1599. Se, skønheden er skødesløs: Et blomsterhjul af kronblade, En implosion af rosa skær, Strenge ud i stråleform, Forgrenet finere og finere, Gennemlyst til sidst forsvundet I det mælkehvide ingenting.
1600. Støvdragere svajer i en sø, Samlet som en dusk medusahår Af gule undervandstentakler; Guldfarina, drys af pollen Ind over bladfladens bredder. I midten de fem bægerblade, Frugtens alfegrønne pentagram.
1601. Den bløde blomsterrand Fliget, ustadig og skrøbelig Som en sommerfuglevinge. Vi blander blod med rosa saft, Forbinder vores kapillærer; En overflod af formeringsevne; Ufuldendt og frygtelig skøn.
1602. Jeg ville se den rene skønhed, Som så mange andre før, Men altid er mening i vejen. Den skønhed, der aldrig slutter, Den flygtighed, der aldrig stopper; I glimt, når den ikke ventes, Til den, der var der, da den kom.
1603. Jo, billedet er komponeret lidt; Jeg flytter lidt på kameravinklen Bevidst om visse virkemidler; Deler baggrund op i lys og mørke, Beskærer lidt; resten ved jeg ikke. Et digt er bearbejdet, arrangeret; Kun skønheden selv er skødesløs.
1592. § 1. Til fremme af menneskets forbundethed med havet, landet, jorden, faunaen, floraen, fungaen og årstiderne er enhver ejer af en kystgrund pligtig at tåle den fredelige og skadesløse passage af fodgængere på den del af sit grundstykke, der grænser op til kyst- eller strandlinjen. Myndighederne kan give tilladelse til anlæg af gangstier, hvor dette kan ske uden unødig gene for grundejeren og hvor dette har betydning for skabelsen af et landsdækkende, kystnært stinet. Ekspropriation af kyststrækninger kan ske, hvor området er, eller herved kan blive, af værdi for almenhedens fri passage eller hvor denne mødes af særlige forhindringer.
1593. § 2. Enhver ejer af en land- eller landbrugejendom over en vis størrelse i landzoner er pligtig at tåle genoprettelsen af markveje og fodstier, hvor disse kan dokumenteres at have eksisteret, uanset deres alder, og som har betydning for den fredelige og skadesløse passage til fods og hvor dette kan ske uden unødig ulempe for beboelse, bygninger og eksisterende vejanlæg. Hvor historiske markveje og fodstier er veget for asfalt eller anden tildækning af jorden skal grundejerne tåle anlægget af samløbende fodstier med passende adskillelse mellem vej og sti til fodgængeres sikkerhed.
1594. § 3. Hævd eller anden lovbestemt ret over historiske markveje og fodstier eller levn heraf på privat jord tilsidesættes indenfor et tidsrum på 25 år fra denne servituts tinglysning. Indenfor denne frist kan enhver rejse sag om anerkendelse og genopretning af sådanne veje og stier begrundet i almenhedens ret til fredelig og skadesløs passage gennem landet, jvf. § 1.
1595. § 4. Langs alle offentlige veje i landzoner eksproprieres jord i en bredde på op til otte meter til anlæg af gang- cykel og eventuelt ridestier i sammenhæng med afskærmning i form af naturlig beplantning, hæk, vildthegn el. lign. Inddragelse af jord skal ske i begge vejsider, hvor ikke uovervindelige fysiske hindringer er tilstede. Disse arealer er en del af den politisk vedtagne udtagning af landbrugsjorder, der sker som led i afværgelsen af klimaskabte katastrofer.
1596. § 5. I større byer inddrages offentlig vej i stianlæg, således at fodgængere kan færdes gennem byen på fodstier i byens hovedfærdselsretninger i sammenhængende grønne korridorer uden at betræde asfalt, pånær krydsning af veje og broer el. lign.
1597. § 6. Enhver skal med tiden frit kunne vandre gennem alle landområder i Danmark fra østkyst til vestkyst og fra nordgrænse til sydgrænse uden på nogen strækning at betræde asfalt, bortset fra passage af broer mellem landsdele, øer og større byer. Denne vandringsret er en del af den almene overdådighed og bliver at indskrive i den fællesbiotiske grundlov.
1598. § 7. Denne servitut om den fri vandringsret lyses på alle private og offentlige ejendomme med tilliggende jordstykker over en vis størrelse efter tingrettens skøn.
Nyt i Index Titusind: Gangsti ◦ 1592; Almenheden ◦ 1592; Markvej ◦ 1593; Fredelig og skadesløs passage ◦ 1594; Udtagning af landbrugsjord ◦ 1595; Asfalt ◦ 1596; Almen overdådighed ◦ 1597; Grundlov - fællesbiotisk ◦ 1597; Vandringsret ◦ 1598.
1586. I juni havde vi rugende gæster, Et par grå fluesnappere logerede I den tomme svalerede fra i fjor, Centimeter over vores verandadør. Ængstelige, sky, altid vedholdende, Stilfærdige slidere, pæne fuglefolk, Slet ikke som de vakse landsvaler, Der skvadrer, skider og disputerer.
1587. Stille, de sagde sjældent noget, Kun et blødt pift nu og da. Sommetider, inde under halvtaget, Stoppede de midtlufts foran reden, Hang i en akrobatisk pirouette, Vendte om, satte sig på gærdet, Ventede, vågede, afvejede risici.
1588. Det blev til tre unger i reden, Små, kunne knap ses eller høres; I glimt en halespids, et næb, Fodret, varmet, plejet i ugevis Af forældreparret, kredsflyvende, Insekter i næbbet eller slugt, I flugt hver gang døren gik.
1589. Forleden forlod de reden; Vi var med i flere timer, Mens ungerne drattede ud, Baskede ned, fløj ind i ruden, Fandt en krukke, en partyhat, Vippede på kanten, krøb i ly, Peb lidt i de høje hertz.
1590. Forældrene, i deres tavse agita, Fløj trekantsfart til ungerne: Én i reden, én i blomsterkrukken, Den fremmeste ude på en kvist; Fodrede dem i farten, satte sig, Sekunder i samvær på kanten, Strøg deres hovedfjer med næbbet, Beroligende, og svang bort igen.
1591. Det sidste billede, et afskedsblik: En smuk og redefærdig unge, Dunet polster i sin flyverpragt, Kigger lige ind i kameraet Med sit mørke, dybe øje; Ukendelig vilje i perfekt fysik, En individhed, sit eget væsen, Vender sig, slipper, svinger ud.
1582. To massive London plataner, To klassiske buer i røde sten; Romersk byggeteknik krydset Med en ægte træhybrid, Én er plantet, den anden bygget; Former, sammenskabte.
1583. Jeg er tryg i træets nærvær, Komfortabel under deres grene, Tæt ved den olivengrønne bark Inde ved stammen, opvokset, Hvor også jeg stammer fra; Steder, sammenlagte.
1584. Vi er beslægtede, træet og jeg, Jeg kender deres afstamning Lige så vel som mine aner; Jeg ved, hvem ægtede hvem, Og hvem krydsede med hvad; Ophav, sammenvoksede.
1585. Jeg ved, hvor de største træer står På brinkerne og langs bredderne, Hjemtræ og landemærker i parken, Vi løb dem i møde på faldne blade, Mit barnebarn og jeg, i sommers, Slægter, sammenbragte.
