🇬🇧 The Blackbird’s (half) mid-morning nap
688. He’s settled in a sycamore
A quiet mid-morning
Hidden by the leaves.
I think he’s dozing.
The body is still,
The head sinks down,
The neck withdrawn into the body.
The eyelids close up,
(It's’ a bird!).
689. The blackbird sleeps,
Or dozes, or something else,
At least on one side,
Just like the swifts,
It is believed.
Maybe the other side is awake,
But I don’t think I’ll ever see it.
670. If nothing else, I see
Half a bird asleep.
The body is at rest.
The tip of the beak is lowered.
Dreams in one half of the brain,
Visuals in realtime in the other?
Can he close down hemispeherically?
671. After a few minutes
He raises up his head,
Opens his beak.
The body still calm,
Legs pulled up under him.
He is waking, half or whole.
672. He scouts about
As all birds:
Head and neck in jerks;
Quarter or half turns,
First to one side,
Then to the other side.
Repeated, watchful.
A minute or two.
The eye with its yellow ring;
The regard stiff, black.
Here, all is silent.
673. Branch and leaves flap,
He’s gone.
He wanted time
For himself.
A quiet moment
In the rush of the day.
I have spied on him.
🇬🇧 Small crane’s-bill
Small crane's-bill
1286. This fall, small crane’s-bills,
After years of discrete growth
Scattered in the summer garden,
found a breakthrough as brawns.
1287. Breaking out of the garden asylum
The crescent shape flowerbed
Around the small appletree
For worts and perennials in exile
Threatened on their growth
In cancelled gardens.
1288. First, they took the flowerbed,
A cover around the other plants:
Burnet, orpines and mints.
Then they grew out across the lawn,
Close the high-mown paths.
From there up and across old swards,
Around the tufts of wild oregano,
Under the small elderberry tree
Forward among the rival groundelders and
Spearpointed black- and boysenberry shoots.
1289. Crept under the clothes-dryer,
Moved along the edge of pond,
Usurped space among the rhubarbs,
In between the white yarrows,
Growing freely in the tall grass,
Extended further along the terasse
Turned to the monastary flowerbed.
1290. A spectacle of leaf patterns,
Crescendo of green fertility,
A vegetal triumph in a summer
Divided into four parts:
Wet, warm, parched, warm:
An ambush of many plants
That budded a second time,
Like the small crane’s-bill,
Who took it’s chance, helped by
A planet at its tipping point,
For an explosion of leaves
In the enfeebled fall.
🇬🇧 On the eye of the sparrowhawk, occasioned by my neighbour
On the eye of the sparrowhawk, occasioned by my neighbour
499. My neighbour brings to my door
Exquisite beings in his hands:
Rhinobeetles, slow-worms,
Fox skulls, a white cypress,
And then, yesterday, a sparrowhawk.
500. Enraged, heart-hammering hawk.
I'm fixated by her one eye;
Can we explain it, have we words?
Or have we only images
And wordless memories
From the history of ancient kin?
501. Images, then:
A round eye with an orange iris
Encircles a black pupil.
Two optical nerves in each eye
Give double focus, double vision.
The head slots into place on the neck.
502. The eye turns, but never alters shape.
It reflects light, it shines
Always with the same strength.
The eye doesn’t blink, it stares;
No expression that we know of.
503. The face has no movement.
Most beautiful arranged feathers,
Swooped back and streamlined.
A splendid aerodynamic head,
Aesthetically poised in our view;
More sculpture than face.
504. The head always carried high,
She stares down from above.
We see pride, perfection,
Aloofness and arrogance.
Everything we aspire to
And will kills others for.
505.No emotion we can understand,
No appeasement we can see,
No mercy we can receive;
Only the visible will to kill.
Hence, this awe and arousal,
A sense of atavistic fear.
506. Gorgeous bird of wild symmetry!
The hand and eye of evolution *)
Has created this bullseye image
In the human imagination
Of bloodthirst and status,
Of violence, prey and power.
507. Mei Yao Chen **) described the awe:
The scent of meat, the hunt, the dive.
The head crushed, the ripped prey,
Viscera flung to the vultures
Circling above the Buddha statue,
Splattered in birdshit, a thousand years ago.
508. We release the sparrowhawk.
She swings up and out and away.
We remain standing with the memory
In our empty hands.
Thoughtfully, I begin my poem,
Me too, one early morning in spring.
*) In memory of William Blake (1757-1827, The Tyger, 1794.
**) In memory of Mei Yao Chen (1002-1060), influential and productive Chinese poet under the Song dynasty. Reference is made to the poem: A lonely falcon above the Buddha hall in the Monastary of Universal Cleansing (1044).
Stilhed en vintermorgen
Stilhed en vintermorgen
1372. Stilhed
Skarp og klar i vintersol,
Blegt lys, gyldenhvidt i blåt;
Verden tyst og frosset fast i is.
Stilhed
Intet blad bevæges, ingenting,
Sneen gnistrer, solen stiger;
Mine celler jubler indeni.
Nyt i Index Titusind:
Vintersol ◦ 1372, Stilhed ◦ 1372.
Lovsang om vrimmel
Lovsang om vrimmel
1363. Med vrimmel skal landet leve
af alle væseners ret til at eksistere og vrimle så langt deres evner og genomer rækker i en overflod af måder og former og arter, der opstår ud af den almene vrimmel og går til grund igen som del i klodens selvskabte forandringer af land, hav, vejr og klima i en stabil rate af uddøende arter per én million år.
1364. Med vrimmel skal havet fyldes
af blanke fisk, side om side, bug mod finne, der trænges i fjorde og bugner i sunde og bugter, fylder floderne og dækker havbund, rev, undersøiske klipper og banker med farver, krebs, rejer, planter, anemoner, mikroskopiske alger, plankton og krill, der lyser som stjerners himmelhvælv i dybet, mens hvaler synger fra hav til hav.
1365. Med vrimmel skal jorden næres
af bakterier, amøber, celler, mikrofauna, springhaler, biller, orme, af flere former for liv, end noget andet sted på planeten; den sødt duftende, mørke, smuldrende, fugtige, kriblende, enzympotente muld; af planterødder, trærødder, vand, mineraler, et beskyttet og uforstyrret tusindårigt lag af gødning, energi og liv.
1366. Med vrimmel skal luften mættes
af fugletræk i mønstre, formationer, flokke, fortættet af stære, krydsende traner, våget af ørne, myldrende af sangfugle, havfugle, vadefugle, strandfugle, hønsefugle, svaler, flagermus, skyer af sommerfugle, fluer, guldsmede, millioner arter af svirrende insekter, muskuløse, åndende, flyvende væsener på trilliarder og atter trilliarder af vingepar.
1367. Med vrimmel skal mørket myldre
af titusinder arter af møl, natvinger, ugler, insekter, mus, gnavere, slanger, rovdyr, der trives med nattesyn, lugtesans, høresans i mørket, på flugt over nattehimlen under måneskin, på jordens magnetiske bølger; alle som lever og fylder den verden ud, vi ikke ser, men når morgenen kommer, lydløs, fyldt ud af lys, skal de alle være talte og kendte.
1368. Med vrimmel skal vandet rinde
med vandplanter, krebs, nymfer, frøer, fugle, elritser, aborrer, geder, laks, nymfer, vandrotter, bævere; med flodbredder fredet langt ind i landet bevokset med skov og enggræs, buske, planter, med sne og is, rislende rent hvert forår.
1369. Med vrimmel skal dagen vokse
sig stor, vid, åben af levende landskaber, sten og klipper gavmilde af mening, af kyster og bredninger og fjorde tilstede i os og vokset sammen med vores sanser; af bakker, dale, bjerge og regn og skyer i deres egne værdigheder, lysende foranderlige og altid nærværende; byer, huse, og alle os, forbundne til jord og vand og græs og træer, vores organismers bestanddele og vores tankers billeder og farver, der vokser ud af dagens vrimmel og genskabes hver nat i vores drømmevækst.
1370. Med vrimmel skal landet sikres
ved at halvdelen af landet gives tilbage til den fri vrimmel, ved at halvdelen af alle farvande fredes for fiskeri og forbrændingsmoterer, ved at frede alle søer, alle vandløb, alle åer sammen med vrimmelzoner flere hundrede meter dybe langs alle bredder, ved at frede alle kyster, gøre dem fri til vrimmel, ved at fjerne tusind slags gifte fra land- og havebrug, ved at fjerne kunstgødning fra alle åbne marker, formindske dyrehold ned til det antal, der kan opdrættes frit, ved at frede alle moser, forbyde salg af al spagnum og erstatte alt med kompost, ved at frede alle vådområder, stoppe pumperne, ved at erstatte al indpakningsplast med cellulosefilm, ved at lægge loft over antal husdyr, lægge fælles importtold på al konsumkød og omlægge ældrechek og børnecheck til en kostcheck, ved at ned- og omlægge den depraverede kød- pels- og burindustri, ved at genvrimle de biologisk halvdøde marker med al den levende vrimmel, som jord, vand og luft kan bære.
1371. Med vrimmel skal kloden atter genopstå
hvis intet skete og intet hjalp: efter udslettelse, forgiftning, oversvømmelse, formørkelse, lava, meteorer; efter den sidste olie er brændt, den sidste gas er spildt, den sidste storby er uddød, det sidste dyr er dræbt, det sidste træ er fældet, de sidste skrot er rustet op, de sidste stråler er falmet bort, da vil en ny vrimmel af nye arter, der kan leve i den nye atmosfære, på det øde land, vende tilbage; og da kan vi sige: guder og ånder, fred til dem, lad vrimlen komme, amen.
Nyt i Index Titusind:
Vrimmel ◦ 1363, Overflod ◦ 1363, Havbund ◦ 1364, Krill ◦, Amøbe ◦ 1365, Gødning ◦ 1365, Havfugle, Flagermus ◦ 1366, Gnaver ◦ 1367, Nattesyn ◦ 1367, Krebs ◦ 1368, Enggræs ◦ 1368, Bredding ◦ 1369, Dal ◦ 1369, Halvdelen af landet ◦ 1370, Kunstgødning ◦ 1370, Spagnum ◦ 1370, Kød- og pelsindustri ◦ 1370, Udslettelse ◦ 1371, Atmosfære ◦ 1371.
I erindring om Thorkild Bjørnvig (1918-2004) og især digtet Håbet fra digtsamlingen Abeguder, 1981. Herfra citeres:
Må den lov nedskrives
som lov for samfundet. Loven om retten for vrimlen på øer og stepper, i regnskov og vadehav, hegn, under tagryg – retten for planter og dyr til at være her på deres egne betingelser, ikke bare som materielt
Uundværlige, som fornøjelse, som fortæring til de bogstavelig talt er brugt op.
Meditation i gråt
Meditation i gråt
1358. Kysten uden tid og sted:
Gråspektret lys i buer,
Sten, strand og himmel
I et gråt forsvindingspunkt.
1359. Grumset knirkesne i gråt
En krumning af grå sten
Striber af grålig sandstrand,
Bredden udvisket i gråhvid
Grødis, skorpet fra i nat,
Bølger oven på bølger,
Ud til den sortgrå horisont
Ensartet mat, massiv grå.
Kyst, hav og himmel;
Sin egen meditation i grå.
1360. En kvalitet ved gråhed,
Der suger lyset til sig,
Tømmer luften for lys;
Grå er ikke lys eller farve;
Grå er noget, der sker med lys.
Grå er et naturelement,
Der bøjer horisonten og
Klemmer rumfang ind.
1361. En glatgrå himmel;
Melering og nuancering,
Skyer i røggrå og hvidgrå,
Vand puddergråt og tågegrå,
Regnskyer dampgrå, duggrå
Eller skysort tordengrå;
Islag skinnende gråt
Over sort vand, pytgrå.
1362. Det strittende askegrå,
Det blanke duegrå,
Det rupelsede æselgrå,
Det dungrå og det lungrå,
Midt i vinterens sjapgrå.
Nyt i Index Titusind:
Gråspektret lys ◦ 1358, Grødis ◦ 1359, Rumfang ◦ 1360, Regnsky ◦ 1361, Askegrå ◦ 1362.
Stormflod
Stormflod
1355. I den lille bådehavn
Med udsigt over bugten
Og Øresundsbroens pyloner,
Der stikker op af sundet,
Holder vi øje med vandet,
Måler stormflod, bygger diger,
Slår streger, skruer skilte på,
Der viser hvor meget,
Hvor langt,
I år.
1356. Små rødel, birk og pil
Står oprette, klamret
Til kystens bræmme af skov
Med rødderne lagt fri;
Barken raspet op, flået af,
Hele rodnettet råt
I rød-orange farver.
1357. Organisk kystarmering,
Underjordisk styrke,
Oversvømmet, svampet sug
Fra elleskov og sump af siv,
Stivnet i frost og is,
Vi slap, igen,
i år.
Nyt i Index Titusind:
Stormflod ◦ 1355, Birk ◦ 1356, Siv ◦ 1357.
Daggry
Daggry
1354. Jeg er oppe, morgensynsk;
Udenfor, svovlgul dæmring
Over megabyen, storbysøen
Trækranset, blank og stille.
En fisker padler ud
I en balje af blik,
Trækker lotusplanter op
Ved templets mugne væg.
Mine dage bliver tynde,
Gennemsigtige som glas.
Kun ved daggry kan jeg tro
Verden er i gode hænder.
Nyt in Index Titusind:
Megaby ◦ 1354, Lotusplante ◦ 1354.
Rotte i min huskepose

