Sne
172. Sne
Falder som ren natur ansigt til ansigt,
Folk løber ud med åben mund og arme.
Vi er urtidsfolk af gen og sind.
Sne
Smelter verden om til sjap,
Et vådt minde om det, vi har tabt.
Sne er et andet ord for sorg.
Gærdesmutten
Gærdesmutten
155. Bladbrune, vimse, jordnære væsen,
Den oprette hale, det kække bagspejl,
En kort flugt få tommer over skovbunden;
Kræfterne tikker i den lille fugl.
156. Hjertet banker i en blodrus
Flere hundrede gange i minuttet.
Hun bevæger sig i svip og stød
Med ubegribelig kraft i tynde ben.
157. Hun klipper tidssekvenserne i stykker,
Springer hér og pludselig dér;
Der mangler noget, synet hakker,
Når hun krydser rundt i hop og ryk.
158. Hendes stofskifte er så højt,
Man skulle tro at fuglen koger;
Hun må spise hvert kvarter,
Fodre den løbske miniaturekrop.
159. Som inkarneret gærdesmutte
Skriver jeg en roman hver morgen,
Æder en Dagli’Brugs om dagen,
Løber til Rom og tilbage på en uge.
160. Men det er bare tankespind;
Jeg ville få hjertestop og kollapse
I løbet af de første få minutter;
Død af udmattelse, stress og kulde.
161. Jeg kommer aldrig i nærheden af den;
I energi, atletik og appetit,
I mental styrke, i courage,
I hjertebanken, i biologisk ur.
162. Men hun har godtaget min grund,
Finder føde under havens egetræer.
Jeg kender hendes sang og ser hende tit;
En tarantel, en vims, og hun er væk.
Om mønstret i en nældestand
Om mønstret i en nældestand
142. En nældestand er vokset frem på blottet jord langs hegnet. Her er solstrejf og skyggevirking, her dufter af muld, luften er mild. Farverne er gullige, grønne, sartgrønne, næsten hvide.
143. Standen er svagt afrundet med de højeste stængler i midten, højden aftagende jævnt ud til siderne. Omkring en meter på højeste punkt med en omkreds som tre voksne favne.
144. Stænglerne er slanke, kantede og ranke, og står i synlig indbyrdes afstand, vel et par hundrede stængler på underjordiske udløbere.
145. Skøn fyllotakse! Bladene sidder parvist i en op og nedstigende vindel på stænglens øverste del. Ikke et blad berører et andet blad. I hele standen er alle stængler drejet så de undgår alle andre stængler og blade på skiftende niveauer og spreder sig ud over hele standens solvendte overflade i et grønt, skarptandet mønster.
146. Dette mønster har ingen nøjagtige gentagelser, ingen fast form. Det væver sig ind, bølger, tilnærmer sig, fraviger, drejer, vinkler og fylder alt belyst rum ud i tre dimensioner. Stænglerne svajer, et vindpust rører på sig, bladenes formation bevares.
147. Fjern et eneste blad, bare ét, og helheden er ødelagt. Alt er indpasset, afstemt og tilpasset sollyset og dagslysets brydning. En fuldstænding, savtakket harmoni.
148. Vi har intet ord for bladenes indbyrdes dynamisk placering afstemt efter sted, højde, aspekt, lys, landskab og væde.
149. Men vi kunne kalde det for energien i et plantekollektiv. Vi kunne kalde det nældestandens evne til at indrette sig spatialt på et givet sted under givne vilkår.
150. Vi kunne kalde det en manifestation af et organisk princip og udtryk for Zhang Zais *) begreb om li, den kraft, der bestemmer altings form og særpræg. Vi kunne sige, at denne li også gælder individer, der handler i fællesskab.
151. Vi kunne sige, at li skaber et komplekst æstetisk udtryk, der kan opfattes af os mennesker.
152. For vi er bundet af det synbares uomgængelige modalitet. Harmoni ligger i øjet og kan ikke fattes i ord.
153. Jeg lægger sproget fra mig. Jeg tager tøjet af og stiller mig nøgen foran nældestanden. Jeg er ikke æstetisk, slet ikke smuk, men i omtrentlig symmetri, funktionel, farlig.