De to billeder har jeg taget i Richmond foran Twickenham Bridge; de to hvælvinger i baggrunden er en indgang til Old Deer Park. Træet kaldes på engelsk London Plane, på dansk almindelig platan. Træet er en hybrid, der kan reproducere sig selv, altså en ægte hybrid. Den oprindelige krydsning var spontan og kendes både fra Spanien og England i det 17. årh. Træet er en krydsning mellem den orientalske platan (P. orientalis) – indbragt fra måske Tyrkiet og ivrigt plantet i romersk tid – og det amerikanske sykamoretræ (P. occidentalis) – indbragt fra Nordamerika. Træet blev tidligere kaldet spansk platan. Men på nutidig spansk siger man skyggeplatan, og på fransk ahornbladet platan. London Plane er et yndet park og storbytræ. Platanen er enbo, dvs. med han- og hunblomster på samme træ. Som et flerkønnet væsen referer jeg til dem med pronomet deres.
1576. Fra Richmond til Kew Langs Themsens bredder Løber en gammel slæbesti Til pramme og fragt på floden; Fra Richmond Lock and Weir, Bro og murværk, jern og nitter, Til Kew Gardens palmehuse, Rundt langs Old Deer Parks Sletter og akacier i silhuet.
1577. Cromwell var her i fakkelskær Til hest en aften hos kardinalen I kongens fristed på eremitagen, Hvor det første observatorium Og den gamle meridian lå. I tusind år har folk gået her Fra trappesten ned mod tidevand, Langs bredderne, roet i bådene, Hvor Eliot vrængede fra sin kano Og modernismen blev undfanget; Bag mig nu, jeg går mod nord.
1578. På venstre hånd: mudderbanker, Slimet vegetation og småsten I ebbens brune lave vande; Herligheder står langs stien; Guldbæger, brombær, glat burre, Og kæmpebalsamin, magtfuld med Gabende lyserøde blomster, Lancetspidse savtaksblade.
1579. På højre hånd: en dræningsgrøft, Til afvanding af parkens arealer; En bræmme ti til tyve meter dyb, Kilometerlang tæt, vild vegetation, En urskovskulisse, der viser, Hvad en skov virkelig kan: Vokse overalt i alle retninger På alle steder, på én gang.
1580. Grøften er bred som en å, Stillestående vand, algegrønt, Sød stank af sump, planteråd, Iris, siv, gederams, løvnedhæng, Væltede træer og unge skud, Stammer gået i svamp og trøske; Uberørt, ubevægeligt og stille.
1581. Alt fortsætter; urskov og sti videre Ned mod Kew Botanical Gardens, Kulminationen af viktoriansk botanik, Væksthuse gennem to århundrer; hér Ved Old Deer Park, dyrehaven, Et vildnis diorama af tabt natur, Som nogen, bless them, har ladet stå, Beskyttet, plejet i kanterne, afgrænset. Jeg går fra ét vindue til det næste, Træder ind i dem, og ud igen, Og har grænserne med mig, i mig, Berørbare, intenst nærværende; for Alt er virkeligt, fuldstændig virkeligt, Hver gang.
1572. Det har ganske nyligt regnet millioner funklende dråber i aftensolens stråler langs græssets krybestier, hvor ukendte destinationer og gådefulde retninger danner sit eget landskab kortlagt og smagt på tungen, sorte ansigter og følehorn hårdt slim og bittert stads en sneglekrop i superklæber og alligevel altid ren.
1573. Traverserer plænestykker, bestiger vandkander, kar, tværs over terassersefliser, i bålfad, potter, havesko ribber stande af skvalderkål, driver flyder ud i dammen, æder vandliljers blade, afpiller hostaer, kryber op ad gedeblade, meterhøjt, gemt under strå i klynger, udtrådte indvolde åbne kannibaliseret undervejs, grænseløst omnivort: døde små- og mikrodyr, hår, negle og dyrelort, raspet, flået, slebet fortæret, slugt, fordøjet, hvert sti og haveplet overskredet af snegle.
1574. En time med træpincet, tohundrede gastropoder klemt, pirket og snappet; et kilo to hundrede gram i en skål vridende, glidende fremad kantoverkrybende ibiriske skovsnegle fanget.
1575. En seddel fra min elskede: kog dem, store bogstaver, min beslutsomhed blegner, jeg er en havehamlet dog; de er døde, dømte til en bløddyrsmassakre i baghavens sneglegrav, hakket med en spade til ukendelig sneglehed.
1568. Forvildet ind i huset En minimy mariehøne, Knappenålshovedstor, Lækker olivenoliegul Med sorte pletter på, Overnattet i et petriskål, Utrættelig i bevægelse, Indtil langt om længe Hun hviler, guffer lidt På en vissen skærm Af skvalderkål.
1569. Den syvplettede, Som alle børn kender, (Men hvor mange har talt dens pletter eller ved, at der er mange flere slags?) Den to-plettede, Den ti-plettede, Den tolv-plettede, Den fjorten-plettede, Den seksten-plettede, Den nitten-plettede, Den toogtyve-plettede, Den syovogtyve-plettede, Den øje-plettede, Ale mellemvarianterne Og fyrre arter flere.
1570. Og hvad er egentlig En plet for noget, Eller en plamage, Og hvor sidder de? Hvad med den stribe Langs dækvingekanten, Og hvad med dem På forkroppen, brystet, Pas på, det er et øje, Og kan mariehønen Skifte sine pletter ud Som leoparden prøver på?
1571. Derfor et beskedent forslag Til en obligatorisk time, Sjov, lærerig, ikke let, Eminent til gruppearbejde, Selvlæring, erfaring og Nysgerrighedsfremmende, Fingerspidsstimulerende Naturkulturforståelsesfag: I dag skal vi tælle Mariehønens pletter: Vi laver grupper på tre, Her er farveplancher Og her er terrariet, Hvor I kan se dem Krybe rundt og rundt, Værsgo, begynd bare.
P.S. En læser kan jo tælle med På mariehønen hér, Billens latinske navn nedenfor: P.P.S. jeg blev syvogtres, Inden jeg så min første.
En time i solen ved skvalderkålen omkring æbletræet. Et mylder af insekter, blomsterduft, svirren, et håndholdt kamera, nogle udvalgte billeder – og måske en rigtig raritet. Bloggen er ikke et fotoalbum; den er et digtværk. Men når bloggen bevæger sig over i konceptkunst, så er der brug for fotos.
Klik for at forstørre billederne
OBPS om skvalderkål (2) Årets småtid nr. 28
1553. I dag, sankthansaftensmorgen, kan jeg oplyse og dokumentere, med hortikulturalistens stolthed, at min højeste skvalderkål måler en meter og tyve ungefär, præmieplante, primus inter pares, skærmet af sommerfuglebusken i en frodig stand rundt et æbletræ, uundværlig fryd i alle haver.
1554. Her dufter sødligt og behageligt af mirabeller og andre blommer, stænglerne lidt som gulerod; en svajende, vuggende overflod af dobbelte hvide blomsterskærme flittigt besøgt, bevinget, oversvirret af insekter døgnet rundt og af mig med næsen fremme og et kamera i hånden.
1555. En snylteflue, gymnosum rotundatum, ganske lille, med stor rund bagkrop, orange med tre sorte pletter; en snylter på tæger, en endoparasit, larven æder værten op indefra, borer sig ud gennem skjoldet, falder til jorden og går i puppe. Intet dansk navn til denne flue Så hvorfor ikke nanvgive her: Lad os kalde den mariehøneflue, Vi kender den nu, velkommen her.
1556. Her er rød- og sortstribede stribetæger bag til bag i parring på skvaldertoppe, sammenhægtede, den ene slæbbar efter den anden, trukket op og rundt hvis de bliver forstyrrede, gået nær, men i øvrigt dorske og fotogene.
