Et græsstrå
1807. At se græsstrå som andet
end græs,
Noget mere end græs,
Eller måske
At se græs som græs i sig selv,
An sich,
Ikke sandt,
Sker for mig en eftermidddag
på balkonen
I tynd luft i Tegucigalpa,
12. etage,
Hvor et græsstrå kom
på afveje,
I en terrakotta krukke
Med flis
I mine øjne dengang
ukrudt;
Det skriver jeg ikke mere,
aldrig,
Jeg har lært mig selv at sige
krudturt.
1808. Jeg kredser om strået
i dagevis,
Mit sprog overrumplet, vredet
skævt;
Tager billeder, kasserer dem,
tiltrukket
Af stråets overvældende form,
enkelhed;
Jeg lavede en opstilling på
sort baggrund,
En vellykket planteskikkelse
på foto:
Mit første græsstrå, iagttaget
med omhu,
Dette enorme noget, denne
græshed.
1809. Jeg får en ubændig trang til at
beskrive
Dette strå i sin helhed
Af hvad?
I sin samlede fremtoning
som græsstrå,
Altså som et vitalt væsen,
en vækst,
Der skaber indtryk, vækker,
følelser,
Og evner at være medrivende,
at knytte
Bånd til en betragter, mig,
en ikke-ting.
1810. Hvormed jeg mener alting
om græs:
Hvordan kommer verden til
et frø?
Hvordan er det at stå
fast?
Hvordan er det at have
rødder?
Enzymer, hormoner, luft
celler?
Hvad er op og ned på
græs?
Hvordan opfatter et græsstrå
sig selv,
At afgrænse sig selv til andet
græs?
Hvordan er sex blevet til hos
græs?
Hvordan mærkes blæst og regn
og sol?
Hvordan mærkes det af få lys
på blade?
Hvad er det for en fornemmelse:
fotosyntese?
1811. Hvor mange arter og slægter af
græs?
Er det en rigtig, rimelig, relevant
inddeling?
Er begrebet om art en måde at skabe
forskel?
Eller skal vi måske tale om
kredse:
Livskredse, artskredse, karbonkredse,
beslægtethed?
1812. Hvordan fik græsset sin særlige
form?
Oplært som jeg er i evolutionær
teleologi,
Hvor enhver form og funktion har
formål,
Formål knyttet til en logisk afledt
funktion,
Formet til overlevelse, formering og
ernæring,
Hvor intet, absolut intet hos græs er
overflødigt;
Men hvorfor ser græs så sådan
ud?
1813. Kan planter føle velvære
eller
Er deres omverden mørk,
eller
Er mørk ikke et dumt
ord?
Når man ingen øjne har,
men
Måske noget andet:
måske
Receptorer til infrarødt lys, varme
kemi?
1814. Kan græsset overhovedet mærke
mig?
Er jeg et signifikant væsen
for græs?
Som den er for mig og
mine fingre,
Kan man sige at græsstrå
Eller arten,
Har individualitet forstået på den
måde,
At de kan sanse og erkende deres
omverden?
1815. Hvad er det for en særlig
græshed?
Form, avne, stakke, frøstand,
skikkelse;
De lever og vokser fra
roden op,
Frø spredes af store græsædere
og myrer
eksempelvis;
Græs er en del af klodens
elementer,
Som jord, vand, luft og
træer,
Hvis man er græsæder eller
menneske,
tilfældigvis.
1816. Hvad er viden og hvad
er digt?
Eller er det to sider af samme
nexus:
Planter, mennesker i adskilte
umwelt;
Og når alt dette er sagt og
skrevet,
Stadig dette spørgsmål:
Hvorfor
Er dette gule græsstrå åbenbart
smukt?
Hvad giver græs ynde og æstetisk
fremtoning?
Sådan som jeg så det for første
gang
Hos et græsstrå, der så ud som
sig selv?
1817. Hvorefter digt og viden går
i ring;
Har jeg i det hele taget ord og
organer,
Der er egnede til det formål at
beskrive
Hvad er det at være græs,
undtagen,
Hvad alle slægtskab må erkende
selv,
Fingerspids til bladspids,
mærk
selv.
1818. Vi lever i ugevis derude
På vores balkon;
Jeg køres i bil til kontor
hver morgen,
Vagten kommer løbende,
dobbeltløbet,
Og tilbage igen hver aften
i skygger
Til strået, der ældes, gulnes
oppefra,
Det visne græs, som jeg kalder
eccepoa *),
Med tanke på liv og frelse
i biosfæren.
*) Se! Dette græs.
Øjets fikspunkt
Klik på billedet for at se det i fuld størrelse
Øjets fikspunkt
1801. Ti-tolv gram formidabel flyver,
Dunpolstret, insektfordret
Flyvefærdig landsvaleunge
Til skolestart på min havedør.
1802. Mandelformede øjne, helt sorte,
I overstørrelse, stærkt på skrå;
Hun har fremadrettet syn
Det vidste jeg ikke før;
Svaler kan se i stereo.
1803. En flugtakrobat, og byttejæger
Synssans, høresans, luftsans
Retningssans og geomagnetisme
Med øje- klo og næbsensorer,
Nervebaner, synapser i gnister,
Muskelkontrol over alle fjer
Målt i mikromikrosekunder.
1804. En sort kalot, rustrødt ansigt,
Et lille næb gemt i fjer
Og en hvid, dunet krop
Med skørter til begge sider
I fin og kostbar supertråd.
1805. Væltet ud af reden, ærgerrig,
Op på dørens top, farligt sted
I dette øjeblik tillidsfuld
Eller modig, måske koldblodig;
Fikspunkt mellem to øjenpar.
1806. Intet fælles register af udtryk,
Ingen gensidig venskabstegn,
Ingen lyd, ingen gestus kendes,
Kun et mættet sekund i ro;
En forælder dykker ned,
Et hvin, et svaleskrig.
Nyt i Index Titusind:
Dunpolster ◦ 1801; Øjne ◦ 1802; Byttejæger ◦ 1803; Kalot ◦ 1804; Øjets fikspunkt ◦ 1805; Hvin ◦ 1806.
Lov om spor
Lov om spor
De danske naturlove (5)
I
1779. Ve kan jo se hvordan spor består af molekylefrekvenser og diffusionsrater;
1780. Hvordan ethvert spor opstår og fortabes indenfor bestemte kromatiske skalaer;
1781. Hvordan spor i vand kendes på deres effervescens målt i tætheden og spredningsevnen i luftboblerne.
1782. Ve kan jo se hvordan vingespor og fjerstiling bestemmer sporsætning og hvirvler af luftmolekuler.
1783. Ve kan jo se hvordan natsværmere trækker spor af luminescens ved svag lumeneffekt.
1784. Ve kan jo se hvordan geomagnetisme og klodeformer trækker atmosfæriske spor, der omsættes til spineffekt af atompar i trækfugles øjne;
1785. Hvordan kloden opfattes kvantemekanisk i strålende spor og koncentriske bølger af geomagnetisk intensitet;
1786. Ve kan jo se hvordan jordskorpen og jordens magmabevægelser sætter spor af udladning som varme og agitation af mineraler;
1787. Hvordan landet bøjes under lys og tyngdekraft.
1788. Ve kan jo se hvordan dufte er omsat farveintensitet og kromatiske gradienter, der opfattes i en stadig ekspanderende biotisk sanseevne over geologisk tid.