154. Nu er vi lige, vi to. Min hud mod dine savtakker. Min symmetri mod din harmoni. Min ondskab mod din gift. Jeg rækker hånden ud. Mit billede. Min bror **).
*) Zhang Zai (1020-1077) en betydelig neo-konfusiansk filosof og metafysiker under Song-dynastiet.
**) I erindring om Charles Baudelaire (1821-67), Les Fleurs du Mal, 1857.
Midt i livet
Midt i livet *)
140. Benved, bregner, græs og nælder
Fylder øjet ud til randen,
Ustyrligt grønt og uberørt.
En rødkløver bøjes ned,
Tynget af en humlebi;
Hun ligger i en rus på jorden
Kysset af en blodrød krone.
141. En krage vender øjet til,
Sort og vildt og hånligt,
Titusind slægtled borte.
Når vinteren kommer
Over markens hårde knolde
Plukker den min hjerne ud,
Resten tager frosten.
*) Frit efter Friederich Hölderlins digt Halvdelen af livet (1804)
Hækken og løvkniven
Hækken og løvkniven
I. Da jeg var ung og grøn
113. Da jeg var ung og grøn i havens bregnekrat,
Og biler var små og sorte med træværk på,
Kører vi ud på Devons landeveje.
Meterbrede hække tårner op på begge sider,
Fra bakke til bakke og helt ud til kysten.
114. Kørselsvinden slår ind og rusker i mit hår,
Varm sommerluft med støv, strå og pollen.
Jeg fryder mig ved farten og de blinde sving.
Sammenfiltrede grene, torne og kviste danner
Tunneler af løv med mig susende indeni.
115. Forældre på forsædet fortæller andægtigt
Om hække, der er passet og trimmet
I sekshundrede år eller mere.
Ja, enkelte er måske anlagt af romere,
For se bare: deres veje løber hér endnu.
116. Minder snor sig gennem landet,
Forbinder jord og hæk og vej og mig.
Jeg rækker hånden ud af vinduet
Til livet i de bugnende hække;
Tiden flyver mellem mine fingre.
II. En menneskealder randt forbi
117. En menneskealder randt forbi, og jeg er grå.
Biler er små og blå, kører kun på batteri,
Vi turer i det åbne landbrugsland
Mellem misligholdte hegn og skel,
Hvor krat og hæk er mejet ned.
118. Træer der ikke er stævnet i årtier,
Grøfter der er mudret til og slammet op.
Enkelte hovedpile, stynet for synets skyld,
Stikker deres knuder op hist og her;
En oldings rad af rådne tænder.
119. Markerne er vinklet til og rettet ud.
Landbrugstanks defilerer i lige liner
Og pløjer ud til grøftekanten;
Her er helvede og monokultur
I det vindstrøgne land på Stevns.
III. Jeg har arvet en løvkniv
120. Jeg har arvet en løvkniv fra Devon
Efter min moster, der døde alene,
Sådan som hun altid havde levet:
Kvægrøgter, gårdpige, malkekone,
Særling, ukrudtstæmmer og hækkeejer.
121. Løvkniven lå i det rustne rod i haveskuret,
Et livs hob af ting i træ, metal og plast.
Jeg havde aldrig set et sådant redskab,
Men dér lå det ormestukne skæfte
Og kaldte på min hånd.
122. Tung og krum og et skær med schwung i,
Et redskab fra et ældgammelt landbrug.
Lavet til at trimme og lægge hække,
Millioner af kilometer af levende hegn,
Et fattigt, myggestukkent, slidsomt liv.
123. Løvknive har været brugt i årtusinder,
Der er fundet blade fra jernalderen.
Udformet, tilpasset og afvejet til formålet
Efter egnens bevoksning og beskaffenhed.
Der er landskab og viden i det redskab.