1557. Endnu en tage, almindelig bærtæge, sås en enkelt gang på en skvalderskærm, sit rygskjold dybt rødbrunt og pyntet med løvgrønt, trekantet heraldik, kantet rundt i brunt og hvidt, med antenner til, der matcher.
1558. En gammel kending græsser sig frem, langsomt gennem en mark af blomster, den grønne guldbasse glinser i solen, et farvespil i grønt, guld og kobber stor og metodisk som et kreatur; Tak for gensyn, velkommen tilbage.
1559. Maser af svirrefluer kommer svirrende, antallet er arter er ret forvirrende, adrætte flyvere, musende, sværmende nogle med hvepseynde og hvepsefarver; her er sumpsvirrefluer, havesvirrefluer og mange fler', jeg aldrig ser.
1560. Her må være dusinvis af snyltehvepse, tre af dem vist på denne side, ingen af dem med danske navne; Den første er gastroeruption jaculator, En han; hunnen med en læggebrod dramatisk lang, snylter på bier i reder. Jaculator var en romersk spydkaster, med et kort spyd, javelin, til idræt. Lad os bare navngive den her, Lad os kalde den spydkasterhveps.
1561. En snylterhveps, lang og fin, bagkrop med højgult segment afsluttet i en blank, sort spids. helt almindelig over hele landet, nu i havens stand af skvalderkål; endoparasit i sommerfuglelarver grumt og nyttigt på samme tid, revulsion naturligt, men forkert; på latin ichneumon suspiciosus, Et navn: slank sommerfuglesnylter.
1562. Her lander en lille bladhveps, sort hoved og bryst, orange bagkrop, buttet om livet, ligner en bi, vinger med brede sorte bånd mit billede blev uskarpt, men pyt, mens den slikker nektar og bestøver; Arge cyanocrocea i taxonomien, på dansk intet navn endnu. Larverne lever af brombærblade, hindbær, solbær, alle rubusbuske, Skal vi kalde den brombærhveps.
1563. Her er en skvalderkålblomst under lup Fem kronblade hver med dyb indskæring, To fruglegemer og to hvide støvfang, to millimeter fra spids til spids. Skvalderkål er en dobbeltskærm Så: lad os tælle og beregne: en enkelt umbel har cirka 24 blomster, Hele skærmen har cirka 15 umbeller; Hver plante har 4 til 8 skærme; En enkelt skvalderkål, fuldt udgroet, har mellem tusind totusind blomster.
1564. En god have har vel 100 planter; Min have, der bugner af arten, har, hvad tror jeg, 500 til 1000 planter på et areal, løst anslået 200 kvadratmeter, ergo et sted mellem 1,5 og 3 millioner skvalderkålsblomster i hele haven.
1565. Jeg må fortælle, at blomsten myldrer det vil sige kravler med bevingede dyr; havemyrer på hver eneste skærm, masser af småfluer og andre insekter, store skinnende, grønne og grå fluer, ivrigt overkravlet af mariehøner og alle dem, jeg ikke så og aldrig finder.
1566. Skvalderkålen er en overdådig plante, Elsket, besøgt, besuget intenst, altimens vores grå fluesnapperpar, der yngler i en forladt svalerede, sidder på udkig, gavmildt bespist fra et oversummet gavebord.
1567. P.S: To gange, måske tre gange, så jeg en sjælden svirreflue, uden kamera, uden billede, men jeg er ret sikker i min sag: En ornamentsvirreflue, helt sort med minggrønne bånd på langs af brystet og på tværs over den kulsorte bagkrop, set på selve præmieplanten, klar som neon i natten.
OBPS: Oplysning til Borgere om Planter og Samfund.
1491. Så går jeg på Kullabergs stier igen: Fødderne kender stedet, fyrreduften, Nåletræsmuld, rødder, eng og overdrev, På stier, hvor kroppe og klipper Støder sammen, mødes igen, og Minder skyder frem blandt mine tæer.
1492. Mit første foto til udforskning af ting: En kokasse gennemgravet af biller; Mølle by: træhuse, hav, natur forenet; De klipper vi klatrede på under fyret, Teltslagning i skoven i ly af natten; Menneskeår siden, jeg husker alt.
1493. Sporet i nord begynder her På Kullabergs smalle klippestier På udforskning af nordiske ting Blandt slægtsled efter slægtsled Af indvandrere og indslæbere Fra folkevandringer før og nu.
1494. De første nye planter viser sig: Den kønne strandlimurt vokser her, Brune honningkrukker på strå, Spæde, hvide kronblade fliger ud Bredvid flade tuer af bidende stenurt, Lyse gule stjerneblomster og skud.
1495. I aften funkler solen over Skagerak Danskerkysten blot en bræmme På en glitrende havskilt horisont. Sveden drypper, fødder finder vej, Landet lever, uberørt, og jeg, Gennemlyst, ånder med.
Nyt i Index Titusind: Klippe • 1491; Kokasse • 1492; Nord • 1493; Strandlimurt • 1494; Bidende stenurt • 1494; Gennemlyst • 1495.
I gengroede skove
Sporet i nord – dag 2
I gengroede skove Sporet i nord - dag 2
1496. En dagsvandring ved Hyssna Viser at fødder er lavet Til smalle, knoldede stier; Ben, bækken, kropsbalance Bærer os frem i vandretrang; Sådan skabtes vi på urtids heder, Sådan bevægede vi os ud Fra klippehuler og dybe skove.
1497. Skove, i dag kun skygger tilbage Fra plantagedrift og skovmaskiner; Sverige har mistet sin urskov. Tilbage står fældningsfelter Som dem Vi vandrer gennem; Ungskov, tyve til fyrre år højst, Alt har samme alder, intet råd, En fattig kronodiversitet.
1498. Nåletræsplantager af rødgran, Overalt fugtig bund, blød af væde, Mosser, mosser, mosser Dækker skovbund og stubbe Der står memento mori Fra sidste totalhugst her.
1499. Jeg lægger en håndfuld hankogler Fra rødgranen frem på mosset, Tager et foto, for se bare Den grokraft overalt vi går, Ungtræer skyder op, smukke lys Af skovfyr, rødgran og klippefyr, Årgamle rønnetræer, små bævreasp Blandt rødel, eg og askespirer, Et dusin for hvert skridt vi tar; Skoven gengror sig selv, Rejser sig og vandrer mod nord.
1500. Vi følger hundredårige stendiger, Går langs elve, krydser skoveng, Vi søger terrænet, finder landet, Går forbi gårde i falurødt Nye træhuse, forstadskvarterer Med robotklippede plæner, Gamle lader og hestefolde, Langs klukkende vandløb Med væld af hjortetrøst.
1501. Og dér, det smukkeste syn, Et flyvende par insekter i flirt Fløjlssorte vinger, metalblå krop, Fem seks centimeter lange For første gang har jeg set Blåbåndet pragtvandnymfe i live.
1502. Efter mindst to svenske mil Når vi tilbage til lejrpladsen Med håb og vækst i kroppen, Værkende, frisatte og våde.
1503. I skoven oven Tanum sletten Over hvide, nøgne klippeflader Skåret og skuret af bræ og is Vandrer vi i oldgammelt land; Her er Sveriges helleristninger Spredt ud over fjeldets sten Vendt ud mod urtidens hav Og fjorden, der lå her dengang,
1504. Figurer der granskes og tolkes I hver tidsalders selvforståelse, Også min, også jeg, og dog, For her er er er urtidskunst Fra en ristende visionær poet, Hvor ingen formidling behøves:
1505. Et sted på klippefladen Finder jeg en lille hvalfigur, Set, følt, genfortalt til mig: Natur og kultur forenet Fra en tid, hvor man næppe Har haft behov for at skelne.
