Fnok
Forfald i 21 sanser
Gødel Kanal, sensommer den 10. august 2026
Forfald i 21 sanser
I
3185. De fortabte strå, tomme hylstre,
gabende saltsprukne skaller,
vindstridte aks, de udtømte frø.
3186. Sensommer og glemsel kalder,
ve visner, svinder og forgår
i rigets tredje inkarnation.
3187. Til alle dem, der vokser og står
tilegnes vores køn og stilkethed,
vos skrumpne pragt og herlighed.
1-7
3188. Ieg har forblæst og fnokket hår,
ieg var første sans for al salgs vejr,
for vind, for regn og jordes væde.
3189. Mine aks har tyngde hver især,
jeg var anden sans for karbon,
for enhver energi i alle celler.
3190. Ieg er moden, bærer mit afkom,
ieg var tredje sans for luft og ilt,
for al værens liv og ligevægt.
3191. Ve er vores sted, vi vokser vildt,
ieg var fjerde sans for biokemi,
væv, processer og intelligens.
3192. Ieg er arret og uden symmetri,
men ieg var sans for tyngdekraft,
for balance, skønhed og form.
3193. Ieg havde blade og stængelsaft,
ieg var den sjette sans for varme,
for kulde og årstiders kommen.
3194. Ieg har ikke forfaldets charme,
men jeg var sansen for følsomhed,
den syvende, om al beskaffenhed.
8-14
3195. Ieg var phytomedicinal alarm,
ieg var ottende sans for heling
af bid, sår og de ni trin i døden.
3196. Mine tomme rør til bærforvaring,
ieg var sansen for faresignal,
giftblander og insekticid.
3197. Et bette ris fra Gødel Kanal,
ieg var sansen for bølger og tryk,
væsner der lander, fjender der går.
3198. Stivnet, forvredet mutation,
engang var jeg sans for duften,
lokkemiddel og kaldesignal.
3199. Viltre tråde stritter i luften,
ieg var sans for elektricitet,
kender af impulser, lys og stråler.
3200. Afbleget blomst, af jordens bonitet,
engang var jeg plantens sans for tid,
tid er sted, tid er celleudspring.
3201. Ieg er silketråde i mælkehvid,
ieg var sans for rum og sted,
i luft, vand og jord til evighed.
15-21
3202. Uld på stak og perforeret ved,
ieg var sans for ven og slægt,
for frugter, pollen og formering.
3203. Et blosterhjul stadig grønt og kækt,
ieg var planternes bestøversans,
der skabte vores form og farver.
3204. Ieg har udsøgt lagdelt blomsterkrans,
ieg var planters sans for individ,
der gav os selvhed og væsensstatus.
3205. Ieg er stadig smuk, et skin af selvtillid,
ieg var planters sans for artserfaring,
sammen bygger ve genomets koder.
3206. Ieg var sans for selvkoordinering,
frøene rasler i min hule skal,
se min timing, min selvharmoni.
3207. Ieg er forvreden, i fuldt forfald,
blade sortner, årets liv forgået,
ieg er begyndelsens princip.
3208. Ieg er visnet, ieg er genopstået,
ieg er vores sans for duelighed,
planters enorme ustyrlighed.
Nyt i Index Titusind
Skal ◦ 3185, Forgå ◦ 3186, Skrumpe ◦ 3187, Forblæst ◦ 3188, Karbon ◦ 3189, Modenhed ◦ 3190, Biokemi ◦3191, Arret ◦ 3192, Årstid ◦ 3193, Følsomhed ◦ 3194, Heling ◦ 3195, Faresignal ◦ 3196, Ris ◦ 3197, Mutation ◦ 3198, Impuls ◦ 3199, Sted ◦ 3200, Rum ◦ 3201, Formering ◦ 3202, Blosterhjul ◦ 3203, Individ ◦ 3204, Artserfaring ◦ 3205, Selvharmoni ◦ 3206, Forfald ◦ 3207.
Græsmøl seværdigvis
Græsmøl seværdigvis
3179. Når man smyr derude
Kan man let komme nær
Et ganske beskedent møl
Med en stor børstesnude.
3180. Blot én af hundredvis
Af de mange græsmølarter
Familien crambidae med
Tekop øjne, seværdigvis.
3181. Varieteten er ganske stor,
Striber, bånd og nuancer,
Fløde- og cremede farver
Og denne i lys perlemor.
3182. Let genkendelig profil,
Men artsidentifikation,
Hvis dét er det, man vil,
Kræver nok sin græsmofil.
3183. Men det får nu være
For se hvilken skabning
Har søgt ly for natten hér
Mit hus og hjem til ære.
3184. Det er mig, der er værten
For en af de oversete
Slægter af sommerfugle,
Min have; men deres verden.
Nyt i Index Titusind:
Børstesnude ◦ 3179, Græsmøl ◦ 3180, Perlemor ◦ 3181, Artsidentifikation ◦ 3182, Ly ◦ 3183, Vært ◦ 1383.
Sandhveps snylterrim
Sandhveps snylterrim
3172. Sandhvepsens sorte ben
stærke og styltelange
lavet til larvetransport
gang- og redeekskavering
i sand, jord og grus.
3173. Bredt muskelkranie
bomstærke kæber
bruges til byggeløft
slæb af småsten
til hule- og redeprop
klosaks til larvekrop.
3174. Den lange brod
sortorange baseballbat
et formidabelt våben
slynget ned om larvebugen
giftigt og højpotent
stik i 2. og 3 segment.
3175. Lammer gangnerven
immobilisere byttet
og andre sanseorganer
vi gyser at tænke på
ædt lokalbedøvet og rå.
3176. Kirurgisk paralyseret
byttet selvkonserveret
en frisk slagtervare
til gnaven hvepselarve.
3177. Et højt specialiseret
og kompetent individ
i febrilsk anlægsflid,
udgraver ti reder
med ét æg og larve i hvér;
et forslugent afkom
høj overlevelsesprocent
og udklækket faglærthed.
3178. Sandhvepsen er på visit
snacker ude i haven
en cool og velskabt parasit
til biopest kontrol:
sandhvepsenes killerteam
i nye barske snylterrim.
Nyt i Index Titusind:
Sandhveps ◦ 3172, Klosaks ◦ 3173, Larvebug ◦ 3174, Gangnerve ◦ 3175, Hvepselarve ◦ 3176, Specialisering ◦ 3177, Afkom ◦ 3177, Parasit ◦ 3178.
Sørgekåbens molekyler
Sørgekåbens molekyler
3167. En sørgekåbe
en sommerdag, berømte
farver i kontrast.
3168. Dyb, vinrød velour,
Illumineret azur,
takket neon rand.
3169. Kroppen er lodden
indsvøbt i en kostbar pels,
sømmet vingekant.
3170. Molekyler fra
den evolutionære
urhemmelighed,
3171. Som de slidte
sommerfugle tar med sig
i massegraven.
Nyt i Index Titusind:
Sørgekåbe ◦ 3167, Rand ◦ 3168, Vingekant ◦ 3169, Molekyle ◦ 3170, Massegrav ◦ 3171.
