Kaprifolie – for kosmopolitter
Kaprifolie - for kosmopolitter
I
3107. Se, et gulgrønt farvet fad med frugt:
Tre giftigt orange gedebladsbær
Stadig med skorper af blosterrest,
Dengang blomsten åndede aftenduft.
3108. To sammenføjede blade som en skål
Med mælk- og solbærfarvet rand
Og et symmetrisk snit på tværs:
Purpur cicatrice, et klinket skår.
3109. Føde for fugle med tilvænningstæft:
To rækker à tre gule knopper,
Plisseret prangerpung, sæk med vin
Gærer af næring og plantegift.
3110. På sin stilk en koncentrisk bladkopi
En dobbeltdækker på en nabostængel
Båret oppe i skivens midterpunkt,
Et kagetårn med bitre sager indeni.
II
3111. Kaprifolien ser jo ud som om
Den begiver sig steder hen;
Det ligner at den vil mig noget
Og be’r mig om at følge den.
3112. Vi turer rundt i taxonomer,
I slægtled og familiegrene;
Vi gør som kosmopolitter skal
På dannelsesrejse i klimazoner.
3113. Beundrer antallet af sorter og arter
Og blomsteranatomiens fællestræk;
Vi studerer blad- og bestøverform,
Fortaber os i bjerge og haver.
3114. Sidst på sommeren tilbage igen
Hos vores egne gedebladsvækster,
De sidste langfingrede blomster,
Bandsatte vidjer og ribsrøde bær.
3115. Her mærker jeg endnu bedre end før
Energien mellem os og planter
Fortættet tilstand af civilisation
En dyb og gensidig vegetation.
Nyt i Index Titusind:
Gedeblad ◦ 3107, Cicatrice ◦ 3108, Plantegift ◦ 3109, Bitter ◦ 3110, Kaprifolie ◦ 3111, Klimazone ◦ 3112, Blomsteranatomi ◦ 3113, Vidje ◦ 3114, Civilisation ◦ 3115.
Grøn bredtæge i biologisk perspektivforskydning
Grøn bredtæge i biologisk perspektivforskydning
3099. Forleden dag på kravletur
Mødte jeg den grønne bredtæge
Da han trådte årvågent frem
Til kanten af et kulsukkerblad.
3100. Der stod han ferskgrøn og nuttet
På sine seks rød-grønne tæer
Viftede med antennens sort-røde stav
Udover haveskrumlet nedenfor.
3101. En krop som et økologisk bådskrog,
Benpar fæstnet til den grønne køl,
En fladtryk snude som en hjælm,
Det sorte øjekugle på sin stilk.
3102. Et mildt udtryk i sine væsenstræk:
Nysgerrig, overbærende, ikke sandt,
Som en veganer ved morgenbordet
Saftsugende ud på det grønne ocean.
3103. Vi ser helst verden ovenfra,
En tragiske trang til frit udsyn;
Uden tvivl har vi altid været mere
Til landskaber og end til biller.
3104. Men set nedefra og op
I omvendt morderisk perspektiv
Forekommer det mig helt klart
At billebefolkningen bør stå højst.
3105. Så ville hele verden svulme op,
Landskaber eksploderer i mikroperception;
Hensynløs udsigt vil vendes til indsigt, og
Grundloven give dobbelt borger- og billeskab.
3106. Herhjemme tager jeg mine forholdsregler:
Lader skyer sejle forbi over himlen,
Lader haven formere sig i store træk,
Mens jeg selv driver ind i billesfæren.
Nyt i Index Titusind:
Grøn bredtæge ◦ 3099, Stav ◦ 3100, Snude ◦ 3101, Væsenstræk ◦ 3102, Frit udsyn ◦ 3103, Billebefolkning ◦ 3104, Mikroperception ◦ 3105, Billesfære ◦ 3106.
Græshoppen som arkesensorisk erfaring i poetisk form
Græshoppen som arkesensorisk erfaring i poetisk form
3092. Græshoppen er eneste insekt
udover guldsmede
Med et mekanisk kropsudtryk,
jeg mener,
I sin motorik og kropsartikulation,
sammenlignelig
Med en teknisk indretning,
jeg mener,
I stand til bevægelser og
kraftudtryk,
Der er umulige i fysisk forstand,
altså forstået som
Hurtig, rykvis og slagagtig
retlinjethed
Og derfor helt anderledes
og uopnåelig
For en animalsk muskulatur,
der afvikles
Glidende og adræt i varmblodet
organik.
3093. Græshoppen har en særlig
affinitet
Med primater, vil jeg tro,
fordi
De har et udtalt bipedalt
princip
I ren og superarkæisk
form
Med samme ortopædiske
(tekniske)
Funktion som en katapult,
altså
Fjeder til oplagring af kraft
i skaft/sener
Og udløsning ved låsemekanik
i knæled
Med en næsten pyroteknisk
effekt,
Der kan skyde sin græshoppe ud
tyve gange
Egen kropslængde og med en
acceleration
(Velsign de entomologer, der har
regnet den ud)
Målt til hele 20 G.
3094. På lur i mit solhede sommerbed
strå og stilke
I gulnede farvede og sommerfugle
blafrende
Omkring med bier og fluer
klavrende
Rundt i blomsterrør og honning
i evokation
Af en svunden naturoverflod
møder jeg
To græshopper, sikkert nymfer,
fra superfamilien
Langhornede retvinger, kaldet
græshopper
Af helt usædvanlig
må jeg sige
Diskret og bjergtagende
skønhed
For den heldige, der får se
det højeste
(og ældste)
Af alle evolutionære pletskud
fordi
Intet væsen måske
(bortset
Fra lungefisk og vandgran)
mestrer
Sin geologiske tidsalder
bedre
End græshoppens 20.000
arter
Og få insekter er mere
superfint
Fossilerede helt tilbage til
Trias
Med 300 millioner år på sit
geologiske ur.
3095. Immobil som kun insekter
kan
Med trådtynde og fiberspændte
led
Et multisensorisk individ
opfanger
Tryk, lys, lugt, muskler,
bevægelse
Og varierende intensiteter af
luftmolekyler;
Smag og lugt hos dem,
tænker jeg,
Er synæstetisk luftbåren:
Tænk
Tyktflydende duftfortættet
sommermorgen;
Altså en kombosans, der
overrisler
Insektets krop med fysisk taktile
intensiteter,
Til måling af kvaliteten i
græssets
Vibrerende elektricitet
opfanget
Af arkesensoriske organer
hypermærkende
På ben, bryst, horn og gennem
panserskår.
3096. Et arketype insekt ud af to
håndfulde
(Sådan lærte vi at tælle,
at berøre,
Med hænder blev vi
intelligente -
Men lad os kalde det
et benspænd
Et greb fra tre eller fire
benpar
Underlagsvurderende og
sanseførende
Multivalente og intelligensformende
insektklør):
Fluen, hvepsen, bien, mariehønen,
guldsmeden,
Edderkoppen og sommerfuglen:
Disse syv,
Men græshoppen står os
nærmest
I sin mytologiske og historiske
magt
Som intet andet væsen.
3097. I mit strå- og blomsterbed
raster
en sprød, liflig forårsgrøn
krumknivsgræshoppe
På et kulsukkerblad:
Ah, se
Hendes lange fotonsmagende,
lodrette
Luftskummende, befølende
filamentstynde
Dobbelt kropslængde sortprikkede
følehorn.
3098. To meter derfra endnu et harmonisk
individ:
En buskgræshoppe i brunt og gråt
legionærkyrads,
Lange ben bagud, følehorn fremad,
kroppen kompakt
Fremadlænet, livskompetent og
sublimt selvtilstrækkelig
For hvem mennesker (jeg)
er non-signifikante
(I biologisk og perceptorisk forstand)
grænsende til
Apokalyptisk ligegyldighed,
men mennesker
Med antennerne oppe
kan
Lytte med på genomets
syvende sans
For det jordiske livs
uendelighed
Og evolutionens totale
triumf.
Nyt i Index Titusind:
Græshoppe ◦ 3092", Varmblodet ◦ 3092, Bipedal ◦ 3093, Naturoverflod ◦ 3094, Trias ◦ 3094, Luftmolekyle ◦ 3095, Elektricitet ◦ 3095, Arketype insekt ◦ 3096, Insektklør ◦ 3096, Krumknivsgræshoppe ◦ 3097, Buskgræshoppe ◦ 3098, Evolutionens totale triumf ◦ 3098.