1506. En mesterlig oldtidskunstner Med sofistikeret sans for form Med følelse for levende figurer og, Er jeg sikker på, med ægte fryd, Har gengivet hvalen dens væsen.
1507. Nu, tretusind år senere Viser han mig hvalen igen Ude i fjorden, hvor han kom, Hvor vi sammen så ham blæse, Hvor vi tog hans sjæl til os, Og forbinder mig, uden filter, Til sit indre blik for poesi For ærefrygt og harmoni.
Nyt i Index Titusind: Bræ • 1503; Urtidskunst • 1504; Natur og kultur • 1505; Hval • 1506; Harmoni • 1507.
Klodeskorpe
Sporet i nord – dag 4
Klodeskorpe Sporet i nord - dag 4
1508. En kort opklatring Over rundsleben klippe, Glat, nøgen og furet, Urgammel klodeskorpe, Nordsøblæst i håret, Den kolde aftensol, Millioner bølgekamme.
1509. På vej ned igen, En klynge vilde orkideer I fuldt hvidpink flor, Smalle sortplettede blade Skærmet af blåbærkrat.
1510. Længere fremme en spinkel urt, Kun to blomster, jeg tøver, Plukker den ene, ubekvem, Til artsbestemmelse i læ: En mælkeurt, lys rosa Trevinget blomst, åbnet En centimeter spids til spids, Vokser ud på stænglen, Indtil den svækkes, luder, Mens nye skud stikker op Fra plantens top.
1511. Jeg elsker mine stier, Følger mine fødder, I dag har jeg mødt To nye duelige planter Og mærket planeten Med mine tæer.
Nyt i Index Titusind: Klodeskorpe • 1508; Orkidé • 1509; Mælkeurt • 1510; Planet • 1511.
Sjagger
Sporet i nord – dag 5
Sjagger Sporet i nord - dag 5
1512. Jeg sover under åben himmel; Birketræer suser, brisen svaler, En sø indrammet af træer, Insekter sværmer som røg; Skjult i løvet og ude på plænen Hakker en sjagger sit kald: Tjak, tjak, tjak igen og igen; Kold vågner jeg af babydrømme.
1513. På Akershus fæstning ved porten Hvor de vilde blomster gror Fanger en sjagger en orm Få skridt fra hvor jeg står; Pligt mod yngel trumfer frygt; Hun hiver, hakker, fanger, Trækker ormen frem af græsset Fodrer sin unge, som følger jagten, Udvokset, hoppende bag sin mor, Skrigende, tiggende om mad Under næsen på en præsident.
Nyt i Index Titusind: Birk • 1512; Sjagger • 15012; Orm • 1513; Tiggeri • 1513.
Mennesker i hig
Sporet i nord – dag 6
Mennesker i hig Sporet i Nord - dag 6
1514. Her er vi alle mennesker; En oplevelsesprotokollerende, Monumentstiltrukket, selvoplevende, Tidstællende, selfiestræbende, Bjergindtagende, naturindlevende, Sprog- og aldersdivergerende, Kropsskulpturerende, klippespringende, Sværvægtig, tyndsålet, pustende, Muskelkraftudfoldende, beslutsomt Opadstræbende menneskehed.
1515. På bjergplateauet, navngivet sikkert I andægtighed eller besværgelsesmani, Samles vi i en videofilmende, Solbadende, hvilende, panorerende, Måbende, mediterende, droneførende, Fjeldopsøgende, sjælevandrende Selvopfyldende menneskehed.
1516. Lysefjorden ligger kollosal, Blå, blank og stille Ubevægelig under solen; Fjeldet og fjorden øde, Ikke tomme, men øde; Uforanderlige, farlige For os alle, en viden Vi opnår hver især, En stilhed indefra; Det tætteste jeg kommer På evigheden i live; En hvid sky driver, En vind i mit ansigt.
Nyt i Index Titusind: Menneskehed • 1514; Bjergplateau • 1515; Evigheden • 1516.
Om kvægmyg
Sporet i nord – dag 7
Om kvægmyg Sporet i nord - dag 7
1517. Idyllisk blogværksted i Telemarken Ved brinken af elvens sorte strøm; Vandet i bevægelse, flyder bredt Forbi stier ned gennem blåbærbuske, Under skovfyr gennem høje bregner. Jeg sætter mig ved lejrens bænk, Ah, et bord, og åbner notesbogen, Afpropper pennen en tidlig morgen, Arbejdstid, flodbrus og fuglefløjt.
1518. Men ikke i dag, slet ikke her; Jeg er kun ét blandt utallige dyr Gennem umindelige tider og epoker Drevet halvt til vanvid af kvægmyg: Miniature sataner, 2-4 millimeter store, Stor slægt af myg, overalt i nord, Over totusind arter i kendes, Kaldet knot på dansk og norsk, Kognat til det engelske gnat.
1519. Keats har skrevet om gnats: Et sanseligt, sublimeret naturdigt, Der væltede mig omkuld som ung, To Autumn, perfektioneret romantik; Et klagende sørgekor af gnats, Skrev mit forbillede, død af TB, Også et ideal i morbide stunder. Men her er noget virkelig galt Med ungdommen og med biologien, Og digtets fakta, master Keats, For heroppe er knoterne psyko; Med ansigt og øjenlåg opsvulmet Tager jeg ydmygt myggehatten af For mine hærdede norske kolleger; Og de svenske og skotske med; Beslutter, at jeg helt færdig Med naturidyl og romantikken.
Nyt i Index Titusind: Blåbærbusk • 1517; Kvægmyg • 1518; Knot • 1518; Naturidyl • 1519.
Om levende og døde ting
Blandt de titusind tings digte er det ganske sjældent, at menneskeskabte ting får indpas. Hele værket balancerer på sin egen modsætning mellem den naturlige verden og det, der er del af den frembragte verden (døde ting). Afgrænsningen er vilkårlig; de døde tings sammenstød med de levende ting er voldsom, dødelig, og ændrer jorden overalt, og den naturlige verden giver efter – indtil den ikke gør det længere.
Men det sker, at det menneskeskabte syntes at føje sig ind i, lægge sig op ad, ja, vokse ud af den naturlige verden. Mange af disse steder træffes i Norge, hvor jeg som tingfinderdigter gribes af stærk sympati for stedet og de ting, som mennesker har skabt.
Nedenfor bringes fire digte om sådanne steder og de materialer, som mennesker har brugt til at forme deres tilværelse på den jord og ved det vand, de bebor.
Mennesker ved vand
Sporet i nord – dag 8
Mennesker ved vand Sporet i nord - dag 8
1520. Mekanisk slid, fattigt slæb: Et mølleskur, en hyttebolig; En bundrem sat på brokker, Sokler lagt på klippegrund, Blokhus vægge i gammelt træ, Et kighul ind, en lågedør; Tag beklædt med birkebark, Dækket tykt med tørv og græs.
1521. To gruttesten på en aksel, En snegl af træ i gulvet, Hvor strømmen ledtes hen Fra en mosset plankerende; Simpel slidske til styring Af vandets fald og styrke.
1522. En opholdshytte, et ildsted, To træbrikse med kanter på, Et glughul i en midterkævle; Røg, halm og stank af snavs Dengang ved fossen i skoven: Mølleren og hans unge hjælper, Med sygdomme, tabte tænder, Valne fingre i smeltevand.