IV. I tre årtier
124. I tre årtier lå løvkniven i mit værktøskasse,
Indtil den dag jeg lærer, hvordan den bruges,
Og jeg takker moster for at efterlade mig,
Kejtet og hæs fra sin eneboergrund,
Et levnedsvidne, et redskabstestamente.
125. Løvkniven er 38 cm lang og vejer 600 gram.
Bladet er lavet af stål og er 23 cm langt
Det buer foroven som kniv og krog i ét,
Lavet til at gribe og snitte kviste og kvas.
John Riley, Sheffield, præget på klingen.
126. Klingen er bred og har dobbelt skær,
Fortil krum og skarp, som en buttet segl.
På bagkanten et lige skær, som en økse,
Til at kappe grene og unge buske,
Når en levende hæk skal lægges.
V. En levende hæk
127. En levende hæk er en farmers livsværk.
Det siges, at den, der planter et træ
Træder i forhold til døden,
Men jeg ved, at den, der planter en hæk
Viser omsorg for sine efterkommere.
128. Først skal hækken plantes fra grunden.
Vi bruger hvidtjørn, navr og hassel,
Der giver fylde, godt ungtræ og højde.
Slåen og vildroser er godt for tæthed
For bier, natsværmere og fugleliv.
129. Ask, skovæble og benved er føde og farve,
Bærmispel, kornel og kvalkved giver bær,
Sammen med pibekvalkved og liguster.
Kristjørn og laurbær giver dyb og ægte grønt,
Vedbend og tidsel giver frø og blomst.
130. Vi planter i dybden, vi planter i højden.
Vi planter i to rækker med træer imellem,
Gerne urskovstræ som eg, pil eller elm,
Hele hækken er tre til fem meter bred,
Tre meter høj og tusind arter lang.
131. Efter ti år skal hækken lægges første gang.
Med løvknivens skarpe, slebne bagsskær
Hugges ungtræ næsten over ved roden
Og lægges ned på skrå i hækkens retning.
Nye rodskud vil vokse op og vokse til.
132. Stave af ask el. hassel slås ned langs midten.
Vidjer af hassel el. pil flettes ind.
De huggede ungtræer flettes ind på skrå
Og gror videre, mens stave og vidjer forgår.
Gentages og tilses i halvtreds år eller mere.
133. Hækken bugner og tætner og skygger,
Den filtrer, den gror, den skyder,
Med knopskud, rodskud og sideskud.
Den vokser og viser, hvad den kan:
Et faunarige i mange hundrede år.
134. Her er slørvinger, netvinger og ørentviste,
Bænkebidere, larver og masser af fluearter,
Edderkopper, spindlere og ugler,
Spurve, finker og skolopendre,
Snyltere, springlarver, gnavere og gravere.
135. Her er tusindben, sværmere og humlebier,
Mejser, gærdesmutter, mus og mår,
Gravehvepse, murerbier og musvitter,
Bladlus, pindsvin, solsorte og snegle,
Orme, pupper og millioner af myrer.
VI. En forårsdag går jeg ud
136. En forårsdag går jeg ud i redskabsskuret,
Lægger slibesten i blød i en balje vand,
Og hvæsser løvknivens rustne blad.
Faste tag, rolige strøg, ikke for hurtige;
Intet skal nås og intet haster.
137. Mange har slebet denne kniv før jeg.
Min moster har slebet på den i sit skur.
Før hende, landarbejdere i grove klær
Og småbønder i hvidkalkede rønner;
Hårdhændede, rygkrumme skærslibere.
138. Kun min generation, den rigeste nogensinde,
Som vi ynder at fortælle hinanden,
Har ikke råd til at afgive plads til en hæk,
Til at lægge den og pleje den.
Kun min generation har ikke tid.
139. Jeg rækker ind i havehækkens tynde skel,
Et grønt gardin, der holder blikket ude,
Et par spurve bygger rede,
Men klippes bort til hver sankthans.
En solsort hopper på den svedne plæne.