Klematis med vilje
Klematis med vilje
3164. Slyngplanter ser ud til
at gøre noget med vilje;
det er selve bevægelsen,
det ligger i knuden,
i styrken i stænglen,
i den snoede stilk;
det ligger i hydraulikken
i gribeteknikken.
3165. En klematis søger fæste,
et topskud med to knopper
to stilke vandret ud,
et dobbelt koordineret knæk,
to stilke lodret ned
griber en trådnetkant;
hele organikken
læner sig frem.
3166. Jeg holder af den klematis
går tit ud til væksten
bare for at være der;
der er balance mellem os
båret på elektrisk luft
skudt af vores neuroner;
planter summer i mennesker
ned gennem æoner.
Nyt i Index Titusind:
Slyngplante ◦ 3164, Gribeteknik ◦ 3164, Klematis ◦ 3165, Balance ◦ 3166.
Pottemagerhveps
Pottemagerhveps
3153. Egentlig sku’ jeg bar ud at se
min seneste psammofile plante:
duft af kamfer og lakrids måske
fra en blomstrende æblemynte;
3154. Men da jeg berørte denne mynte
så jeg, gisp, en pottemagerhveps;
og mens jeg med omhu skyndte
mig indenfor, hille cordyceps,
3155. og greb ud efter mikrolinsen,
bad jeg at underet stadig sad
stille oppe i blomsterkrinsen
i sin nektar- og honningmad;
3156. Lidt flov over mine motiver,
ikke just poetisk observation,
mere en mediestyret fotoiver,
fattig på ægte interaktion;
3157. Men billede fik jeg til overmål
af hvepsen på topskud af salvien
med snablen nede i en nektarskål,
og jeg, insektet dybt hengiven.
3158. For hvilket drama, dette lille dyr:
Hvordan hendes kropsdele overhovedet
Hænger sammen fra brod til hovedstyr;
Skøn og vanvittig genetisk kodet.
3159. For- og bagled svæver frit i luften
Obsidiansort med gule ringe;
Forsluger sig i blomsterduften
Trådtynd talje, bodybuilder bringe.
3160. Flyver fangsten hjem til sine krukker
bittesmå amforaer helt i ler;
Skindøde larver myntesukker,
Forsegler dem og laver endnu fle’r.
3161. Det ligner et arkæologisk fund
Fra en miniature civilisation;
Her ligger et fællesskab til grund:
Forrådsteknik og reproduktion.
3162. Jeg har altid haft svært at skelne
om det sjældne er det skønne
eller det skønne er det sjældne;
Tja, hvor skal jeg egentlig begynde.
3163. Det sjældne er at få en uventet ven,
At se pottemagerhvepsen i min have;
I véd, hvor verden og rimet vil hen:
En forhåbningsfuld og ødsel gave.
Nyt i Index Titusind:
Æblemynte ◦ 3153, Pottemagerhveps ◦ 3154, Honningmad ◦ 3155, Interaktion ◦ 3156, Nektarskål ◦ 3157, Genetisk kode ◦ 3158, Talje ◦ 3159, Krukke ◦ 3160, Forrådsteknik ◦ 3161, Sjældenhed ◦ 3162, Ven ◦ 3162.
Om stier og gener
Om stier og gener
3140. Den smukkeste kombination
af vores natur og kultur,
kald det human interaktion
3141. med jordens ældste tekstur
er en fin og velbetrådt sti
under en langstrakt vandretur,
3142. et snoet spor ud i det fri
gennem skoven, over et fjeld
og ned i dalen, et gæstgiveri;
3143. her mærker man på sig selv
jord og hjerne skaber hinanden
som floden fra sit kildevæld;
3144. stien gav os krop og forstanden
af rødder og klipper, hvor vi gik
ved havet, i løb over savannen,
3145. oprejst gang i suveræn motorik,
livsmønstre tegnet i støv, i sten
følger i menneskers urtrafik;
3146. ude på stien vil du møde én,
der ligner dig, føles som selvet:
et varmblodet dyr, et modergén;
det er dig under himmelhvælvet.
Nyt i Index Titusind:
Natur ◦ 3140, Sti ◦ 3141, Dal ◦ 3142, Kildevæld ◦ 3143, Savanne ◦ 3144, Oprejst gang ◦ 3145, Modergén ◦ 3146.
Sortkøllet ådselbille m/midenymfer
Sortkøllet ådselgraver m/nymfemider
3147. Ieg er billevært med mider på
Fra mit redekammer af døde dyr;
Rosset på ryggen og ud i det blå.
3148. De flokkes om mig, de søde små,
Ud på ligfærd og nye eventyr,
Jer er billevært med mider på.
3149. Et dusin nymfer på tommel bagpå
Over land og skov når dagen gryr,
Rosset på ryggen og ud i det blå.
3150. Vi skal finde et kadaver at flå,
Sætte bo og rede til de æg vi gy’r;
Jeg er billevært med mider på.
3151. Ieg sætter min antenne på skrå,
Se mit kranie med køllehorn-styr;
Rosset på ryggen og ud i det blå.
3152. En symbiose, kan man nok forstå,
Nymferne og ieg, den flotte fyr;
Ieg er billevært med mider på,
Rosset på ryggen og ud i det blå.
Nyt i Index Titusind:
Redekammer ◦ 3147, Mide ◦ 3148, Nymfe ◦ 3149, Kadaver ◦ 3150, Antenne ◦ 3151, Symbiose ◦ 3152.
Den sortkøllede ådselgraver med de orange nymfemider på ryggen ankom til mit terrassesofapude, hvor han tog et rast. Vi er bekendte fra tidligere møder ved e muldvarpeskrog og en kæmpestor død gnaver. Se digtet Ådselgraver nicrophorus vespilloides.
Minggrøn målerlarve
Minggrøn målerlarve
3116. Kamufleret som kvist,
Stivnet som en stilk;
3117. Fæstnet på gangvorte,
Usandsynlig svær at se;
3118. Tyngdekraftsfornægtende
Og rigid som et spir;
3119. Faldt ned fra et æbletræ,
Målerlarve på en finger;
3120. Set i eponym positur,
En tomme ad gangen;
3121. Kun specialister og entusiaster
Kan bestemme en målerlarve;
3122. Snedigt skjult eller forklædt
Så det ligner udspekulerethed;
3123. Hundreder millioner års erfaring
I at guffe og undgå predation;
3124. Et ord det kniber med på dansk:
Offer for vellykket fangstforsøg;
3125. Lad os sige at blive rovramt
I mangel på bedre substantiv;
3126. Min minggrønne målerlarve
Måske en lille birkespinder (?)
3127. Ud af familien geometer;
Netop! Vi opmåler verden
Ét blad ad gangen.
Nyt i Index Titusind:
Stivne ◦ 3116, Gangvorte ◦ 3117, Rigid ◦ 3118, Målerlarve ◦ 3119, Positur ◦ 3120, Specialist ◦ 3121, Snedighed ◦ 3122, Predation ◦ 3123, Fangstforsøg ◦ 3124, Rovramt ◦ 3125, Lille birkespinder ◦ 3126, Opmåling af verden ◦ 3127.
