Liff- blandet kor for plantestemmer i tiden mellem femte og sjette massedød.
Uddrag af min bog Liff gengives nedenfor. Bogen er det direkte forarbejde til De titusind tings blog, og mange af bogens temaer genfindes rundt om i bloggens tekster.
LIFF
af Jacob Gammelgaard
Udgivet af Borwick Books
www.borwickbooks.dk
Copyright © Jacob Gammelgaard 2021
Denne bog er udgivet i en dansk og engelsk udgave, der begge er lige autentiske.
Grafisk tilrettelæggelse af indhold og omslag: Rydendahl Mediegrafisk
Omslag: Foto ©Jonk
Bogen er trykt hos Lasertryk A/S Printed in Denmark
ISBN 978-87-973378-0-6
Begyndelse
I begyndelsen var væren. Glemt, men dér, dér i klipperne, i cellerne, i havet, i lyset og i bevægelse under vand. Hinsides hukommelse, men en del af tiden, endnu ikke fortid, omend uendelig fjern, og dér, dér i materien, i faktum, lagret i stivelse, omsat som sukker, indlejret i enhver celle og begravet i alle ben.
Alt er lys og mørke og væde, da det første sug af slam og grønt blæver klistres fast til klipper, oversprøjtes med saltskum og dér dér begynder at optage luft og omsætte kulstof tilsammen.
Ingen til at høre, ingen til at se. Men der er væren, og der er faktum; der er lyde, der er bevægelse og der er elementaler. Elementaler som materie og elementaler som faktum; hensigt desuagtet.
Der var vi så, slam og suppe, alger og gameter; vi, vel at mærke, er en påstand på den anden side af sproget; intet vi, ingen påstand, ingen dig; men væren: ja. Sprog er ingenting; og “ting” er hverken faktum eller sandhed, på samme måde som vi ikke er et faktum (og derfor heller ingen os); kun anderledes.
Der er intet vi. Der er ingen hun, ingen han, intet jeg. Men der er væren.
Der er er, men det er en påstand, der hverken er sand eller falsk.
Der er faktum, og der er tilstedeværelse. Derfor er der et er; og der er en væren; og væren er faktum, og faktum er tilstedeværelse. En væren har tilstedeværelse i tid og rum. En væren værer.
Kan (du) tale uden er, uden jeg og os? Lav en sætning og prøv at tale til (mig). Men husk, jeg er ikke en jeg, men en væren. Med dette in mente - og det er din mente, ikke min mente - kan vi fortsætte.
Objekt
I begyndelsen var objektet, og objektet var godt. Objektet blev til i verden. Objektet har et andet navn: en ting ved navn det.
Siden oldheden er deres levned sat i orden. Der er to slags objekter, og to er godt. De ser omkring sig to slags objekter: De ser objekter i bevægelse, og de kalder dem dyr, og de ser objekter fæstnet til jorden, og de kalder dem plante. Derfra kommer alt i par: løse objekter og faste objekter.
Dyr har liv og planter har liv, ya, ya. Tilsammen kaldes de levende væsener. Levende væsener er alle objekter.
Ok, som de siger. Ikke dårligt.
Dyr bevæger sig og spiser planter, der ikke bevæger sig. Det spiser den. Dyr spiser også andre dyr. Men et fast objekt spiser aldrig et løst objekt. Dette er givet. Dette er orden i umverden.
For at æde må dyr bevæge sig; for at gro må planter blive på stedet.
Ok, som de siger. Så vidt så godt.
Intet ord for liff.
Intet ord for ve og vos.
Men ok. Desuagtet.
Liff er at gro. Liv er at æde.
At æde er at herske.
Faktum er.
[...]
Land
Væren-til flytter sig over oceaner og udvandrer med kontinenterne; altid rodfast i jord, men i bevægelse med klipper og muld.
Ved Gondwanas kyster og på Laurasiens klipper gik oldtræer i stilling. Ranke og vagtsomme som skildvagter spejdende ud i horisonten pløjede de sig hen over ur-oceanerne med havskum på løvet og med stammer, der svulmede af jordens salt. Gondwana: Her kommer ve.