Kodriver – om lys og sted som immanent erfaring
Kodriver
Om lys og sted som immanent erfaring
“People and plants have in them particles of light
that can become coherent, that can radiate out
physically …”
Mei-mei Bersenbrugge
3089. Min tidlige barndoms mest
lysende plante
min planteerfaring over dem alle,
kodriveren
den hulkravede, slankstilkede
smørgult
klasede med den filtede dybgrønne
roset
af mønstrede tykke blade,
sartgrøn
stilk, rank, glat og bladløs,
behængt
med skærme i hvidgrønne
foderaler
til den tandede blomst, det
orangebestrøgede
svælg kun synligt liggende
på maven.
3090. Smørblomsten havde gyldent
genskin
under vore hager i varmt
solskær,
men kodriveren lyste selv op
som form
hver gang jeg traf den i
skoven,
i grøfterne, de gulknappede
blomsterrør,
der gav mig denne intense
indsigt,
at hver plet jord og håndfuld
luft
er fyldt ud til randen af
ting,
som det støv, kun børn kan
se,
gemt i lommer, æsker og
øjeceller.
3091. For omkring fem år siden i
en drænkanal
traf jeg en stand af kodrivere
ikke set
siden barndommens indviede
steder,
men den samme hjertehop
af glæde
ved gensynet og opgravning
i skumringen
af to klumper i strid mod ordens-
reglementet,
der nu begge spirer frem hvert
forår,
deres gule tænder, deres fingerkys
i luften,
der sender os et kemisk skud
vegamin,
som et biologisk bevis på at
åbenbaring
kan komme til os i form af en
grøntsag,
der er fuldstændig virkelig
hver gang.
Nyt i Index Titusind
Kodriver ◦ 3089, Skærm ◦ 3089, Blomsterrør ◦ 3090, Støv ◦ 3090, Drænkanal ◦ 3091, Hjertehop ◦ 3091.
Se også: Vegamin – en neurotransmitter.
Vibedans – i mindeflugt
Jeg er viben - i mindeflugt
3081. Som dreng ville jeg være vibe,
i al fald til fastelavn,
udklædt med en fuglemaske,
som dem derude på strandengen
ud til det labbende vand,
hvor viben slæbte sin vinge
i skuespil og snedig list
for at beskytte sig selv
og måske mig med;
Genopført som fugledans
til fest i fuglekostume
med topkam og hovedpryd
og mine stækkede vinger,
som viben, min ven,
min talisman.
3082. Femogtres år siden min maskedans
til fuglens ære og atter på vej
gennem det vestjyske landskab
fanges øjet af en sort/hvid
flagren i luften, som en
kolossal sommerfugl,
for viben ser ud som om
den svinger en sort bærepose,
én fra hver vingespids
med luffer på.
3083. En brus af sympati fra min sjæl,
eller hvad der er tilbage
af min barndom,
spiler ud bag rattet:
En vibe i flyvershow
i farten et rul om på ryggen,
et dyk, en lækker manøvre;
og bag ruden den lille dreng,
lykkelig i gensynet og
tryg ved verden.
3084. Mursejleren knytter verden sammen,
cirkumglobal vandring og vågen
over os, dens kredsløb og kræfter
forbinder årstiderne,
sætter sting i sfærerne
vild og fjern i skrigende dyk;
Men viben er min egen,
med sine vinger, sin kække nakkedusk,
stikker han livet sammen i begge ender;
den omtumlede barndom,
i fremdrift og afdrift
fra strand og glitrende sol
over horisonten bag Ærteholmene,
til den lange tilsmalning
af intens mikro-opmærksomhed
om al tings beskaffenhed
og tilbageblikkets sirener
i mindeflugt.
3085. Dagen derpå kører vi ud
på fuglereservatet; jeg ved det,
undskyld, undskyld
mine uanseelige midler,
som i krig og katastrofe,
men her er dog lidt plads
og lidt ynglefred; og noget
må være rigtigt, trods alt,
selvom vibetallet er svundet
gensidigt tragisk i min levetid,
for straks er viberne på færde
i flugt, i bad, på våde banker;
Min forbundethed gengældt
i mellemartslig forstand
af hans flagrende figur
og klare to-tonede pift,
der er barndomsmening nok,
sådan som den nu er,
fra dengang til vibedans.
Nyt i Index titusind:
Vibe ◦ 3081, Topkam ◦ 3081, Vingespids ◦ 3082, Dyk ◦ 3083, Kredsløb ◦ 3084, Nakkedusk ◦ 3084, Banke ◦ 3085, Vibedans ◦ 3085.
Snudebille under fire indkøbsøjne
Snudebille under fire indkøbsøjne
3086. Mit øje trænet og klinet til
enhver form
for mikrokommotion opfanger
straks
en multibenet miniforstyrrelse
på vej
op ad midtersprossen på
en indkøbsvogn:
Umiddelbart genkendelig på
øjenskiver
og fremskudt tubetud som
en snudebille
frosset ved synet af en
monsterflade
af hud og hår, overludende,
mobilfumlende
(og begejstret mumlende), som
begaver mig,
vognskubbende og sommerklæbrig,
med årets
største shopping begivenhed.
3087. Der er noget immanent
nuttet
over snudebiller, noget med
dyrebørn
med disproportionalt store øjne i.f.t.
kropsomfang,
altså den velkendte bambieffekt,
(i sjældne tilfælde
også fra blomster (*) fugle, sommerfugle),
Så
hvorfor snudebiller har
store øjne
og den komisk klovnede
snabeltud
ved jeg ikke, men
resultatet
er et ansigt vi kan
læse noget
ind i (misforståelser, f.eks.)
eller empati,
fordi vi ikke spiser, maser, kvæster
væsner
med store øjne (kalve undtaget).
3088. Så meget desto mere
serendipitet
at se denne snudebille
centreret
i mit shopping tunnelsyn,
hvor
hun efter lidt befippelse
tripler
sidelæns elegant styltet,
mens jeg
krabber ind i Rema 1000,
som altid
latent udforskende alle
digtråvarer,
får en dristig plan, endda
på rim,
for hvad kunne der ikke ske
på tur
til det indre Dagli’ Brugsen.
Nyt i Index Titusind:
Snudebille ◦ 3086, Snabeltud ◦ 3087, Synsfelt ◦ 3088, Sidelæns ◦ 3088,
Fugletoilette
Fugletoilette
3076. Hør, kan du gætte
Hvilken fugl, der gør
Sit morgentoilette
Uden for min havedør?
3077. Hun tripper ud i dammen
Dypper sine vingefjer
Forsigtigt som madammen,
Der hader våde tæ’r.
3078. Hun basker sine vinger
Sprøjter vand i solen,
Hun ryster sig og svinger
Op i make-up stolen.
3079. Skjult for spurvehøg og kat
Netter hun sin farvepragt
Og får sin fjerfrisure sat
På den fine flyverdragt.
3080. Færdig med sin morgenflid,
Vasket, fint kæmmet og ren,
Skider hun en fugleskid,
Og vips, den tomme WC-gren.
Nyt i Index Titusind:
Morgentoilette ◦ 3076, Dam ◦ 3077, Vand ◦ 3078, Fjerfrisure ◦ 3079, Fugleskid ◦3080.
Lærketræ
Lærketræ
3075. Lærketræ
Hunkogle indfarvet som hanskud,
Begge ligner ufriserte bolcher;
Nåletræ behængt med cocktailbær.
Lærketræ
Chok af kulør og træskabt charme,
Kaster sand i mit kulturkoncept;
Træet er den første civilisation.
Nyt i Index Titusind: Lærketræ ◦ 3075.
Se også: Epifani, Lærkeskud, larix sp.
De syv skud
De syv skud
3070. Sagen er jo den
at træer vokser os
over hovedet;
Vi er ikke lavet
til at stå ansigt
til ansigt, eller,
tro med metaforen,
stå på lige fod,
fordi det, der er op
hos os, er ned
hos dem; fysiologisk
står træer på hovedet
i jorden og vokser
baglæns op,
rent biologisk.