1523. Jeg håber de fik en ungdom, Latter, fjant, lidt lykke; De materialer vi ærer i dag, De redskaber vi stadig kender, Ikke at glemme de ukendte døde, Deres kundskab, deres håndværk; Et gulnet grin, en skuttet ryg.
Nyt i Index Titusind:
Hytte • 1520; Gruttesten • 1521; Smeltevand • 1522; Ryg • 1523.
Æblehaver ved Hardanger Fjord
Sporet i nord – dag 9
Æblehaver ved Hardanger Fjord Sporet i nord - dag 9
1524. Frugtdyrkning i nihundrede år På hver en ledig høstbar plet: Æbler, blommer, pærer, kirsebær, Gamle, nye, små og store træer Klemt inde mellem fjeld og fjord I små byer langs den smalle vej. Inter er spildt, alt er tæt, Tunneler af plast mod fugle, Trådfæstede grene på espalier.
1525. Dette er jordbrug i øjenhøjde, Æblesaft og nationalromantik; En tabt følelse findes her, At modtage landets udbytte I ansigts smil og dieselos, At se ud over det salte vand, At hæve blikket op ad bjerget Og vide: Hertil din grænse går, Dette er, hvad du får.
Nyt i index Titusind: Frugtdyrkning • 1524; Æble • 1525; Jordbrug • 1525.
Kærlighed i Utne
Sporet i nord – dag 10
Kærlighed i Utne Sporet i nord - dag 10
1526. I en vig i Hardangerfjorden Ligger Utnes huse og færgeleje; Byens hotel fra sytten toogtyve Er vidne om de mange vejfarende I århundreder på vej nord og syd, Bygget i træ, hvidmalet, kittet, Forsiret geræk, stakit og låger. Biblioteket ligger front mod fjorden, To etager træ, stolt opført en gang, Hvid afskallet maling, nu forladt. Som det nedlagte frugtudsalg, ældet Af brug og mangel på samme, bevaret Som arv og minde for eftertiden.
1527. Kirken står velholdt på sin knold, Helt i træ med spir og tag belagt Med plader af håndhugget skiffer Lavet til at holde i tusind år, Lagt med omhu, med indlevelse, Som de små haver og bygninger På skråningen ud mod vandet Viser en kærlighed til stedet; Døre og bænke bag stengærder Overvældet af grønne vækster, Alt sat i levende materialer:
1528. Langs gæstgiveriets baghave, Tilgroet med gamle æbletræer, Vokser en fjerbusk til pryd Foran en hæk af jasmin i flor; Som den, min elskede bragte mig I et tempel i det gamle Hanoi Gemt i en lille æske af blik: En blomst af jasmin plukket Samme morgen fra familiens træ, En kvist, en hvid klokke, en duft Holdt i fire hule hænder.
Nyt i Index Titusind: Hus af træ • 1526; Skiffer • 1527; Jasmin • 1528.
I Norge findes intet ugræs
Sporet i nord – dag 11
I Norge findes intet ugræs Sporet i nord – dag 11
1529. Så kom vi da til Bud den femte juni desuagtet, et fiskerleje, en kirke sat på kampesten, i falmet hvid og brun, løgkuppel i kobber, valgssted og klenodie fra Riksdagsforsamlingen og friheden i atten fjorten, skiltet, erindret, fortalt; lidt perlegrus, et gærde små pletter af græs, sten og vilde planter, en tue af kællingetand.
1530. Fritvoksende grøfter løber fra syd til nord, langs alle veje og stier, markskel og over bjerge, et endeløs vegorama: dagpragtstjerne, kørvel, skovgeranier, rødkløver, smørblomst, mælkebøtte, gærdevikker og høje strå, sitrende i sol og luft; alt vokser, når det skal, alt kommer, når det vil, mennesker og materialer samles, hvor de kan.
Nyt i Index titusind: Frihed ◦ 1529; Kællingetand ◦ 1529; Grøft ◦ 1530; Dagpragtstjerne ◦ 1530.
Et ægte kærlighedsknob
Sporet i nord – dag 12
Det første billede af firbladet er mit eget; nærbilledet er taget fra Wikimedia Commons, fordi mit eget mislykkedes. Nærbilledet illustrerer blomstens symmetri, der er vigtig for dens betydning i plantefolkloren.
Et ægte kærlighedsknob Sporet i nord – dag 12
1531. På tur langs en Lofoten sø, Gammel skov, bække og sten, Så smuk man glemmer at dø; Mundheld på vietnamesisk.
1532. Kald det bare bedstefar sti Med klukke og rislende vand, Lange stræk lagt op på planker Over sump, bæk og moseland.
1533. En klippesten med birke på, Hvide multebærskud i blomst; Aaah, hvilket landskab at gå, Hønsebær, bistort og bregner.
1534. Jeg vugger fremad i sporet, Daser rundt i et skovbad; Men stopper og pulsen hopper: I fugtig skygge: et firblad.
1535. Folklore og urtemedicin Finder i plantens symmetri, I dens form og hele positur, Helbredelse og harmoni.
1536. På engelsk kaldt lighedens blomst For balancen i dens dele: Alt er en funktion af fire, Velskabt, samlet i et hele.
1537. Fire kronblade og kurvsvøb, Otte støvtråde, støvknapper, Fire grifler, det sorte bær, Kransstillede hjertelapper.
1538. Kaldet ægte kærlighedsknob, En sømand, ensom, derude; Fire smalle blade knyttet Under frugten i en knude.
1539. På dansk, nøgternt, protestantisk; På spansk, katolsk, mere smægtigt, Kaldes planten splidens æble; Vid blot, at bæret er giftigt.
Nyt i Index Titusind: Bæk ◦ 1531; Sump ◦ 1532; Multebærskud ◦ 1533; Firblad ◦ 1534; Urtemedicin ◦ 1535; Velskabning◦ 1536; Støvtråd ◦ 1537; Bær ◦ 1538; Giftig ◦ 1539.
Titusind vandfald
Sporet i nord – dag 13
Titusind vandfald Sporet i nord - dag 13
1540. Floder, vandløb og fosse, Glinsende, stejle sider, Vandløb gemt i blåbærbuske, Hver meter en lile strøm, Hvert bjerg med hvide strenge, Smeltevand fra kolde tinder, Snekapper, issøer, driver, Frosne floder under bræer, Fjelde med spejlblanke søer Flyder over, overstrømmer, Sumper til, risler ud.
1541. Norges titusinde vandfald Hver med egen lydsignatur: Den gurglende, boblende pludrende evindelighed. Måske der findes folk, Kloge mennesker ved vand, Med gode, brugbare ord For den ældste lyd, vi har.
1542. Atter en elv, glatte sten, Kinetisk kraft, sol i skum, Fugtig luft, køligt græs, Frisk fisk, et liv i morgen; Mest potente fortidsminder I de allerførste gener: Et brus af vand, en arkelyd.
Nyt i Index Titusind: Fos • 1540; Issø • 1540; Vandfald • 1541; Arkelyd • 1542;
1540. Floder, vandløb og fosse, Glinsende, stejle sider, Vandløb gemt i blåbærbuske, Hver meter en lile strøm, Hvert bjerg med hvide strenge, Smeltevand fra kolde tinder, Snekapper, issøer, driver, Frosne floder under bræer, Fjelde med glasklare søer Flyder over, strømmer ned, Sumper til, risler ud.
1541. Norges titusinde vandfald Hver med egen signatur: Den gurglende, boblende pludrende evindelighed. Måske der findes folk, Kloge mennesker ved vand, Med gode, brugbare ord For den ældste lyd, vi har.