Bjergsti med sommerfugle – ovenfor Aiguines
Bjergsti med sommerfugle – ovenfor Aiguines
3128. Stien vrider sig op og op
Mod Grand Mergés’ top
Gennem eg- og skovfyrskov;
Rødder knuger bjerget til sig,
De bulner ud som vener.
3129. Stejl, kantet og hakket sti
Fyldt med friske skærver;
Muskler, lunger, arterier
Hele hjerne- og biomassen
Fikseret til jord og sten.
3130. Der er kun mig og bjerget
En rus af urtidsmenneske;
Sådan blev vi til, sådan skabte
Dette fjeld vores lemmer, hver
Fiber ud i tå- og fingerled.
3131. Bjerget gav os verden, udsynet,
Altid denne længsel efter mere;
Beviste for os vores ensomhed
Viste os urtid og ubønhørlighed,
Gjorde livet tilfældigt og stort.
3132. Skoven tynder ud, stien når op
Over klippegrund ved slugtens rand;
Floden ses turkis på dalens bund,
Søen glinser fjernt som fiskebug
Under solstukkede tordenskyer.
3133. Ave, ave, på stien foran mig
En svalehale, et ikon hele livet,
Et fantasidyr, en idé om flygtighed,
Men nu: alverdens gavmildhed
Foldet ud i en åbenbaring.
3134. Buskene flagrer af hvidvinger
Op ad bjergets stejle sider;
Det hvisker af trykeffekten
Fra vingers tynde membraner
Ud i tør og aromatisk luft.
3135. En stor hvid kredser om mig,
Jeg følger den som kamæleon
Rundt og ind i buskadset
Efter et randsløret knips
Af denne skønhed, en galathea.
3136. Nær tinden, som jeg aldrig så,
Åbner stien ud i en blomstereng
Med bølgende græs på et overdrev,
Hvor stien smalner ind til et spor;
Jeg stopper, hviler, landsbetaget.
3137. Hen over bjergengen et vingepar
I forreven flugt op fra skovens kant,
Nærmere og flakkende nærmere;
Den sætter sig på mit ene ben:
En bekendt fra randøjeslægten.
3138. Tre timers vandring alene op
Ikke en medsjæl har jeg mødt,
Men sommerfuglen satte sig hos mig,
Viste mig vejs ende, vendte mig om
Skrammet og forrevet tilbage igen.
3139. Og jeg tænker lidt, en lille hilsen:
Kære Inger, dette er ikke døden,
Slet ikke set an fra en vingekant;
Næh, det er lyset, livet,
Ikke mit, ikke sommerfuglens,
Men dette,
Alt dette.
Nyt i Index Titusind:
Skovfyr ◦ 3128, Arterie ◦ 3129, Fingerled ◦ 3130, Længsel ◦ 3131, Slugt ◦ 3132, Svalehale ◦ 3133, Hvidvinge ◦ 3134, Galathea ◦ 3135, Bjergeng ◦ 3137, Vandring ◦ 3138, Alt dette ◦ 3139.
Fra en vandring op gennem Parc Naturel d-Aiguines en libre évolution, Gorge du Verdon, Dept. Var, Frankrig den 22. juni 2026. De tre nævnte sommerfugle, der ikke eller kun yderst sjældent træffes i Danmark, er svalehale, galathea og stor båndrandøje.
I erindring om Inger Christensen (1935-2009 ) ikke mindst digtkredsen Sommerfugledalen.
Kaprifolie – for kosmopolitter
Kaprifolie - for kosmopolitter
I
3107. Se, et gulgrønt farvet fad med frugt:
Tre giftigt orange gedebladsbær
Stadig med skorper af blosterrest,
Dengang blomsten åndede aftenduft.
3108. To sammenføjede blade som en skål
Med mælk- og solbærfarvet rand
Og et symmetrisk snit på tværs:
Purpur cicatrice, et klinket skår.
3109. Føde for fugle med tilvænningstæft:
To rækker à tre gule knopper,
Plisseret prangerpung, sæk med vin
Gærer af næring og plantegift.
3110. På sin stilk en koncentrisk bladkopi
En dobbeltdækker på en nabostængel
Båret oppe i skivens midterpunkt,
Et kagetårn med bitre sager indeni.
II
3111. Kaprifolien ser jo ud som om
Den begiver sig steder hen;
Det ligner at den vil mig noget
Og be’r mig om at følge den.
3112. Vi turer rundt i taxonomer,
I slægtled og familiegrene;
Vi gør som kosmopolitter skal
På dannelsesrejse i klimazoner.
3113. Beundrer antallet af sorter og arter
Og blomsteranatomiens fællestræk;
Vi studerer blad- og bestøverform,
Fortaber os i bjerge og haver.
3114. Sidst på sommeren tilbage igen
Hos vores egne gedebladsvækster,
De sidste langfingrede blomster,
Bandsatte vidjer og ribsrøde bær.
3115. Her mærker jeg endnu bedre end før
Energien mellem os og planter
Fortættet tilstand af civilisation
En dyb og gensidig vegetation.
Nyt i Index Titusind:
Gedeblad ◦ 3107, Cicatrice ◦ 3108, Plantegift ◦ 3109, Bitter ◦ 3110, Kaprifolie ◦ 3111, Klimazone ◦ 3112, Blomsteranatomi ◦ 3113, Vidje ◦ 3114, Civilisation ◦ 3115.
Grøn bredtæge i biologisk perspektivforskydning
Grøn bredtæge i biologisk perspektivforskydning
3099. Forleden dag på kravletur
Mødte jeg den grønne bredtæge
Da han trådte årvågent frem
Til kanten af et kulsukkerblad.
3100. Der stod han ferskgrøn og nuttet
På sine seks rød-grønne tæer
Viftede med antennens sort-røde stav
Udover haveskrumlet nedenfor.
3101. En krop som et økologisk bådskrog,
Benpar fæstnet til den grønne køl,
En fladtryk snude som en hjælm,
Det sorte øjekugle på sin stilk.
3102. Et mildt udtryk i sine væsenstræk:
Nysgerrig, overbærende, ikke sandt,
Som en veganer ved morgenbordet
Saftsugende ud på det grønne ocean.
3103. Vi ser helst verden ovenfra,
En tragiske trang til frit udsyn;
Uden tvivl har vi altid været mere
Til landskaber og end til biller.
3104. Men set nedefra og op
I omvendt morderisk perspektiv
Forekommer det mig helt klart
At billebefolkningen bør stå højst.
3105. Så ville hele verden svulme op,
Landskaber eksploderer i mikroperception;
Hensynløs udsigt vil vendes til indsigt, og
Grundloven give dobbelt borger- og billeskab.
3106. Herhjemme tager jeg mine forholdsregler:
Lader skyer sejle forbi over himlen,
Lader haven formere sig i store træk,
Mens jeg selv driver ind i billesfæren.
