Farquhar Garden
Storbybotanik 4 – Singapore
1924. Der står de så:
Massive billedrammer
Lige i øjet, et vindueskig
Sat på tykke stolper,
Banale virkemidler:
Kunst, have, skiltning;
Se dér, læs hér, forstå dét;
Den rå folkedidaktik.
1925. Bag rammen den tanke
At det er folk selv,
Der formes og farvelægges;
Rammens egen virkelighed:
Beskuer eller er det mig,
Der er blankt lærred?
Indsat og beskåret
I nuancer uden fantasi.
1926. En frygt for rigtig kunst,
Og hvad det kunne være,
Omgiver disse vækster
Udpeget til opbyggelighed;
Guavatræet stikker grene ud:
Det nonkonforme selvportræt
Overskrider sine rammer,
Som planter plejer
Og altid gør.
1927. Først ser det først tæt på:
En filtret vækstkaskade
Udover og nedover;
Indeni en rulletrappe,
Maskinel niveauforskel
Mellem parkrundgang
Og vejbelægning;
Opmærksomhed i anlæg,
Venlighed i udformning,
Denne overkonstruktion
Af indendørs og udendørs,
Falder sammen,
Lidt tropisk grokraft
Isat lidt elkraft;
Vi leger med fremtiden,
Tæmmer hinanden,
Hvem opsluger hvem
Og hvornår?
Edderkoppelilje i Armenian Street
Klik for at forstørre billederne
Edderkoppelilje i Armenian Street
Storbybotanik 3 - Singapore
1917. Så ses vi igen, Deres Liljehed
Fra bedet foran min Hanoi dør;
Hurtigt hilst i den skarpe morgen,
Et skønhedsgib hver aftenskumring.
1918. Edderkoppeliljens hvide jomfrukop,
Blomstens slanke bladgevandter,
Orange pollenkar vajer i luften,
Som bløde nutationer under vand.
1919. Jeg kom til Dem i Armenian Street;
Her lå den første botaniske have,
Nu, det kinesiske Peranakan museum,
Muret, malet cool i malaj pastel.
1920. Om hjørnet den armenske kirke,
Hvor stedets botaniker er begravet;
I parken gror en krydderisamling,
Et memento fra byen som koloni.
1921. Seks verdenshjørner samlet
På et gadekryds i Singapore;
Jeg kan næsten nå dem alle
Med udstrakte fingerspidser.
1922. Og Dem selv, Deres Liljehed,
Af sydamerikansk planteslægt; *)
Seks kronbladsnåle, en til hver,
Samlet i Deres blomsterkompas.
1923. Til sidst et etnobotanisk P.S.
Om sprog- og fantasiforbistring:
For nok er liljen lidt en edderkop,
Men den har otte ben; ikke seks.
*) Edderkoppeliljeslægten (Hymenocallis).
Regntræet
Regntræet
Storbybotanik 2 – Singapore
1908. Begavet er hver eneste vej og by,
Der har regntræer udvokset iblandt;
Beskyttet er alle, der dækkes ind
Under træets åbne og milde krone.
1909. Få træer kan som den udforme en by,
Gøre veje om til svale boulevarder
Med brede rabatter, lys og luftighed,
Der giver skygge, plads og velbehag.
1910. Få træer er så let at vie sig til:
Mægtige grene med spænd og styrke
Rækker ud i enorme bladoverhæng:
Lyslette pergolaer over park og vej.
1911. Træet er dækket af hængende haver,
Bregner, slyngplanter og orkideer,
Der vokser op og ud i træstrukturen,
Myldrende kompost og blomsterbede.
1912. På Connaught finder jeg et træ i blomst
Men mobilen er lille og jeg er gammel,
Ellers er det omvendt; jeg kan ikke nå op
Til et foto af dette altid skønne syn.
1913. For der få træer som netop regntræet,
Der dækkes af tusindvis af blomster
Med støvdragere i kvaster af rosapink,
Der mest ligner krontranens hovedpryd.
1914. Humboldt så træet og målte det, naturligvis,
I Venezuela, med en krone på 59 meter;
Det står vistnok endnu, fredet og stort
Og med navneskilt fæstnet til stammen.
1915. Selv har jeg siddet under et slægtningetræ,
Guanacasten, i ruinerne af et Maya tempel;
Måbende her jeg stået under et jættetræ
Bredt ud over gård og have i Honduras.
1916. Jeg kører i bus langs en regntræsallé;
Tænker på storbyen uden dem, uden lise:
Åbne solstegte veje, ovnbagt asfalt,
En ubeboelig og glohed hæslighed.
1917. Men regntræer står overalt i Singapore,
Mange er nu udnævnt til arvetræer;
By og træ tilvokset gensidigt hinanden:
En livsnødvendig træ- og mennesketraktat.
Nyt i Index Titusind:
Regntræ ◦ 1908; Luftighed ◦ 1909; Pergola ◦ 1910; Orkidé ◦ 1911; Alder ◦ 1912; Krontrane ◦ 1913; Fredning ◦ 1914; Guanacaste ◦ 1915; Asfalt ◦ 1916; Arvetræ ◦ 1917.
Regntræet (Samanea saman, også kaldet Abizia saman) har vist ikke noget navn på dansk, men er hér oversat fra et almindeligt engelsk navn.
Gaunacaste træet er gendigtet som historie i kapitlet af samme navn i min bog Liff.
Billedet nedenfor viser regntræets blomst og er med tak lånt fra Wikimedia Commons.
Sauvages de la Rue
Storbybotanik 1 – Singapore
Sauvages de la Rue A
1905. Et vildskud i betonen,
Krakelurer i cementen,
Vindbåren fuglefragt
I megabyens sprækker
Og disciplinpædagogik
For de allernederste
I rangorden for planter;
Udsatte som de andre i
Park- og vejproletariatet:
Busk- og træbeskærere,
Oppassere af blomster
Og smukseret storbyadel;
Vækster og vogtere,
Hinandens fjender
I hinandens hierarki.
Sauvages de la Rue B
1906. Vegetation på trods
I regnvandsfang
Og undergrundsvæde;
Her en pude mos,
Lidt jord, lidt salt;
På en befæstning ved
Telok Blangah Hill
Er ungplanter på vej;
I revner i en mur,
Fra nicher i en væg,
Spirer planter frem,
Skyder op, sætter skud;
En busk på en bro
Over Singapore Flod,
Et træ bag et rør
På Clarke's Quay,
Et fristed at stå
Hvor ingen kan nå.
Sauvages de la Rue C
1907. Her burde være
En botanikerrebel
Med flora-app
Og kridt i hånden
Ud i cityfelten
At identificere
Og inskribere
Gadens vilde
I byparnasset:
En cirkel, et navn
På fire sprog
Ridset i cement:
Engelsk, mandarin
Malay og tamil;
Selv har jeg ingen
Plantenøgle med
Eller penge nok
Til mange bøder,
Men vil ære den,
Der kunne, ville.
Nyt i Index Titusind:
Vildskud ◦ 1905; Plantehierarki ◦ 1905; Undergrund ◦ 1906; Salt ◦ 1906; Niche ◦ 1906; Flora-app ◦ 1907; Plantenøgle ◦ 1907.
For dem, der er interesseret i storbybotanik(ere), se til eksempel Sauvages de ma Rue på hjemmesiden for det Nationale Naturhistoriske Museum i Paris.
🇬🇧 On Stepping Out in Oodi’s Level Three
On Stepping out in Oodi's Level Three
1904. Nothing can prepare the visitor
For the uplift, the sense of air
On stepping out in Oodi's level three
Of daylight shapes and lines;
Here I must be and simply be
Under a white canopy of waves
A hundred meters long wooden floor
Tapered and raised at both ends,
And I see it, the feet understand:
A ship's deck on a warped hull
Yielding to the roll of the sea.
A polyhedron in wood up by the bow,
Round geometry by the master himself;
Quiet elation when the art is right,
Only the one, yet it commands the room,
Divina Proportione, don't get carried away;
Thirteen hundred years have passed
From one master to the other
Contemplating under layered clouds; *)
I sit sated in winter light.
New in Index Ten Thousand:
Geometry • 1904; Winter light • 1904.
Oodi is the Helsinki Central Library opened in 2018. Oodi is the Finnish word for ode.
Ai Wei Wei (1957- ) multiartist, humanist; the sculpture in Oodi is Divine Proportion (2012).
*) Du Fu (712-770), Contemplating Mount Tai (736) in David Hinton's translation or Gazing on the Peak in Stephen Owen's translation.