1542. Atter en elv, glatte sten, Kinetisk kraft, sol i sprøjt, Fugtig luft, køligt græs, Frisk fisk, liv i morgen; Mest potente fortidsminder I de allerførste gener: Et brus af vand, en arkelyd.
1529. Så kom vi da til Bud den femte juni desuagtet, et fiskerleje, en kirke sat på kampesten, i falmet hvid og brun, løgkuppel i kobber, valgssted og klenodie fra Riksdagsforsamlingen og friheden i atten fjorten, skiltet, erindret, fortalt; lidt perlegrus, et gærde, små pletter af græs, sten og vilde planter, en tue af kællingetand.
1530. Fritvoksende grøfter løber fra syd til nord, langs alle veje og stier, markskel og over bjerge, et endeløs vegorama: dagpragtstjerne, kørvel, skovgeranier, rødkløver, smørblomst, mælkebøtte, gærdevikker og høje strå, sitrende i sol og luft; alt vokser, når det skal, alt kommer, når det vil, mennesker og materialer samles, hvor de kan.
1524. Frugtdyrkning i nihundrede år På hver en ledig høstbar plet: Æbler, blommer, pærer, kirsebær, Gamle, nye, små og store træer Klemt inde mellem fjeld og fjord I små byer langs den smalle vej. Inter er spildt, alt er tæt, Tunneler af plast mod fugle, Trådfæstede grene på espalier.
1525. Dette er jordbrug i øjenhøjde, Æblesaft og nationalromantik; En tabt følelse findes her, At modtage landets udbytte I ansigts smil og dieselos, At se ud over det salte vand, At hæve blikket op ad bjerget Og vide: Hertil din grænse går, Dette er, hvad du får.
1520. Mekanisk slid, fattigt slæb: To mølleskur, en hyttebolig; En bundrem sat på brokker, Sokler lagt på klippegrund, Blokhus vægge i gammelt træ, Et kighul ind, en lågedør; Tag beklædt med birkebark, Dækket tykt med tørv og græs.
1521. To gruttesten på en aksel, En snegl af træ i gulvet, Hvor strømmen ledtes hen Fra en mosset plankerende; Simpel slidske til styring Af vandets fald og styrke.
1522. En opholdshytte, et ildsted, To træbrikse med kanter på, Et glughul i en midterkævle; Røg, halm og stank af snavs Dengang ved fossen i skoven: Mølleren og hans unge hjælper, Med sygdomme, tabte tænder, Valne fingre i smeltevand.
1523. Jeg håber de fik en ungdom, Latter, fjant, lidt lykke; De materialer vi ærer i dag, De redskaber vi stadig kender, Ikke at glemme de ukendte døde, Deres kundskab, deres håndværk; Et gulnet grin, en skuttet ryg.
1508. En kort opklatring Over rundsleben klippe, Glat, nøgen og furet, Urgammel klodeskorpe, Nordsøblæst i håret, Den kolde aftensol, Millioner bølgekamme.
1509. På vej ned igen, En klynge vilde orkideer I fuldt hvidpink flor, Smalle sortplettede blade Skærmet af blåbærkrat.
1510. Længere fremme en spinkel urt, Kun to blomster, jeg tøver, Plukker den ene, ubekvem, Til artsbestemmelse i læ: En mælkeurt, lys rosa Trevinget blomst, åbnet En centimeter spids til spids, Vokser ud på stænglen, Indtil den svækkes, luder, Mens nye skud stikker op Fra plantens top.
1511. Jeg elsker mine stier, Følger mine fødder, I dag har jeg mødt To nye duelige planter Og mærket planeten Med mine tæer.
1514. Her er vi alle mennesker; En oplevelsesprotokollerende, Monumentstiltrukne, selvoplevende, Tidstællende, selfiestræbende, Bjergindtagende, naturindlevende, Sprog- og aldersdivergerende, Kropsskulpturerende, klippespringende, Sværvægtig, tyndsålede, pustende, Muskelkraftudfoldende, beslutsomt Opadstræbende menneskehed.
1515. På bjergplateauet, navngivet sikkert I andægtighed eller besværgelsesmani, Samles vi i en videofilmende, Solbadende, hvilende, panorerende, Måbende, mediterende, droneførende, Fjeldopsøgende, sjælevandrende Selvopfyldende menneskehed.
1516. Lysefjorden ligger kollosal, Blå, blank og stille Ubevægelig under solen; Fjeldet og fjorden øde, Ikke tomme, men øde; Uforanderlige, farlige For os alle, en viden Vi opnår hver især, En stilhed indefra; Det tætteste jeg kommer På evigheden i live; En hvid sky driver, En vind i mit ansigt.
Foto af Preikestolen til venstre er mit; foto til højre er taget af Gorm Fagerberg.
1526. I en vig i Hardangerfjorden Ligger Utnas huse og færgeleje; Byens hotel fra sytten toogtyve Er vidne om de mange vejfarende I århundreder på vej nord og syd, Bygget i træ, hvidmalet, kittet, Forsiret geræk, stakit og låger. Biblioteket ligger front mod fjorden, To etager træ, stolt opført en gang, Hvid afskallet maling, nu forladt, Som det nedlagte frugtudsalg, ældet Af brug og mangel på samme, bevaret Som arv og minde til eftertiden.
1527. Kirken står velholdt på sin knold, Helt i træ med spir og tag belagt Med plader af håndhugget skiffer Lavet til at holde i tusind år, Lagt med omhu, med indlevelse, Som de små haver og bygninger På skråningen ud mod vandet Viser en kærlighed til stedet, Døre og bænke bag stengærder Overvældet af grønne vækster, Alt sat i levende materialer:
1528. Langs gæstgiveriets baghave, Tilgroet med gamle æbletræer, Vokser en fjerbusk til pryd Foran en hæk af jasmin i flor; Som den, min elskede bragte mig I et tempel i det gamle Hanoi Gemt i en lille æske af blik: En blomst af jasmin plukket Samme morgen fra familiens træ, En kvist, en hvid klokke, en duft Holdt i fire hule hænder.
1517. Idyllisk blogværksted i Telemarken Ved brinken af elvens sorte strøm; Vandet i bevægelse, flyder bredt Forbi stier ned gennem blåbærbuske, Under skovfyr gennem høje bregner. Jeg sætter mig ved lejrens bænk, Ah, et bord, og åbner notesbogen, Afpropper pennen en tidlig morgen, Arbejdstid, flodbrus og fuglefløjt.
1518. Men ikke i dag, slet ikke her; Jeg er kun ét blandt utallige dyr Gennem umindelige tider og epoker Drevet halvt til vanvid af kvægmyg: Miniature sataner, 2-4 millimeter store, Stor slægt af myg, overalt i nord, Over totusind arter i kendes, Kaldet knot på dansk og norsk, Kognat til det engelske gnat.
1519. Keats har skrevet om gnats: Et sanseligt, sublimeret naturdigt, Der væltede mig omkuld som ung, To Autumn, perfektioneret romantik; Et klagende sørgekor af gnats, Skrev mit forbillede, død af TB, Også et ideal i morbide stunder. Men her er noget virkelig galt Med ungdommen og med biologien, Og digtets fakta, master Keats, For heroppe er knoterne psyko; Med ansigt og øjenlåg opsvulmet Tager jeg ydmygt myggehatten af For mine hærdede norske kolleger; Og de svenske og skotske med; Beslutter, at jeg er helt færdig Med naturidyl og romantikken.
1512. Jeg sover under åben himmel; Birketræer suser, brisen svaler, En sø indrammet af træer, Insekter sværmer som røg; Skjult i løvet og ude på plænen Hakker en sjagger sit kald: Tjak, tjak, tjak igen og igen; Kold vågner jeg af babydrømme.