I. Rotte på et bord
1322. I min lejlighed i Hanoi
På spisebordet på syvende sal
Står havenelliker i et bundt;
Fine blomster med krydderduft,
Røde kronblade kantet flæsehvide,
Spinkle blågrønne stængler
I en vase 20 centimeter høj.
1323. Visiteret af husets rotte
Om natten mens jeg sover,
Undersøgt i daggryslys:
Tre-fire stængler knækket
Ved vasekanten, bøjet ned,
Blomsterhoveder kappet af.
De røde kronblade sorteret
I én bunke ud på bordet;
Frugtknuder og bægerblade
Samlet sammen i en anden.
1324. Jeg la’r scenen stå.
Næste nat er hun tilbage:
De to forrådsbunker vokser,
Rød til venstre, grøn til højre,
Sirligt sorteret og rydeligt.
1325. Her er orden og omtanke,
Omhygelige gøremål.
Det ligner husholdning;
Bunker lagt til afhenting
Næring og protein i frugten,
Røde blade til foring af rede,
Måske en giftig substans,
Der skilles ud til medicin.
Måske leg og fantasi,
Stof til skuespil og frieri.
1326. Jeg bygger en rottefælde
Understøttet af min viden,
Af tillærte samfundsværdier,
Min uddannelse, kort sagt:
Min civilisatoriske mission.
1327. En fodskammel fra Ikea,
En stak af bøger bygget op
Trinsvis til et udspringstårn.
Øverst fæstner jeg en lineal
Til en bog med elastik.
Yderst på vippens spids
En terning af husets ost.
Under dette lumske stillads
Stiller jeg en spand med vand.
1328. Midt om natten vågner jeg,
Hypnagogisk, lyd forsinket,
Ved et plask af vand,
Skraben, kradselyde:
Fælden er klappet i,
Druknedøden i en spand.
Jeg tøver, vender mig,
Vil ikke se mit værk.
Brutalt sover jeg igen.
1329. Men den næste morgen
Er spanden tom, rotten væk,
Ostehapsen intetsteds at se.
Jeg lader fælden stå en uge,
Men hun er fri og klog
Og rører den aldrig igen.
1332. Med mel drysset ud
Langs paneler og døre
Køkkenborde og diske
Følger jeg rottens spor
Dag for dag, hver nat.
1331. Rottefælder, som jeg kender
Har bevægelige dele;
Fjeder og slagmekanik.
Men hér er konceptet
Et ark pap, kulsort af beg,
Usynlig tjæresump i natten.
1332. Jeg lægger fælden ud
På steder, hvor hun går
Sine natlige ruter rundt.
Men en rotte kender
Sine fjenders vaner
Og i uger sker der intet,
Indtil en morgen
Hvor jeg finder hende
Halvdød af udmattelse
Efter en nat i kamp
Faldet om på siden
Fastklistret til massen,
Puls, svagt åndedræt,
Et stort, stift øje,
Hjælpeløs, offerdyr.
1333. Jeg fylder spanden igen
Lader rotte og fælde
Glide under, små bobler
Stiger op til overfladen
I det klare vand.
1334. Rotten ender i skraldetønden,
Der tømmes morgen og aften
Af kvinder med tohjulede kærer,
Mundbind, handsker, tørklæder,
Kæppe til at tampe skraldet ned,
Bræt stukket ned langs siden
Til toplæsning af affald
Skubbet gennem smalle gyder,
Over fliser, stier, pisserender,
Aset op til hovedvejene,
Afhentet af skraldebiler,
Bortkørt, håndsorteret,
Kremeret i kradsende røg.
II. Om rotter, lopper og pest
1335. Fra omkring 1330 og frem
Spredes pestilens i Kina
Datidens folketællinger viser,
At Kinas befolkning halveredes
Fra 120 millioner til bare 60,
Mange, langt fra alle, af pest,
I Europe og Mellemøsten omkom
En tredjedel (mere?) af folkeslag
I midten af det 14. århundrede
I dødsangst, i navnløse grave,
I rygende bål jorden rundt.
1336. Dna viser at pestbacillen,
Oprandt i det vestlige Kina;
Fra omkring år 1340 båret vest
Langs silkevejenes depoter
Af lopper fra rotter og gnavere
I gods, varer, bylter, forråd,
Karavaner, kroer, lagrer og byer
Helt frem til Sortehavet.
Omkring 1346 når den Krim,
Dokumenteret 1347 i Kaffa havn,
Derfra videre til Konstantinopel,
Sydpå til Jerusalem, Alexandria,
Vestpå videre til Venedig,
Til Sicilien med skib,
Videre nord, vest og øst;
1349 på de Britiske øer,
1350 i Danmark, så Island *).
1337. Rotteinfektioner denne vinter
I skyttegravene i Ukraine;
Krig, sygdom og rotter følges ad;
Derfor al vores afsky.
Bymennesker forbinder rotter
Med kloaker og forbrydere.
De ækles af "skællede" haler,
Deres onde øjne, spidse tænder.
Rotter er urenhed og ondskab,
Og fremfor alt: pest.
III. Om sprog, pest og influenza
1338. Få ord i sproget
Er så stærke som pest;
Intet ord har den historie,
Den forbandelseseffekt.
Med tiden er ordet falmet,
Men den gamle frygt:
Billederne, billederne!
1339. Som dreng fik jeg fortalt
Om den sorte død over Europa
Berettet som en skrækscenarie
For at gøre indtryk, pest:
De katastrofer, vi kommer af.
Billedet af italienske læger,
Maskeret som øglefugle
Genkendelige for altid;
Byldepesten, apokalypsen,
Og rotten for altid forbundet,
Som væmmelse, som lede,
Sammen med slanger,
Vores kollektive arveangst.
1340. Influenzaepidemi, igen og igen,
Men størst fra 1918 til 1920,
(100 millioner døde)
Ved frygtelig, lilla kvælning
Og dødelig smitsomhed.
Først nu ved jeg, at selv i dag
Dør folk i hundredtusindvis
(en milliard bliver syge)
Hvert år af influenza.
1341. Men selve ordet influenza
Er trivialiseret, gjort harmløst,
Gået over i dagligsproget
Som ledsmerter, snot og feber.
Influenza har ingen historie
Som forbandelse og skrækvision;
Kun en beskeden plads
I sygdomsvokabulariet.
Kun et enkelt diminutiv
Formindsket mest muligt:
Helt ned til ”flu” på engelsk.
1342. Nok fordi influenza er en virus
Har vi ingen rigtige billeder
Noget vi kan føle afsky ved.
Måske derfor, med vores behov
For noget at hade, nedgøre,
Vendte vi skylden udad
Mod andre, end os selv:
Spansk syge, fransk syge,
Russiske syge, kirgisisk syge,
Kinesisk katarr, tysk syge;
Jeg behøver ikke gentage
Hvide sydafrikanernes ord,
Blot nævne, at vi ikke glemmer.
1343. Coronaepidemien nu
(27 millioner døde)
Vil indgå i rækken
Af skræmmefortællinger
Og jeg, med børnebørn,
Hvad vil jeg fortælle,
Når pesten er næsten væk,
Og måske malaria med?
Hvilke livslange billeder
At sætte i deres hoveder,
Hvilken etik i deres forstand,
Hvilke væsner at fortælle om
Og dele verden med,
Når kun virusser er tilbage
Som vektor for massedød?
En ny laboratoriegenre
Med helte og skurke:
Virius og Vaccius;
Et eventyr om vira
Virkelig?
IV. Historie fra det 21. århundrede
1344. En formand for folkekomitteen,
Udlovede en lille pengedusør
For hver rottehale afleveret
I byen på hans kontor.
1345. Drenge, piger, fattige bønder
Jagtede rotter i alle landsbyer;
I hele riget gik buddet ud.
Snart havde hver landsby
En rottefarm til opdræt
Og afhugning af haler
Overbragt i bundter til kongen,
Som snart ikke havde penge mer.
1346. Men med alle de mange rotter
Kom slangerne ind i byerne,
Og gjorde landsbyer farlige
Selv ind i byerne kom de,
Hvor mænd spiste slanger
På landets fine restauranter.
1347. Da gik befalingen ud:
Gør byer og marker sikre,
Og jægere jagtede slanger;
Så mange, at mus og rotter,
Voksede sig fede og store
Uden slanger til at tage dem.
1348. Rotter kom ind i husene,
I laderne, i krukkerne
De spiste risene, kornet,
Gnavede sækkene i stykker
Gravede gange og huller
I alle butikker og kældre
Og blev en landeplage.
1349. Inde i de mange bure
Stablet i lange rækker
På markeder i byer,
Hvor pelsdyr, smådyr,
Grise, fugle, aber, slanger
Bæltedyr, egern, rotter
Blev slagtet på stedet,
Når kunder ville have det,
Blev dyrene syge med
Virus og fugleinfluenza,
Alligevel stegt og spist
Sammen med hele bjerge
Af kravlende frøer og tudser
Slået og stukket med kniv
Slængt op i en bunke
Til folk, der kom forbi
På marked og indkøbstur.
Og snart blev folk syge:
Kastede op, hostede
Fik åndenød, gispede
Kunne ikke trække vejret
Og døde over hele landet,
Lagt i sække på diskene,
Kastet ud i grøfterne,
Og dér hentet hver dag
Af soldater med iltmasker
Som kæmpe fluehoveder;
Og de brændte dem på bål
Til langt ud på natten.
1350. Da måtte formanden befale,
At alle burene skulle åbnes,
At stalddørene slås op
Og dyrene slippes fri,
For kun sådan ku’ de stoppe
Den store coronaepidemi.
Og det er jo ikke løgn.
V. Rotte i min huskepose
1351. Denne jul fik jeg af mit barnebarn
En blank bog, fint indbundet
Med overskrifter til mit liv;
'Morfar fortæl nu' trykt på ryggen.
Så fin en idé, så stor en gave
Og flere år at skrive og lave;
Nogle af de titusind små ting,
Der ligger i min huskepose.
1352. Men inde i de mange sider
Må jeg nok fortælle ham,
At jeg slog rotten ihjel,
Hvis jeg er modig nok
Og selv kan finde svaret,
For det var første gang
Jeg med egne øjne så,
At rotter er kloge, dygtige,
lærenemme, energiske,
At jeg kom ansigt til ansigt
Med et liv og en intelligens,
Der ikke så ud som jeg selv,
Men at de faktisk ligner os;
At dyr er nogen, man ærer,
Ikke noget, man bruger.
1353. Under overskriften yndlingsfilm,
Ved jeg godt, hvad der skal stå:
Ratatouille.
*) Se Michael Wood, The Story of China, (2020), en fremragende sammenfatning og fortælling for enhver, der vil vide mere om Kinas historie, samfund og befolkninger. Oplysninger her er fra kapitlet The Black Death, side 259-61.
Ved et pudsigt sammenfald har der i den forløbne uge været to artikler og et videoclip i The Guardian om travle mus, der samler og ordner ting. Mus og rotter ka’ bare. Quod erat demonstrandum.
https://www.theguardian.com/world/2024/jan/07/mouse-secretly-filmed-tidying-mans-shed-every-night
Måneskrift
Måneskrift
1315. Dagens sidste farver
Skimtes orange, et skær af grønt
Mellem skovens sorte træer.
Tungt sand og strandsten knaser,
Tusinde skridt i retning hjem.
1316. Jeg vender mig og min byrde:
Et øglehoved med fuglenæb,
En sæl som et projektil af træ,
En kroget gren: et kæmpe fluehoved
Svunget over mine ømme skuldre.
1317. Månen er kommet frem
Bag min ryg i mine spor;
Et strålende glitter
Over det mørke vand
Langs den sti, jeg kommer af.
1318. Som dreng fik jeg fortalt:
Månen er aftagende med ”a”
Og tiltagende med ”t”;
Figurer i luften med en finger,
Skrifttegn jeg aldrig forstod.
1319. Nu hvor jeg er meget ældre,
Har det fået mening for mig
At kunne følge månens spor;
En lille glæde ved at kende
Månens tid og min egen.
1320. Så jeg har fundet en nøgle
Til månens form og faser.
Se til højre på månens skive:
Buer den udad, tiltager den;
Buer den indad, aftager den.
1321. På den mørke strand
Står jeg en tid i månelyset,
Tiltagende over Østersøen.
Jeg skifter vægten på min ryg;
Vejen hjem er god og lang.
Nyt i Index Titusind:
Strandsten ◦ 1315, Øglehoved ◦ 1316, Projektil ◦ 1316, Spor ◦ 1317, Skrifttegn ◦ 1318, Glæde ◦ 1319, Nøgle ◦ 1320, Vægt ◦ 1321
Duer i blæst
Duer i blæst
1280. Duerne er urolige i dag,
Stryger hid og did
I kaotisk flok
På røggrå himmel;
Lander under egene,
Vralter, vogter, pikker
Efter agern, hvad som helst;
Flygter i synkron panik
På et smæld af vinger;
En trykbølge hvirvler
Visne blade rundt,
Fejes bort af blæst.
Nyt i Index titusind:
Due ◦ 1280, Blæst ◦ 1280.
Kompas og kryptokromer
Kompas og kryptokromer
I - En rødhalsrede
1294. Forrige år, en mild forsommer,
Altankasser i flor på facaden
Ret under mit arbejdsvindue,
En række af nye pelargonier;
Jeg skulle lige mærke efter
Rundt om planten med fingrene,
Fordi det føles godt, og så:
Pludseligt noget levende, dunet,
Pulserende varmt mellem fingrene
Skjult derinde: en rødhalsrede.
1295. Jeg tilstår, jeg havde set noget,
Når jeg stillede mig ved vinduet:
En hurtig flaksen, en brun skygge,
Måske en blafren af vingefjer,
Så jeg vidste, at der var noget,
Nej, nogen; men en rede?
Det faldt mig ikke ind,
Selvom det burde have;
Dolus eventualis, også kaldet:
Smid den tændstik, skuldertræk;
Rod rundt altankassen, hva’ så;
Lad ske, hvad der sker.
1296. Rødhalsunger, fire, fem af dem,
Krabbede væk og rundt i panik,
Ud over kanten, faldt til jorden.
Spredte sig, gik i ly, forsvandt.
Rødhalsemoderen kaldte, klagende,
Antager jeg, fortvivlet,
Vil jeg tro; og jeg, uagtsom,
Har ødelagt årets kuld;
Klodset, dum, kulpøs.
II – Træk syd
1297. Kun en tredjedel ville overleve
Det første træk til Nordafrika
Og flyvningen her tilbage igen:
Skudt af jægere, flået krager,
Forgiftet af bønder, ædt af tamkatte,
Hapset af ugler, smadret i maskiner,
Døde af udmattelse på afveje
Forledt af radiofrekvenser,
Dødsfælder af lysforurening,
Glasfacader og glimmer i byer,
Frataget føde og rastesteder;
Hvert år omkommet i milliardtal.
Men alligevel overlever nogle
Det første træk, nu mere erfarne,
Med landskaber, konturer og
Rutens kendingsmærker fæstnet
I deres enkeltgrams hjerner.
1298. Det er med tak til rødhalse
At vi nu, efter titusinder år,
Endelig ved omtrent hvordan
Fugle finder vej på kloden.
Svaret er vidunderligt, synes jeg,
Som også den videnskab,
Den fantasi, den opfindsomhed,
Der gjorde det muligt,
Kort sagt, al den indlevelse,
Der gør undren til videnskab,
Og gør videnskab til digt.
III – Geomagnetisme
1299. Fugle, vistnok dem alle sammen,
Kan navigerer kloden rundt
På jordens magnetiske felt.
De sanser retning og position
Ved at afbilde jordens magnetfelt