3071. Netop højde gør
træernes skud
til et resultat
af formålsrettet
opstigen, opklatren
for at hænge
arm i limber
skud for øje
til indsigt i
slægtens oprindelse
og arternes vilkår
i en dunet knop,
en slagfærdig kogle.
3072. Sagen er også den
at træer vokser
bag om ryggen på os
i bevægelser vi
ikke forstår;
Med formål vi
ikke ænser
lever de i limningen
af vores bevidsthed
ind mellem lagene
af junkcivilisation;
Multikønnede individer,
der mærker sig frem
over os, under os
overalt omkring os
3073. Uden træer, ingen os,
ikke noget at klatre ned fra
for nu at begynde et sted,
ingen ild, intet bål,
ingen trækul, ingen lanser
ingen både eller broer
uden træer var mennesker
blot en fossil art
af hominider,
og iøvrigt helt
uden stamtræ.
3074. Derfor, hvert forår,
ryg og muskler geleret
af vinterens efterslæb
i hule knogler, må
jeg ud af fylde øjnene
og tilse sjælen
for at bære vidne
til de skære, de skønne
lydløst spirende
sart spædgrønne
syv skud visdom:
Et til hver sans,
den sjette til livet
og det syvende skud
til en morgen
under det blå
firmament.
Nyt i Index Titusind:
Fysiologi ◦ 3070, Kogle ◦ 3071, Bevægelse ◦ 3072, Stamtræ ◦ 3073, Firmament ◦ 3074.
Inkarnation magnolia
Gæsling magnolia
3003. Plantepuppe
i filtet foderal
Hvidt pelset
til kuldeværn
Kondensprikker
på fimrehår
Kulstofkredsløb
i inkarnation
Blomstringsrus
til kronforfald
Arketype
for jordisk liv
Syvende skud
for evighed.
Nyt i Index Titusind: Kulstofkredsløb ◦ 3069.
Røn, kernetræ
Røn, kernetræ
3065. Titusinde forårs
ungskud af røn
dunede svøb
i hvide fimrehår
på folder af filt.
3066. Sand, grus, klippe,
sne, kulde, bjerge
frostvant, slægtsrig
Eurasien til Tibet
cirkumpolær, nordisk.
3067. Vindblæst solitairetræ
småvækstet busk
eller højt skovtræ,
rigt hvidblomstret, tæt
og tung af røde bær.
3068. Et væld af navne
sorter, stammer af
mennesker og træer;
enhver civilisation
uadskillelig fra
sit kernetræ.
Nyt i Index Titusind:
Røn ◦ 3065, Grus ◦ 3066, Bær ◦ 3067, Kernetræ ◦ 3068.
Topskud figentræ
Topskud figentræ
3057. En podet figenkvist
stillet frem på trappetrin
en sommerby, Bornholm.
3058. Købt med lidt lommespir,
taget hjem på cykelstyr,
sat op af husfacade syd.
3059. Fem år senere forgrenet,
tykstamme og bredfavnet,
ru storlabbet, frugtbehængt.
3060. Håndværk binder os sammen,
podning, plantning, hushold,
vedligehold og daglig omgang.
3061. I år fik jeg egnet fototeknik
til figentræets forårsskud,
brun i flammende orange;
3062. Lueformet som et vågeblus,
flanfarvet i varm sukkerbrun
trukket op i topskudsvaj;
3063. Yderst på skuddets top
den fineste kuglespids
kun bemærket under lup;
3064. Mit kulturemblem, mit træ,
figenpen i flødekaramel,
skrift i smør og chokolade.
Nyt i Index Titusind:
Podning ◦ 3057, Syd ◦ 3058, Forgrening ◦ 3059, Plantning ◦ 3060, Figentræ ◦ 3061, Topskudsspids ◦ 3062, Skud ◦ 3063, Kulturemblem ◦ 3064.
Lærkeskud, larix sp.
Lærkeskud, larix sp.
3046. Forleden løb jeg på et lærketræ,
Ungtræ, sat som pynt, p-plads
På tubestationen, Køge Nord.
3047. Afpillet og tynd træfigur,
Streger af knoppede kviste,
Let genkendelig i bar profil.
3048. Heldigt og usædvanligt træf,
For lærketræer ses oftest høje
Udenfor nærsyn og rækkevidde.
3049. Men her stod de så, serievis,
Med små skud i snudehøjde,
Vinkende i solen som sirener.
3050. En enbo, han- og hunkogler
På samme træ, modstillet,
Små og tætte ind på veddet.
3051. Synet af dem i mildt farvechok,
Hunkoglen en pink minipagode
Med dækblade i pinseliljegul;
3052. Sat oprejst i et Boticelli-leje
Af chartreuse-sarte nynåleskud
På sprødt fosterpergament.
3053. Overfor en lille pjusket han,
En sensation i samme palette,
Gul stribe midt i samme pink.
3054. Her må gribes dybt i gloseposen
Efter det åbenbare, det indlysende,
men ubekvemme begreb i samtidspoesi;
3055. Sværmerisk og overæstetiseret,
Naivt og blind for verdens brutalitet,
Bandlyst siden mine teenagedigte;
3056. Men her så de tvekønnede lærkeskud
Bon-bon’er i bolchefarvet tivolieffekt
Klædt på til sex med em af yndighed.
Nyt i Index Titusind:
Lærketræ ◦ 3046, Træfigur ◦ 3047, Rækkevidde ◦ 3048, Sirene ◦ 3050, Enbo ◦ 3051, Nåleskud ◦ 3052, Palette ◦ 3053, Begreb ◦ 3054, Brutalitet ◦ 3055, Yndighed ◦ 3056.
Prunus avium, stamtræ
Prunus avium, stamtræ
3044. Et skud af fuglekirsebær,
Et dusin runde knopper
På en sprængfuld kugle
Af kompakte miniaturekål;
Blød grøn med rødbrun
Dækbladsrand, hvidtandet
I den lune forårssol.
3045. Ungskud, primus inter pares
Af træ- og slægtsvitalitet,
Latent blomstringsskraft
I titusind generationer
Af homo-historisk tid,
Et flygtigt mys på panden,
Mit stamtræ, på vej frem.
Nyt i Index Titusind:
Fuglekirsebær ◦ 3044, Stamtræ ◦ 3045.
Prunus yamazakura, arvetræ
Prunus yamazakura, arvetræ
3038. Varmt vinrøde blosterblade,
Bacchusfarvet blomstervæld
Dråbeformet skudspændt knop
Sat treforket i et løvspring,
Der ilter ud i frühlingsgrøn.
3039. Opslugt i håndholdte lommeapps
Med løbende løvspringsudsigter,
Kalkulerer apeks blomstringstid;
Kult- og kalenderplanlægning af
Picnic, ritual og meditation.
3040. Træernes blomstringsdage noteret,
Dendrologisk indsamlet, tabuleret
Hvert år siden det 9. århundrede
Vitale data om nationens arvetræ,
Det japanske bjergkirsebær
3041. En civilisation ærer sine træer,
Lader dem vokse ind i sproget
I ord for årets fejring af kirsebærløv
Eller nattens kirsebærblomsterfest
Og ord for blommetræers ditto.
3042. Fælles stamtræ til vores mirabel,
Oldkinas symbol på alt forbigående,
Blomstrer hos os i motordrevne drøn,
Ja, det forbikørende har vi styr på
Langs veje mod blå horisonter.
3043. Vores ene ceremoni, et livsmoment
Blandt dagens ting at stå vidne til:
Et trekløver af rosa knopper på
Terrassens lille prunus i skud,
Strøby Strand, 14. april 2026.
Nyt i Index Titusind:
Ilte ◦ 3038, Blomstringstid ◦ 3039, Japansk bjergkirsebær ◦ 3040, Blommetræsblomster ◦ 3041, Løvspring ◦ 3042, Trekløver ◦ 3043.
Se også: Livsmoment.
Påskepollen
Påskepollen
3035. Få væsner modstår så megen lemlæstelse,
overlever så mange amputeringer,
spyr så megen proteinspændt sæd,
har trukket så lange pollenspor
i palæoarkæologisk og proto-civilisatorisk tid,
sat så mange museglatte, grå,
og siden gule gæslingskud
af pikknoppede støvdragere
som seljepilen.