1513. På Akershus fæstning ved porten Hvor de vilde blomster gror Fanger en sjagger en orm Få skridt fra hvor jeg står; Pligt mod yngel trumfer frygt; Hun hiver, hakker, fanger, Trækker ormen frem af græsset Fodrer sin unge, som følger jagten, Udvokset, hoppende bag sin mor, Skrigende, tiggende om mad Under næsen på en præsident.
1503. I skoven oven Tanum sletten Over hvide, nøgne klippeflader Skåret og skuret af bræ og is Vandrer vi i oldgammelt land; Her er Sveriges helleristninger Spredt ud over fjeldets sten Vendt ud mod urtidens hav Og fjorden, der lå her dengang,
1504. Figurer der granskes og tolkes I hver tidsalders selvforståelse, Også min, også jeg, og dog, For her er er er urtidskunst Fra en ristende visionær poet, Hvor ingen formidling behøves:
1505. Et sted på klippefladen Finder jeg en lille hvalfigur, Set, følt, genfortalt til mig: Natur og kultur tilsammen Fra en tid, hvor man næppe Har haft behov for at skelne.
1506. En mesterlig oldtidskunstner Med sofistikeret sans for form Med følelse for levende figurer og, Er jeg sikker på, med ægte fryd, Har gengivet hvalen dens væsen.
1507. Nu, tretusind år senere Viser han mig hvalen igen Ude i fjorden, hvor han kom, Hvor vi sammen så ham blæse, Hvor vi tog hans sjæl til os, Og forbinder mig, uden filter, Til sit indre blik for poesi For ærefrygt og harmoni.
1496. En dagsvandring ved Hyssna; Vores fødder og figur er lavet Til de smalle, knoldede stier; Ben, bækken, kropsbalance Bærer os frem i vandretrang; Sådan skabtes vi på urtids overdrev, Sådan bevægede vi os ud Fra klippehuler og dybe skove.
1497. Skove, i dag kun skygger tilbage Fra plantagedrift og skovmaskiner; Sverige har mistet sin urskov; Tilbage står fældningsfelter Som dem vi vandrer gennem; Ungskov, tyve til fyrre år højst, Alt har samme alder, intet råd, En fattig kronodiversitet.
1498. Nåletræsplantager af rødgran, Overalt fugtig bund, blød af væde, Mosser, mosser, mosser Dækker skovbund og stubbe Der står memento mori Fra sidste totalhugst her.
1499. Jeg lægger en håndfuld hankogler Fra rødgranen frem på mosset, Tager et foto, for se bare Den grokraft overalt vi går, Ungtræer skyder op, smukke lys Af skovfyr, rødgran og klippefyr, Årgamle rønnetræer, små bævreasp Blandt rødel, eg og askespirer, Et dusin for hvert skridt vi tar; Skoven gengror sig selv, Rejser sig og vandrer mod nord.
1500. Vi følger hundredårige stendiger, Går langs elve, krydser skoveng, Vi søger terrænet, finder landet, Går forbi gårde i falurødt Nye træhuse, forstadskvarterer Med robotklippede plæner, Gamle lader og hestefolde, Langs klukkende vandløb Med væld af hjortetrøst.
1501. Og dér, det smukkeste syn, Et flyvende par insekter i flirt Fløjlssorte vinger, metalblå krop, Fem seks centimeter lange For første gang har jeg set Blåbåndet pragtvandnymfe i live.
1502. Efter mindst to svenske mil Når vi tilbage til lejrpladsen Med håb og vækster i kroppen, Værkende, frisatte og våde.
1491. Så går jeg på Kullabergs stier igen: Fødderne kender stedet, fyrreduften, Nåletræsmuld, rødder, eng og overdrev, På stier, hvor kroppe og klipper Støder sammen, mødes igen, og Minder skyder frem blandt mine tæer.
1492. Mit første foto til udforskning af ting: En kokasse gennemgravet af biller; Mølle by: træhuse, hav, natur forenet; De klipper vi klatrede på under fyret, Teltslagning i skoven i ly af natten; Menneskeår siden, jeg husker alt.
1493. Sporet i nord begynder her På Kullabergs smalle klippestier På udforskning af nordiske ting Blandt slægtsled efter slægtsled Af indvandrer og indslæbere Fra folkevandringer før og nu.
1494. De første nye planter viser sig Blandt dem jeg kendte allerede: Den kønne strandlimurt vokser her, Brune honningkrukker på strå, Spæde, hvide kronblade fliger ud Bredvid flade tuer af bidende stenurt, Lyse gule stjerneblomster og skud.
1495. I aften funkler solen over Skagerak Danskerkysten blot en bræmme På en glitrende havskilt horisont. Sveden drypper, fødder finder vej, Landet lever, uberørt, og jeg, Gennemlyst, ånder med.
1475. I dag kan jeg stolt meddele at havens største skvalderkål nu er knap 95 cm høj, tæt på artens vokseevne;
1476. at flere andre eksemplarer i haven er næsten lige høje;
1477. at de snart springer ud i de fineste hvide umbeller;
1478. at insekter svirrer om dem,
1479. at det er min formodning, at botanisk forskning vil vise at planten er vært for andre gnaskere, sugere, nippere;
1480. at den har mange navne f.eks biskopsurt, fordi munke dyrkede den som middel mod podagra, livsstilsygdom for biskopper;
1481. at jo mere haven gror, desto mindre kerer man sig, om der er skvalderkål i den,
1482. at man derfor faktisk kan glæde sig over planten, når den vælder ud i blomst;
1483. at de unge blade er spiselige, men det ved vist alle;
1484. at skvalderkålen er i familie med gulerod og persille;
1485. at skvalderkålen kun gror sparsomt eller slet ikke på mager jord, og at derfor står min eng i blomsterflor;
1486. at rådyr ikke rører den; og
1487. at hvis rådyr endelig kunne blive til nytte for noget, andet end som opfodrede plaffedyr, kunne man med fordel lave, i biobekæmpelsesøjemed, en genmodificeret rådyrsmodel til nipning af skvalderkålstoppe og lysåbning for undervækster.
1488. at jeg af principielle grunde aldrig bruger ordet ukrudt; kun krudturt.
1489. at ordet ukrudt følgelig ikke optages I Index Titusind over naturlige ting, fordi ukrudt er noget mennesket har skabt.
1490. at det Kongelige Haveselskab fremover hvert år udlover et livsvarigt medlemsskab til den højeste skvalderkål i Danmark; bidrag skal indsendes inden Skt. Hans mrk. titusindting.dk.
OBPS - Oplysning til Borgere om Planter og Samfund
1473. Der er planter, som bare ved at være til, Bare ved at stå, hvor de står, Bare ved at gøre, hvad de gør, Har brudt om i alt, hvad jeg ved Og hvad jeg dengang troede jeg troede, Midt i livet, belæst og berejst meningsdannet, Ved et rent sammentræf og et udefra betragtet Helt ubemærket tilfælde og tilmed Ikke langt fra de steder, hvor jeg voksede op Uden at have lagt mærke til anden livsform End min indre bevidstheds konturer Og andres personers påvirking af samme, Ved en hverdagsagtig begivenhed, et familiebesøg, I min søsters ganske lille have lang s-togsbanen, Anlagt som små stier og bede i rudeformater Med planter jeg ikke ænsede, aldrig så, Med ét kommer ansigt til ansigt, i betydningen Et individ overfor et andet individ, Med en plante i et sammenstød, et chok, Med en radikalt anderledes form for liv: En plante, som slår vægge ned, træder ind, Pifter den hovne tempelbygger indeni Ved sin egenrådige skikkelse og form, Ved sin måde at være tilstede på, uomgængelig, Som jeg, arrogant, derfor ikke vidste hvem var, eller, som det hed, og stadig gør, hvad det var.
