Invasive arter
1435. En rodstump brækket af,
Blæst rundt i vinterstorm,
Filtret ind i kvas.
1436. Fugtig blæst med salt og gus,
Sandspapir i pålandsvind,
Den kolde vinterdis.
1437. Set af en strandvandringsmand,
Størknet blod i støvlen,
Våd og klam i regn.
1438. Indført, rodfæstet i det fri,
Begge, frø og frugt fra havet,
Og slægtsformering.
1439. Rodstumpen er en fod lang,
Tommetyk, træk på et ton,
Med tre små forårsskud.
1440. Rosenspirer uden jordforbindelse,
Fra en rodløs rod på sand,
Hvem skal stoppe hvem?
1441. Dækket af en halv meter grus,
Flint, kridt og rullesten;
Rynket rose gror igen.
1442. Invasivt landskabsdominerende,
Duftende og destruktiv;
Der er sår i sandet.
Om at se sin mos (2)
Om at se sin mos (2)
1419. Hvem der vidste mere
Om de mange mosser,
En slægt af nøglearter,
Ukuelige superøkologer.
1420. Tæt på, kolossale mængder
Af sarte, levende detaljer,
Frodighed af stor skønhed;
Naturjaahh i makroskopi.
1421. Helskabte små planter
Hér under luppens lys:
Smukke, skællede stængler,
Kurve i åben harmoni.
1422. Indeni en sporeplante,
Et sporehus med sæd,
Eller et sædcellefang,
Flaskeformet og med æg.
1423. Den bedste havevandring
Kan gerne ske på knæ
Med næsen i terrænet
Og en lup for øjet.
1424. Jeg suger deres nærvær til mig,
La’r dem vokse plænen ud.
Efter et liv i havegudens greb
Vokser vi omsider frit.
Nyt i Index Titusind:
Nøgleart ◦ 1419; Makroskopi ◦ 1420; Skællede ◦ 1421; Sporeplante ◦ 1422; På knæ ◦ 1425; Haveguden ◦ 1424.
Om at se sin mos (1)
Om at se sin mos (1)
1418. Et mosblad foldes ud,
Jeg ser verden begynde
For den ældste plante
På landjorden, under lup:
Horisonter bryder sammen,
Former flyder i limbo
Mellem land og hav,
Hvor plantefostre dannes
Omsvøbt af cellevægge;
Dugdrypne grøntkorn
I gennemlyste blade,
Kun et cellelag tykke,
Millioner af dem
Under mine fødder
Lunkne fortidsoceaner.
Agern
Agern
1388. Ét blandt hundredtusinder,
Frugt fra uindhegnet land,
Smidt som mast i efteråret:
Et agern sprækker op,
Åbner sig, skyder ud
I den lune forårsdag.
1389. En ravfarvet rodspids
På en højrød kimstængel;
En tunge slikker jord,
Borer pæleroden ned og
Spænder agernet fast;
En ny stilkeg slår rod.
1390. Agernets to kimblade,
Proppet med proteiner,
Mineraler, vitaminer,
Rullet og indkapslet
I hvidgule hemisfærer,
Venter på jordkontakt.
1391. Jeg lægger agernet ned,
Sådan som jeg fandt dem,
Han og hun på samme træ.
Til næste år allerede
Helvedsbandt forbundet,
Umulige at trække op.
Chamaecyparis proletarius
Chamaecyparis proletarius
1383. Under vores sovekammervindue,
Åbent i morgenluften, tilsnuset,
En salig duft af nåletræ,
Sommer, skov og terpentin,
Med et strejf af kruspersille
På salvede fingerspidser,
Vokser fem dværgcypresser
På række i en blomsterkasse;
Solgt for en tier stykket,
Som millioner andre potteslaver
Sendt ud for at dø hvert år
I danske haver.
1384. Også jeg har hjembragt,
Modvillig massekonsument,
Ti styks fra et plantemarked,
Blågrønne cypresser i miniature:
Én af hundredvis af sorter,
Tit med menneskenavne,
Plantet med bedste vilje,
Passet efter ringe evne.
Efter et år er fem i live;
Vi så de andre visne hen,
Med ærgelse, i tristhed,
Kastede dem på kvaset,
Hen i kulstoffets kredsløb:
Ingen og intet er nytteløse;
Man kan altid komposteres.
