Ode til en brombærranke
2367. Stukket i grønt
Omviklet brombærranke
Forårsfrisk selv
Ved nattefrost,
Stikkende tornet
Meterlange jordkys
Fra høje rigers magter;
Rodskud, bladskud, topskud, jordskud
Fra alle artikulerede led
I begge ender
Året ud, skudt igennem
Al forhindring.
2368. Eneste planter
Der vender topskud
Nedad, jordafsøgende,
Terrænsniffende
Transsubstantierende
Fra skud til rod
Skamferet i triumf,
Vender op og ned
Ud og ind
På sig selv
Og vokser sig selv
Modsat.
2369. Vugge- og ammebusk,
En blomstersættende
Insektombrust
Vinrødt saftbristende
Bærbærende
Pigget kratdannende
Bipolær plante.
2370. Grebet med læderhandsker
Støvler, knæbskyttere
Når jeg slider i stænglen
Med møje flår den
Op af jorden,
Klipper og hakker
De elversåede vidjer;
Dens slyng- og udskudskraft
Os alle til erindring
Om planterigets
Normaltilstand
Af vildskab,
Selvforsvar
Og opofrelse
I grøn massakre
Vores klode
Til ære.
Overvintring
Overvintring
2365. Agern smælder mod tag:
Egeskud i aftenskumring;
Vinters vers i vente
Den holmske metode
Den holmske metode
Prolog
2316. Thomas Holm har gennem 15 år dokumenteret insektlivet omkring familiens sommerhus i Vesterlund på den jyske vestkyst. På et område, der strækker sig i en ujævn radius af omkring 200 meter fra huset, har Holm identificeret og dokumenteret omkring 1.400 arter af insekter. Hertil kommer enhver anden form for fauna indfanget i Holms biooptikon.
2317. Kanske Holm tålmodigt fortsætter 15 år endnu – at udforske, indfange, identificere, fotografere, frisætte, beskrive og formidle – og dertil beskedent uddybe og udbrede sin altopsugende viden om insekterne, deres værtsplanter, habitater og stedets særegne økosystemer. Denne titusindtingsfinder tilegnes disse linjer.
Lokaliteten
2318. Et jordstykke på ti tønder land i familieeje siden 1960 og uforstyrret siden da, bortset fra opførelse af et sommerhus og senere udgravning af tre mindre damme nede på engen til fremme af alt vandsøgende liv. Tilkørsel sker af grusvej med skærver. Befæstning af sommerhuset indskrænker sig til nogle få kvadratmeter fliser på sydsiden, lige nok til et rundt havebord.
2319. Lokalitetens geologiske grundforhold er postglaciale aflejringer af klitsand. Landskabet er en blanding af indlandsklit, klitplantage, små hedestykker og enge med gamle dræningskanaler.
2320. Stedet grænser mod øst op til Anerbjerg Plantage, anlagt i 1897 til forstærkning af sandflugtsdiger fra 1720. Lokaliteten afgrænses mod øst af enge og mod vest af et stort grundstykke, der er sprunget ud i lav skovvækst. Længere væk ligger græsningsarealer. Mod nord marsken og vådområdet Værneengene.
2321. Lokaliteten har nok stået uden beboelse eller dyrkning i flere hundrede år. På de tilhørende enge er der høslet en gang om året for at holde trævækst nede. Selve grundstykket har ikke været udsat for nogen form for sprøjtemiddel siden 1960 og formodentlig heller ikke før da.
2322. Landskabet er i sin helhed menneskeskabt, men fremstår ubebørt og pletvist vildt. I videre forstand er vådområderne, fjorden og de geologiske formationer naturskabte og i uophørlig forandring.
Stedets geni
2323. Stedets geni er dets stasis af livsbetingelser og den måde, det drager os; Vi vender tilbage til det igen og igen, vi genkender det, vi vokser ud i det.
2324. Stedets geni, genspejlet i den holmske metode, består af tusinder arter i gensidige føde- og livsbalancer med organiske materialer, mineraler, vejret og vandet, der skaber netop denne unika plet på kloden.
2325. Af stedets geni næres sjæl og visioner. Af stedets geni udspringer kendskab og slægtskab; digt og metode.
2326. Entomologisk og poetisk fællesmateriale mødes hér på to måder:
1) Stedets gennem mange år langsomt og systematisk synliggjorte livsrigdom er ophav til et livsudformende værk. Værket er i sin form uadskilleligt fra sin metode (2). Kald det livsmetode.
2) Stedet er grundstenen (sandet) i digterens oplevelse af barndom og stedet for hans første egentlige naturoplevelse og sans for sin umwelt. Kald det titusind ting.
2327. Stedets geni er fornemmelsen for den biologiske evighed. Erfarne udøvere af metoden ved det.
Naturalistens genese
2328. I stedets geni opdages lidt efter lidt en viden, der frit kan tilegnes, men kun med tålmodighed og årelang vedholdende indsats.
2329. Denne viden viser sig, efterhånden som den praktiseres, at være grænseløs; men deri opstår netop kærligheden til faunaer og deres mangfoldighed; der er altid mere at forstå og alt at forundres over.
2330. Den unge naturalist fanges ind i denne sjælelige lykke at flyde med i evolutionær strøm og i glimt se, hvor den bærer hen.
2331. Heraf opstår den holmske metode ikke blot som proces, observationer og standarder for dokumentation, men i videre forstand som en livsetik om altings ret til at leve og en stilfærdig men rebelsk insisteren på beskyttelse af alt ikke-humant liv.
2332. Naturalisten finder sin habitus og sin måde at være i verden på. Med så meget liv omkrig sig, er det en daglig udfordring at bestyre sin tid. Men Holm har gavmildt overskud omkring sig. Han afgiver visdomsvibes; han er ikke kun tilstede i human sammenhæng; der er altid noget, der flakker i ham; han er andetsteds ude i terrænet, uden ophør på lur med syn og hørelse på stikker, så vidt organikken tillader det, og det går strålende: fint kalibreret og i fokus på mindste flit af et sortfodet flueben eller det fjerne sus af skestorkefjer.
Metoden
2333. Den holmske metode er et livtag med den evolutionære kraft og en beskrivelse af den i så mange livsformer, som man har lidenskab og år at gøre det i.
2334. Metoden er et arts- og grænseoverskridende projekt; den er demokratisk, den står åben for alle og den praktiseres gennem væsentlige perioder af ens liv.
2335. Den er, og det kommer vi til, faunakratisk: Alle former for liv kan inddrages og blive set, talt og overladt en stemme. Metoden lader sig i det hele taget kun praktisere gennem arternes sameksistens.
2336. Den er glæde- og forundringsforankret; derfor åben for alle, og uendelig fleksibel.
2337. Metoden er bundet til stedet, jorden, vandet; ikke til institutioner eller hierarkier; derfor kan den altid fraviges og udformes efter behov; dog med følgende hovedregler:
2338. a) Den kræver lang tid; man skal bruge årevis af sit liv; ikke til udelukkelse af alt andet, bevares, men mild og vedholdende tålmodighed er en nødvendig kvalitet hos enhver udøver.
2339. b) Man skal efter bedste evne opøve og uophørligt søge at udvide sin viden om dem, man finder og om deres livsvilkår; man skal have antenner ude over sin egen artssfære.
2340. c) Metoden kræver evne til at observere på mikro- og makroniveau; jo mindre et synsfelt, jo større er universet. Jo større synsfelt, jo vigtige de enkelte led.
