Forfatter: Jacob Gammelgaard

Om brug af metaforer

219.	Man kan sige at digtet i sit væsen er knyttet til metaforen, der er både poesiens gave og fælde (to metaforer allerede!).

220.	Kun en tåbe frygter ikke metaforen, som Per Højholt vistnok har sagt, og hvis han ikke har sagt det, så kunne han i hvertfald have gjort det.

221.	Metaforen brugt forkert kan ødelægge et ellers habilt digt, ligesom rim kan efterlade et digt skrevet i den bedste mening som en bagatel eller en latterlig fremtoning.

222.	Metaforen skal forbinde digtets genstand med læserens forestillingsevne både emotionelt, billedligt, kulturelt og associativt.

223.	Men hvad skal en digter stille op for ikke at gøre sig selv og sit digt til grin når et stærkt syns- eller sanseindtryk, der også er en etisk oplevelse, skal gøres medlevende for en læser?

224.	Vi siger tit, at forskellen mellem litteratur og videnskab ligger i brugen af metaforer, men det er jo slet ikke rigtigt: Videnskab benytter sig af metaforer; den bedste teori udtrykkes som metafor (med O.E. Wilson). Man kan endda sige, at matematik også er en metafor for alt det, vi ikke ved (med Bertrand Russel).

225.	Jeg siger tit, at planter har vilje og er intelligente. Det er ment som et både faktuelt og etisk udsagn (om ligestilling mellem organisk liv). Men intelligens er her en metafor, uanset dets videnskabelige sandhedsværdi, fordi vi må antage, at planters intelligens udtrykkes eller opleves væsensforskelligt fra vores egen?

226.	Jeg finder en hasselblomst. Den gør et stærk indtryk, jeg syntes den er en særlig og glædelig oplevelse. Der knytter sig erkendelse, videnskab, personhistorie, kulturhistorie og livsetik til synet af denne diminutive blomst. Hvordan komme videre herfra?

227.	Hvis jeg  gav mig til at beskrive den i prosa ville jeg ikke nå frem til en kort, meningsladet og moralsk inspirerende (modsat blot forklarende) fremstilling. Jeg vil jo gerne ramme læseren på følelserne, på begejstringen, på forundringen.

228.	Altså må jeg vælge digtform, fordi digte er en bevidsthedsaccelerator, som Joseph Brodsky så rigtigt skrev.

229.	Digtformen giver sine egen begrænsninger og kræver et sproglig fortættet udtryk, en flerhed af betydning og lige netop det rigtig ord (le mot juste med Flaubert), ét af gangen, der kan udløse en emotionel og etisk modtagelse hos en læser.

230.	Her kunne metaforen være til hjælp, men jeg må vare mig for bathos, for det svulmende, det vulgære, det latterlige, det polstrede, det opstyltede. 

231.	Hasselblomsten er et beskedent men unikt fænomen i botanisk henseende. Hver gang jeg er stillet overfor planters uendelige formskabende og plastiske opfindsomhed er .

232.	Men hvordan gribe opgaven an? Prøv at beskrive en passionsfrugts blomst, eller prøv at binde an med et græsstrå; nej vel? Ikke bare et strå, men af de titusinder af forunderlige former og funktioner, som græs er i stand til.

233.	Der er ikke noget i den menneskelige verden, der passer på den situation eller giver nogen nem reference. Jeg vil påstå, at vi har meget lidt i den almindelige oplyste, selv meget vidende og belæste samt billedligt højt uddannede læsers sprog, der bare kommer i nærheden af et så fremmed fænomen som en hasselblomst. 

234.	Men et eller andet skal der jo stå, for nu at ty til Per Højholt igen. Metafor altså (som Per Højholt hadede med god grund).

235.	Mennesker elsker sine egen frembringelser, deres egne ting, især maskinerne. Så meget, at maskinen er grundmetafor for den vestlige civilisation.  

236.	Intet er mere afslørende, end vores kluntede forsøg på at beskrive vores egen hjerne: En telefoncentral, en regnemaskine, en elektronhjerne, en computer, et neuralt netværk, et instrument, osv. Ingen af disse beskrivelser - omend de ganske nøje aftegner vores teknologiske tidshorisont - kommer i nærheden af at beskrive, hvad en hjerne er.

237.	Men vi elsker metaforen; den gør tænkearbejdet for os, eller også dækker den over, at vi faktisk ikke er i stand til at forklare, hvad en hjerne - eller hvad det nu er - er.

238.	Min egen metafor for hjernen er en grøntsag. Meget mere om dette andetsteds. Nej, jeg prøver ikke at stikke af. Også denne metafor er kritisabel, men i det mindste gør den sig umage. Mere om dette i andre digte.  

239.	På lidt mindre misforholdsrang end hjernemetaforerne er de utallige metaforer, der har rod i menneskelig fysiognomi (hjerte, åndedrag, fingre, eller løbe, se, gå, stå, etc. ) Disse metaforer har ofte, eller måske slet intet, at gøre med det naturfænomen, vi prøver at beskrive med vores arts-centrerede ordforråd og udsyn.

240.	I min sproglige fattigdom og min fem sansers mangler (også de er artsspecifikke og snævre) griber jeg til metaforen.

241.	At digte om den naturlige verden er derfor et dagligt forsøg på at undgå metaforer dannet af menneskeartens fysiske, mentale og kulturelle eksistens, men som ikke har noget med naturen at gøre, endda slet ikke. Netop ikke.

242.	Til mit forsvar - og andet har jeg ikke at gøre godt med - kan jeg anføre, at jeg forsøger aldrigat  bruge en menneskeskabt genstand som metafor for et naturfænomen eller ikke-menneskeligt væsen.

243.	Aldrig, dvs. på nær mindst fire eksempler, som jeg på stående fod kan komme i tanke om: guldsmeden, gulbugen, vandnymfen, og humlefluen. Her kunne man måske være berettiget til at bruge en metafor med rod i noget mekanisk, rotor-lignende, klikkende eller snurrende. 

244.	Måske - og det er et måske - forholder det sig faktisk omvendt: Vores helikoptere og rotorer er en teknisk metafor for den naturlige skabning. Naturefterligning er ikke et ukendt fænomen.

245.	Såvidt muligt sammenligner jeg natur med natur og bruger det, som reelt (tror jeg) er fælles for mennesket og andre væsener i den naturlige verden.

246.	Vi er her fremme ved et af denne bogs egentlige forehavende, og meget muligt også dens afgørende mangel: Hvordan beskrive bevidsthed, beslutninger og emotive oplevelser hos ikke-mennesker? Hvilke metaforer må jeg ty til, med hvilken sandhedsværdi, hvor intet kan efterprøves, end ikke sandsynliggøres?

247.	Det hele bliver derfor et etisk forehavende, der mangler sine egne ord og begreber. Vi har end ikke et eneste ordentligt pronomen for ikke-menneskelige væsner.

248.	Det eneste pronominelle begrebspar frembragt gennem de sidste to-tretusind års vestlig forestillingsevne om det ikke-menneskelige er ting/den. Se om dette emne til eksempel min bog Liff (2021) om anvendelse af andre pronomener for den vegale eksistens.