“People and plants have in them particles of light that can become coherent, that can radiate out physically …” Mei-mei Bersenbrugge
3089. Min tidlige barndoms mest lysende plante min planteerfaring over dem alle, kodriveren den hulkravede, slankstilkede smørgult klasede med den filtede dybgrønne roset af mønstrede tykke blade, sartgrøn stilk, rank, glat og bladløs, behængt med skærme i hvidgrønne foderaler til den tandede blomst, det orangebestrøgede svælg kun synligt liggende på maven.
3090. Smørblomsten havde gyldent genskin under vore hager i varmt solskær, men kodriveren lyste selv op som form hver gang jeg traf den i skoven, i grøfterne, de gulknappede blomsterrør, der gav mig denne intense indsigt, at hver plet jord og håndfuld luft er fyldt ud til randen af ting, som det støv, kun børn kan se, gemt i lommer, æsker og øjeceller.
3091. For omkring fem år siden i en drænkanal traf jeg en stand af kodrivere ikke set siden barndommens indviede steder, men den samme hjertehop af glæde ved gensynet og opgravning i skumringen af to klumper i strid mod ordens- reglementet, der nu begge spirer frem hvert forår, deres gule tænder, deres fingerkys i luften, der sender os et kemisk skud vegamin, som et biologisk bevis på at åbenbaring kan komme til os i form af en grøntsag, der er fuldstændig virkelig hver gang.
Nyt i Index Titusind Kodriver ◦ 3089, Skærm ◦ 3089, Blomsterrør ◦ 3090, Støv ◦ 3090, Drænkanal ◦ 3091, Hjertehop ◦ 3091.