2341. d) Man skal dele sin viden med alle de midler, der står en til rådighed; foto, skrift, tale, digitalt, analogt og i samvær med andre.
2342. e) Metoden er empirisk i en videnskabelig dogmatisk forstand; her gælder et kodeks for fund, fangst, observation og dokumentation. Dette for at validere de enkelte fund og forsvare metodens sandhedsværdi.
2343. f) Metoden er økologisk systemtænkning; hvert insekt har en eller flere værtsplanter, byttedyr og snyltere; hver plante har sine vækstvilkår, sine bestøvere, sin biokemi.
2344. g) Den økologiske systemtænkning kan være aggregeret, forstået på den måde måde, at den enkelte praktiserende af den holmske metode ikke selv behøver være holistisk visualiserende, men gennem kodekset for redelig observation bidrager man hertil.
2345. h) Endelig er metoden at forstå som en amatørgerning, men hold fast i dette ord amatør: Første led er i slægt med amore, kærlighed. En amatør er den, der udøver sit kald i kærlighed. Den holmske metode er et amatørværk i ordets bedste og mest værdige betydning.
2346. Kærlighed til landet og faunaen er ikke en del af metodebeskrivelsen, men er selve metodens epistemologiske forudsætning; vi tager den for givet.
Data og naturetik
2347. Metoden, som den praktiseres af Holm, er en usædvanlig krævende form for anskueliggørelse af det biologiske livs forbløffende og for de fleste helt ukendte mangfoldighed.
2348. Kun få ved, hvad denne mangfoldighed egentlig består i og af. Endnu færre har faktisk haft mangfoldigheden fysisk mellem hænderne. Men sker det, er man i berøring med selve evolutionskæden og er dermed udøver af den holmske metode.
2349. Enhver har adgang til metoden. Den er ikke anderledes end etableret naturvidenskabelig metode (3), pånær én signifikant forskel: den er for amatører. Det er metodens revolutionære naturetiske potentiale.
2350. Derfor er metoden eminent egnet til formidling og deltagelse. Den er data-baseret og vidensudvidende; den er bundet til alt organisk liv og derfor i praksis grænseløs (4).
2351. Den holmske metode forandrer derfor sin udøver for altid: Hvad man én gang har set, kan ikke afses. Og omvendt; den naturlige verden bliver knyttet til den menneskelige erkendelse med stærke bånd: Hvem der én gang er gjort synlig bliver aldrig usynlig igen.
Faunakratiet
2352. Faunakratiet er en proces til fremme af mellemartslig relationer inspireret af begrebet om stedets parliament beskrevet af den nu afdøde franske filosof Bruno Latour (5): Lad os samle et ting, lad arterne være repræsenteret, giv dem stemmer og stemmeret og se så, hvor det fører os hen.
2353. Den holmske metode er da forudsætningen for et faunakratisk samfund. Metoden er en stemme- og artstælling, der overhovedet skal gøre begrebet om stedets parliament til en reel mulighed.
2354. Vandkalven er her, den sortfodede rovflue, den butsnudede frø er her, kvadratedderkoppen er her, pottemagerhvepsen er her, osv. De har tilstedeværelse, de har agens, de har stemmer. Hvordan ville love og regler se ud, hvis de kunne stemme (6), hvordan ville demokratisk debat udforme sig, hvis de andre blev hørt?
2355. I faunakratiet ligger kimen til opløsningen af de vores videnssystemer og den artscentrerede taksonomi, som naturvidenskaben og selvsagt også den holmske metode bygger på: det linnéske-darwinistiske klassifikationssystem (7).
2356. I et faunakratisk samfund må vi genoverveje begreber og regler, der er åbenlyst artscentrerede og som derfor på et tidspunkt må vige for fællesartslige værdier og forståelse.
2357. I dette perspektiv bliver den holmske metode en rebelsk menneskelig praksis: at se, at erkende og at værdsætte alle andre former for liv i den fælles biosfære.
Naturetik og nåde
2358. Metoden er en selvforstærkende praksis, der har livsudformende betydning for dens udøver. Dens kerneværdi er: lad leve, ødelæg ikke et naturligt habitat, undlad. Metoden afdækker hvordan ethvert sted helt bogstaveligt bugner af liv, at enhver plet på jorden har sine økosystemer. Beskyt dem derfor mod os selv.
2359. Det naturetiske syn, som metoden bygger på og selv fremmer, kræver respektfuld omgang med biotaen gennem det at vise nåde; nåden vokser i tid og rum, jo mere udøveren fordyber sig.
2360. Nåden, det at lade leve, er derfor den holmske naturetik i sin fulde konsekvens. Lad da Shakespeare få det sidste ord: "Nåden er ikke anstrengt. Den falder som mild regn fra himlen. Den er en dobbelt vesignelse; til den, der udviser nåde og til den, der tager imod" (8). Vi kan sekularisere begrebet velsignelse med begrebet agtelse; de er ligestillede.
Praksis efterskrift
2361. Enhver udøver af den holmske metode kan vælge at selvangive sit steds biodiversitet, f.eks. med en tavle over alle de funde arter på lokaliteten. Denne liste kan blive ganske lang. Tavlen, kald det en vægavis, på den holmske lokalitet, hvis den skal være læsbar, kunne godt være ti meter lang.
2362. Denne publikumstavle over stedets beboere kan gøres pligtig for alle kommercielt udnyttede områder - beboelse, kontor, service, industri, skovbrug og landbrug, dens opsætning og vedligeholdelse en betingelse for skatte- og tilskudstekniske beregninger.
2363. De fleste vil nok vælge at befolke en sådan tavle efter bioblitz metoden, der tilfredsstiller et behov for umiddelbare svar, men lad det nu ligge.
2364. Den artsrigdom, der er beskrevet af Holm gennem de seneste 15 år, er visualiseret her på bloggen i et digt under titlen Gødel Kanal Kladeforsamling - insekternes indtog.
2365. I mellemtiden, vær forvisset om at Holm kan træffes ude i felten med sit hypertrænede øje, sin viden, sit net, sit kamera, sin hvide balje, lampeskærmen, luppen, sin begejstring og sin agtelse for alt levende.
---
Noter:
1) Se Besøg ved digterens bord fra i år.
2) Gengivet i bl.a. digtet Båret af luft og afsnittet En tur i klitten i økofiktionen Liff.
3) Se til eksempel den ikoniske artsdokumentation og beskrivelse i Jennifer Owens to studier: Wildlife of a Garden – A thirty Year Study, Royal Horticultural Society, 2010, og et tidligere studie efter 15 års artsregistrering.
4) Metodens omfang og resultater – både som detaljerede observationer og i oversigt - findes på http://www.naturbasen.dk ved at søge på Thomas Holm.
5) Se til eksempel Bruno Latour (1947-2022), Facing Gaia, Eighth lecture: How to govern struggling (natural) territories?, p. 255, www.politybooks.com (2017).
6) Vedtægter for Haveforeningen Jærnen er en formaliseret og juridisk udforming af den latourske idé om stedets parliament baseret ikke på arter men på klader.
7) Se hertil Lov om rigets ophævelse.
8) William Shakespeare (1564-1616), Købmanden i Venedig, akt 4, scene 1.
Se tilhørende kreds af ordskydigte under emnet Gødel Kanal.