Om at træde ud i tredje sal i Oodi
Om at træde ud i tredje sal i Oodi
1904. Intet kan forberede en gæst
På det løft, den følelse af luft
At træde ud i Oodis tredje sal
Af lysægte former og linjer;
Her må jeg være, bare være til
Under et hvidt bølgende hvælv
Hundrede meter langt et trægulv
Tilspidset, hævet i begge ender,
Og jeg ser det, fødderne forstår:
Et skibsdæk på et bøjet skrog,
Der føjer sig til havets rullen.
I stævnen en polyhedron af træ,
Rund geometri af mesteren selv:
Tyst lykke når kunsten er rigtig,
Kun den, men den besidder rummet,
Divina Proportione, forløb jer ikke;
Tretten hundrede år skiller dem,
Den ene mester til den anden,
Eftertænksom under lag af skyer; *)
Jeg sætter mig mæt af vinterlys.
Nyt i Index Titusind;
Geometri ◦ 1904; Vinterlys ◦ 1904.
Oodi, Helsinkis hovedbibliotek, åbnet i 2018. Oodi er det finske ord for ode.
Til Ai Wei Wei (1957-) skulptør, multikunstner, humanist; skulpturen i Oodi er Divina Proportione (2012).
*) Se Du Fu (712-770), Contemplating Mount Tai (736) i David Hintons oversættelse eller Gazing on the Peak i Stephen Owens oversættelse.
Det hvide C
Det hvide C
1901. En sommerfugl, der får mig til at flagre
Mellem digt og lepidopteri, håndværk sløres:
Hvornår jeg er den ene, hvornår den anden?
Takvingens liv en slags poesi i sig selv:
At en hun vælger han efter foderstand,
At de er mesterkamuflører i visne blade,
Dette kryptografiske tegn under vingen.
1902. Så disse åndeløst skønne æg lagt på blade,
Grønne og gule krukker med hvide borter,
Som jeg kun har set på foto, men nu
Efterstræber med passion, noget jeg må se
Med denne sære og monomane og mennesketrang
At ville det fjerne, det sjældne, det høje,
Eller det unikke i det helt dagligdags.
1903. I år lader jeg alle nælder stå, også træet,
Der væltede ind over min havedam i storm:
En gammel gæslingepil og foderforsyning;
Hele foråret vil jeg jagte miniature æg
Som kodeaflæser og titusindtingfinder,
Dernæst dele verden med dem i digt;
Mit fag, min mission og mani.
🇬🇧 The last two birds in Hanoi
The last two birds in Hanoi
A real estate agent and I chatting,
Inspecting his newest and finest flat,
Five-storey bloc on West Lake Promenade;
Sliding doors open onto the balcony,
Sunlight lazy on the fat and shiny water.
We talk, we consider, we know each other,
Money and years passed through our hands.
Two sparrows skip about out there:
The last two birds in Hanoi.
All of a sudden soft bird whistles is heard;
He flings out an arm, eyes roll heavenward:
What more in the whole wide world
Could you ever want: live birdtwitter,
A free bonus included in the rental.
I say, it could be a sound recording,
A reasonable reply in these parts,
Synthetic birdvoices, sensor activitated;
He looks insulted, but this is play.
We move in, put flowerpots on the balcony;
A sparrow couple visits now and then:
The last two birds in Hanoi.
Every Sunday morning by the lakeside
On benches in cafés, on small squares,
Arrive young men with covered cages
Held in one hand on scooterrides;
They're suspended from lines in trees,
Where the birds are fed, nursed and tended;
Men sip coffee, smoke fags, and listen,
Relishing sounds from a period gone by,
A competition of birdsong belle canto;
Maybe our sparrow couple drops by:
The last two freebirds in Hanoi.
I try to recall, I ask my love:
Were there gulls on the lake, crows in garbage,
Were there finches and tits in the trees,
Were there falcons and herons in the air?
Do we remember? Were there, really?
My love says, birds are in the countryside,
And uses a word to say bumpkin country,
Maybe she also mean to say bumpkin birds;
Not unfriendly, not anti-avian, not at all,
Just habitat-conditioned megacity language;
They've probably eaten them all, she says;
Except those on our balcony:
The last two birds in Hanoi.
Digt er
Digt er
1900. Digt er
passion, passion, passion;
Tekst er
præcision, præcision, præcision;
Derfor
revision, revision, revision.
Nyt i Index Titusind: Passion ◦ 1900.
På knopskud
På knopskud
1895. Lidt solskin, lidt lys i øjet,
Ud på skovvej og stier,
Ud i haver og blomsterbed,
Op i træer, rundt om buske,
Ind over hegn og hæk.
1896. Her er knopper, knopper,
knopper min bror:
Tjørneknopper, slåenkopper,
Bøgeknopper, æbleknopper,
Granknopper, taksknopper.
1897. Knopper, knopper i alle former,
Gemte, indrullede, lange,
Rynkede, foldede, store,
På knopskud inde hos nabo,
Ud på eng og overdrev.
1898. Her er knopper, knopper,
knopper min bror:
Ahornknopper, hasselknopper,
Pileknopper, cypresknopper,
Hægknopper, bærknopper.
1899. Lidt solskin, lidt lys i øjet,
Ud på skovvej og stier,
Ud i haver og blomsterbed,
Op i træer, rundt om buske,
Ind over hegn og hæk.
Ekstravagante planter – akantus
Klik for at forstørre billedet
Ekstravagante planter – akantus
1889. Strunk og statelig
Rundt havedammen
I svungne buer
Ned over vandet,
Indtil de segner
Vokset i sænk,
Ud over sig selv;
Solhungrig Ikaros.
1890. Akantus er min yndling,
En biologisk stridbarhed.
Planten har mange navne:
Bjørnelab og bjørneklo,
Bjørneklov; hvorfor mon,
Bjørn og beelzebub i én?
På engelsk kaldet bjørnebag,
Pudsig omvendt synsvinkel;
Folkeviddet er endeløst.
1891. Blomsten er befæstet:
Det nederste svøbblad
En yndefuld halvskål,
Grønlig hvid og venet,
Med et langstrakt næb
Trukket ud i sylespids
(En form eminent vegetal,
Intet menneskeskabt ligner,
Tænk soldug og karnivor),
Bladets kanter bestykket
Med kraftige, lange torne.
Jeg tænker, det er hér
Man har set en bjørnepote.
Selve blomstergabet
Opspærret og armeret
Med et nålespidst spyd
Sat lumsk på skrå,
Som partisanens baghold,
Der blokerer adgang
For sultne insekter,
Fugle og pilfingre
Som jeg, stukket skarpt
Øjeblikkeligt.
1892. Bestøvning kun af bier,
Hærdebrede humlebasser,
Der kan mase sig ned
Mellem svøb- og kronblad;
Jeg har set det,
Filmet det en gang:
Hele blomsten bæver,
Blade bugner op,
Stænglen skælver,
Når bien kravler ned
Og bakker baglæns ud,
Summer bort igen.
1893. Vi tiltrækkes og beundrer
Akantus som blomst:
En ophøjet planteform,
Som lilje og oliven,
Brugt til symboler og
Kunstneriske motiver
Gennem tusinder år.
En akantus pryder
Den korintiske søjle,
Som tempeludsmykning
Og antikt magtornament;
Jo, etnobotanikken
Lever i os alle.
1894. Ja, jeg ved, jeg ved:
Min tvivlsomme fatwa mod
Den antropomorfe metafor;
Lige så nytteløs som ikonforbud
Eller et dørslag i regnvejr;
En digterisk parole,
Der ikke rummer,
At planter lever,
Og lever meget længe,
I kulturens billeder
Og livssymboler.
I erindring om Johan Lange (1911-2007), dansk botaniker og etnobotaniker, hvis storværk Ordbog over Danmarks plantenavne 1-3 er en uundværlig ledsager for enhver plantedigter og humanist med interesse for de dybe kulturelle bånd mellem planter og mennesker.
De sidste to fugle i Hanoi
De sidste to fugle i Hanoi
1885. En ejendomsmægleren og jeg i snak
I hans nyeste og bedste lejlighed,
En fem-etages blok ved Vestsøpromenaden;
Skydedøren ud til balkonen er åben,
Sollyset dovner i det fede, blanke vand.
Vi sludrer, vi vurderer, vi kender hinanden,
Penge og år er gået mellem vores hænder.
To spurve tripper forbi derude:
De sidste to fugle i Hanoi.
1886. Med ét høres sagte fuglefløjt udefra;
Han slår ud med armen, hans øjne himler:
Hvad mere kan du få: Levende fuglekvidder
Frit og kvit som en del af huslejen?
Det kunne være en lydoptagelse, siger jeg,
Syntetiske fuglestemmer, sensoraktiveret;
Han ser fornærmet ud, men det er mimespil.
Vi flytter ind, sætter krukker på balkonen;
Et spurvepar besøger dem af og til:
De sidste to fugle i Hanoi.