Nyt i Index Titusind:
Grøn bredtæge ◦ 3099, Stav ◦ 3100, Snude ◦ 3101, Væsenstræk ◦ 3102, Frit udsyn ◦ 3103, Billebefolkning ◦ 3104, Mikroperception ◦ 3105, Billesfære ◦ 3106.
Græshoppen som arkesensorisk erfaring i poetisk form
Græshoppen som arkesensorisk erfaring i poetisk form
3092. Græshoppen er eneste insekt
udover guldsmede
Med et mekanisk kropsudtryk,
jeg mener,
I sin motorik og kropsartikulation,
sammenlignelig
Med en teknisk indretning,
jeg mener,
I stand til bevægelser og
kraftudtryk,
Der er umulige i fysisk forstand,
altså forstået som
Hurtig, rykvis og slagagtig
retlinjethed
Og derfor helt anderledes
og uopnåelig
For en animalsk muskulatur,
der afvikles
Glidende og adræt i varmblodet
organik.
3093. Græshoppen har en særlig
affinitet
Med primater, vil jeg tro,
fordi
De har et udtalt bipedalt
princip
I ren og superarkæisk
form
Med samme ortopædiske
(tekniske)
Funktion som en katapult,
altså
Fjeder til oplagring af kraft
i skaft/sener
Og udløsning ved låsemekanik
i knæled
Med en næsten pyroteknisk
effekt,
Der kan skyde sin græshoppe ud
tyve gange
Egen kropslængde og med en
acceleration
(Velsign de entomologer, der har
regnet den ud)
Målt til hele 20 G.
3094. På lur i mit solhede sommerbed
strå og stilke
I gulnede farvede og sommerfugle
blafrende
Omkring med bier og fluer
klavrende
Rundt i blomsterrør og honning
i evokation
Af en svunden naturoverflod
møder jeg
To græshopper, sikkert nymfer,
fra superfamilien
Langhornede retvinger, kaldet
græshopper
Af helt usædvanlig
må jeg sige
Diskret og bjergtagende
skønhed
For den heldige, der får se
det højeste
(og ældste)
Af alle evolutionære pletskud
fordi
Intet væsen måske
(bortset
Fra lungefisk og vandgran)
mestrer
Sin geologiske tidsalder
bedre
End græshoppens 20.000
arter
Og få insekter er mere
superfint
Fossilerede helt tilbage til
Trias
Med 300 millioner år på sit
geologiske ur.
3095. Immobil som kun insekter
kan
Med trådtynde og fiberspændte
led
Et multisensorisk individ
opfanger
Tryk, lys, lugt, muskler,
bevægelse
Og varierende intensiteter af
luftmolekyler;
Smag og lugt hos dem,
tænker jeg,
Er synæstetisk luftbåren:
Tænk
Tyktflydende duftfortættet
sommermorgen;
Altså en kombosans, der
overrisler
Insektets krop med fysisk taktile
intensiteter,
Til måling af kvaliteten i
græssets
Vibrerende elektricitet
opfanget
Af arkesensoriske organer
hypermærkende
På ben, bryst, horn og gennem
panserskår.
3096. Et arketype insekt ud af to
håndfulde
(Sådan lærte vi at tælle,
at berøre,
Med hænder blev vi
intelligente -
Men lad os kalde det
et benspænd
Et greb fra tre eller fire
benpar
Underlagsvurderende og
sanseførende
Multivalente og intelligensformende
insektklør):
Fluen, hvepsen, bien, mariehønen,
guldsmeden,
Edderkoppen og sommerfuglen:
Disse syv,
Men græshoppen står os
nærmest
I sin mytologiske og historiske
magt
Som intet andet væsen.
3097. I mit strå- og blomsterbed
raster
en sprød, liflig forårsgrøn
krumknivsgræshoppe
På et kulsukkerblad:
Ah, se
Hendes lange fotonsmagende,
lodrette
Luftskummende, befølende
filamentstynde
Dobbelt kropslængde sortprikkede
følehorn.
3098. To meter derfra endnu et harmonisk
individ:
En buskgræshoppe i brunt og gråt
legionærkyrads,
Lange ben bagud, følehorn fremad,
kroppen kompakt
Fremadlænet, livskompetent og
sublimt selvtilstrækkelig
For hvem mennesker (jeg)
er non-signifikante
(I biologisk og perceptorisk forstand)
grænsende til
Apokalyptisk ligegyldighed,
men mennesker
Med antennerne oppe
kan
Lytte med på genomets
syvende sans
For det jordiske livs
uendelighed
Og evolutionens totale
triumf.
Nyt i Index Titusind:
Græshoppe ◦ 3092", Varmblodet ◦ 3092, Bipedal ◦ 3093, Naturoverflod ◦ 3094, Trias ◦ 3094, Luftmolekyle ◦ 3095, Elektricitet ◦ 3095, Arketype insekt ◦ 3096, Insektklør ◦ 3096, Krumknivsgræshoppe ◦ 3097, Buskgræshoppe ◦ 3098, Evolutionens totale triumf ◦ 3098.
Kodriver – om lys og sted som immanent erfaring
Kodriver
Om lys og sted som immanent erfaring
“People and plants have in them particles of light
that can become coherent, that can radiate out
physically …”
Mei-mei Bersenbrugge
3089. Min tidlige barndoms mest
lysende plante
min planteerfaring over dem alle,
kodriveren
den hulkravede, slankstilkede
smørgult
klasede med den filtede dybgrønne
roset
af mønstrede tykke blade,
sartgrøn
stilk, rank, glat og bladløs,
behængt
med skærme i hvidgrønne
foderaler
til den tandede blomst, det
orangebestrøgede
svælg kun synligt liggende
på maven.
3090. Smørblomsten havde gyldent
genskin
under vore hager i varmt
solskær,
men kodriveren lyste selv op
som form
hver gang jeg traf den i
skoven,
i grøfterne, de gulknappede
blomsterrør,
der gav mig denne intense
indsigt,
at hver plet jord og håndfuld
luft
er fyldt ud til randen af
ting,
som det støv, kun børn kan
se,
gemt i lommer, æsker og
øjeceller.
3091. For omkring fem år siden i
en drænkanal
traf jeg en stand af kodrivere
ikke set
siden barndommens indviede
steder,
men den samme hjertehop
af glæde
ved gensynet og opgravning
i skumringen
af to klumper i strid mod ordens-
reglementet,
der nu begge spirer frem hvert
forår,
deres gule tænder, deres fingerkys
i luften,
der sender os et kemisk skud
vegamin,
som et biologisk bevis på at
åbenbaring
kan komme til os i form af en
grøntsag,
der er fuldstændig virkelig
hver gang.
Nyt i Index Titusind
Kodriver ◦ 3089, Skærm ◦ 3089, Blomsterrør ◦ 3090, Støv ◦ 3090, Drænkanal ◦ 3091, Hjertehop ◦ 3091.
Se også: Vegamin – en neurotransmitter.