1789. Ve kan se jo se hvordan molekyler klistrer sig til fluers fødder, hvordan sporet hænger ved grævlingens labber og hvordan luftpartikler trækker illuminerede striber fra tranens vingespidser og de lysende flak fra natsværmerens vingekanter.
1790. Ve kan jo se hvordan spor lejres på spor mens vind og vand blander dem, fører dem bort og visker dem ud i gradvis fortynding og uigenkaldelig fortabelse;
1791. Hvordan luftrum bliver så mættet af spor, at kun ekkopejling og organer til registrering af luftmolekylers passage kan skelne faste objekter;
1792. Hvordan mønstre, der består af luftgradienter i tiltagende og aftagende fortætning, opfanges som andre væseners spor formet i flere dimensioner.
1793. Ve kan jo se at alle levende væsener bevæger og orienterer sig i land- vand- og luftformer med sanser tilpasset i uendelig variation til omgivelsernes kvalia;
1794. Hvordan alle væsener spontant opfanger farvespredning, det omgivende medies kemiske sammensætning, molekylebevægelser og atomare signaturer.
1795. Ve kan jo høre at lyden af alle levende væsners samlede bevidsthedsdannende og indbyrdes forbundne, multiplicerende, fortættede sporfrembringende og umweltsudfyldende sanselige eksistens – er stilhed.
II
1796. Ve bekræfter derfor alle levende væseners ret og evne til sætte, skabe og sanse sine og andres spor;
1797. At spor og sporsans nedarves genetisk og udfoldes i biossfæren som et konstituerende led af arternes opståen og forbigåen;
1798. At spor i vand- luft- og landform er en fællesbiotisk kulturskabende identitet frembragt af alle livskredse (arter);
1799. At spor, deres afsætning og gendannelse, er en konstituerende del af den almene overdådighed.
1800. Ve bestemmer derfor, at spor i enhver form er en del af den fællesbiotiske verdensarv, der genskabes kontinuerligt af enhver livskreds og dens organismer til enhver tid og ud i alle slægtsled.
Nyt i Index Titusind:
Spor 1779; Kromatisk skala ◦ 1780; Luftbobler ◦ 1781; Luftmolekule ◦ 1982; Lumeneffekt ◦ 1983; Atmosfære ◦ 1984; Magnetspor ◦ 1785; Magma ◦ 1786; Magnetisme ◦ 1787; Sanseevne ◦ 1788; Grævling ◦ 1789; Fortynding ◦ 1790; Ekkopejling ◦ 1791; Fortætning ◦ 1792; Kvalia ◦ 1793; Kemisk sammensætning ◦ 1794; Stilhed ◦ 1795; Evne ◦ 1796; Biossfæren ◦ 1797; Identitet ◦ 1798; Almene overdådighed ◦ 1799; Fællesbiotisk verdensarv ◦ 1800.
Kysten holdt, landet består
Kysten holdt, landet består
1775. Kysten holdt, landet består
Efter stormfloden forrige år;
Femhundrede træer faldt her,
Hvor vi går langs bredden
Til labbelyden af milde bølger;
Blankt hav under bleg himmel,
Luften er lun og vejret er mildt,
Skyer flyder og ligner kæmpedun.
1776. Efter så megen vildskab ligger
Vrag af træer på den øde bred;
Et rodskelet stikker op af sandet
Afblegede rødder, vejrbidt ved,
Saltet, forblæst, filtret i tang;
Det er ikke tit vi ser det,
Tæt på i alle dets detaljer:
Den viljestyrke rødder har.
1777. Rødderne reddede os alle,
Holdt jorden i et kæmpegreb,
Mens vi klamrede os til håbet;
Gjorde jorden svampet, stærk
Opsugede det hvide havvand;
Et rodnet, der kan stå i salt,
Sejt, bøjeligt, nær ubrydeligt
Som organisk jordarmering.
1778. Enhver der fælder en skov
Tager skyld og ansvar på sig;
Når en genbo fælder et træ
Planter jeg straks et andet;
Ved den faldne fyr på stranden
Under dens benede pegefinger,
Et minde, ja, et kultsted,
Sætter jeg en gran fra haven.
Nyt i Index Titusind:
Kyst ◦ 1774; Rodskelet ◦ 1776; Havvand ◦ 1777; Kultsted ◦ 1778.
Træstubalmanak 2024
Træstubalmanak 2024
1771. Takstræet på stubben
Er vokset en halv meter
I den vådeste sæson ever
I klimaovervågningens tid;
Som arvtager skyder hun frem,
Etablerer den næste slægt,
Frugtbar, bærfyldt, rodsat.
(En nabo, smækker rødgransyngling,
Skød topskud på tres centimeter;
Det længste jeg i min tid har set;
Min have begynder at at ligne
En nordbos kystregnskov.)
1772. Nye gæster ved det runde bord:
En poresvamp dukkede op
Tre steder i stubbens furer:
Frisk, frodig lysebrun i kødet
Med tyk gullighvid rand
Og hvidlige frugtlegemer,
Krøllede kanter, en koloni,
Oplyst i vinterdunkelheden.
1773. Jeg tager en skive med dolken,
Ind under luppens objektiv:
Porerne på svampens underside
Er lange rør, som orgelpiber,
Hvor sporene drysser ned;
Derfor taglagt, derfor udhæng:
Tyngdekraft som formeringsvektor.
1774. Træstubben er spillevende,
Slimet sort, fugtigt frønet;
Karbonkredsløbet snurrer fint,
Opportunistisk, anarkistisk,
Præcis som kredsløb skal;
Her er næring og plads
Til alle der kan, alle der vil;
Stubben er død, stubben leve.
Sæson ◦ 1771; Rødgran - topskud ◦ 1771; Poresvamp ◦ 1772; Sporer ◦ 1773; Træstub ◦ 1774; Karbonkredsløb ◦ 1774.
Se også Træstubalmanak 2023.
Vinterdæmring
Vinterdæmring
1763. Februar morgen, kvart over syv,
Dagen gryr, vi begynder påny.
1764. Havet ligger blankt og stille,
Her er koldt og verden er lille.
1765. Himlen åbner sig hvidligblå,
Ord krymper og blir ganske små.
1766. Tynde grene i fint filigran,
Silhuetter ude i synets rand.
1767. Skoven og strand i mørke rids,
En kile af lys fra næssets spids;
1768. Dér hvor solen snart står frem
I horisonten, hvor jeg vil hen.
1769. Jorden og havets svage krumning
Ses klart i den frosne dæmring;
1770. En tynd og dybblå streg
Foran mig, der viser vej.
Nyt Index Titusind:
Daggry ◦ 1763; Hav ◦ 1764; Himmel ◦ 1765; Synsrand ◦ 1766; Næs ◦ 1767; Horisont ◦ 1768; Dæmring ◦ 1769; Vej ◦ 1770.
Digter i en skefuld jord
Digter i en skefuld jord
1760. Jeg graver ned
I en skefuld jord
Under luppens lys;
Se det gyldne skær,
Kvarts og jordpartikler
I sære formationer;
De ting vi ser.
1761. Bristende øjenhuler,
En lydløs mund,
Et afpillet kranium
Med muggengul kalot
Stivnet i evig beskuen
Af et gyldent korn,
Det aldrig når.
