
Kultur og natur;
Den ene ophæver den anden.
3004. Det samfund, der er mit,
Har to kernemetaforer:
Haven og maskinen;
Den ene fortærer den anden.
3005. Det sprog, der er mit,
Har to kernesubjekter:
Jeg og ieg;
De taler i mig gode dage.
Nyt Index Titusind:
Civilisation ◦ 3003, Samfund ◦ 3004, Jeg og ieg ◦ 3005.
Indre landskaber
Årets småtid nr. 6
3001. Der er sandhed ved
store landskaber
der rammer mig fysisk
i hjertet.
3002. Der er klarhed i
de første krokus
Der strammer mit øje
året ud.
Nyt i Index Titusind:
Sandhed ◦ 3001, klarhed ◦ 3002.
Haven som metafor
Haven som metafor
2992. Ved det første grå dagslys
kryber jeg ind i hak
med min krysalis kone;
sammen flyder vi bort
i drømme hvor ingen
metaforer findes.
2993. Vi vågner hypnagogisk
vingerester i vores armhuler
symboler svømmer
i sprækkerne i hendes
obsidian øjne.
2994. I drømme så jeg
de tre kategorier
af metaforer komme til mig
stå omkring sengen
indtil de nu er opløst
for altid.
2995. Vi er en enhed
af tid og rum
verden er i os
og omkring os;
Imellem os
tyktflydende luft.
2996. I genboens have går
en ung råbuk på græs,
i uforstyrret ro
med et gevir som en puppe
af polstret grå pels.
2997. Jeg åbner haspen
slo-mo, skubber vinduet op
til en dryppede regnvåd
have i hestens år.
Nyt i Index Titusind:
Krysalis ◦ 2992, Armhuler ◦ 2993, I drømme ◦ 2994, Tyktflydende luft ◦ 2995, Gevir ◦ 2996, Regnvåd ◦ 2997.
Kvanteorganik
Kvanteorganik
2998. Svaler parrer sig i luften,
Fart i den anden dimension;
2999. Neuroner knitrer i hvid støj på
Kvanteorganisk klik-klok frekvens;
3000. Ingen ved, hvad en svalehjerne gør
To millioner gange i sekundet.
Nyt i Index Titusind:
Dimension ◦ 2998, Kvanteorganik ◦ 2999, Svalehjerne ◦ 3000
Begyndelser – litterær ambition i otte punkter
Begyndelser – litterær ambition i otte punkter
På de ark, hvor De titusind tings bog opstod som færdigt koncept, har jeg noteret mine litterære ambitioner stillet op i otte punkter. Det var som om jeg vidst, at jeg var nået frem til deres sandhed eller tomhed; enten er det nu, eller for altid tavs.
2983. (i) At skrive historien om hvordan Bibelen blev skrevet (med hensigt at arbejde på bogen bosat et sted i Himalaya).
2984. (ii) At skrive et langdigt – også som eremit et sted.
2985. (iii) At lave en bog om naturen og de naturlige tings bevidsthed.
2986. (iv) At lave min egen form for haiku’er, som jeg vil kalde epifanien.
2987. (v) At skrive en lovsamling – kaldet De danske naturlove – skrevet fra “de andres” synspunkt, altså, hvis nu fuglene eller ormene kunne skrive en lov...
2988. (viii) At finde mellemformen (eller syntesen) mellem lov og digt (fordi de har meget tilfælles).
2989. (vi) At skrive en bog om haven og den kropsliggjorte (embodied)bevidsthed. Jeg kalder denne bog for “Hjernen er i den grad en grøntsag”.
2990. (vii) Som så mange andre forfattere at finde den selvgenererende historie.
2991. Nederst i margenen har jeg skrevet:
“Jeg er en ormegaard. I contain multitudes.”
Dateret 16.2.2023.
Nyt i Index Titusind:
Himalaya ◦ 2983, Eremit ◦ 2984, Bevidsthed ◦ 2985, Epifani ◦ 2986, Naturlove ◦ 2987, Syntese ◦ 2988, Hjerne ◦ 2989, Historie ◦ 2990, Ormegaard ◦ 2991.
Begyndelser – i tingenes fylde
Begyndelser – i tingenes fylde
2952. Jeg må ned i tingenes fylde – der hvor alting fortættes og får stoflighed.
2953. Fordi hvor var det i grunden at idéen til dette værk, de titusind ting blev til?
2954. I et års tid nu har jeg ledt efter begyndelsen, et skæringspunkt. Jeg har prøvet at huske, hvordan det gik til; men jeg finder kun fornemmelser, ingen fakta.
2955. Der var tilløb, ja, jeg havde en indfaldshistorie, et idéspor rundt i erindringen, men det er tilvoksede stier, ad hvilke jeg kun er kommet så langt og så vidt.
2956. Bunkevis af ark på groft karduspapir, som jeg printer selv med tynde lyseblå linjer og meget bred venstremargen markeret i en svag rød lodret streg; orden er godt, måske også nødvendigt, men ikke for meget; indfald og afveje er indlagt.
2957. Arkene ligger fordelt i bakker: manuskripter, noter, ideer, koncepter og diverse ophobet som sedimenter, lag på lag af fossil skrift.
2958. Jeg trækker en af bakkerne ud, støtter den op på maven, fugter pegefingeren og giver mig til at bladre. Et par ark og den første aforisme i grønt blæk fanger øjet: “Kan man overhovedet forstå noget uden kategorier?”. Selvfølgelig, tænker jeg; netop, især. Men jeg ved godt, hvad der er på spil: Det er loven om ophævelse af riget .
2959. Jeg bladrer videre med arkæologisk omhu, flere år tilbage i de nedfaldne årringe af noter med tekststykker, digtstumper, stikord, citater, uforståelige sætninger, henvisninger, nedkradsede linjer og tegnsætninger, der knapt nok, eller slet ikke kan tydes mere.
2960. Der er tilføjelser overalt i arkenes margener; nogle gange begynder en klamamse øverst oppe i den smalle venstre margen og arbejder sig hele vejen ned over siden, når bunden, og bevæger sig derefter opad igen i højre hovedmargen.
2961. Betænksomt har jeg dateret langt de fleste ark, for der må være tusinder af løsark uden nogen anden sammenhæng, end den kronologiske.
2962. Jeg graver mig ned til de lag, der indeholder præ-titusindting-perioden; de tidligste koncepter, tvivl og omrids.
2963. Endelig finder jeg et af nøglearkene dateret natten til den 9. 2. 2022 med overskriften “In the thickness of things.” Jeg har oversat sætningen med tidens fylde. Jeg skrev: “En hel nat drømte jeg om dette begreb, om og om igen”.
2964. Jeg drømte det hele på engelsk, altså: ”The thickness of things; I’m in the thickness of things”. Gentaget igen og igen som et mantra. Jeg var midt i alting, og nu tilføjer jeg: in media res naturum; midt i den naturlige verden.
2965. Jeg havde en stærk, organiske fornemmelse af at have forstået alting; tingenes fylde er den tykke luft omkring os, der binder os sammen.
2966. Jeg fornemmede hvordan alle planter har et beskyttende lag omkring sig, at de vokser bedre og mere trygt ud i tingenes fylde.
2967. Jeg vidste i drømme, at tingenes fylde er en vision om frodighed: Alt er fyldigt, levende tilstede. Det var en beroligende, varm og indkapslet drøm.
2968. Jeg vidste at jeg må vågne op og digte om begrebet; jeg var halvvågen flere gange, drev med nattens strøm, gentog begrebet igen for ikke at glemme det.
2969. Jeg vidste, at jeg måtte vågne og skrive det ned, før dagen slettede mine spor. I drømme kan intet forklares, for drømme kan ikke ratiocinere; de kan kun fremvise; de samles af fragmenter.
2970. Jeg vågnede i mørket og jeg mærkede tykke blade, tyk fiberblød bark, dyb jord, læ, beskyttelse, levende natur.
2971. Jeg stod op, bevægede mig rundt med drømmesynet, skrev ned, lavede espresso, så ud i morgenmørket. Tykkelsen eller fylden er forbindelsen mellem alle ting, skrev jeg.
2972. Fem måneder senere den 9.7.22 har jeg lavet flere tilføjelser i margenen. Jeg skrev “Enheden af tid og rum”. Det gengiver godt denne mørke kosmiske fornemmelse, jeg havde i drømmen.
2973. I denne periode, slutningen af 2021 til begyndelsen af 2023, slog jeg rundt om mig i søgen efter den rigtige fortsættelse og fremfor alt den rigtige form til at komme videre efter afslutningen af Liff og dens engelske oversættelse.
2974. Jeg kredsede omkring haven som en form for bevidsthed og som civilisationers grundmetafor (sammen med maskinen i senere epoker); især var jeg meget optaget af den kropsliggjorte sansning, altså det at verden forstås og udtrykkes kropsligt; jeg tænkte over alle tings psykiske selvhed.
2975. Jeg graver videre i mine noter. Jeg stiller bakkerne med noter fra mig og tager fat på manuskriptbakken, en fod høj. Jeg endevender stablen. Og dér, som en sjælden sommerfugl, kun ark nr. 2, finder jeg beviset. Et notat fra den 13.2.2023, næsten på årsdagen for min drøm om tingenes fylde.
2976. Overskriften er De titusind tings bog. Titlen optræder hér første gang optræder titlen. Hér står det, indlysende og overvældende klart falder alle ideer, konturer og fornemmelser på plads. Ude i margenen, min elskede margen, står en lille tekst indrammet: “I går åbnede jeg Daodedjing og med det samme (næsten) forstod jeg, at resten af min tilværelse skal bruges til at skrive titusind strofer om titusind ting."
2977. De titusind tinges bog kom til verden færdigt udformet, konciperet og struktureret. Den manglede bare det allersidste ledende begreb: de titusind ting . Ikke at begrebet var nyt: jeg kendte det udmærket; men det var den pludselige forening af begreb og uforankret idé, der tog form af en epifani.
2978. I løbet af mindre end en halv time var det hele konceptet færdigt, skrevet ud, og egentlig ikke afveget fra siden.
2979. To dage senere, den 16.2.23, er jeg allerede begyndt at skrive værket. Den dag var det et digt, jeg var begyndt på tidligere, men som jeg nu med vished kunne se, hvad det havde at bestille i den nye digtrække.
2980. Digtet indleder hele værket med titlen Jeg. “Jeg” er den første fortæller af De titusind tings bog, ud af i alt tre. Dagen efter skrev jeg det andet digt om den anden fortæller ”ieg”, og derefter den tredje fortæller, ”ig”.
2981. Før den dag baksede jeg rundt med idéer til en bog om den levende have, hvor en af fortællerne skulle være min bror. Men i samme stund, som De titusind tings bog var visuelt udformet, opgav jeg tanken om min brors stemme som fortæller, og han blev i stedet til fortæller nr. to: ”ieg”, det levende individs stemme, hvad enten det er plante, dyr, fugl, insekt, bakterie, eller hvad som helst.
2982. Ude i margenen har jeg skrevet: “Jeg er min brors billede og modsætning og helhed.” Min bror har tegnet illustrationerne på det, der senere blev De titusind tings blog. Min bror havde Downs syndrom og døde den 16. August 2025.
Nyt i Index Titusind:
Stoflighed ◦ 2952, Idé ◦ 2953, Fakta ◦ 2954, Erindring ◦ 2955, Orden ◦ 2956, Sediment ◦ 2957, Pegefinger ◦ 2958, Årring ◦ 2959, Bund ◦ 2960, Kronologi ◦ 2961, Periode ◦ 2962, Tidens fylde ◦ 2963, Midt i alting ◦ 2964, Luft ◦ 2965, Tryghed ◦ 2966, Drøm ◦ 2967, Vågne ◦ 2968, Skrive ◦ 2969, Læ ◦ 2970, Morgenmørke ◦ 2971, Enhed ◦ 2972, Søgen ◦ 2993, Psykisk selvhed ◦ 2974, Grave ◦ 2975, Titusind ting - bog ◦ 2976, Begreb ◦ 2977, Digt ◦ 2979, Fortæller ◦ 2980, Individ ◦ 2981, Bror ◦ 2982.
Digt som en virkelig ting
Digt som en virkelig ting
2948. Digtet vil gerne leve selv,
Tilnærme sig det levende,
Kredse om det, suge til sig
Med hele grammatikken.
2949. Digtet vil gerne være sig selv
I tilgift til alt det levende,
Pynte sig med hovedfjer, klædt
Ud som den fjerde dimension.
2950. Digtet vil gerne være virkeligt,
Skrive sig helt ind i materien,
Blive til en virkelig ting, og
Lade sin digter dø i detaljen.
2951. Som Wu Daozis mestertableauer,
Hvor kunstneren i sit maleri
Gik ind ad en åben dør
Og aldrig siden blev set.
Nyt i Index Titusind:
Grammatik ◦ 2948, Fjerde dimension ◦ 2949, Materie ◦ 2950, Kunstner ◦ 2951.