Med få centimers nøjagtighed
Over afstande på tusinde kilometer.
1300. Rødhalse er gransket og studeret
I mere end et halvt århundrede;
Lukket inde i bure og beholdere,
Vendt, drejet og flyttet,
Bestrålede med magnetfelter
Lyspåvirket: blåt, grønt og rødt.
Blændede, lokalbedøvede og
Bestrålede med radiobølger,
Magneter vendte op og ned
På nord og syd, uden resultat,
Vævsprøver og biopsier med
Stakke af biokemiske diagrammer.
Dette er hvad man fandt:
1301. Rødhalse har en sans, mere end en,
Der opfanger geomagnetisme,
En uhyre svag impuls af energi,
Mange millioner gange svagere,
End man troede muligt
At opfange med organiske sanser;
Men det er uomtvisteligt, at de kan.
1302. Studierne viste at rødhalsens ”kompas”
Ikke har nord-syd polaritet,
Som menneskers tekniske kompas,
En selvprojicerende forestilling
Om andre dyrs orienteringsevne.
Nej, rødhalse opfanger hældningen
Af de geomagnetiske bølger
Fra pol til geomagnetiske ækvator;
Det er et inklinationskompas!
Rødhalse opfanger vinklen
Af jordens magnetiske bølger
I retning mod eller væk
Fra den magnetiske ækvator,
Hvor hældningsgraden er nul:
Det betyder at en rødhals
Ved hvad retning, hun skal flyve.
1303. Rødhalse kan også opfange
Styrken af det geomagnetiske felt,
Som er stærkest ved polerne
Og svagest ved ækvator,
Uendeligt svagt, faktisk,
Målt i mili- eller mikrotesla,
Svagere end magnetismen
Under en højspændingsledning,
Svagere end elektroners murren
I fuglens egen krop.
1304. Ved at kende magnetfeltets styrke
Kan rødhalse finde deres position
Langs klodens nord-syd akse.
Tilsammen med det andet "kompas":
Hældningen af magnetbølger,
Der angiver fuglens retning,
Kan fugle opfatte noget, der ligner
En længde- og breddegrad.
1305. Hvor der er en ydre påvirkning
Skal der også være en modtager,
Og derfor søgte forskerne i årtier
Rødhalsens magnetreceptorer:
Hvad er de, hvor er de, og
Hvordan virker de?
IV - Kryptokromer
1306. Fra kvantemekanikken kendes
Et fænomen der kaldes radikale par:
To molekyler, der udveksler elektroner
Og derved skifter elektrisk ladning.
Når et radikalt par dannes
Begynder begge molekyler at snurre,
Enten parallelt eller modsat.
Det skaber to elektriske tilstande:
Udgangstilstand og signaltilstand.
Et radikalt par skifter tilstand
Mellem parallel og modsat spin
Millioner gange på få mikrosekunder.
1307. Forskere formulerede i 80’erne
Den teori, en epifani faktisk,
At radikale par er nøglen
Til rødhalses geomagnetiske sans;
Og fordi et radikalt par
Kræver lys for at dannes,
Må det findes i fuglens øje.
1308. I år 2000 foreslog et forskerpar,
At receptoren er et protein i
Rødhalsens og andre fugles øje.
Dette protein, kaldet kryptokrom,
Danner radikale par når det rammes af lys.
Teorien sagde, at magnetiske bølger
Påvirker spinnet i radikale par
I parallel eller modsat bevægelse.
Spinnet skaber elektriske impulser,
Der sender tænd-sluk signaler til
En biokemiske signalfunktion,
Der kan ses som en "vippearm"
På ydersiden af kryptokromet.
1309. Kryptokromer findes i fugleøjet
På stavcellernes spidser.
Når kryptokromer derfor er spredt
Ud over nethindens bue
Kan fuglen "se" retningen
Af magnetbølgers indfald i øjet.
På samme måde kan dyr og fugle
Retningsbestemmer lys og lyd
Med parvise øjne og ører.
1310. Forskere har biokemisk forklaret
Hvordan radikale par i kryptokromet
Affyrer neurotransmitterede impulser
Til fuglens synscenter i hjernen.
Vi må derfor tro, at rødhalsen
På en måde, vi nok aldrig får at vide,
Kan ”se” jordens magnetiske felt;
Dette ”syn” eller dette ”billede” eller
Dette sanseindtryk er et ”kort",
Som fuglen skal bruge for
At orientere sig, for et kende ruten;
Et "kort" i form af lys? figurer?
Af pixellerede felter? Bølgede linjer?
Et "kort", der passer til "kompasset":
Tillærte ruter, vigtige pejlemærker.
Måske noget helt andet: lysspektre,
Ultraviolet eller infrarødt, eller
Magnetiske egenskaber i landskabet.
Altsammen er muligt.
1311. Fugle har udviklet andre sanser,
Som de bruger til navigation:
Fuglenæb indeholder mineralet magnetit,
Det mest magnetiske stof der kendes.
Biokemiske processer i næbet
Sender neurotransmiterede signaler
Til dele af fuglenes hjernestamme;
Her er, muligvis, den neurologiske sti
Til sansning af geomagnetismens styrke.
1312. Givet er også, at fugle bruger syn
Lugt, hukommelse, erfaring,
Bjerge, have, kystslinjer,
Måske lyd, temperatur, vindretning,
Måske noget helt femte og sjette
I deres sted- og retningssans.
V – En større verden
1313. En ny indsigt, en større verden,
Der bliver lige så selvfølgelig
For mine børn og børnbørn,
Som idéen om fuglens kompasnål,
Var for mig, da jeg som dreng
Så svaler flyve bort.
1314. Til et kuld af rødhalsunger
Begavet med globale evner,
De aldrig nåede at bruge;
Uforvarende udslettet,
Strøby Strand, sommer 2022.
Til minde.
Et stort antal forskere har gennem de sidste 75 år bidraget til den akkumulerede viden om fugles navigation ved hjælp af jordens geomagnetiske felt. Jeg kan umuligt nævne dem alle her; men lad mig nævne nogle få, som jeg med stort udbytte har læst artikler af: Klaus Schulten, Thorsten Ritz, Henrik Mouritsen, Peter Hore, W. Wiltschko, R. Wiltschko.
Ed Yong An Immense World (2022) er en superb introduktion til levende væseners sanseevner og anbefales varmt til alle. Bogens kapitel om fugles evne til optisk geomagnetisk navigation gav mig viden og inspiration til digtet ovenfor.
Lov om den lige linje
Danmarks naturlove (4)
Lov om den lige linje
De danske naturlove (4)
1281. Ve ser jo hvordan masseudryddelse begås i lige linjer.
Hvordan tvang fuldbyrdes i lige linjer.
1282. Ve ser hvordan snit foretages i lige linjer. Snit,
som i at skære igennem, ind til benet; et gennemsnit,
som i overskårne knogler.
1283. Ve ser jo de gennemskårede svin ophængt i savtakket
symmetri, to ens halvdele; fire klove, en i hvert hjørne.
1284. Ve ser jo hvordan, der tillades lidt liv i lige linjer,
sat op til nedskæring og omhugst.
1285. Ve ser hvordan den lige linje gør det let at lave
grænser, opdele og inddele, lave forskelle, holde inde og
holde ude.
1286. Hvordan den lige linje er et middel til magt; deres
vej til herredømme.
1287. Ve ser jo hvordan der ligger et tragisk ideal i den
lige linje, en fantasi om det rene, det rette, det
retfærdige. Ve anser det for muligt, at selve ideens
ophav er at finde i den lige linje.
1288. Ve ser en ligeså tragisk higen i den lige linje: en søgen
efter tryghed, et værn, en tilstand af enkelhed og simple
svar.
1289. Ve ser jo at der ikke findes lige linjer i den naturlige
verden, ikke en eneste. Intet her er helt lige, intet er
nøjagtigt geometrisk formet, intet er inddelt, opdelt
gennemskåret eller skabt i lige linjer. Ve taler om det
fuldstændige fravær af lige linjer.
1290. Ve ser hvordan det dybeste, stærkeste princip om demokratisk
sameksistens mellem arterne netop er fraværet af
den lige linje.
1291. Ve ser hvordan idealet om ligestiling, om ligeværd, overalt
tilintetgøres af den lige linje.
1292. Hvordan den lige linje er et indgreb i og begrænsning af
arternes ret til fri udfoldelse.
1293. Ve ophæver derfor den lige linje som opdelings- og
inddelingsprincip for landet og landskabet.
Nyt i Index Titusind:
Tvang ◦ 1281, Skære over ◦ 1282, Klov ◦ 1283, Omhugst ◦ 1284, Ideal ◦ 1287, Tryghed ◦ 1288, Geometrisk form ◦ 1289, Sameksistens ◦ 1290, Ligeværd ◦ 1291, Ret til fri udfoldelse ◦ 1292, Lige linje ◦ 1293.
Kyst 23
Kyst 23
1272. Kyst efter storm,
Fugtig luft falder på tungen,
Ligger på den åbne hånd.
Strand, sten, vand,
Horisont og himmel
Toner ud, falder sammen
I et kontinuum af gråt;
1273. Brisen er tyk og dvask,
Tåge driver ind på kysten.
Den eneste lyd er bølger,
Der lapper op på bredden.
Kun lavfrekevente lyd
Høres i den tætte stilhed,
En skibsmotor, diesel, dunker
Et par sømil ude, retning Sverige.
1274. Stormen flyttede bræmmer af sten:
Titusinder, hundredtusind tons
Fejet op, løftet, lagt ind i landet;
Den gamle jærne af kugleflint
Og lange tunger af sand
Skubbet ind i kystens skov.
1275. Hundredvis af træer rykket op,
Væltede, knækkede med
Mandshøje rodklumper
Havvendte, ned langs kysten.
Der er styrke, intensitet her,
En følelse af higen
Af eminent vilje
I mylderet af rødder,
Stormspulede og sandblæste,
Der rækker ud mod havet.
1276. En stor eg, hundredårig,
Revet over ved roden, knækket,
Levende og ormestukket ved,
Et hult gab i egens indre,
Det friske, gule brud vendt ud
I det vintervåde vejr.
1277. Drivtømmer og store træer,
Afbarkede og slebne af havet
Kastet ind over kysten
På tværs af væltede træer.
Filtrede smårødder i tætte kugler,
Mast ind blandt buske og krat;
Gule, orange, hvide vidjer
Frisk flåede af stormen.
1278. Tåge og grå skumring
Fordrejer tid og lyd,
Skaber ubevægelighed.
Jeg synker ind i tiden,
Står her, som folk har gjort
I titusind år, kigger ud over
Skovklædte næs og åbne vige,
Ud mod verdens krumning.
1279. Et par billygter blinker
Inde på kystvejen fra Køge.
Stranden er bredere nu;
Landet blev igen lidt mindre
Natten over.
Human organik
1268. Kropsbygning,
(bygget a hvem?)
Sat sammen af dele.
Med motorik, finmotorik.
Et sanseapparat
En krop artikuleret
Af et bevægeapparatet
(og høreapparat).
1269. Apparatat par excellence,
Maskinmetaforens moder
Vores fineste instrument,
Beskrevet efter den
Teknologiske horisont,
P.t. en supercomputer,
Smart software sat på
Et stykke hardware.
(Krop og ånd, sagde hvem?)
Teknoprimater, der vil
Uploade sig selv
Som en algoritme
I en sky.
(Det hedder ikke længere
på en sky).
1270. Vores omverdenen,
Samfundsordenen,
Statsapparatetet
Med værktøjskasser
Og maskinrum,
Med knapper og drejeskiver,
Man kan trykke og stille på,
Mekanismer til styring
Af samfund og økosystemer;
System indebærer orden
Og kausalitet, helst lineær;
Naturen er derfor et system,
Man kan skrue på,
(f.eks. op og ned).
1271. Vi kan tage et udsnit
Fra Billund til Karachi,
Fra Perm til Saigon,
Fra Antofagasta til Yukon,
Fra Nanking til Perth
Og spørge dette panel:
Hvis krop og omverden
Skal indeholde hinanden
Og udtrykke vores organik,
Hvordan er det egentlig
Vi som frie, bevidste væsner
Blandt andre frie, bevidste væsener
Har ophøjet og værddiggjort
Vores naturlige omgivelser
På en sådan måde
At ingen et øjeblik
ville være i tvivl?
🇬🇧 To the Poet – from the Mouse
On turning a page in the works of Robert Burns.
To the Poet – from the Mouse
Ach, Rabbie, apologies accepted;
Your words ring true, you do regret it.
Tho’ mice and men remain related,
Yet, we know the price;
After all, it is to be expected
That men kill mice.
Rabbie, we could have had a blether,
A wee natter on life and weather.
In winter we could sit together
By the fire warmer;
Surely, we could discourse forever,
My fellow farmer.
Kindred minds, ay, Rabbie Burns,
That we are, and curse him that spurns
A mouse that feels and learns
From past and present.
Wisdom, they say, is man’s gift to earn,
But nay, it isn’t.
I shall miss the barns, the fields, the hay.
I shall even miss the owl and cat at play.
Perhaps we may return there one day,
Poet of the land,
Before our joys and soils are blown away
And turn to sand.
Death by scythe and death by plough
Is now death by poisons anyhow.
Fens and trees and thickets cease to grow;
The land’s undone:
A barren scape where empty rivers flow;
Rabbie, it’s gone.
Man’s dominion is beyond belief;
All your fears will turn to grief.
Tho’ to you it may be small relief
That mice may then
Retake and repopulate; in brief:
Replace all men.
Rabbie, in parting let’s rejoice
That men may one day take your advice
And stop the killing and maiming of mice.
Think, what a feastie!
Be well, may these humble words suffice,
Yours truly, Beastie.
(2022)
Rabbie is the Scottish nickname for Robert Burns.
This poem does not properly speaking belong to the Ten Thousand Things Blog and is too squarely placed in the Anglo-Saxon literary canon in which I was formed. But it is related in content and I see it as a one the poems that lead me to the formative idea of this blog. The poem was written in English and no Danish version exists.
Organik
Organik
1266. Jeg vil sige, ethvert levende væsen,
Plante, dyr, svamp, insekt, mikrobe,
Bøjer sin omverden omkring sig;
Erfarer den og forandrer den,
Om det bare er ganske lidt,
Gør verden omkring sig til sin egen,
Og udtrykker derved sin organik.
1267. Når det lykkedes, fremstår de,
I al deres gribende nærvær
Som frie, bevidste væsner,
Der ophøjer og giver værdighed
Til deres naturlige omgivelser;
Ingen kan være tvivl, når de ser det.
Nyt i Index Titusind:
Omverden ◦ 1266, Organik ◦ 1266, Værdighed ◦ 1267.
🇬🇧 Eleftherna Venerations