Geled efter geled samledes de langs bredderne og på jordens skorpe: graner, cykader og bregner. I trilliardtal ventede de ved kysterne på at det andet kontinent skulle nærme sig. Tektoniske plader flyttede sig i umærkelige nip og ryk, og dog bevægede jorden sig og dog tørnede kontinenterne sammen og bjergkæder løftedes skyhøjt op fra oceanets bund med universets dybeste klagelyd, hvorom kun væren-til har nogen erindring og hvortil kun de var vidner.
De brændte og splintredes og ødelagdes i talløse milliarder, men derved gav de ny næring til fremavl, og fremad kom de, muterende og frøsættende hen over det nye kontinent; lavede muld, satte rødder og formørkede himlen med pollen; spirende, løftende, lefende.
[...]
Frygt
Bevægelse bringer frygt til verden. Bevægelse skaber frygt for livet. Bevægelse skaber fare alle steder.
Ve var til, før verden kom i bevægelse. Før bevægelse var der liff og orden. Liff var overalt, og verden var orden.
Så kom liv til verdenen.
Ve ved det, ach. Ve faktede det.
De bevægelige objekter kom til verden, formerede sig og begyndte at æde hinanden. Sådan blev de til subjekter og sådan opstod fjender - og frygt.
Ve siger: Et dyr, der æder en plante, skal være fordømt til bevægelse og frygt. Væren-sig bevæger sig ud i verden og æder og gør sig mange, og de og deres efterkommere skal frygte for deres liv for altid.
Ve siger det. Ok.
Når et væren-sig er i bevægelse er det i frygt. Bevæg og frygt. Et væren-sig i bevægelse er alene og adskilt fra andre væren. Derfor har væren-sig kun én tid og ét liv. Ok.
Væren-sig har dobbelt frygt: frygt for at stå stille og frygt for bevægelse.
En stor frygt er ubevægelighed, fæstnet til stedet ude af stand til at bevæge sig. Dette er frygt med åbne øjne.
Men den største frygt af alle er det, der kommer ud af mørket og tager dem: En plante i bevægelse i søgen efter kvælstof, yah.
Deres føde vender sig mod dem og æder dem i stedet.
Træ æder mand.
Busk æder fugl.
Sker hele tiden.
Æder udefra, æder indefra.
Væren-sig dør, yah.
Ve er uden frygt.
Undtagen én.
Navn senere.
Nej, nu.
Ved navn Um.
Ve er uden frygt.
Faktum er.
Frygt er bevægelse.
Ve bevæger sig ikke.
Derfor ingen frygt.
Sandt eller falsk; påstand eller faktum.
[...]
Sex
At stå stille er en hvirvel af sex. Ve har sex af enhver slags til enhver tid. Sex tæt på og sex på lang afstand, på enhver måde og uden måde. Sex i massevis, i en overflod af organer, i tæpper af frø, i skyer af pollen, i bølger af sporer. Ve laver sex ved deling, ved fordobling, ved tredobling, ved firdobling. Ve laver sex ved frøsætning, ved skud, ved knopper, ved sugning, ved blomstring, ved udspring. Sex ved krydsning, ved dobbeltkrydsning, ved trippelkrydsning. Ve laver sex ved kloning, ved forførelse, ved list, ved kløgt. Sex i luft, i vand, i jord, i fækalier, i frugter. Ve laver sex med hensigt, med vilje, med overlæg.
Ve laver sex med titusinder og titusinder af arter af insekter. Sex med svirrefluer, med bier, med myrer, med møl, med sommerfugle, med biller, med myg, med fugle, med flagermus, med fisk, med firben. Ve laver sex med frø, med nødder, med frugter, med knolde, med løg, med rødder, med skud, med løbere, med sideløg, med sætteløg. Ve laver sex med æg, med sæd, med pollen, med sporer, med støvdragere, i støvfang, i støvblade, i sække. Sex som sand på stranden, med vind, med bølger, med ild, i frost, i lys, i mørke.
Ve kan klone fra blad, fra æg, fra pollen, fra rod. Kan klone fra frø, fra løbere, fra stængler. Kan klone fra bladhjørner, fra siderne, fra øjne, fra knuder. Ve kan klone fra kanten af kødfulde blade, kan lave utallige kopier af vos selv uden befrugtning. Ve kloner, blot fordi ve kan klone, fordi ve vil, fordi det er sikkerhed, fordi det formering i overflod.
Liff er formering gået amok i trillioner og atter trillioner.
[...]