1474. En stang af en stængel gråfiltet, lidt gullig Kransstillede blade i forfald, visne blomster, En halv meter høj, vokset sig selv i stykker; Og jeg tænker: findes der planter, der ser sådan ud? Kan man have den slags i en have? en park? Slået til stedet står jeg stille, tager synet til mig; Min søster har nok fortalt mig, hvad planten hed; Husker det ikke, men måske et kongelys; Vild i sin styrke til at eksistere som sig selv, En fysisk vilje jeg ikke forstod dengang, For jeg så i den mest et udtryk af trods, En vegetal fuckfinger til mig og min forestilling, Primitiv, artscentreret, uden tanke for planters væren, Om hvordan planter og haver bør se ud; Men dér så jeg, rigtig så, for første gang En slags ekstravagant værdighed hos en plante; Uden at vide noget at sætte i ord, Anede jeg i denne plante en hensigt, Som det tog mig mange år at forstå, Stående stille i stum respekt indtil Planten gav slip på mig igen, lod mig gå.
1464. De første blomster falmer nu, fejet væk, Sol og skygge på et æbleblad i forårsvinden; Støvdragere skrumper, tørrer ud, pollen ødslet bort; Grønne blade, blanke, dunbesatte suger sol; Svøbblade fæstnet til frugtanlæg, smuldrer i høst.
1465. Træets skønhed i bevægelse, en balance Mellem forfald og frugtbarhed gennem livet. Jeg passerer forbi båret ud i dagens lys; De andres liv nås kun glimtvis i stillehed; Vi er flygtige sammen, visner og vokser.
1457. Bevæger jeg mig udenfor erfares, Hvordan alt andet også bevæger sig, Lever, næres, nærmer sig hinanden; At alt påvirker alt andet, også mig, Bøjet over spanden med kompost.
1459. En muggen mandarin fra i fjor Med bakteriepels og gær i vækst, Et sneglespor af størknet slim, Sandkorn hæftet fast til skallen; Indeni, orange organer, tømt.
1460. Et chok af former i forvandling; Det levende, det døde forenes, Kroppens struktur hules ud: Ribber, vener, kødet skrumper, Ædes indefra, vokser udefra.
1461. Det jeg ser, skaber mig, Det jeg skaber, skaber dem, Det der er, har skabt sig selv. Vi er hinandens vitale dele. Alt lever, alt er.
Nyt i Index Titusind: Erfaring ◦ 1457; Bakteriepels ◦ 1458; Vene ◦ 1459; Vitale dele ◦ 146.
1450. Det ene år udsletter det andet, Jeg aldres, mit syn fortættes, Nuet springer ud i tusind ting Og nye ord på mange sprog.
1451. Se: et lille langhornsmøl, Smukke, mønstrede vinger I beige og hvide pletter, Et orange mankehoved.
1452. Sorte øjne og følehorn! Følehorn som perletråde Flyder rundt i luften, På feers lange fingre.
1453. Møllets navn på oldgræsk: Nematopogon; et trylleord, Lad det navn være kendt Af alle børn og børnebørn.
1454. Lad dem smage på det, Lægge det på tungespidsen, Komme fedrys på; sige det: Nematopogon, igen og igen.
1455. Et løsen til de andres verden, Når biologi og mytologi Sat sammen bliver til eventyr Og magisk viden for alle.
1456. Lad dem kende dette møl, Huske det, når de bliver gamle Og skal fortælle om alt det, Vi har, og alt det vi ikke når.
Dette langhornsmøl er set i min have på en klematisstængel. Jeg tror ikke arten har et dansk navn, men jeg er ret sikker på, at arten er Nematopogon adansoniella. Slægtsnavnet er hentet fra oldgræsk: nema = tråd, pogon = skæg. Slægtens engelske navn er longhorn fairy moths. Se i øvrigt to digte om langhornsmøl fra sidste år: Fefølehorn og Guldbåndet langhornsmøl.
1443. Larver er dyr, som få ser og endnu færre forstår; heller ikke jeg, som nu eksempelvis i går;
1444. På knæ og albuer med fingre dybt i havemuld; så jeg en larve, som næsten væltede mig omkuld;
1445. Et lysende fund i den mest kostelig farve; af den sorte jord en lille forårsgrøn, sammenrullet larve;
1446. Af form som den forgyldte, fossile ammonit; jeg som dreng faktisk fandt ganske tit;
1447. Den dreng, der klatrede rundt på Devons sorte kyst; med kroppen fuld af videtrang og findelyst;
1448. Som gravede med klodsede fingre i Karbons urgamle stoffer; rester af dyr og planter fra livets endeløse offer;
1449. Nu, forundret at noget så skabende grønt og sart; lever, findes, så indlysende og åbenbart.
Nyt i index Titusind: Larve ◦ 1443; Knæ ◦ 1444; Forårsgrøn ◦ 1445; Ammonit ◦ 1446; Kyst ◦ 1447; Karbon ◦ 1448; Sarthed ◦ 1449.
Den grønne larve tilhører agatuglen, en almindelig natsværmer i Danmark med form og kamouflage som et rustrødt, vissent blad. Idet jeg samlede larven op landede en mariehøne på min handske. Hun ville hele tiden pile af, men med nøden fra en finger satte hun sig et øjeblik på kameraskud til en håndfuld farverige arketyper: jord, larve, bille og fossile minder.
1432. Plante til pynt i potte af plast Plast til plante i potte til pynt Pynt af plast til potte og plante Potte af plast til plante til pynt Pynt i potte af plast som plante Plante og pynt i plast og potte Pottet plante pyntet med plast Plast og potte med pyntet plante Plante af plast i pynt med potte Potter, milliarder hvert år til en tier.
1433. Plante til pynt i potte med pest Pynt i potte med pest i plante Potte med plante og pest til pynt Pest i potte med plante til pynt Pest til import med pynt og patogen Plante til pynt med plast i Puglia Plast og patogen i Puglia til pynt Puglia i plast og plante med patogen Pest og patogen i plast til plante Pest over Puglia fra plante i potte.
1434. Puglias tres millioner oliventræer Draperet i nobelt gråt og slør; Puglias tres millioner indgroere Ramt af pest og importeret patogen, Aflidende, døde, snart, hver og en; Tabet af et træ er smerteligt, tomt, Tabet af en skov er chok, sorg; Tabet af tres millioner medgroere, Fældet, parteret og brændt på bål, Er en civilisation i aske og støv.
Nyt i Index Titusind: Plast • 1432; Pest ◦ 1433; Plante ◦ 1432; Oliventræ ◦ 1433; Patogen ◦ 1433.
Siden 2015 har udbrud og infektion af oliventræer med centrum i Puglia i Italien medført uddøen af omkring en tredjedel af egnens tres millioner oliventræer. Infektion skyldes en bakterie, Xylella fastidiosa, der antages af stamme fra ornamentelle kaffeplanter importeret fra Mellemamerika. Nye underarter af X. fastidiosa er allerede fundet i Italien. Infektionen er spredt videre, bl.a. til Corsica og rammer også andre planter, bl.a. fuglekirsebær og rosmarin og inficerer desuden planter, der ikke udviser symptomer og som derfor er smittebærere, som lettere undgår opdagelse.
