Myresværm
712. Jeg træder ud på terrassen
En midsommerformiddag.
Strækker ud og gaber op;
Men hov; en viften i min mund,
En lydløs flaksen for mit øje.
713. Smækker gabet i, ser mig om;
Det sværmer i luften herude,
Sorte insekter med husblasvinger.
Undrende tjekker jeg terrænet:
Her er kravlende, levende strenge
På havestolen og videre ud
På hjørnestolpens espalier.
Som detektiv følger jeg sporet
Ned langs gitterværket og dér: kilden!
Myreboet under nedløsbrøret.
714. Jeg kigger tæt på denne insektarterie:
Jo, det er myrer med vinger på.
Ved endnu tættere eftersyn
Ser jeg også meget små myrer
I denne myldrende konvoj;
Måske en tyvendedel i størrelse
Af de kolossale vingemyrer.
Det er arbejds- eller slavemyrer,
Der pusler og passer dronningens
Kæmpestore, kønsmodne afkom.
715. Hele sommeren har de ekskaveret
Rundt omkring mit nedløbsrør
Og ud under terrassens klinker.
Korn på korn af sand er båret op,
Stablet på de voksende tuer,
Mens klinkerne synker og tipper.
716. Jeg har terroriseret boet før;
Viftet truende, men dovent,
Med mit økologiske arsenal:
Filtdug, opgravning, natron,
Kogende vand og kaffegrums.
717. Men nu: Bevingede myrer myldrer frem,
En sort substans, der bobler op
Mellem sprækkerne i terrassen,
Fra myrebosystemet under mine fødder.
718. Med magisk timing og koordination
Går hele myrebyens sexarbejdere
På vingerne i en sky af feromoner
Til myresværm og masseparing.
719. De følger de kendte myrestier,
Skubber, maser, hilser, smager.
Men gamle næringsveje duer ikke.
Usikre på de nye vinger
Finder de nye stier fremad,
Indtil de ikke kan kravle højere op,
Spreder vingerne og sværmer ud.
720. En time senere er de alle væk.
De parrede hunner er fløjet,
De udtømte hanner er døde.
Resten er spist af fugle, fanget
Af lurende edderkopper,
Spiddet af rovinsekter.
721. De befrugtede hunner
Flyver ud for at bygge
Nye myrekolonier
Med medbragt forråd og æg.
Hun fælder sine vinger,
Nipper af dem selv
Og fordrer resten til
Et nyt kuld puppeplejere,
Der piler rundt i nye gange
Med hvide æg i kæberne.
722. Endnu en udvidet dag,
Og her er hvad jeg så:
Et generationsskifte
I et myredynasti,
Der har eksisteret,
Adaptivt, succesivt,
Ved min havedør i årevis.
Bøgebuk
Bøgebuk
661. Hvem der har set en bøgebuk
Er et heldigt asen:
Vingedækket er blågrønt blankt.
Lange leddelte følehorn,
En hel kropslængde lange,
Fin balance på langs og på tværs.
Svulmende sorte muskeldråber
På rødlige overlår.
Brunt-orange forbryst
Og et lille sort hoved.
662. Vi erfarer i glimt,
Vi oplever i sekvenser,
Få sekunder lange.
Vores opmærksomhed
Er for det meste blind.
Men nu og da
Er situationen gunstig,
Og vi ser; rigtig ser.
663. Bøgebukken er der pludselig
Blandt brændestykker;
Spillevende, sky,
Men ikke bange,
Bare på vagt.
Et halvt minut
Og hun piler væk;
Finder vinterhi og lægger æg
I min brændestabel.
664. Jeg værdsætter øjeblikket.
En lille opvisning i
Biologiens uendelige variation
Over temaet insekter og biller.
665. Tilværelsen er ekspansiv,
Og min empati med biller
Er vokset lidt.
Det er hvad jeg kalder
En udvidet dag.
666. Jeg føjer bøgebukkens navn
Til den fælles postkasse
For kendte arter på grunden.
En fodgænger går forbi
Spørger mig: hva’ har du gang i,
Jeg svarer: årh, lidt praktisk biofili.
Guldbåndet langhornsmøl
Guldbåndet langhornsmøl
548. En hel uge har de sværmet
I en terrassekrog foran køkkenvinduet.
Små guldglimt omslynget af hvide tråde.
Guldbåndet langhornsmøl, ved jeg nu.
549. Ikke et navn nogensinde lavet
Til et digt eller hørt på versefødder;
Til at stille sig an i rim og prosodi,
Som tekst og blank balance på papir.
550. Morgenlyset funker på deres vinger:
Fefølehorn fire gange deres kropslængde
Hér er de: lad dem selv bestemme
Deres rytmer og flyvske figurer.
551. Her er mønstre udover min fattevne,
Selvom jeg er lavet til at finde mønstre:
Buer, sving, ryk og bølger op og ned;
Mønstre kun langhornsmøllet ved.
552. En opvisning af overskud, af energi,
Der svarer, måske, til joie de vivre.
Måske sværmer de, indtil de falder ned,
Døende af udmattelse og syrechok.