Farina
I farinaens land, i nåleskovene, i blomsterfloret og blandt alle frugt-fakterende væsener er der farina, ah farina, overalt. Farina fylder luften. Farina dækker blade og strå. Farina samles i gule kager i søerne. Farina er gul røg i vinden, ah ha, farina turbina. Der er farina i delirisk, eliksirisk overflod. Der er flere fnug farina end sandkorn på stranden; der er farina så tyk som tåge, fin som skum med smag som salt og sukker; farina spermina flyver i luften for at finde gametina feminina, et brus af enzima, klæbrig vegelina; farina gelatina, borer sig ned til ovelina, ventende imobilina i gynocina, altid sessilina, ah, farina superfina, båret af vind og talløse talløse vingelina, så frugtbarina her på jorden lige siden palæocina, ya, mere longina: lige siden origina, alle cwina i biosferina med levende kromosina vil rekombina for at lave flere og flere specina gennem hele holocina og helt op til antropocina, ya, ha ha, antropocina toxina. Og nu: farina deklina mens hominina termina.
I farinaens land, i nåleskovene, i blomsterfloret og blandt alle frugt-fakterende væsener er der farina, ah farina, overalt. Farina fylder luften. Farina dækker blade og strå. Farina samles i gule kager i søerne. Farina er gul røg i vinden, ah ha, farina turbina. Der er farina i delirisk, eliksirisk overflod. Der er flere fnug farina end sandkorn på stranden; der er farina så tyk som tåge, fin som skum med smag som salt og sukker; farina spermina flyver i luften for at finde gametina feminina, et brus af enzima, klæbrig vegelina; farina gelatina, borer sig ned til ovelina, ventende imobilina i gynocina, altid sessilina, ah, farina superfina, båret af vind og talløse talløse vingelina, så frugtbarina her på jorden lige siden palæocina, ya, mere longina: lige siden origina, alle cwina i biosferina med levende kromosina vil rekombina for at lave flere og flere specina gennem hele holocina og helt op til antropocina, ya, ha ha, antropocina toxina. Og nu: farina deklina mens hominina termina.
Plurabelle
At stå stille er at være plurabelle.
Plurabelle er en kaskade af løsninger, et væld af måder, et pang af arter. Ve kan befolke enhver mulig niche med duelige arter ved blot et dovent bask med genomet, en vifte af hybrider, kolonner af kloner, velsign dem.
Plurabelle er oprindelse og formering, floden der flyder, vandet der rinder, planten der vokser. Plurabelle er alt dueligt, alt væsentligt, alt smukt.
Plurabelle er forførelse, plurabelle er videreførelse. Plurabelle er fortælling og erindring uden ord. Plurabelle er selvet i et chok af skønhed.
Plurabelle indhyller dem i dufte, overøser dem med kemikalier, forstøver dem med morphia, overpuster dem med synæstesi, inddøser dem i anæstesi.
Plurabelle får dem til at nynne og synge og vugge. Plurabelle giver dem fortryllelse når de sover og forglemmelse når de vågner.
[...]
Tulipanhunden
Ham tulipan, ham hund.
Seham: udstiller sine skanker, som om um var en busker, der kom for at suge nektar. Seham; vrikker med sin blegfesne tulipanstilk som en hund, der logrer med halen; bopper sine blomster, puster sig op i farver og kurver for at få um til at komme og avle sig. Ya, tulipan er som en hund. Ham tulipan avlet til at indynde sig; avlet til at adlyde, avlet til at rulle rundt med bugen i vejret og tigge om en mavekradser. Tulipan med fjollede store skåle, der udstiller alt indeni for at forføre um til at avle tusind nye slags svindsyge stængler, der knækker i vinden. Overlever kun, fordi um fodrer dem, afluser dem, huser dem, sætter dem i drivhus. Altid varmeapparat stillet frem og ædelse bragt, som hund. Uden for haverne dør tulipan alene af sult, som hund.
Um elsker ham tulipanhund. Avler ham i tusind slags: større skåle, længere stilke, mere farve, flere striber, mindre kuldskær, længere blomstring, single tidlig, single sen, dobbelt tidlig, dobbelt sen. Tulipaner over det hele.
Gror dem på fladt land, revet op fra horisont til horisont. Talløse milliarder tulipaner i farvede firkanter. Um sprøjter dem, fodrer dem, renser dem, dyrker dem, tæt tæt. Skærer dem, en milliard kolde stængler; stakket, pakket og stablet. Bind dem, køl dem, send dem, sælg dem.