Vibedans – i mindeflugt
Jeg er viben - i mindeflugt
3081. Som dreng ville jeg være vibe,
i al fald til fastelavn,
udklædt med en fuglemaske,
som dem derude på strandengen
ud til det labbende vand,
hvor viben slæbte sin vinge
i skuespil og snedig list
for at beskytte sig selv
og måske mig med;
Genopført som fugledans
til fest i fuglekostume
med topkam og hovedpryd
og mine stækkede vinger,
som viben, min ven,
min talisman.
3082. Femogtres år siden min maskedans
til fuglens ære og atter på vej
gennem det vestjyske landskab
fanges øjet af en sort/hvid
flagren i luften, som en
kolossal sommerfugl,
for viben ser ud som om
den svinger en sort bærepose,
én fra hver vingespids
med luffer på.
3083. En brus af sympati fra min sjæl,
eller hvad der er tilbage
af min barndom,
spiler ud bag rattet:
En vibe i flyvershow
i farten et rul om på ryggen,
et dyk, en lækker manøvre;
og bag ruden den lille dreng,
lykkelig i gensynet og
tryg ved verden.
3084. Mursejleren knytter verden sammen,
cirkumglobal vandring og vågen
over os, dens kredsløb og kræfter
forbinder årstiderne,
sætter sting i sfærerne
vild og fjern i skrigende dyk;
Men viben er min egen,
med sine vinger, sin kække nakkedusk,
stikker han livet sammen i begge ender;
den omtumlede barndom,
i fremdrift og afdrift
fra strand og glitrende sol
over horisonten bag Ærteholmene,
til den lange tilsmalning
af intens mikro-opmærksomhed
om al tings beskaffenhed
og tilbageblikkets sirener
i mindeflugt.
3085. Dagen derpå kører vi ud
på fuglereservatet; jeg ved det,
undskyld, undskyld
mine uanseelige midler,
som i krig og katastrofe,
men her er dog lidt plads
og lidt ynglefred; og noget
må være rigtigt, trods alt,
selvom vibetallet er svundet
gensidigt tragisk i min levetid,
for straks er viberne på færde
i flugt, i bad, på våde banker;
Min forbundethed gengældt
i mellemartslig forstand
af hans flagrende figur
og klare to-tonede pift,
der er barndomsmening nok,
sådan som den nu er,
fra dengang til vibedans.
Nyt i Index titusind:
Vibe ◦ 3081, Topkam ◦ 3081, Vingespids ◦ 3082, Dyk ◦ 3083, Kredsløb ◦ 3084, Nakkedusk ◦ 3084, Banke ◦ 3085, Vibedans ◦ 3085.
Snudebille under fire indkøbsøjne
Snudebille under fire indkøbsøjne
3086. Mit øje trænet og klinet til
enhver form
for mikrokommotion opfanger
straks
en multibenet miniforstyrrelse
på vej
op ad midtersprossen på
en indkøbsvogn:
Umiddelbart genkendelig på
øjenskiver
og fremskudt tubetud som
en snudebille
frosset ved synet af en
monsterflade
af hud og hår, overludende,
mobilfumlende
(og begejstret mumlende), som
begaver mig,
vognskubbende og sommerklæbrig,
med årets
største shopping begivenhed.
3087. Der er noget immanent
nuttet
over snudebiller, noget med
dyrebørn
med disproportionalt store øjne i.f.t.
kropsomfang,
altså den velkendte bambieffekt,
(i sjældne tilfælde
også fra blomster (*) fugle, sommerfugle),
Så
hvorfor snudebiller har
store øjne
og den komisk klovnede
snabeltud
ved jeg ikke, men
resultatet
er et ansigt vi kan
læse noget
ind i (misforståelser, f.eks.)
eller empati,
fordi vi ikke spiser, maser, kvæster
væsner
med store øjne (kalve undtaget).
3088. Så meget desto mere
serendipitet
at se denne snudebille
centreret
i mit shopping tunnelsyn,
hvor
hun efter lidt befippelse
tripler
sidelæns elegant styltet,
mens jeg
krabber ind i Rema 1000,
som altid
latent udforskende alle
digtråvarer,
får en dristig plan, endda
på rim,
for hvad kunne der ikke ske
på tur
til det indre Dagli’ Brugsen.
Nyt i Index Titusind:
Snudebille ◦ 3086, Snabeltud ◦ 3087, Synsfelt ◦ 3088, Sidelæns ◦ 3088,
Fugletoilette
Fugletoilette
3076. Hør, kan du gætte
Hvilken fugl, der gør
Sit morgentoilette
Uden for min havedør?
3077. Hun tripper ud i dammen
Dypper sine vingefjer
Forsigtigt som madammen,
Der hader våde tæ’r.
3078. Hun basker sine vinger
Sprøjter vand i solen,
Hun ryster sig og svinger
Op i make-up stolen.
3079. Skjult for spurvehøg og kat
Netter hun sin farvepragt
Og får sin fjerfrisure sat
På den fine flyverdragt.
3080. Færdig med sin morgenflid,
Vasket, fint kæmmet og ren,
Skider hun en fugleskid,
Og vips, den tomme WC-gren.
Nyt i Index Titusind:
Morgentoilette ◦ 3076, Dam ◦ 3077, Vand ◦ 3078, Fjerfrisure ◦ 3079, Fugleskid ◦3080.
Lærketræ
Lærketræ
3075. Lærketræ
Hunkogle indfarvet som hanskud,
Begge ligner ufriserte bolcher;
Nåletræ behængt med cocktailbær.
Lærketræ
Chok af kulør og træskabt charme,
Kaster sand i mit kulturkoncept;
Træet er den første civilisation.
Nyt i Index Titusind: Lærketræ ◦ 3075.
Se også: Epifani, Lærkeskud, larix sp.
De syv skud
De syv skud
3070. Sagen er jo den
at træer vokser os
over hovedet;
Vi er ikke lavet
til at stå ansigt
til ansigt, eller,
tro med metaforen,
stå på lige fod,
fordi det, der er op
hos os, er ned
hos dem; fysiologisk
står træer på hovedet
i jorden og vokser
baglæns op,
rent biologisk.
3071. Netop højde gør
træernes skud
til et resultat
af formålsrettet
opstigen, opklatren
for at hænge
arm i limber
skud for øje
til indsigt i
slægtens oprindelse
og arternes vilkår
i en dunet knop,
en slagfærdig kogle.
3072. Sagen er også den
at træer vokser
bag om ryggen på os
i bevægelser vi
ikke forstår;
Med formål vi
ikke ænser
lever de i limningen
af vores bevidsthed
ind mellem lagene
af junkcivilisation;
Multikønnede individer,
der mærker sig frem
over os, under os
overalt omkring os
3073. Uden træer, ingen os,
ikke noget at klatre ned fra
for nu at begynde et sted,
ingen ild, intet bål,
ingen trækul, ingen lanser
ingen både eller broer
uden træer var mennesker
blot en fossil art
af hominider,
og iøvrigt helt
uden stamtræ.