3036. Samaritansk barmhjertighed til
udmarvede dronninger og skuttende
knogleskøre mennesker,
der bevæger sig ud i den rå luft
efter gyldent lys, vindbårent korn
og pollenstøv.
3037. Skovfulde ødsel fertilitet
af kronbehængte foderofre
til planteliturgisk ritual og hedensk fest,
fordi intet fænomen, ingen selvopofrelse
eller radikaliseret gavmildhed er større
end årets første skud
af påskepollen.
Nyt i Index Titusind:
Gæslingskud ◦ 3035, Seljepil ◦ 3035, Pollenstøv ◦ 3036, Offer ◦ 3037.
Den episke beretning om hvordan et fjermøl overlevede en havekatastrofe
Den episke beretning om hvordan et fjermøl overlevede en havekatastrofe
3022. Der er det med blade,
de visne, våde, hvirvlende,
ophobningsmaksimerende, bunkeansamlende
i alle sprækker tætpakkende
falmede blade fra i fjor,
3023. At de er alle vegne
som skjul og overvintring
for en overflod af biller
fluer, møl, larver,
æglæggende, hisøgende, knopskydende,
i det hele taget
formerende og fouragerende
mikrodyr og astronomiske
befolkninger af bakterier,
3024. At jeg lader bladene ligge
vinteren over
men til sidst, ved jævndøgn,
selv udpakket af mit vinterbo
får en helt ubændig
pavlosk zombie-trang
til at se, hvad bladene skjuler,
blotlægge jorden under
kort sagt, til rive blade sammen,
køre dem ud i alle hjørner af haven,
tilmed en atavistisk form
(måske jeg har en civilisatorisk rest)
af havedominans
og ordenstvang,
3025. Fordi skyldbetynget må jeg erkende,
at alt hvad jeg laver
alligevel ser ud til at ende
i orden,
altså anti-entropi,
3026. Når jeg hvert år fjerner blade for
at se småskud
blege planter, buskkonturer,
havens små pejlemærker i
tynd sol,
således også i år
mine tyve børfulde blade
kørt i bunker
til termofil mikrobefest,
3027. Mit redskab er en ekstra bred
fordi ekstra mange blade
løvrive
et blødtandet monsterinstrument,
der flår dækket af alle skjul,
i et nu endevender tusinder,
titusinder
vinterhi, sætter alt mikroliv
på gaden,
plænen.
3028. Det ville være så let
at overse hende,
rits-ratsjen med riven
rundt en tue frostnippet citronmelise,
var det ikke for en svag flakken med
den ene vinge
ville hun have lignet
ethvert andet lille fnug,
en skal, en stilk, et strå,
gulbrun planterest uden enhver
tænkelige værdi
og interesse i human optik,
3029. Og jeg ville aldrig have set hende
hvis ikke det lige var den vinge,
centimeterlang,
helt ned i jordhøjde,
der lige flagrede ud i en vinkel
bare et øjeblik,
antog en vinkelret form til den
anden vinge
og derfor fangede mit blik
fordi intet blad eller stilk
kan bukke på midten,
3030. Og alle disse episke hændelser
fordi,
eller for at illustrere
hvor lidt
eller måske rettere
hvor meget,
vi ikke ser,
3031. Som nu det lille vink
straks genkendt, heldigvis,
som et medlem af fjermølfamilien,
vinger holdt ud i en ret vinkel
med kløftet mini-fjerdusk i spidserne,
stadig kuldedvask
og derfor let at sætte i
en petriskål.
3032. To dage står hun på havebordet
tilset flere gange dagligt,
luftet,
indtil hun bliver fotograferet, identificeret
verificeret som snerlefjermøl.
3033. Og jeg havde jo håbet på
at hun ville folde vingerne ud
af sit vingekogger,
vise de to par hvide fjer,
en af insektlivets helt store
(små) skønheder,
3034. Men altså, ikke til mig
ikke i år,
og jeg tænker,
det sgu også i orden,
hold på dine private former,
med hvilken ret
(forventning) (magtmiddel)
skal det udstilles for mig;
jeg løfter glaslåget af skålen
en time senere er hun væk;
haven er et livsfarligt domæne
og ophold sker
på andres nåde.
Nyt i Index Titusind
Blade ◦ 3022, Bakterier ◦ 3023, Jævndøgn ◦ 3024, Entropi ◦ 3025, Termofili ◦ 3026, Vinterhi ◦ 3027, Citronmelise ◦ 3028, Blik ◦ 3029, Hændelse ◦ 3030, Fjermølfamilie ◦ 3031, Snerlefjermøl ◦ 3032, Fjer ◦ 3033, Magtmiddel ◦ 3034.
Syv scoop rabarber
Syv scoop rabarber
3015. Jordenzymer bagt op i høje hertz
Vibrerer vissent løv og muld i
Frekvenser lig et molekylemyg;
Hør, de blanke, røde rabarberæg,
Der svulmer op fra plantesoklen,
Bryder jordens skorpe, sprækker ud;
Hvad er denne lyd, det første skud.
3016. Rabarberfostrets hinder revner,
Et sært og halvt udformet væsen,
Halvt nød, halvt dyr i kapselform
Med snuder og labber i rustrød glans;
Se, vindinger stræber ud i forårssol
Får skuddet til at ulme i solens skær;
Mavet frem med snotten få tommer nær.
3017. Ungskuddet udvokser snart sig selv
Anaerobisk cellerødt skifter farve
Til grønligt oxyderet plantevæv,
En fedtet globe af kimbladsskrus
Multiplicerer sig ud i verden
Med en energi vi gerne kalder skub:
Kraften klæbrig glat ved fingergnub.
3018. En knop stikker frem af lun kompost
Solen varmer og væksten gløder,
En krøllet kant en hvælvet top;
Her er godt at være, her lugter tæt
Af gæring, af jordiske processer;
En vækst vokser til i eget skind,
Vi ligger her og suger duften ind.
3019. En ministængel har rejst sig op,
En anelse om et færdigt individ,
Allerede omrids af et krøllet blad,
En flig i ægte rabarbersignatur
Changerer kermesrød i cremet hvid
Indfattet i en pergamentbrun skal;
Smagen hvinende sur, et syreknald.
3020. En spids, kermesrød som hæmoglobin,
En form uden match, ex arketyper,
Kun visse beder, lidt kål, kan ligne
Til fælles med juvenile bregner;
Et blad i magisk udfoldet forandring,
Der kun kan ses og som syntes skabt
Til de af os med sjette sans intakt.
3021. Et multivæsen rejser sig af førnen,
Genetisk kodet, kødfuld og saftiggrøn
En sammenklipning af alle skabninger
I flimmer fra alle stadier; rabarberen
I det ekspanderende planteunivers
Passerer ind i sit syvende scoop;
Jordhøjde, Strøby Strand, digtersnoop.
Nyt i Index titusind:
Jordenzym ◦ 3015, Kapselform ◦ 3016, Anaerobisk ◦ 3017,
Gæring ◦ 3018, Surhed ◦ 3019, Hæmoglobin ◦ 3020, Rabarber ◦ 3021.
Forårssol over frostsprængte marker
Forårssol over frostsprængte marker
Årets småtider nr. 7.
3006. Marts har altid været
den brutale måned,
Konturløst land med lidt rest
af liv fra forrige års
Konditionering og præparering;
3007. Uden biomasse til kvalificeret brydning
Af den indkommende forårssols
strontiumoptimerede
stråler procesført ind over maskinelt optrukne
maskinfurer
i jordskorpen;
3008. Krystalliseret og aktiveret
som toksisk frisson
Til lidt fotosyntese i milliarder af
klonede frø med coating
af omnicider.
3009. Sært sådan at se solen stråle
muligvis manipuleret
I hvert fald uden modspil
koldeksploderet ud over
det af gammel vane, mest af
sproglig tilvænning
arkaisk
kaldet en mark;
3010. En kemisk opkvalificeret afgrødeflade
i den hvide forårsmorgen af
solsprængte iskrystaller i giftgelering
At forstå sådan, at rimfrost
nu til dags
i afledt sprøjtemiddeleffekt,
Tror jeg,
er muteret til gummimembran
Trukket ud over jorden,
biologisk set
Nu næppe i live,
i klinisk forstand
kun afsyrede korn af mineraler
kittet sammen
af hvid substans;
3011. En kemisk skorpe
over
et teknisk mindstekvantum
Af fotosyntetisk reaktiv
gødningshungrende, substansafhængig
cellestruktur.