Wu Daozi (ca. 685 - ca. 758), en af de betydeligste kunstnere under Tang-dynastiet.
Begyndelser – tulipaner
Begyndelser – tulipaner
2944. Begyndelser ses som bekendt bedst
i bakspejlet,
Når en indsigt opstår først som erindrings-
emblem,
Siden udfoldet og trængt frem og læsbar
ordfanget,
Men derefter sander vejene af hvilken til i
forglemmelse,
Med undtagelse af nogle få lykkelige
nøglehændelser,
Der netop i tilbageblik træder op, får
fæste
I hverdagens sæbeglatte og hensynsløse
glemsomhed.
2945. Som nu den dag for ti år siden
på vandring
Med min søn på Bornholm, nordkystens
fristi
En novemberdag i silende regn og opblødt
jord,
Med våde skovdufte og grå havdis
i luften,
På visit mellem træstammer med
stigende
Fornemmelse af brist, eller i hvert fald
utilstrækkelighed
Som menneske langt ude på en livsbane
uden kendskab
Til eller med blot ordinær eller atrofieret
evne
Til at skelne træer, f.eks. en røn fra
en løn,
Og derved tager for givet deres accept af
min eksistens,
Men ikke min anerkendelse
Af deres.
2946. Jo længere jeg går, jo mere
påtrængede
Næringsstoffer og tanker fordeles ud
i ben
Tæer, arme og ind og ud af
lunger
Og forplantes organisk ind gennem
ryghvirvler,
Desto mere insisterende erindrer jeg
en vision,
I hvert fald noget større end blot en
idé
af en hollandsk biolog, hvis navn
for altid
(glemt men) i taknemmelig erindring;
som følger:
Mennesker tror de er den mest succesfulde
art
nogensinde, men det er udelukkende
fordi
vi ikke har formået at indgå i
(reel)
meningsfuld dialog med tulipaner,
endnu.
2947. Som nu den novembertunge, regnvåde
dag
På bornholms nordlige kyststi, hvor
eksistens,
Ikke blot for os, men også for
dem,
Tog form af de mange træskikkelser, der
lydløst
Faldt i trit bag os og bøjede sig frem,
fordi
Træer altid agerer bag om ryggen
på os,
Mens vi faldt i snak om teknovold og
tulipaner,
og aldrig siden har sluppet ideen om
at retfærdighed
Også kunne, egentlig burde, være
for dem.
Nyt i Index Titusind:
Sæbeglat ◦ 2944, Skovduft ◦ 2945, Lunger ◦ 2946, Tulipan ◦ 2946, Teknovold ◦ 2947.
Tulipanhunden
Tulipanhunden
2926. Ham tulipan, ham hund.
2927. Seham: udstiller sine skanker, som om um var en busker, der kom for at suge nektar.
2928. Seham; vrikker med sin blegfesne tulipanstilk som en hund, der logrer med halen; bopper sine blomster, puster sig op i farver og kurver for at få um til at komme og avle sig.
2929. Ya, tulipan er som en hund.
2930. Ham tulipan avlet til at indynde sig; avlet til at adlyde, avlet til at rulle rundt med bugen i vejret og tigge om en mavekradser.
2931. Tulipan med fjollede store skåle, der udstiller alt indeni for at forføre um til at avle tusind nye slags svindsyge stængler, der knækker i vinden.
2932. Overlever kun, fordi um fodrer dem, afluser dem, huser dem, sætter dem i drivhus. Altid varmeapparat stillet frem og ædelse bragt, som hund.
2933. Uden for haverne dør tulipan alene af sult, som hund.
2934. Um elsker ham tulipanhund. Avler ham i tusind slags: større skåle, længere stilke, mere farve, flere striber, mindre kuldskær, længere blomstring, single tidlig, single sen, dobbelt tidlig, dobbelt sen. Tulipaner over det hele.
2935. Gror dem på fladt land, revet op fra horisont til horisont. Talløse milliarder tulipaner i farvede firkanter. Um sprøjter dem, fodrer dem, renser dem, dyrker dem, tæt tæt.
2936. Skærer dem, en milliard kolde stængler; stakket, pakket og stablet. Bind dem, køl dem, send dem, sælg dem.
2937. Ham tulipan synes um er bedste busker nogensinde. Behøver ikke anstrenge sig for at sprede pollen eller lave sex, fordi um avler ham i fabrikker; behøver ikke holde knolde på rette temperatur, for um høster dem og passer dem;
2938. Behøver ikke holde kryb væk, for um dræber dem; behøver aldrig finde vand, for vandet bliver bragt.
2939. Ham tulipan tror han er mest succesrige plante nogensinde. Um giver tulipan jord for sig selv og jager andre planter væk.
2940. Konkurrenterne dør, buskerne dør, træer fældes, marker renses og tulipaner tager over, stolt og ene under solen.
2941. Ham tulipan er mest underdanige blomst nogensinde.
2942. Tulipan kan li’ det, stadset op derude på marken, høj af gødning, puffet op med skyer af insektgift, fri for bladlus og larver, og med tjenere der luger for hans fødder.
2943. Tulipan er udsøgt, tulipan er tilbedt, tulipan er værdifuld, ya. Tulipan vælger et liff med um, tulipan vælger det fornemme liff i sus og dus.
Nyt i Index Titusind:
Tulipan ◦ 2926, Nektar ◦ 2927, Hale ◦ 2928, Hund ◦ 2929, Bug ◦ 2930, Stængel ◦ 2931, Aflusning ◦ 2932, Sult ◦ 2933, Avl ◦ 2934, Kuldskærhed ◦ 2934, Dyrkning ◦ 2935, Kølighed ◦ 2936, Sex ◦ 2937, Vand ◦ 2938, Succes som plante ◦ 2939, Sol ◦ 2940, Underdanighed ◦ 2941, Insektgift ◦ 2942, Liff ◦ 2943.
Teksten er oprindelig fra min bog Liff – blandet kor for plantestemmer i perioden mellem femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books 2021.
Ordforklaringer:
Busker = bestøver; Liff = den vegetale eksistens, Um = mennesker.
Stol, ode til
Stol, ode til
2924. En stol er en stol, er en stol
smidt i en skov er en skov,
overtaget af ranker, siv, skovliljer
det polstrede sæde, opspist
træryggen og sædets krydsfiner
splittet ad, sunket ned i opfugtede
gravpladser, hellig jord engang.
2925. Her er intet helligt, træ er træ,
en stol ved skovsø, forladt
sat til skyttens magelighed
i lysning, blodførende papdyr
forblødte, svinder i titusind ting
blandt høvdinges ransagede ben;
sid ned, dø her, vandrefugl.
Nyt i Index Titusind:
Hellig jord ◦ 2924, Vandrefugl ◦ 2925.
I erindring om Pablo Neruda (1904-73), Ode til stolen (Oda a la silla)
Blomkålens metaformose
Blomkålens metaformose
2903. Forblændet af mønstre, min elskede,
chartreusefarvet, overstadigt limegrøn
midt i hypermarkedets varesamkvem;
2904. Romanescoens seduktive fraktaler,
dette slagsyn af kurver og knopper
af formgivet tilnærmelig mening;
2905. Synæstetisk smask i mine indre organer,
begærligt rækker jeg ud efter det hele
i et brus af vegetal okkultisme.
2906. Selvsimilære knolde i gentagne buer
formindsket ud i kålens forsvindingspunkter,
selvsvungne i baner omkring en midte;
2907. Et sindbillede af tankespind, fordi
intet er mere universel naturskønt,
end at være fanget i logisk lovmæssighed;
2908. I formlen at finde os selv genspejlet,
at se os bekræftet i den nøgne hensigt
udtrykt i plantens form og funktion.
2909. Signaturdoktrinen, os elendige mennesker,
uddrevne, sygdomsramte og hungrende,
Men deres gud satte sine signaturer;
2910. Find heling, lindring og udfrielse,
hvis blot, og til dem, der kunne tyde tegnet,
hermeneutisk skjult i plantens fremtræden;
2911. Et blad i nyreform, en stængel i blodfarve
og signaturen over dem alle:
valnøddens hjernemasse til sindets helse.
2912. Romansco blomkålen, en kultivar,
krydset mellem blomkål og broccolli
i Italien et sted i sektenhundredtallet;
2913. Omhyggeligt studeret, optalt, opmålt,
dissekeret, mikroskoperet, fraktalanalyseret,
S, A, L, T, aminosyrer i grupper af fire;
2914. Men hos romanescoen mangler A-genet,
der netop udtrykkes i blomstersætning,
hvorfor kålen skyder op i selvreplicerende spiraler.
2915. Folk, velsign dem, har talt romanescoens ringe
Og her i fundet et fibonacci tal (8, 13?)
ekstatisk i fraktalens logaritmiske progression;
2916. Vores grøntsag er nu matematisk modelbar,
computergenereret gestalt som primitiv robot,
en landmine beregnet i nådesløs perfektion.
2917. Hvad mere nærliggende end at udlede
af romanescoen, et ædelt krydsningsprodukt
skabt ved human intervention,
2918. Underskøn i sig selv, men endnu mere
verdensgåde-fristende som logisk stringens,
disse talrækker af matematisk strenghed;
2919. En quixotisk tro på mening i den verden,
der aldrig er færdigforklaret, men består af
billeder, der modstræbende tilsvares af ord.
2920. Vi tager romanescoen med hjem
med veneration, ikke kun som grøntsag,
men en skaberkraft og elementær ernæringskilde;
2921. Jeg pensler med olivenolie, gnubber krydderier i,
pakker den i pergamentspapir og stiller i ovn,
laver en bechamel med ost og fines herbes;
2922. Sætter den skorpebagte kål på et fad,
overhælder med det varme krydderopbag,
bringer til bordet, i stolthed, min elskede;
2923. Sådan forbliver vi igen idag i kærlighed
til hverdagens almindelighed, tro mod
den lille verdens ophøjethed.
Nyt i Index Titusind:
Limegrøn ◦ 2903, Fraktal ◦ 2904, Synæstesi ◦ 2905, Kål ◦ 2906, Naturskønhed ◦ 2907, Hensigt ◦ 2908, Hensigt ◦ 2908, Sygdomsramt ◦ 2909, Lindring ◦ 2910, Hjernemasse ◦ 2911, Broccolli ◦ 2912, Aminosyre ◦ 2913, Spiral ◦ 2914, Romanesco blomkål ◦ 2015, Grøntsag ◦ 2916, Krydsningsprodukt ◦ 2917, Verdensgåde ◦ 2918, Mening ◦ 2920, Skaberkraft ◦ 2920, Olivenolie ◦ 2921, Stolthed ◦ 2922, Kærlighed ◦ 2923.
I erindring om Johann Wolfgang von Goethe (1749 – 1843) og digtet Planters metamorfose (Metamorphose der Pflanzen) 1799.
Ode til døde ting
Ode til døde ting
2894. Jeg er en skaber af døde ting:
Det flyvende havdyr i snorespænd,
Soltilbedende øgle, daggrysvendt,
Det havskurede, saltsprængte ved,
Sandpolerede grene, stormafbarket.
2895. Redekasser ophængt, tagpaps-toppet,
Overtaget af mejser, finker, spætter,
En kasse ophængt ved mit arbejdsvindue
En spætmejse banker gennem væggen
Rytmisk resonans og træskelet i kraniet.
2896. Jeg er tilbeder af naturlige materialer,
Den slebne åretegning i tilvirket træ,
Den kittede rudekant, linolie og kridt,
Maling strøget lag på lag, vindueslys
Refrakteret, klinker af den brændte jord.
2897. Ting er døde mellem mine hænder,
Naturlige materialer, men hvordan:
Kalibreret i grader af tilvirkning, altså
Afstand til det oprindelige væsen,
Der levede engang, men målt hvorledes?
2898. Er det graden af forgængelighed,
(Ha! der fik du den, plastik!)
Evnen til at rådne, forvitre, og forgå?
Er det fingerfornemmelse for stof,
Målt som de døde tings taktile index?
2899. Der er jo kropsligt velvære i døde ting,
Slidte, fedtblanke træbænke og stole,
Såbespånskurede gulvplanker, vinduer med
Messingbeslag, kobberplader, kaffeduft
Hvedebrød, pap, poser og avispapir.
2900. Sprogligt er døde ting bare grammatik;
På algonqiuen, de første nationers sprog,
Bruges en artikel foran hver levende ting:
Levende ø, bjerg, æble, sø, blomst, bugt;
Men alt frembragt af mennesker er dødt.
2901. Brugbart, nyttigt, livsvigtigt, tilbedt, men
Tilvirket ud af det, der engang var væsner,
Før de blev slået ihjel og gjort til
Naturlige materialer i en naturaløkonomi,
Hvor myrer æres højere end mennesker.