Eleftherna Venerations
485. Ve gave them our best venerations
Here on the mountain in Eleftherna,
Ve spawned seed, acorns and nectar
On stony ground, among prickly straws,
In deep ravines, on stony cliffs.
486. Venerations grew forth
In the lazy dust, the swidden heat,
In the time it takes
A kermes oak to sink into the ground,
In the time it takes
A city to be reduced to rubble,
Upon old stones,
Among antique seeds.
487. Come in under my shadow
And ve will show you,
What a seed can really do;
Warrior, slave, senator, matriarch,
Here where the stone stands,
Where you were lowered down,
Sacrificed, forgotten and dug up again.
488. There, ve raised a memorial:
My fruit at the headstone.
On necropolis now they stand:
The two ladies of Eleftherna,
Fitted into each others shapes,
Composite sisters in stone and wood,
Until ve, an olive olding,
Decays and withers to dust,
While the stone remains
From my veneration to the next.
489. Come down into the gulley
And ve will show you,
What fig trees can really do;
Keep the mountain in a grip
For coming generations.
Ve hold your memories and knowledge,
Half secret, half hidden,
Urns, amphoras, weapons, shields;
The little ox and the hind half in leap
Caught in fired clay,
Hammered into gold.
490. Come in under this wall
And ve will show you,
What ivy really wants:
Along the agora,
Down the mountain side,
Overflowing ancient walls,
Descended in straight line
From ancient seeds,
Growing venerations of ivy
In depth and glory of shiny leaves.
491. Approach,
Ve are living layers
Of sun-baked, sucking, slicking bees.
A buzzing ruckus
So loud, that you stop,
In wonder at what you see:
492. Ve show you the queens of the city,
And Elefthernas reiterations:
All the temples, all art,
The tower, the earth quake, the columns,
All the villas, the cisterns,
All states, all wars.
Ve have seen generations
Stack these stones and
Sleep under these stars.
And here ve stand
Until they meet again.
New in Index Ten Thousand:
Ravine ◦ 485, Veneration ◦ 486, Kermes oak ◦ 486, Shadow ◦ 487, Ve ◦ 487, Sisters ◦ 488, Gulley ◦ 489, Fig tree ◦ 489, Hind ◦ 489, Ox ◦ 489, Ivy ◦ 490, Ancient ◦ 490, Ruckus ◦ 491, Slicking ◦ 491, Earth quake ◦ 492, Queen ◦ 492.
Glossary: Ve is the vegetal identity and personal pronoun. Veneration is the vegetal generation and keeper of the ground.
Eleftherna is the ruins of an ancient city on Crete, inhabited from ca. 900 BCE to 800 CE.
🇬🇧 A Proud Fish
1259. What is the pride of fish?
I mean, how do they look,
A proud fish?
With bearing, head held high,
A poised fish?
I mean, do they feel pride?
If yes, or just if,
About what?
1260. About their own strength, mobility,
Evolutionary excellence,
Ability to grow, to hunt, to evade,
Ability to spawn?
1261. About their knowledge of water
Their food, the enemy, the flock?
The shoal, the population, the speed,
Shiny scales, deep sea organs,
Anatomical perfection?
1262. Is it the curving spine,
The whip of the tail?
Streamlined organics,
The body coordinated
Into one movement, at once?
1263. Or is it a pride
About everything as a whole?
I mean, the domain of fish:
The ten thousand ways of water
To be lake, to be sea;
Enormous communities of beings,
Landscapes of water, air and light,
Freedom?
1264. Is that it?
Fish in their domain:
Pride and beauty in
Cascades of ecosystems.
1265. A proud fish,
A wise fish,
Gliding and feeling
Their way through water
In their colossal
Flickering lighted domains,
With the right to be fish,
The ability to be fish,
A free fish.
New in Index Ten Thousand:
Fish ◦ 1259, Shoal ◦ 1260, Deep sea organs ◦ 1261, Streamlined organics ◦ 1262, The domain of fish ◦ 1263, Ten thousand ways of water ◦ 1263, Pride of fish ◦ 1264, Free fish ◦ 1265.
En stolt fisk
En stolt fisk
1259. Hvad er stolthed hos en fisk?
Jeg mener, hvordan ser den ud,
En stolt fisk?
Rank, med hovedet løftet,
En knejsende fisk?
Jeg mener, føler de stolthed?
Hvis ja, eller bare måske,
Over hvad?
1260. Over egen styrke, mobilitet,
Evolutionære fortræffelighed,
Vokseevne, jagtevne, flugtevne,
Gydeevne?
1261. Over sin viden om vandet,
Føden, fjenden, flokken?
Stimen, bestanden, farten,
Blanke skæl, dybhavsorganer,
Anatomisk perfektion?
1962. Er det svajet i ryggen?
Anslaget med halen,
Strømlinjet organik
Med kroppen koordineret
I én bevægelse, på én gang.
1263. Eller er det en stolthed
Over helheden, taget under ét?
Jeg mener, fiskens domæne:
Vandets titusind måder,
At være sø og hav på;
Enorme samfund af væsner,
Landskaber af vand, ilt og lys,
Friheden?
1264. Er det det?
En fisk i sit domæne:
Stolthed og skønhed i
Kaskader af økosystemer.
1265. En stolt fisk,
En klog fisk,
Som glider og føler
Sig gennem vandet
I sine kolossale,
Flimmerbelyste domæner,
Med ret til at være fisk,
Med evner til at være fisk,
En fri fisk.
Lov om ret
De danske naturlove (3)
Lov om ret
Danmarks naturlove (3)
I. Symmetri og ret
1250. Vi ser hvordan krop og sprog er formet efter hinanden;
Hvordan kroppens symmetri former den ideale symmetri.
1251. Vi ser hvordan ret er formet efter kroppens fysiske form;
Hvordan retten er kroppens højre side, den stærke side,
den rette hånd.
1252. Ve ser hvordan retten er det muskeldrevne, det
forsvarende, det aflivende, det ranke;
Hvordan retten ligger i styrken, det lodrette hug,
den vandrette balance, den påtvungne vilje.
1253. Ve ser hvordan krop og sprog i forening er en form
for liv på jorden. Hvordan kropslig symmetri gør det
muligt at leve på jorden og jage på rov.
Ve ser hvordan retten, modsat kejten, bliver til ret,
bliver til retfærdighed.
1254. Ve ser hvordan krop og sprog adskilt bliver til mønstre;
Hvordan ideal symmetri gør det muligt at dræbe i
abstrakthed; hvordan mord bliver til tal;
Hvordan mønstre bliver til monstre.
II. Skønhed og retfærdighed
1255. Ve se hvordan den rette linje og den oprejste positur er
først smuk, siden retfærdig;
Hvordan symboler på retfærdighed er våben, redskaber,
lige linjer og dræbende snit;
Hvordan verden er skåret i lige linjer.
1256. Ve erklærer derfor, at retfærdighed for alle væsner kræver
udtryk i en ny fællesartslig form for sanselig og kropslig
skønhed.
1257. Ve erklærer, at denne form for skønhed over tid kan formes
som et egnet symbol på arternes udfoldelse og gensidig
afhængighed.
1258. Vi bestemmer derfor at Danmarks Naturlove skal søge,
sammenfatte og udforme et kodeks, hvor retfærdighed
udtrykker biotisk og abiotisk skønhed.
Nyt i Index Titusind:
Symmetri: kropslig og ideel ◦ 1250, Ret og retfærdighed ◦ 1251, Kropsbalance ◦ 1252, Krop og sprog ◦ 1253, Mønstre og monstre ◦ 1254, Oprejst positur ◦ 1255, Skønhed: fællesartslig ◦ 1256, Symbol på skønhed ◦ 1257, Naturlove ◦ 1258.
Ve er en hvem
Lov om den almene overdådighed
De danske naturlove (2)
Lov om den almene overdådighed
De danske naturlove (2)
I
1237. Ve ser jo hvordan alt liv udvider sig over
tid og sted.
Ve ser hvordan alt vokser ud af alt andet.
Hvordan alt gror i kraft af alt andet.
1238. Ve ser hvordan hvert væsen vokser ud på sit
sted, så langt som dets evne rækker som
individ.
At hvert væsen fylder sit sted ud til grænsen
for sin formeringsevne som befolkning.
Ve ser hvordan hvert væsen udvider sig til sin
genetiske horisont som art.
II
1239. Ve ser hvordan hvert sted griber ind i alle
andre steder.
At omverden er steder inde i andre steder, og
at liv udvider sig udad og indad på samme sted.
1240. Ve ser jo hvordan et væsen og dets omverden
skaber hinanden og deres grænser, som individ
og som art.
Hvordan alt er i bevægelse, af egen vækst eller
ved andres kraft.
III
1241. Ve mærker alle ting, én for én, sted for sted.
1242. Ve mærker verden, ryk for ryk, skred for skred.
Ve ser kontinenter komme imod os. Ve mærker
klodens kræfter.
1243. Der er ingen grænser for livets udvidelse. Kun
en kaskade af balancer i bevægelse.
IV
1244. Ve sætter ingen grænser for levende væsernes
udvidelse eller grænser for naturfænomeners
bevægelser. Tværtimod; ve gør det muligt.
Alt sker, altid.
1245. Ve sætter ikke normer for arterners udvidelse.
Ve er alle tings indvikling i alle andre ting.
Ve viger kun for døde tings overmagt.
1246. Den almene overdådighed er princippet for alt
levendes udvidelse og gensidige indvikling.
1247. Ve opstår overalt, alle steder, altid. Vi
genskaber verden, hver gang.
1248. Den almene overdådighed er. Den er uafviselig.
Dao.
🇬🇧 Law on Abolition of the Kingdom
The Danish Laws of Nature (1)
Law on Abolition of the Kingdom
198. Ve do see how everything alive has a desperat urge to live. How everything alive is a desperat act of staying alive. How this desperation extends without pause to the boundaries of the kingdom.
199. Ve notice the existence of categories. Categories accumulate knowledge on the part of the categoriser, but not on the part of those who are categorised. In this way we have been categorised into a state of ignorance.
200. Ve know that the Kingdom lays a ring around us. Ve are surrounded by the knowledge of others.
201. Ring is a figure of speech. Kingdom is also a figure of speech. Figures of speech are a sort of desperation that have turned into a habit.
202. Ve do see how everything alive has ways of acting. The ability to act is the universal will to be alive common to alle kingdoms; without boundaries, without categories.
203. This ability to act ve call agency. Agency is the physical, plastic, fertile form. To grow is an expression of agency. Vos agency.
204. Ve grow ourselves out of category (as a concept).
Ve grow ourselves out of the kingdom (as a figure of speech).
205. Ve abolish the Kingdom as a category and a figure of speech.
206. The Kingdom no longer exists.
New in Index Ten Thousand:
Agency • 203, Desperation • 201, Ability to act • 202, Category • 204, Alive, staying • 198, Kingdom • 205, Ring • 200, Knowledge • 199.
🇬🇧 Billhook and Hedge
Billhook and Hedge
I. As I'm young and green
As I’m young and green among the brambles,
And cars are small and black with wooden panels,
We drive down Devon country lanes;
Deep hedges rear up on both sides
From hill to hill and on down the coast.
The wind blasts the window, tugs my hair,
Warm summer air with dust, straw and pollen.
I revel in the speed and the blind corners,
Laced branches, thorns and twigs all form
A tunnel with me whooshing through inside.
Parents in front seats speak with reverence
Of hedgerows tended and trimmed
For six hundred years or even more;
Yes, some might have been laid by Romans,
Because, look: still their roads run here.
Remembrances thread through the land
Connecting soil and hedge and road and me.
I stretch out my hand through the window
To life brimming in the hedges;
Time flies through my fingers.