1762. Når det skal ske,
At jeg forsvinder
Blandt sandkrystaller;
Lad nye generationer
Se, hvad jeg har gjort;
En rasende stræben
Sat i støv.
Nyt i Index titusind:
Jordpartikler ◦ 1760; Kranie ◦ 1761; Støv ◦ 1762.
En plante er sentient
En plante er sentient
1749. Her står vi så
med mine kanter
overfor dine;
1750. En dybgrøn essens
med udsøgt bladrand
i gullig streg;
1751. Bladets svungne form
trukket ud i tornespids
af et mestergen;
1752. En kurvfuld afkom,
spædgrøn vækst,
flokkes op af kronen;
1753. Helhed og balance
i oplyst farvespil
med egen værdighed;
--o--
1754. Mit sprog savner
et ord for planters
kvalitet af ligeværd;
1755. At planters eksistens
og omgang med os
skriger på tabu.
1756. At en plantes liv
er etisk forankret
og påvirker os;
1757. Sansende, ja,
og sansevækkende,
i live og vegent;
1758. Lad os sige
at en plante
er sentient;
1759. Her står vi så:
mine sanser
overfor dine.
Grønt som bevidsthedsækvivalent
Grønt som bevidsthedsækvivalent
Til Mei Mei Berssenbrugge
1742. Jeg kan ofte få den sære tanke,
At planter føler sig usynligt frem
Rundt langs hele individets kanter;
Grønt sidder jo smak i hjernemuffen,
Altid lige i øjet, ind på huden.
1743. Jeg trådte derfor i min haves sted,
Og stak nervetråde ned i græsset
For at mærke det som jorden gemmer,
Når tusind årstidskræfter sætter ind;
Et sug af fortids sol og vand og vind.
1744. Formål bryder frem og op af mulden,
Planter vokser tæt og grønt med vilje;
Stilke står og ta’r bestik af vejret;
Jeg mærker træets fibre vides ud
I en sky af gasser og fotoner.
1745. Grønt er erfaring fra fylogenesen:
Frugter og træer og stepper med græs,
Menneskets første sult, slidte tænder,
Grove fingre graver jord og knolde;
Stød i hjernebark og planteceller.
1746. Vi er opstået sammen, tråd for tråd,
Med neuroner og trevlerødder,
Udformet forskelligt, men filtret ind;
Overlevelse og vækstbetingelser,
To former for liv i samme skind.
1747. Grønt trækker i mine nervebaner,
En puls løber op ad mine fingre;
Ved berøring af det vævfulde blad
Er det måske mig selv, der forstår,
Hvordan krop og tanke hører sammen.
1748. Grønt er derfor den tredje substans,
Der forbinder de to med hinanden;
Her fornemmer jeg min ureksistens,
Vores første sansning og intelligens;
Grønt er en bevidsthedsækvivalent.
Til en sitkalus
Til en sitkalus
O wad some Pow’r the giftie gie us
To see oursels as others see us!
Robert Burns, To a Louse, (1786)
1734. Hah! Hvor vil du hen, prægtige kryb
Høstet i havens graner i sommer,
Jagtet rundt og rundt i luppens lys;
Sid stille et sekund,
Et vellignende fotobevis
Kan du nok ha’ mig undt.
1735. Jeg har grublet over hvem du er,
Ved opslag i album for bladlus
Straks genkendt i slægtens række,
Ét af titusind
Omdigtede væsner er fundet:
Dette er sitkalusen.
1736. Sitka er et ord lånt fra tlingit,
Et oprindeligt sprog fra Alaska,
Et demonym, en by, en kæmpegran;
En magesløs afid,
Ti millioner år på jorden;
Sådan ser du ud.
1737. Jeg udvælger et foto til digtet;
Alle er ægte, men jeg tøver;
Det subliminale er på spil,
Jeg hverken forskønner, fordrejer
Eller fornægter;
Som læser er du manipuleret,
Så, caveat lector.
1738. Ét foto er skarpt i fuld figur;
Men det andet: Lusen på halen,
Antenner strøgne, undergiven,
Øjne vendt opad, udtryksfuld,
Vækker empati,
Antropomorfisk optimalt;
Et fuskeri.
1739. Det ligner en form for kontakt:
Kæmpe lupholder og ydmyg lus;
En bøn om liv og barmhjertighed,
En ny fabel om magt og snilde,
Som hvalen og musen,
En patetisk falskhed i min hjerne
Og i lusen.
1740. Men på indersiden af synet:
Alle de billeder vi laver,
De følelser vi møder og har;
Væsner stopper vores hånd,
Går i rette med os selv;
Den milliontedel af alle arter
Vi ikke slår ihjel.
1741. Som Rabbie Burns tænker jeg igen:
Gid det var dig, der kunne se os;
En slags animistisk gensidighed,
Mere adskilte end fælles, og dog,
Mindre bange, mere milde,
Når vi krydser hinanden derude
De brutale versus de vilde.
Nyt i Index titusind:
Kryb ◦ 1734; Sitkalus ◦ 1735; Kystregnskov ◦ 1736; Subliminal ◦ 1737; Antropomorfisme ◦ 1738; Hjerne ◦ 1739; Slå ihjel ◦ 1740; Animisme ◦ 1741.
I erindring om Robert Burns, (1759-1796) skotsk nationaldigter. Se også To the Poet - from the Mouse.
Tægetræk
Tægetræk
1729. Nytårsbesøg i iskoldt gazebo,
Skrivefelt og sprossede ruder,
Frostmønstret indbo stivnet;
Døren åbnes op til logiet,
Gummi knaser i kuldeforsejling;
Et ryk i alle tægens knæ,
Spændes klar til spring,
Adrenalinens insektækvivalent.
1730. En olding af en tæge,
Som ung splendid i rufusglans
Men nu, alderdomsvækket,
Nordbofarvet, matte mønstre,
Lår som fiskeryg i nobel grå
Skinneben med flade padler,
Dobbelt hvidt zig-zag emblem
Som felttegn og skriftmystik.
1731. Den amerikansk fyrretæge,
Som benævnt på dansk,
Sætter sig på bakkekanten
Fyldt med fyrretræsmasse,
Irlandsgrønt blækbeskrevet;
Falmede, firdelte følehorn
Står tegnet skarpt i silhuet,
En notatstak fra i sommer.
1732. En vingefod *) på tægetræk:
Det gælder Invasion Europa. **)
På blot femogtyve år
Alle de samme steder
Hvor også jeg har rejst;
Selv i Japan ankom vi
Omtrent sammetids,
Indkapslet jomfrurejse.
1733. Tægen hisøgende og valen
Finder ly i pavillionen;
Grånet og stivvinget,
Som jeg, på denne årstid,
Virksom og knirkende,
Trækker indendørs igen
Indtil foråret kommer,
Nymfer i havens træer.
Nyt i Index titusind:
Adrenalin ◦ 1729; Alderdomsvækkelse ◦ 1730; Skinneben ◦ 1730; Fyrretæge ◦ 1731; Tægetræk ◦ 1732; Hisøgning ◦ 1733; Indendørs ◦ 1733.
*) Den amerikanske fyrretæger hører til slægten randtæger, der kaldes på engelsk leaf-foot p.g.a de flade padler på bageste skinneben, der hos mange arter bliver meget markante.