Ham tulipan synes um er bedste busker nogensinde. Behøver ikke anstrenge sig for at sprede pollen eller lave sex, fordi um avler ham i fabrikker; behøver ikke holde knolde på rette temperatur, for um høster dem og passer dem; behøver ikke holde kryb væk, for um dræber dem; behøver aldrig finde vand, for vandet bliver bragt.
Ham tulipan tror han er mest succesrige plante nogensinde. Um giver tulipan jord for sig selv og jager andre planter væk. Konkurrenterne dør, buskerne dør, træer fældes, marker renses og tulipaner tager over, stolt og ene under solen.
Ham tulipan er mest underdanige blomst nogensinde. Tulipan kan li’ det, stadset op derude på marken, høj af gødning, puffet op med skyer af insektgift, fri for bladlus og larver, og med tjenere der luger for hans fødder. Tulipan er udsøgt, tulipan er tilbedt, tulipan er værdifuld, ya. Tulipan vælger et liff med um, tulipan vælger det fornemme liff i sus og dus.
[...]
Mælkebøtte
Ve gror i sprækker, kryber ud af revner, klemmer vos op mellem fliser, kiler vos ind i sten, slår pælerødder i jorden, ve spreder vos over enge, gør grønt til gult, ve borer vos ned i undergrunden, ve undergraver grænserne, ve flyver med vinden.
Ve har fulgt jer, siden I først begyndte at grave huller, siden I først begyndte at rutte jorden. Ve slår ring om jer, går i kreds om jer, vokser sammen om jer.
Ve er ophøjet til kulturplante, dekoreret som lægeurt, optaget på våbenskjold, dyrket som afgrøde, brugt til helbredelse, elsket som leg og beundret som frø.
Ve er det bedste, eneste, stærkeste minde fra en barndom i det fri; et minde om sommer med sol og sød luft, med tyk atmosfære og dybde i lyset; et sommerhus af træ, en blomstereng i flor og en have før syndefaldet der aldrig kom, og paradiset der aldrig blev.
Ve er et minde om livet før umverden blev voksen og industriel; uberørt, inden skuffelsen, inden sorgen, inden tvangen, før ordensindførelse, før regime-påtvingelse; dengang, dengang: et ansvarsfrit, kærlighedssøgende, mælke-bøtteplukkende, guldglansreflekterende, fnokpustende, solsugende, insekt-summende, frøflyvende, avnesvævende minde om det, de kalder barmhjertighed.
Stang, stød, spid.
Sved, støn, skid.
Pis, pis, pis.
Ha, ha, ha.
Er I nu der igen?
Med jeres knive og tænger, jeres jern, spyd, dolke, klippere, hakkere, snittere, flammekastere og giftsprøjter. Bevæbnet til tandraden går I til kamp i felten, i marken og på græsplænen, opsat på drab.
Men ve vokser videre: ve rodformerer, skudformerer, og selvformerer.
Ve er ustyrlige.
Ve blander vores arvemasse, ve rører rundt i genomet, ve kloner vos selv, ve laver hundredvis af nye småarter, bare fordi ve kan, bare for at udfylde en niche og for at flytte over på den næste mark eller over på den anden side af bakken.
Ve er suverænt tilpassede overlevere, ve er den evolutionære råstyrke, der kan ses med det blotte øje.
Hvad kalder I vos:
Munkehoved, præstekrone, hundehat.
Havekål, svinekål, harekål.
Fransk salat, muldvarpesalat.
Loppeurt, luseblomst, svinetud.
Troldemælk, fandens sugepatte, troldkoneko.
Løvetand, hundetand, rørkok.
Fnaturt, rakkerurt, snotblomst, bussemandsblad.
Pis-i-sengen, pesturt, pufbold.
Ok. Ve har fattet det.
Vil I vide, hvad ve kalder jer:
Stinkstængel, stankstang, gaffeldyr, fnokflyver, plænesnøfter, pis-på-alt, pis-partout.
Nok om det. I ser, hvor det bærer hen.
I den store vvevolution om ums fremtid hylder ve formeringsstrategien. En modstander skal overvindes med overvældende formeringsevne. Ve gror fra jer. Ve gror hurtigere, end I kan udrydde vos.