553. Fehornsmøllene sværmer vilkårligt videre,
Forførende mønstre i lokkedans.
Ødsel energi, tragik af en slags;
Flygtigt, jordisk skønt.
Korsedderkoppeungens umwelt
Korsedderkoppeungens umwelt
532. Korsedderkoppens
Klump af unger:
Knappenålshoveder,
Gul krop, sort bagsmæk.
533. Udklækket i en klynge
Af forgyldte knopper
Ophængt mellem strå,
Et træ eller blomsterkurve.
534. Kom tættere på.
Pluk en streng;
Guldprikker spredes
Ud langs fine tråde,
535. Flydende bevægelser
Suspenderet i olie.
Tytktflydende slo-mo,
En lydløs sprænging.
536. Edderkoppekloden
Spredes for sidste gang
Over gyngende broer
Mod solnedgangen.
Korsedderkoppens engangsknald
Korsedderkoppens engangsknald
512. Et edderkoppehjul i laser
Hæftet op på muren
Ved min udhusdør.
513. Edderkoppekonen troner
I sit gamle net,
Klar, fed og farlig.
514. Hvad ved vi om hendes
Partnervalg og
Bedste engangsknald?
515. Fanges han straks,
Er han mest nyttig
Som æggemad.
516. Men hvis den næste
Kan nå helt frem
Til selve akten,
517. Så har hun fået
Både i mulepose
Og i æggesæk.
518. En lille edderkoppehan
Nærmer sig på friertråd;
Forben fægter ud i luften.
518a. Han plukker silkestrengen,
Spiller op med gode vibes
Ned langs bæretråden.
518b. Kæmpekonen lokkes frem
Fod for fod; måler friertrin,
Smager duft af han i luften.
519. Befølende, befamlende
Forsøger han at berolige
Hunnens behårede ben.
520. Men hun langer ud:
Et svigefuldt stød
Nedefra og op!
521. Han ser det!
Udløser livlinen
I sit parringspendul.
522. Den lille edderkop
Kravler atter frem,
Forsigtig, forførerisk.
523. Han er overvågen, skarp,
Besat af parringsiver
Og suicidale pligter.
524. Tilsidst når han
Konens lådne klo
Med kælne strøg.
525. Dér ser han sit snit
Og svinger sig op
Bag hendes kæmpekrop.
526. Lysten og bristefærdig
Møder han hér
Sin smukke død.
527. Sperm ejakuleret,
Æg insemineret,
Selvsakrificeret.
528. Straks dekapiteret,
Fermt parteret,
Til sidst kannibaliseret.
529. Og jeg, som altid
Fascineret, nu også
Poetiseret.
Bisværm
Bisværm
493. Kaldt ud, kom med,
Min nabo vinker:
En bisværm er forsamlet
I en gammel gran
På vores grusbelagte vej.
494. Dér hænger den,
En kæmpe klump
I brunt og sort,
Der syder og summer
Af titusind bier;
Et bankende hjerte
På et træskelet.
495. Et vandrende bo
Søger nyt land.
Spejderbier svirrer ud,
Arbejdsbier fodrer yngel,
Bygger organismen op
I lag på lag af kroppe.
En dronning indeni
Udskiller æg og stoffer.
496. En udbryderkoloni,
En undvegen bistadeflok,
Eller en udstødt slægt?
En forrådskamp,
En dronningetvist,
Eller et raseret bo?
En kamp på midler,
Flugt eller sejr?
497. En dronnings beslutning,
Eller en kollektiv vilje?
Et kvorum af bier
Eller bare bidisciplin?
En besked, en ordre:
Med hvilken dans?
Med hvilken duft?
498. Bier hænger i sværmen
Og laver duftkort:
Afmærker vækster,
Opmåler terrænet,
Indsamler spor,
Udtager prøver,
Afsøger bopladser,
Tester for gifte,
Smager på landet
I tre dimensioner,
Eller flere.
499. Vi står på jorden
Og laver mønstre
I fælles haver;
Lad dronerne komme!
Ormens kreds
Ormens kreds
380. Solen stikker, stålet hakker,
Tørven åbnes, ormen lammes,
Endevendt og skiveskåret.
Vrider sig i vild panik,
Ormedele brak i spadechok.
381. Knæler ned ved skorpens rand,
Ryster tørven fri af muld,
Lukker jorden til igen.
Sket er sket og drab er drab,
Ormen døde, ormen leve.
382. Ormen er en kerneart,
Symbol på jordens skifte.
En helgen for det mindste liv,
For dobbeltkøn og plantevækst,
Gravet ned og dækket til.
383. Jorden dufter rent af jord,
Iltet, fugtet og fordøjet.
Jorden er et jordisk stof,
Renset, gødet og beriget,
Klumper i en åben hånd.
384. Vermis faciebat*), alt dette,
Ormens værk til verden.
Af orm er den lavet,
Til orm skal den blive,
Af orm vil den gro ud igen.