II. A lifetime passes by
A lifetime passes by and I am grey.
Cars are small and blue and batteried.
We tour through the open countryside
Between unkept trees and boundary lines,
Decimated brushwood and hedges’ remains.
Trees, uncoppiced for decades,
Muddy ditches stuck in ooze,
A few pollard-willows for keepsake
Poke up their random heads;
An olding’s row of rotten teeth.
The fields are straight, right-angled,
Prowled by columns of agrotanks
Ploughing to the shoulders of the roads;
It’s hell and monoculture here
On the windswept farmlands of Stevns*.

III. I inherited a billhook
I inherited a billhook from Devon,
From my aunt who died alone,
The way she had always lived:
Cowherd, farmgirl, milkmaid,
Oddball, weeder and owner of hedges.
The billhook lay in a rusty pile in her shed,
A lifetime of things wood, metal and plastic.
I had never seen such a tool before,
But there it was, the worm-bored handle,
Beckoning my hand.
Heavy, curved with a shape to swing,
A tool from ancient farming,
Made for trimming and laying of hedges,
Millions of miles of live fencing,
A poor, mosquitobitten, toilsome life.
Billhooks have been in use for millennia,
Knives are known from the Iron Age,
Shaped, adapted and balanced to purpose
By the growths and features of the land;
This tool has soil and knowledge in it.