2902. Redskabsbruger, knoarbejder,
Konsument af læder, metal og olier,
Ord sidder parate i mine håndled,
Andre pilles ud med stålpincet;
Jeg er en skaber af døde ting.
Nyt i Index Titusind:
Øgle ◦ 2894, Finke ◦ 2895, Brændt ◦ jord, Døde ting ◦ 2897, Forvitring ◦ 2898, Velvære ◦ 2899, Sprog ◦ 2900, Menneske ◦ 2901, Olie ◦ 2902.
Skovskarnbasse
Skovskarnbasse
2889. Sort skovbundsambassadør
Violetrandet dækvingebort,
Triplende frem på graveklør
Til møg- og mugforvandling.
2890. Bestiger en vissen stav,
Vejrer egnet lort i luften,
Metallakkeret skovskarnbasse
Udstiller hele billepragten.
2891. Måske ses hun ikke så tit
Af den jævne skovstursgænger,
Men billens navn, basse især,
Ringer ind som sprogligt kæledyr.
2892. Vi er makkerpar, vi to,
Bakser rundt i samme have,
Hun i underjordisk fermentering
Og jeg i komposteringsbunker.
2893. Hvert år, på store billedag,
Den 10. april, sæt et kryds,
Holder vi en skarnshøjtid
For bassemagt og billeflid.
Nyt i Index Titusind:
Møg ◦ 2889, Skovskarnbasse ◦ 2890, Kæledyr ◦ 2891, Underjordisk ◦ 2892, Billeskid ◦ 2893.
Begyndelser – akselrøn
Begyndelser – akselrøn
Køge by, maj 2021
2884. Kikset by i skamferet og kostbart
lapperi,
På cykel rundt langs byens nye
anlæg
På udkig efter hvad som helst
naturligt,
Der måtte visse sig, tone frem ved
slumpetræf,
Min metode en slags digterisk
laissez faire,
Dengang knap nok formet som
vision,
Bare liv, døgn, vækst, vejr, ting,
overhovedet
Alt ikke frembragt af mennesker,
hvis,
Og det kan vise sig forstemmende
svært,
Jeg kan komme en sådan genstand på
klods hold
Med jævn og formålsbestemt
samtidsoptik.
2885. På vej over en cykelbro anlagt uden
omtanke
Og sammenhæng med blød trafik og
sti-gefühl,
Nogle bepantningslinjer, dog med strejf af
vildnis
Til stadsgartnerens umistelige ære,
pludselig,
Fordi naturmøder opleves som et
dér,
At se, høre, med ét noget synbart;
aldrig
En process, sjældent en plan, men et nu:
et træ.
2886. Et hvidspektret lille pyntetræ i
løvspring
En kontraintuitiv, sølvglinsende
træskikkelse
Får mig op på bremsen opsat
opsøgende
Energien mellem planter og
mennesker
Knap nok gartner- eller biologi-
forbundet
Men alt mere en elementær
fysiologisk
Fornemmelse af noget fra urgammel
sindstilstand,
Fra enzymer i en genetisk kodet
erkendelse
Af det oprindelige, organiske
skønhedschok.
2887. Nyhvide dunede bladskud,
dobbelt
Uregelmæssigt savtakket sat i
klynge
Af matskinnende udfoldethed,
som om
Hele verden begynder netop
dér,
Forfra, igen, hver gang de titusind
ting
Suger mig ind og gør mig
berørt
Af en de små begyndelser
erindret
Som et indgreb og driftstop i
billedstrøm.
2888. Bladet er tykt af lang historie:
en akselrøn,
En krydsning, eller forædling som vi
ynder,
Selvhævdende gennem århundreder af
etnodendrologi,
Også sagt fremelsket om blomster især,
fordi,
Generationer af botanikere og gartnere
med omhu
Har krydset, plantet, passet, beskrevet
tilset
Denne form for undergrundskultur
i beskeden
Og randkulturel, kun lejlighedsvist
digtværdig,
Men vedholdende, selvspejlende
søgen
Efter det sjældne, det profitabelt skønne i
planter,
Efterladt til skeptisk famlende digter,
faktisk
Et præ-sprogligt benspænd fra
et træ,
Som det tager fem år at sætte i ord,
i minde
Fra en dag på cykel gennem Køge
i maj.
Nyt i Index Titusind.
Udkig ◦ 2884, Vildnis 2885, Pyntetræ ◦ 2886, Bladskud ◦ 2887, Akselrøn◦ 2888, Krydsning ◦ 2888.
Lignende digte: Om planters værdighed – og min
Aurora ♀
Aurora ♀
Årets småtid nr. 9
2878. Aurorahunnen har et forsvarsferomon
Som forårets kønneste sommersmåfugl
Med et skud fra bagkroppens peberpatron.
2879. Hvis andre hunner er på skruk invasion,
På den blomst hun har udvalgt til æggeskjul,
Har aurorahunnen et forsvarsferomon.
2880. Møder hun en han proppet med kønshormon
Flagrende på jagt i orangefarvet cool,
Får han et skud med bagkroppens peberpatron.
2881. Larven er genetisk sennepsolie-immun,
Mod værsplanters kemi i løgkarse og kål,
Aurorahunnen har et forsvarsferomon.
2882. Ser hun en han stresse rundt i parringskanon
Efter fjams fra sommerhavens jomfru-pool,
Får han et skud med bagkroppens peberpatron.
2883. Hendes metode for at genoprette roen
Er klassisk og evolutionær old school;
Aurorahunnen har et forsvarsferomon
Med et skud fra bagkroppens peberpatron.
Nyt i Index Titusind:
Aurorasommerfugl ◦ 2878, Æggeskjul ◦ 2879, Kønshormon ◦ 2880, Løgkarse ◦ 2881, Bagkrop ◦ 2882, Feromon ◦ 2883.
Frostblæste enge
Frostblæste enge
Årets småtid nr. 2
2874. Kystvandring i hundespor,
Strandsti op i nord;
En sivskov rasler hult,
Vandløb under pladeis,
2875. Sol over frostblæste enge
I hvidt og stivnet land;
En mørk og hærdet jord
Mikrofauna i celleflor.
2876. Nøgne træer, birk og æble,
Frostfri bark- og saftstruktur;
Knopper i sorte kapsler,
Pergament af plantefedt.
2877. Vilde gæs i tynde kiler,
Ridt på klodemagnetisme;
Sagte, sagte nu, mens
Kosmos vender sig.
Nyt i Index Titusind:
Sivskov ◦ 2874, Mikrofauna ◦ 2875, Plantefedt ◦ 2876, Vilde gæs ◦ 2877.
Se også: Årets småtider
Vinterskab
Vinterskab
2868. Knirkesne og iskrystaller,
Kraniets ekko fra øreknas,
Vindpartiklers ragekniv
Skærer ind i ansigtshud.
2869. Kuskehyl fra havet,
Bølgeskum på mareridt,
Saltvand bragt i vinterkog
Under træge grødismasser.
2870. Vender ryggen til,
Kuldefingre ind på rad,
Trækker kroppen tæt,
Tvinges ind på sti.
2871. Blæser ud i vinterskab,
En strandeng, sneslebet,
Skåret i skær og furer,
Istynd skorpedekoreret.
2872. Bestrøget i solskinsfernis,
Skulptur og musereservat,
Knækkede græsskeletter
Stikker op af frosne frø.
2873. Vinter skrumper personlighed,
Klemmer knoglepasta ud,
Rå organisme sluppet fri,
Renset og skrubbet indeni.
Nyt i Index Titusind:
Iskrystal ◦ 2868, Saltvand ◦ 2869, Ryg ◦ 2870, Vinterskab ◦ 2871, Græsskelet ◦ 2872, Råt ◦ 2873.
Årets småtider
Årets småtider er en digtcyklus i De titusind tings bog, som jeg er i færd med at udvikle. Rundt omkring i bloggen/bogen finder man derfor digte med en undertitel, der angiver den småtid, som digtet er knyttet til; indtil videre nummereret fra 1 til 72, men senere bliver det også med sit eget navn.
Årets småtider bygger løst på en ældgammel kalenderform med oprindelse i Kina. Den opstod over århundreder i Zhou dynastiet omkring begyndelsen af den fælles tidsregning, og er siden tilegnet og tilpasset i flere lande under kinesisk kulturel og historisk indflydelse (eller dominans), især i Japan, Korea og Vietnam.

24 sekki og 72 ko i nutidig grafik. Kilde: Wikicommons
Den oprindelige kinesiske kalender er nu optaget i UNESCOs verdensarvsliste over immaterielle kulturværdier. Kalenderen er lunisolar, dvs. forener sol- og månefaser. Kalenderen inddeler året i 24 solfaser bundet til biologiske og botaniske fænomener knyttet til årets gang, der især er af betydning i agrarsamfund.
De 24 solfaser opdeles hver i yderligere i 3 pentader, altså perioder på fem dage, (enkelte i seks dage netop af hensyn til foreneligheden mellem sol- og månefaser). Et år består derfor af 72 pentader, som jeg har fordansket til ordet småtid.
Kalenderen indoptager astrologiske tegn, himmelsymboler og mærkedage og havde funktion som en almanak til vejledning om årets gang og dont i et agrarsamfund.
I Japan er kalenderen stadig brugt i kulturel og spirituel praksis til både højtider og traditionelle festdage. Kalenderen er inddelt i de samme 24 solfaser, kaldet sekki, og videre i de 72 småtider, kaldet ko, der hver har deres eget navn, ofte meget poetisk, feks. “Små fisk under is”, “torden i det fjerne”, “orm vrider sig op til overfladen”, “aftencikader synger”, “persille trives”, “fasanhaner kalder”, osv.
Min digtcyklus Årets småtider, som jeg også forsøgsvis kalder de nordiske småtider, bygger på den samme inddeling af året i 24 solfaser og 72 småtider. Kalenderdatoerne er de samme som i den kinesisk eller japanske original. Således begynder foråret den 4. februar, midtpunktet mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn.
Jeg har brugt de oprindelige betegnelser for de 24 solfaser, men hver af de 72 småtider er jeg i færd med at navngive på grundlag af mine egne iagttagelser af den nordiske årstid. Jeg er igennem året én gang, men jeg skal jo nok gentage en årgang eller to, før jeg er færdig.
Kalenderen er i sin grundform udsprunget af livet i et agrarsamfund. Det siger selv, at landbrug i dag ikke afhænger af almanakker eller markeres i solfaser. Moderne mennesker (hvem er det?) har ikke denne mikrofornemmelse for årets gang, indlejret i de mange småtider, omhyggeligt observeret og beskrevet gennem et par årtusinder.
Men årstidens gang, det botaniske og biologisk liv knyttet til årstiderne, er naturligvis den samme, omend både kultur og klima ændrer sig uden ophør. Når digtcyklussen er færdig, har jeg forhåbentlig en komplet gendigtning, eller – fordi vi i historisk tid aldrig har kendt til andet end den ret grovkornede 12-fase inddeling i den gregorianske / julianske kalender – en nydigtning af årets gang, iagttaget småtid for småtid, tæt på, set med post-industrielle øjne i en ødelagt, men stadig pulserende nordisk natur på en kæntringstruet planet.
De digte, der indtil videre indgår i cyklussen kan findes under menupunktet Index Titusind/Emneliste og derfra vælge “Småtid” fra den alfabetiske liste.
JG. 9. Februar 2025
Havis horisont
Havis horisont
Årets småtid nr. 72
2861. Den sidste nordiske småtid,
Året i en håndfuld bleget lys;
2862. Vores strenge, hvide overflod,
Grødis stivner, knuget vintertid;
2863. Landet synker sammen, trykket
Af vind og frossent flyveskum;
2864. Havis åbent ud mod kiming,
Lydløs sol i strålestik;
2865. Varmer øjenlåg, luner hjernen,
Lubrikerer knogled, et cellekys;
2866. Få skridt ud til havs,
Jeg står, formindsket igen;
2867. En isblå lysning åbner sig,
Foråret derude kender mig.
Nyt i Index Titusind:
Lys ◦ 2861, Grødis ◦ 2862, Vind ◦ 2863, Havis ◦ 2864, Øjenlåg ◦ 2865, Til havs ◦ 2866, Lysning ◦ 2867.
Se også: Vinterdæmring, Årets småtider.
Teleologiske overvejelser ved at se en spætte fra oven
Teleologiske overvejelser ved at se en spætte fra oven
2848. En november på lur ved redekassen,
en stor flagspætte banker ind;
I tre år har jeg set ham (den samme?)
mejsle rundt i indgangshullet
fra min hånd beregnet til spætmejser;
men han vil anderledes.
2849. Stort nok, han dukker ind,
undersøger den flossede kant,
hakker videre indefra,
som alle fugle altid på vagt,
tikkende sit skraldehoved
på en krans af hak i
specialevolutionerede nakkehvirvel.