**) Italien først i 1999; Østrig, Schweiz, Frankrig og Tjekkiet alle i 2003; Belgien, Balkan, England og Tyrkiet i 2007; Japan 2008; Danmark 2009; Ukraine 2010, Rostov-on-Don året efter; Andorra og Finland 2020; Nordmakedonien og Bulgarien 2024; Strøby Strand nytår 2025.
Skygger bag en rude
Skygger bag en rude
1725. En tæge på mit vindue,
Jeg måles og visiteres
Herinde i min bioklokke
På det grønne ocean.
1726. Lys filtreres gennem billen
Diffunderer ud i bølger;
Jeg ånder, billen lever,
Med opdrift hver for sig.
1727. En organisk hydraulik
Pumper gelé og væsker
Med translucente stoffer
Ud i øjne og følehorn.
1728. Jeg åbner min havedør,
Opfanges på antenner;
To sider af bevidsthed,
Skygger bag en rude.
Nyt i Index Titusind:
Tæge ◦ 1725; Opdrift ◦ 1726; Gelé ◦ 1727; Bevidsthed ◦ 1728.
Ichneumon
Ichneumon
1722. En kratluskers kup
På tværs indover
Naboens haveskel
Til fods i terrænet;
Øjne tilpasset løv,
En gunstig årstid;
Dér, ophøjet synlig
På en rødegs blad.
1723. En stor sabelhveps,
Snylter med læggebrod
En tyv, en dræber,
En æggespecialist,
Lårene i orange,
Kølleformet krop
Og underben i sort,
Slank og hvepsespids.
1724. Af ichneumon slægt;
Vandrer, stifinder,
Aristoteles’ påhit.
To spor skilles,
Jeg beriget, faktisk
I modest triumf,
Og sabelhvepsen:
Hvem ved, hvorhen?
Store Billespor
Store Billespor
1713. To stribetæger,
Orangerødt i sort,
Skjold mod skjold
På mit havekrudt.
1714. En ivrig kopulator,
Nyligt indvandret
På billetrekket nord,
En klimaindikator.
1715. Klatrer op og ned
Som et hejseværk,
Fast sammenkoblet,
Forseglet tægesperm.
1716. Stærke linjer på ryg,
En rand der matcher;
Men prikker på bugen,
Hvorfor egentlig det?
1717. Er fjender foroven
Anderledes end dem,
Der kommer fra neden,
Og i så fald, hvem?
1718. Netop skjoldkanten
Stribet rød og sort
Ligner sku da noget,
En menneskelig idé;
1719. Et farvestrålende
Stink- og faresignal
Og så meget andet
Jeg ikke kan se.
1720. To spraglede tæger
Gør ophold i haven,
Hvor Store Billespor
Krydser kontinentet.
1721. Det er min besøgstid,
Jeg vil træde udenfor,
Prise min skvalderkål,
Stå stille og se med.
Note:
Tæger er næbmunde, ikke biller. Jeg var fristet til at tilføje, at tæger strengt taget ikke er biller, men det er jo lidt det samme som at sige, at mennesker strengt taget ikke er neanderthalere. Lad det ligge. Begrebet Store Billespor skal beskrive den for os usynlige massevandring af biller (og andre insekter) på kryds og tværs over hele vores kontinent. Vi ser det det ikke, men et af sporene nordlige grene går lukt gennem min have, er jeg ret sikker på.
Se også digtet Notat om skjoldtæge i haiku.
Billen og lyrikken
Billen og lyrikken
1706. Se, hvilket oplyst skyggespil og
herlighed:
En gylden bladtunge skudt ud
i middagssol,
Hvert hår på bladets kant
i stråler
På en baggrund af sorte og dybe
tenebrer;
En komposition af digt og natur
i chiaroscuro,
Tilegnet naturens enkleste essens
og forgængelighed.
1707. En bille i funklende, ravgul
fulgens,
En anelse uskarpt, en tidløs
sfumato
I sløret overgang mellem lys
og mørke;
Jeg kender ikke billens taxonomi
eller navn,
Med vilje vil jeg ikke kende fakta
og virkelighed;
Dette skal være opløftet digt om
overdådighed.
1708. Derfor skulle dette digt have fejret
en triumf
For det ufærdige, det ukendte, en ny
lyrik,
Et kald på stærke følelser og vores
reverens
For naturen og dens myldrende liv
tæt tæt på.
1709. Alligvel denne drift, denne trang
til viden,
Poetik og videnskab har nysgerrighed
til fælles;
En unøglet søgning i min billebog,
et match!
Krydstjek, et opslag til verifikation
af kendetegn,
Og snart er det evident og piftet
klart,
At dette er en blødvinge, udbredt
overalt,
En af de tætteste populationer
i landet.
1710. Jeg har har aldrig set den bille, jeg er
neofyt,
Og hvor mange ville vide, hvad den
hedder,
Bortset fra læsere af Kristeligt Dagblad
til ære,
Der skriver om biologien og klerikale
navne;
Slå selv efter, journalisten kan sit kram:
præstebille;
Et navn øst op af folkeviddet, hvor det
er kendt,
At præster energisk parrer sig
i flæng,
Som netop denne bille, der ynder et
bunkepul
På skærmplanter, røllikker, kørvel
Og gulerod.
1711. En slægt af prægtige livsduelige,
kosmopolitter;
På engelsk bjørneklo bollebiller *),
prosaisk,
Men egentligt også digterisk
redeligt;
Et bånd mellem dem og os
i sprog,
Om disse spraglede, liderlige, smukke
væsner.
1712. Så mit billede fra første tekst
synker
Sammen i lyrisk pynt og udtjent
glemsel;
Tilbage står, i digt og folkevid, en
kærlighed
Til dette billelivs ligefremme og ægte
skinbarlighed.
*) Hogweed bonking beetle.
Snerlesværmerasyl
Snerlesværmerasyl
1698. En snerlesværmer sidder
På min slidte cykeltaske
En solrig septemberdag.
1699. Stille og sfinxforstenet,
Indfløjet langt fra syd,
Ethiopien eller Somalia.
1700. En bomstærk vingeslider
På enorme migrationer:
En sjælden gæst er landet.
1701. Pelset grå og hvidmeleret,
Fine hvirvler cirkelrunde,
Og forben som pomponer.
1702. Suveræn kamoufleret
Til skov, krat og bark,
Og grå nylon åbenbart.
1703. Hele natten og næste dag,
En cykeltur til indkøb,
Samme aften er hun væk.
1704. Jeg ønsker hende snerler
Til de kulørte larver,
Et sikkert skjul at dø.
1705. Skulle I komme her igen,
Så sæt jer blot, hvil ud
I mit beskedne haveasyl.
Nyt i Index Titusind:
Snerlesværmer ◦ 1698; Sfinx ◦ 1699; Migration ◦ 1700; Forben ◦ 1701; Kamouflage ◦ 1702; Nat ◦ 1703; Larve ◦ 1704; Haveasyl ◦ 1705.