3012. Avl af roer
til sukker og ensilage
én gang om året
For hvilke en analyse af duelighed og
kvalitet som bioindikatorer
entydigt peger på nytteværdi
tenderende mod nul
For slutprodukt herunder procesfremstilling
og andre afledte omkostninger
som helhed;
3013. Mens resten af året, braklagt,
bortset fra at brak
betyder regenerering,
Men her er ingenting;
bare brakløs solitude
En brutal morgen i marts;
3014. Med forårssol over frostsprængt mark
i lydløs eksplosion
af koldt lys
Ud over fladskabets
perfekt ensformige og formålsrettede
i sin essens udramatiske,
stiltiende
snigende
nådesløse
tomhed.
Nyt i Index Titusind:
Måned ◦ 3006, Jordskorpe ◦ 3007, Krystaller ◦ 3008, Mark ◦ 3009, Rimfrost ◦ 3010, Substans ◦ 3010, Cellestruktur ◦ 3011, Sukker ◦ 3012, Morgen ◦ 3013, Morgen ◦ 3013, Frostsprængning ◦ 3014.
Hortus ex machina
Hortus ex machina
3003. Den civilisation, der er min,
Har to kernebegreber:
Kultur og natur;
Den ene ophæver den anden.
3004. Det samfund, der er mit,
Har to kernemetaforer:
Haven og maskinen;
Den ene fortærer den anden.
3005. Det sprog, der er mit,
Har to kernesubjekter:
Jeg og ieg;
De taler i mig gode dage.
Nyt Index Titusind:
Civilisation ◦ 3003, Samfund ◦ 3004, Jeg og ieg ◦ 3005.
Indre landskaber
Årets småtid nr. 6
3001. Der er sandhed ved
store landskaber
der rammer mig fysisk
i hjertet.
3002. Der er klarhed i
de første krokus
Der strammer mit øje
året ud.
Nyt i Index Titusind:
Sandhed ◦ 3001, klarhed ◦ 3002.
Haven som metafor
Haven som metafor
2992. Ved det første grå dagslys
kryber jeg ind i hak
med min krysalis kone;
sammen flyder vi bort
i drømme hvor ingen
metaforer findes.
2993. Vi vågner hypnagogisk
vingerester i vores armhuler
symboler svømmer
i sprækkerne i hendes
obsidian øjne.
2994. I drømme så jeg
de tre kategorier
af metaforer komme til mig
stå omkring sengen
indtil de nu er opløst
for altid.
2995. Vi er en enhed
af tid og rum
verden er i os
og omkring os;
Imellem os
tyktflydende luft.
2996. I genboens have går
en ung råbuk på græs,
i uforstyrret ro
med et gevir som en puppe
af polstret grå pels.
2997. Jeg åbner haspen
slo-mo, skubber vinduet op
til en dryppede regnvåd
have i hestens år.
Nyt i Index Titusind:
Krysalis ◦ 2992, Armhuler ◦ 2993, I drømme ◦ 2994, Tyktflydende luft ◦ 2995, Gevir ◦ 2996, Regnvåd ◦ 2997.
Kvanteorganik
Kvanteorganik
2998. Svaler parrer sig i luften,
Fart i den anden dimension;
2999. Neuroner knitrer i hvid støj på
Kvanteorganisk klik-klok frekvens;
3000. Ingen ved, hvad en svalehjerne gør
To millioner gange i sekundet.
Nyt i Index Titusind:
Dimension ◦ 2998, Kvanteorganik ◦ 2999, Svalehjerne ◦ 3000
Begyndelser – litterær ambition i otte punkter
Begyndelser – litterær ambition i otte punkter
På de ark, hvor De titusind tings bog opstod som færdigt koncept, har jeg noteret mine litterære ambitioner stillet op i otte punkter. Det var som om jeg vidst, at jeg var nået frem til deres sandhed eller tomhed; enten er det nu, eller for altid tavs.
2983. (i) At skrive historien om hvordan Bibelen blev skrevet (med hensigt at arbejde på bogen bosat et sted i Himalaya).
2984. (ii) At skrive et langdigt – også som eremit et sted.
2985. (iii) At lave en bog om naturen og de naturlige tings bevidsthed.
2986. (iv) At lave min egen form for haiku’er, som jeg vil kalde epifanien.
2987. (v) At skrive en lovsamling – kaldet De danske naturlove – skrevet fra “de andres” synspunkt, altså, hvis nu fuglene eller ormene kunne skrive en lov...
2988. (viii) At finde mellemformen (eller syntesen) mellem lov og digt (fordi de har meget tilfælles).
2989. (vi) At skrive en bog om haven og den kropsliggjorte (embodied)bevidsthed. Jeg kalder denne bog for “Hjernen er i den grad en grøntsag”.
2990. (vii) Som så mange andre forfattere at finde den selvgenererende historie.
2991. Nederst i margenen har jeg skrevet:
“Jeg er en ormegaard. I contain multitudes.”
Dateret 16.2.2023.
Nyt i Index Titusind:
Himalaya ◦ 2983, Eremit ◦ 2984, Bevidsthed ◦ 2985, Epifani ◦ 2986, Naturlove ◦ 2987, Syntese ◦ 2988, Hjerne ◦ 2989, Historie ◦ 2990, Ormegaard ◦ 2991.
Begyndelser – i tingenes fylde
Begyndelser – i tingenes fylde
2952. Jeg må ned i tingenes fylde – der hvor alting fortættes og får stoflighed.
2953. Fordi hvor var det i grunden at idéen til dette værk, de titusind ting blev til?
2954. I et års tid nu har jeg ledt efter begyndelsen, et skæringspunkt. Jeg har prøvet at huske, hvordan det gik til; men jeg finder kun fornemmelser, ingen fakta.
2955. Der var tilløb, ja, jeg havde en indfaldshistorie, et idéspor rundt i erindringen, men det er tilvoksede stier, ad hvilke jeg kun er kommet så langt og så vidt.
2956. Bunkevis af ark på groft karduspapir, som jeg printer selv med tynde lyseblå linjer og meget bred venstremargen markeret i en svag rød lodret streg; orden er godt, måske også nødvendigt, men ikke for meget; indfald og afveje er indlagt.
2957. Arkene ligger fordelt i bakker: manuskripter, noter, ideer, koncepter og diverse ophobet som sedimenter, lag på lag af fossil skrift.
2958. Jeg trækker en af bakkerne ud, støtter den op på maven, fugter pegefingeren og giver mig til at bladre. Et par ark og den første aforisme i grønt blæk fanger øjet: “Kan man overhovedet forstå noget uden kategorier?”. Selvfølgelig, tænker jeg; netop, især. Men jeg ved godt, hvad der er på spil: Det er loven om ophævelse af riget .
2959. Jeg bladrer videre med arkæologisk omhu, flere år tilbage i de nedfaldne årringe af noter med tekststykker, digtstumper, stikord, citater, uforståelige sætninger, henvisninger, nedkradsede linjer og tegnsætninger, der knapt nok, eller slet ikke kan tydes mere.
2960. Der er tilføjelser overalt i arkenes margener; nogle gange begynder en klamamse øverst oppe i den smalle venstre margen og arbejder sig hele vejen ned over siden, når bunden, og bevæger sig derefter opad igen i højre hovedmargen.
2961. Betænksomt har jeg dateret langt de fleste ark, for der må være tusinder af løsark uden nogen anden sammenhæng, end den kronologiske.
2962. Jeg graver mig ned til de lag, der indeholder præ-titusindting-perioden; de tidligste koncepter, tvivl og omrids.
2963. Endelig finder jeg et af nøglearkene dateret natten til den 9. 2. 2022 med overskriften “In the thickness of things.” Jeg har oversat sætningen med tidens fylde. Jeg skrev: “En hel nat drømte jeg om dette begreb, om og om igen”.
2964. Jeg drømte det hele på engelsk, altså: ”The thickness of things; I’m in the thickness of things”. Gentaget igen og igen som et mantra. Jeg var midt i alting, og nu tilføjer jeg: in media res naturum; midt i den naturlige verden.
2965. Jeg havde en stærk, organiske fornemmelse af at have forstået alting; tingenes fylde er den tykke luft omkring os, der binder os sammen.