2850. Han kigger ud sidelæns
(selvfølgelig, en fugl!)
stikker næbbet frem
kigger rundt og ned
og dér, jeg fanger
det eksistentielle sekund:
For hvem har overhovedet
(ha ha, netop)
set en spætte fra oven?
2851. En sort kvadrat dækker issen,
den karmosinrøde nakkeplet
hos en stor hanflagspætte;
Men alle danske spættearter
har røde isser eller nakker,
også nogle hunner, dog ikke alle;
2852. Måske fordi det er så aparte
at se en spætte ovenfra,
- for tænk, hvordan det?
Kun ved at sidde på pind
højt i træer i dagevis,
helst om vinteren
Af hensyn til udsyn,
Kan man se ham fra oven -
Men altså netop derfor,
at jeg begynder at spørge,
hvorfor er det egentlig
at spætter er røde i nakken?
2853. Ikke noget ueffent spørgsmål,
af vital betydning, faktisk, fordi
de fleste spættearter, ca. 250,
har rødt på hovedet
i en eller anden form,
på alle kontinenter, altså
uafhængigt af hinanden,
også af kontinentaldriften
hundreder millioner år siden,
i konvergent evolution.
2854. Og det slår mig pludseligt,
i lyset af den evolutionære
teleologisk metode, denne
bagage fra det 20. århundrede
om form, funktion og årsag,
der kan udredes spekulativt
ved detektivistisk deduktion,
at jeg godt ved hvorfor
spætter har rødt i nakken.
2855. Det er fordi de sidder med ryggen til,
Selvfølgelig! Med kløer i barken,
udsyn begrænset, konstant i fare;
Den evolutionære mening, eller
måske er det bedst at sige funktion,
(fordi kausalitet er det, vi higer efter)
er at blive set fra nakken;
Af hvem, deduceres videre:
Af rovfugle, der kunne kloplukke
spætten fra træstammen i et dyk:
Signalfarve knaldrød, hold jer væk.
2856. Men hvad så med hunnerne;
Hvorfor har nogle arters hunner
Slet ingen nakkepletter?
Hunspætter fouragerer måske anderledes,
På andre steder, på andre måder,
hakker ikke, men pirker, tungevikler;
Er de mindre udsatte end hannen,
der sidder på højere grene
spændt som en bue fra hale
helt op i nakken, et slagtøj
med spættehjernen fastklemt og
affjedret inde i kraniet, og
stødfordeling i bløde knogler
afbødet ud i hele kroppen
for ikke at blive rystet
i stykker og dunket til idiot.
2857. Læg hertil, at mange spætter
har synlige røde undergumper
i den vinkel, hvor det er sværest
for en spætte at holde udkig;
Hunner har også røde gumper,
Hvad er det for en signaleffekt?
Faresignal eller måske smukseren
For hanner, der kun formår,
at klatre opad? Teleologisk set.
2858. Så hvorfor fik spætter
i evolutionær forstand
ikke øjne i nakken?
Slet ikke så dumt som det lyder
(edderkopper gør, hele otte styk, og
fladfiskeøjne vandrer om på oversiden );
Så kunne de sløjfe signalet
Og bare se sig bedre for;
Måske føres her et bevis
på min deduktive faiblesse.
2859. Spætter får mig til at tænke
på ekspeditioner og træklatring
på bjergvandring; Jeg vil til Himalaya
(jeg har altid villet til Himalaya)
for at se spætter, eller til ørkner
for at se skønne spætter, gila-spætten,
med føde og redespeciale i kaktusser,
eller den amerikanske sortspætte
med dybrød mohawk hanekam,
eller den smukkeste skiffergrå spætte
fra Sydøstasien med orange hals:
Omvendt evolution, hvorfor nu det?
Og jeg kan klø mig i nakken,
mine knirkende hvirvler,
og hælde deduktioner ned
af fuglebrættet.
2860. Den store flagspætte kommer hver dag,
han holder til i de store egetræer,
han hører mig (ser mig) dækker sig;
Han har vist opgivet redekassen,
men så har han fundet noget andet,
suverænt indlevet, som spætter er
på måder jeg knap forstår og
gennem tidsaldre jeg ikke aner,
også i den beskedne niche
her i Strøby Strand, hvor
en heldig digter på slump
har set en spætte fra oven.
Nyt i Index Titusind:
Stor flagspætte ◦ 2848, Nakkehvirvel ◦ 2849, Sidelæns ◦ 2850, Isse ◦ 2851, Udsyn ◦ 2852, Kontinentaldrift ◦ 2853, Evolutionær teleologi ◦ 2854, Signalfarve ◦ 2855, Spættehjerne ◦ 2856, Undergump ◦ 2857, Faresignal ◦ 2857, Øjne i nakken ◦ 2858, Sortspætte ◦ 2859, Niche ◦ 2860.
Vinterhave
Vinterhave
Årets småtid nr. 71.
2843. Nysne i natten,
Fnug på mylderflugt
I lygters hvide skær,
Blændet i et slør af sne.
2844. Havens konturer snebelagte
Blødgjorte, snefortolkede;
Min snehunger, tomheden
I mit indre, pakket og
Slukket i drift af sne.
2845. Vejret vender i mig,
Smag det, mens det er;
Snart falder det hen
I slunkesne, gammelis
Og skidtvendte vinterspor.
2846. Nysne er det vi mistede
Hvert år, som børn, når,
Allerede dengang, hvis
Sneen kom; i den tid
Det snigende savn.
2847. Vinterhavens form i
Snepolstrede streger,
Mit efterårs kontraværk,
Jeg ved det, jeg er det.
Nyt i Inded Titusind:
Nysne 2843, Snehunger ◦ 2844, Vinterspor ◦ 2845, Børn ◦ 2846, Vinterhave ◦ 2849.
Se også: Epifani om Sne
Større træer v/ Strøby Fælled
Større træer v/ Strøby Fælled
Eller digtet i det post-fotografiske vinterskab
2838. Åen tyktflydende grågrøn
Iset over sine bredder,
Knasende gangbro gynger;
Kulde i snigløb over vand,
Tilsneet stråknækket rørskov,
Zinkgrå hvælving kollapser
Over stivnet vinterskab.
2839. Valne fingre smækker trefod,
Vanter sættes i fortandsgreb,
Kamera klikfumles på plads;
Motiv store træer, større træer
Augmenteret i maleriet, men
Frosset postfotografisk; i øjet
Titusinde revnede kvistforløb.
2840. Nuturtræer i fladlandskab
Plantet, sat, hvidpil stynet;
En landskabskulisse af popler,
Grene grå i grå på stammer,
Grovfurede; pen og pensel i
Ekstremiteternes kapillærer
Tegner himlen i sorte sprækker.
2841. Ned langs venstre, et læhegn,
Forvoksede hovedpile, tilvredne,
En vidjekreds som stynet skjul
Til protodigterens læsetræ;
Træer fordobler verden,
Ligesom bøger gør; billeder
Sat som slægskabs vidner.
2842. Hundredårige arvetræer
Rejses over hoved og hus,
Husmand, gartner, shaman:
Større træer genses i drømme
Bag om ryggen i natten,
Væsener der venter, lytter,
Til blodomløb i vinterskabet.
Maleriet: David Hockney: Greater Trees near Warten ou peinture en plein air dans l'age post-photographique (2007).
Protodigteren: Martin A. Hansen beskriver, at han som dreng gemte sig i netop de to træer for at læste.
Nyt i Index Titusind:
Kulde ◦ 2838, Store træer ◦ 2839, Poppel ◦ 2840, Læhegn ◦ 2841, Vinterskab ◦ 2842.
Sortfodet skovrovflue
Sortfodet skovrovflue
Eller flue som motiv i den post-fotografiske tidsalder
I
2818. Sølvbørstet, askegrå matskin,
Gråsprængt hoved, stritskæg,
Hvidt moustachedekoreret;
2819. Muskelpumpet thorax
I gråt kassettepanser
Sat på tyndt kropsprojektil;
2820. Ovale øjekompositter,
Maskeklædte glugger
Fra et skyttegravsvæsen;
2821. Sorte ben i overlængder
Med højorange skinneben,
Giftkniv under palper;
2822. Smalle, glasklare vinger,
Smæld på millisekund,
Lavet til fart, til drab;
2823. Dobbeltdækket parring,
To genitalier i gule lejer
Fastlåst flyverformation;
2824. Et solbeskinnet splitsekund
På nyt grønmalet hjortehegn,
Ét af mine usete milliarder.
II
2825. Fotoet griber ind i processen,
Klipper iagttagelsesnerven,
Forgriber sig på digtmetoden
2826. Skaber sit eget motiv,
Forcerer mit blik,
Eksploderer mit udsyn.
2827. Fotoet,
Det præciserede,
Vidensforøgende,
Detailudvidende,
Propaganderende,
Henførende,
Iscenesatte
Billede.
2828. Digtet,
Det hjernebarkafsøgende,
Selvisceneskabende,
Omverdensmultiplicerende,
Meningsrumsterende,
Præcisionssøgende,
Udtryksafpudsede
Ord.
2829. Det forført sprogskabende,
Det analytisk billeddannende;
Hva’ så, fluedigt?
III
2830. Hva’ så med taksonomien
Navngivning, sproglige innovation
Den universelle systematik.
2831. Hva’ så med entomologien
Mikrodivergerende insektkundskab
Amatørens ekspanderende lykke.
2832. Hva’ så med økologien,
Fluens påvirkning af verden,
Som også jeg påvirker den - og dem.
2833. Hva´ så med toksikologien,
Neurotoksiner kemisk digrammeret,
Fluens giftblandinger komparativt analyseret.
2834. Hva’ så med klimatologien,
Fluens perfektionering og betydning
For de planetære balancer.
2835. Hva’ så med kulturen,
Selv- og artsbevidsteheden
Kontekstualiseret i flueform.
2836. Hva’ så med poesien,
Fluen som poetisk motiv,
Dens billedskabende karisma.
2837. Hva’ så med fluen,
Den højeste livsform i
Formflikket epos.
Nyt i Index Titusind
Stritskæg ◦ 2818, Muskelpumpet ◦ 2819, Øjekomposit ◦ 2820, Skinneben ◦ 2821, Rov ◦ 2822, Parring ◦ 2823, Splitsekund ◦ 2824, Iagttagelsesnerven ◦ 2825, Udsyn ◦ 2826, Foto ◦ 2827, Digt ◦ 2828, Billeddannelse ◦ 2829, Taksonomi ◦ 2830, Insektkundskab ◦ 2831, Økologi ◦ 2832, Klimatologi ◦ 2834, Naturtilknytning ◦ 2835, Poesi ◦ 2936, Rovflue ◦ 2837,
Skovrankens bio-alkymi
Skovrankens bioalkymi
I
2809. En skovranke, en klematis,
Vej- og slyngplante, vitalba,
Overvæld af hvide farver,
Velduftende kaskadevækst
2810. I en dobbelt vidjebevægelse
Ind i og udover en vedbenshæk,
Et mediterrant blomster chok
Forgrenet i viltre genbosfærer
2811. Med fodgænger, jeg, på færde,
Gråt traskende kilometervis i
Asfaltspor, hæk- og hegnsklemt,
Presset af biler, partikelplaget.
II
2812. En engelsk herbalist, J. Gerard,
Storskryder og hortikulturalist,
Renæssancemand og plagiarist
Til storværket Herball, 1597,
2813. Kaldte skovranken Traveller’s Joy
En programmatisk venskabsgestus
At yde ranken hæder, retfærdighed,
Et navn, den stadig bærer i dag,
2814. Med øje til fransk, tiggerurt,
Efter saftens væskende sår,
Brugt af selvskadende betlere til
Publikumsynk, grumt iscenesat.
III
2815. Fingre ind på de røde frugter,
Børstet af hvide goblelegemer,
Lidt støv fra modertræets frugt
På en multivalent digterknold;
2816. Lad os kalde det genskab,
Så det matcher med venskab,
Af berøring, viden og empati,
Kendt fra gammel etnobotanik;
2817. Den substans af forbundethed
Mellem planter og mennesker,
Der bobler i slægtens fysiologi
Under vandringens bioalkymi.
Nyt i Index Titusind:
Skovranke ◦ 2809, Vækstbevægelse ◦ 2810, Fodgænger ◦ 2811, Herbalist ◦ 2812, Vidje ◦ 2813, Tiggerurt ◦ 2814, Modertræ ◦ 2815, Genskab ◦ 2816, Økoalkymi ◦ 2817.
I erindring om John Gerard (1545-1612), Herball, or Generall Historie of Plantes, 1597, illustreret, ca. 1500 sider.
Welwitschia
Ve ligner et vegetabilsk vrag, ya, en krøbling i ørkenen, ya, en kæmpe bunke af læderagtig bladbændel, falmet, rustent og indtørret. Vos stilke er en meterbred sprække i sandet med læber af sortsprukken bark, hvor røde kogler skyder op på grønne stængler. Ve vokser, hvor intet anden kan gro og hvor alt andet er dødt; ve er et væsen ældet hinsides erindring, et levn fra arternes oprindelse.