Snerlesværmeren (Agrius convolvuli) optræder relativt sjældent i Danmark med omkring 100 observationer årligt. Ved et slumptræf ankom en snerlesværmer i min have og ved et endnu større sammentræf blev jeg faktisk klar over det. Det er en sær optagethed af det sjældne, der driver mange former for observatør- og samlermanier. Det sjældne har højere status end det gængse; en slags økologisk udbud og efterspørgsel. Svarer til den status, som kendte personer har i den bipedale verden. For de fleste ville en filmstjerne være et lige så sjældent syn som en bådflygtning, men. Mere om sjældenhed i digt og metode.
Kystminder
Kystminder
1695. Kystvejen fra Strøby Ladeplads
Til Tryggevælde åens udløb,
Syv kilometer lang på Stevns;
Ingen sti, ingen vandring,
Kun perforeret asfaltkant;
Ingen åben strandpassage,
Kun skilte og smedehegn;
Ingen natur- eller kystværdi,
Kun låger og forbudsskilte.
1696. Biler snor sig tæt i kørsel
Fodgængere i kontakt med
Otte-akslede autosaurer
Mast op i hæk og hegn;
Nybygninger på strandside
Kilet ind mellem kyst og vej
Forskansede bag kampesten
Til værn mod kysterosion
Fra vinterstorme hvert år,
Der æder strand og vejkasse,
Trænger lodsejere tilbage
Med ryggen mod skrænten
Klemt sammen bag
Et kommende dige.
1697. Kun træer, krat og skov,
Strandenge og moser
Med stier og bænke
Til skadesløs passage
Af alle landets kyster
Kan bevare os her.
Kysten tilhører havet
Og enhver skabning
Til fods og til rods,
Til vands og til vings;
Alt andet vil forsvinde
Under bølger og sand,
Sten og fortidsminde.
Nyt i Index titusind:
Kystværdi ◦ 1695; Kysterosion ◦ 1696; Skrænt ◦ 1696; Strandeng ◦ 1697; Fortidsminde ◦ 1697.
Se også: Vandrerservitutten
Libel og tidsel
Libel og tidsel
1694. Nyudklækket libel
Glasklare vinger
Soltørt pergament
Til flugt og jagt
En fysisk jubel
Og muskelkraft
Anflyver tidsel
Spydspidser i slør
Lysåbnet ud og op
Stilkben på torne
Dufte, hormoner
Og nervebaneskud
Ekstatisk sekund,
Flygtigt åndedrag.
Nyt i Index Titusind:
Libel ◦ 1694; Nervebaneskud ◦ 1694.
Ekstravagante planter – kartebolle
Ekstravagante planter – kartebolle
1690. Stikkende, strittende sentinel
Vildtvoksende stærk i udtryk:
Tynde spidse lancetter i svøb
Omkring et blomsterscepter,
Opløftet rustning og ornamet.
1691. Stængler tæt tornebesatte
Som larve- og billeværn;
Kar omkring stilkenes rod,
Som lys grøn svømmehud:
Et regnvandsfang, måske
Insektsuppe og næringsstof.
1692. Dipsacus, græsk for tørst,
Beskrevet, tegnet og beundret
Af Dioskurides fra Tartus,
Encycklopædist og herbalist,
Ophav til viden om lægeplanter
På dette kontinent.
1693. Hvor jeg nu bor samciviliseret
Med denne knejsende tidsel,
Skattet, iagttaget i min have;
Et biologisk bånd videreført
I min levetid ved indgangen
Til sit tredje årtusind.
I erindring om Pedanius Dioskurides (ca. 40-90), født i Tyrkiet, uddannet i Syrien, botaniker, farmakolog og ophav til det illustrerede farmakopé De Materia Medica i fem bind, der gennem mere end 1,500 år var standardværk om lægemiddelplanter, skrevet på oldgræsk, oversat til arabisk, latin og andre europæiske sprog.
Ekstravagante planter – korsvortemælk
Ekstravagante planter – korsvortemælk
1687. Korsvortemælken
Latexfyldt og giftig,
Kemisk potent og
Kendt som vomitiv,
To-årig, selvsået,
Armygrøn og rank,
Paratakse som kors,
Frapperende, frodig
Vinteren ud.
1688. Om foråret forgrenet,
Dobbelte dækblade i
Luminescens af gulliggrøn
Med næste forgrening
Fra hængende næb
På dugviolette stilke;
I midten – blikfang,
En bladløs blomst,
Kantet i orangegult
Af nektarsække,
Tre frøkapsler
Med dobbelte frø,
Purpurgrønne fed
I tætknyttet kreds
Med tre støvfang
Som potteplanter op
Af frugtknudens kop.
1689. I sin helhed,
En blomst tæt på,
En plante i fuld figur,
Overdådig grøn og gul
Bevægende smuk i blomst,
En levende farvelære,
Opvisning af qualia,
Svar til Wittgenstein;
En fordybelse af det
At være menneske
Og plante sammen.
Se også digtene Wittgensteins Have (1), Wittgensteins Have (2) og På venners køkkenbord.
Ekstravagante planter – argument
Ekstravagante planter - argument
1686. Der er planter
Ved det at være,
Deres blotte nærvær,
Som fremtræden,
Der suger øjne ind,
Trækker fingre til
Alene derved
At stå på stedet,
At tage sig ud
Som en erklæring,
En synlig insisteren,
På det at være plante
I genudformning
Af alt det,
En plante er og gør;
Det er bare måden,
Den gør det på,
Måden, altså,
Den er udtryk for
En stædig livsform,
Noget civilisatorisk,
For os at forstå
Og tage imod:
En ekstravagant
Selvindeholdt
Selvhed.
Lignende digte:
Om planters værdighed – og min
Ekstravagante planter – korsvortemælk
Ekstravagante planter – kartebolle
Ekstravagante planter – artiskok
Ekstravagant plante - artiskok
1682. I min datters have,
Ved en sydvendt mur
En krog til urtebed
En lun septemberdag,
Står to artiskokker
Fuldt i lilla flor.
1683. Skæl som læderkyrads
Beskytter frø og frugt,
En pragt af nektarrør,
Vilter blomsterkardus,
Ekstravagant panserkugle
På en knortestok.
1684. Ældgammel kulturplante
Vildt voksende i Levanten,
Yndet af mauriske kokke;
På spansk kaldet alcharchofa,
Fra arabisk al-kharshufa
Altså, “den med skæl”.
1685. Mennesker og planter,
Symbiose og historie;
Artiskokkens tidselkrone
Bor i vores sprog;
En solrig dag i Valby
Får den plads i mit.
Artiskokker
Artiskokkker
1681. Artiskokker
Fluelokker
Snerle perle
Pif Paf Puf
Snabel ned i honningguf.
Nyt i Index Titusind: Artiskok ◦ 1681
Frit efter Arne Ungerman (1902-1981).
Note: De fleste tænker nok ikke på fluer som bestøvere; bier har desværre helt bemægtiget sig den menneskelige forestillingsevne i den henseende, men fluer, og der er hundredtusind arter, er særdeles vigtige for blomster formering. Det må vores børn og børnebørn meget gerne vide. Der var ingen bier eller fluer i artiskokkerne, da jeg tog billedet; men her er to fotos af en anden tidselart, en horsetidsel, fuld af svirrefluer, nede fra dammen i min baghave.
Notat om skjoldtæge i haiku
Notat om skjoldtæge i haiku
1676. Biller og haiku
En sjælden kombination
Poet og panser.
1677. En stor løvtæge
Gelégrøn, rufus korsbånd
På digtervisit.