2966. Jeg fornemmede hvordan alle planter har et beskyttende lag omkring sig, at de vokser bedre og mere trygt ud i tingenes fylde.
2967. Jeg vidste i drømme, at tingenes fylde er en vision om frodighed: Alt er fyldigt, levende tilstede. Det var en beroligende, varm og indkapslet drøm.
2968. Jeg vidste at jeg må vågne op og digte om begrebet; jeg var halvvågen flere gange, drev med nattens strøm, gentog begrebet igen for ikke at glemme det.
2969. Jeg vidste, at jeg måtte vågne og skrive det ned, før dagen slettede mine spor. I drømme kan intet forklares, for drømme kan ikke ratiocinere; de kan kun fremvise; de samles af fragmenter.
2970. Jeg vågnede i mørket og jeg mærkede tykke blade, tyk fiberblød bark, dyb jord, læ, beskyttelse, levende natur.
2971. Jeg stod op, bevægede mig rundt med drømmesynet, skrev ned, lavede espresso, så ud i morgenmørket. Tykkelsen eller fylden er forbindelsen mellem alle ting, skrev jeg.
2972. Fem måneder senere den 9.7.22 har jeg lavet flere tilføjelser i margenen. Jeg skrev “Enheden af tid og rum”. Det gengiver godt denne mørke kosmiske fornemmelse, jeg havde i drømmen.
2973. I denne periode, slutningen af 2021 til begyndelsen af 2023, slog jeg rundt om mig i søgen efter den rigtige fortsættelse og fremfor alt den rigtige form til at komme videre efter afslutningen af Liff og dens engelske oversættelse.
2974. Jeg kredsede omkring haven som en form for bevidsthed og som civilisationers grundmetafor (sammen med maskinen i senere epoker); især var jeg meget optaget af den kropsliggjorte sansning, altså det at verden forstås og udtrykkes kropsligt; jeg tænkte over alle tings psykiske selvhed.
2975. Jeg graver videre i mine noter. Jeg stiller bakkerne med noter fra mig og tager fat på manuskriptbakken, en fod høj. Jeg endevender stablen. Og dér, som en sjælden sommerfugl, kun ark nr. 2, finder jeg beviset. Et notat fra den 13.2.2023, næsten på årsdagen for min drøm om tingenes fylde.
2976. Overskriften er De titusind tings bog. Titlen optræder hér første gang optræder titlen. Hér står det, indlysende og overvældende klart falder alle ideer, konturer og fornemmelser på plads. Ude i margenen, min elskede margen, står en lille tekst indrammet: “I går åbnede jeg Daodedjing og med det samme (næsten) forstod jeg, at resten af min tilværelse skal bruges til at skrive titusind strofer om titusind ting."
2977. De titusind tinges bog kom til verden færdigt udformet, konciperet og struktureret. Den manglede bare det allersidste ledende begreb: de titusind ting . Ikke at begrebet var nyt: jeg kendte det udmærket; men det var den pludselige forening af begreb og uforankret idé, der tog form af en epifani.
2978. I løbet af mindre end en halv time var det hele konceptet færdigt, skrevet ud, og egentlig ikke afveget fra siden.
2979. To dage senere, den 16.2.23, er jeg allerede begyndt at skrive værket. Den dag var det et digt, jeg var begyndt på tidligere, men som jeg nu med vished kunne se, hvad det havde at bestille i den nye digtrække.
2980. Digtet indleder hele værket med titlen Jeg. “Jeg” er den første fortæller af De titusind tings bog, ud af i alt tre. Dagen efter skrev jeg det andet digt om den anden fortæller ”ieg”, og derefter den tredje fortæller, ”ig”.
2981. Før den dag baksede jeg rundt med idéer til en bog om den levende have, hvor en af fortællerne skulle være min bror. Men i samme stund, som De titusind tings bog var visuelt udformet, opgav jeg tanken om min brors stemme som fortæller, og han blev i stedet til fortæller nr. to: ”ieg”, det levende individs stemme, hvad enten det er plante, dyr, fugl, insekt, bakterie, eller hvad som helst.
2982. Ude i margenen har jeg skrevet: “Jeg er min brors billede og modsætning og helhed.” Min bror har tegnet illustrationerne på det, der senere blev De titusind tings blog. Min bror havde Downs syndrom og døde den 16. August 2025.
Nyt i Index Titusind:
Stoflighed ◦ 2952, Idé ◦ 2953, Fakta ◦ 2954, Erindring ◦ 2955, Orden ◦ 2956, Sediment ◦ 2957, Pegefinger ◦ 2958, Årring ◦ 2959, Bund ◦ 2960, Kronologi ◦ 2961, Periode ◦ 2962, Tidens fylde ◦ 2963, Midt i alting ◦ 2964, Luft ◦ 2965, Tryghed ◦ 2966, Drøm ◦ 2967, Vågne ◦ 2968, Skrive ◦ 2969, Læ ◦ 2970, Morgenmørke ◦ 2971, Enhed ◦ 2972, Søgen ◦ 2993, Psykisk selvhed ◦ 2974, Grave ◦ 2975, Titusind ting - bog ◦ 2976, Begreb ◦ 2977, Digt ◦ 2979, Fortæller ◦ 2980, Individ ◦ 2981, Bror ◦ 2982.
Digt som en virkelig ting
Digt som en virkelig ting
2948. Digtet vil gerne leve selv,
Tilnærme sig det levende,
Kredse om det, suge til sig
Med hele grammatikken.
2949. Digtet vil gerne være sig selv
I tilgift til alt det levende,
Pynte sig med hovedfjer, klædt
Ud som den fjerde dimension.
2950. Digtet vil gerne være virkeligt,
Skrive sig helt ind i materien,
Blive til en virkelig ting, og
Lade sin digter dø i detaljen.
2951. Som Wu Daozis mestertableauer,
Hvor kunstneren i sit maleri
Gik ind ad en åben dør
Og aldrig siden blev set.
Nyt i Index Titusind:
Grammatik ◦ 2948, Fjerde dimension ◦ 2949, Materie ◦ 2950, Kunstner ◦ 2951.
Wu Daozi (ca. 685 - ca. 758), en af de betydeligste kunstnere under Tang-dynastiet.
Begyndelser – tulipaner
Begyndelser – tulipaner
2944. Begyndelser ses som bekendt bedst
i bakspejlet,
Når en indsigt opstår først som erindrings-
emblem,
Siden udfoldet og trængt frem og læsbar
ordfanget,
Men derefter sander vejene af hvilken til i
forglemmelse,
Med undtagelse af nogle få lykkelige
nøglehændelser,
Der netop i tilbageblik træder op, får
fæste
I hverdagens sæbeglatte og hensynsløse
glemsomhed.
2945. Som nu den dag for ti år siden
på vandring
Med min søn på Bornholm, nordkystens
fristi
En novemberdag i silende regn og opblødt
jord,
Med våde skovdufte og grå havdis
i luften,
På visit mellem træstammer med
stigende
Fornemmelse af brist, eller i hvert fald
utilstrækkelighed
Som menneske langt ude på en livsbane
uden kendskab
Til eller med blot ordinær eller atrofieret
evne
Til at skelne træer, f.eks. en røn fra
en løn,
Og derved tager for givet deres accept af
min eksistens,
Men ikke min anerkendelse
Af deres.
2946. Jo længere jeg går, jo mere
påtrængede
Næringsstoffer og tanker fordeles ud
i ben
Tæer, arme og ind og ud af
lunger
Og forplantes organisk ind gennem
ryghvirvler,
Desto mere insisterende erindrer jeg
en vision,
I hvert fald noget større end blot en
idé
af en hollandsk biolog, hvis navn
for altid
(glemt men) i taknemmelig erindring;
som følger:
Mennesker tror de er den mest succesfulde
art
nogensinde, men det er udelukkende
fordi
vi ikke har formået at indgå i
(reel)
meningsfuld dialog med tulipaner,
endnu.
2947. Som nu den novembertunge, regnvåde
dag
På bornholms nordlige kyststi, hvor
eksistens,
Ikke blot for os, men også for
dem,
Tog form af de mange træskikkelser, der
lydløst
Faldt i trit bag os og bøjede sig frem,
fordi
Træer altid agerer bag om ryggen
på os,
Mens vi faldt i snak om teknovold og
tulipaner,
og aldrig siden har sluppet ideen om
at retfærdighed
Også kunne, egentlig burde, være
for dem.