At være til på jorden i 150 millioner år er ingen lille bedrift. At lefe i 1000 år, måske 2000 år, er ingen simpel sag. Sandet nærer vos, tågen væder vos, havet salter vos, klippen fæstner vos, regnen spirer vos, biller busker vos, stedet løfter vos, tiden bærer vos, lys og mørke bevarer vos.
Umaner, ya, ve har kendt til dem, siden de først kom vandrende over sletten ud til kysten for en million år siden. Umaner er tålelige. De nipper lidt her, nipper lidt der, spiser af bladene, når tørken trykker, plukker nogle kogler, fjerner nogle frø, ok, forstyrrer ikke landet, lader klippen stå, undgår ørkenen, frygter heden.
De umaner søger altid; vandrer, samler, kigger, tegner, måler, tænker, ya, søger efter føde, ok, men mest efter mening; mening i dem selv, mening med dem selv, mening i det hele taget, ya.
Se nu bare ham botanikeren på knæ i ørkensandet foran vos, ordløs af forundring over vos fremmedhed, som dog var genkendelig som liv: grumt, grimt og skønt.
Ve er mening, der overskrider deres eget sprog og viden; ve er liv så gammelt, så forskelligt, så fjernt fra dem selv, at mening bliver uden mening. Og tilbage er blot visheden om, at de har stået ansigt til ansigt med meningen engang i form af et orakel i sandet.
Se vos, og al mening forsvinder. Og når mening forsvinder er der kun det tilbage, som mennesker ønsker sig over alt andet: det evige liv og den uudsigelige sandhed, ya. Sandheden i en håndfuld støv.
Umaner ærer vos og vil aldrig glemme vos, så længe de lever, ok. De skal heller ikke være her særligt længe.
Uddrag fra: Liff – blandet kor for plantestemmer i perioden mellem femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books, 2021
Fuligo septica var. rufa
Foto t.v. er denfuligo septica, der er omhandlet i digtet. Bemærk det indvoldsrøde sporelegeme i de tre cirkelmærker og den af forfatteren afskårede flig nederst t.h.
Formen tv. er sporestadiet, også kaldet æteliet, mens formen t.h. er sommerstadiet, kaldet plasmodiet.
Foto t.h. er fra to år tidligere og kan være samme afstamning. Bemærk de glitrende hvide “svampe”spor efter plasmodiets høstfærd henover træstubben (omtalt i digtet Træstubalmanak 2023, vers 1153). Formen t.v. er varianten rufa (rød), mens formen t.h. kan være enten var. rufa eller var. flavia.
Begge fotos er fra Strøby Strand. Klik på billederne for at se i stor størrelse.
Fuligo septica var. rufa
I. Om de foreliggende omstændigheder
2759. En tilfældig dag, altså
Uden varsel, plan eller
Blot antydning af hensigt;
2760. Med andre ord, klædt af
I min sproglighed og fanget i
Almen grad af uvidenhed;
2761. Dog med rudimentær poetisk
Udstyr samt lidt sammensparet
Erfaring fra tidligere træf;
2762. (En gullig, hundebræklignende
Fænomenologisk tilstand
På sortslimet yndlingstub);
2763. Derfor, fuldt eksekveret robotstop
I samme nu grænsen overskrides
Mellem grønsvær og terrassesten:
2764. To fuldt færdige, udvoksede
I græsset, årets første, hidtil
Eneste slimdyr, kaldet troldesmør;
2765. En skødesløs skabning, altså
Som overskud af organik
I de givne omstændigheder;
2766. Udfoldet, henkastet (opkastet?)
Udskilt, udskidt, fremkommet
(nærmest) af ingenting, natten over;
2767. Men ingenting er en strøm,
Der flyder igennem, udenom,
Af partikler og processer;
2768. Samlet vilkårligt i en organisme,
Hverken plante, dyr eller mos,
Eneste fællestræk en fysisk masse;
2769. Et besøg fra det fjerde rige
Protisterne, amøbernes rækker,
Cellepuls under rabarberskygge.
II. Om sprogets og tingens adækvans
2770. Tag nu welwitschia-manden
På knæ i Nambias ørken,
Overvældet, taget i nåde;
2771. Plantens spirituelle sug,
Botaniker og vækst ud i ét,
En ordløs samfrekvens;
2772. Febrilsk håndskriv om sit fund
For at berøre andre, henført
Sanseindtryk og selvfølelse;
2773. Dernæst strøm af tekno-latin,
Konvention betinger karriere,
Sprogkoden selvforstået myteløs.
2774. Mellem videnskab og mysticisme
Føjer poesien sig ubekvemt,
Formkodet og myteforberedt;
2775. Digtet vil overensstemmelse
Mellem ordet og tingen,
I sprogligt påregnelige udtryk;
2776. Hver gang, i mit dæmringsridt,
Hvor sproget følger, bøjes,
Hengiver sig til sine ting, skaber
2777. Adækvans mellem tingen
Og den bævende skrift;
Tingen er ingenting,
Tingen er alting.
III. Om slimdyret som poetisk gestalt
2778. Lige inden for tremmehavelågen
Samles slimdyret til metamorfose
Fra plasmodium til ætelium;
2779. Jeg må ned i knæ, ikke
Af benovelse, eller peak professionalisme,
Men fordi tofod tilnærmer sig nulfod;
2780. (Sproget blev til i gåhøjde,
Siddehøjde, klatre- og kysthøjde;
Fysiognomi former sprog, jeg si’r bare);
2781. To panerede fiskefileter
Gennemstukket af uplejet plænegræs
I en sær hud- og hæfteplasterbeige;
2782. Ingen farve kendt fra dyredomænet,
Kognitivt ret svær at kapere, som
Biologisk udtryk fra det fjerde rige;
2783. Skorpe, ja, en skorpe, krummen,
Fint tekstureret som safran miniris,
Som bitte friturestegte kokosspåner;
2784. Her ved ydergrænsen for organisk liv
Disse madmetaforer af vital erfaring:
Kan det spises, er det giftigt?
2785. Jeg sætter tre fingermærker,
Skærer et snit i skumbarken,
Åbner dyb brunrød substans;
2786. Farven er som dyreindvolde,
Lever, hjerte, nyrer, banesår,
Ligner tekstur af størknet blod;
2787. Dette er sporemassen, deres frugt,
Som svampe og planter gør det,
Kønsceller, stamceller tilfælles;
2788. Men kladeanalyse og genstruktur
Viser nu, de ikke er dyr, men
Mere ur i urformers forgrening;
2789. Så vi er beslægtede som organisk væv,
Universelt, som eksistens beslægtede
I vores inderste cellestruktur.
2790. Protistologer, velsign dem,
Ved en masse om slimdyr,
Deres føde, formering, deres vaner.
2791. Det gule plasmodium-stadie er mobilt,
En celleformation på farten,
Selvdannet, selvforanderlig;
2792. Høster bakterier og rådpartikler,
En fødesøgende organisk tærsker
Af mobile plasmapumper på slimfærd.
2793. Frugtlegemet indeholder sporene,
Velkendte, mikroskopisk helstøbte
Vidundere at se, som virussfærer.
2794. Jeg sætter et lille trådnet op
At ingen skal træde på sporehuset,
Tilser dagligt at sæden svinder ind;
IV. Om slimdyr og komplette systemer
2795. Fuligo betyder sod, aha,
Septica betyder forrådnelse, jaså,
Og der er flere varianter:
2796. Flava, rufa, candida, rosea
Og flere nuancer endnu
Forårsaget af svampeinfektioner;
2797. Taksonomisk klassifikation pågår
Dag og nat, jorden rundt,
Drevet af kollektiv videnskab;
2798. Slimdyret er variablet kategoriseret
I domænet af eukarioter,
I underdomænet unikota, også kaldet amorphea,
I riget af protozoa, også kaldet protister,
I rækken af amoebozoa,
I underrækken Conosa,
I infrarækken Mycetozoa,
I klassen myxogastria,
I ordnen physerales,
I familien af physaraceae,
I slægten fuligo,
Alt dette i hvert fald
Indtil videre …
2799. Viden akkumuleres, distribueres,
Disputeres, krystalliseres, reorganiseres,
Jeg er militant skeptisk og passioneret;
2800. Fordi taksonomi er som matematik,
Som naturlove, some tankesystemer:
De vil det hele, det totale svar;
2801. Kausalitetskæderne afdækket,
Diagrammet, løsningen, et domæne
Hvor spørgsmål er besvaret på forhånd;
2802. Det bedste digtet kan er måske
At suge til sig, rumme så meget af det,
Vi ikke ved, og ikke vil have svar på;
V. Om slimdyret og digtet
2803. Kære slimdyr, hundebræk spejlæg,
Eller hvad vi nu skal kalde dem
Urform, urliv og æresbeboer i haven;
2804. Mit tekst snubler i sig selv;
Som slimdyret krydser rigers grænser,
Så krydser digtet ind i videnskab;
2805. Ordene stritter i alle parametre,
Formen buler ud, går i stykker,
Slimdyret osmoser sine egne veje.
2806. Det er selve min redelighed
Og identitet som digter, der er på spil,
Men slimdyret vil ikke poetiseres;
2807. Og digtet vil kun sig selv,
Undviger så glat som sæbe,
Egenrådig som protisten dér;
2808. Sat til vægs af en amøbe,
Mit nederlag, linje for linje;
Jeg pakker mit grej, oser min vej.
Nyt i Index Titusind:
Varsel ◦ 2759, Uvidenhed ◦ 2760, Erfaring ◦ 2761, Hundebræk ◦ 2762, Terrassesten ◦ 2763, Slimdyr ◦ 2764, Skabning ◦ 2765, Ingenting ◦ 2766, Partikel ◦ 2767, Masse ◦ 2768, Protister ◦ 2769, Nåde ◦ 2770, Spiritualitet ◦ 2771, Selvfølelse ◦ 2772, Sprogkode ◦ 2773, Myte ◦ 2774, Ordet og tingen ◦ 2775, Skabelse ◦ 2776, Skrift ◦ 2777, Metamorfose ◦ 2778, Benovelse ◦ 2779, Gåhøjde ◦ 2780, Plænegræs ◦ 2781, Dyredomænet ◦ 2782, Skorpe ◦ 2783, Giftighed ◦ 2784, Snit ◦ 2785, Nyre ◦ 2786, Kønsceller ◦ 2787, Genstruktur ◦ 2788, Cellestruktur ◦ 2789, Føde ◦ 2790, Plasmodium ◦ 2791, Cellepumpe ◦ 2792 , Frugtlegeme ◦ 2793, Sæden ◦ 2794, Sod ◦ 2795, Svampeinfektion ◦ 2796, Klassifikation ◦ 2797, Domæne ◦ 2798, Viden ◦ 2799, Naturlove ◦ 2800, Kausalitetskæder ◦ 2801, Svar ◦ 2802, Hundebræk ◦ 2803, Rigernes grænser ◦ 2804, Osmose ◦ 2805, Redelighed ◦ 2806, Sæbe ◦ 2807, Amøbe ◦ 2808.
*) Det berettes at en østrigske botaniker faldt på knæ i sandet ved sit første møde med den plante, der senere blev opkaldt efter ham selv, Welwitschia (så meget for uhildet videnskab!) Se mere i fytologen Welwitschia fra Liff – blandet kor for plantestemmer mellem femte og sjette masseudrydelse, Borwick Books, 2021.
Vintervandløb
Vintervandløb
Årets småtider nr. 67
2756. Vandløb standser iser til
Spøgelsesgrønt og algehår
Indefrosset under skorpen.
2757. Døde strå fæstnet livløs sol
Sne knaser skoven stivner,
Kold kugle lyset svinder.
2758. Tre sky spætter banker dykker
Mellem skovens egekroner
Træspån drysser på min skulder.
Nyt i Index titusind:
Skovkanal ◦ 2756, Sol ◦ 2757, Flagspætte ◦ 2758.
Svampen er et svampet væsen
Svampen er et svampet væsen
Årets småtid nr. 44
I
2749. Sensationel asymmetri,
Roset med flige indeni,
Kæmpeporesvamp, jerseybrun,
Farvebånd som målervinge,
Smukke buer, runde labber,
Størrelse som en barnefavn;
Mit lykkefund, et urtidslevn.
2750. Ugen efter på genvisit,
Svampen overskåret, væk det skidt:
Maskinnedklippet græsrabat,
Artshygiejne iscenesat:
Det tankeløse svampedrab;
Synet vrider mavevending,
Vrede over skændselshandling.
II
2751. En stilket porresvamp slår rod
Klods op af poppelstumpens fod
Ved tæt befærdet alfarvej;
Svovl- og tjærefarvet herlighed,
Kødfulde bræmmer, okker dej,
Måler to fod fra kant til kant,
Havsides grosted himmelvendt.