Se også: GØDEL KANAL KLADEFORSAMLING – artsfortegnelse
Se lignende tekst: Solsortens melodi.
Myriadevers
Myriadevers
2312. Jeg indeholder myriader,
Af myrias, murios:
De første skrevne ord
For alt det derude,
For alt det herinde
I det åbne selv:
Den påtrængende verden
Dens titusind ting
Af det jeg ser og ikke ser
Af det jeg er og ikke er.
2313. Jeg indeholder myriader,
Jeg er dem ikke,
Men de er i mig,
Som biologisk vilje
Og billeder af samme;
Alt det jeg har smagt
Spist, ødelagt, berørt,
Gendannet, kysset,
Elsket, tabt, fundet igen
For første gang.
2314. Jeg indeholder myriader,
Mine titusind vers
Mine myrias,
Som ikke er mine,
Bare bevidsthed,
Organisk energi,
Forbrænding,
Ord, der strækkes,
Mening, der sprækkes:
Alt ånder, alt er,
Uafviseligt.
2315. Jeg indeholder myriader,
Går ad arterns grænser,
På mineralernes veje
I de nedbrudte riger;
Min størrelse, mit kropsprincip:
Min største gave og
Min tragiske begrænsning;
Mit dybdeskarpe syn,
Min selverkendelse og
Min biologiske blindhed;
Mine ord, mine lugte,
Min osmotiske hud,
Mit jeg, mit ikke-jeg:
Ud af alt dette
Titusind ting,
Mit sprukne skind.
Mellemfluen Oskar
Mellemfluen Oskar
2310. Kækt mellemlandet, et fluepift
På et åretegnet lanterneblad,
En glorie af grøn hallucinogen
Derude på havens mikrooceaner
Af tæt og sammenvokset trængsel,
En cool pilot og doven snylter:
Min husven mellemfluen oskar.
2311. Et flot stykke flueorganik
Med sort bånd på orange bag,
Sorte stivbørster på flueben,
Øjne i blød chokeladevelour og
Sorte vener i glasklar vinge;
Gæst på kost og flue på holdet,
Vi er alle mellemfluer oskar.
Lille sang om mig selv
Lille sang om mig selv
2309. Naturen er en arkeenergi
Tilstræbt i den fælles biofili;
Pilen udhænger sig over dammen,
På stammen spættesti og badeskjul,
Akantus bragt ind fra ophavets gård,
Regnvand ledt ned fra hus og verdenstag;
Elementer i min hånd, jord og luft,
I sugende grønt og i cellers duft,
Se, jeg vokser ud i havens spejl;
Træernes vener og græssets blade,
Insekterne glimter i prismelys,
Alt det, der lever og giver liv til mig;
Vi deler sanser, vi blander neuroner,
Kom, lad os forbinde samtlige atomer.
I erindring om Walt Whitman (1819-92).
Lille sang om årets overdådighed
Lille sang om årets overdådighed
2305. Nu vokser stauder sig ihjel,
Forstrækker stilk og sætter
Det sidste skud før de går ud,
Mens træer står og er sig selv.
2306. Gode venner falmer i farvel,
De visner og rasler deres frø;
Hvepse stikker æg i larvebo,
En sommer går igen på hæld.
2307. Fra årets ødselshed, se selv
Et slægtsportræt fra dammen:
Akantus, merian og nælder
Står tæt i havens honningvæld.
2308. Til dem vi tabte: en glædesgæld,
Til dem der blev: taknemmelighed,
Til dem der kom og fløj forbi:
Vi gror og lever endnu vel.
Saprotrofisk ritual
Saprotrofisk ritual
2302. To skrumler i et krat,
Digter og kritiker på heden
Ophav til tegn og æstetik,
Ved udtørret sø i en lavning,
Grøn urskovsbevoksning
Tæt og indædt sammenfiltret;
Bøjer kviste, knækker grene
Maser igennem, bryder ud,
I går, tusind år siden,
En million, to eller tre:
Den første handling, nok,
Som hominider, ud i det fri.
2303. Men herinde i tykningen
Hvor visne grene står frem:
Veddet dødt, knoglebleget
Barken skællet, ru og tør,
Koralsvampe, grøn tuemos,
Lyserøde mosser, lav i
Sorte plamager, saprofytter
I kemisk nedbrydning af
Proteiner, fedt, stivelse,
Cellulose og til sidst lignin,
Omdannet til sukre, syrer;
Nye væksters fremkomst
Iscenesat.
2304. Sig selv værdig, hvis
Vi ser den, stopper hånden
Holder inde, betragter
Sprukken bark, vædet
I transsubstantiering
Af elementarpartikler
Fra jordens legeme
Skabt i formskiftet fra
Dødt til levende
Til enhver tid, overalt
Netop derfor et ritual
Om evig overgang
Celle til celle,
Stof til stof,
Tegn for tegn
Kvadratedderkoppens kromatografi
Kvadratedderkoppens kromatografi
2296. Kvadratedderkoppen
Plukket på sin tråd
Trukket op og sat
På min index finger.
2297. Vores unikke genetik:
Fingeraftryk svarende
Til ryggens aftegninger,
De fire hvide pletter.
2298. Jeg fandt hende skjult
I sit mosebølle tårn,
En krans af strithårsben,
Sorte stikkende kvaster.
2299. Klokkeshelter befæstet
Tunet til aflæsning af
Signalførende snubletråd
I ly for rov og blæst.
2300. Vi er fuldbårne individer:
Fri vilje, artsidentitiet;
Hun er dog et højere væsen
Med farveskift på eget skind.
2301. Da var jeg gul på heden,
På engen blev jeg rød,
I klitten bleg og grå
Og i øvrigt er jeg sort.
Nyt i index Titusind:
Kvadratedderkop ◦ 2296, Fingeraftryk ◦ 2297, Mosebølle ◦ 2298, Snubletråd ◦ 2299, Fri vilje ◦ 2300, Jeg ◦ 2301.
Tåge
2295. Skumringens tågefald
Trækker hen over engen,
Suges væk i krattet;
Fugten sidder tilbage
Klæbet på strå og stilk,
Film på dammens vand;
Myg hviner i sværme
Som højspænding i luften,
Elektromagnetisme emmer
Af det mørke land.
Veksler
Veksler
2293. Jeg går vildtvis frem
Ude på fredlyst eng
Træder i dådyrspor
Gennem viltert græs
Over mod pilekrattet,
Metertyk og vidjetæt,
Men lukt igennem går
En tunnel med lysning,
Grøn mark og flugtvej
Åben, velholdt i brug.
2294. Jeg er hjortens vaner,
Deres hensigt, viden
Om landskabslæsning,
Deler sti med dem
I plantagen; bjergfyr
Lav og mosgroet bark
Gror tæt og dunkelt;
Jeg fortabes i tykningen,
Vekslen udviskes og
Sletter sine spor.
Nyt i Index Titusind:
Pilekrat ◦ 2293, Veksel ◦ 2294
Besøg ved digterens bord
Besøg ved digterens bord
2290. Halvanden verslinje inde
(Emnet midlertidigt glemt)
På papir lagt på voksdug
Retromønstret i intenst
Barndoms sommerhusminde,
Blikket hævet til terrænniveau,
Idet digterviljen flakker, ses
En bioforstyrrelse i synsranden:
En sortbrun jordtue i bevægelse,
Som en skorpet ansamling snavs
(Etymologisk ekskurs for skrub)
Denne prægtige tudse triplende
Ind over terrassens fliser.