1385. Så en dag i marts,
Klam, rå, og dog,
Dufte tæt på jorden,
Og en fedme i luften
Af væksthuskemi,
Ser vi et rødligt skin
På en lille cypres,
Så småt at det syner
Som smuds på brilleglas.
Men se efter, kom nærmere:
Træet, tyve centimeter højt,
Har sat små højrøde spidser
På sine skællede kviste.
1386. Det er cypressens hankogler,
To-tre millimeter lange,
Men synlige på afstand.
Under lup en aflang klase
Af skarlagensrøde kugler
Fyldt med pollensække.
Nogle er endnu dækkede
Af kogleskæl, brune ved roden
Og gulligt hvide i spidsen,
Som en tånegl på en olding;
De begynder som grønne skæl,
Men på toppen, seks led oppe,
Er de gullige og sorte,
Hele koglen sat i en klo,
Af spidse tænder i grønt.
1387. Pollen til en ny generation,
Hvis der er hunkogler at få;
De kommer måske senere,
For cypresser er enboere,
Han- og hunkogler på samme træ,
Måske snart, måske aldrig,
Sorten ku' være steril,
Som resultat af forædling,
Som vi siger, altid klar
Som naturens benefaktor.
Men viljen og evne er der:
Vi følger dem til sommer,
Værner om dem til vinter,
Og be’r om frø til næste år.
En planteproletar går fri
Under vores vindueskarm.
Chamaecyparis: en lille slægt af cypresser, der på dansk kaldes dværgcypresser, nogle gange ædelcypresser (og på engelsk falske cypresser) og som tæller nogle af de mest udbredte sorter af cypresser, der masseproduceres som prydtræer til europæiske haver. I sine vildtvoksende former tæller slægten en art fra Taiwan, der menes at have frembragt det største levende træ nogensinde. I mange egne af Asien skattes træet og dets ved, der bruges til bygning af templer.
Stjernemos
Stjernemos
Årets småtid nr. 11
1373. Blandt de titusind ting
Er foråret blandt de største;
Brutal i marts, kosmos
Frostnær helt ind på huden,
Mens kloden vrider
Lidt varme af det hvide lys.
1374. Kuldskære kroppe stakket op
Af en sydvendt mur, asyl
For varmesøgende celler
I frakker og frønede krukker,
Hvor foråret samler sig igen
I sine mindste elementer,
Foldet ind omkring hinanden;
En verden i en skefuld jord,
Og jeg, på lur i krogen.
1375. Dér, i frostsprængt terrakotta
På den våde, kolde krukkemuld
En pude af mos lyser op
I det lavvinklede lys,
Der sætter alle ting i skær.
1376. Stjernemos, et navn på stedet,
Men jeg ved end ikke,
Om skønheden er en mos;
Plukker nogle plantetråde,
Svides af bitte brændenælder,
Med gift på hvide babysyle.
1377. Under mikroskop er mosset
Et lydløst pang af forårsgrønt,
Der springer frem på skærmen,
Hvor jeg glider frem
I et ocean af vegetation
Set bag en ubåds tykke glugger:
Stængler med sukkulente blade,
Gyldent-grønne plantestande,
Sarte, næsten gennemlyste;
Et sporehus, tror jeg, og
Fra svøbbladenes spidser
Flyder hvide tråde frem,
Som fangarme, lokketråde,
Eller stakke på en avne.
1378. Jeg tøver, for vil jeg vide
Plantens navn på latin,
Dens plads i videnshierarkiet;
Den etiket, der stiller
Nysgerrigheden tilfreds,
Bringer orden i forholdet
Mellem os og alle dem,
Ja, balance i universet?
Men nej, ikke endnu;
Dette er en stjernemos:
Jeg ser dig, du er her;
Vi deles om foråret, frodigt
Eksplosivt i miniature.
Se også: Om at se sin mos (1), Om at se sin mos (2).
Stjernemos – redaktionelt
Klik for at forstørre billederne
Her er fire fotos af en mosart (tror jeg nok) fra en krukke på min terrasse på en brutal dag i marts. Jeg har kaldt ham stjernemos (jeg er ret sikker på at det er en han-plante, fordi man kan se noget der ligner en støvdrager i midten af det tredje billede)
Jeg er nu den glade ejer af et digitalt mikroskop (en fødselsdagsgave fra to af mine børn) som jeg har brugt til de tre af billederne ovenfor. Jeg har også lært mig selv at lave pop-up gallerier. Stjernemosset ovenfor er det første galleri og planteskønheden er medrivende, eller skal vi sige medlevende.