*) Det berettes, at Michelangelo efter færdiggørelsen af statuen Pietá overhørte en beskuer tilskrive værket en anden kunstner. Harmfuld indhuggede Micahelango en nat denne signatur på madonnaens skærf: MICHÆLANGELVS BONAROTVS FLORENTINVS FACIEBAT (Michelangelo Buonarotti, florentineren, lavede dette).
Edderkop på hovedgærde
376. En edderkop spinder et net
Over sengegærdet en forårsdag.
Vi ligger sammen og ser på.
377. Jeg tænker: Et net at fange fantasi i;
Min elskede tænker: Du bliver pisset på.
Jeg siger: du mangler entomologisk viden;
Min elskede siger: Du mangler livserfaring.
378. Edderkoppen forestiller sig fluer,
At æde sin mage; hun ser for sig
Kommende generationer.
Fefølehorn
Fefølehorn
350. Der findes små undere,
Der kommer til én
Som gaver, der gør glad,
Som ros og knus.
351. En lysende grøn morgen
Besøger jeg min tjørn
Plantet sidste år, tilset,
Nu i fuldt løvspring.
352. Jeg rækker ud for at røre
Klaser af blomsterknopper
Forventningsfuld, hvad bli’r det:
Laevigata eller monogyna?
353. Og dér, med næsen fremme
Mellem kviste og knopper,
Kommer et under forbi,
Lige ud for mine hænder.
354. Fire små sorte insekter
Sværmer i tjørneløvet.
Sværmer: de bevæger sig
Op og ned som i en hejs.
355. (Poetisk parantes 1:
Aargh! Jeg stritter imod,
Min pen sprutter imod:
Jeg ville skrive “elevator”
356. Endnu en maskinmetafor,
Som jeg har erklæret SNG:
Simile non grata.
Vi sunder os lidt, vi to).
357. Insekter hejses i snoretræk (😅)
En håndsbred op og hurtigt ned.
Det er graciøst, som luft,
Lydløst, solstrejsforkælet.
358. Og se: Overdådige følehorn,
Filamentstynde hvide streger
Tre gange så lange som insektet.
Jeg er forbløffet; det er fehorn.
359. Hovedet er sort og minimalt,
Jo da, det ligner et gedehoved.
Brysk profil og hævet pande,
Som fæste for dens følehorn.
360. Bittesmå sorte væddere,
Som ophængt i panden.
Svæver ud i luften
Under lange, hvide tråde.
361. Insektets krop er blankt bevinget.
Men pludselig, dér: mit bonus under:
Sollys refrakteres i en vinge,
Der skinner i grønt og guld.
362. Det hele varer et halvt minut.
Jeg har aldrig set dem før,
Aldrig vidst de fandtes.
Nu ved jeg noget for altid.
363. Jeg er et andet væsen rigere,
Et sjældent syn forundt.
Lige uden for min hoveddør.
Sådan kan et lille under ske.
364. (Poetisk parantes 2:
En søgning en times tid
Giver dette væsen et navn:
Egelanghornsmøl, en han.
365. Så nu ved jeg det,
På harmonikasammenstødsdansk.
Lidt mere fortryllelse på engelsk:
Fairy longhorn moth.
366. Se: jeg skrev “fehorn”
Ovenfor, i et vers, uafvidende.
Nogen har før set dette væsen
På samme måde som jeg.)
13.5.2023
367. (Poetisk P.S. den 15. maj 2023.
I en kikkert ser jeg
Sværme af små bukkemøl
Højt oppe i et ahorntræ.
368. Jeg kender dem straks igen,
Selv i prismens slør:
Fehornmøl fra i forgårs.
Hvad laver de dér?
369. Sværmer ved grenspidser,
Hviler sig på bladlapper
Suger solskin til sig,
Men spiser ingenting.
370. Ahorn, sukkertræ med rakler,
Fyldt med nektar klasse A,
og - jeg tror jeg ved det -
Her er langhornshunner.
371. De sværmeriske mølhanner
Gør sig til og byder op med
Sex og andre søde sager,
Der ligger lige til tungen.
372. Sværm, brødre, sværm.
Det er hér og nu og aldrig mér.
Aftenluften fyldes ud,
Duft af ahornhonning).
PS 15. maj 2024:
For et par dage siden fandt jeg et par egelanghornsmøl – men måske er det i virkeligheden pilelanghornsmøl; de forveksles tit – på næsten samme sted som de fire møl fra sidste år (to meter). Jeg bringer billederne her – de er alle samme møl – og digtet kan godt tåle at blive læst igen her på digtets årsdag.
Guldsmed
Guldsmed
250. Guldsmed imago,
Forandring, mod og fødsel,
Tomt hylster knitrer.
251. Palaeoptera,
Forhistorisk vingepar,
Perfektioneret.
252. Hvirvlende vinger,
Metafor for mekanik,
Helicoptera.
253. Torso pumpet op,
Muskelbjerg og nerveknude,
Koldt hydraulisk blod.
254. Rovdyr, cirkelsyn,
Et snigløb, byttet slagtes,
Sommerfugle dør.
255. Guldsmeden æder,
Bid knaser byttets hoved,
Vinger spyttes ud.
256. Insekt og menneske,
Vi lever i hinandens
Spejl og billede.