2291. Jeg stopper og tudsen fryser,
Altså er han et kamouflagedyr
Frem for et flugtdyr, og jeg,
Evigt distraktionssøgende,
Smider pennen, griber mobilen,
Og mens papiret blæser væk
Tæt på nede på maverne
Ser vi hinanden nøje an:
Orange øjne, et svælg i puls,
Mens padden selv i hel figur
Sfinx- og helt stensstille
Sikker i sin positur, ser sit.
2292. Senere foran et nyt ark
(Tomt men i ånden tillokkende)
Kommer en oliebille klavrende
Gennem det stride klitvækstlag,
Når frem til terrassen, vejrer
Overvejer, tripper, drejer
Ta'r sin retræte i ly igen;
Hvornår er jeg sidst blevet
Visiteret af en skønbille,
Tænker jeg tilfreds i marehalm;
I dag kommer tingene til mig,
Mens septembersolen luner og
Blæsten fjerner alle spor, også
Jeg på lur ved et havebord.
Nyt i Index Titusind:
Skrubtudse ◦ 2288, Padde ◦ 2291, Klitvækstlag ◦ 2292.
Se også Trip, trap, triple
Natteregn og morgendug
Natteregn og morgendug
Årets småtider nr. 43
2288. Millioner af ægte dråber
Trukket ud på silkesnore
Glimter under gråvåd himmel
Mellem lyng og gyvelgrønt;
Endnu nattefugt i næsebor,
Sweater, skoldhed morgente,
Gummistøvler, brændevejr.
2289. Dråber af dagslys fanget
I sfærer af dug og damp,
Prismens farver indeni:
Sekvenser af store og små
Ubrudte koder af skønhed
I baldakinspinderens net,
Hende selv, halvgemt under.
Hedelibel ind på huden
Hedelibel ind på huden
2284. Stor hedelibel, rødrygget,
Fra sværmen ude i lyngen
Sætter sig på havebordet
Trykker sig rykvist ned,
Drejer et øje opad, bagud,
Ser mig eller noget, der
Kan sammelignes hermed;
2285. Hun letter med et svup,
Voksdug afgiver en klæbelyd
En bevægelse i atmosfæren,
Den flaprende lyd fra vinger
Og libellen løfter sig bort
I en mekanisk hvirvel
Af biohydraulisk kraft.
2286. Lidt senere, tilbage igen,
(Som fortæller ser jeg helst
Hun er den samme som før)
På min bare arm; hendes øjne
Op langs armen mod mine,
Hovedet drejer umulige vinkler
Ansigtet sat i panserplader.
2287. Hun gumler, guldsmedesmask
Med en skarp, klikkende lyd
Et bytte ude fra hedelyngen;
Et langt minut og hun er væk
I et hypersæt og jeg sidder
Berørt og triplet betrådt,
Suger sol og har det godt.
Havskum
Havskum
Havskum
2279. … og det er de små ting,
Der fylder så meget,
Oversete, velbekendte,
Som jeg gerne vil ære
Efter hele formiddagen
Her i terrassesolen
Har ledt efter et andet ord for,
Ikke mindst en anden form for
1) Hyldest
2) Skum
Her i det 21. århundrede
I digtrelation til dette
Havskum …
2280. … måske især fordi
Jeg i går tog fotos
For første gang
Levende nærbilleder
Af skum, sug, træk
I Vesterhavets brænding,
Efter at have løbet her
Det meste af mit liv
Og gerne nu i ord vil
Højtideliggøre, odesætte,
Kort sagt fortælle
Digterisk, henført om
Havskum …
2881. … som kystfolket
Kender og har oplevet
Og derefter gået væk fra,
De fleste i fodtøj,
Derfor uden føling med
Den sprøde sandskorpe,
Det livlige hav under dem,
Men alligevel: børn, unge
Gamle, badende, digtere,
Naturhengivne, alle
Kender i deres inderste
Havskum …
2882. … at stå i sandet
Blive overskyllet,
At mærke suget i tæerne
Se de små fordybninger
Blive udgravet af
Tilbagetrækkende havvand,
Mærke hælene synke,
At stå og se skummet,
Det eneste ord vi har for dette
Fænomenale fænomen,
Det sukkerhvide skum,
Det isbjørnegule fluff,
De blævrende totter af
Flyveskum jage lavt hen
Over sandet …
2883. … alle der har været
Ved kysten kender skum,
For det er urmenneskeligt
At ære hav og strand,
Når det bløde fejeskum,
Det kolde kulingskum,
Det bølgetoppende højskum
Og det efterladte fromageskum
Fejes bort med blæsten
Her ved det grå vadehav
Elektroneuralt stimuleret
Af skummet klinet sammen
Til kroppen og sindets
Dybe velvære at være
I verden, fuldt ud,
Med nøgne fødder sat
I havskum.
Se også: Hav og Menneske
Hav og menneske
Hav og menneske
2275. Sand stikkende
Under bare fodsåler,
Portlandgrå strand
Glinsende og hård
Ud til kimingens dis:
Ritualet hver gang
Jeg vender tilbage,
Kører ud, vandrer ned
Til kysten over klitten
Snusede, svulmende op
I den salte blæst,
Fødder henover strand
Overrislede, rene
Og hele igen.
2276. Bølger i brus:
Samme kraft
Gentaget gentaget
Uafvendelig ens,
Altid forskellig:
Lyd, elementer
I bevægelse,
Isende vand spuler
Omkring mine ankler
Omslutter, trækker ud
Mod uendeligt.
2277. Sydende huller
Fra sandorme bobler
Brister overalt;
Et halvt dusin
Strandløbere,
I tæt jag på
Smalle knækvinger
Langs brændingen;
Måger i løs flok
Trækker ned langs
Klitkanten, sorte
Skygger i blåt.
2278. De indre horisonter
Og de ydre forsones;
Jeg er grænseløs
Som havet er,
Forsonet med tiden,
Med mig selv,
Mellem ordene
Og kroppen her,
Hvor titusind ting
Fødes af havet
Og havskum flyver
Om mine tæer.
Se også: Det flade land.
Smutuglen
Smutuglen
2268. En smutugle, stor,
Komatøs under tøj
På kosmetikbordet
Dagen derpå at vi
Bisatte min bror.
2269. Beskytte og beholde,
Jeg lægger glasskål
Over den stille ugle:
Flyv ikke, frygt ikke
Vent lidt mere på mig.
2270. Skubber skrivepapir
Ind under glasset
Og bærer hende ud,
Cirkelrund sarkofag
På vores havedug.
2271. Kender hende vel
Fra årets sommerliv;
Med vingerne i hvile,
Dækket og krypteret,
Beige og brunmeleret;
2272. Men i flugt, i fart:
Knaldgule vinger
Med kulsorte bånd
Smuk i hvirvel over
Lilla mynteblomster.
2273. Smutuglen flakser
Fugle forfjamskes,
Mister dræberfokus:
Kom nu, lille ugle,
Flyv nu, flygt for mig.
2274. Næste morgen gråning,
Sporløst taget, fløjet,
Tilbage kun tomt papir;
Arket på mit havebord,
Hvor jeg ridser disse ord.