1678. Entré på blokken
Pointe sat på spidsen
Af min blyantstift.
1679. Gesandt fra haven
Af fornem skjoldtægeslægt
Ny titusindting.
1680. Billens metode
Beskrevet og beundret
I haikunotat.
Nyt i Index Titusind:
Panser ◦ 1676; Løvtæge ◦ 1677; Blyantstift ◦ 1678; Skjoldtægeslægt ◦ 1679; Billens metode ◦ 1680.
Note:
Tæger hører til ordnen næbmunde (hemiptera), og er derfor ikke biller, som er deres egen orden (coleoptera). Digtet er derfor faktuelt forkert. Man kan sige, at ikke særlig mange (heller ikke jeg, dengang jeg skrev digtet, værdsætter næbmundene nok; men ordet og konceptet bille er en nær universel indikator for et insekt, der ikke er en sommerfugl eller en myg og har en hård skal. Det svarer lidt til at bruge neanderthaler som samlebegreb for mennesker.
Fraktal
1675. Fraktaler hyldes som fuldendt symmetri,
Men formlen er en matematisk fantasi:
Tidløs, uden fortælling og logisk tom,
En gold metafor for mening med livet.
Den, der søger den perfekte form,
Finder den aldrig, bli'r omverdensblind.
Nyt i Index Titusind:
Fraktaler ◦ 1675; Omverdensblindhed ◦ 1675.
Se også digtet Fuldendt form her på bloggen.
Om mønster i et topskud af normannsgran
Om mønster i et topskud af nordmannsgran
eller
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud
Hvert år, når nordmannsgranen springer ud.
1669. Nye nålekvaster, fine og babybløde,
Intense nuancer af spædgrønt lys;
I midten den skællede drudefod,
Ru, klistret bark og duften, duften:
Terpener, ah, terpenerne, mit ken.
1670. De fire skud forskudt på skuddet
I forhold til sidste og forrige år;
En vindel drejer op og op og
Giver træet form og ligevægt;
Den femte knop et skud i højden.
1671. På hver skudspids endnu en hinde,
Et skud i fosterstand, tregrenet;
To til vækst i bredden og det tredje
Til vækst i længden, sytten knopper
Gentaget hvert år i træets levetid.
1672. Alt jeg ser er mønster – ikke-mønster:
Mønster, men ikke to er ens;
Fuldkommen, men aldrig færdig,
Symmetrisk, men aldrig hel;
Skøn, altid denne forundring.
1673. Det skønnes medium er form og tid:
Form som mønster – ikke-mønster;
Tid som gentagelse – ikke-gentagelse;
Lidt anderledes hver gang, et tab;
Heraf opstår fornemmelsen for liv.
1674. Skuddet er sin egen historie
Om form og tid i forandring,
Genskabt år for år for år;
Ikke fuldendt, stræber ikke,
Kun næsten og det er skønhed nok.
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud
Hvert år, når nordmannsgranen springer ud.
Nyt i Index titusind:
Nålekvast ◦ 1669; Drudefod ◦ 1669; Ligevægt ◦ 1670; Fosterstand ◦ 1671; Mønster – ikke-mønster ◦ 1672; Det skønne ◦ 1673; Form og tid ◦ 1674; Nåletræers skud ◦ 1674.
Billen og umbellen
Billen og umbellen
1658. Hvem bliver ikke grebet
Ved synet af en blomsterbuk?
1659. Hvem bliver ikke betaget
Af en duftende umbel?
1660. Former, farver føjer sig
Synæstesi med alle sanser.
1661. Følehorn som teleskoper
Sort og leddelt symmetri.
1662. Bukkens elegante vinger
To dækblade af tobak;
1663. Set tæt på i makroskopi
Udsøgt mønster i punktur.
1664. Umbel af overflødighed
Et haveslør i hvidt.
1665. En vrimmel af insekter
I åbne miniatureblomster;
1666. Snabler sig frem i honning
Slikker, lytter og hvisler.
1667. Og jeg det glade skrummel
På kryb i sol og summen;
1668. Til audiens hos mesterbukken
På en skærm af skvalderkål.
Nyt i Index Titusind:
Blomsterbuk ◦ 1658; Umbel ◦ 1659; Synæstesi ◦ 1660; Leddelt ◦ 1661; Tobak ◦ 1662; Punktur ◦ 1663; Slør ◦ 1664; Vrimmel ◦ 1665; Hvisle ◦ 1666; Kryben ◦ 1667; Skvalderkål ◦ 1668.
Bukken kaldes på dansk tobaksfarvet blomsterbuk, hentet fra latinsk Alosterna tabacicolor. Bukken er beskrevet og navngivet for første gang af Charles de Geer (1720-1778), fremragende svensk-hollandsk entomolog og bibliofil. De Geers' hovedværk har den beundringsværdige titel Memoires pour servir a l'histoire des insectes, (kan oversættes som: Erindringer i insekthistoriens tjeneste), der udkom i otte bind i årene 1752-78. De Geer er bl.a. kendt for sine banebrydende udredninger om insekters betydning for blomsterbestøvning.
Det er i digtets sammenhæng en videnskabshistorisk ironi, at de Geer døde (tragisk tidligt) af podagra, altså den lidelse, som i middelalderen blev behandlet med skvalderkål og årsagen til at munke indførte urten i nordeuropa. Dette afspejles i plantens engelske navn goutweed og i det danske navn biskopsurt. (Se herom digtet OBPS - om Skvalderkål (1)).
Om billen og det skønne i sprogevolutionær betydning
Om billen og det skønne i sprogevolutionær betydning
1642. Tohundredemillioner års
Balance i blomsterbukken.
1643. En bille er artikuleret
Harmonisk ud i alle led.
1644. Tre par samordnede ben,
Seks totandede gribeklør.
1645. Bukkehorn af koniske led,
En biomekanisk triumf.
1646. Hvert led er sat i lejer,
Drejelige og sensitive.
1647. Moniterer enhver forstyrelse
I luftens kemi og molekyler.
1648. Retningssensor og gyrosans
Triangulerer objekter i fart.
1649. Vi ser mest kun maskiner,
Robotter og finmekanik.
1650. Vi har ingen organisk udtryk
For denne hyperorganisme.
1651. Entomologien, ære været den,
Beskriver hver del, hver celle
1652. Men helheden, skønheden,
Det jeg kalder det perfekte
1653. Evolutionære udtryk ligger
I billelegemets harmoni,
1654. For hvilket vi ikke deler
Andre ord end skøn og smuk.
1655. Verden skabte billen
Og billen skabte den.
1656. Vores egen afstamning
Skabte huller i sproget.
1657. Hvad andet kan jeg sige;
Resten er metafor.
Harlekinhorn
Harlekinhorn
1639. Velkendt og beundret
Admiral og admirabel,
Cinnoberrød og fløjlssort,
Opstigende i helix flugt;
Værtsplante er nælder,
Værn om dem begge
Og bliv måske belønnet,
Som jeg i sommers,
Da han satte sig
På min venstre skulder,
To vinger i lungetakt,
Hævet og sænket
Med mit åndedrag.