1887. Hver søndag formiddag ved søbredden
På bænke i cafeer, på små rastepladser
Ankommer unge mænd med tildækkede bure
Holdt i den ene hånd i scooterridt.
De hænges op på udspændte liner, hvor
Fuglene fodres, pusles og pludres;
Mænd nipper kaffe, ryger smøger, lytter:
En konkurrence i skønsang for småfugle;
Måske kommer vores spurvepar forbi:
De sidste to frifugle i Hanoi.
1888. Jeg prøver at huske, spø’r min elskede:
Var der måger over søen, krager i skraldet,
Var der finker og mejser i træerne?
Kan vi huske det? Var der, virkelig?
Hun siger, der er fugle på bøhlandet,
Måske mener hun også bare bøhfugl,
Ikke uvenligt, ikke anti-fugl, slet ikke,
Bare habitat-tilpasset megacitysprog;
De er nok spist alle sammen, siger hun;
Bortset fra dem på vores balkon:
De sidste to fugle i Hanoi.
Nyt i Index titusind:
Fugle ◦ 1885; Fuglefløjt ◦ 1886; Spurvepar ◦ 1886; Søbred ◦ 1887; Skønsang ◦ 1887; Bøhland ◦ 1888; Bøhfugl ◦ 1888.
Edderkoppeungernes forår
Edderkoppeungernes forår
1882. Et mægtigt forår sidste år,
Tidligt, bleggrønt, blegblåt;
Plænen grønner til, vokser op:
Fuglemælk, krokus, og skilla;
På tørvebankerne bag i haven,
Overladt til stedets frøbestand,
Vokser en hvid snerre frem:
Lav, tæt, busket blomsterland,
Hvor jeg går på jagt, stille,
Opsat på sjældne rendez-vouz.
1883. En edderkop, stor og langbenet,
Tilser en gyngende netfuld
Friskt udklækkede spilopper,
Ophængt i en klynge, der vugger
Udspændt mellem plantestængler,
En hundredtallig kriblende klump
Af klatreklare edderkoppeunger;
De føler verdens impuls med fødder,
Der lytter med på vuggens spind.
1884. De prøver styrken, mærker vibes
Med kvikke edderkoppehjerner;
Strækker, drejer, krummer og vifter
Fire par ben, klør og nervebaner;
De glider ud, forlader krybben
I deres hængende børnehave;
Adrenalin og stresshormoner syder,
Øjne drejes og lugte beføles
Fra et forår, der ligger foran dem
For enden af en silketråd.
Dansk ingefær
Dansk ingefær
eller
planter ville slå os ihjel, hvis du ku’
1876. Allerede i januar er den fremme,
Eneste plante, der vokser gennem
Det visne løv i vintermørke med
Grøn-og hvidmelerede pilespidser.
1877. Om sommeren en rank, smuk lilje,
Grønligt-hvide hylsterblade i svøb
Om brunlig frugt og blomsterstand,
Der ligner en lille dunhammertop.
1878. En ring af hår under blomsten,
En svag men lækker lugt af lort,
Fælde for sukkersultne bestøvere,
Der rumsterer rundt derinde.
1879. Om efteråret en kolbe af røde bær
Samlet på plantens tykke skaft,
En opret signalpost i skov og have;
En bolschepind i rød og frodig grøn.
1880. Arum planten ville slå os ihjel,
Hvis bare den ku’, hensynsløst;
Alle bær er saftspændt giftige,
Fyldt med skummende saponiner.
1881. Hvis vi stod fast i havejorden
Og vi blev plukket eller slikket,
Ville gift sive ud af hudens porer,
Vores gule blod ætse alle tunger.
Ænder på korte baner af sollys
Ænder på korte baner af sollys
Årets småtid nr. 3.
1871. Med ét er der hul i grådækket,
Sollys overalt i et strålende nu;
Vi svæver rundt i striber af støv,
Løber til ruderne; se, vi er til.
1872. To dusin ænder i udrykning
I fart ind på sollysets baner
Lavt ind over trætoppe og tage,
Skråt nedad i retning mod kysten.
1873. Luften er fuld af skarpe skrat,
Kommandoer holder formationen tæt,
Kileformet spids og fokuseret
Med muskelkraft og stram disciplin.
1874. Et fremmed andefærd på kryds,
Presserende udladning af energi
Fra sorte og hvide dragter i flugt;
En fanfare, og trækket er forbi.
1875. Jeg når knapt nok at se dem,
Før kaldet svækkes, vi fortones,
Skydækket lukker sig igen;
Her er tyst og vintersmåt.
Nyt i Index titusind:
Sollys ◦ 1871; Ænder ◦ 1872; Formation ◦ 1873; Andefærd ◦ 1874; Skydække ◦ 1875.
🇬🇧 Winter Buzzard
Winter buzzard
1870. Grey, damp field, turned inside out,
A winter buzard in profile,
A solitary tree on wet sky, both
Ornaments along an asphalt route;
Territory of carrion, roadkill prey.
A hare cowering in cold furrows;
The head of the bird turns, but half wild;
White plumage with brown drops,
Blood and fur on poisoned soil.
New in Index Ten Thousand: Winter buzzard • 1870
In Memory of Du Fu (712-770), A painted Hawk, in The Poetry of Du Fu, 1.11, Library of Chinese Humanities, de Gruyter.
Winter buzzard is in English called a Rough-legged buzzard.
Vintermusvåge
Vintermusvåge
1870. Grå, fugtig mark, endevendt,
En vintermusvåge i profil
Ensomt vejtræ på våd himmel,
Ornamenter langs en asfaltrute,
Revir af ådsler, ihjelkørt bytte,
En hare trykket i kolde furer;
Rovfuglens hoved, nu kun halvt vild,
Hvid fjerdragt, brune dråber,
Blod og pels på giftig jord.
Nyt i Index Titusind: Vintermusvåge ◦ 1870
I erindring om Du Fu (712-770), A painted Hawk, i The Poetry of Du Fu, 1.11, Library of Chinese Humanities, de Gruyter.
Engelsk version: 🇬🇧 Winter Buzzard.
Kunsten ligger i fødderne
Kunsten ligger i fødderne
1867. Tæerne fornemmer landet,
Artikulerer sig, finder sporet;
Dyb, atavistiske fornemmelse
At være urmenneske igen;
En fornemmelse af lykke over
Balancen på to ben på en sti;
Fryden over at være tvedelt:
Et menneske i oprejst gang;
Tæer adskilt fra fingre,
Hoved hævet over fødder,
Og tanke skilt fra krop,
Som kun spor og bløde stier
Kan sætte sammen igen.
1868. Ud ad døren, ned langs huset,
Det første stykke med sand,
Ind i skoven, ind på nålemuld,
I skovbrynet, ude på næsset,
Kaldet sønakke héromkring
Af folk der har vandret her
I århundreder og sat navne;
At genkende træer og rødder
Ud mod klinten, kalken, leret,
Havet og den smalle strand;
Fødderne holder kysten i live
Som vandrestier, som historie,
Sporene ligger her som minder,
De spor vi sætter.
1869. Kunsten ligger i fødderne,
Ordene sidder i fingrene;
Mine fingre og mine fødder
Er forbundet, virker sammen:
Blade og rødder på et træ.
Ordene kommer ud af fingrene
Formet på papir, mens jeg kigger,
Griber ind, prøver at følge
De grønne spor foran mig;
Mine små veksler i haven
Hvor jeg går dag for dag,
Sætter rytmer i hovedet
Og metode i mine ord.
Nyt i Index Titusind:
Urmenneske ◦ 1867; Sti ◦ 1867; Fødder ◦ 1868; Minder ◦ 1868; Ord ◦ 1869; Veksel ◦ 1869.
Græsslægternes morgenkending
Græsslægternes morgenkending
1819. Atlasgræs, Amorgræs, Annelgræs, Asper og Adorre,
Annobon, Argosasa, Askegræs og Askegry,
Alpinaks, alfabetgræs, Afraks og Afroavne,
Andeskryb, Antennegræs og Afrikas treenighed.
1820. Asiens hjertegræs, Aromatisk stakløs og Åndegræs,
Arabisk tårnaks, Australsk hvedegræs og Arvepose,
Arveskin, Avnskæg, Alkaline og Amadendro,
Ama-amnis, Amamare, Amamere og Amavita.
1821. Australsk sumpgræs, Australide, Appelsiv og Brynjegræs,
Bukkegræs, Blindspore, Bøffelgræs, Bulmegræs og Byg,
Brødaks, Broderløs, Brandspir, Bunke og Bedåre,
Blindspore, Bushgræs, Buskhale, Braktand og Benblad.