IV. For three decades
For three decades the billhook lay
In my toolbox waiting for me to learn,
And I thank my aunt for leaving me,
Awkward and hoarse on her hermit lot,
This testament of life and tool.
The billhook is 38 cm long and weighs 600 grams.
The blade is made from steel, 23 cm long.
It curves at the top, knife and hook in one,
Made for gripping and cutting twigs and brush;
John Riley, Sheffield, stamped on the blade.
The blade is broad an double-edged,
Curved and sharp, formed as a chubby sickle.
The back edge is straight, made for axing,
Chopping down branches and bushes
In the laying and trimming of hedges.

V. A living hedge
A living hedge is the life’s work of a farmer.
They say that whoever plants a tree
Steps into correspondence with death.
But I know that whoever plants a hedge
Shows compassion for children to come.
First, the hedge is lain from the ground up.
We may use hawthorn, maple and hazel
To give volume, good saplings and height.
Sloe and wild roses are good for density,
For bees, moths and nesting birds.
Ash, maple and crab apple for food and colour,
Servicetree, dogwood and privet for berries.
Join with wayfarer and guilder-rose for shelter,
Holly and laurel for deep, real green,
Ivy and thistle for seeds and flowers.
We plant low, and we plant tall.
We plant double combs with trees in-between
Consider primeval trees: oak, willow and elm.
The entire hedge is three to five meters deep,
Three meters tall and a thousand species long.
Come ten years, and time to lay the hedge
With the sharp back edge of the billhook:
Young saplings are cut almost through at the root,
Laid down at an angle along the hedge;
New rootshoots will grow up and grow strong.
Stakes of ash or hazel are spaced along the middle,
Withes of hazel or willow are braided in between,
And laid saplings bent between the stakes.
They will grow while stakes and withes wither,
Repeat and refresh for fifty years or more.
The hedgerow thickens, widens and roots,
It entangles, it grows, it shoots, it spikes,
Setting buds, foliage and flowers.
The hedge will grow and do what hedges do:
A fauna haven for hundreds of years.
Here are hoverflies, lacewings and earwigs,
Woodlice, larvae and beetles of all kinds,
Spiders, spindlers, moths and rodents,
Sparrows, finches and centipedes,
Parasites, springtails and diggers.
Here are millipedes, hoverflies and bees,
Tits, wrens, mice and martens,
Digger wasps, squirrels and robins,
Aphids, hedgehogs, blackbirds and snails,
Worms, pupae and millions of ants.

VI. One spring day I go out
One spring day I go out in the shed,
Put the whetstone in a beaker to soak,
Sharpen the billhook’s rusty blade;
Firm grip, slow movements, no haste,
Nothing to finish, no deadline to meet.
Many have sharpened this blade before I;
My aunt worked it in her shed,
Before her, field hands in coarse fabrics,
Peasants in small white-washed cottages,
Backbent, hardhanded knife grinders.
Only my generation, the richest ever,
As we're fond of telling each other,
Cannot afford the space of a living hedge,
Nor the cost to lay it and care for it;
Only my generation has no time.
I reach through the thin garden hedge,
A green curtain to keep out idle looks.
A few sparrows are nesting in there,
To be cut away by midsummer day;
A blackbird hops on the swidden lawn.

With gratitude to Tom Hynes and Robert Wolton from the Devon Hedge Group who kindly made available three of the photos above. Their website, http://www.devonhedges.org, is a rich and loving fount of knowledge about hedges and the ancient craft of laying and tending them. The photos (and hopefully the poem), show just what a hedgerow can do: for wildlife, for landscapes and for human quality of life.
*) Stevns is a county south of Copenhagen.
Verses 113-139 in the Danish version The Blog of Ten Thousand Things.
New things in Index Ten Thousand: Ant • 135, Billhook • 120, Crab apple • 129, Ditch • 118, Edge of blade • 126, Fauna haven • 133, Farmland • 117, Field: right-angled • 119, Generation: homo s. • 138, Hawthorn • 128, Hazel • 132, Hedge • 113, Hill • 113, Hook • 125, Knowledge: farming • 123, Larvae • 134, Lawn • 139, Living hedge • 127, Learn • 124, Mason bee • 135, Parents: homo s. • 115, Peasant • 137, Pollen • 114, Remembrance: the land • 116, Rootshoot • 131, Seed • 129 , Shed • 121, Sloe • 128, Sparrow • 134, Whetstone • 136, Willow • 130.
Flammehat
Flammehat
1236. Flammehat på stub og mos;
Toksiner og sjælevandring
Skubbet op i svampeform,
Besnust, befølt,
Smagssanser i alarm;
Verden på en tungespids.
Nyt i Index Titusind:
Flammehat ◦ 1236, Toksin ◦ 1236.