Med stor tak til Tom Hynes og Robert Wolton fra Devon Hedge Group, som venligst har stillet tre af billederne til rådighed. Deres website: http://www.devonhedges.org er en rig og kærlig kilde til viden om hække og det ældgamle håndværk at lægge og passe dem. Bilederne (og forhåbentlig digtet) viser, hvad hække virkelig kan: for faunaen, landskabet og menneskers livskvalitet.
Læhegn
Læhegn
112. Læhegn står med grå og hvide graner,
Der stritter i den tomme luft,
Klitfyr på række isprængt nålepjusk.
Pivåbne hegn holder igen på sandet.
En hare humper ud på marken.
Båret af luft
Båret af luft
108. Jeg sover i en klitplantage en
sommerdag. En lille dreng i anorak
med sorte negle. Græsstrå vajer
over mit hoved. Der er fyrrenåle
og rødder på jorden. Vinden pusler
i mit hår.
109. Luften er lun og tør, fuld af mikrolyde:
et svagt pust, et let tryk, et åndedrag,
et knirk fra et strå, en raslen fra et
blad. Usynlige fingre stryger mildt hen
over landet.
110. Jeg ligger på kanten af universet og
nipper til den søde luft. Luften vælder
ind og alle kroppens celler suger til
sig. Jeg mærker deres sult, jeg hører
deres rislen.
111. Kroppen svæver let af fryd, i live hvert
sekund, båret oppe af luft, i hvile og
forbundet til jorden og mindet.
Måneskin (2)
Måneskin (2)
107. Måneskin
Er hvidt som det lyse yang,
Eller sort som det mørke yin;
Verden er gold og gennemlyst.
Måneskin
Gør kroppen gennemsigtig.
Alt er stof og antistof;
Om dagen er jeg hel igen.
Måneskin (1)
Måneskin (1)
Årets småtid nr. 1
106. Måneskin
Skarpe konturer i monokrom,
Skygger træder ud af mørket;
Verden lyser blå og anderledes.
Måneskin
Alle mine knogler ses som aura.
Hurtigt! Mens månen endnu er her;
Jeg ser mod øst, dæmring anes.
Se også: Epifani.
Græsstrå i titusind tegn
Græsstrå i titusind tegn
104. Et græsstrå gror på titusind måder,
Afgiver titusind forskellige tegn
Set af titusind forskellige væsener
I titusind synlige skikkelser.
105. Vi deler den samme luft
Vi står på den samme jord,
Vi holder os i live hver især,
Men ville dø i hinandens sted.
Om udforskning af de titusind ting
Om udforskning af de titusind ting
101. Alt det, vi ser-ikke-ser.
Alt det, der sker-ikke-sker.
Alt det, vi mærker-ikke-mærker.
Alt det, der opstår og forgår.
102. Vi ser alt og alligevel intet.
Vi hører alt og alligevel ingenting.
Vi mærker alting ske,
Alligevel sker der intet.
103. Ti tusinder andre ser med os.
Ti tusinder andre mærker med os.
På samme tid, på samme sted.
Den samme jord, den samme luft.
De titusind ting
De titusind ting
93. Lao Tzu siger:
Vejen føder en.
Den ene føder to.
De to føder tre.
De tre føder de titusind ting*.
94. Sådan skabes verden igen og igen.
95. Den ene er det øverste eller inderste væsen.
96. De to er yin og yang:
Altings balance
og modsætning
I samme helhed.
97. De to er qi og li:
Altings energi
Og princip
I samme skikkelse.
98. De tre er bestanddele
Af rum og tid,
Af stof og luft,
Af organisk liv.
Disse tre.
99. De tre danner de titusind ting,
Den verden, der omgiver os,
Det univers, der omslutter os.
100. De titusind ting er
Alle tings foranderlighed
Og muligheder.
De titusind ting er alt det,
Naturen er og gør og kan blive til.
* Lao Tzu: Daodedjing, 14 Vejens børn, ved Ursula le Guin, fordanskning af Karsten Sand Iversen
Hjernen er en grøntsag (2)
Hjernen er en grøntsag (2)
92. Min hjerne vokser ofte frem i haven,
Jeg ser ham, når jeg ruller om på maven.