1822. Bægerfod, Bægergræs, Bændelgræs og Bacchusstav,
Bærbambus, Bakkeskred, Bambusin og Bakkevæv,
Bahiagræs, Bajkalgræs, Bakkegræs og Bakkefæste,
Burmas liljegræs, Burregræs, Børstegræs og Blodgræs.
1823. Bjerggræs, Bjergsiv, Bjergbambus og Buddhas fingre,
Blåstak, Blåtop, Biflok, Billegræs, Brinkskud og Boretand,
Bali kraterrand, Bjergaks, Bardegræs og Blå farina,
Blæverblomst, Blafrekorn, Bomuldsgræs og Bombeaks.
1824. Barrieregræs, Buddhas fodspor og Barfodsgræs,
Baobabbambus, Børstehejre, Barskallegræs og Burregræs,
Beobachtergræs, Bredbladet bambus, Blåaks og Brassarør,
Blæstbåren, Bjergtække, Catalina og Chlorisine.
1825. Cerradobambus, Clovisrør og Cubabamba,
Ceylongræs, Champagræs og Citrongræs,
Cubansk klumprod, Cubagræs og Cyprosa,
Desyvhave, Dækgrøn, Dinostrå og Daggrysaks.
1826. Dit ansigtssved, Den lille forbandelse og Durra,
Dødningekrans, Dødningestok og Dodecagræs,
Draphavre, Dronningekrone, Duftgræs og Dunaks,
Delta kryds, Dværgbunke, Dværgrør og Dunhale.
1827. Eccepoa, Eneboergræs, Engfavne og Entil,
Epokalgræs, Erantogræs, Eremitgræs og Eritreagræs,
Eurekagræs, Evighedsgræs, Evigvind og Exoeden,
Fagerfikke, Falske tårer, Faneblad og Fanespir.
1828. Farinafang, Fascinegræs, Fedtgræs og Fefrynser,
Femæonergræs, Fejegræs, Femfork og Femskæg,
Femminuttergræs, Femstråle og Ferrofer,
Femtusindfodsbambus, Festgræs, Fibergræs og Fiks.
1829. Filigrangræs, Filtgræs, Fimregræs og Firklo,
Fingerbølgræs, Finkebrød og Finnegans skæg,
Firsfodsbambus, Firlingfrø, Fjeldsucht og Fjergræs,
Flammegræs, Fletgræs, Flikgræs og Flipstrå.
1830. Flitteraks, Flodskygge, Flodfoder og Flodstrå,
Flodsengsgræs, Fløjtegræs, Flydegræs og Flyverfrø,
Flyvefiskergræs, Fnokgræs, Flyvergræs og Foldegræs,
Forlængelsesgræs, Frøfald, Frøskrin og Frøskud.
1831. Fosforama, Fotolakse, Frynsebambus og Frostfrø,
Forbandelse først, Forbandelse sidst og Forbandelse fire,
Fruens hemmelighed, Furebambus og Fraosalt,
Fuglelimsavn, Fuglefangerstrå og Fugtfangergræs.
1832. Gaffelskæg, Gaffeltand, Gamagræs og Gammelt Ørehår,
Gammelfargræs, Gåsegræs, Gazegræs og Glasgræs,
Gedeøje, Gedeskæg, Genkomstgræs og Grammanål,
Gravaks, Genkryds, Gengrogræs og Gengrocæn.
1833. Gletchergræs, Guanacogræs, Griffelgræs og Glyffgræs,
Grædebambus, Gondwanagræs, Gråskæg og Guldfrø,
Grønstakket Nilgræs, Gruttegræs, Grydegræs og Gulaks,
Guldhåret fakkelgræs, Grambus og endnu en Gudvedhvad.
1834. Guldhavre, Guyanafavn, Gyvelgræs, Haleaks og Hårfod,
Halvmånekorn, Hanespore, Hanhungræs og Hårdgræs,
Harefodsgræs, Harehale, Harpeskæl, Havhavre og Hejre,
Havre og atter Havre, Hawaigræs, Hejretop og Hestegræs.
1835. Havehår, Hellighår, Herrersvaret og Hjertegræs,
Himmelblå, Himmelfane, Himmelfej og Himmelfjer,
Himmeloghav, Himmelrør, Himmelhvælv og Hjælme,
Højt flodgræs, Højlandsstrå, Honshurør og Hopgræs.
1836. Højtpåstrå, Højslettestrå, Horngræs og Høstgras,
Hostagræs, Hovgræs, Hulavne, Husven og Humuphilia,
Hundegræs, Hundehale, Hundetand og Hunhårsgræs,
Hundredårsgræs, Hundredkno, Hundredårsregn og Hvede.
1837. Hungergræs, Hvedekrone, Hvene, Hvenus og Hvemved,
Hvirvelgræs, Hættebambus, Hyttegræs og Hypgræs,
Hærdegræs, Hættegræs, Inkagræs og Irisgræs,
Ibericagræs, Indosina, Indiana og Indiarør.
1838. Indisk krybegræs, Ishavsgræs, Isgræs og Ildskind,
Jakobståregræs, Jomfrurør, Jordsvøb og Jerngræs,
Japansk skovgræs, Jordkrog, Jordkryb og Jordnær,
Junglegræs, Javagræs, Jordskum og Jordens salt.
1839. Kæmpeskovrør, Kærlighedsgræs, Kalkær og Kamgræs,
Kakkerlakstrå, Kalaharigræs og Kalkstensgræs,
Kongens Knurhår, Kobbergræs, Kambunke og Kanariegræs,
Kartebollegræs, Karabine, Kariberør og Kastratgræs.
1840. Karroogræs, Katteskæg, Kvastgræs, Kileskæl og Klarve,
Kinesisk Nordskygge, Klatregræs, Klingel og Kvastgræs,
Klippefæste, Klippetrøst, Klithalm og Klittorn,
Klogræs, Kløgræs, Kloa B, Kloa F og Kloa K.
1841. Klostergræs, Klumpfod, Klongræs og Knækgræs,
Knækrod, Knækvast, Knapgræs, Knogræs og Knoldgræs,
Kongestav, Kongesvingel, Koolibagræs og Kripik,
Korsrodsgræs, Kransbambus, Kostehoved og Krageklo.
1842. Krabbeløbergræs, Kretacis, Kridtstængel og Krølgræs,
Kronskalle, Krusavne, Krybergræs og Kvækgræs,
Krydsgræs, Kulbinde, Kuppelgræs og Kvælke,
Kvasterod, Kvinke, Kvik-Kvik, Kvant og Kvindt.
1843. Kværkerod, Kystkile, Krydsstængel og Kronegræs,
Lavendelgræs, Læbefedt, Læderspire og Larvestang,
Lampepudsergræs, Lancetgræs, Lavningsgræs og Lerurt,
Lygteholdergræs, Lykkegræs, Lyregræs og Lysstrå.
1844. Lesothourt, Libanergræs, Leitelæ og Lysaks,
Liden sorgenfri, Liggeriluften, Liljegræs og Lysgræs,
Lucys fodspor, Livpaajord, Lokkeblad og Loppegræs,
Lordknows, Lucagræs, Luftgræs og Løberbambus.
1845. Madagaskar-fiskeben, Makigræs og Måbegræs,
Madagaskar-hundetand, Madagaskarrør og Majs,
Malabarmynte, Malagasykorn og Mangana,
Malagasyguld, Mandeflok, Månespir og Manddog.
1846. Mangrovegræs, Mangefold, Marehalm og Marskgræs,
Marskstrå, Måttegræs, Maurergræs, Massiv og Mergelgræs,
Mesmergræs, Medusahoved, Mayaspor og Mayakorn,
Merlingræs, Montasinogræs, Moskitogræs og Mosgræs.
1847. Mesomundo-mudderstrå, Miliegræs og Minegræs,
Monarkstrå, Muddergræs, Mulegræs og Mulgagræs,
Munkegræs, Musely, Mykosene og Myldergræs,
Mylderskaft, Myrebunke, Myriaderør og Mannagræs.
1848. Nitrofaks, Næbgræs, Nonnegræs, Nøddegræs og Nysynd,
Nilgiridusk, Namibiagræs, Nålestak og Nål-og-tråd,
Oaxaca-hundetand, Oblatgræs og Octavid,
Oceanbambus, Øgræs, Oldgræs, Oldris og Oldspir.
1849. Orgelgræs, Ørkenens øje, Ørkendrag og Ørkendusk,
Ørkenspinderblad, Ørkenkrybe og Ørkengræs,
Ørkenrøde, Overflodsgræs, Ozarkergræs og Ormestrå,
Padderokgræs, Paddelgræs, Pælerodsgræs.
1850. Palæorør, Paletblad, Palisadegræs og Palmefod,
Pampasgræs, Panamasiv, Panamatop og Panikgræs,
Paradiskorn, Papuagræs, Pararør og Paratgræs,
Paranabambus, Patagoniegræs, Pelsgræs og Penselgræs.