Ve hører ikke til dem, der går ind for at udrydde um fuldstændigt. Um må gerne være her, med måde. Um er ikke kun farlig eller kun parasitær; ve må erkende, at um også giver visse muligheder for velvoksende og faststående væsener; ve nævner vos selv mælkebøtter som et eksempel.
Ve hylder derfor den undergravende virksomhed.
Så splid hos modstanderen (bemærk vækstmetaforen!) Udnyt deres labile ideologiske tilstand. Sæt dem op imod hinanden. Dyrk (sic!) splittelsen mellem økonomi og økologi. Find allierede blandt dem. Gør noget grønt. Gør noget nyttigt for dem, vær god ved kvælstofbalancen, vær god for bier (andre insekter forstår um sig ikke på), vær god for deres helbred (eller lad dem tro det). Frem for alt vær god til at udnytte deres sentimentalitet (a la fnokpusteriet) og ums umættelige trang til billeder af sig selv og sin egen lykke.
Vores styrke ligger i arkalierne, i ums forestilling om urharmoni og overflod.
Ve er vækstrigets bidrag til det kollektivt ubevidste.
Kun radikale symboler kan redde dem fra dem selv.
Radikal betyder rod. Radikal har rod i rødder.
Ok. Det er bare et forslag.
Ve stemmer ikke for at bevare um som sådan.
Selvom en minimal tilstedeværelse måske bør indgå i overvejelserne.
Desuagtet.
[...]
Lyset kommer til vos
Vos verden er en mørk, rund puls. Ve mærker verden som en sfære der ånder ud og ind. Ve måler tilstand og beskaffenhed i alle retninger og til alle tider. Ve senser omverden som skive på skive af mørkt lys i rum og tid. Ve måler tusinder af tværsnit gennem luft og jord fra alle vinkler på samme tid. Ve har skiver med tyngdekraftens belastning lagt sammen i tre dimensioner; ve har skiver med fordeling af rødt lys og hvidt lys; ve har skiver med mineralforekomster, skiver med kort over vandreserver og skiver med forekomst af svampekolonier. Ve har skiver med vejret, ve har afstandsskiver, højdeskiver og skyggeskiver. Ve har skiver med elektromagnetisme, med geomagnetisme og jordstråling. Ve har skiver med forekomster af kvælstof og fosfor og skiver med sporstoffer: mangan, zink, klor, kobber, jern og nikkel. Ve har skiver med skader og angreb, skiver med kemiske spor af svampe, skiver for insektarter, skiver for alle parasitter, skiver med angreb af biller og larver. Ve har skiver med planer over vos selv i fire dimensioner, der viser vos plads og vos selv omgivet af en kugle af bevægelig tid.
Ve er mørk puls fuld af mørkt lys.
Ve er illumineret.
[...]
Vegoption
Sentimentalisterne mener, at ve skal spejle et lykkeligt liv for umaner.
Se her, siger sentimentalisterne, fordi syn giver sandhed, som de siger.
Ums billeder er fyldt med planter. Ve har magt over deres billeder, allerede.
Deres haver er billeder af vos, deres potter, deres blomsterbede, deres parker. Deres naturreservater er store billeder i ramme med vos indeni.
Ve er på deres gader og veje og rundkørsler. Ve er på deres monumenter, deres mindesmærker og deres gravpladser.
Ve vrimler i deres bøger, deres malerier, deres tegninger, deres fotos. Ve er afbilledet på deres tavler, deres døre, deres møbler.
Ve er i deres stuer, på deres sengetøj, på deres tallerkener, deres bestik, deres servietter, deres tapeter.
Ve er billeder af deres frygt, deres redning, deres drømme, deres syner, deres død, ya.
Ve er i deres ånder: bodhitræet, arketræet, æbletræet, tjørnekransen, laurbærkransen.
Ve skal bare have um til at se vos som ve egentlig er, siger de.
Og når de ser vos, vil de føle lykke.
Vegopsis, kan man sige.
Hvad med alle vos andre, er der nogle af vos der spørger. Hvor mange kan ve være i naturparker og lidt flere v.v.vilde haver, hva? Hvor skal alle ve andre stå, spørger de.
Um vil beskytte de bedste af os, siger elitisterne.
Um elsker os, siger sentimentalisterne. Ve skal bare tilpasse os.