3074. Derfor, hvert forår,
ryg og muskler geleret
af vinterens efterslæb
i hule knogler, må
jeg ud af fylde øjnene
og tilse sjælen
for at bære vidne
til de skære, de skønne
lydløst spirende
sart spædgrønne
syv skud visdom:
Et til hver sans,
den sjette til livet
og det syvende skud
til en morgen
under det blå
firmament.
Nyt i Index Titusind:
Fysiologi ◦ 3070, Kogle ◦ 3071, Bevægelse ◦ 3072, Stamtræ ◦ 3073, Firmament ◦ 3074.
Inkarnation magnolia
Gæsling magnolia
3003. Plantepuppe
i filtet foderal
Hvidt pelset
til kuldeværn
Kondensprikker
på fimrehår
Kulstofkredsløb
i inkarnation
Blomstringsrus
til kronforfald
Arketype
for jordisk liv
Syvende skud
for evighed.
Nyt i Index Titusind: Kulstofkredsløb ◦ 3069.
Røn, kernetræ
Røn, kernetræ
3065. Titusinde forårs
ungskud af røn
dunede svøb
i hvide fimrehår
på folder af filt.
3066. Sand, grus, klippe,
sne, kulde, bjerge
frostvant, slægtsrig
Eurasien til Tibet
cirkumpolær, nordisk.
3067. Vindblæst solitairetræ
småvækstet busk
eller højt skovtræ,
rigt hvidblomstret, tæt
og tung af røde bær.
3068. Et væld af navne
sorter, stammer af
mennesker og træer;
enhver civilisation
uadskillelig fra
sit kernetræ.
Nyt i Index Titusind:
Røn ◦ 3065, Grus ◦ 3066, Bær ◦ 3067, Kernetræ ◦ 3068.
Topskud figentræ
Topskud figentræ
3057. En podet figenkvist
stillet frem på trappetrin
en sommerby, Bornholm.
3058. Købt med lidt lommespir,
taget hjem på cykelstyr,
sat op af husfacade syd.
3059. Fem år senere forgrenet,
tykstamme og bredfavnet,
ru storlabbet, frugtbehængt.
3060. Håndværk binder os sammen,
podning, plantning, hushold,
vedligehold og daglig omgang.
3061. I år fik jeg egnet fototeknik
til figentræets forårsskud,
brun i flammende orange;
3062. Lueformet som et vågeblus,
flanfarvet i varm sukkerbrun
trukket op i topskudsvaj;
3063. Yderst på skuddets top
den fineste kuglespids
kun bemærket under lup;
3064. Mit kulturemblem, mit træ,
figenpen i flødekaramel,
skrift i smør og chokolade.
Nyt i Index Titusind:
Podning ◦ 3057, Syd ◦ 3058, Forgrening ◦ 3059, Plantning ◦ 3060, Figentræ ◦ 3061, Topskudsspids ◦ 3062, Skud ◦ 3063, Kulturemblem ◦ 3064.
Lærkeskud, larix sp.
Lærkeskud, larix sp.
3046. Forleden løb jeg på et lærketræ,
Ungtræ, sat som pynt, p-plads
På tubestationen, Køge Nord.
3047. Afpillet og tynd træfigur,
Streger af knoppede kviste,
Let genkendelig i bar profil.
3048. Heldigt og usædvanligt træf,
For lærketræer ses oftest høje
Udenfor nærsyn og rækkevidde.
3049. Men her stod de så, serievis,
Med små skud i snudehøjde,
Vinkende i solen som sirener.
3050. En enbo, han- og hunkogler
På samme træ, modstillet,
Små og tætte ind på veddet.
3051. Synet af dem i mildt farvechok,
Hunkoglen en pink minipagode
Med dækblade i pinseliljegul;
3052. Sat oprejst i et Boticelli-leje
Af chartreuse-sarte nynåleskud
På sprødt fosterpergament.
3053. Overfor en lille pjusket han,
En sensation i samme palette,
Gul stribe midt i samme pink.
3054. Her må gribes dybt i gloseposen
Efter det åbenbare, det indlysende,
men ubekvemme begreb i samtidspoesi;
3055. Sværmerisk og overæstetiseret,
Naivt og blind for verdens brutalitet,
Bandlyst siden mine teenagedigte;
3056. Men her så de tvekønnede lærkeskud
Bon-bon’er i bolchefarvet tivolieffekt
Klædt på til sex med em af yndighed.
Nyt i Index Titusind:
Lærketræ ◦ 3046, Træfigur ◦ 3047, Rækkevidde ◦ 3048, Sirene ◦ 3050, Enbo ◦ 3051, Nåleskud ◦ 3052, Palette ◦ 3053, Begreb ◦ 3054, Brutalitet ◦ 3055, Yndighed ◦ 3056.
Prunus avium, stamtræ
Prunus avium, stamtræ
3044. Et skud af fuglekirsebær,
Et dusin runde knopper
På en sprængfuld kugle
Af kompakte miniaturekål;
Blød grøn med rødbrun
Dækbladsrand, hvidtandet
I den lune forårssol.
3045. Ungskud, primus inter pares
Af træ- og slægtsvitalitet,
Latent blomstringsskraft
I titusind generationer
Af homo-historisk tid,
Et flygtigt mys på panden,
Mit stamtræ, på vej frem.
Nyt i Index Titusind:
Fuglekirsebær ◦ 3044, Stamtræ ◦ 3045.
Prunus yamazakura, arvetræ
Prunus yamazakura, arvetræ
3038. Varmt vinrøde blosterblade,
Bacchusfarvet blomstervæld
Dråbeformet skudspændt knop
Sat treforket i et løvspring,
Der ilter ud i frühlingsgrøn.
3039. Opslugt i håndholdte lommeapps
Med løbende løvspringsudsigter,
Kalkulerer apeks blomstringstid;
Kult- og kalenderplanlægning af
Picnic, ritual og meditation.
3040. Træernes blomstringsdage noteret,
Dendrologisk indsamlet, tabuleret
Hvert år siden det 9. århundrede
Vitale data om nationens arvetræ,
Det japanske bjergkirsebær
3041. En civilisation ærer sine træer,
Lader dem vokse ind i sproget
I ord for årets fejring af kirsebærløv
Eller nattens kirsebærblomsterfest
Og ord for blommetræers ditto.
3042. Fælles stamtræ til vores mirabel,
Oldkinas symbol på alt forbigående,
Blomstrer hos os i motordrevne drøn,
Ja, det forbikørende har vi styr på
Langs veje mod blå horisonter.
3043. Vores ene ceremoni, et livsmoment
Blandt dagens ting at stå vidne til:
Et trekløver af rosa knopper på
Terrassens lille prunus i skud,
Strøby Strand, 14. april 2026.
Nyt i Index Titusind:
Ilte ◦ 3038, Blomstringstid ◦ 3039, Japansk bjergkirsebær ◦ 3040, Blommetræsblomster ◦ 3041, Løvspring ◦ 3042, Trekløver ◦ 3043.
Se også: Livsmoment.