Titusindting.dk er et digtværk; ikke et fotoalbum. Men jeg bruger mange billeder, ikke mindst fordi jeg nu – udstyret med et simpelt apparatur – vender opmærkomheden mod mesofaunaen, d.v.s. alt småtlevende, der lige netop er synlig med det blotte øje og den naturlige verdens titusind små bestanddele.
En ledsagende digttekst er på vej – sammen med foråret.
Træstubalmanak 2023
Træstubalmanak 2023
1149. På den bedste plads i min indkørsel,
Hvor fine gæster, folk med andragender,
Journalister, venner, bude, drejer ind,
Dér hvor stolte haveejere med omhu
Kunne udstille haven, anstille sig selv,
Står en rådden, sort, ubestemmelig stub,
En birk måske, godt og vel fod på tværs.
1150. Man kunne jo rejse en kampesten,
En prydbusk, en dresseret haveplante,
En stensætning, et skilt, en havenisse,
Men jeg elsker min træstub, som den er,
Gammel, slimet og kriblende af kryb.
Her skal den blive til den forsvinder,
Opslugt af mulden, nedbrudt, ældet,
Fortæret til trøsket ukendelighed.
1151. Den har stået der allerede ti år,
Den varer nok mindst ti år endnu.
Så hvert år fra nu vil jeg lave
En lille beretning om året, der gik,
Om hvad der er sket, hvad jeg har set
I træstubbens frodige økosystem.
1152. De seneste fem år har jeg fundet
Otte spirende takstræer på stubben,
Der klynger sig til roden, borer sig ned
Gennem barkens sorte sprækker.
Sidste år stod det klart, at en efterfølger,
Udpeget og kåret af økosystemet,
Skulle indtage pladsen og vokse op:
En taks, nu cirka en halv meter høj,
Med dusinvis af røde frugter i sommers.
1153. I september kom en skriggul plamage,
Tænk raps, karry, kanariefugl eller svovl.
Den bredte sig, nej, den kravlede,
Hen over stubben en uges tid og forsvandt,
tørrede ind, grå og rynket overflade:
Troldesmør, et svampedyr, men
hverken svamp eller plante eller dyr.
Godt navn, vi vil altid huske den,
Næste gang vi mødes til skovtaffel.
På engelsk bliver det helt lyrisk:
Muggen hundebræk slim*), mig en ære;
De kan noget med ord, de briter.
1154. I oktober voksede en stand af gul fløjsfod
blævrende, bævrende, brændt karamel,
Høje svampehætter, en lys og levende farve
Tæt sammen i en klynge, en konspiration.
De står der måske frem til foråret.
Det regner, en silende efterårsregn,
Mens svampene står derude
Godter sig med lange sugetråde,
Strutter af biokemiske processer,
Dybt i ved og celluloseproteiner
Fra stubbens svampede spisebord.
1155. November falder i regn og blade,
Skyer trykker, blæsten rykker.
Træstubbens flade fedtet ind
Til næste hold af saprofytter.
En koloni af hvide koralsvampe
Stikker frem fra alle sprækker
Mellem træets rådne bark og
Træets gamle yderved, dér
På stubbens svageste sted:
Det bizarre syn af mælketænder
På en oldings sorte gummer.
De skyder rundt på stubben
overalt, hvor der er revner:
Små nåle, hvide pinde,
Frugter fra stubbens indre,
Gennemstukket, omklamret
i et net af hyfatråde, der
ætser, opløser, udsuger
Stubben, der svinder ind,
Stille, stille, stille,
Mørnet, år for år.
*) Dog vomit slime mold (fuligo septica) eller rørægslim eller denne pudsige skævert af en eufemisme: jasminmug. Den er god nok.
Japanske lygter
Japanske lygter
I
1137. Japanske lygter,
Et rødligt bær kapslet ind
I fint filigran.
1138. Fra grøn klokke til
Orange plantepuppe,
Pang i blomsterbed.
1139. Bladet visner væk;
Et frugtformet trådskelet
Af plantestrenge.
1140. Let som spindelvæv,
Et under af form, forfald,
Sart, men funktionelt.
1141. Pustes væk af vind,
Ruller bort og synker hen,
Spides, slipper frø.
1142. Jorden, tung af regn,
Smattet løv, falmet himmel,
Tusmørkt efterår.
II
1143. Symbolpotente
Planteform og farvespil;
Livet, år for år.
