Den blå oliebille
1411. For sent til store billedag,
Men på ganske samme sted,
Kommer endnu en oliebille
På kryds af vores lille vej.
Jeg smider henrykt alt igen,
(en trækvogn, en kædesav)
Samler billen op og springer
Hundrede skridt til havebordet,
Haps, ind under petriskålen
Med hænder henna-plettede
Af kamp- og forsvarsstof,
Og dugen grøn af billebæ.
1412. Denne gang ved jeg mere:
Det natblå billeskær, og
Et indhak markeret i blåt
På bagkanten af forbrystet:
Her er den blå oliebille,
Levested mere skov end strand;
Følehorn med knæk eller knæ,
Så dette er en han.
1413. Jeg tipper ham ned i krukken,
Dækker til med låg af glas,
Her skal bedrives videnskab:
Jeg agter som billefarmer
At malke giften af ham.
Jeg griber ham i kuppelhænder
Giver ham en krablet rystetur,
Gentager en time senere med
Forventet frygt og billebæv;
Og dér; to klare, gule dråber
Sekret af giften cantharidin
På hans kampberedte knæ.
1414. Jeg slipper ham ud igen,
Han har ikke mange fjender,
Kun stortrappen til eksempel
Æder oliebiller for giften
Mod tarmkanalens parasitter.
Men pil nu ud i haven,
Her er bier nok at snylte på.
Jeg selv gør ingen bille ondt,
Langt mindre ku’ jeg drømme
Om en billeolieindvoldskur.
Se også: Store Billedag – 10. April, Om billeforstyrrelser i den nære biosfære