1851. Pharaos skæg, Pilebambus, Pentaspar og Polax,
Piggræs, Pølsegræs og Phosphorfilia,
Pindsvinegræs, Perleriluften og Pis-i-vinden,
Pionergræs, Potaskegræs, Pladegræs og Pluribelle.
1852. Polynesisk sandblad, Pontisk græs og Præriegræs,
Præriesorghum, Protogræs, Punikagræs, Punggræs,
Purpur bunke, Purpurskælm, Puftop og Punkgræs,
Rakkelbambus, Rævehale, Rajgræs og Rajstak.
1853. Rapgræs, Ralgræs Ravinegræs, Rejegræs og Rusgræs,
Rustrødt hjertegræs, Regnfane, Rhizengræs og Risgræs,
Rød Armenien, Rød ørkengræs og Rødt stopstrå,
Rosenknopgræs, Rørhvene, Røghår, Rustgræs og Romertå.
1854. Rondellgræs, Rundstakke, Rug, Rottehale og Rossettegræs,
Sækkelukke, Sæmperspir, Saharafrø og Saltstang,
Saharagræs, Salthvede, Saltris, Sandblad og Sandburre,
Sandstakke, Sasastrå, Sansfrontieres og Sansmerci.
1855. Sandddriver, Sandhede, Sandrør, Sandskæg og Sandspore,
Satinhale, Savannahgræs, Savblad, Savstrå og Seglgræs,
Sejrssvingel, Sekelfrø, Semperfugens, Sejstrå og Seglaks,
Skabiosegræs, Silicagræs, Silkeaks, Silkeskæl og Skæggræs.
1856. Siamaks, Siamesisk gulstage, Signalblomst og Signalgræs,
Skeletgræs, Skildergræs, Skovbundstrøst og Skibsgræs,
Skovhavre, Skovbyg, Skovspær, Skovrykke og Skovrør,
Skælmstrå, Skærmaks, Skallesmækker, Skørgræs og Skærve.
1857. Skovsørør, Skydragergræs, Skrædderstrå og Skovstand,
Skruegræs, Serpentinergræs, Slangesten og Slangegræs,
Slangebid, Slørsvingel, Slunkgræs, Snegræs og Smuggræs,
Smækkerstrå, Sengegræs, Smuldergræs, Snerør og Snøregræs.
1858. Snurreaks, Snurregræs, Sødgræs, Sødrør og Sokkelstrå.
Solitairegræs, Samarittergræs, Sorggræs og Spadegræs,
Sølvskal, Spidsavne, Solside nord og Solside syd,
Sølvgræs, Spidshale, Solfavne og Splitstak fra Somalia.
1859. Sporisandet, Spindavne, Sputnikgræs og Springflodsgræs,
Stækkestrå, Sortburre, Stængelaks, Stilkaks og Stikle,
Stakket kærlighedsgræs, Stamfargræs, Stamris og Stanggræs,
Stenskalle, Sprækkegræs, Steppekrone og Stepperod.
1860. Stikkelbusk, Stillehavsaks, Spindelblomst og Stingelgræs,
Stinkstrå, Stivskæg, Stjernestængel, Stolagræs og Stormaks,
Stormstrå, Storstakke, Støvgreb, Støvskud og Strålestrå,
Streger i luften, Sandsvikler, Stråskær og Strikgræs.
1861. Stritskæg, Stritstok, Stupabambus, Sukkerstok og Styver,
Sumpgræs, Surbambus, Svindstok, Svækstrå og Sværdgræs,
Svæveaks, Svedjegræs, Svamprodsgræs, Svingel og Sydaks,
Synamom, Syndefaldsgræs, Sydsvingel og Stakrør.
1862. Sandspore, Sejleravn fra Sydafrika og Sandbælg fra syd,
Tækkergræs, Tæppegræs, Tusindmeterstøv og Tandbælg,
Taffelbjergsgræs, Telegrafgræs, Tørkegræs og Telakse,
Timeterfrø, Torngræs, Tåregræs og Tildødenjerskiller.
1863. Texanersvikkel, Tidevandsgræs, Topkamgræs og Topkap,
Tørstegræs, Tørvegræs, Totemgræs og Totengræs,
Træsiv, Tagrør, Trebidsgræs, Trekkerstar til Toxologos,
Tripskæg, Tripanero, Trifontana og Trippelfold.
1864. Tropikgræs, Trekønspir, Trefork, Tundragræs og Tvedusk,
Tvillinggræs, Tvillingstrå, Tyndtækkergræs og Tvestak,
Tyndstage, Ungdomsstilk, Umbelgræs og Ulvehale,
Uldkorn, Urstock, Vadegræs, Vandkrone, Vandris og Vildris.
1865. Vævergræs, Vagranta, Væselgræs, Vifterør og Vægterlys,
Vinastang, Vandregræs, Vandsko, Vandstak og Vendelaks,
Vintergræs, Vandsvingel, Vangræs, Veldtfjer og Veldtgræs,
Viervej, Viermagt, Vetiver, Vesterlav, Vådgræs og Viftegræs.
1866. Vindelgræs, Vingegræs, Vimpelgræs, Vindsæd og Vinkelstrå
Vindspindergræs, Vindmøllegræs, Vinterbambus og Vindsko
Vinkelgræs, Voksgræs, Vindstærk, Vindaks og Vrimmelgræs,
Wabi-sabigræs, Wadigræs, Vinterstok og Verdens ende.
Yaah.
Et græsstrå
Et græsstrå
1807. At se græsstrå som andet
end græs,
Noget mere end græs,
Eller måske
At se græs som græs i sig selv,
An sich,
Ikke sandt,
Sker for mig en eftermidddag
på balkonen
I tynd luft i Tegucigalpa,
12. etage,
Hvor et græsstrå kom
på afveje,
I en terrakotta krukke
Med flis
I mine øjne dengang
ukrudt;
Det skriver jeg ikke mere,
aldrig,
Jeg har lært mig selv at sige
krudturt.
1808. Jeg kredser om strået
i dagevis,
Mit sprog overrumplet, vredet
skævt;
Tager billeder, kasserer dem,
tiltrukket
Af stråets overvældende form,
enkelhed;
Jeg lavede en opstilling på
sort baggrund,
En vellykket planteskikkelse
på foto:
Mit første græsstrå, iagttaget
med omhu,
Dette enorme noget, denne
græshed.
1809. Jeg får en ubændig trang til at
beskrive
Dette strå i sin helhed
Af hvad?
I sin samlede fremtoning
som græsstrå,
Altså som et vitalt væsen,
en vækst,
Der skaber indtryk, vækker,
følelser,
Og evner at være medrivende,
at knytte
Bånd til en betragter, mig,
en ikke-ting.
1810. Hvormed jeg mener alting
om græs:
Hvordan kommer verden til
et frø?
Hvordan er det at stå
fast?
Hvordan er det at have
rødder?
Enzymer, hormoner, luft
celler?
Hvad er op og ned på
græs?
Hvordan opfatter et græsstrå
sig selv,
At afgrænse sig selv til andet
græs?
Hvordan er sex blevet til hos
græs?
Hvordan mærkes blæst og regn
og sol?
Hvordan mærkes det af få lys
på blade?
Hvad er det for en fornemmelse:
fotosyntese?
1811. Hvor mange arter og slægter af
græs?
Er det en rigtig, rimelig, relevant
inddeling?
Er begrebet om art en måde at skabe
forskel?
Eller skal vi måske tale om
kredse:
Livskredse, artskredse, karbonkredse,
beslægtethed?
1812. Hvordan fik græsset sin særlige
form?
Oplært som jeg er i evolutionær
teleologi,
Hvor enhver form og funktion har
formål,
Formål knyttet til en logisk afledt
funktion,
Formet til overlevelse, formering og
ernæring,
Hvor intet, absolut intet hos græs er
overflødigt;
Men hvorfor ser græs så sådan
ud?
1813. Kan planter føle velvære
eller
Er deres omverden mørk,
eller
Er mørk ikke et dumt
ord?
Når man ingen øjne har,
men
Måske noget andet:
måske
Receptorer til infrarødt lys, varme
kemi?
1814. Kan græsset overhovedet mærke
mig?
Er jeg et signifikant væsen
for græs?
Som den er for mig og
mine fingre,
Kan man sige at græsstrå
Eller arten,
Har individualitet forstået på den
måde,
At de kan sanse og erkende deres
omverden?
1815. Hvad er det for en særlig
græshed?
Form, avne, stakke, frøstand,
skikkelse;
De lever og vokser fra
roden op,
Frø spredes af store græsædere
og myrer
eksempelvis;
Græs er en del af klodens
elementer,
Som jord, vand, luft og
træer,
Hvis man er græsæder eller
menneske,
tilfældigvis.