1144. Sart, smuk, udtryksfuld:
Den japanske lygte er
Wabi-sabi*) frugt.
1145. Det smukkeste er
Det, der aldrig blev færdigt,
Lidt skævt, råt, dæmpet.
1146. Det fuldendte er
Det, der ikke varer ved,
Men kommer igen.
1147. Rustne farver, råd,
Muldens komplekse proces:
Kemi, vinterhi.
1148. Efteråret er
Essensernes tid; ægte
Wabi-sabi tid.
*) Wabi-sabi er en traditional form for japansk æstetik, der bygger på accepten af altings forgængelighed og det fuldendtes uopnåelighed. Wabi-sabi idealet fremmer det usymmetriske, det upolerede, simple, beskedne, intime, og respekten for naturens ting og kræfter.
Træer på vandring
Træer på vandring 1091. På grunden står fire egetræer omkring 60-70 år gamle, vel 15-18 meter høje og med et kroneudhæng på ca. 200 kvadratmeter. 1092. Hvert efterår kaster egene en overflod af agern af sig. I år gælder det om at beregne hvor mange. 1093. Jeg tager to prøver på hver en kvadratemeter, river agerne sammen, sorterer alt uvedkommende fra - heraf mange vildt udseende og halvt komposterede agern, bog og kerner fra forrige år – og tæller årets fald. 1094. De tre første træer har omtrent samme antal agern pr. kvadratmeter. Det fjerde egetræ har været nødlidende (sic!) gennem flere år på grund af overskygning fra en slank bøg, der skyder op gennem sprækkerne i overhænget. Under dette træ tager jeg ikke pøver, men jeg lægger metermålet ud flere steder og gi'r skovbunden mit bedste rainmanblik. 1095. De to prøver giver et nedfald på ca. 1000 agern pr. kvadratmeter. Nedfaldet fra det sidste egetræ er omkring 3-400 pr. kvadratmeter og det har en lidt mindre kronevidde. Resultat er 160 m2 x 1000 agern + 40 m2 X 350 agern = 164.000 (+/- 25.000) agern med flere i vente oppe fra træerne. 1096. Under egetræerne er et sandet stykke jord befriet for græstørv med spredt plantevækst på omkring 100 kvadratmeter. Sidste år selvsåede mellem 75 og 100 egetræer på dette område. 1097. Rundt om på grunden selvsår andre træarter hele tiden. Først og fremmest ahorn og spidsløn, dernæst stilkeg, rødeg, ask, taks, hæg og hassel. Jeg antager – uden af have talt – at der hvert år spirer omkring 150-200 selvsåede og levedygtige træer på et område på ca. 1000 kvadratmeter, hvor der i forvejen er tæt beplantning og høje træer. 1098. Spiringen af et agern er en kompleks biologisk og kemisk proces, som formodentlig ikke så mange har set. De gange jeg har bevidnet det, er jeg slået af den bandsatte vilje i den lille rod og dens evne og styrke til at gro. 1099. Fra denne lille lommevidenskabelig – men efter bedste evne sande - optælling må det stå klart, at træer er veludstyrede forplantere og kan selv. 1100. Og i øvrigt har dækket meget store dele af jordkloden i henved en kvart milliard år – under omskiftelige betingelser og med selvselekterede arter og individer, der kan overleve og nichetilpasse sig. 1101. Store dele af jordkloden, de nordlige og sydlige skovbælter ville bare springe i skov, hvis de fik lov. Det gælder hele Europa, store dele af Asien, det meste af Nord og Sydamerika, samt store bælter i Afrika og Austalien. 1102. Tanken om at mennesker skulle hjælpe træer tilbage i vækst er velmenende, men også en nedladende undervurdering af træer og bunder nok i oplysningstidens fantasi om naturbeherskelse, der først nu begynder at sprække. 1103. Intetsteds i de nordlige og sydlig skovbælter er det nødvendigt at plante træer. De kan selv, når betingelserne tillader det. Det er betingelserne, som mennesker skal ændre, hvis de kan; ikke tilplantingen. 1104. Optællingen af agern viser også, at agern spredes fyldigt op til 2-3 meter ud over kronedækkets rækkevidde. Under de rette betingelser er egetræet derfor i stand til at sprede sig år for år. Med mine egetræer som spinkelt beregningsgrundlag, kan vi gisne om en spredning på 25 km pr. tusind år. Sikkert mere, fordi de mange arter dyr og fugle, der lever af agern, er med til at sprede dem betydeligt længere. 1105. Træer er evigt på vandring. Også min have, hvis den fik lov. Vent bare, om 1000 år er vi nået til udkanten af Præstø, eller Roskilde. Eller hvad der til den tid er tilbage af dem.