Påskepollen
Påskepollen
3035. Få væsner modstår så megen lemlæstelse,
overlever så mange amputeringer,
spyr så megen proteinspændt sæd,
har trukket så lange pollenspor
i palæoarkæologisk og proto-civilisatorisk tid,
sat så mange museglatte, grå,
og siden gule gæslingskud
af pikknoppede støvdragere
som seljepilen.
3036. Samaritansk barmhjertighed til
udmarvede dronninger og skuttende
knogleskøre mennesker,
der bevæger sig ud i den rå luft
efter gyldent lys, vindbårent korn
og pollenstøv.
3037. Skovfulde ødsel fertilitet
af kronbehængte foderofre
til planteliturgisk ritual og hedensk fest,
fordi intet fænomen, ingen selvopofrelse
eller radikaliseret gavmildhed er større
end årets første skud
af påskepollen.
Nyt i Index Titusind:
Gæslingskud ◦ 3035, Seljepil ◦ 3035, Pollenstøv ◦ 3036, Offer ◦ 3037.
Den episke beretning om hvordan et fjermøl overlevede en havekatastrofe
Den episke beretning om hvordan et fjermøl overlevede en havekatastrofe
3022. Der er det med blade,
de visne, våde, hvirvlende,
ophobningsmaksimerende, bunkeansamlende
i alle sprækker tætpakkende
falmede blade fra i fjor,
3023. At de er alle vegne
som skjul og overvintring
for en overflod af biller
fluer, møl, larver,
æglæggende, hisøgende, knopskydende,
i det hele taget
formerende og fouragerende
mikrodyr og astronomiske
befolkninger af bakterier,
3024. At jeg lader bladene ligge
vinteren over
men til sidst, ved jævndøgn,
selv udpakket af mit vinterbo
får en helt ubændig
pavlosk zombie-trang
til at se, hvad bladene skjuler,
blotlægge jorden under
kort sagt, til rive blade sammen,
køre dem ud i alle hjørner af haven,
tilmed en atavistisk form
(måske jeg har en civilisatorisk rest)
af havedominans
og ordenstvang,
3025. Fordi skyldbetynget må jeg erkende,
at alt hvad jeg laver
alligevel ser ud til at ende
i orden,
altså anti-entropi,
3026. Når jeg hvert år fjerner blade for
at se småskud
blege planter, buskkonturer,
havens små pejlemærker i
tynd sol,
således også i år
mine tyve børfulde blade
kørt i bunker
til termofil mikrobefest,
3027. Mit redskab er en ekstra bred
fordi ekstra mange blade
løvrive
et blødtandet monsterinstrument,
der flår dækket af alle skjul,
i et nu endevender tusinder,
titusinder
vinterhi, sætter alt mikroliv
på gaden,
plænen.
3028. Det ville være så let
at overse hende,
rits-ratsjen med riven
rundt en tue frostnippet citronmelise,
var det ikke for en svag flakken med
den ene vinge
ville hun have lignet
ethvert andet lille fnug,
en skal, en stilk, et strå,
gulbrun planterest uden enhver
tænkelige værdi
og interesse i human optik,
3029. Og jeg ville aldrig have set hende
hvis ikke det lige var den vinge,
centimeterlang,
helt ned i jordhøjde,
der lige flagrede ud i en vinkel
bare et øjeblik,
antog en vinkelret form til den
anden vinge
og derfor fangede mit blik
fordi intet blad eller stilk
kan bukke på midten,
3030. Og alle disse episke hændelser
fordi,
eller for at illustrere
hvor lidt
eller måske rettere
hvor meget,
vi ikke ser,
3031. Som nu det lille vink
straks genkendt, heldigvis,
som et medlem af fjermølfamilien,
vinger holdt ud i en ret vinkel
med kløftet mini-fjerdusk i spidserne,
stadig kuldedvask
og derfor let at sætte i
en petriskål.
3032. To dage står hun på havebordet
tilset flere gange dagligt,
luftet,
indtil hun bliver fotograferet, identificeret
verificeret som snerlefjermøl.
3033. Og jeg havde jo håbet på
at hun ville folde vingerne ud
af sit vingekogger,
vise de to par hvide fjer,
en af insektlivets helt store
(små) skønheder,
3034. Men altså, ikke til mig
ikke i år,
og jeg tænker,
det sgu også i orden,
hold på dine private former,
med hvilken ret
(forventning) (magtmiddel)
skal det udstilles for mig;
jeg løfter glaslåget af skålen
en time senere er hun væk;
haven er et livsfarligt domæne
og ophold sker
på andres nåde.
Nyt i Index Titusind
Blade ◦ 3022, Bakterier ◦ 3023, Jævndøgn ◦ 3024, Entropi ◦ 3025, Termofili ◦ 3026, Vinterhi ◦ 3027, Citronmelise ◦ 3028, Blik ◦ 3029, Hændelse ◦ 3030, Fjermølfamilie ◦ 3031, Snerlefjermøl ◦ 3032, Fjer ◦ 3033, Magtmiddel ◦ 3034.
Syv scoop rabarber
Syv scoop rabarber
3015. Jordenzymer bagt op i høje hertz
Vibrerer vissent løv og muld i
Frekvenser lig et molekylemyg;
Hør, de blanke, røde rabarberæg,
Der svulmer op fra plantesoklen,
Bryder jordens skorpe, sprækker ud;
Hvad er denne lyd, det første skud.
3016. Rabarberfostrets hinder revner,
Et sært og halvt udformet væsen,
Halvt nød, halvt dyr i kapselform
Med snuder og labber i rustrød glans;
Se, vindinger stræber ud i forårssol
Får skuddet til at ulme i solens skær;
Mavet frem med snotten få tommer nær.
3017. Ungskuddet udvokser snart sig selv
Anaerobisk cellerødt skifter farve
Til grønligt oxyderet plantevæv,
En fedtet globe af kimbladsskrus
Multiplicerer sig ud i verden
Med en energi vi gerne kalder skub:
Kraften klæbrig glat ved fingergnub.
3018. En knop stikker frem af lun kompost
Solen varmer og væksten gløder,
En krøllet kant en hvælvet top;
Her er godt at være, her lugter tæt
Af gæring, af jordiske processer;
En vækst vokser til i eget skind,
Vi ligger her og suger duften ind.
3019. En ministængel har rejst sig op,
En anelse om et færdigt individ,
Allerede omrids af et krøllet blad,
En flig i ægte rabarbersignatur
Changerer kermesrød i cremet hvid
Indfattet i en pergamentbrun skal;
Smagen hvinende sur, et syreknald.
3020. En spids, kermesrød som hæmoglobin,
En form uden match, ex arketyper,
Kun visse beder, lidt kål, kan ligne
Til fælles med juvenile bregner;
Et blad i magisk udfoldet forandring,
Der kun kan ses og som syntes skabt
Til de af os med sjette sans intakt.
3021. Et multivæsen rejser sig af førnen,
Genetisk kodet, kødfuld og saftiggrøn
En sammenklipning af alle skabninger
I flimmer fra alle stadier; rabarberen
I det ekspanderende planteunivers
Passerer ind i sit syvende scoop;
Jordhøjde, Strøby Strand, digtersnoop.
