Forfatter: Jacob Gammelgaard

Gødel Kanal, sensommer, den 10. august 2026

Forfald i 21 sanser       

       I

3185.  De fortabte strå, tomme hylstre,
       gabende saltsprukne skaller,
       vindstridte aks, de udtømte frø.

3186.  Sensommer og indtørret alder,
       ve visner, svinder og forgår
       i rigets fjerde inkarnation.

3187.  Til alle dem, der vokser og står
       tilegnes vores køn og stilkethed,
       vos skrumpne pragt og herlighed.

       1-7

3188.  Ieg har forblæst og fnokket hår,
       ieg var første sans for al slags vejr,
       for vind, for regn og jordes væde.

3189.  Mine aks har tyngde hver især,
       jeg var anden sans for karbon,
       for enhver energi i alle celler.

3190.  Ieg er moden, bærer mit afkom,
       ieg var tredje sans for luft og ilt,
       for al værens liv og ligevægt.

3191.  Ve er vores sted, vi vokser vildt,
       ieg var fjerde sans for biokemi,
       væv, processer og intelligens.

3192.  Ieg er arret og mangler symmetri,
       men ieg var sans for tyngdekraft,
       for skønhed og form og balance.

3193.  Ieg havde blade og stængelsaft,
       ieg var den sjette sans for varme,
       for kulde og årstiders kommen.

3194.  Ieg har ikke forfaldets charme,
       men jeg var sansen for følsomhed,
       den syvende, om al beskaffenhed.

       8-14

3195.  Ieg var fytomedicinsk alarm,
       ieg var ottende sans for heling
       af bid, sår og de ni trin i døden.

3196.  Mine tomme rør til bærforvaring,
       ieg var sansen for faresignal,
       giftblander og insekticid.

3197.  Et ranglet ris fra Gødel Kanal,
       ieg var sans for tryk og vibration,
       væsner der lander, fjender der går.

3198.  Stivnet, forvreden mutation,
       engang var jeg sans for duften,
       lokkemiddel og kaldesignal.

3199.  Viltre tråde stritter ud i luften,
       ieg var sans for elektricitet,
       kender af stråler, impuls og lys.

3200.  Afbleget blomst, af jordens bonitet,
       engang var jeg plantens sans for tid,
       tid som sted, tid som cellekraft.

3201.  Ieg er silketråde i mælkehvid,
       ieg var væksters sans for rum og sted,
       i luft og vand og jord til evighed.

       15-21

3202.  Uld på stakke og stænglers ved,
       ieg var sans for ven og slægt,
       for frugter, pollen og formering.

3203.  Blosterhjulet stadig grønt og kækt,
       ieg var planternes bestøversans,
       der skabte vores form og farver.

3204.  Ieg er udsøgt, se min blomsterkrans,
       ieg var planters sans for individ,
       vores selvhed og status som væsen.

3205.  Ieg er endnu et skin af selvtillid,
       ieg var sansen for artserfaring,
       vos der knækkede genomets koder.

3206.  Ieg var sans for selvkoordinering,
       frøene rasler i min tørre skal,
       se mit udtryk, min egen harmoni.

3207.  Ieg er forvreden, i fuldt forfald,
       Sæden sortnet, årets skud forgået,
       ieg er al begyndelses princip.

3208.  Ieg er visnet, ieg er genopstået,
       ieg er vores sans for duelighed,
       planters enorme ustyrlighed.


Nyt i Index Titusind
Skal ◦ 3185, Forgå ◦ 3186, Skrumpe ◦ 3187, Forblæst ◦ 3188, Karbon ◦ 3189, Modenhed ◦ 3190, Biokemi ◦3191, Arret ◦ 3192, Årstid ◦ 3193, Følsomhed ◦ 3194, Heling ◦ 3195, Faresignal ◦ 3196, Ris ◦ 3197, Mutation ◦ 3198, Impuls ◦ 3199, Sted ◦ 3200, Rum ◦ 3201, Formering ◦ 3202, Blosterhjul ◦ 3203, Individ ◦ 3204, Artserfaring ◦ 3205, Harmoni ◦ 3206, Forfald ◦ 3207.