Om menneskets herlighed
Jordens væde
Stenafgrøde
Stenafgrøde
2265. Tørt og solsprukkent land
Fikseret i heden; biotisk liv
Forenklet i form og spirituel
I udtryk; af intet en stenurt:
Sfærer, læskende pastelfarver,
Tilfældig som al natur, et strå,
Et gulnet blad, forbenet kvist.
Nyt i Index Titusind:
Spiritualitet ◦ 2265, Stenurt ◦ 2265.
Cap Nice, maj 2025
Elementarpartikler
Projekt den halve have
Resolution om Projekt den halve have
2256. Haveforeningen Jærnens årlige kladeforsamling,
I mindelse om princippet om den almene overdådighed som nedfældet i Haveforenings Jærnens vedtægter,
Med særligt henblik på alle væseners ret til fri rodsætning, fødesøgning og udfoldelse,
Endvidere til fremme af kvaliteten af det menneskeskabte landskab,
Bevidst om sin opgave at beskytte det naturlige vegetationsdække,
I anerkendelse af Projekt den Halve Verden og nødvendigheden af lokal og direkte handling til fremme af alle væseners lige ret til jord vand og luft,
Vedtager hermed følgende resolution:
2257. $1. I alle haver tilstræbes at halvdelen af arealet henstår til fri og anden-end-human udfoldelse og passage (fri-arealet).
2258. §2. Human færdsel i dette område kan ske med mindst mulig indgriben i de biotiske processer eller for at genoprette en tilstand til uhindret udfoldelse af liv.
2259. §3. Indgriben i biotiske processer efter §2 omfatter enhver form for mekanisk og kemisk påvirkning, herunder ved lys og lyd eller ved ensidig ændring af eller udbytning af områdets frembringelser til skade for helheden.
2260. §4. Den fri passage og udfoldelse af liv til og fra en have skal beskyttes. Om nødvendigt fjernes mekanisk opsatte forhindringer mellem grundstykker.
2261. §5. Ved opmåling af det samlede areal gælder følgende kriterier:
a) Al bebyggelse og tildækning af jord, herunder udhuse,
læskure, brændeskure, m.m., uanset benyttede materialer,
regnes som human benyttelse og modregnes fuldt ud ved
beregning af havens friareal.
b) Alle indkørsler, parkeringspladser og andre stærkt
befærdede arealer modregnes fuldt ud.
c) Drivhuse modregnes med 50% af deres areal, dog med 75%
hvis drivhuset bund er fri jord.
d) Et plæneareal modregnes med 50-100% efter følgende
skala:
i. Slåning 1-2 gange årligt: 50%
ii. Slåning 3-5 gange årligt: 75%
iii. Slåning > 6 gange årligt: 100%
e) Anlagte bede modregnes med 25% af deres areal.
f) Kompostdynger og beholdere samt henlagt organisk affald
henregnes til friarealet.
g) Fast vandforsyning i form af damme, bassiner, vandløb
o. lign, med fri adgang for levende væsner anses for
neutrale og udgår af den samlede arealberegning.
h) Fodstier uden belægning udgår af den samlede areal-
beregning.
i) Træer over 15 meter høje opskriver friarealet med 5%
pr. træ. Træer i skel kan medregnes med fuld
friarealværdi.
2262. §6. Foreningens valgte myndighed foretager en basisopmåling af alle matrikler og indgår skriftlig godkendelse af opmålingen med den formelle ejer. Alle ejere skal herefter hver 3. år selvangive den aktuelle arealanvendelse.
2263. §7. Intet i denne resolution om projekt den halve have må fortolkes i modstrid med haveforeningens vedtægter.
Vedtaget på Haveforeningen Jærnens ordinære kladeforsamling den 15. August 2025.
Nyt i Index Titusind:
Almen overdådighed ◦ 2256, Anden-end-human udfoldelse ◦ 2257, Human færdsel ◦ 2258, Kemisk påvirkning ◦ 2259, Fri passage ◦ 2260, Tildækning af jord ◦ 2261, Arealanvendelse ◦ 2262, Halve have, den ◦ 2263.
Se: Vedtægter for Haveforeningen Jærnen.
Farvelære fortonet ud i biossfæren
Farvelære fortonet ud i biossfæren
2249. Dag 769: I dag blot et foto
Fordi det er forunderligt
Og fordi jeg ikke forstår,
Hvor farver kommer fra
Eller af, og hvorfor vi får
De farver vi har: planten,
Blomstertægen og jeg.
2250. Men tag billedet først:
Nuancer i grønt og gråt
Dæmpet karmosin og hvid
I blomsterknoppens skæl,
Sløret baggrund blålig grå:
En sortplettet tæge har sat sig
På en evighedsblomst.
2251. Men hvorfor har tægen
Disse grønne farvespil
På hoved og på ryggen,
De grålige dækvinger med
Brune striber i mønster,
Den brune bag, og lår
I gult med stænk af sort.
2252. Jeg spørger især fordi
Kun mennesker kan se sådan;
Tæger, fugle, insekter ser
Andre farver, eller slet ikke;
Farver til gavn for hvem i
Massive parallelle verdener
Af syns- og farvesanser.
2253. Naturligvis, farver har formål:
Forsvar, afskrækkelse, skjul,
Kamuflage eller tiltrækning,
Bedrag og efterligning; fordi
Underliggende fysisk forhold,
Proteiner, materialer, kemi
Og bioprocesser gør det så.
2254. Men det er kun en lille del;
De fleste farver syntes ikke
At have forklaring, at kunne
Beskrives, findelt analyseres
Som funktion; fordi det er
Sådan vi vil se det, og ha´det:
Telelologisk formålsbestemt.
2255. Det er farver, der får mig
Til at forstå, at omverden,
Titusind farver, titusind ting,
Kun ses i skiver, fragmenter
I forskydning, så langt vores
Sanser kan nå; alle og alt andet
Forsvinder ud og op i det grå.
Se også: Wittgensteins have I, Wittgensteins have II.
🇬🇧 Spidercraft
Spidercraft
A smallish spider
Rappels herself down between
Me and my screen:
Longlegged and brown
Quite slender, when seen up close
With reading glasses;
Swivelling agile
Down on a thread past my nose,
Landing on my arm;
Instant reaction,
My skinacid is disgusting,
Pulls away again;
Climbs back up fast
Along the thin landingthread
On gripelling legs.
An acute question:
Index finger through the air
Underneath her rump;
Yes, as expected:
The arachnid takes her thread
With her back up.
How? I do not know;
Reeling in backwards perhaps,
Gobbling on the go?
After a minute,
Five feet up by the ceiling,
There she hangs again
In her wire frame
Stretching out above my head
On supporting lines.
There is something
About the spider's method
That resembles mine;
The way they do it,
That looks like thoughts and patterns,
That mirror myself.
They have mastery
Of their own spidery craft;
They’re building things
So nearly alike,
From idea to finished shape,
The things that I do,
That I can almost
Empathise with, in fact, know
What she wants and does,
And therefore always
Step up to admire her
Claw- and spindelwork.
Edderkoppehåndværk
Edderkoppehåndværk
Årets småtider nr. 38
2233. En klejn edderkop
Firer sig ned imellem
Mig og min skærm:
2234. Langbenet og brun,
Ganske spinkel, set tæt på
Med læsebriller;
2235. Daler adræt ned
På tråd forbi min næse,
Lander på min arm;
2236. Reagerer straks,
Hudsyren mærkes ækel,
Trækker væk igen;
2237. Klatrer hurtigt op
Ad den tynde landgangstråd
På fægtende ben.