Nyt i Index titusind:
Jordenzym ◦ 3015, Kapselform ◦ 3016, Anaerobisk ◦ 3017,
Gæring ◦ 3018, Surhed ◦ 3019, Hæmoglobin ◦ 3020, Rabarber ◦ 3021.
Forårssol over frostsprængte marker
Forårssol over frostsprængte marker
Årets småtider nr. 7.
3006. Marts har altid været
den brutale måned,
Konturløst land med lidt rest
af liv fra forrige års
Konditionering og præparering;
3007. Uden biomasse til kvalificeret brydning
Af den indkommende forårssols
strontiumoptimerede
stråler procesført ind over maskinelt optrukne
maskinfurer
i jordskorpen;
3008. Krystalliseret og aktiveret
som toksisk frisson
Til lidt fotosyntese i milliarder af
klonede frø med coating
af omnicider.
3009. Sært sådan at se solen stråle
muligvis manipuleret
I hvert fald uden modspil
koldeksploderet ud over
det af gammel vane, mest af
sproglig tilvænning
arkaisk
kaldet en mark;
3010. En kemisk opkvalificeret afgrødeflade
i den hvide forårsmorgen af
solsprængte iskrystaller i giftgelering
At forstå sådan, at rimfrost
nu til dags
i afledt sprøjtemiddeleffekt,
Tror jeg,
er muteret til gummimembran
Trukket ud over jorden,
biologisk set
Nu næppe i live,
i klinisk forstand
kun afsyrede korn af mineraler
kittet sammen
af hvid substans;
3011. En kemisk skorpe
over
et teknisk mindstekvantum
Af fotosyntetisk reaktiv
gødningshungrende, substansafhængig
cellestruktur.
3012. Avl af roer
til sukker og ensilage
én gang om året
For hvilke en analyse af duelighed og
kvalitet som bioindikatorer
entydigt peger på nytteværdi
tenderende mod nul
For slutprodukt herunder procesfremstilling
og andre afledte omkostninger
som helhed;
3013. Mens resten af året, braklagt,
bortset fra at brak
betyder regenerering,
Men her er ingenting;
bare brakløs solitude
En brutal morgen i marts;
3014. Med forårssol over frostsprængt mark
i lydløs eksplosion
af koldt lys
Ud over fladskabets
perfekt ensformige og formålsrettede
i sin essens udramatiske,
stiltiende
snigende
nådesløse
tomhed.
Nyt i Index Titusind:
Måned ◦ 3006, Jordskorpe ◦ 3007, Krystaller ◦ 3008, Mark ◦ 3009, Rimfrost ◦ 3010, Substans ◦ 3010, Cellestruktur ◦ 3011, Sukker ◦ 3012, Morgen ◦ 3013, Morgen ◦ 3013, Frostsprængning ◦ 3014.
Hortus ex machina
Hortus ex machina
3003. Den civilisation, der er min,
Har to kernebegreber:
Kultur og natur;
Den ene ophæver den anden.
3004. Det samfund, der er mit,
Har to kernemetaforer:
Haven og maskinen;
Den ene fortærer den anden.
3005. Det sprog, der er mit,
Har to kernesubjekter:
Jeg og ieg;
De taler i mig gode dage.
Nyt Index Titusind:
Civilisation ◦ 3003, Samfund ◦ 3004, Jeg og ieg ◦ 3005.
Indre landskaber
Årets småtid nr. 6
3001. Der er sandhed ved
store landskaber
der rammer mig fysisk
i hjertet.
3002. Der er klarhed i
de første krokus
Der strammer mit øje
året ud.
Nyt i Index Titusind:
Sandhed ◦ 3001, klarhed ◦ 3002.
Haven som metafor
Haven som metafor
2992. Ved det første grå dagslys
kryber jeg ind i hak
med min krysalis kone;
sammen flyder vi bort
i drømme hvor ingen
metaforer findes.
2993. Vi vågner hypnagogisk
vingerester i vores armhuler
symboler svømmer
i sprækkerne i hendes
obsidian øjne.
2994. I drømme så jeg
de tre kategorier
af metaforer komme til mig
stå omkring sengen
indtil de nu er opløst
for altid.
2995. Vi er en enhed
af tid og rum
verden er i os
og omkring os;
Imellem os
tyktflydende luft.
2996. I genboens have går
en ung råbuk på græs,
i uforstyrret ro
med et gevir som en puppe
af polstret grå pels.
2997. Jeg åbner haspen
slo-mo, skubber vinduet op
til en dryppede regnvåd
have i hestens år.
Nyt i Index Titusind:
Krysalis ◦ 2992, Armhuler ◦ 2993, I drømme ◦ 2994, Tyktflydende luft ◦ 2995, Gevir ◦ 2996, Regnvåd ◦ 2997.
Kvanteorganik
Kvanteorganik
2998. Svaler parrer sig i luften,
Fart i den anden dimension;
2999. Neuroner knitrer i hvid støj på
Kvanteorganisk klik-klok frekvens;
3000. Ingen ved, hvad en svalehjerne gør
To millioner gange i sekundet.
Nyt i Index Titusind:
Dimension ◦ 2998, Kvanteorganik ◦ 2999, Svalehjerne ◦ 3000
Begyndelser – litterær ambition i otte punkter
Begyndelser – litterær ambition i otte punkter
På de ark, hvor De titusind tings bog opstod som færdigt koncept, har jeg noteret mine litterære ambitioner stillet op i otte punkter. Det var som om jeg vidst, at jeg var nået frem til deres sandhed eller tomhed; enten er det nu, eller for altid tavs.
2983. (i) At skrive historien om hvordan Bibelen blev skrevet (med hensigt at arbejde på bogen bosat et sted i Himalaya).
2984. (ii) At skrive et langdigt – også som eremit et sted.
2985. (iii) At lave en bog om naturen og de naturlige tings bevidsthed.
2986. (iv) At lave min egen form for haiku’er, som jeg vil kalde epifanien.
2987. (v) At skrive en lovsamling – kaldet De danske naturlove – skrevet fra “de andres” synspunkt, altså, hvis nu fuglene eller ormene kunne skrive en lov...
2988. (viii) At finde mellemformen (eller syntesen) mellem lov og digt (fordi de har meget tilfælles).
2989. (vi) At skrive en bog om haven og den kropsliggjorte (embodied)bevidsthed. Jeg kalder denne bog for “Hjernen er i den grad en grøntsag”.
2990. (vii) Som så mange andre forfattere at finde den selvgenererende historie.
2991. Nederst i margenen har jeg skrevet:
“Jeg er en ormegaard. I contain multitudes.”
Dateret 16.2.2023.
Nyt i Index Titusind:
Himalaya ◦ 2983, Eremit ◦ 2984, Bevidsthed ◦ 2985, Epifani ◦ 2986, Naturlove ◦ 2987, Syntese ◦ 2988, Hjerne ◦ 2989, Historie ◦ 2990, Ormegaard ◦ 2991.