1640. Det smukke og det svære
Ses kun ved udholdenhed
Eller i serendipitet:
Som nu Admiralens følehorn,
Halvtreds findelte led
Skiftende i sort og hvidt,
Formindsket ned mod fæstet
I to forsvindingspunkter,
Toppet med en natsort kvast
Forsynet med en spids
I lys koldskålsgul.
Elektrisk følsomme
I form og balance,
Funktion og farvespil,
Uforståeligt skønt at se:
Hvorfor dette mønster,
Med hvilken fordel,
Og for hvem?
1641. Admiralens følehorn
Ikke nævnt, beskrevet
I lepidopterisk litteratur,
Meget sjældent set,
Dertil for småt, for flakset,
For hurtigt, for flygtigt.
Men hér er han
På gæstetræk fra syd,
Saft og nektarsugende
Ynglende i haven
På min nældestand
Bag usynlige grænser
Optegnet og forsvaret,
Hunner beæret og bedåret
Af koldblodig flyveevne
Og mig af harlekinhorn.
Dværgkommafluen
Dværgkommafluen
1633. Ofte når jeg sidder og læser
Dybt i en lænestol i pejsekrogen,
På min pind i lyst- og arbejdshuset,
Eller på havebænken udenfor,
Kommer en lille flue på besøg.
1634. Med lille, forstås meget lille,
Et væsen kun millimeterstort;
Kravlende op over siden
Vandrer hun ind i min kultur;
Min bogslummer forstyrres lidt,
Forsigtigt ikke at lade bogen
Smække hende død og flad,
Et udsmattet bogmærkelig.
1635. En sen sommerdag i august
Kom hun vimsende dér igen,
Vejrende, virrende op på siden,
Jeg venter, håber på et komma;
Vær nu sød, gå ind i teksten,
Så jeg kan få et ægte foto,
Bare en kultiveret bagatel
Til mig, på min mobil.
1636. Fluen må have et navn,
Det første bekendtskabsritual
På tværs af arternes skel;
Hun er måske en halmflue
Eller en fritflue, jeg ved ikke,
Entomologer må hjælpe til,
Men der er ingen tvivl, jeg ved,
Når kommaet kommer flyvende,
Som intertekstuelt insekt,
At hun har navngivet sig selv:
Dette er dværgkommafluen.
1637. Et godt og acceptabelt navn,
Omend dværg er forkert,
For hvis målestok gælder her?
Også komma er forkert,
For hvad er mere irrelevant
Når man er i hendes fødder;
Kun flue er måske korrekt,
Men ok som kenningsnavn.
1638. Navne er til for vores skyld:
Så kender jeg hende igen,
Passer på når hun er på visit
På bogens (genbrugs)papir
Under det varmhvide lys.
Samtidig, som poetisk pendant,
Har videnskaben fået et match,
En partner i fluegrammatik,
Til dværgpunktumbillen.
Dværgpunktumbillen er en eksisterende art, der lider den ulykke at bære det rædsomme taxonomiske navn Baranowskiella ehnstromi, et mere fantasiløst, antropocentrisk og i særklasse uindlevet og selvfedt navn behøver man ikke lede længe efter. Dværgpunktumbillen er en fascinerende og nyligt indvandret art i Danmark, som udelukkende lever i en ildporresvamp, der igen udelukkende lever på piletræer. Billen er omkring en halv millimeter lang. Det danske navn er opfindsomt, men billen ligner faktisk mere et miniature ravfarvet udråbstegn, hvilket selvfølgelig er ligeså misvisende som at kalde en flue et komma.
Kenning, se opslaget under fanen Poetikon.
Fodspor i Laetoli
Fodspor i Laetoli
1624. Fossile fodspor i sand og sten
Aftryk i mudder, vulkaners aske;
Fortælling i sten og på papir
Kræver oprejst gang og tæer.
1625. Fossile fodspor er historier,
Forstenet vilje og energi
Til oplevelse og handling,
Fanget i et glimt, slettet.
1626. En tidlig tofod på farten
Op over en mudderbanke,
Vakler lidt, samler fødderne
Finder balancen, sætter af.
1627. De ældste af alle fodspor:
En voksen og en unge
Side og side på en klippe:
Fodsporene fra Laetoli.
1628. De har ikke travlt
Ingen rovdyr truer dem,
Den lille skridter ud,
Hånd i hånd, vel nok.
1629. Et sted i urlandskabet
Stopper de en stund;
Tåspidser side om side,
De vender sig mod øst.
1630. Her står de begge stille,
Skuer ud i horisonten;
En hed vind i ansigtet
Tre millioner år siden.
1631. Den voksne peger ud
I verdens første wow:
I denne handling, nu,
Opstår fortælling, digt.
1632. I er alle døde, Hominin
Titusinde slægtsled borte.
Jeg vil rejse til Laetoli
Og stå ved jeres spor.
Billedet til venstre er fodspor formentlig af Paranthropos boisei, Koobi Fora, Kenya, ca. 1,5 mya, foto: Neil Roach. Billedet til højre er et aftryk formentlig af Australopithecus afarensis, Laetoli, Tanzania, ca. 3,7 mya, foto: Encyclopaedia Britannica.
Aposematisme – Boesdal Kalkbrud
Aposematisme – Boesdal Kalkbrud
1622. Sølvfarvet knopurtskugle,
Blød og stoflig silkeglans,
Vatteret med frø på fnok.
Seksplettede køllesværmere,
Snabler ned i blomsterrør,
Blodrødt på obsidiansort:
Ildesmag og fuglegift,
Cyanid og glykosider.
1623. Jeg står igen på klintestien,
Et kemisk spor i slidte tæer,
Enzymer klukker i mine vener,
Som vand i radiatorrør.
Kalk og flint i lag og bølger
Bukket op fra litorinahavet
Af kolossale istidsbræer;
Sommerfugl på fralandsvind.
Halv hveps – et vidnesbyrd
Halv hveps – et vidnesbyrd
Til John Kinsella
Halv hveps
Hakket i to
Insekt og invalid
På bøgebark
Fodtrin blade
På skovsti
Et trænet øje
Altid det
Vi ikke ser.
Amputeret
Hvilke tænder
Hvilke skær
En guillotine
Af myrer
Pheromoner
Sprøjter
Duftsprog
I billeder
Vi ikke kender
Sætter spor
Vi ikke ser.
Kun dette:
En halv hveps
Kryber frem
Fem ben trækker
(Sjette ben kvæstet)
Lemlæstet krop
Vingepar intakt
På pronotum
Livsfjeder
Overskåret
Sin sidste time
Forstbotanisk Have
Hann. Münden
Niedersachsen
Oktober 2024.Til John Kinsella med tanke på digtet Love Poem fra samlingen The Hierarchy of Sheep, 2000.
Vegetal triumf
Vegetal triumf
1614. Et skrog, et kernehus
i eget æbleskein
Skrøbelig og skøn.
1615. Æblets arkeform intakt,
vitale dele velbevarede,
frugtkød gnasket ud.
1616. Den forfaldne frugt
sat på køkkenbordet,
en æblebalsamering.
1617. Gylden og gennemlyst,
brudte skyggelinjer
brune årer af asketræ.
1618. Den sidste sol,
forfaldssekvens
og vegetal triumf.
Nyt i index titusind:
Kernehus ◦ 1614; Æblets arkeform ◦ 1615; Balsamering ◦ 1616; Asketræ ◦ 1617; Vegetal triumf ◦ 1618.