2238. Et akut spørgsmål:
Pegefinger fejer luften
Under hendes bag;
2239. Jo, som forventet:
Spindleren tager sin tråd
Med sig op igen.
2240. Hvordan? Ved ikke;
Spoler baglæns tilbage,
Æder på farten?
2241. Efter et minut,
Halvanden meter oppe,
Hænger hun igen
2242. I sit trådskelet
Spændt ud over mit hoved
På bæretråde.
2243. Der er noget ved
Edderkoppens metode,
Der minder om min;
2244. Måden de gør det,
Der ligner tanker, mønstre
Jeg spejler mig i.
2245. Det, at de mestrer
Et edderkoppehåndværk,
Og bygger noget,
2246. Så meget lig det,
Fra idé til fysisk form,
Jeg går og laver,
2247. At jeg næsten kan
Indleve mig i og se,
Hvad hun vil og gør,
2248. Og derfor ofte
Stopper, beundrer hendes
Klo- og spindeværk.
Nyt i Index Titusind:
Fire at ◦ 2233, Spinkelhed ◦ 2234, Adræthed ◦ 2235, Ækelhed ◦ 2236, Landgangstråd ◦ 2237, Bag ◦ 2238, Spindler ◦ 239, Spole at ◦ 2240, Hænge at ◦ 2241, Trådskelet ◦ 2242, Aktivitet ◦ 2243, Måde(r) ◦ 2244, Edderkoppehåndværk◦ 2245, Idé ◦ 2246, Indlevelse ◦ 2247, Beundring ◦ 2248.
Se også til eksempel: Araknometri
Hermelinmøl i imagopragt
Hermelinmøl i imagopragt
2227. Dag 765: lunt, vind i vest,
De lyse nætters tid er forbi
Solen er dykket under
Den astronomiske horisont
Efteråret er nu begyndt.
2228. Digteren selv belemret af
Ekstraktion af visdomstænder
Fermt udtaget og faktureret;
En knasen i kæbeknogler,
Dertil kuldskær med siveblod.
2229. Men felten kalder, solstrejf
På flimmer af sølvskinsvinger
Mellem salvie- og mynteblade,
Snehvid, sortprikket og skøn:
Et hermelinsmøl er landet.
2230. En stor slægt af spindemøl
I æbler, benved eller hæg;
En lykke at se et individ
I lyslevende imagopragt;
Denne nok et benvedsmøl.
2231. Ja, jeg bekender, vrider mig:
Jeg har brudt mit eget løfte,
Sprøjtet en svækket benved,
Larver i knasende gnaskelag,
Dækket af spind, et sottesyn.
2232. Samme sommer tog træet fat,
Satte bladpragt, bugnede frem,
Fik tonus, styrke og farve;
Jeg ser til med flosset etik
Og selvretfærdig havemagt.
Trip, trap, triple
Trip, trap, triple
Kroppen som biologisk/perceptorisk boble
2203. At gå, det er noget mennesker gør. I almindeligt sprogbrug er der visse dyr, der også går – men ikke mange. Som regel har vi andre ord for disse væseners mobilitet.
2204. Ordet gang har endog meget dybe rødder og kan føres tilbage til sanskrit janhā for ben og fod og dermed til indoeuropæiske ord, hvis oprindelse fortaber sig i uvished.
2205. Jeg vil gætte på, at ordet gang (og tilsvarende ord for det at gå) var blandt de første i menneskers ordforråd, fordi det er uløseligt knyttet til grundlæggende kropsfunktioner; uden gang, ingen bevægelse; uden mobilitet, ingen overlevelse.
2206. Ordene gå/gang er derfor konstituerende for den menneskelige umwelt. Umwelt er den måde, vi opfatter verden på, forstået som den måde, vi opfatter os selv i forhold til alle andre og alt andet.
2207. Kroppens udformning bestemmer vores måde at opleve og være til i verden. Dens funktionelle muligheder bestemmer vores perception af alt omkring os – ikke objektivt i den forstand, at det vi ser/erfarer er sådan, verden er; men subjektivt, at den verden vi sanser, er sådan den tager sig ud med den krop og det nervesystem vi har.
2208. Vores perception udgår fra kroppens sanseevne og udformer vores sprog. Grundsproget er kropsligt (til dels socialt, fordi gruppen og sammenholdet øger overlevelsesmulighederne dramatisk).
2209. Vores ordforråd og måde at sætte ord sammen på er bestemt af vores kropsudformning. Vi oplever sanseligt specifikt som mennesker, ikke som andre væsener, hvis umwelt vi ikke kan sættes os ind i. Vores sprog og umwelt- er artsspecifikke. Vi er selvcentret i vores urord, der bestemmer og dynamisk udformer vores opfattelse af omverden.
2210. Kroppen er derfor en biologisk/perceptorisk boble.
2211. Sproget, mit sprog, bliver dermed en poetisk/perceptorisk boble. Jeg vil altid være menneske.
2212. Ordet gå (og i mindre omfang ordet gang) er overalt i sproget; dets metaforer, dets attituder, dets beskrivelser; alt kan i princippet opfattes som noget, der går. Tænk på alt det, der går, og som betegner en masse ting, der aldeles ikke går; eller bare vendinger, hvor ordet indgår, og som er umulige at undgå. Selv tiden går.
2213. Bortset fra insekter, der kravler eller kryber, for nu at tage fat (en håndmetafor) i de to mest almindelig verber.
2214. Umwelt er grænsen for vores sprog og vores indlevelsesevne. Kun ved en kraftanstrengelse kan vi sætter os ud over den, og altid i ganske abstrakt form.
2215. Vi beskriver andre væsener ud fra os selv, altså, med de ord, vi har udviklet til at betegne os selv, eller nogen gange med ord, vi har udviklet netop for at betegne eller beskrive noget/nogen, der er forskellige fra os selv.
2216. Intetsteds i sproget er ordet gå/gang forbundet med noget negativt, nedsættende, udstødende; intetsteds *).
2217. Men insekter kryber og biller kravler.
2218. Interessant nok gælder det samme at flyve. Intetsteds findes evnen at flyve som noget negativt, hverken i egentlige beskrivelser eller i ordets afledede betydninger. Måske fordi vi har et atavistisk ønske om at kunne flyve, eller også fordi vi storsindet overlader luftens element til fugle (og insekter) mens sproget slår ring om vores gang på jord.
2219. At krybe og kravle er forbundet med og associerer til en vifte af negativ, underdaning, slesk, svag, undergiven, uærlig og falsk adfærd. Og alligevel bruger vi frit ordene krybe og kravle (krible og krable) om insekter, leddyr og hvirvelløse dyr.
2220. Sådanne umweltsord har betydning – enorm betydning – der er næsten umulig at ændre på; de er konstitutive for vore måde at opfatte omverdenen på. Omvendt er det jo lige så svært at lave ord, der skal fortrænge disse ord og deres afledte betydninger.
2221. Jeg kan godt skrive: spyfluen går hen ad vindueskarmen, blomsterbukken går ud til blomsterkanten (og nogen har jo med stort held skrevet om mariehønen, der gik tur på et rabarberblad); man kan jo i princippet alt i sproget (indenfor umweltens grænser).
2222. Alligevel er kroppen og dens umwelt et poetisk problem fordi den hele tiden tvinger mig ind i et sprogbrug, der er låst fast i min sensorisk/perceptoriske tilstand som menneske.