1816. Hvad er viden og hvad
er digt?
Eller er det to sider af samme
nexus:
Planter, mennesker i adskilte
umwelt;
Og når alt dette er sagt og
skrevet,
Stadig dette spørgsmål:
Hvorfor
Er dette gule græsstrå åbenbart
smukt?
Hvad giver græs ynde og æstetisk
fremtoning?
Sådan som jeg så det for første
gang
Hos et græsstrå, der så ud som
sig selv?
1817. Hvorefter digt og viden går
i ring;
Har jeg i det hele taget ord og
organer,
Der er egnede til det formål at
beskrive
Hvad er det at være græs,
undtagen,
Hvad alle slægtskab må erkende
selv,
Fingerspids til bladspids,
mærk
selv.
1818. Vi lever i ugevis derude
På vores balkon;
Jeg køres i bil til kontor
hver morgen,
Vagten kommer løbende,
dobbeltløbet,
Og tilbage igen hver aften
i skygger
Til strået, der ældes, gulnes
oppefra,
Det visne græs, som jeg kalder
eccepoa *),
Med tanke på liv og frelse
i biosfæren.
*) Se! Dette græs.
Øjets fikspunkt
Klik på billedet for at se det i fuld størrelse
Øjets fikspunkt
1801. Ti-tolv gram formidabel flyver,
Dunpolstret, insektfordret
Flyvefærdig landsvaleunge
Til skolestart på min havedør.
1802. Mandelformede øjne, helt sorte,
I overstørrelse, stærkt på skrå;
Hun har fremadrettet syn
Det vidste jeg ikke før;
Svaler kan se i stereo.
1803. En flugtakrobat, og byttejæger
Synssans, høresans, luftsans
Retningssans og geomagnetisme
Med øje- klo og næbsensorer,
Nervebaner, synapser i gnister,
Muskelkontrol over alle fjer
Målt i mikromikrosekunder.
1804. En sort kalot, rustrødt ansigt,
Et lille næb gemt i fjer
Og en hvid, dunet krop
Med skørter til begge sider
I fin og kostbar supertråd.
1805. Væltet ud af reden, ærgerrig,
Op på dørens top, farligt sted
I dette øjeblik tillidsfuld
Eller modig, måske koldblodig;
Fikspunkt mellem to øjenpar.
1806. Intet fælles register af udtryk,
Ingen gensidig venskabstegn,
Ingen lyd, ingen gestus kendes,
Kun et mættet sekund i ro;
En forælder dykker ned,
Et hvin, et svaleskrig.
Nyt i Index Titusind:
Dunpolster ◦ 1801; Øjne ◦ 1802; Byttejæger ◦ 1803; Kalot ◦ 1804; Øjets fikspunkt ◦ 1805; Hvin ◦ 1806.
Lov om spor
Lov om spor
De danske naturlove (5)
I
1779. Ve kan jo se hvordan spor består af molekylefrekvenser og diffusionsrater;
1780. Hvordan ethvert spor opstår og fortabes indenfor bestemte kromatiske skalaer;
1781. Hvordan spor i vand kendes på deres effervescens målt i tætheden og spredningsevnen i luftboblerne.
1782. Ve kan jo se hvordan vingespor og fjerstiling bestemmer sporsætning og hvirvler af luftmolekuler.
1783. Ve kan jo se hvordan natsværmere trækker spor af luminescens ved svag lumeneffekt.
1784. Ve kan jo se hvordan geomagnetisme og klodeformer trækker atmosfæriske spor, der omsættes til spineffekt af atompar i trækfugles øjne;
1785. Hvordan kloden opfattes kvantemekanisk i strålende spor og koncentriske bølger af geomagnetisk intensitet;
1786. Ve kan jo se hvordan jordskorpen og jordens magmabevægelser sætter spor af udladning som varme og agitation af mineraler;
1787. Hvordan landet bøjes under lys og tyngdekraft.
1788. Ve kan jo se hvordan dufte er omsat farveintensitet og kromatiske gradienter, der opfattes i en stadig ekspanderende biotisk sanseevne over geologisk tid.
1789. Ve kan se jo se hvordan molekyler klistrer sig til fluers fødder, hvordan sporet hænger ved grævlingens labber og hvordan luftpartikler trækker illuminerede striber fra tranens vingespidser og de lysende flak fra natsværmerens vingekanter.
1790. Ve kan jo se hvordan spor lejres på spor mens vind og vand blander dem, fører dem bort og visker dem ud i gradvis fortynding og uigenkaldelig fortabelse;
1791. Hvordan luftrum bliver så mættet af spor, at kun ekkopejling og organer til registrering af luftmolekylers passage kan skelne faste objekter;
1792. Hvordan mønstre, der består af luftgradienter i tiltagende og aftagende fortætning, opfanges som andre væseners spor formet i flere dimensioner.
1793. Ve kan jo se at alle levende væsener bevæger og orienterer sig i land- vand- og luftformer med sanser tilpasset i uendelig variation til omgivelsernes kvalia;
1794. Hvordan alle væsener spontant opfanger farvespredning, det omgivende medies kemiske sammensætning, molekylebevægelser og atomare signaturer.
1795. Ve kan jo høre at lyden af alle levende væsners samlede bevidsthedsdannende og indbyrdes forbundne, multiplicerende, fortættede sporfrembringende og umweltsudfyldende sanselige eksistens – er stilhed.
II
1796. Ve bekræfter derfor alle levende væseners ret og evne til sætte, skabe og sanse sine og andres spor;
1797. At spor og sporsans nedarves genetisk og udfoldes i biossfæren som et konstituerende led af arternes opståen og forbigåen;
1798. At spor i vand- luft- og landform er en fællesbiotisk kulturskabende identitet frembragt af alle livskredse (arter);
1799. At spor, deres afsætning og gendannelse, er en konstituerende del af den almene overdådighed.
1800. Ve bestemmer derfor, at spor i enhver form er en del af den fællesbiotiske verdensarv, der genskabes kontinuerligt af enhver livskreds og dens organismer til enhver tid og ud i alle slægtsled.
Nyt i Index Titusind:
Spor 1779; Kromatisk skala ◦ 1780; Luftbobler ◦ 1781; Luftmolekule ◦ 1982; Lumeneffekt ◦ 1983; Atmosfære ◦ 1984; Magnetspor ◦ 1785; Magma ◦ 1786; Magnetisme ◦ 1787; Sanseevne ◦ 1788; Grævling ◦ 1789; Fortynding ◦ 1790; Ekkopejling ◦ 1791; Fortætning ◦ 1792; Kvalia ◦ 1793; Kemisk sammensætning ◦ 1794; Stilhed ◦ 1795; Evne ◦ 1796; Biossfæren ◦ 1797; Identitet ◦ 1798; Almene overdådighed ◦ 1799; Fællesbiotisk verdensarv ◦ 1800.
Kysten holdt, landet består
Kysten holdt, landet består
1775. Kysten holdt, landet består
Efter stormfloden forrige år;
Femhundrede træer faldt her,
Hvor vi går langs bredden
Til labbelyden af milde bølger;
Blankt hav under bleg himmel,
Luften er lun og vejret er mildt,
Skyer flyder og ligner kæmpedun.
1776. Efter så megen vildskab ligger
Vrag af træer på den øde bred;
Et rodskelet stikker op af sandet
Afblegede rødder, vejrbidt ved,
Saltet, forblæst, filtret i tang;
Det er ikke tit vi ser det,
Tæt på i alle dets detaljer:
Den viljestyrke rødder har.
1777. Rødderne reddede os alle,
Holdt jorden i et kæmpegreb,
Mens vi klamrede os til håbet;
Gjorde jorden svampet, stærk
Opsugede det hvide havvand;
Et rodnet, der kan stå i salt,
Sejt, bøjeligt, nær ubrydeligt
Som organisk jordarmering.
1778. Enhver der fælder en skov
Tager skyld og ansvar på sig;
Når en genbo fælder et træ
Planter jeg straks et andet;
Ved den faldne fyr på stranden
Under dens benede pegefinger,
Et minde, ja, et kultsted,
Sætter jeg en gran fra haven.
Nyt i Index Titusind:
Kyst ◦ 1774; Rodskelet ◦ 1776; Havvand ◦ 1777; Kultsted ◦ 1778.
Træstubalmanak 2024
Træstubalmanak 2024
1771. Takstræet på stubben
Er vokset en halv meter
I den vådeste sæson ever
I klimaovervågningens tid;
Som arvtager skyder hun frem,
Etablerer den næste slægt,
Frugtbar, bærfyldt, rodsat.