Nyt i Index Titusind:
Sæbeglat ◦ 2944, Skovduft ◦ 2945, Lunger ◦ 2946, Tulipan ◦ 2946, Teknovold ◦ 2947.
Tulipanhunden
Tulipanhunden
2926. Ham tulipan, ham hund.
2927. Seham: udstiller sine skanker, som om um var en busker, der kom for at suge nektar.
2928. Seham; vrikker med sin blegfesne tulipanstilk som en hund, der logrer med halen; bopper sine blomster, puster sig op i farver og kurver for at få um til at komme og avle sig.
2929. Ya, tulipan er som en hund.
2930. Ham tulipan avlet til at indynde sig; avlet til at adlyde, avlet til at rulle rundt med bugen i vejret og tigge om en mavekradser.
2931. Tulipan med fjollede store skåle, der udstiller alt indeni for at forføre um til at avle tusind nye slags svindsyge stængler, der knækker i vinden.
2932. Overlever kun, fordi um fodrer dem, afluser dem, huser dem, sætter dem i drivhus. Altid varmeapparat stillet frem og ædelse bragt, som hund.
2933. Uden for haverne dør tulipan alene af sult, som hund.
2934. Um elsker ham tulipanhund. Avler ham i tusind slags: større skåle, længere stilke, mere farve, flere striber, mindre kuldskær, længere blomstring, single tidlig, single sen, dobbelt tidlig, dobbelt sen. Tulipaner over det hele.
2935. Gror dem på fladt land, revet op fra horisont til horisont. Talløse milliarder tulipaner i farvede firkanter. Um sprøjter dem, fodrer dem, renser dem, dyrker dem, tæt tæt.
2936. Skærer dem, en milliard kolde stængler; stakket, pakket og stablet. Bind dem, køl dem, send dem, sælg dem.
2937. Ham tulipan synes um er bedste busker nogensinde. Behøver ikke anstrenge sig for at sprede pollen eller lave sex, fordi um avler ham i fabrikker; behøver ikke holde knolde på rette temperatur, for um høster dem og passer dem;
2938. Behøver ikke holde kryb væk, for um dræber dem; behøver aldrig finde vand, for vandet bliver bragt.
2939. Ham tulipan tror han er mest succesrige plante nogensinde. Um giver tulipan jord for sig selv og jager andre planter væk.
2940. Konkurrenterne dør, buskerne dør, træer fældes, marker renses og tulipaner tager over, stolt og ene under solen.
2941. Ham tulipan er mest underdanige blomst nogensinde.
2942. Tulipan kan li’ det, stadset op derude på marken, høj af gødning, puffet op med skyer af insektgift, fri for bladlus og larver, og med tjenere der luger for hans fødder.
2943. Tulipan er udsøgt, tulipan er tilbedt, tulipan er værdifuld, ya. Tulipan vælger et liff med um, tulipan vælger det fornemme liff i sus og dus.
Nyt i Index Titusind:
Tulipan ◦ 2926, Nektar ◦ 2927, Hale ◦ 2928, Hund ◦ 2929, Bug ◦ 2930, Stængel ◦ 2931, Aflusning ◦ 2932, Sult ◦ 2933, Avl ◦ 2934, Kuldskærhed ◦ 2934, Dyrkning ◦ 2935, Kølighed ◦ 2936, Sex ◦ 2937, Vand ◦ 2938, Succes som plante ◦ 2939, Sol ◦ 2940, Underdanighed ◦ 2941, Insektgift ◦ 2942, Liff ◦ 2943.
Teksten er oprindelig fra min bog Liff – blandet kor for plantestemmer i perioden mellem femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books 2021.
Ordforklaringer:
Busker = bestøver; Liff = den vegetale eksistens, Um = mennesker.
Stol, ode til
Stol, ode til
2924. En stol er en stol, er en stol
smidt i en skov er en skov,
overtaget af ranker, siv, skovliljer
det polstrede sæde, opspist
træryggen og sædets krydsfiner
splittet ad, sunket ned i opfugtede
gravpladser, hellig jord engang.
2925. Her er intet helligt, træ er træ,
en stol ved skovsø, forladt
sat til skyttens magelighed
i lysning, blodførende papdyr
forblødte, svinder i titusind ting
blandt høvdinges ransagede ben;
sid ned, dø her, vandrefugl.
Nyt i Index Titusind:
Hellig jord ◦ 2924, Vandrefugl ◦ 2925.
I erindring om Pablo Neruda (1904-73), Ode til stolen (Oda a la silla)
Blomkålens metaformose
Blomkålens metaformose
2903. Forblændet af mønstre, min elskede,
chartreusefarvet, overstadigt limegrøn
midt i hypermarkedets varesamkvem;
2904. Romanescoens seduktive fraktaler,
dette slagsyn af kurver og knopper
af formgivet tilnærmelig mening;
2905. Synæstetisk smask i mine indre organer,
begærligt rækker jeg ud efter det hele
i et brus af vegetal okkultisme.
2906. Selvsimilære knolde i gentagne buer
formindsket ud i kålens forsvindingspunkter,
selvsvungne i baner omkring en midte;
2907. Et sindbillede af tankespind, fordi
intet er mere universel naturskønt,
end at være fanget i logisk lovmæssighed;
2908. I formlen at finde os selv genspejlet,
at se os bekræftet i den nøgne hensigt
udtrykt i plantens form og funktion.
2909. Signaturdoktrinen, os elendige mennesker,
uddrevne, sygdomsramte og hungrende,
Men deres gud satte sine signaturer;
2910. Find heling, lindring og udfrielse,
hvis blot, og til dem, der kunne tyde tegnet,
hermeneutisk skjult i plantens fremtræden;
2911. Et blad i nyreform, en stængel i blodfarve
og signaturen over dem alle:
valnøddens hjernemasse til sindets helse.
2912. Romansco blomkålen, en kultivar,
krydset mellem blomkål og broccolli
i Italien et sted i sektenhundredtallet;
2913. Omhyggeligt studeret, optalt, opmålt,
dissekeret, mikroskoperet, fraktalanalyseret,
S, A, L, T, aminosyrer i grupper af fire;
2914. Men hos romanescoen mangler A-genet,
der netop udtrykkes i blomstersætning,
hvorfor kålen skyder op i selvreplicerende spiraler.
2915. Folk, velsign dem, har talt romanescoens ringe
Og her i fundet et fibonacci tal (8, 13?)
ekstatisk i fraktalens logaritmiske progression;
2916. Vores grøntsag er nu matematisk modelbar,
computergenereret gestalt som primitiv robot,
en landmine beregnet i nådesløs perfektion.
2917. Hvad mere nærliggende end at udlede
af romanescoen, et ædelt krydsningsprodukt
skabt ved human intervention,
2918. Underskøn i sig selv, men endnu mere
verdensgåde-fristende som logisk stringens,
disse talrækker af matematisk strenghed;
2919. En quixotisk tro på mening i den verden,
der aldrig er færdigforklaret, men består af
billeder, der modstræbende tilsvares af ord.
2920. Vi tager romanescoen med hjem
med veneration, ikke kun som grøntsag,
men en skaberkraft og elementær ernæringskilde;
2921. Jeg pensler med olivenolie, gnubber krydderier i,
pakker den i pergamentspapir og stiller i ovn,
laver en bechamel med ost og fines herbes;
2922. Sætter den skorpebagte kål på et fad,
overhælder med det varme krydderopbag,
bringer til bordet, i stolthed, min elskede;
2923. Sådan forbliver vi igen idag i kærlighed
til hverdagens almindelighed, tro mod
den lille verdens ophøjethed.
Nyt i Index Titusind:
Limegrøn ◦ 2903, Fraktal ◦ 2904, Synæstesi ◦ 2905, Kål ◦ 2906, Naturskønhed ◦ 2907, Hensigt ◦ 2908, Hensigt ◦ 2908, Sygdomsramt ◦ 2909, Lindring ◦ 2910, Hjernemasse ◦ 2911, Broccolli ◦ 2912, Aminosyre ◦ 2913, Spiral ◦ 2914, Romanesco blomkål ◦ 2015, Grøntsag ◦ 2916, Krydsningsprodukt ◦ 2917, Verdensgåde ◦ 2918, Mening ◦ 2920, Skaberkraft ◦ 2920, Olivenolie ◦ 2921, Stolthed ◦ 2922, Kærlighed ◦ 2923.