Liden storkenæb
Liden storkenæb
1086. Dette efterår har liden storkenæb,
Efter tre år på diskret vækst
Hist og her i sommerhaven,
Fået sit gennembrud som krudturt.
1087. I vækst frem fra haveasylet,
Det halvmåneformede bed
Rundt om det lille æbletræ
Til urter og stauder i eksil,
Truet på væksten i nedlagte haver.
1088. Først tog de bedet, lagde et dække
Omkring de andre planter,
Kvæsurt, sankthansurt, mynter,
Voksede derpå ind over græsset,
Dækkede de højtklippede gangstier,
Derfra op over gamle græstørv,
Rundt om tuerne af vild oregano,
Ind under den lille hyld,
Frem mellem rivalen skvalderkål og
Spydspids brom- og boysenbærskud.
1089. Krøb ud under tørrestativet,
Langs kanten af dammen,
Indtog plads omkring rabarberne,
Ind imellem de hvide røllikker,
Frit voksende i det høje græs,
Stræbte videre ind langs terassen,
Drejede op langs klosterbedet.
1090. En opvisning af bladmønstre,
Crescendo i grøn frodighed,
Vegetal triumf i en sommer
Inddelt i fire forløb:
Væde, varme tørke, varme;
Et snigløb af mange planter,
Der satte skud for anden gang,
Som den liden storkenæb,
Der fik sin chance, med hjælp
Fra en planet i kæntring,
Til en eksplosion af blade,
Tæt på et svækket efterår.
Ukrudt! Mig?
Ukrudt ! Mig?
Almindelig brunelle
1048. Ieg har længe gerne ville vide
Det optimale antal øjne
Til at fixe en bambi-effekt.
Fire er vel bedre end to?
Eller er tre øjne bedre end et?
Skal øjne sidde side om side,
Er det ikke mere attraktivt
Med det ene over det andet?
Hvad er det egentlig et dåkid har,
Som ikke jeg har?
1049. Ieg vil også gerne vide,
Hvad er det bedste slags hår
Til at udløse et ae-syndrom:
Fimrehår, krushår, strithår,
Pelshår, ruhår, tykt hår?
Se, min yndigste bladbehåring,
Hvide pyntehår langs bladranden,
Bløde til fingerspidser;
Fyldige, velformede blade
Med dunhår i luksusfilt.
1050. Og hvilke blomster er det,
Der starter deres svime-gen?
Mine blomster er store læber,
Med rande af smukke børster,
Slanke tragte og åbne munde,
De kæreste strithår på toppen.
1051. Og hvad slags grøn er det egentlig,
De der havefolk begærer?
Se, mine nuancer af farver
Fra det hvidlige vårgrønne
Changeret til dyb modengrønt.
Fra sart lilla til mørk bordeaux.
1052. Og hvad er det for former,
De vil have på deres plæner?
Hvor alt skal ligne hinanden
Og intet, der skal ligne noget.
Så er det bare jeg spør, hvorfor?
Hva’ er forkert i min figur,
Min ynde, mine buer og mønstre,
Mine blomster, min farvemosaik?
1053. Spørgsmålet er ikke frivolt,
For jeg ka godt li græs, kanter,
Blomsterbede, diskrete hjørner;
Og her er virkelig farligt:
Hakker, sakse, spader og spyd,
Lange knive, flammekastere,
Ild, gas og gift i store dunke.
Overskrævs på havetraktorer
Det motoriserede plænepoliti
Med apps, satelitforbindelser,
Robotter og slåmaskiner.
Ord er vigtige, meget vigtige,
For hvad de slår ned
Og hvad de ka li.
Ukrudt! Mig?
Hjælme
Hjælme
1040. Sollys i sandet,
Eftermiddag på milen,
Skarp sol ind på skrå.
1041. Sandkorn med skygge,
Børstet fint af nedslagsregn,
Ru som månestøv.
1042. To strå af hjælme
Lagt ned side ved side,
Sløret let af sand.
1043. Ingen hånd, idé,
Uden hensigt, skuespil,
Kun til for sig selv.
1044. Det ordløse ah,
Den kropsbårne lykke
Fra åbne sanser.