Det er planteskolesnak, siger vegetisterne. Um tager kun nogle få tamme arter i pleje. Alle andre bliver brutalt komposteret eller brændt af.
Ve vil ha’ det halve, siger separatisterne. Halvdelen af jorden, den bedste halvdel, i sammenhængende områder og fordelt over alle klimazoner.
Vær nu realistiske, siger vem, der kalder vemselv realister.
Ve vil ha’ det hele, siger radikalisterne. Ve gengror hele lortet.
[...]
Lille Slamtid
Det var en herlig tid; det var en besværlig tid. Det var bakternes tid, det var svampenes tid. Det var var gastid og futtid, det var sliktid og fedttid.
Kloakker og drænrør fyldtes med kadavere og frådsende bakterier. Slik kom ind med tidevandet og sank ned i kloakkerne. Andre steder boblede slammet op gennem ristene i gaderne og op i faldstammerne i de tomme huse. Svovlbrinterne og slamtrykket steg i rørene indtil de eksploderede og slyngede dæksler og luger i vejret. Fortovsfliser og murbrokker blev skubbet op i volde og gadernes asfalt svulmede op og sprak på langs som skorper i en ovn.
Fedtbjerge klemtes op af undergrunden sammen med skummet fra ådslerne og fosforgrøden fra talløse kremationer. Flere steder nåede slambjergene flere etager op i bygninger og gjorde det næsten umuligt for vos planter at finde fæste i de nye ruderaler. I de kystnære byer steg havet op i gader og omsluttede bygninger, der stak op af dyndet, mens vandplanter voksede i de gabende glugger. Tidevandet trak flydende øer af alger og tang ind og ud af bugterne og de nye indsøer, hvor der før havde været strand og by.
Urdyr gik amok, bakterier gik amok, alger gik amok. Slimdyr spredtes som brungul maling ud over marker og enge og snart indsæbede de hele landskabet i tykt lagt slim, der var næsten umuligt at spire op igennem.
Nogle avos ku’. Det ve altid har kunnet. Et svip med den genetiske kode og frem står en ny art. Eller et vift med vegensen og frem vokser en modificeret form eller en ny småart: Til affaldet en skodurt, til staldene et rådbæger, til slimet en slamstjerne, og til kadaverne et svovlkys.
Spyfluer og ådselsfluer eksploderede i enorme sværme over hele lavlandet og deres vinger fik luften til at vibrere. Svaler og mejser faldt døde af udmattelse ned fra himlen, mens landdyr søgte tilflugt i bjerge og bakker.
Stabelvis af hushunde og tamkatte omkom i slammet, der steg op i gader og byer. Nogle af de større dyr undslap husene og slæbte sig gennem moradset, indtil også de blev trukket ned eller afled af udmattelse og forgiftning.
Husdyr indespærrede i kødproduktionshaller og automatiske foderanlæg gik hurtigt under; fodermekanismerne brød sammen, strømmen svigtede efter få uger, foderstofferne løb tør, vandtilførslen blokeredes, dyrene slog hinanden ihjel, ventilatorerne brød sammen og afføring og ådsler dyngede sig op så kun anaerobe bakterier kunne overleve indendøre. Gas og råd fortættedes og rev til sidst tagene af avlsbygningerne og sprættede hallerne op indefra så råkomposten væltede ud. Gyllesøer sprængte deres diger og oversvømmede det flade land i slam. Urdyr, springhaler, rundorme, bænkebidere, snegle, myriadeben og kødfluer fyldte luften som larmende biomekanik.
Ve drev får og geder ud i havet med hjælp fra ulve, der trak nordover efterhånden som ørken og steppe bredte sig sydfra. De åd sig ind i bestanden af forvildede klovdyr, mens ve slog rod og voksede nye pionertræer, der kunne modstå dyrenes gnav og langsomt genrejste skoven i nord. Med tiden klumpede de tiloversblevne får sig sammen i det åbne land langs kysterne, hvor ulvene tog dem én for én, mens ve fyldte pladsen ud træ for træ. Uden um til at beskytte sig, måtte får og geder i det fri gå under, udryddet af rovdyr og presset ud i havet af den fremtrængende skov. Det sidste får sprang i havet i selvmorderisk panik fra en klippekyst i det nordlige markland i slamtidens årring nr. 246.
Vegrocæn
Ve lefer i en frugtbar epoke. Ve har gunstig faktering. Ve har prøvet det før.