2223. Jeg ville gerne brug ord om positive eller i det mindste neutrale betydninger for andre væsners mobilitet (insekter og planter, f.eks.). Jeg vil gerne have ord – forståelige ord – for at beskrive den kolossale præstation det er, at bruge tre benpar, fire benpar, tyve benpar (tænk koordination, tænkt selvopfattelse, tænk atletisk evne, tænk bevægelsesfrihed).
2224. Jeg vil gerne finde ord, der er etisk forsvarlige (animistisk korrekte) ud fra min grundholdning, at alt liv er ligeberettiget, sådan som det er udtrykt i den særlige klausul om ikke-diskrimination i Vedtægter for Haveforeningen Jærnen, § 3: “Ingen væsner må diskrimineres på grund af vækstform, vækstretning, ernæringsform, levested, udseende, størrelse, nytteværdi eller naturlige egenskaber.”
2225. Derfor brugte jeg i digtet fra i forgårs, Skorpionflue (2), frasen trip, trap, triple om fluens bevægelse – hurtig, adækvat, effektiv – fra ét blad til et andet. Triple findes som bekendt ikke på dansk, altså en neologisme. Men selvklart er det nært beslægtet med ordet at trippe, og ordet trap, der betegner trin, endda den lette fod.
2226. Ordstillingen er lang, men der en lethed i de tre ord hjulpet af bogstavrim og den genkendelige betydning. Og resultat skulle gerne være, at insektet får lidt agens, egne egenskaber, at det bevæger sig med lethed, måske endda ynde; og måske, bare måske, har vi fat i en lille flig af det, der kunne være skorpionfluens egen kropsudformede umwelt.
*) Vendinger som gå ad h til, gå i stykker, gå til, gå i opløsning, mv., omhandler ikke specifikt det at gå, men er metaforer for et forløb eller retning.
Skorpionflue (2)
Skorpionflue (2)
2196. Så mødes vi igen i år
Ude i en hindbærbusk:
Skorpionfluen, hin skønne,
Spankulerer på et blad.
2197. Fornem kåbe med gul krave
Højt op om hals og nakke,
Den prægtige hovedskalle
Og næbbet! Dette flueregalie.
2198. Vingerne indfattet glas og sort,
Svunget over kropssegmenter
Changerende i rødbrune led
Ud i opsvunget halespids.
2199. Hun mærker, at nogen glor;
Trip, trap, triple flytter hun
Til et naboblad; afstand,
Please, insekt celebrity.
2200. Så vender hun sig om,
Ser ind i eller gennem mig
Med øjne, fimrehår, følehorn
Og organer, jeg ikke kender.
2201. Jeg tænker vi har øjenkontakt,
At jeg får en hurtig op og ned,
Mens jeg beundrer brystets
Plader, mønstre og farvespil.
2202. Intelligens forstås af visse,
Som det mennesker gør,
Men jeg ved, at animagens,
Det er hvad skorpionfluen er.
Se: Skorpionflue; Animagens
Digtets kredsløb
Digtets kredsløb
2188. Jorden drejer rundt,
Derfor kommer ting igen,
Banalt, måske, men
2189. Poetisk problem;
Ligesom kunstmaleren med
Et seriemotiv,
2190. Mens jeg må finde
Nye vers til gammelt stof,
Emne, form og syn
2191. På de samme ting,
Som jeg beskrev sidste år,
Altsammen fordi
2192. Jorden drejer rundt;
Kosmisk udfordring, nuvel,
Banalt tilmed, men
2193. Hvert år den samme
Lyst at gentage mig selv,
Så hvordan påny
2194. Gå til tingen med
Frisk indsigt og prosodi;
Kort fortalt, hvordan
2195. Få sig en metode
For digt i kredsløb fordi
Jorden drejer rundt.
Nyt i Index Titusind:
Jorden ◦ 2188, Poesi ◦ 2189, Stof ◦ 2190, Ting ◦ 2191, Kosmisk ◦ 2192, Hvert år ◦ 2193, Indsigt ◦ 2194, Kredsløb ◦ 2195.
De døde insekters dag
De døde insekters dag
2173. Lokation / installation
På Kullen i nitten fag
Fotos samplet lag på lag,
Klinisk og mindeværdigt: de døde insekters dag.
2174. Dagpåfugleøje
Vingerester, slidte skæl
Falmet, flået og slået ihjel
Insektlig minder om intet og alt om mig selv.
2175. Dukatsommerfugl
Følehorn stivnet, frosset
Hvide mugtråde flosset;
Kadaver i visne farver: allerede mosset.
2176. Enebærtæge
Skjoldet kæntrer og falder
Brustne øjne, tomme skaller;
Væsker stivner, giften virker, døden kalder.
2177. Engløvmåler
Ben bøjet op under kinder,
Et foster på de hvide vinger;
Fin og sart i vuggedød, se kroppen svinder.
2178. Gedehams
Kyrads i nedbrudt kitin
Ansigt stift i dødningegrin
Engang en livsfarlig pumpe af adrenalin.
2179. Gødningsbille
I døden er de stadig smuk:
Svulmende lår, fuldendt ryg;
Tak fordi de holdt jorden ren; hatten af og buk.
2180. Græshoppe
Panseret er krakkeleret
Grøn, gul og brunmeleret;
Knækkede ben, øjenglugger, kroppen havareret.
2181. Guldsmed
Ah, guldsmed, et halvt fossil,
Den sidste metamorfose futil;
Husker de luften, levende ind på vingen, taktil.
2182. Humlebi
Kær og muskuløs bestøver
Af alt hvad jorden behøver
Biens død, blændet af glyfosater, bedrøver.
2183. Stor grøn løvgræshoppe
Den død de alle fik
Ulykke og angstfuldt blik
Forvreden i smerte, ældning, ulykke, og panik.
2184. Larve af møl
Som mosefund bør denne larves
Sprukne læderhud kemisk garves,
Konserveres og sammen med os kulturnedarves.
2185. Netvinge
Et vingepar endnu helt intakt,
Kroppen indtørret, halvt ødelagt,
Memento mori om spinkelhed mod overmagt.
2186. Pileborer
Det tunge møl i trist forfald,
Lemlæstet krop, den tomme skal,
Men under barken lever larverne i tusindtal.
2187. Snyltehveps
De foldede ben, vinger vinklet
Hoved på skrå, fuldt tentaklet,
Kom se denne ligfærd for insektmiraklet.
Nyt i Index Titusind:
Insektdød ◦ 2173, Insektlig ◦ 2174, Kadaver ◦ 2175, Enebærtæge 2176, Foster ◦ 2177, Kitin ◦ 2178, Gødningsbille ◦ 2179, Panser ◦ 2180, Metamorfose ◦ 2181, Glycocid ◦ 2182, Smerte ◦ 2183, Læderhud ◦ 2184, Indtørring ◦ 2185, Pilebark ◦ 2186, Insektmiraklet ◦ 2187.
Digtet er et poetisk akkompagnement til en udstilling af Stig B. Hansen (f. 1970) med fotoplancher af døde insekter. Udstillingen bliver løbende opstillet flere steder. Selv har jeg set udstillingen på Kullen Fyr, Sverige. Fotoserien kan ikke gengives i sin helhed hér, men kan ses på https://stigbhansen.photoshelter.com/, hvilket meget anbefales. Hver overskrift har dog et link til den tilhørende fotoplanche. Installationen er beregnet til at ses udendørs. Hvis man kan, så find den og se den.