1045. Mødet med noget
Overdådigt uberørt
Og menneskefrit.
1046. Sum af overflod
Fra titusind års længsel;
Al min DNA.
1047. To strå i sandet:
Et billede, et minde,
Uklart, halvt fossilt.
Kvæsurt
Kvæsurt
875. Vi kender reglen om havely,
Et hånd- og rodfast løfte
Til raserede plantebede;
Kom, bring en spade,
Grav op, hvad graves kan,
Red, hvad reddes skal.
876. Hér, en stor, forvokset urt,
Tæt og viljestærk i roden.
Jeg deler den med spaden,
Pakker den i jord og sæk.
Bringer stauden væk og hjem.
877. En kvæsurt får asyl:
Ældgamle lægeplante.
Jeg trykker jorden fast,
Løber fingre rundt
Om klumpen og rosetten.
Jeg har længe ønsket,
At vi mødes.
878. Der er kræfter i denne urt:
Stor og tyk med stængelbundt,
Ovale blade, perfekte takker;
De lyser af en enkel harmoni.
Standen er en rødbrun kvast,
En ny og sjælden gæst.
879. Vi deler fælles jord,
Forbundet i mange sprog.
Oldnordisk, oldtysk,
Svensk, norsk, dansk:
Kveise, quese, kveise,
Kveisa, kvis, og kvæse.
880. Kvæse er en blæreorm,
En tinte, en blodvabel,
En byld, en blegne.
Kvæsurt blev brugt
Som blodstillende middel.
Kendt som lægeurt i Kina,
Blodtop i Sverige,
Blodurt i Britannien,
Blodopsuger på latin.
En jordheler og et rodnet,
Der holder på terrænet.
881. Mine aner og dine aner:
Velkomne i denne jord.
Hele planten er i chok,
Et rodnet, der skal læges.
Jeg klipper stængler ned,
Giver rigeligt med vand;
Lad gro, hvad gro der kan.
Strandarve
Strandarve
769. S for strand
S for salt
S for sand
S for sten
S for saft
S for sej
S for skind
S for skøn
S for snus
A for agurk
A for arve
Strandarve
Tesen om det ekspansive
Tesen om det ekspansive
624. Jeg ved et brombærkrat
Ved en sti i Ballerup,
Mange meter høj og tæt
Sluttet omkring en lille sø.
625. Krattet er sprunget over stien,
Skudt ind i naboskoven;
En krydsflettet befæstning,
Metervid, sej og vidjestærk.
626. En hvælving i underskoven,
Høje buer af gamle skud,
Tornet, fingret og forgrenet;
Fri arkitektur i fri natur
627. Årets nye skud rager ranke op,
To meter høje, tommeltykke,
Vender topskudene ud i buer,
Følere leder frem til egnet jord.
628. Topskud når ud og griber fat,
Kaster liner ud som skovpirater,
Sætter rodskud, hager sig fast,
Fra top til rod og rod til top.
629. Brombær er en plurabelle:
Overdådig frodig og multisexet;
Laver småarter, krydser køn,
Bestøver, blander og befrugter.
630. Brombærkrattet vender sig og griner,
Formeringsødsel, formfuldent:
Ieg er multivital og vildt i live,
Ieg er tesen om det ekspansive.
Tidsler, tidsler, tidsler
Tidsler, tidsler, tidsler
613. Tidsler, tidsler, tidsler,
Jeg vil ha’ fler’ og fler’,
Tidsler, tidsler, tidsler,
Ta’ bare hele haven;
Okkupér, okkupér!
614. Krustidsel, kærtidsel og horsetidsel;
Stærke stængler, lange stilke, tykke blade.
Æseltidsel, bakketidsel og kåltidsel;
Blomster uden lige, farver uden mage!
615. Tidsler, tidsler, tidsler,
Så langt som øjet sér,
Tidsler, tidsler, tidsler,
Ta’ bare sprøjtemarken;
Okkupér, okkupér!
616. Marietidsel, tornet tidsel og agertidsel;
Nektar, nektar, nektar, min svirreven!
Nikketidsel, agertidsel og artiskokker;
Torne, strithår og filt med voksepunch.
617. Tidsler, tidsler, tidsler,
Det er hér naturen skér,
Tidsler, tidsler, tidsler,
Ta’ bare agrofabrikken;
Okkupér, okkupér!