2752. Ved nytår står den der endnu,
Forskånet slag og hak itu
Ved kystens sprukne asfaltvej
Truet af spark og tung trafik,
Ond vilje, salt og hundepis;
Til forår, smattet svampehud,
Sortblodet, slimet blækkethed.
III
2753. Svampen er et svampet væsen,
Kølig muldhed, fad i næsen,
Spændstig blødhed, slap i hånden;
Eneste ord for svamp er svamp,
Væsnet fortalt af væsnet selv;
Men en fugl er ikke fuglet
Og en fisk er ikke fisket.
2754. Jeg går lidt i knæ, syner op,
Sind pivåbent, elektrisk krop:
Enhver kurve, farve og form
Fornægter vores mønstertrang,
Men skærper sanser; for en svamp
Må erfares som et hele,
Den er det fænomenale.
2755. Mest jordisk af det jordiske,
Mest væsen af det væsentligste:
Det bløde, gustne svampeskind,
Kautsjukvævet, det fælles kød;
Vi ser den som en arkeform,
Fjerneste liv i slægtskabsbånd,
Svampen i sig selv: et noumenon.
Nyt i index Titusind:
Kæmpe poresvamp ◦ 2749, Urtidslevn ◦ 2749, Fældning ◦ 2750, Svampedrab ◦ 2750, Stilkporresvamp ◦ 2751, Kødfuld ◦ 2751, Asfalt ◦ 2752, Hundepis ◦ 2752, Svamp ◦ 2753, Spændstighed ◦ 2753, Elektrisk krop ◦ 2754, Fænomen ◦ 2754, Kautsjuk ◦ 2755, Noumenon ◦ 2755.
Ved Brügges kanaler
Ved Brügges kanaler
… eller vegomorfisme for åbne vinduer
2732. Plante møder mur,
Rod finder sten,
Løv følger flader,
Blade sætter tegn;
Tegn ..
2733. Nej, vel? Ikke tegn;
Tegn er kultur,
Mønster er kultur,
Blade er natur;
Natur …
2734. Nej, vel? ikke natur;
Vedben vokser i direktiv,
Under opsyn, med hensigt
Harmonistræbende;
Mønster …
2735. Må slippe ordet,
Synonymer for mønster;
Pennen (jeg) størkner,
Vrider sig i protest;
Ord ..
2736. Ord løber tomme,
Et atrofieret vokabular
Møder skrublende digter,
Begynder forfra;
Altså, bladhæng …
2737. Mønster er ikke for noget,
Abstrakt fiksering,
Linjeforløb vi påtvinger
Verden uanset;
Kultur …
2738. Løvhæng er ikke mønster,
Blade er ikke kultur,
Men de er til for noget,
De har form, fylde;
Vegoform …
2739. Blade har fyllotakse,
Indbyrdes spatiering,
De følger lyset,
Heliotropiske vækster;
Vegomorf …
2740. Fyllotakse møder paratakse,
Bladføring møder linjeføring,
Kultur sletter natur,
Natur æder kultur;
Poetur …
2741. Kultur, af at plante,
Natur, af at føde,
Nutur, af at nære,
Natur underlagt kultur;
Nutur …
2742. Levende form møder
Dødt mønster,
Bliver til nutur,
Noget at se på,
Ud i nuturen …
2743. Pen (jeg) søger
Passende ord for
Ovenstående vers,
Mønstrets modstykke;
Sigte …
2744. Følger med øjnene,
Uden mål, altid videre,
I ro, en helhed,
Uden mønster-antagonisme;
Syn …
2745. Mønster møder modsætning,
En formskabt sekvens af
Hensigt og evne til vækst,
Uden indgriben af ord;
Skønhed …
2746. Mønstre er hårde,
Verbalhårde, begrebsligt hårde;
Skønt er sig selv, ikke?
Det skønne er;
Sekvie …
2747. Den vegomorfe helhed
En sekvie, et synsforløb:
Det, der følges med øjnene
Til det rinder ud;
Ordløst …
2748. Mønster møder sekvie,
Den organiske form,
Den biologiske ro
På kanalens nutur
I Brügge.
Nyt i Index titusind:
Tegn ◦ 2732, Mønster ◦ 2733, Harmonistræbende ◦ 2734, Ord ◦ 2735, Atrofi ◦ 2736, Kultur◦ 2737, Fylde ◦ 2738, Vegomorf ◦ 2739, Fyllotakse ◦ 2740, Nutur ◦ 2741, Dødt mønster ◦ 2742, Sigte ◦ 2743, Antagonisme ◦ 2744, Skønhed ◦ 2745, Sekvie ◦ 2746, Synsforløb ◦ 2747, Biologisk ro ◦ 2748.
På Brügges broer
På Brügges broer
2727. Broerne i Brügge
er bevoksede
Lavplettede, besmykkede
af blomster, lidt gold byg
Nogle bellis, benved
Op langs mørnede mure,
Porøs kornet mørtel
dækket af tegl,
Beklædt af blade,
Spids af søde bregner
fra mosset sten.
2728. Vejstøv, aflejret hist,
samlet i sprækker,
Lidt biologisk skidt
Tenderer mod pottejord
til spæd formuldning
I substrat og murret substans
over Brügges broer.
2729. Bestandighed og korrosion
i momentan ligevægt,
Brosten mod brystværn
Af grå eroderet granit,
Et ahornskud, rodnet klynges
på broens buer.
2730. Buskadsbevoksning
Udvokset og fæstet
På muren, vædesøgende omkring
Et brud på nedløbsrør,
Udtrængende, indsivende vand,
Fastgjort opfugtet murværk,
hullet zink
Over kanalens grågrønne
vand i flux,
I rundflod rundt bygninger,
Blokke på pillefundamenter
I Vetruvius’ buer
under Brügges broer.
2731. Afskalning af værk og vækst,
mikromålt nedbrydning
Ligger i luften,
I færten af det forgængelige,
Der æder sig ind
På hinanden, osmotisk,
Kemisk nedbrydende,
organisk indtrængende i
Brobygget elementær balance af
indmurede kræfter i plantespænd
Fastholdt i bristepunkt,
Sålænge skønheden hænger
ved Brügges boer.
Nyt i Index Titusind:
Gold byg ◦ 2727, Vejstøv ◦ 2728, Granit ◦ 2729, Zink ◦ 2730, Osmose ◦ 2731, Bristepunkt ◦ 2731.
🇬🇧 Sailmount Channel Assembly of Clades
Sailmount Channel Assembly of Clades
The Procession of Insects
Sailmount Channel is a small location in Western Jutland, Denmark. It consists of inland dunes, heath, meadows and a low coniferous pine plantation planted in 1897 to prevent sand drift. In 1960 my grandparents bought the location, approximately 20 acres of land. Since then it has been left untouched, except for the construction of a small holiday cottage. The property is currently owned by two of my cousins. One of them, Thomas Holm, has for the past 15 years documented wildlife - in photos and text - in an approximate radius of 200 meters around the cottage. The documentation is publicly available and forms the basis for this poem. The name Sailmount (Sejlbjerg) is historically accurate but does not appear on any present-day map.
I. Dedication
II. Proclamation
III. Procession of Moths
IV. Interpellation
V. Procession of True Bugs
VI. Invocation
VII. Procession of Hymenoptera
VIII. Observation
IX. Procession of Arachnids
X. Procession of Beetles
XI. Interpellation
XII. Declaration
XIII. Procession of Beetles (cont.)
XIV. Intermission
XV. Procession of Diptera
XVI. Intermission
XVII. Procession of Diptera (contnd.)
XVIII. Jurisdiction
XIX. Procession of Diptera (contnd.)
XX. Procession of Butterflies
XXI. Procession of Grasshoppers and Dragonflies
XXII. Procession of Mayflies and Caddisflies
XXIII. Conclusion
I. Dedication
2399. One thousand three hundred plus insect species
Counted in Sailmount Channel's natural niches
2400. From two hundred families taxonomical,
Based on a system strictly anatomical,
2401. Endlessly classified in genera galore,
Because anarchy is what our minds abhor,
2402. And why we understand all things by metaphor,
Otherwise the world is much too big, and therefore
2403. The better the metaphor, the better we find
The world within our grasp by words of some kind,
2404. And thus to master our grim reality
And the very meaning of life eventually,
2405. The meaning to set us free spiritually,
Itself a metaphor for all mortality;
2406. Hence, and because I revere life in any form,
Indeed, see panpsychic consciousness as a norm,
2407. I dedicate these lines set in my choice of verse
In rhymed heroic couplets for better or worse,
2408. In honor of all insects alive and buzzing,
To the labour of love begun by my cousin (1).
II. Proclamation
2409. Hear the convocation to the congress of things,
Calling upon ten thousand feet, claws, fins and wings;
2410. Sailmount Channel bids the entire biota
To assemble and use your family quota;
2411. Send representatives from all resident clades,
Moving and rooted life of all ilks, shapes and shades;
2412. There’s a stir and a whirr in the grass and the air
As the quorum of species gathers at the fair;
2413. Plants, fungi, mammals, birds and insects of the land,
Welcome delegates; be counted and take your stand;
2414. Open the gates and let the procession begin,
Look! The tribunes of insects come rallying in.
III. Procession of Moths
2415. The order of moths are first in the procession
Of descendents and kinship in evolution;
2416. Sphinx moths with luminous eyes and fur like a bee,
With a whirr of wings and tongues like the colibree;
2417. The lappet moths, long-snouted and with hirsute legs,
Rusty-red colours, featherhorns and lionheads;
2418. Metalmark moths, scales and bands with a glossy shine
Across wings where colouring and patterns align;
2419. The grass moths, a diverse family of creatures,
Since the cretaceous an adaptation of features;
2420. The momphas, here a few species inhabitate,
Small, fuzzy tails and earthy colours dominate;
2421. The plume moths, a remarkable feathery shape,
A woollen aeroplane flying the meadowscape;
2422. Hornet moths, clever mimicry, a wasp-true clone,
Bee-veined wings, a bushy tail and a menace drone;
2423. Snout moths, many with a pout and furry nose,
Small and grey, yet out here we meet many of those;
2424. Twirler moths, larvae of enormous appetite,
Huge family, but on Sailmount a seldom sight;
2425. Burnet moths have signal power in red and black,
Metal gloss, massive horns take predators aback;
2426. Longhorn moths, fine antennas afloat and fairy,
Tireless swarmer of the seductionary;
2427. The geometer moths, a world cartographer,
Body disguised as twig, inchwise cryptographer;
2428. The erebidae, all colours under the sky,
Brightly cloaked and a pleasure to the human eye;
2429. Case-bearers and bagmoths, two offspring specialists
Toting their eggs like micro spawn parentalists,
2430. The ermine moth, the hooktip and the stilted moth,
All three leafminers, richly dressed in royal cloth;
2431. The prominents, jagged wingscales like a toothrack,
Ferocious larvae-look thwart enemy attack;
2432. The owlet moths, the largest familiy around,
A testament to fitness, this species abound;
2433. The micro-wings, tiny metallic bands of flames,
An ancient tribe with bushy, orange-coloured manes;
2434. Finally, the crafty moth familiy of tortrix,
With leaf-roller camouflage in their bags of tricks;
2435. We conclude the order of moths, great and numerous,
Hail from the hemisphere to all the illustrious.
IV. Interpellation
2436. As poet, I wonder, what does it resemble,
This council, when all the delegates assemble?
2437. A circle, a cross, a geometrical loop,
A cone, a cube or all of them in one big swoop?
2438. How do clades cast their ballots in open session?
How do they even reach a common decision?
2439. I think an explanation to all this is due,
What is the drift of their debate; and is it true
2440. They write the laws of nature, or, if you prefer,
An inter-species constitution, as it were?
V. Procession of True Bugs
2441. These are all good questions, to which we will reply,
When our time comes, we will certainly show you why;
2442. But look! The procession of true bugs will begin,
A well-endowed tribe, watch them busy-beetling in;
2443. Most common here are shield bugs and the cicada,
With aquatic bugs, the full true bug armada;
2444. The pirate bug, equipped with dagger-pointed beak
Spike small mites and empties them with suction technique;
2445. The plant bug family, ten thousand species plus,
A branch of the shield bug clan living among us;
2446. The water boatmen ply the ponds and shallow pools
Preying on whatever from floating critter schools;
2447. The planthopper cicadas are sometimes spotted
With glass wings decorated and richly dotted;
2448. Stink bugs wrap up in capsules of soft-winged panzer,
Triangular back-badges and horns like lancer,
2449. Seed bugs, a large family, vegans of passion
Delightful body themes in a show of fashion;
2450. Shield bugs and scentless plant bugs now make their entry,
Their elythras bordered in splendid heraldry;
2451. Leaf-footed bugs, tibia winged of Hermés glory,
Tribal raconteurs of ancient beetle story;
2452. Jewel bugs and assassin bugs on stealthy feet
Step up to claim each their parliamentary seat;
2453. Damsel bugs and lace bugs are knocking at the gate,
Such fine creatures to round off the shield bug mandate;
2454. Now a procession of cicada families,
Common body plan with ample varieties;
2455. The frog hopper, the plant hopper, the leaf hopper,
Sapsuckers from the clan of cicadas proper;
2456. The water striders hovering on pond and lake,
Elegant and spindly, and ready to partake;
2457. Last, two families of aphids and the plant louse,
Now, all true bugs are seated in the Fauna House.