(En nabo, smækker rødgransyngling,
Skød topskud på tres centimeter;
Det længste jeg i min tid har set;
Min have begynder at at ligne
En nordbos kystregnskov.)
1772. Nye gæster ved det runde bord:
En poresvamp dukkede op
Tre steder i stubbens furer:
Frisk, frodig lysebrun i kødet
Med tyk gullighvid rand
Og hvidlige frugtlegemer,
Krøllede kanter, en koloni,
Oplyst i vinterdunkelheden.
1773. Jeg tager en skive med dolken,
Ind under luppens objektiv:
Porerne på svampens underside
Er lange rør, som orgelpiber,
Hvor sporene drysser ned;
Derfor taglagt, derfor udhæng:
Tyngdekraft som formeringsvektor.
1774. Træstubben er spillevende,
Slimet sort, fugtigt frønet;
Karbonkredsløbet snurrer fint,
Opportunistisk, anarkistisk,
Præcis som kredsløb skal;
Her er næring og plads
Til alle der kan, alle der vil;
Stubben er død, stubben leve.
Sæson ◦ 1771; Rødgran - topskud ◦ 1771; Poresvamp ◦ 1772; Sporer ◦ 1773; Træstub ◦ 1774; Karbonkredsløb ◦ 1774.
Se også Træstubalmanak 2023.
Vinterdæmring
Vinterdæmring
1763. Februar morgen, kvart over syv,
Dagen gryr, vi begynder påny.
1764. Havet ligger blankt og stille,
Her er koldt og verden er lille.
1765. Himlen åbner sig hvidligblå,
Ord krymper og blir ganske små.
1766. Tynde grene i fint filigran,
Silhuetter ude i synets rand.
1767. Skoven og strand i mørke rids,
En kile af lys fra næssets spids;
1768. Dér hvor solen snart står frem
I horisonten, hvor jeg vil hen.
1769. Jorden og havets svage krumning
Ses klart i den frosne dæmring;
1770. En tynd og dybblå streg
Foran mig, der viser vej.
Nyt Index Titusind:
Daggry ◦ 1763; Hav ◦ 1764; Himmel ◦ 1765; Synsrand ◦ 1766; Næs ◦ 1767; Horisont ◦ 1768; Dæmring ◦ 1769; Vej ◦ 1770.
Digter i en skefuld jord
Digter i en skefuld jord
1760. Jeg graver ned
I en skefuld jord
Under luppens lys;
Se det gyldne skær,
Kvarts og jordpartikler
I sære formationer;
De ting vi ser.
1761. Bristende øjenhuler,
En lydløs mund,
Et afpillet kranium
Med muggengul kalot
Stivnet i evig beskuen
Af et gyldent korn,
Det aldrig når.
1762. Når det skal ske,
At jeg forsvinder
Blandt sandkrystaller;
Lad nye generationer
Se, hvad jeg har gjort;
En rasende stræben
Sat i støv.
Nyt i Index titusind:
Jordpartikler ◦ 1760; Kranie ◦ 1761; Støv ◦ 1762.
En plante er sentient
En plante er sentient
1749. Her står vi så
med mine kanter
overfor dine;
1750. En dybgrøn essens
med udsøgt bladrand
i gullig streg;
1751. Bladets svungne form
trukket ud i tornespids
af et mestergen;
1752. En kurvfuld afkom,
spædgrøn vækst,
flokkes op af kronen;
1753. Helhed og balance
i oplyst farvespil
med egen værdighed;
--o--
1754. Mit sprog savner
et ord for planters
kvalitet af ligeværd;
1755. At planters eksistens
og omgang med os
skriger på tabu.
1756. At en plantes liv
er etisk forankret
og påvirker os;
1757. Sansende, ja,
og sansevækkende,
i live og vegent;
1758. Lad os sige
at en plante
er sentient;
1759. Her står vi så:
mine sanser
overfor dine.
Grønt som bevidsthedsækvivalent
Grønt som bevidsthedsækvivalent
Til Mei Mei Berssenbrugge
1742. Jeg kan ofte få den sære tanke,
At planter føler sig usynligt frem
Rundt langs hele individets kanter;
Grønt sidder jo smak i hjernemuffen,
Altid lige i øjet, ind på huden.
1743. Jeg trådte derfor i min haves sted,
Og stak nervetråde ned i græsset
For at mærke det som jorden gemmer,
Når tusind årstidskræfter sætter ind;
Et sug af fortids sol og vand og vind.
1744. Formål bryder frem og op af mulden,
Planter vokser tæt og grønt med vilje;
Stilke står og ta’r bestik af vejret;
Jeg mærker træets fibre vides ud
I en sky af gasser og fotoner.
1745. Grønt er erfaring fra fylogenesen:
Frugter og træer og stepper med græs,
Menneskets første sult, slidte tænder,
Grove fingre graver jord og knolde;
Stød i hjernebark og planteceller.
1746. Vi er opstået sammen, tråd for tråd,
Med neuroner og trevlerødder,
Udformet forskelligt, men filtret ind;
Overlevelse og vækstbetingelser,
To former for liv i samme skind.
1747. Grønt trækker i mine nervebaner,
En puls løber op ad mine fingre;
Ved berøring af det vævfulde blad
Er det måske mig selv, der forstår,
Hvordan krop og tanke hører sammen.
1748. Grønt er derfor den tredje substans,
Der forbinder de to med hinanden;
Her fornemmer jeg min ureksistens,
Vores første sansning og intelligens;
Grønt er en bevidsthedsækvivalent.
Til en sitkalus
Til en sitkalus
O wad some Pow’r the giftie gie us
To see oursels as others see us!
Robert Burns, To a Louse, (1786)
1734. Hah! Hvor vil du hen, prægtige kryb
Høstet i havens graner i sommer,
Jagtet rundt og rundt i luppens lys;
Sid stille et sekund,
Et vellignende fotobevis
Kan du nok ha’ mig undt.
1735. Jeg har grublet over hvem du er,
Ved opslag i album for bladlus
Straks genkendt i slægtens række,
Ét af titusind
Omdigtede væsner er fundet:
Dette er sitkalusen.
1736. Sitka er et ord lånt fra tlingit,
Et oprindeligt sprog fra Alaska,
Et demonym, en by, en kæmpegran;
En magesløs afid,
Ti millioner år på jorden;
Sådan ser du ud.
1737. Jeg udvælger et foto til digtet;
Alle er ægte, men jeg tøver;
Det subliminale er på spil,
Jeg hverken forskønner, fordrejer
Eller fornægter;
Som læser er du manipuleret,
Så, caveat lector.
1738. Ét foto er skarpt i fuld figur;
Men det andet: Lusen på halen,
Antenner strøgne, undergiven,
Øjne vendt opad, udtryksfuld,
Vækker empati,
Antropomorfisk optimalt;
Et fuskeri.
1739. Det ligner en form for kontakt:
Kæmpe lupholder og ydmyg lus;
En bøn om liv og barmhjertighed,
En ny fabel om magt og snilde,
Som hvalen og musen,
En patetisk falskhed i min hjerne
Og i lusen.
1740. Men på indersiden af synet:
Alle de billeder vi laver,
De følelser vi møder og har;
Væsner stopper vores hånd,
Går i rette med os selv;
Den milliontedel af alle arter
Vi ikke slår ihjel.
1741. Som Rabbie Burns tænker jeg igen:
Gid det var dig, der kunne se os;
En slags animistisk gensidighed,
Mere adskilte end fælles, og dog,
Mindre bange, mere milde,
Når vi krydser hinanden derude
De brutale versus de vilde.
Nyt i Index titusind:
Kryb ◦ 1734; Sitkalus ◦ 1735; Kystregnskov ◦ 1736; Subliminal ◦ 1737; Antropomorfisme ◦ 1738; Hjerne ◦ 1739; Slå ihjel ◦ 1740; Animisme ◦ 1741.
I erindring om Robert Burns, (1759-1796) skotsk nationaldigter. Se også To the Poet - from the Mouse.
Tægetræk
Tægetræk
1729. Nytårsbesøg i iskoldt gazebo,
Skrivefelt og sprossede ruder,
Frostmønstret indbo stivnet;
Døren åbnes op til logiet,
Gummi knaser i kuldeforsejling;
Et ryk i alle tægens knæ,
Spændes klar til spring,
Adrenalinens insektækvivalent.
1730. En olding af en tæge,
Som ung splendid i rufusglans
Men nu, alderdomsvækket,
Nordbofarvet, matte mønstre,
Lår som fiskeryg i nobel grå
Skinneben med flade padler,
Dobbelt hvidt zig-zag emblem
Som felttegn og skriftmystik.
1731. Den amerikansk fyrretæge,
Som benævnt på dansk,
Sætter sig på bakkekanten
Fyldt med fyrretræsmasse,
Irlandsgrønt blækbeskrevet;
Falmede, firdelte følehorn
Står tegnet skarpt i silhuet,
En notatstak fra i sommer.