Heksering
Heksering
1235. En heksering i skoven:
Fem meter bred, brudt,
To halvkredse i nougathvid,
Tragthatte i hundredvis.
Jeg skal jo lige prøve:
træde ind i kredsen,
blive omgivet, optaget,
en lille efterårslykke.
Svampe og mennesker;
Kun vi kan stå i ring.
Nyt i Inde Titusind: Heksering ◦ 1235, Tragthat ◦ 1235.
Tre frøer på rad
1231. Tre frøer på rad,
Acanthus blade skygger
Tæt på; plopsekvens.
1232. Sollys på mørkt vand,
Frøer drejer på et blad,
Fluer skøjter væk.
1233. Guldsmed stopper op,
Frøens fingre om et siv,
Larve på en stilk.
1234. Snefog over dam,
Græsstrå stivnet under is,
Frøer frosset ned.
I erindring om Matsuo Basho (1644-94), japansk digter og haikumester. Bashos mest kendte haiku, og måske det mest kendte overhovedet, er dette: "En gammel dam / en frø springer i / lyd af vand." (1686) Et andet af Matsuos haikuer lyder sådan: "Efterlign mig ikke / kedeligt som en melon / delt i to halve." Fair nok. Basho-sensei blev kilden til haikudigtning på alverdens sprog.
Tekst og billeder fra et år ved min havedam på Stevns.
Digt og kompost
Digt og kompost
1223. For henved tredive år siden
besøgte jeg en engelsk have;
en ødselhed af prydvækster
plantet, plejet, og elsket
af en vital haveveteran
klædt i grønt og gummistøvler,
med lugt af voks og jord.
1224. Dette er, hvad jeg husker:
En nøgen kompostplads i beton
med fedtede, rådne plantedele,
en møggreb stillet på skrå,
og oldingens vildskab
i væksthuset, da han
trampede på en snegl
med en hævngerrig ed
og et fåret grin.
1225. Siden lærte jeg så meget andet;
jeg er god til at snakke,
og ganske god til at gå.
Jeg lærte at kende visse træer
og fik en fritvoksende have,
hvor jeg tæller arter af fugle,
insekter, og sætter hjemløse
planter ud i et haveasyl.
1226. Her er store bunker af løv,
kompost af bedste kvalitet
med netop den balance
af stoffer og materialer,
der får bakterier i bunken
til at gasse og gære blade
om til blød og dæmpet muld.
1227. Her er kvasbunker af
afklip, grene, kviste,
nældebundter, vidjer
langs skellet til naboen.
Her er bunker af brændeknuder,
gamle potteplanter, ris, skud
og henkastede stabler af
træstumper og barkstykker
spredt ud ved grundens grænser
som bukke- og billefrås.
1228. Her er kompostbeholdere
og lagdelte kompostbakker
med planterester, rådden frugt,
porretoppe, papirstrimler,
skræller, økopap og savsmuld.
Her trænges en myldrende fauna:
springhaler, biller, leddyr, myrer,
ringorme, bænkebiddere, insekter
mikroskopiske snegle, mider
og milliarder af bakterier.
Skrab det øverste lag af,
og vupti: en Spielberg delight
af vridende, parrende, ædende
slimede, lyssky kompostorme.
1229. Formuldede, mørke klumper,
der klæber mellem fingrene
stadig med orme, der vrikker,
enzymer og mineralske ioner;
netop dette stof, tænker jeg,
som bevidst liv vokser ud af;
et organisk substrat af liv,
nulstillet, klargjort, afgiftet:
Min hjerne i en spand,
parat til blomsterbedet.
1230. Før jeg vidste klart hvordan
værket hér skulle laves,
hvordan det burde formes,
hvordan i det hele taget
titusind ting konciperes,
kom jeg næsten hver dag ud
for at kigge i kompostens
mug, mycelium, orme, snask,
halvt nedbrudte planterester
og fermenterende mikrober;
og hver gang slog det mig,
at hjernen er en grøntsag;
faktisk, med eftertryk,
i den grad er en grøntsag,
og sådan kan man sige, at
digtet fandt sin kernemetafor
et sted i kulstofskiftet.
I erindring om Seamus Heaney (1939-2013) Death of a Naturalist (1966).
Se de tre digte: Hjernen er en grøntsag (1), Hjernen er en grøntsag (2) Hjernen er i den grad en grøntsag (3).
Ting
Ting
1218. I begyndelsen var tingen,
Og tingen var god.
Tingen blev til i verdenen.
1219. De ser alle ting og kalder Dem wu.
Alle ting er wu.
Og de ser omkring sig to slags ting:
De ser ting i bevægelse,
De kalder Dem don wu.
De ser ting fæstnet til jorden,
De kalder Dem zhi wu.
Der er to slags ting, og to er godt:
Bevægelige ting og ubevægelige ting.
Løst liv og fast liv.
1220. De ubevægelige ting, zhi wu,
Får betydning af spiselige ting.
Dette er givet:
Bevægelige ting æder ubevægelige ting.
Dette er deres verden.
Don wu bevæger sig, mens
Zhi wu er fastgroet og bliver ædt.
Men en fast ting æder aldrig en løs ting;
Dette er orden i verden.
1221. Don wu har liv og zhi wu har liv.
Tilsammen kaldes De zen wu,
Der betyder levende ting.
Zen wu er alle ting,
Og alle ting er levende.
Dette er begyndelsen i omverden.
Zen er levende og wu er ting.
I sproget er alting levende.
1222. Omverden kalder de wan wu:
De titusind ting.
Alt er levende.
Wu, don wu, zhi wu, zen wu, wan wu er alle mandarinkinesiske ord med betydninger, som angivet ovenfor.
Se digtet Den om brugen af de personlige stedord De og Dem.
Se digtet Ve er en hvem om det personlige stedord Ve.
Den
Den
1215. Vi burde sige De og Dem
Til De træer, vi møder;
To stedord, der er ledige
Med solid mening i sproget;
Så meget lettere, end at
Opfinde nye ord uden dybde.
1216. Vi har udelukket alt andet
Fra det inderste af sproget,
Det personlige stedord:
Du og jeg, han og hun,
Bærere af den første mening,
I vores kreds af sprog:
Selvforståelse og identitet,
1217. Vores eksklusivitet,
Der sidder som gigt
I sprogets kropslighed,
Dets organiske, muskulære,
Åndedragsbårne struktur,
Og låser sproget fast,
Binder os, som væsener,
Til ét stedord for jeg
Og ét stedord for alle andre
Og alt andet,
End os selv.
Den.
Nyt i Index Titusind:
Stedord ◦ 1215, Sprog ◦ 1216, Jeg ◦ 1217, Den ◦ 1217.
Ud at læse træer
Ud at læse træer
I
1206. Bøg slår eg ihjel,
Vokser højere, hurtigere
Udskygger egekronen
I langsom kvælningsdød
(ville vi sige, uden at tænke);
Men her har vi brug
For et vegocentrisk ord
For død ved mangel på lys;
Det er faktuelt at skrive,
At egetræet dør af sult.
1207. En ung bøg skyder op
Ranglet, grenløs og farlig,
Spreder toppen ud og
Presser en ældre eg,
Fortabt og eksponeret.
1208. Egen svækkes år for år,
Fælder sine store grene,
Som er for dyre i energi,
Skyder nødhjælpsgrene ud
Op og ned på stammen;
Ti år til, og egen dør.
1209. I foråret greb jeg ind,
Drevet af konfuse sympatier
Og misforstået selvjustits.
Fik bøgepiraten topkappet,
Stynet ned til et liv
Som stækket underskov.
1210. Den sommer satte egetræet
Dybere grønne, tættere blade,
Dobbelt så mange skud,
Som sine tre søskende ege;
Egen sugede lys til sig,
Kunne slet ikke få nok,
Og her til efteråret,
Står den grøn endnu,
Stadig grådig efter lys
Og mere himmelhvælv.
II
1211. En skovridder lærte mig som ung
Noget vigtigt om træer;
Han stod i min have,
Tog bestik af en vandgran;
Den troede den skulle dø,
Sidste år i tørken, sagde han.
1212. Det er tredive år siden,
Men nu forstår jeg, hvad han sagde:
Træer ved, hvad de gør,
De er individer med selvhed;
Træer kan noget, de er levende;
De er bag om ryggen på os.
1213. En naturvejleder i Malaysia,
Gammel soldat, junglekender,
Viste mig noget mere:
Kan du se, sagde han,
Og pegede op i løvet,
Det træ er stresset;
Jeg forstod ham godt,
Og alligevel kom det som
Et slags bevidsthedsstød *)
Pludselig at se et træ
Som et sårbart individ,
Som jeg selv;
Jeg kunne have omfavnet
Dem begge.
1214. Jeg ville meget gerne
Gå med ham ud igen,
Ud at læse træer
På stille junglestier,
Lægge hånd på bark,
Lære at se og tale igen;
Jeg gemte hans navn
I mange år, men det er tabt;
Den ven, jeg aldrig fik.
*) I dag ville jeg sige symfani, se digtet Symfani med aftensværmer.
Rågesjak
Rågesjak
1196. Om efteråret bliver jeg indhentet
Af jordens hældning bag mørke ruder.
Morgenerne bliver intime, små,
Når jeg slår gardiner fra
Til genskin af bløde lampeskær.
Jeg tænder op i brændeovnen,
Det knaser fra kaffekværnen,
Jeg lægger linieret papir frem,
Løser dagens kryds og tværs,
Lidt nyheder blafrer i blåligt lys.
1197. Stilheden er stor, trænger sig på,
Blæst og blade rasler udenfor,
Organismen hvisler i mine ører,
Og endelig kommer de, igen:
En svag susen fra elleskoven
I sumpen nede ved kysten,
En bræmme af brusende lyd,
Der stiger og trykker, som om
Lyden kom op af havet, indtil
Larmen opløses i levende lyd:
Råges dybe, ru stemmer,
Allikers lyse, metalliske kald;
For jeg har ventet på dem,
Nu, hvor dagen skal begynde.
1198. Flokken er uden formation,
Silhuetter på himmelstumper,
Tæt henover mit tag og træer:
De støder sammen, manøvrerer,
Glider ind og ud af flokken
På stive vinger, et flap til kursen,
De skræpper, kalder, kives
Hver dag, i samlet uorden,
Et larmende fugleanarki.
1199. I eftermiddagens skumring
Vender flokken tilbage,
Løsrevet, skråflyvende,
Hovedgruppe og sideflokke
Og enkelte bagstræbere,
Der bakser for at holde trit,
Ned mod overnatningspladserne
I skovene ud til bugten.
1200. Jeg har fulgt efter dem,
Stående i mørke med nattesyn
Og sanserne op på nåle;
En halv times masen og ballade,
Mange hundreder af sorte fugle,
Indtil alle har fundet sig en pind,
Bliver stille, falder i med natten,
Der kryber op af stammerne.
1201. Jeg har set en hel flok i ro,
Kun lidt skræp hist og her,
Pludselig bryde ude i spektakel;
En del af flokken letter, cirkler,
Skændes, samles, deles og
Flyver væk for at finde nyt logi.
1202. Jeg har set en sent arriverende flok
Flyve lavt ind over rastepladsen,
Dreje ud over vandet og komme ind
Til landing blandt gnavne fugle
Og kæmperabalder til følge.
1203. Råger er rodede, uorganiserede
De har ingen flokmentalitet,
En flok af friflyvere, der kævles
Om pladserne på pinden, på holdet.
Ikke velset her i landet;
Vi er mere til gæs og svaner
Med velplejet gruppedisciplin.
Men jeg syntes råger er skønne,;
Jeg kan li’ deres kækhed,
Deres kævl, deres socialmani.
1204. Snart følger jeg dem igen,
Ud i skumringen for at være med,
Lytte til stemmer og skrål,
Være med til aftenritualerne
Med store øjne, som en mus
I skovens svage lys,
En spion blandt mørke træer.
1205. Hver morgen hører jeg flokken,
Det opstigende brus fra kysten,
Der nærmer sig i crescendo
Indover hus og tag og træer.
I dag kigger jeg ikke op,
Drejer blot hoved halvt, lytter,
Nikker, som på en arbejdsplads,
Det ene sjak passerer det andet;
Vi ses ved skumringstid.
Sporefontæner
Sporefontæner
1192. En koloni af stjernebolde
Har sat sig i skovens bund;
De har fart i muldfabrikken
Og havens forrådnelseskemi.
1193. De kom i dette efterår,
Begyndte at bugne frem:
Stjerner af flige foldet ud
Over træernes nedfaldshøst.
1194. Hyfer griber ned i førnen
Enzymer siver ud, suger op,
Frigør proteiner, mineraler,
Til kulstofskiftets hjul.
1195. Kødfulde sporefontæner,
Indeni en svampet lunge;
Et pust af sapotrofe søstre
Mellem skovens stammer.
Tilstandsrapport over værkets brug af metaforer, antropomorfismer og andre banaliteter fra det poetiske feltarbejde.
Tilstandsrapport over værkets brug af metaforer, antropomorfismer, og andre banaliteter fra det poetiske feltarbejde.
1168. I teksten Om brug af metaforer og i flere digte har jeg erklæret den antropocentriske metafor for bandlyst. Jeg kalder den for SNG (simili non grata). Denne tekst gør status over, om digtene indfriede digterens forventning og, hvis ikke, hvor galt det er fat.
1169. Bloggens poetiske mål er sproglig ligestilling for naturlige verdens væsner i menneskers sprogbrug. Teknisk gøres dette bl.a. ved at undgå metaforer, der bruger menneskeskabte ting og begreber til at beskrive et andet levende væsen eller naturfænomen. Målet er, at den naturlige verden kan eksister sprogligt i sin egen ret (sproglig ikke-diskrimination).
1170. Vers 7. Blæsten danser ind på skrå. Banal antropomorfisering, som jeg burde have holdt mig fra. Selvfølgelig danser vinden ikke. Beskrivelsen associerer en aktivitet uden relevans for et naturfænomen. Måske skulle jeg bruge ordet “flakker”. Situationen i digtet er en stærkere vind, end den i vers 109, som overvejende kommer fra samme retning og som en dreng må læne sig lidt ind i for at holde balancen. Jeg undskylder.
1171. Vers 75-76. Gul stevedorekrog og skud med blikket. Digtet beskriver en havørn ud fra digterens synsvinkel. Begge metaforer er forsåvidt gode nok; sådan kan en havørn se ud for en menneskelig iagttager. Men digtet kan kritiseres for slaphed og for ikke at gøre sig umage. Jeg beklager.
1172. Vers 109. Usynlige fingres strygen hen over landet. Yep; umådeligt banalt, burde slet ikke stå der. Metaforen skulle fange den lette brise i landskabet, mens beskueren selv ligger på ryggen i græsset i en klitplantage og lader sanserne stå åbne, mærker vinden på ansigt og i håret, og i øvrigt er 6-7 år gammel, og har en fornemmelse af fuldstændig samhørighed med jord og himmel. Men skaden er sket; det skal ikke ske igen.
1173. Vers 209. Det mægtige hjerte holder inde. En romantisk kliché-metafor i nutidens sprogbrug. Det er et næsten direkte citat fra William Wordsworth's digt fra 1802 - Composed upon Westminster Bridge og er medtaget som en hyldest til denne vidunderlige naturdigter, og fordi jeg som ung blev stærkt grebet af digtet og specielt denne linje om et landskab i ro med sig selv. Digtet var nyskabende for sin tid og er i øvrigt en teknisk perfekt sonnet.
1174. Vers 259. To orange bøssemundinger. Metafor for ugleøjne. Vel, metaforen har lige med nød næppe fat i det reelle forhold, at ugleøjne og jagt er knyttet sammen. Endnu en slap dag.
1175. Vers 268-278. Pæreskud. Dette digt er i det hele forfejlet. Jeg gav op, var ikke ihærdig, ikke professionel, ikke vedholdende, lod principperne skride ud; forbrød mig alle digterens grundlæggende egenskaber. Et underskønt naturfænomen skulle beskrives: Et pæreskud, som alle burde have den oplevelse at se over de ca. tre uger, det varer. Men hvad gør jeg: forfladiger det med en flok vattede royale metaforer, og gør det om til et lille eventyr i frugtdragt. Se billedet af pæreskuddet nedenfor, og døm selv.