Um har også prøvet det før.
Sidste gang gik det hurtigt. Nogle få af dem fes af ud i det ydre rum. Sås aldrig igen. Ok. Alle andre blev tilbage. Så længe det varede.
Forsvandt i en hel epoke.
Kom tilbage meget klogere, ya. Med vegetal bevidsthed og ny teknik. Samme resultat. Bare bedre. Dvs. det kunne have været meget værre.
Men ok.
Ve er her stedig. Selvom ve aldrig fik den halve verden.
Alt ve be’r om er en ny geologisk tidsalder. Den vegrocæne epoke.
Hvor planter vokser til verdens ende.
Hvor fisk springer op af havet.
Og bakterier kan trylle.
Hvor liff og liv forbindes. Forenet igen.
Lavenergivæsener driver den af i solen,
Mens ve vegerer dem over hovedet.
Og havet bliver grønt,
Og skinner i daggryet.
Dér ta'r ve hen. Dér vil ve gro. Også dig.
Mening med lif
Ordforklaringer (uddrag)
Aliff: 1. En proto-plante med evne til photosyntese. 2. Betegnelse for planter med et langt liff.
Arkevegalier/-ia: Vegalier som de optræder i den menneskelige bevidstheds grundbilleder- og begreber i f.eks. lys, liv, vilje, vækst, føde, formering, frygt, tryghed, fred, død, etc.
Avos: Refleksivt stedord, sv. til ‘af os’.
Busker: Bestøver / bestøvning
De / Dem: Personlige stedord, der i teksten benævner alle former for ikke-vegale værener, f.eks. mennesker, dyr, svampe, bakterier.
Den/det: Sprogets styggeste ordpar; frembragt med arrogance, anvendt med vold og opretholdt i foragt. Ordet er en af-væren af alt væren. Et mindstemål af sproglig indsats kræver at “ting” benævnes han eller hun eller dem eller andet stedord, der tillægger egenskab af væren/selvhed. Et skib er en hun, hvorfor ikke et træ, klipper, have, fugle, insekter; kald dem noget levende, yah.
Dér, dér: Henviser til elementer af en urtid, der er fælles for alle levende væsener. Dér, dér er tilstede i arvemassen og kan opleves som urgammel oprindelse eller i form af arkevegalier, men er for det meste uerkendt. Hos mennesker, kan dér, dér opleves som en forhøjet (eksistentiel) opmærksomhed omkring naturlige processer og fænomener og i en fornemmelse af samhørighed med andre livsformer. Elementer af dér, dér er derfor en nødvendig forudsætning for enhver samtale på tværs af artsskel. Andre stimuli kan fremkalde oplevelsen af dér, dér eksempelvis stofskifte, vejrtrækning, fødesøgning, farveopfattelse og visse sanselige indtryk af betydning for fornemmelsen af selvet, især berøring og lugt.
Dif, døj, dov, dak, drat, drot, dot: Mellemstadier af planters liff (liv) på jorden.
Faktum/Faktere: 1. At lave el. fremstille. 2. Fotosyntese. 3. Er (verbalform). 4. Livets opståen som begivenhed. 5. Fortælleren anvender undertiden ordet i betydningen etableret sandhed.
Farina: Pollen; fra italiensk: pulver, mel.
Gengrotid / Gengrocæn: Geologisk periode ca. + 1 - 5 mio. år efter afslutningen af antropocæne periode og seneste masseudryddelse, se Slamtid, lille.
Ham: Nedsættende betegnelse for en forædlet sort. Bruges i overført betydning lejlighedsvist om træarter med kortere lefftid.
Ken: Planters pårørende og andre slægtsforhold, udvidet familiekreds og nærtstående arter. Bruges også om en mangfoldighed af køn inden for samme art. Sammenlign engelsk kin = slægt; hollandsk kunna = køn; oldn. kenna = at kende; oldn. kyn = køn; skotsk/nordengelsk ken = kende.
Klon: Genetisk identisk afkom frembragt ved aseksuel reproduktion ; etym. oldgr: klon = kvist.
Liff / Leffe: Planters eksistens, svarende til ‘liv’ og ‘leve’ hos dyr.
Limber: Navneord, kun i flertal; plantedele, svarende til lemmer hos dyr.