618. Dette var tidslerne fra hele landet
Og der blir sikkert mange fle'r
Når klimaloven kører ud i sandet.
Ta' bare hele landet;
Okkupér, okkupér!
Tidsel, tidsel, vis hvad du kan
Tidsel, tidsel, vis hvad du kan
605. Tidsel, tidsel, vis hvad du kan:
Verdens fedeste blomsterstand.
606. Tidsel, tidsel, vis hvad du kan:
Bier går amok, apeshit, mand.
607. Fnok svæver ind til en flyverhær;
Ve gror og skyder, ve ka’ ik’ la vær.
608. Tidselarter med nye talenter;
Tiden er kommet og ny jord venter.
609. Nikkende, stikkende og tornet
Stiger tidsel fønix op af kornet.
610. Havefolk, slip nu tidslerne fri!
Det golde havedømme er forbi.
6l1. Tidsel, tidsel, hvem er landets dronning:
Skal det flyde i lort eller honning?
612. Tidsel, tidsel, hvad det vil sige
At være plante i et kongerige?
Skvalderkålen segner
Skvalderkålen segner
542. Ingen skyer regner,
Skvalderkålen segner.
Slet ikke som i fjor;
Med fin bestand i flor.
543. Skærme strutter hvidt,
Blomster dufter blidt,
Trækker bier, fluer nærmere;
I mørket: nattens sværmere.
544. Møl med fosforøjne kigger,
Reflekterende par af prikker
Ude blandt skvalderkålen,
Under himlens natteblånen.
545. Nu rammer tørkens tørst,
Visse græsser visner først.
Tørken krammer hårdt,
Knopper skrumper bort.
546. Sommerfugle svækkes,
Deforme larver klækkes.
Fluer fiser rundt i heden,
Vinden hvisler tør og sveden.
547. Skvalderkålen er tørketålen,
Går under jorden, undgår solen.
Kapper hoveder og alle toppe;
Ha’ det så godt deroppe.
Året efter oldenåret
Året efter oldenåret
374. Året efter oldenåret;
Bøgekim sprunget ud,
I skovbunden, millioner
Af miniparasoller.
375. Rådne bogkapsler,
Piggede, gabende,
Kindkysser jorden
En sidste gang.
Bøgen er et mangfoldigt individ
Bøgen er et mangfoldigt individ
335. Den lemlæstede bøg på jorden:
Savet op, dvs. savet i stykker,
skiveskåret, sønderdelt
tværsnit vendt ud i solen.
336. Bøgen viser sit indre ved,
sit vitale system,
sin individualitet
og levnedsbyrd.
337. De gennemskårne flader
Er glatte, fugtige, våde af væsker.
Splintved, kerneved
I gule, brune, sorte farver.
338. En bøg har han- og hunblomster;
En hermafroditisk plante,
Tvekønnet, måske tværkønnet;
Et kønskrydset individ.
339. Denne bøg er et mangfoldigt individ,
For snitfladen viser tydeligt
To eller tre bøgetræer
Vokset sammen til én stamme
340. Et enkelt planteindivid
Med tre genetiske forskellige
Kerner i det samme træ;
Tre liv i samme skein.
341. Årringene er slynget sammen,
Omslutter sig selv og de tre kerner.
Antager fælles ydre bark,
Får fælles livsfunktioner.
342. De deler føde og energitransport.
Gør brug af fælles rodsystem.
De deles om bladene og lyset,
Om jorden og vandet.
343. Hvordan skal vi forstå på dette træ?
Et mangfoldigt individ, et delt individ?
Er det ét træ, er det flere træer?
Eller en kollektiv personlighed?
344. Hvordan er dets/deres/jeres afkom?
Tre fædre, tre mødre i ét træ
Parret med et andet dobbeltindivid?
Den bøg har måske ti forældrepar.
345. En bøg kan også have to træer i sig,
Hvis indre sider ikke er vokset sammen,
Bark og væde og sort jord i en lomme
Omsluttet af ét splintved og barkskal
346. Jeg saver op og lommen kommer frem;
Muld, bakterier og mikroorganismer,
Ser sollys for første gang
I et halvt århundrede.
347. Der er bøge, kaldet musebøge;
Sammenvoksede træer ved roden,
Men med adskilte stammer
på det udvoksede træ.
348. En bøg har flere mellemformer
Halve dobbeltindivider
Eller to hybride individer
Adskilte lemmer; vitale forbindelser.
