Animistisk mini-leksikon for ord og begreber, der optræder i bloggen.
De fleste opslagsord – eller deres tillagte betydning – har alene poetisk sandhedsværdi. Det bliver de ikke mindre sande af – kun mindre anerkendte. Henvisninger til andre udgivne kilder forekommer jævnligt.
Poetikonet bygger på ordlisten fra økofiktionen Liff – blandet kor for plantestemmer, 2021.
Dér, dér - Henviser til elementer af en urtid, der er fælles for alle levende væsener. Dér, dér er tilstede i arvemassen og kan opleves som urgammel oprindelse eller i form af arkevegalier, men er for det meste uerkendt. Hos mennesker kan dér, dér opleves som en forhøjet (eksistentiel) opmærksomhed omkring naturlige processer og fænomener og i en fornemmelse af samhørighed med andre livsformer. Elementer af dér, dér er derfor en nødvendig forudsætning for enhver samtale på tværs af artsskel. Andre stimuli kan fremkalde oplevelsen af dér, dér, eksempelvis stofskifte, vejrtrækning, fødesøgning, farveopfattelse og visse sanselige indtryk af betydning for fornemmelsen af selvet, især berøring og lugt.