Duehale (tredje reprise) med rød admiral
3231. En duehale vifter ind over bedet,
Under halvtaget, jeg ser det ske,
Buddleja’en er visnet og tømt,
Kun rød og pink floks i blomst,
Hun anflyver hver og én
Drejer rundt om snablens akse
I rap og lineær rækkefølge
Afsluttet i sving ind om bag mig
Helt tæt op ved øret jeg hører
Hendes dybe vibratohertz
Tromme mod min trommehinde
Trykbølger fra verdensvingen,
Som barndoms konkyliebrus,
Alle verdenshjørner samlet
Gennem hele livet i mit øje;
Hun brummer sig ud og væk
Cirkulært omkring min øregang;
Min elskede ved siden af mig
Nu med en rød admiral på knæet.
Nyt i Index Titusind:
Floks ◦ 3231, Trommehinde ◦ 3231, Rød admiral ◦ 3231.
Om duehale, se også: Duehale (dobbelt reprise), Symfani med aftensværmer;
Om admiral, se også: Admiral på hjerte, Harlekinhorn.