Animistisk mini-leksikon for ord og begreber, der optræder i bloggen.
De fleste opslagsord – eller deres tillagte betydning – har alene poetisk sandhedsværdi. Det bliver de ikke mindre sande af – kun mindre anerkendte. Henvisninger til andre udgivne kilder forekommer jævnligt.
Poetikonet bygger på ordlisten fra økofiktionen Liff – blandet kor for plantestemmer, 2021.
Ken - Planters pårørende og andre slægtsforhold, udvidet familiekreds og nærtstående arter. Bruges også om en mangfoldighed af køn inden for samme art. Sammenlign engelsk kin = slægt; hollandsk kunna = køn; oldn. kenna= at kende; oldn. kyn = køn; skotsk/nordengelsk ken = kende.
Krudturt - Krudturt - er betegnelsen for det, der i menneskeverden kaldes ukrudt. Ordet udtrykker en anerkendelse af den ofte eksplosive vokseevne, som disse planter kan opvise. Ordet ukrudt er udtryk for et antropcentrisk syn på planter, der vokser det "forkerte" sted, det "forkerte" tidspunkt. Ukrudt optræder uden undtagelse i ruderater, dvs. på jord, der er forstyrret af menneskelig aktivitet og hvor den naturlige flora/fauna er ude af balance. Invasive arter er et særtilfælde af krudturter, som i øvrigt botanisk og naturhistorisk kan være meget svære at bestemme (er de indbragte, indslæbte, invandrere, forvildede, osv ?) Ordet krudturt blev først anvendt i teksten Liff - blandet kor af plantestemmer ... fra 2021 ; se afsnittet Krudturt. En fin og oplysende ukrudtshistorie er bogen Weeds af den engelske forfatter og botaniker Richard Mabey.