Forårssol over frostsprængte marker
Årets småtider nr. 7.
3006. Marts har altid været
den brutale måned,
Konturløst land med lidt rest
af liv fra forrige års
Konditionering og præparering;
3007. Uden biomasse til kvalificeret brydning
Af den indkommende forårssols
strontiumoptimerede
stråler procesført ind over maskinelt optrukne
maskinfurer
i jordskorpen;
3008. Krystalliseret og aktiveret
som toksisk frisson
Til lidt fotosyntese i milliarder af
klonede frø med coating
af omnicider.
3009. Sært sådan at se solen stråle
muligvis manipuleret
I hvert fald uden modspil
koldeksploderet ud over
det af gammel vane, mest af
sproglig tilvænning
arkaisk
kaldet en mark;
3010. En kemisk opkvalificeret afgrødeflade
i den hvide forårsmorgen af
solsprængte iskrystaller i giftgelering
At forstå sådan, at rimfrost
nu til dags
i afledt sprøjtemiddeleffekt,
Tror jeg,
er muteret til gummimembran
Trukket ud over jorden,
biologisk set
Nu næppe i live,
i klinisk forstand
kun afsyrede korn af mineraler
kittet sammen
af hvid substans;
3011. En kemisk skorpe
over
et teknisk mindstekvantum
Af fotosyntetisk reaktiv
gødningshungrende, substansafhængig
cellestruktur.
3012. Avl af roer
til sukker og ensilage
én gang om året
For hvilke en analyse af duelighed og
kvalitet som bioindikatorer
entydigt peger på nytteværdi
tenderende mod nul
For slutprodukt herunder procesfremstilling
og andre afledte omkostninger
som helhed;
3013. Mens resten af året, braklagt,
bortset fra at brak
betyder regenerering,
Men her er ingenting;
bare brakløs solitude
En brutal morgen i marts;
3014. Med forårssol over frostsprængt mark
i lydløs eksplosion
af koldt lys
Ud over fladskabets
perfekt ensformige og formålsrettede
i sin essens udramatiske,
stiltiende
snigende
nådesløse
tomhed.
Nyt i Index Titusind:
Måned ◦ 3006, Jordskorpe ◦ 3007, Krystaller ◦ 3008, Mark ◦ 3009, Rimfrost ◦ 3010, Substans ◦ 3010, Cellestruktur ◦ 3011, Sukker ◦ 3012, Morgen ◦ 3013, Morgen ◦ 3013, Frostsprængning ◦ 3014.
Aurora ♀
Aurora ♀
Årets småtid nr. 9
2878. Aurorahunnen har et forsvarsferomon
Som forårets kønneste sommersmåfugl
Med et skud fra bagkroppens peberpatron.
2879. Hvis andre hunner er på skruk invasion,
På den blomst hun har udvalgt til æggeskjul,
Har aurorahunnen et forsvarsferomon.
2880. Møder hun en han proppet med kønshormon
Flagrende på jagt i orangefarvet cool,
Får han et skud med bagkroppens peberpatron.
2881. Larven er genetisk sennepsolie-immun,
Mod værsplanters kemi i løgkarse og kål,
Aurorahunnen har et forsvarsferomon.
2882. Ser hun en han stresse rundt i parringskanon
Efter fjams fra sommerhavens jomfru-pool,
Får han et skud med bagkroppens peberpatron.
2883. Hendes metode for at genoprette roen
Er klassisk og evolutionær old school;
Aurorahunnen har et forsvarsferomon
Med et skud fra bagkroppens peberpatron.
Nyt i Index Titusind:
Aurorasommerfugl ◦ 2878, Æggeskjul ◦ 2879, Kønshormon ◦ 2880, Løgkarse ◦ 2881, Bagkrop ◦ 2882, Feromon ◦ 2883.
Frostblæste enge
Frostblæste enge
Årets småtid nr. 2
2874. Kystvandring i hundespor,
Strandsti op i nord;
En sivskov rasler hult,
Vandløb under pladeis,
2875. Sol over frostblæste enge
I hvidt og stivnet land;
En mørk og hærdet jord
Mikrofauna i celleflor.
2876. Nøgne træer, birk og æble,
Frostfri bark- og saftstruktur;
Knopper i sorte kapsler,
Pergament af plantefedt.
2877. Vilde gæs i tynde kiler,
Ridt på klodemagnetisme;
Sagte, sagte nu, mens
Kosmos vender sig.
Nyt i Index Titusind:
Sivskov ◦ 2874, Mikrofauna ◦ 2875, Plantefedt ◦ 2876, Vilde gæs ◦ 2877.