VI. Invocation
2458. Your poet doubts his very own intelligence
To describe, ya, to comprehend this opulence;
2459. A gifted insect nation of endless wonders
Fills the air, land and waters in lavish numbers;
2460. All hydraulic joints and body parts assembled,
A winged being sumptuously enabled;
2461. Snap-primed organs and lightning physiognomy,
A sensuous turmoil of crackling energy;
2462. Life forms of infinite adaptability,
Insects unfold their explosive diversity;
2463. Lead me on then, let the procession continue,
In attendance, dear colleagues, your grand retinue.
VII. Procession of Hymenoptera
2464. If you search carefully the world´s vegetation
The wasp species will number close to a million,
2465. While the families of hornets, sawflies and bees
Count an additional hundred thousand species;
2466. To this add the biomass of ants, in essence
Greater than all solitary homo sapiens;
2467. Sailmount is home to only a few delegates
From hymenoptera's cosmopolitan states;
2468. The bees make up six families in procession
On Sailmount in generational succession;
2469. First to enter, leafcutting bees and mining bees,
Both are handsome and industrious families;
2470. Our short-tongued and long-tongued bees are on the fly
In all manner of weather busybeeing by.
2471. Sweatbees, numerous and found universally,
The furrow bees and cuckoo bees especially;
2472. The melitids with luxurious furry legs,
Skilled harvesters of flower oils to grow their eggs;
2473. Emerald and thread-waisted wasps on the Channel,
Sculpted wire bodies, blue and gold enamel;
2474. Gall wasps in unique host plant and egg dynamics,
Artful jars, vases, cups and nodule ceramics;
2475. A huge family of parasites, Ichneumon,
Pathfinder, Aristotelean etymon;
2476. Formidable ovipositors, body length,
In a slender and javelinshaped show of strength;
2477. Sand wasps disembowel larvae for offspring food,
Like other wasp parasites injecting their brood;
2478. Fearsome hornets round of the vespidae dynasty,
The drone atop the hymenoptera hierarchy.
VIII. Observation
2479. After a night of skilful yarning industry,
Bushes festooned in dew-sparkling embroidery,
2480. Arachnid patterns glistening on all Sailmount
From a hundred species of spiders by our count,
2481. The arachnid procession comes absailing in
On silken threads wafted aloft by lazy wind,
2482. Curved by sunrays the silk is all a-shimmering,
So airy, the audience barely noticing
2483. Spiders landing in golden ballooning descent,
Carried on morning glory into parliament.
IX. Procession of Arachnids
2484. Among orb weavers the garden variety
The one of nursery rhyme notoriety;
2485. But Sailmount Channel is home to a hundred more:
Wasp spiders, sector and fourspot weavers galore;
2486. Long-jawed weavers with their signal threads attached,
Funnel web spiders lurk underground for the catch;
2487. The crib-weaver and sac-spiders are both found here
With bespoke nets and eggbaskets in polymere;
2488. Wolf spiders, long-legged and black, on the look-out
For youngsters in nursery sacs jostling about;
2489. Jumping spiders sporting a big-size occular,
Spiky-haired, hungry, they jump for the jugular;
2490. A bright red mite of the family bdellidae
Uses threads and spitshots to trap microfauna;
2491. Slinking in, the long-clawed crabspider family,
Lurking in flowers with gruesome lethality,
2492. Sidles sideways to stab the pollinating prey,
Kills, spikes and stirs, then sucks the hollow carcass dry;
2493. A close relative, the running crabspider, slay,
Athletic, quickfooted, sneaking up on its prey;
2494. Harvestmen suspended under a wire frame,
With such lengths of legs, to lose one is all the same;
2495. A neuro-motoric feat to stay firmly leashed
To this rack of legs stuck on to the wonderbeast;
2496. Ground spiders, hunters with nets gladiatorwise
To catch prey that are several times their own size;
2497. Pirates twang the webbing of decent spider folks,
Lure out the owner with their instrumental hoax;
2498. They tripwire entire neighbourhoods at night,
Spiders follow threads in to death by pirate bite;
2499. An arachnid family, pseudoscorpions,
Poison claw and embrace of out-size dimensions;
2500. Sheetweb weavers, a well known guild on the Channel,
Balloon pilots, weaving thick spidery flannel;
2501. Lastly, a spider whose life is quite aquatic,
Nesting, hunting and hibernation pneumatic;
2502. This concludes the keynote arachnid panorama;
Next up, the beetles, our must-see insect karma.
X. Procession of Beetles
2503. Forty-three families in Sailmount habitats
In more than three hundred species by our stats;
2504. Hundreds of thousands more in every which way,
So big is the order, one is tempted to say,
2505. That the only thing we know with some certainty
Of any form of existing divinity:
2506. They have shown extraordinary predilection
For all things beetle in natural selection;
2507. As the poet waits for the parade to begin,
Here are verses about their families and kin;
2508. Marsh beetles, one of our species from the pond,
A tiny oval of which we are very fond;
2509. The leaf beetles living on the Channel include
Large numbers of species of great fortitude;
2510. They vegetate everywhere in plants and bushes,
In flowers, grasses, mosses, small trees and rushes,
2511. The leaf weevils protect their eggs and young instars
By rolling them up in leaves like little cigars;
2512. Softwinged beetles, slender minimalism,
Serial bonkers given to veganism;
2513. The wood borers of two kinds, unremarkable,
Mostly where wood and timber is available;
2514. The sap beetles, dull coloured, antennas with knobs,
Feast on rotten fruit & veg with discerning gobs;
2515. Shining flower beetles, a drop of ink still wet,
Found in fungi or a composite flowerhead;
2516. Flat bark beetles in fact match their name perfectly,
Hence seldom seen, which is such a shame actually;
2517. Whirligig beetles paddle on the waterflow,
A split eye, one half above and on half below;
2518. Carpet beetles, like a Soviet interior,
Look like ladybirds only much less cheerier,
2519. A superb garbage collector and omnivore
Of nails, hooves, hair and skin from dead animal gore;
2520. The ground beetle, a coal-black metallic athlete,
Start/stop mechanisms in dread catapult feet:
2521. This hunter, ambush runner and überbeetle,
A perfect shape propelled by speed omnipetal;
2522. The malachite beetles in red & black lacquer,
White banded tails and a flashy pollen tracker;
2523. The rove beetles, foundational insect pillar,
Darting black cylindrical torpedokiller.
XI. Interpellation
2524. We are now halfway thru' the manifestation,
Let’s pause for a poetic evaluation;
2525. A festive procession of insects passing by,
Which no one, surely not me, will ever deny
2526. Are astounding, some would even say sans pareil,
Though some readers might grow weary along the way;
2527. Let us take a break from the beetle rank and file
And consider some basic concepts for a while.
2528. As the poet, it's time for me to interpose,
To avert a versified induced overdose.
XII. Declaration
2529. Biodiversity, cause for celebration,
But as to the size of it we have no notion;
2530. Fine, if all we do is to enumerate them,
But this poet also intends to narrate them;
2531. Lines not only descriptive and poetical,
But as a challenge factual and ethical;
2532. Ants, beetles, bees, they will remain indifferent
If our knowledge of them is insignificant;
2533. If we ignore their sensations, even their names,
Don't know their habits, their feeding and mating games,
2534. And see nothing of their skilful intelligence,
How can we understand this other sentience?
2535. We hardly know them, it is not our culture,
They're alienated as opposites, as nature;
2536. But if either of the two were to be banished
Then both of them fade to oblivion, vanished,
2537. Sunk in to the inland dune, buried in the sand,
We’re neither one nor the other in a dead land;
2538. Hence I will endeavour two hundred verses more
In reverence for species, to tally the score
2539. Of insect families metrically curated,
Readers' patience is gratefully appreciated.
XIII. Procession of Beetles (cont.)
2540. Ladybirds, maybe the best known beetle of all,
Children have loved them ever since they are small;
2541. On Sailmount, the species number at least sixteen,
Spot counts in increments from zero to nineteen;
2542. The chequered beetle, half carpet beetle, half ant,
White tail bands, a black and red ladybird transplant;
2543. The formica beetles that really look like ants,
The likeness is quite striking, in fact, it enchants;
2544. The scarabs, one of them called the minotaurus,
Tricorned, a rare and shiny beetleosaurus;
2545. Hydraulic dungrollers, borers and shitpilers,
These most indispensable beetle beguilers;
2546. Nothing pleases them more than a big ball of dung
To mine and excavate and to protect their young;
2547. Cockchafers and dung beetles, faecal scientists,
Among our finest sanitary specialists;
2548. The colossal industry of the scarabee,
A circle of life that few of us deign to see.
2549. The fungus beetle, reclusive tiny critter,
Lives off mould, spores & hyphae in leafy litter;
2550. Darkling beetles from forest and desert niches,
Spawn mealworms, otherwise a little known species;
2551. The click beetle jumps with powerful snaps and leaps,
Summersaults a full foot backwards, and off she sneaks;
2552. Now a great commotion in carnival ingress,
The true weevil family that always impress;
2553. A lineage of ancient beings that arose
With motley shields and antennas fixed on their nose,
2554. Look like anything from camels to clams, they’re fun,
Some red or woolly or with mouldy fleece-coats on;
2555. Knobbly like oysters or iron-brownish like stone,
Black bulging eyes and drooping trunks like sniffing bone;
2556. The straight snouted weevil, endearing animal,
Furry and expressive like a tiny mammal;
2557. The blister beetles, one species in residence,
Slender shields of copper & green iridescence;
2558. The false flower beetles of the anaspies clan
Sprinkle like seeds from flowers when shaken by hand;
2559. The clown beetles sport beautiful wrought cuirasses,
Rounded and compact like tiny calabashes;
2560. Small carrion beetles will tell the time of death,
Waiting wayside and counting your last dying breath;
2561. Longhorn beetles, their horns primus inter pares,
Step into procession in postures like sentries;
2562. These elegant creatures that are much admired
Enter the assembly, their heads fiercely spired;
2563. The burrowing water beetles, small carnivores,
Live by ponds and dig into silty corridors;
2564. The water scavengers, another hydrophile,
Submersible beetle rovers, quick and agile;
2565. They communicate freely by sound and keening,
Of which only they reckon their own true meaning;
2566. They twitter and crackle in pursuit of courtship,
Perhaps they find a match at the very first click;
2567. In naming, the popular wit and imagery
Outsmarts scientific dullness and pedantry:
2568. The predacious water beetle, I rest my case,
Ubiquitous family and assassin race,
2569. Known as a strong diver with paddles on each shin,
Battle-ready on steroids they come flapping in;
2570. Crawling water beetles toddle on to the stage,
Clumsy on land but here's one hungry omniphage;
2571. The pill beetle, retractable leg mechanics,
Resembles a pill and plays dead when she panics;
2572. The large carrion beetle on parliament bench,
Praise her that we do not succumb in rot and stench;
2573. Now, the order of beetles conclude their travel,
Counted and seated by the fall of the gavel;
2574. Our agenda calls for a short intermission,
Next up, the order of diptera in audition.
XIV. Intermission
2575. Consider the myriads of all insect clades,
Excellent beings alive in trophic cascades,
2576. In which species seem a misrepresentation,
Here we need a new kind of delineation,
2577. Since what we want to emphasise is a kinship,
Something akin to universal fellowship;
2578. We seek the bonds and history of lineage,
To rekindle greater empathy and knowledge;
2579. No need to master any exacting science,
But more an amazement, a sense of reverence,
2580. A compulsion to know better, who might this be,
To be near things, to discover by touch and see,
2581. To try and mirror oneself in all these insects,
Feel the presence, hello, of other intellects,
2582. And to greet them all with an amicable kudos
From the members of the mordant tribe of anthropos.
XV. Procession of Diptera
2583. The two-winged order of top shelf multitudes
Of prime evolutionary vicissitudes;
2584. Their gas of energy maximalisation
Bollocks parliamentary deliberation,
2585. Get out your light microscopes, your stereo loupes,
Here is the essence of insects in swarms and swoops;
2586. Bristly beards and black spiky-haired pulchritude,
Receive the order of flies and their teeming brood.