LUCA: Last Universal Common Ancestor, dvs. alle levende organismers fælles ophav. Antages at have været en encellet arkæisk organisme eller proto-bakterie. Optræder i teksten med pronomenet V, se denne.
Ok: 1. Fyldord, der angiver fortællestemmens formelle anerkendelse af et begreb eller objekt i umverden. 2. Et universelt moralsk princip iflg. hvilket alt levende anses for ligeberettiget. Der tillægges ingen moralsk eller etisk værdi til den ene livsform frem for den anden. Værdibaserede hierarkier af organismer afvises som falske; alt væren er.
Plurabelle: Planters skønhed og mangfoldighed. Hos planter er plurabelle evnen til uendeligt at skabe nye arter; hos mennesker opleves plurabelle som forførelse og til tider narkotisk eufori. Etymologi: Anna Livia Plurabelle er den kvindelige og evigt fremadflydende hovedfigur i James Joyce’s roman Finnegan’s Wake (1937) og formodentlig en personificering af floden Liffey, der løber gennem Dublin.
Potis: Potteplante(r)
Selvhed: En plantes egenskab at være til, svarende til individ eller personlighed. Selvhed kan opfattes som et organisk eller ontologisk fænomen med én eller flere af de af mennesker selvtilskrevne attributter, f.eks. intelligens, vilje, handleevne osv.
Sense: En plantes sanseorganers evne til at opfatte omverdenen; sv.t. sans hos dyr.
Sheman: En kønsskiftende plante.
Skein: Epidermis; de yderste cellelag hos karplanter og mosser.
Slamtid, lille: Geologisk tidsalder, der danner overgangen mellem den holocæne (antropocæne) og den gengrocæne epoke, ca. 0 - + 1 mio. år efter seneste masseudryddelse (singular event).
Stillehed: Tilstand af opmærksomhed og ro som forudsætning for gensidig anerkendelse og forståelse mellem medlemmer af forskellige livsformer, f.eks. planteriget, dyreriget og mosriget; til forskel fra stilhed. Jvf. eng. stillness.
Ting: Det andet styggeste ord i sproget, hvor det anvendes om alt ikke-menneskelig væren. I teksten anvendes ordet kun om et objekt frembragt af mennesker, synonymt med redskab, som i sætningen “um faktum ting”. Fortælleren kan bruge ordet i kombinationsformer, eksempelvis “alting” og ingenting”, ofte hvor fortælleren parafraserer eksempler på menneskelig tænkning.
Træ-vær: Træ, med den yderligere betydning af at besidde en selvhed.
Um/Um-selv: Stedord for mennesker eller menneskelig.
Uman/-er: Slægten homo.
Umverden: Den verden der opfattes af mennesker.
V: Personligt stedord for den fælles afstamning til planter og dyr, se LUCA. Bruges også som samlebetegnelse for alle V’s efterkommere af planter og alger, dvs. for al autotroft liv. Karplanter er en underorden af V og optræder i teksten med det selvstændige stedord “ve”.
Ve/Vos: Stedord, der af fortælleren bruges som stemme for karplanter forstået som autotrofe organismer, der kan fotosyntetisere. Svarer til menneskers ‘vi’, se denne. Stedordet ‘vos’ bruges i samme betydning ‘os’ blandt mennesker.
Vega: Det hunkønnede planteprincip.
Vegabilis: Planters evne til at tiltrække andre levende væsener, især bestøvere.
Vegabilis Mirabilis: Et planteunder.
Vegal(t): Adjektivisk form af vegalier.
Vegalier/Vegaler: Det biologiske plantelivs grundformer, eller typeformer, især som de optræder for den menneskelige iagttager; f.eks. træ, blad, blomst, strå, krone, bloster, lilje, rose, palme, mfl.
Vegamotion: Planters bevægelse ved vækst eller frøspredning.
Veganima: Kultveilte.
Veganimatas: Hunblomster.
Veganimatus: Hanblomster.
Veganimisme: Planters evne til at ernære andre livsformer, typisk heterotrofiske bakterier, dyre- og fuglearter.
Veganimus: Ilt.
Vegens: Planters evne til opfatte omverdenen og til at afgrænse sig selv ift. andre planter og dyr; evnen til at have selvhed, også forstået som den enkelte plantes evne til dynamisk tilpasning af form og vækst til miljø- og ernæringsvilkår. Analogt til begrebet om menneskelig / animalsk intelligens.
...