349. Hos os, et hæsligt misfoster.
Hos bøgen, et superindivid
med genetisk og fysisk styrke,
plastiske evner og levedygtighed.
Liljekonval
Liljekonval
273. Grønne smalle rør
Skyder frem af skovens bund.
Forårsjorden ånder.
274. Stilken dannes nedefra
Blandt visne blade, anemoner,
Rådne agern, muldprocess.
275. Hylsterblade krænges ud
Hvælver, skærmer
Blad og frugter indeni.
276. Blomsterstænglen buer op
Behængt med hvide krukker
Fliget rand og spidser.
277. Drypper gift og duft
Vajer smukt i brisen
Rækker tunger op i himlen.
Pæreskud
Pæreskud
268. Filtede bladtunger
Flagrer om et pæreskud;
Narhat med spidser.
269. Dun og hvide tråde
Svøbt om pærens frugtanlæg;
Rosa silkepuld.
270. Kostbare, rosa æg
Indfattet i små buer;
Grønne kronblade.
271. Narren holder hof
Kongen salvet og kronet,
Som et pæreskud.
272. Æble i hånden
Pæreknop på hovedet
Frugtregalier.
Se også: Pæreskud – 2. iteration, Pæreskud – årets småtid nr. 12
Benved skud
Benved skud 261. En benved sætter skud i et hegn af buske, tusinder af spidser i et virvar af kviste, der forskyder sig i alle retninger. Og dog: de peger alle udad, som om hele busken søger udveje, og finder dem. Benved er sin egen løsning. 262. Jeg fjerner et topskud med en kniv og sætter mig i det gulnede græs med en lup. Senere bar jeg skuddet hjem til arbejdsbordet. Her er hvad jeg så og skrev. 263. Topskuddet sidder på den firkantede stilk. Ved skuddets rod sidder to knopper, der ligner åbne sårskorper med rødt kød, der buler frem i midten. Det er substansen til et nyt stilkepar. 264. Skuddet er fæstnet i en krans af fire bægerblade, 5 til 10 mm lange. Bægerbladet er aflangt og hvælvet. Det er creme-hvidt forneden, der changerer over i sart pink omkring to-tredjedele oppe på bladet. Hér forstærkes og fortættes farven til en stærk pink og bladet ender i en rødligsort spids, der minder om en blodunderløben klemmelus med lupsmå fimrehår rundt i kanten. 265. Ud af bægerbladenes mund skyder en grøn cylinder lavet af et par tæt sammenrullede blade. Bladet er bønnegrønt men changerer over i lyserødt og trækkes ud i endnu en blodrød spids. 266. Bladspidserne krænger let udad og åbnes, mund-i-mund, og en ny cylinder trænger sig frem: grøn, pink og rød. 267. Det sammenrullede blad har tydelige vener; det er en grøn hinde af tyndt, fint liv. Indeni: en puppe, en plantefødsel.
Hasselblomst
Hasselblomst
215. Der findes usædvanlige mennesker,
Der opsøger sjældne planter.
De bruger tyve år for at få et glimt
Af Amazonas måneblomst i flor,
Kun en enkelt gang i livet,
En eneste nat, i junglen, i måneskin;
Som nu kunstbotaniker Margaret Mee *),
Der ville male denne blomst vidunderlig.
216. Jeg dyrker denne evne, denne trang,
Fra mit vindue, hvor min verden går.
Seks årtier har jeg vandret her,
Op og ned af buske og hasseltræer
Uden tilnærmelsesvis at se mig for.
Indtil denne botaniske åbenbaring:
En morgen, ved dagens genkomst,
At se, helt tæt på, en hasselblomst.
217. Blomsten er gemt i knoppen,
Kun et dusin grifler stikker op,
Karmosinrøde faner, to mm høje,
Fra hasselknoppens skud.
Med pangfarvet hår ligner hun
En miniature søanemone.
Knoppens skæl er gyldne briocher
På en bund af grønne pistacier.
218. På afstand blot et rubinrødt fnug
På hækkens brune løvkulisse.
Turner: din røde bøje, dit hav! **)
Lykkelig er den, der ser det:
Det smukke i det mindste,
Det sjældne i det vante.
Forundring i det nære;
Det er bare det, jeg skal lære.
-------------- *) Margaret Ursula Mee (1908-88), britisk botanisk kunster især kendt for sine billeder af Amazonas flora. **) J.M.W. Turner: Helvoetsluys, 1832.