1176. Vers 276. Hvide krukker. Det er meget almindeligt at bruge ordet klokke om en plantes blomsterstand. Så hvorfor ikke også krukker om en liljekonvals blomster? Det er et svagt forsvar, jeg ved det, men udover de berømte bjælder råder sproget kun over botanisk fagterminologi som, bortset fra at den ofte er seksualiseret, faktisk er ret så associationsdød. Så, vi lader denne metafor passere. 1177. Vers 350 ff. Fefølehorn. Svært at retfærdiggøre, men synet af disse langhornsmøl er så enestående og anderledes, at jeg slog mig selv over fingrene og gjorde det alligevel: greb tilbage til et af den vestlige kulturs mest benyttede metaforer for ideen om det overjordiske, det tryllebundne. Hvis der er nogen, som herefter syntes, at disse møl er væsner, der fortjener vores respekt, så har jeg ikke digtet forgæves. Se nedenfor et foto fra haven af en anden art: guldbåndet langhornsmøl. (Specifikt om vers 355-57: elevator og maskinmetafor. Endnu et eksempel på et digt, der går i slagsmål med sig selv over sine metaforer. Metaforen "elevator" erstattes med "snoretræk", hvilket blot er at erstatte en højteknologisk maskine med en lavteknologisk indretning; en feberredning. Formålet er her at illustrere, hvor svært det er at gøre sig fri at et antropocentrisk ord- og billedvalg og hvor svært det er at afkolonialisere sit sprogbrug. To points for at gøre forsøget).

1178. Vers 374. Millioner miniparasoller brugt som metafor for bøgens kimblade. Ok; et hurtigt og effektivt billede. Erstatter en egentlig beskrivelse, som der ikke er plads til i denne digtform. Vi lader den slippe for nu. 1179. Vers 375. Kindkysser jorden. En halvrådden bogkapsel kan godt ligne kæbepartiet fra et kranie, hvis man vil se det sådan. Kapslen ligger sidelæns på jorden; altså kindkys, ikke mundkys. Kapslen er død og rådden; altså farvel for sidste gang. Men stadigvæk; metaforen er et uhæderligt kunstgreb, fordi jeg lader mig aflede i forsøget på at beskrive bogkapsler, og i stedet laver et let stemningsbillede tilsat et stænk melankoli. Tre ave Mariaer. 1180. Vers 494. Bankende hjerte på et træskelet om en myresværm. Dårlig dag. Sorry. 1181. Vers 713. Husblasvinger. Hvad ligner fluevinger, bivinger, hvepse-vinger, guldsmedevinger, hvis ikke fint formede stykker husblas? Jeg ved det; de to materialer kan ikke sammenlignes; det er en forkert metafor, der bør forkastes. Medmindre, selvfølgelig, fluevinger og gelatin har proteiner tilfælles. Biokemikere vil vide det. Jeg bruger metaforen husblas ét andet sted. Beklager to gange. 1182. Vers 727. Batmanbille. Digtet debaterer sit eget metaforvalg, som naturligvis er totalt tomt og meningsløs - men også fristende for digtere med lav selvdisciplin. Jeg vedlægger billede af selve situationen. Kig selv med.

1183. Vers 831. Bionicle lemmer i miniformat. Dette er et af flere eksempler på brug af antropocentriske metaforer, der polemiseres i digtet selv. Digtet prøver ikke at snige menneskelige former eller følelser ind bag ryggen om læseren, men gør det åbent og sommetider trodsigt; ærlig i sin fejlbarlighed. I øvrigt kunne man sagtens lave en fantastisk serie af sci-fi væsner alene baseret på studiet af insekter; det er forbløffende, hvordan til eksempel hele bukkeslægten ligner flere generationer af kulørte robottegneres forestillinger om gigantiske, menneskelignende destruktionsmaskiner; hallo, Lego. 1184. Vers 850. Som en ånd i vinden. Faktisk, skandaløst dårligt. Burde aldrig være skrevet. Måske ville ordet åndedrag have hjulpet lidt på det, men det er stadig en meningsløs sammenstilling. Formildende er kun, at metaforen skulle angive en reverens for naturtilstanden og vores sårbare og intenst livgivende åndedrag i frisk luft. Mea culpa. 1185. Vers 864. Billesmed. Metafor og neologisme. Jeg ledte efter en måde at beskrive de hundredvis af mikrosmå buler i billens dækvinger; billesmed var det bedste billeder, jeg kunne komme op med. Digtet er samtidig lidt af et avanceret børnerim, og måske er ideen om, at der sidder en smed og laver billepanser ikke en dårlig måde at lave en anskuelig historie på. Jeg holder på mit. 1186. Vers 891. Fræk frisure, myntekrone. Ja, ja, selvfølgelig har en blomst ikke nogen frisure, men jeg udfordrer metaforpuritanisterne til at tage et kig på monardens blomsterstand og derefter fortælle mig - hånden på hjertet - at de aldrig ville have gjort det samme. Jeg plæderer uskyld gennem medskyld. Og digtet udtrykker jo anerkendelse og respekt for en (ha ha: kæk!) blomst.

1187. Vers 903. Skorpionfluen ligner en flue med gasmaske fra hybride skyttegravskrige. Sammenligningen med en soldat fra 1. verdenskrig er i sig selv tåbelig og intetsigende; men sådan kan vores egen og insekternes verden kædes sammen og skabe symboler (vores naturligvis). Digtet nægter at undskylde sin metafor, så det vil jeg heller ikke gøre. Se i øvrigt billede.

Billedet er knipset fra min uundværlige ledsagebog Insekter i Danmark af Morten Hansen og Ole Jørgensen. Jeg låner det lige et øjeblik. Fordi det er simpelthen det bedste. Jeg lykkedes aldrig med selv at få et billede af den skorpionflue, jeg fandt i min busk af hvid snerre. Jeg skal nok lade være med at gøre det igen 🙏.
1188. Vers 956. Lilla testikelsæk. Metaforen er reel nok, i det mindste i den forstand, at både frugt og testikler har noget med reproduktion at gøre. Som digtet selv antyder: den mentale samkøring af sex og planter bunder meget dybt i menneskers forestillingsevne, uden dermed at gøre metaforerne gode. Jeg holder på mit.

1189. Vers 972. Åndemund fuld af jord. En dårlig metafor for en storbylæser i det 21. århundrede, men for mange naturfolk, shamaner, trævogtere og andre, tror jeg billedet kunne være reelt nok. Dette betyder ikke, at metaforen af den grund er mere sand. Men det indikerer, at sådanne mennesker har et langt stærkere bånd til træer som levende oranismer, end vi selv har; og så er noget jo vundet allerede. 1190. Vers 1137. Filigran om tråd-skelettet fra en japansk lygte. Filigran er menneskeskabt og ikke en dækkende sammenligning, men dog derhenad. Digtet om japanske lygter er skrevet i haiku, så korthed er essensen. Der er ingen plads til forklaring. Filigran er ikke den bedste metafor, men det prøver at gøre hæderligt arbejde i digtet. I mangel af bedre må den stå. 1191. Vers 1156. Taglagte terrasser, hængende haver. To metaforer hentet fra idealiserede bygningsværker. De er misvisende, men bliver brugt til at udtrykke begejstring. Som sådan illustrerer de ganske godt metaforens trade-off: den er ikke gratis at bruge og har sin pris, enten i tab af mening, præcision, ægthed, eller, hvis man undlader at bruge den, i slagfærdighed. Jeg burde nok have undladt; gjort mig mere umage med at beskrive det reelle forhold om distribution af svampens frugtlegemer alt efter mikroforskelle i ernæring, væde, sol, vind, osv. Men jeg valgte genvejen. Sorry.