Titusindkilometerstien
Den gamle Lillebæltsbro som faunapassage
Klik på billedet for at se det i fuld størrelse
Titusindkilometerstien
I.
1604. Titusind år ad disse stier,
Langs kyster og flade strande,
Ind i bugte og fjorde på vej
Op i landet, rundt om søer.
Vi fulgte landskabets linjer
Over højderygge dér, ned i dale,
Op til udsigtspunkter kom vi
Fra sumplandet mod syd,
Fra højsletterne i øst,
Fra Anatoliens bjerge,
Fra Doggerlandet ude vest
Druknet i klimaforandring;
Vi var titusind år på vandring.
1605. Vi kom ad stier, der knyttede
Bosteder og gravpladser sammen,
Bragte skind, salt og glas,
Metal, korn, slaver og uld
Ad stier ud til ladepladser;
Og ulvene trak op på veksler,
Mens folk vandrede af hærveje,
Knirkende i hjulspor og hulveje,
Skumplestier og sankepor;
Skove blev fældet og marker sået,
De titusind stier vi har gået.
1606. Titusind kilometer stier gik
Fra landsby til landsby,
Fra vig til vig, gennem skove
Fra rydning til rydning,
Til helligdomme, offerpladser
Tabusteder, helsekilder,
Fra vadesteder til gangbroer,
Langs fodspor ved marker og led
Traskende langs skel og hegn,
Til torvs, til skoler og kirker,
Forbi vandløb, moser og folde,
Stejlepladser og stader til bier
Kom vi ad de fælles stier.
II.
1607. Titusind kilometer stier er ødelagt,
Markveje er pløjet op, inddraget,
Fodgængere og vandrere trængt ud
Med skræmmeskilte, trådhegn, video,
Marker rettet ud, skel lagt sammen.
Kultur- og landskabsværdier slettet
Ved simpelt lovbræk og embedskryb,
Strøget ud af landskabet, glemte
Når de gamle tingbøger stilles hen,
Når landinspektørerernes kort
Med opmålte stier smuldrer bort.
1608. Titusind kilometer asfaltvej,
Marker pløjet ud til rabatten,
Kun en smal grøft, lidt græs
Sprøjtet, støvet og saltet, hvor
Busser kører vejene i smadder;
Her er kun bønder, biler og blæst,
Kapitalfonde, lidt godser til pynt.
Intensivt agrarland kaldes det
Stadig af stolte statsmænd,
Selv ornitologer bruger ordet,
Men hér er intet intensivt,
Her er faktisk ikke en skid;
Kun monokultur, nøgne flader,
Åbent land og pivvind hele året.
Folk i landskabet er fortrængt,
Kun biler og lastvogne i bevægelse,
Med folk indeni, der har glemt
Det land, der døde hér, indeklemt.
III.
1609. Vi indvier Titusindkilometerstien,
Vi fejrer titusind års vandring:
Den sti, der binder landet sammen
Fra den nordligste spids på Skagen
Til den sydligste odde i Gedser;
Fra vestkysten ved Blåvåndshuk
Til klinterne på Stevns og Møn;
Fra grænsen i Tønder Marsk
Til Svendborg, Smålandet og øerne;
Hele kysten rundt helt ud til vandet
Op langs fjorde, vige og alle nor,
Overalt hvor vi lever og træer gror.
1610. Den store Titusindkilometersti,
Hvor alle og enhver kan vandre
Ad stier, der forbinder ethvert
Sted, stad, landsby, plads og sø
Landet rundt på fodgængerstier,
Bortset fra færger og visse broer,
Ikke på noget tidspunkt at berøre,
Ikke på nogen strækning at betræde,
Ikke nogetsteds at gå på asfaltvej;
Naturbund til den grønne alfarvej.
1611. Langs alle landeveje udtages jord
I bælter på 6 til 8 meters bredde;
Hér anlægges hække, rigtige vilde
Summende blomstrende biotahække;
I krattet løber veksler frem,
Tynde spor, der krydser vores,
Tavse skygger til menneskeliv
Langs gangstier og cykelveje,
Hvor vi færdes gennem gallerier
Af vegetation og kærlighed
Til landets fred og værdighed.
1612. Den gamle Lillebæltsbro skal lukkes,
Laves om til park og faunapassage;
Vi lægger jord og frø i rustne spor,
Træer vokser op og ud af gitterværket,
Og folk kommer rejsende langsvej fra
For at se dette vidunder, denne økodom;
Kun en planche viser hvor primitivt
Folk på denne egn engang har levet:
Kæderaslen fra fængselssjakket,
Lænket med kroge til gelænderværket,
De slæbte sig op i grå uniformer
Til toppen af broen i bure af stål:
Sådan afled vejen og fantasien;
Men ikke sådan, ikke mere
På Titusindkilometerstien.
1613. Dette er målet og mindeværket,
Nationalarven efter bedste evne,
Det vi kan opnå hér, gøre nu,
I denne tid, i vores verden:
For floraen, faunaen og fungaen,
Tilegnet føddernes duelighed,
Årstidernes pust af evighed.
Nyt i Index Titusind:
Landskabslinjer ◦ 1604; Sumpland ◦ 1604; Ulv ◦ 1605; Hulvej ◦ 1605; Vig ◦ 1606; Sti ◦ 1606; Markvej ◦ 1607; Fodgænger ◦ 1607; Agrarland ◦ 1608; Monokultur ◦ 1608; Klint ◦ 1609; Nor ◦ 1609; Titusindkilometersti ◦ 1610; Asfalt ◦ 1610; Biotahække ◦1611; Faunapassage ◦ 1612; Økodom ◦ 1612; Funga ◦ 1613; Fødder ◦ 1613.
*) Billedet Den gamle lillebæltsbro som faunapassage er computergenereret og lavet som illustration til vers 1612 ovenfor om hvordan den gamle jernbanebro skal omdannes til park og faunapassage og hvordan vi lægger frø ud langs de gamle jernbanespor og ser træer vokse ud gennem gitterværket.
Jeg prøvede mange kombinationer af tekst og beskrivelser. Når jeg brugte digtets egen tekst var resultatet bogstaveligt talt helt i skoven. AI har åbenbart svært ved at forstå vers. Men når jeg brugte overskriften ovenfor, så blev resultatet som man ser. Det er romantiseret, fortegnet, idyliseret, og der er altså ikke murmeldyr i Danmark; men ok. Det kunne ligne lidt min idé om Lillebæltsbroen som en grøn korridor og bindeled mellem landsdelene ad Titusindkilometersti.
Er der noget her et menneske, en god kunstner, ikke kunne lave? Overhovedet ikke. Men disse folk kan være svære at finde og endnu sværere at overbevise om at lave et billede. Kort sagt besværligt, langsommeligt og sikkert også dyrt. Men værd at vente på.
AI- genererede billeder er den ideelle produktion af billeder i det digitale massekonsums tidsalder; de koster næsten intet, de laves øjeblikkeligt, distribueres uden grænser og multiplicerer sig selv og virker som et syret destillat af kollektive forestillinger. Nogle gange forbløffende, andre gange inspirerede, ved første syn tryllebindende, men nok mest hovedkradsende undren.








