Versformen, en tercet, er tilpasset fra Thomas Hardy (1840-1928) i dennes digt The Convergence of the Twain fra 1912 om Titanic’s forlis.
Lancetvejbred med svirrefluer
Lancetvejbred med svirrefluer
2165. Der er planter jeg kan li,
Især dem med lidt vegence,
Med mønster og kækhed,
Eller måske mest fordi
De hænger fast, holder ud.
2166. I år er jeg faldet for
En slank lancetvejbred
Selvsået i bedets yderkant
Nu på tredje år i vækst,
Diskret en del af stedet.
2167. Lange, smalle blade med
Hårde strenge på langs,
Stærk og grøntarmeret,
Buer som plantefontæne
Opad udad i åben roset.
2168. Blomsterskaftet, rank og glat,
Bærer brune aks i blomst
Og gyldne hvide støvknapper:
Med god vilje, skævvoksede
Glans skråstillet på en tråd.
2169. Planten plejes aldrig, gror
Når den kan, når den vil,
En bz’er i blomsterbedet,
En triumf, der overgår sig selv *)
I omfang og pollenmængde.
2170. Svirrefluer samles uhørligt
Som vibrationer på fimrehår,
Mens de besigtiger, besnuser
Pjuskede aks i omkredsning,
Altid ængstet indtil landing.
2171. De fouragerer rundt på akset,
Snablernes bløde sugekopper
Dupper den stærke protein,
Slikker den mindste støvknap
Ren til sidste mikropollenkorn.
2172. Når svirrefluen er mæt, færdig,
Aktiveres vinger varmt organisk
Med blafren i bølger af fotoner,
Letter subfrekvent og flyver bort
En myforstyrrelse i biossfæren.
Nyt i Index Titusind:
Vegence ◦ 2165, Lancetvejbred ◦ 2166, Plantefontæner ◦ 2167, Støvknap ◦ 2168, Omfang ◦ 2169, Fimrehår ◦ 2170, Pollenkorn ◦ 2171, Svirreflue ◦ 2172, Foton ◦ 2171.
*) Dette individs maksimumsmål er nu knapt dobbelt så høj (84 cm) som den beskrevne maksimumhøjde og med aks (7.5 cm) 2-3 gange længere ditto.
Vegence, et ord til poetikon, rimer på elegance: visse planters fysiske fremtræden svarende til et ideal om kropsholdning og skønhed for det betragtende menneske.
Tankestreng
Tankestreng
2161. I Botaniska, på snus i blomsterbede
ser jeg en alm. ærteblomst
med slyngtråd op.
2162. Vi kender den: taktil, levende,
målrettet fæstesøgende,
slo-mo nuterende.
2163. Vores selvbillede hos en plante:
fingre der griber, vil noget,
en tankestreng.
2164. Vi spejler os ikke i planter, som i dyr,
men vi fornemmer i dem
akut væsentlighed.
Fra Botaniske, Göteborg, juli 2025.
Vegamin – en neurotransmitter
Vegamin – en neurotransmitter
2149. Jeg tror jo på at planter
er forbundet til os
med tråde.
2150. Ligesom vi er knyttet til dem
med cellefibre,
neuroner.
2151. En form for luftbårne hypha, måske,
til kemisk påvirkning
og udveksling.
2152. Trådene er usynlige, men mærkbare
som ladede signaler,
f.eks. elektrokemi.
2153. Målbare, givetvis, vil jeg mene,
som serotonin eller dopamin;
lykkesubstanser.
2154. Det er videnskab, selvfølgelig,
avanceret, højteknologisk,
men empiri, altså.
2155. Båndet er synæstetisk, tror jeg,
motorisk og sensorisk:
form, lugt, føling.
2156. Vi mærker livsfunktionens essens,
føde, frugt, sex, luft;
en fråds at være til.
2157. Vi forstår, i arketypisk forstand,
at planter er livsbetingelse,
vores overlevelse.
2158. Båndet mellem planter og mennesker
må være en neurotransmitter;
kald den vegamin.
2159. Vegamin giver forenklet livsfølelse,
vi mærker vegetativ ro,
sansernes klukker.
2160. Vegamin er en aerosol, må findes,
udskilt af planteporer
som engledrys.
Nyt i Index Titusind:
Tråd ◦ 2149, Neuron ◦ 2150, Kemisk påvirkning ◦ 2151, Elektrokemi ◦ 2152, Serotonin ◦ 2153, Videnskab ◦ 2154, Synæstesi ◦ 2155, Essens ◦ 2156, Overlevelse ◦ 2157, Neurotransmitter ◦ 2158, Vegamin ◦ 2159, Aerosol ◦ 2160.
Fra Botaniska Trädgärden, Göteborg, juli 2025
Om Botaniska
Om Botaniska
2145. Jeg vil rejse nu, tage tilbage igen,
Logere i et fredet hus opført i træ,
Pastelfarvet, sirligt falmet, en rosengård;
At være tilstede, Botaniska, Göteborg.
2146. Her vil jeg leve, mine kredsløb i deres,
Mit århundrede, et menneskeliv cirka,
Tillagt tilbageblik, vokser og visner ind
Med stauder, løg, barkknuder og urteskind.
2147. Jeg vil gå med årstiderne ude på sporet
Gense træer, hilse løst og fast langs vejen
Over klipper, i dalen og gennem arboretet;
Min dag, disciplineret, med smut på apoteket.
2148. Et biotisk kryds mellem natur og kultur,
To tilstande, eller hinandens metaforer;
Et fråds af vilkår for vegetationer:
Botaniska er triumf for venerationer.
Nyt i Index Titusind:
Rosengård ◦ 2145, Staude ◦ 2146, Arboretum ◦ 2147, Veneration 2048.
Se også: Eleftherna venerationer
Apeshit (2)
Fra ve. til hø.: 1) Svirrefluer på horsetidsel, Strøby Strand, 2) Dagpåfugleøje og svirrefluer på gærdekartebolle, Strøby Strand, 3) Jordhumle, svirrefluer og hvepse på kæmpemandstro, Botaniske, Göteborg. Klik på billeder for at se i stort format.
Digtet er en villanelle. En af de mest kendte villaneller er Dylan Thomas‘ Do not Go Gently into that Good Night.
Apeshit (2)
Årets småtider nr. 33
2139. Bier og fluer går apeshit, mand,
Når ve springer ud i sommervarmen;
Tidsler, tidsler, der er os, der kan.
2140. En havevagabond med torn og tand,
Vækstpotentiale med hele armen;
Bier og fluer går apeshit, mand.
2141. Klarer os uden gødning og vand,
Hør det summer fra bestøverlarmen;
Tidsler, tidsler, det er os, der kan.
2142. Ve har sukker i sæk og i spand,
Rigeligt til hele honningfarmen;
Bier og fluer går apeshit, mand.
2143. Fine arter fra dyre haveland,
Skåneblomster i vindueskarmen;
Tidsler, tidsler, det er os, der kan.
2144. Fattig jord, solskin, lidt væde og sand,
Så vokser vi lækkert vild i varmen;
Bier og fluer går apeshit, mand,
Tidsler, tidsler, det er os, der kan.
Se også: Tidsel, tidsel, vis hvad du kan og Tidsler, tidsler, tidsler

