Han kan li’ at ligge dér og vegetere,
Mens jeg nusser rundt og reflekterer.
Jeg børster jorden af en hjernevinding,
Jeg luger krudturt fra den ene tinding.
Solen synker og fugle går til ro;
Vi sidder længe og snakker, vi to.
Kæmpe spejl på firmamentet dér
Kæmpe spejl på firmamentet dér
91. Kæmpe spejl på firmamentet dér
Hvem er mest unik på kloden hér?
Hvem erkender dét, de ikke véd?
Hvem forvrider jordens akse lidt af led?
Kun vi kan se os selv for det, vi er.
Kun vi kan hugge om alverdens træ’r.
Kun vi fandt ind til universets kerne,
Få tommer ind i vores egen hjerne.
Hjernen er en grøntsag (1)
Hjernen er en grøntsag (1)
85. Tanken sidder i hånden, der holder
om blyanten, pennen, grenen, griflen.
Tanker laves med fingrene og dannes
med øjnene på den, der taster, trykker
og sigter.
86. En tanke er hæderligt muskelarbejde,
et godt stykke sansearbejde, ja, hele
kroppen og alle sanser trækker, danner,
slider og følger med når en tanke
udskilles.
87. En tanke kommer af den krop, der laver
den og den hjerne, der lægger indre
stemme til.
88. Hjernen vil have det hele, den er et
hovent organ, der ønsker sig verdensgåden
forklaret og behersket. Hjernen vil have
sin egen sfære, den higer efter evigt liv.
Og vi vil inderligt og katastrofalt gerne
føje den.
89. Men hjernen er intet uden den krop, den
er vokset op med og kan ikke adskilles
herfra, lige så lidt som ingen tanke kan
opstå af sig selv. Begge afrundes og
lægges tilbage i den jord, de kom fra,
og hvorfra de igen dukker op; omsat,
omformet og gendannet.
90. Hjernen er en grøntsag. Svampene ved det.
Ig ved det.
Wittgensteins have (1)
Wittgensteins have (1) 78. Hjorten er et frossent farvespil i den kolde morgen. Ører drejes og øjne stirrer; vagtsomheden tikker mellem os. 79. Kun den gråhvide damp fra de natsorte næsebor bevæger sig, mens lungebælgen pumper under pelsen; et sekund, to sekunder, tre. 80. Grønlige, gullige, brunlige, gråbrune, rødbrune, vissengule, algegrønne, gulliggrønne, sortsprængte, grålige, brungrå, hvidspættede, grågule, orangesorte, blågrønne, og gulnede røde farver står frostovertrukne og stille i den klare luft. 81. Dette er hjorten. Jeg træder den i møde. 82. Jeg kan ikke holde farver i min hånd, men jeg kan berøre dem som en del af noget andet. Farver er ikke ting, men de kan ses og skelnes i millioner af nuancer, som jeg ikke har ord for. Farver har kvaliteter, der ikke kan bevises. Farver afgiver oplevelser, der ikke kan forklares. 83. Og så: frygt, spring, flugt og sult. En knasen fra hove, der sætter af over stubbe og kvas og kun den hvide pudegump vipper mellem træerne, og billedet er borte. 84. Vi forstår i billeder, vi føler i farver, vi beskriver famlende.
Havørn
Havørn
73. Den unge havørn fra i fjor, overvintret
og overlevet i skovens sumpe, sidder i
en nøgen ær, da jeg nærmer mig ad stien.
74. Ørnen åbner vingerne og glider ud på
luften. Det hvisler fra vingekanten,
ørnen trækker vægt, det synger i dens
vingefjer og fuglen stiger op.
75. Næbbet, den gule stevedorekrog, det bøse
bryn og det barske øje holder mig i
sigtet, mens den slår en bue og ser
mig an.
76. Tilfreds krænger ørnen rundt og op på en
udkigsgren. Et sidste skud med blikket
ned på mig, før den vender hovedet bort,
ryster nogle fjer på plads og synker hen,
sat i sten som dens øgleaner.