1732. En vingefod *) på tægetræk:
Det gælder Invasion Europa. **)
På blot femogtyve år
Alle de samme steder
Hvor også jeg har rejst;
Selv i Japan ankom vi
Omtrent sammetids,
Indkapslet jomfrurejse.
1733. Tægen hisøgende og valen
Finder ly i pavillionen;
Grånet og stivvinget,
Som jeg, på denne årstid,
Virksom og knirkende,
Trækker indendørs igen
Indtil foråret kommer,
Nymfer i havens træer.
Nyt i Index titusind:
Adrenalin ◦ 1729; Alderdomsvækkelse ◦ 1730; Skinneben ◦ 1730; Fyrretæge ◦ 1731; Tægetræk ◦ 1732; Hisøgning ◦ 1733; Indendørs ◦ 1733.
*) Den amerikanske fyrretæger hører til slægten randtæger, der kaldes på engelsk leaf-foot p.g.a de flade padler på bageste skinneben, der hos mange arter bliver meget markante.
**) Italien først i 1999; Østrig, Schweiz, Frankrig og Tjekkiet alle i 2003; Belgien, Balkan, England og Tyrkiet i 2007; Japan 2008; Danmark 2009; Ukraine 2010, Rostov-on-Don året efter; Andorra og Finland 2020; Nordmakedonien og Bulgarien 2024; Strøby Strand nytår 2025.
Skygger bag en rude
Skygger bag en rude
1725. En tæge på mit vindue,
Jeg måles og visiteres
Herinde i min bioklokke
På det grønne ocean.
1726. Lys filtreres gennem billen
Diffunderer ud i bølger;
Jeg ånder, billen lever,
Med opdrift hver for sig.
1727. En organisk hydraulik
Pumper gelé og væsker
Med translucente stoffer
Ud i øjne og følehorn.
1728. Jeg åbner min havedør,
Opfanges på antenner;
To sider af bevidsthed,
Skygger bag en rude.
Nyt i Index Titusind:
Tæge ◦ 1725; Opdrift ◦ 1726; Gelé ◦ 1727; Bevidsthed ◦ 1728.
Ichneumon
Ichneumon
1722. En kratluskers kup
På tværs indover
Naboens haveskel
Til fods i terrænet;
Øjne tilpasset løv,
En gunstig årstid;
Dér, ophøjet synlig
På en rødegs blad.
1723. En stor sabelhveps,
Snylter med læggebrod
En tyv, en dræber,
En æggespecialist,
Lårene i orange,
Kølleformet krop
Og underben i sort,
Slank og hvepsespids.
1724. Af ichneumon slægt;
Vandrer, stifinder,
Aristoteles’ påhit.
To spor skilles,
Jeg beriget, faktisk
I modest triumf,
Og sabelhvepsen:
Hvem ved, hvorhen?
Store Billespor
Store Billespor
1713. To stribetæger,
Orangerødt i sort,
Skjold mod skjold
På mit havekrudt.
1714. En ivrig kopulator,
Nyligt indvandret
På billetrekket nord,
En klimaindikator.
1715. Klatrer op og ned
Som et hejseværk,
Fast sammenkoblet,
Forseglet tægesperm.
1716. Stærke linjer på ryg,
En rand der matcher;
Men prikker på bugen,
Hvorfor egentlig det?
1717. Er fjender foroven
Anderledes end dem,
Der kommer fra neden,
Og i så fald, hvem?
1718. Netop skjoldkanten
Stribet rød og sort
Ligner sku da noget,
En menneskelig idé;
1719. Et farvestrålende
Stink- og faresignal
Og så meget andet
Jeg ikke kan se.
1720. To spraglede tæger
Gør ophold i haven,
Hvor Store Billespor
Krydser kontinentet.
1721. Det er min besøgstid,
Jeg vil træde udenfor,
Prise min skvalderkål,
Stå stille og se med.
Note:
Tæger er næbmunde, ikke biller. Jeg var fristet til at tilføje, at tæger strengt taget ikke er biller, men det er jo lidt det samme som at sige, at mennesker strengt taget ikke er neanderthalere. Lad det ligge. Begrebet Store Billespor skal beskrive den for os usynlige massevandring af biller (og andre insekter) på kryds og tværs over hele vores kontinent. Vi ser det det ikke, men et af sporene nordlige grene går lukt gennem min have, er jeg ret sikker på.
Se også digtet Notat om skjoldtæge i haiku.
Billen og lyrikken
Billen og lyrikken
1706. Se, hvilket oplyst skyggespil og
herlighed:
En gylden bladtunge skudt ud
i middagssol,
Hvert hår på bladets kant
i stråler
På en baggrund af sorte og dybe
tenebrer;
En komposition af digt og natur
i chiaroscuro,
Tilegnet naturens enkleste essens
og forgængelighed.
1707. En bille i funklende, ravgul
fulgens,
En anelse uskarpt, en tidløs
sfumato
I sløret overgang mellem lys
og mørke;
Jeg kender ikke billens taxonomi
eller navn,
Med vilje vil jeg ikke kende fakta
og virkelighed;
Dette skal være opløftet digt om
overdådighed.
1708. Derfor skulle dette digt have fejret
en triumf
For det ufærdige, det ukendte, en ny
lyrik,
Et kald på stærke følelser og vores
reverens
For naturen og dens myldrende liv
tæt tæt på.
1709. Alligvel denne drift, denne trang
til viden,
Poetik og videnskab har nysgerrighed
til fælles;
En unøglet søgning i min billebog,
et match!
Krydstjek, et opslag til verifikation
af kendetegn,
Og snart er det evident og piftet
klart,
At dette er en blødvinge, udbredt
overalt,
En af de tætteste populationer
i landet.
1710. Jeg har har aldrig set den bille, jeg er
neofyt,
Og hvor mange ville vide, hvad den
hedder,
Bortset fra læsere af Kristeligt Dagblad
til ære,
Der skriver om biologien og klerikale
navne;
Slå selv efter, journalisten kan sit kram:
præstebille;
Et navn øst op af folkeviddet, hvor det
er kendt,
At præster energisk parrer sig
i flæng,
Som netop denne bille, der ynder et
bunkepul
På skærmplanter, røllikker, kørvel
Og gulerod.
1711. En slægt af prægtige livsduelige,
kosmopolitter;
På engelsk bjørneklo bollebiller *),
prosaisk,
Men egentligt også digterisk
redeligt;
Et bånd mellem dem og os
i sprog,
Om disse spraglede, liderlige, smukke
væsner.
1712. Så mit billede fra første tekst
synker
Sammen i lyrisk pynt og udtjent
glemsel;
Tilbage står, i digt og folkevid, en
kærlighed
Til dette billelivs ligefremme og ægte
skinbarlighed.
*) Hogweed bonking beetle.
Snerlesværmerasyl
Snerlesværmerasyl
1698. En snerlesværmer sidder
På min slidte cykeltaske
En solrig septemberdag.
1699. Stille og sfinxforstenet,
Indfløjet langt fra syd,
Ethiopien eller Somalia.
1700. En bomstærk vingeslider
På enorme migrationer:
En sjælden gæst er landet.
1701. Pelset grå og hvidmeleret,
Fine hvirvler cirkelrunde,
Og forben som pomponer.
1702. Suveræn kamoufleret
Til skov, krat og bark,
Og grå nylon åbenbart.
1703. Hele natten og næste dag,
En cykeltur til indkøb,
Samme aften er hun væk.
1704. Jeg ønsker hende snerler
Til de kulørte larver,
Et sikkert skjul at dø.
1705. Skulle I komme her igen,
Så sæt jer blot, hvil ud
I mit beskedne haveasyl.
Nyt i Index Titusind:
Snerlesværmer ◦ 1698; Sfinx ◦ 1699; Migration ◦ 1700; Forben ◦ 1701; Kamouflage ◦ 1702; Nat ◦ 1703; Larve ◦ 1704; Haveasyl ◦ 1705.
Snerlesværmeren (Agrius convolvuli) optræder relativt sjældent i Danmark med omkring 100 observationer årligt. Ved et slumptræf ankom en snerlesværmer i min have og ved et endnu større sammentræf blev jeg faktisk klar over det. Det er en sær optagethed af det sjældne, der driver mange former for observatør- og samlermanier. Det sjældne har højere status end det gængse; en slags økologisk udbud og efterspørgsel. Svarer til den status, som kendte personer har i den bipedale verden. For de fleste ville en filmstjerne være et lige så sjældent syn som en bådflygtning, men. Mere om sjældenhed i digt og metode.


