2587. The diptera families are spectacular,
But many are not part of the vernacular
2588. And are referred to in taxonomic naming;
Owing to a penchant for classical learning
2589. The families of flies in much of common speak
Are known by their names in Latin and ancient Greek;
2590. Dryomyzid flies are a family in point,
One species, in orange quality flesh and joints;
2591. Fruit flies are green-eyed, coloured golden and yellow,
Two blackspotted wings, what an übercool fellow,
2592. The profusion of wing patterns introduces
A fly of fleshy body- and colour juices;
2593. Druid flies, one of tiny insect families,
Perfect fly shape, dorsally, found in woods and trees,
2594. Slender, with narrow wings and jagged antenna,
Legs in maggot white, that near everyone kenna.
2595. Dagger flies, best known for their courtship called lekking,
In which females chose their mates for first class egging;
2596. (Insect vocabulary is cultish and dense,
But the word lek is play in Swedish, present tense).
2597. Drone flies are able to breed where few others dare,
Larvae snorkel through mud with their tails in the air;
2598. They mimic the bumblebees and have furry hides,
Hence their name, one of the abundant hoverflies;
2599. Muscidae, the housefly, very easy to spot:
Small, black, red-eyed and incessantly buzzing hot;
2600. Frit flies of the glabrous, hairless varieties,
Black, green, yellow, numerous in communities;
2601. Dung flies, some with strong colour-signalling intent,
Vivid curry hues on ruminant excrement;
2602. Opomyzidae, the grass flies, small, quite dull,
Leave their larvae to feed inside a plant stem hull;
2603. March flies, or love bugs, fervent spring copulators,
Sailmount has four kinds of these inseminators;
2604. Woolly bee flies in early spring pollination,
Black rigid trunks and magic wing oscillation;
2605. Thickheaded flies, thin waists for a wasp look-alike,
Strikingly similar, aggressive parasite,
2606. She will intercept stinging insects in mid-flight,
Gut the bee, stab her eggs, a grim and wondrous sight;
2607. The march flies' larvae eat snails from the inside out,
And gnaw themselves into the open like a sprout,
2608. Then proceed to devour the gastropod carcass;
Nature's beauty, or are you disgustedly eyecrossed?
XVI. Intermission
2609. A short break and a welcome opportunity
To satisfy the poet’s curiosity;
2610. Let us open wide the doors of this assembly,
And welcome in the land’s common majority;
2611. Look, these concentric hemispheres up and around
All that we find spectacular and earthly bound;
2612. Lining the curvature from bottom to the top,
Inwards to outwards and downwards all the way up;
2613. As far as your eyes can see and your legs can keep,
As wide as the light of day, as the night is deep:
2614. Seats, lairs, ponds, bassins, pots, perches and balconies
Nests, arcs, burrows, channels and conservatories;
2615. Countless trillions of crossing paths of beast and bird,
Voices assembled briefly, wanting to be heard;
2616. Joined in evolutionary vitality
Of organs, blood and muscular activity;
2617. Behold the millions of seats outlined in the air,
A mindmap suspended above the speaker's chair;
2618. We have assembled in this forum at all times,
We keep the records in the imprint of these lines;
2619. Protocols of our collective experience,
An alien, yet kindred sort of intelligence
2620. Of the mind as biological energy,
From bodies and their sentient identity,
2621. Combining our common genetic sequences
Of vast scale and unknowable consequences,
2622. Merged by custodians in to phonetic coding,
Decrypted, deciphered and reduced to writing:
2623. Laws on interspecies justice and existence
Enshrine the principle of common opulence,
2624. Passed down from scores of congregated delegations
For the benefit of our future venerations.
XVII. Procession of Diptera (cont.)
2625. Horseflies, one third of species represented here,
Living off blood from large animals like the deer,
2626. Hoofed creatures like cattle and all the primates
Darting in to take up their vampire mandates;
2627. Shiny metallic eyes with stripes in red and blue,
Robust, dusty coloured flies with piercing blades, too;
2628. Flesh flies, grey and bald, frequenting carrion fests,
Parasitic eggthieves and bloody nesting guests;
2629. Species ID needs instrumentalia
For light microscopy of genitalia;
2630. Mostly of entomological relevance,
As for us, only marginal significance,
2631. But let’s celebrate it as boundless inquiry
Why, what makes us humane is curiosity;
2632. But back to the flydom community, let’s see
What they are called, what they do, and who they might be;
2633. The lauxanidae, two species represented,
Ten thousand more are globally documented;
2634. The louse fly, some are flightless and look like their name,
Bloodsucker with a flattened lice-like body frame;
2635. Leaf-miner flies lay eggs inside veggie hosts,
Leaves blemished by larvae as by visiting ghosts;
2636. The dung flies, aptly called shiteaters in Latin,
Although keeping a varied menu for protein;
2637. Signal flies ready for a fight and a tussle,
Bizarre body outcrops and flexing their muscle;
2638. On Sailmount Channel the population is scant,
Pretty fly, though, that looks like a hybridised ant;
2639. The snipe flies, intricate wing ornamentation,
Yellow-black abdomen in wasp imitation;
2640. Bush flies in bold body colours of iron-reds,
Larvae feed on roots, in fields and in flower heads;
2641. The robber fly, bristly and with a bushy beard,
(Some females with ovipositors are much feared),
2642. Injects it prey with a mix of neurotoxins,
The better to slurp flesh broth with fly vitamins.
2643. There's another dozen families of flies or so
Waiting in the outdoors and getting ready to go.
XVIII. Jurisdiction
2644. What might a poet and jurist in dialogue
Glean from a review of their legal catalogue?
2645. Starting with the Abolition of the Kingdom (2)
As a concept and twist of popular wisdom,
2646. In which we regret the use of categories,
Namely, the abuse of the notion of species
2647. As it relates to our life and agency,
Since genuine equality inherently
2648. Requires protection of legal personhood,
Not just for humans, this should be well understood;
2649. A basic law on genetic inheritance,
The right of all life to flourish in abundance;
2650. Law on Right protects physical diversity
And joins body and justice in one entity;
2651. The Assembly has drawn up bylaws to protect
Self-determination for all the clades elect;
2652. Furthermore has adopted the Law on Silence,
And, yes, we made the Law on Common Opulence;
2653. Law on Trails is the right of all beings to pass
And to set their tracks in air, soil, water and grass;
2654. The Ramblers Statute was passed with acclamation
To bring back the land from the edge of extinction;
2655. By law, the Assembly abolished the straight line
As a principle and violence paradigm;
2656. We have adopted the Paean to Multitudes (2)
Celebrating ten thousand things in gratitude;
2657. We will now resume the insect manifestation
(To be continued by the plant confederation).
XIX. Procession of Diptera (contnd.)
2658. The tachinid flies are ready, all parasites,
The stricken hosts subject to larvae appetites;
2659. Some of them assume an environmental role
By egging and clegging in biopest control;
2660. Small dung flies reproduce deep in the dirt and dung,
Hence our knowledge of them is patchy, unsung;
2661. The blowfly, a.k.a. the blue or green bottle,
As carrion prospectors, they dab and gobble;
2662. Crane flies of several related genera,
Well known, a remarkable kind of diptera,
2663. Large insects propped up on long-legged scaffolding,
Spindly copulators in urgent balancing,
2664. The adults will live a few hours or a day,
Born complete with eggs, mate anyone, any way,
2665. Related to other leggy flies, one expects,
The stiletto fly, and other stilted insects;
2666. The black scavenger flies, attracted to faeces,
Look like tiny ants; yes, a pile of shit pleases;
2667. Hover flies, everywhere, in ID confusion,
Wary, busy buzzers in flying profusion,
2668. A bee-like appearance and key pollinators,
Capable garden- and nature cultivators;
2669. The soldier flies, thoraxes with armour and spikes,
Many of them are green and waspish look-alikes,
2670. The name is from Greek etymologically,
But why, is disputed philologically;
2671. Flitting in is a species of the window fly,
S. fenestralis, feeding off the human sty;
2672. Present also a species of the window gnat,
One more fenestralis, pinpoint head, body flat;
2673. We are at the end of the order of the diptera,
We continue presently with the most popular;
2674. What about Darwin, from time to time the poet hears
Ah yes, he's flying over there with hat and red ears.
XX. Procession of Butterflies
2675. Daytime butterflies are endlessly endearing,
Four families on Sailmount for your revering;
2676. The whites are often hard to distinguish clearly,
Both the common tribes and those seen rarely;
2677. The nymphalidae, indented hind wing borders,
Warm colours and most beloved of the orders;
2678. The blues: the small copper & the gossamer wings
Flutters in, icebluish and burnished orange things;
2679. The skippers are amberfurred and fluttering fliers,
Come closer, softly softly, all insect admirers.
XXI. Procession Grasshoppers and Dragonflies
2680. The acrididae grasshoppers of locust fame,
A big family with no common English name;
2681. The tetricidae, the other large family,
The short-horn grasshoppers, brownish, small and thorny;
2682. Both are fiddlers of persistent cacophony,
Huge hindlimbs of evacuator energy;
2683. Bush crickets are also for the audiophile,
Given to solo song in heat-crackling freestyle,
2684. Superlative antennas on a highbrow face,
Distinct insect harmony & bodily grace;
2685. Eleven species live and breed here on Sailmount,
Significantly, one third the national count;
2686. Around the globe they number ten thousand legions,
But barely a hundred in Nordic regions;
2687. We pass straight to the next clade on the agenda:
Here come the dragonflies in a whirl of splendour;
2688. Three families have their places in parliament,
Quadruple silver wings & gold integument;
2689. The skimmers are able-bodied and glimmering,
Black-patterned wings driven in dextrous shimmering;
2690. Dragonflies, a fusion within our fantasy
Of power, speed and elegant lethality;
2691. Slender damsel flies, a sparkling phenomenon,
A sign from primordial worlds, the noumenon,
2692. They are an ancient order of archetype insect,
A metaform of life and our ur-coded respect.
XXII. Procession Mayflies and Caddisflies
2693. To conclude the parade of insect families,
Flickering in from under rocks & stones & trees:
2694. Mayflies among the oldest of the insect reign,
Every springtime, symbol of life and joy and pain,
2695. Angelwings for just one night before they are gone
Until next summer when life resurrects again;
2696. Lacewings, some very intelligent bugs around,
Try to spot them disguised in perfect foliage brown;
2697. The green lacewings, most delicate fabric beings,
Their spring-green bodies enclosed in translucent wings;
2698. Forest- and sand cockroaches come out for a spin,
Intricate patterns incised on their desert skin;
2799. The caddisflies can do something quite amazing,
They keep each larva in elaborate casing,
2700. Perfect camouflage for the next generation,
Straw, gravel and plant fibres for decoration;
2701. Silverfish, three forked tails, segmented hustlers;
Springtails, ah, most wondrous of all micro-bustlers,
2702. Minute rainbow animals with a huge spring attached;
The gorgeous forms of life we never saw, never matched.
XXIII. Conclusion
2703. So, to the smallest of animals the last verse,
Justice for all species across the universe:
2704. On Sailmount Channel with insects, plants, trees and birds,
And in honour of whom you have read all these words,
2705. Perpetual winds gust in the dunes and marram,
While the planet rolls round in silent alarum;
2706. Sailmount, now subject to registered encumbrance:
No pesticide, no tilling, no land disturbance,
2707. Let them all follow their paths and go about their toil,
To live in peace on what is now our common soil.
(1) For reference, see Den holmske metode and appendices GØDEL KANAL KLADEFORSAMLING – artsfortegnelse, the latter being the full list of insect species documented from Sailmount. The name "Gødel" is a technical location name, which I use in the Danish versions. It does not transcribe well into English.
(2) For reference see: 🇬🇧 Law on Abolition of the Kingdom; 🇬🇧 Paean to multitudes. Other laws mentioned in the text exist in Danish only.
Den oprindelige vold
Den oprindelige vold
2717. Som barnedigter var jeg byttets skrig:
En snegl med en levende orm indeni,
2718. Med afsky så jeg den ækle parasit,
Syg ved synet, hvordan byttet havde lidt;
2719. Svor min hævn over denne snegledræber,
Der stak kniv i mine moralbegreber;
2720. Og min forbitrede foragt for gøgen,
Snylter, forbandet af mig til uddøen
2721. For dens dovne og oprørende snyderi,
Afmægtigt grebet af barnligt raseri,
2722. Rystet og kold dér i et grønkålsbed,
Mine engle borte, kun sårbar ensomhed
2723. Indeni mit nøgne seks-årige selv,
Der troede alt godt og ville alt vel;
2724. Knugende chok over selve det at være,
Den oprindelige vold jeg selv må bære,
2725. Især den, der bryder arternes grænse,
Som kun få vil se, og intet standse,
2726. Finder vej tilbage i disse strofer
Om glemte ord og barndoms katastrofer.
Nyt i Index Titusind:
Skrig 2717, Parasit ◦ 2718, Moralbegreb ◦ 2719, Gøg ◦ 2720, Dovenskab ◦ 2721, Ensomhed ◦ 2722, Selv ◦ 2723, Vold ◦ 2724, Arternes grænse ◦ 2725, Katastrofe ◦ 2726.
