77. Jeg forlader min audiens, vejet og fundet
alt for let, bukker let på retræten og
vandrer videre med fred i kroppen.
Stenalderkvinde
Stenalderkvinde 57. Her går jeg, her gik du, stenalderkvinde, ad hvilke spor, med hvilken frygt? 58. Denne kyst, denne strand, dette dovne vand, dette blanke hav med bræmmer af det hvideste lys og pakis, der kaster kulde af sig og inde på kysten ligger kæmpe knuder af filtrede rødder under væltede træer. 59. Samme stilhed, samme ørne, samme snegle. Litorinahavet! Urkysten langs hvilken vi begge går. 60. Nyt fra Doggerlandet, hvor havet rejste sig så højt som træer, brølede, rasede, rullede og rev dem bort. Fortællinger kom vandrende fra vest langs floder og nye kyster, båret til fods, sommer efter sommer. 61. Fortællinger om katastrofer og varsler omkring bålet ved stranden, børneansigter gemmer sig under huderne, øjne skinner inde fra bylten under din hage. 62. Hvad fortæller du, stenalderkvinde, til dine børn? Hvad glæder jer, hvad skræmmer jer? I stilheden ved bredden lyden af latter, stemmer fra skovbrynet, sort og tjavser hår, brede fodspor og fem tæer i samme sand. 63. Stenalderkvinde, eminente naturalist! Kender og gransker af de titusind ting omkring dig: udforsker med alle sanser, iagttager, beskriver, giver navne. Der er tryghed i gentagelsen, og verden forstås i genkendelsen. 64. Stenalderkvinde, ursemiotiker! Læser alle tegn, tyder alle varsler, taler med fuglene, snakker træers sprog, forklarer nattens lyde. 65. Moders ophav, fødsler gennem tusind generationer. Hvor mange døde ligger nu i højene oppe på åsen? Jeg går forbi sporene af dine børn og efterkommere, sat i verden fra samme sted gennem titusind år. 66. Hvad gør du ved moderkagen? Jager hundene bort, blander den med sællever, spiser den rå eller brændt og rygende varm fra bålet? 67. Hvem gav du liv, og hvem tog dit? Dræbte man de gamle? Slog man dig ihjel, da du blev gammel nok? 68. Hvem klemte du fast mellem dine lår, eller modtog som en hund, en ulv, hvad så du i øjnene når de bristede i råb og sæd og krampestød? Var det elskov, var det vold, var der ord? 69. Hvad hedder mor og far på palæolitisk? Har i ord for kærlighed og begreb for ting og tid? Er skov og tid det samme ord? Gør i forskel på i dag og i går? Hvordan siger I en hasselbusk, et elmetræ? Hvad hedder mandens rejsning, hvad hedder jord? 70. Her går jeg, her gik du, stenalderkvinde. Bølger slikker op på bredden, det rasler lidt i strandens grus, sandet er fugtigt og fast under mine fødder. 71. Jeg lærer de titusind ting igen, ser med dine øjne, erfarer med dine sanser, berører med dine fingre, og ærer dem i min egen tid. 72. Landet sank i havet for dig, og det vil forsvinde igen for mig. Stenalderkvinde, ad hvilke spor, med hvilken frygt?
Grisefugl
Grisefugl
54. Sløruglen kalder syv gange i natten på
en mand og ni gange for en kvinde, når
deres tid er inde.
55. Sløruglens kald kan minde om et vræl eller
et hyl. Vi kalder den for grisefuglen.
56. Vi tror ikke på spøgelser, men vi er bange
for dem.
Et sekund, en morgen
Et sekund, en morgen
53. Lyset
bæres ind på regntung luft,
brydes på det blanke løv;
Universet stråler på en stilk.
Lyset
stryger over rudens sprosser,
bag det hvide skin det blege blå;
Jeg vender mig mod solen.