I erindring om Johann Wolfgang von Goethe (1749 – 1843) og digtet Planters metamorfose (Metamorphose der Pflanzen) 1799.
Ode til døde ting
Ode til døde ting
2894. Jeg er en skaber af døde ting:
Det flyvende havdyr i snorespænd,
Soltilbedende øgle, daggrysvendt,
Det havskurede, saltsprængte ved,
Sandpolerede grene, stormafbarket.
2895. Redekasser ophængt, tagpaps-toppet,
Overtaget af mejser, finker, spætter,
En kasse ophængt ved mit arbejdsvindue
En spætmejse banker gennem væggen
Rytmisk resonans og træskelet i kraniet.
2896. Jeg er tilbeder af naturlige materialer,
Den slebne åretegning i tilvirket træ,
Den kittede rudekant, linolie og kridt,
Maling strøget lag på lag, vindueslys
Refrakteret, klinker af den brændte jord.
2897. Ting er døde mellem mine hænder,
Naturlige materialer, men hvordan:
Kalibreret i grader af tilvirkning, altså
Afstand til det oprindelige væsen,
Der levede engang, men målt hvorledes?
2898. Er det graden af forgængelighed,
(Ha! der fik du den, plastik!)
Evnen til at rådne, forvitre, og forgå?
Er det fingerfornemmelse for stof,
Målt som de døde tings taktile index?
2899. Der er jo kropsligt velvære i døde ting,
Slidte, fedtblanke træbænke og stole,
Såbespånskurede gulvplanker, vinduer med
Messingbeslag, kobberplader, kaffeduft
Hvedebrød, pap, poser og avispapir.
2900. Sprogligt er døde ting bare grammatik;
På algonqiuen, de første nationers sprog,
Bruges en artikel foran hver levende ting:
Levende ø, bjerg, æble, sø, blomst, bugt;
Men alt frembragt af mennesker er dødt.
2901. Brugbart, nyttigt, livsvigtigt, tilbedt, men
Tilvirket ud af det, der engang var væsner,
Før de blev slået ihjel og gjort til
Naturlige materialer i en naturaløkonomi,
Hvor myrer æres højere end mennesker.
2902. Redskabsbruger, knoarbejder,
Konsument af læder, metal og olier,
Ord sidder parate i mine håndled,
Andre pilles ud med stålpincet;
Jeg er en skaber af døde ting.
Nyt i Index Titusind:
Øgle ◦ 2894, Finke ◦ 2895, Brændt ◦ jord, Døde ting ◦ 2897, Forvitring ◦ 2898, Velvære ◦ 2899, Sprog ◦ 2900, Menneske ◦ 2901, Olie ◦ 2902.
Skovskarnbasse
Skovskarnbasse
2889. Sort skovbundsambassadør
Violetrandet dækvingebort,
Triplende frem på graveklør
Til møg- og mugforvandling.
2890. Bestiger en vissen stav,
Vejrer egnet lort i luften,
Metallakkeret skovskarnbasse
Udstiller hele billepragten.
2891. Måske ses hun ikke så tit
Af den jævne skovstursgænger,
Men billens navn, basse især,
Ringer ind som sprogligt kæledyr.
2892. Vi er makkerpar, vi to,
Bakser rundt i samme have,
Hun i underjordisk fermentering
Og jeg i komposteringsbunker.
2893. Hvert år, på store billedag,
Den 10. april, sæt et kryds,
Holder vi en skarnshøjtid
For bassemagt og billeflid.
Nyt i Index Titusind:
Møg ◦ 2889, Skovskarnbasse ◦ 2890, Kæledyr ◦ 2891, Underjordisk ◦ 2892, Billeskid ◦ 2893.
Begyndelser – akselrøn
Begyndelser – akselrøn
Køge by, maj 2021
2884. Kikset by i skamferet og kostbart
lapperi,
På cykel rundt langs byens nye
anlæg
På udkig efter hvad som helst
naturligt,
Der måtte visse sig, tone frem ved
slumpetræf,
Min metode en slags digterisk
laissez faire,
Dengang knap nok formet som
vision,
Bare liv, døgn, vækst, vejr, ting,
overhovedet
Alt ikke frembragt af mennesker,
hvis,
Og det kan vise sig forstemmende
svært,
Jeg kan komme en sådan genstand på
klods hold
Med jævn og formålsbestemt
samtidsoptik.
2885. På vej over en cykelbro anlagt uden
omtanke
Og sammenhæng med blød trafik og
sti-gefühl,
Nogle bepantningslinjer, dog med strejf af
vildnis
Til stadsgartnerens umistelige ære,
pludselig,
Fordi naturmøder opleves som et
dér,
At se, høre, med ét noget synbart;
aldrig
En process, sjældent en plan, men et nu:
et træ.
2886. Et hvidspektret lille pyntetræ i
løvspring
En kontraintuitiv, sølvglinsende
træskikkelse
Får mig op på bremsen opsat
opsøgende
Energien mellem planter og
mennesker
Knap nok gartner- eller biologi-
forbundet
Men alt mere en elementær
fysiologisk
Fornemmelse af noget fra urgammel
sindstilstand,
Fra enzymer i en genetisk kodet
erkendelse
Af det oprindelige, organiske
skønhedschok.
2887. Nyhvide dunede bladskud,
dobbelt
Uregelmæssigt savtakket sat i
klynge
Af matskinnende udfoldethed,
som om
Hele verden begynder netop
dér,
Forfra, igen, hver gang de titusind
ting
Suger mig ind og gør mig
berørt
Af en de små begyndelser
erindret
Som et indgreb og driftstop i
billedstrøm.
2888. Bladet er tykt af lang historie:
en akselrøn,
En krydsning, eller forædling som vi
ynder,
Selvhævdende gennem århundreder af
etnodendrologi,
Også sagt fremelsket om blomster især,
fordi,
Generationer af botanikere og gartnere
med omhu
Har krydset, plantet, passet, beskrevet
tilset
Denne form for undergrundskultur
i beskeden
Og randkulturel, kun lejlighedsvist
digtværdig,
Men vedholdende, selvspejlende
søgen
Efter det sjældne, det profitabelt skønne i
planter,
Efterladt til skeptisk famlende digter,
faktisk
Et præ-sprogligt benspænd fra
et træ,
Som det tager fem år at sætte i ord,
i minde
Fra en dag på cykel gennem Køge
i maj.
Nyt i Index Titusind.
Udkig ◦ 2884, Vildnis 2885, Pyntetræ ◦ 2886, Bladskud ◦ 2887, Akselrøn◦ 2888, Krydsning ◦ 2888.
Lignende digte: Om planters værdighed – og min
Aurora ♀
Aurora ♀
Årets småtid nr. 9
2878. Aurorahunnen har et forsvarsferomon
Som forårets kønneste sommersmåfugl
Med et skud fra bagkroppens peberpatron.
2879. Hvis andre hunner er på skruk invasion,
På den blomst hun har udvalgt til æggeskjul,
Har aurorahunnen et forsvarsferomon.
2880. Møder hun en han proppet med kønshormon
Flagrende på jagt i orangefarvet cool,
Får han et skud med bagkroppens peberpatron.
2881. Larven er genetisk sennepsolie-immun,
Mod værsplanters kemi i løgkarse og kål,
Aurorahunnen har et forsvarsferomon.
2882. Ser hun en han stresse rundt i parringskanon
Efter fjams fra sommerhavens jomfru-pool,
Får han et skud med bagkroppens peberpatron.
2883. Hendes metode for at genoprette roen
Er klassisk og evolutionær old school;
Aurorahunnen har et forsvarsferomon
Med et skud fra bagkroppens peberpatron.
Nyt i Index Titusind:
Aurorasommerfugl ◦ 2878, Æggeskjul ◦ 2879, Kønshormon ◦ 2880, Løgkarse ◦ 2881, Bagkrop ◦ 2882, Feromon ◦ 2883.

