Natugler
Natugler 44. Ingen, der har set en ugle om natten, går uberørt videre i tilværelsen. At se en ugle er at komme meget tæt ind på livet og slægternes erfaring. 45. En ugles kald er gentaget og overleveret gennem ti tusinder af generationer. En ugle bærer urmenneskers første frygt og måben: mørke, styrke, fart, stolthed, vildskab, bytte. En ugle er en arketype. 46. I går aftes så jeg natugleparret for første gang. Det var gråsort skumring, koldt og sent i februar. Farverne var svundet ind og afstandsdybden sløret. 47. Uglehannen kaldte fra egetræet lige over mit hoved. Jeg frøs fast og kiggede op; dér! en mørk og kileformet silhuet på en gren ved redekassen. Den kaldte på sin mage. 48. Med ét var hun der: en grå skygge i et lydløst sug af fart henover husets tag, et skarpt drej på vingespidsen ind under egens grene, hvor hun forsvinder ned i redekassen. Alt er mørkt igen. Et sekund, ikke mere. 49. Lidt efter kaldte hun. En dyb varm vibrato fuld af sex, af redekald, af rugekald og magekald. Vi ved hvad det betyder, på tværs af svælget mellem arterne og adskilt udvikling i henved en kvart milliard år. Så ægte og så tæt på, at jeg, en meget voksen mand, bliver helt forlegen. 50. Et uglepar krydsede min vej i aftes og jeg krydsede deres. Jeg forstår i brudstykker, jeg indser i glimt noget, der ikke kan udsiges. En bevidsthed langt ud over min egen. 51. Ugleparret svæver ud i natten med deres ugletanker og uglesanser. 52. Spejlet er tomt. Ruden er mørk.
Monsun, en sommer
Monsun, en sommer
43. Regnen
Rusker fra en heftig byge,
Rammer ratatat på tørre blade;
Vanddamp emmer over tagets top.
Regnen
Tung af fugt og blanke tanker,
Intet at gøre, ude eller inde;
Mudder pibler frem på mine tæer.
Tranen
Tranen
39. Tranens skrald lyder ud over skovens
kroner; et ekko fra en evig tid. Spændt
springer jeg udenfor og spejder op
mellem træerne i higen efter synet af den.
40. Dér: En enlig trane, et bølgende gråt
kors på en grå himmel. Vinger, hals og
ben skønt forenet i form og styrke.
41. En intelligens udformet af elementerne:
formet af jorden, lavet til vandet og
båret ind på vinden. En skabning der
hellere ville uddø end ænse os et eneste
blik.
42. Og dog. Tranen er her igen i år. Nede ved
jorden kalder jeg min stille tak.
Sådan ligger landet
Sådan ligger landet
29. Sådan ligger landet
og fylder kortet ud,
helt ud til kanten.
30. Rækker ud mod vandet,
ud under sand og tang,
ned i dynd og mudder.
31. Kalk og sten og skær
brydes rundt i undergrunden,
hvælver op, vender sig og skælver.
32. Hælder havet i og skummer søer op,
bøjer kysten, løfter bakker frem
og folder landet ud.
33. Giver planter noget at vokse i,
dyrene noget at gumle med,
Os alle noget at træde på.
34. Partikler, celler, gener og hjerner
har viden om sig selv,
og deraf opstår mindet;
35. Mindet er den ældste viden
om viljen til at overleve,
og livets nødvendige form.
36. Med trevler, rødder og spirer,
med snuder, finner og klør,
med fingre, tænder og tentakler.
37. Minder trækker spor i sandet,
de dækkes til og presses sammen,
og synker ned i landet.
38. Jord og minder er sammenblandet:
vis omhu og vær knurhår opmærksom,
for sådan ligger landet.
Ig
Ig
22. Ig er stedets geni. Ig er myrens spor
i sandet, fiskens skum i vandet. Ig er
viljen i stilken og styrken i stammen.
23. Ig er himlens farver, lyset form, og
stenen og jordens stoffer. Ig er væksten
og veddet tekstur, amøbens hale og ormens
mave.
24. Ig er tingenes opståen og forgængeligheden
selv. Ig er kødet og huden, tiden og
mulden.
25. Ig er den mægtige, lydløse morgen, ig er
blæstens brus i træerne. Ig er lyden af
titusind trilliarder vingeslag og den
sprøde raspen af billers gnaven i stubben.
26. Ig er mødet mellem fingerspidser og
barkstruktur, mellem bare hænder og
pelsklædte kroppe, mellem åbne øje og
blottede tænder.
27. Ig er sansen for stedet, det faste og det
løse, alt levendes erfaring om sine
vilkår. Ig er den viden, der er dannet, og
den viden, der må komme. Ig er energien
mellem dyr og planter.
28. Ig er dér, hvor alting er, altid. Ig er
gentagelse, genkomsten og gensynet, hver
dag, hver nat. Ig er den biologiske
evighed.
Sjæl
Sjæl
20. Lidt bittert, lidt metallisk. Ieg smager
ikke; ieg katalyserer kompost og
sjælerester i ionisk form. En kraftig
ormejuice af bedste slags. Ieg sporer
ingen tungmetaller, heller ingen
sporstoffer. Ikke organisk. Snarere lidt
svampet. Ikke toksisk. Men nok lidt
euforisk. Enzymtransport i veddets
celler er forhøjet. Et lille rush,
faktisk.
21. Ig. Sjæl svarer til min ig.
Ieg
Ieg
13. Ieg er en rødtjørn. Ieg er et væsen. Kald
mig bare væsentlig.
14. Vi har meget tilfælles, dette jeg og
iegselv.
15. Dette jeg, som vander og gøder mig. Ieg
vil sige: besjæler mig. Berører mig,
besnakker mig.
16. Vi har begge en midterakse; en torso, en
stamme. Vi stritter ud til siderne med
lidt grønt på spidserne. Jeg’et vender op,
mens ieg vender ned. Men vi er begge
organiseret lodret i tyngdekraftens akse.
Vi har et opbygningssprincip tilfælles.
17. Jeg’et ser kun tingene oppefra, under én
vinkel. Ieg ser dem nedefra, udefra,
indefra, i luften og under jorden på én
gang.
18. Til dagligt mødes vi hen over midten. Det
er en begyndelse. På historien.
19. Ieg er en fortæller
Jeg
Jeg
8. Jeg er et jeg. En organblok med sanser.
En tanke med fingre på. En ting med næsen
i jorden og øjne få centimeter over
terræn.
9. Jeg havde en sjæl forrige år, som jeg bar
ud bagved og komposterede i sine
bestanddele af gas og mineraler og en
ubestemmelig rest.
10. Resten blev givet ud til en lille
rødtjørn, angrebet af rust, nødlidende
hele sidste sommer og af tvivlsom
stamina.
11. Men jeg så den, rødtjørnen: Den rankede
sig lidt og senere satte den knopper på
sine spinkle kviste.
12. Vi skal nok klare det, tjørnen, sjælen
og jeg.
Det flade land
Det flade land
1. Jeg er født på det flade land og har
derfor altid haft særlig fornemmelse
for verdens ende.
2. Marsken begynder ved mine støvlesnuder og
når ud til havet og den skumblæste
horisont, helt derude ved ordenes grænse.
3. Dér, hvor de titusind ting fødes og alt
omkring mig kommer til live.
4. Det rasler fra skove af rør, der står med
rødder i det rødbrune brakvand. Himlens
farveprisme spejler sig i dieselsjatter.
5. En dunhammer stritter op fra sivene. En
dunet stok, der kan pelses af og under
skindet dukker frem det fløjsbrune
plantedyr på strå; et fingerstrøg, en
fornemmelse at et andet væsen.
6. Ved den våde marsk læner jeg mig ind i
blæsten og snuser op i vinden. Dufte af
salt, røg, råd, ilt, fisk, tjære, land
og hav.
7. Skyer driver gråt i gråt og blæsten danser
ind på skrå. Landet åbner sig og viser
denne vej, denne vej.