Se også: Årets småtider
Havis horisont
Havis horisont
Årets småtid nr. 72
2861. Den sidste nordiske småtid,
Året i en håndfuld bleget lys;
2862. Vores strenge, hvide overflod,
Grødis stivner, knuget vintertid;
2863. Landet synker sammen, trykket
Af vind og frossent flyveskum;
2864. Havis åbent ud mod kiming,
Lydløs sol i strålestik;
2865. Varmer øjenlåg, luner hjernen,
Lubrikerer knogled, et cellekys;
2866. Få skridt ud til havs,
Jeg står, formindsket igen;
2867. En isblå lysning åbner sig,
Foråret derude kender mig.
Nyt i Index Titusind:
Lys ◦ 2861, Grødis ◦ 2862, Vind ◦ 2863, Havis ◦ 2864, Øjenlåg ◦ 2865, Til havs ◦ 2866, Lysning ◦ 2867.
Se også: Vinterdæmring, Årets småtider.
Vinterhave
Vinterhave
Årets småtid nr. 71.
2843. Nysne i natten,
Fnug på mylderflugt
I lygters hvide skær,
Blændet i et slør af sne.
2844. Havens konturer snebelagte
Blødgjorte, snefortolkede;
Min snehunger, tomheden
I mit indre, pakket og
Slukket i drift af sne.
2845. Vejret vender i mig,
Smag det, mens det er;
Snart falder det hen
I slunkesne, gammelis
Og skidtvendte vinterspor.
2846. Nysne er det vi mistede
Hvert år, som børn, når,
Allerede dengang, hvis
Sneen kom; i den tid
Det snigende savn.
2847. Vinterhavens form i
Snepolstrede streger,
Mit efterårs kontraværk,
Jeg ved det, jeg er det.
Nyt i Inded Titusind:
Nysne 2843, Snehunger ◦ 2844, Vinterspor ◦ 2845, Børn ◦ 2846, Vinterhave ◦ 2849.
Se også: Epifani om Sne
Vintervandløb
Vintervandløb
Årets småtider nr. 67
2756. Vandløb standser iser til
Spøgelsesgrønt og algehår
Indefrosset under skorpen.
2757. Døde strå fæstnet livløs sol
Sne knaser skoven stivner,
Kold kugle lyset svinder.
2758. Tre sky spætter banker dykker
Mellem skovens egekroner
Træspån drysser på min skulder.
Nyt i Index titusind:
Skovkanal ◦ 2756, Sol ◦ 2757, Flagspætte ◦ 2758.
Svampen er et svampet væsen
Svampen er et svampet væsen
Årets småtid nr. 44
I
2749. Sensationel asymmetri,
Roset med flige indeni,
Kæmpeporesvamp, jerseybrun,
Farvebånd som målervinge,
Smukke buer, runde labber,
Størrelse som en barnefavn;
Mit lykkefund, et urtidslevn.
2750. Ugen efter på genvisit,
Svampen overskåret, væk det skidt:
Maskinnedklippet græsrabat,
Artshygiejne iscenesat:
Det tankeløse svampedrab;
Synet vrider mavevending,
Vrede over skændselshandling.
II
2751. En stilket porresvamp slår rod
Klods op af poppelstumpens fod
Ved tæt befærdet alfarvej;
Svovl- og tjærefarvet herlighed,
Kødfulde bræmmer, okker dej,
Måler to fod fra kant til kant,
Havsides grosted himmelvendt.
2752. Ved nytår står den der endnu,
Forskånet slag og hak itu
Ved kystens sprukne asfaltvej
Truet af spark og tung trafik,
Ond vilje, salt og hundepis;
Til forår, smattet svampehud,
Sortblodet, slimet blækkethed.
III
2753. Svampen er et svampet væsen,
Kølig muldhed, fad i næsen,
Spændstig blødhed, slap i hånden;
Eneste ord for svamp er svamp,
Væsnet fortalt af væsnet selv;
Men en fugl er ikke fuglet
Og en fisk er ikke fisket.
2754. Jeg går lidt i knæ, syner op,
Sind pivåbent, elektrisk krop:
Enhver kurve, farve og form
Fornægter vores mønstertrang,
Men skærper sanser; for en svamp
Må erfares som et hele,
Den er det fænomenale.
2755. Mest jordisk af det jordiske,
Mest væsen af det væsentligste:
Det bløde, gustne svampeskind,
Kautsjukvævet, det fælles kød;
Vi ser den som en arkeform,
Fjerneste liv i slægtskabsbånd,
Svampen i sig selv: et noumenon.
Nyt i index Titusind:
Kæmpe poresvamp ◦ 2749, Urtidslevn ◦ 2749, Fældning ◦ 2750, Svampedrab ◦ 2750, Stilkporresvamp ◦ 2751, Kødfuld ◦ 2751, Asfalt ◦ 2752, Hundepis ◦ 2752, Svamp ◦ 2753, Spændstighed ◦ 2753, Elektrisk krop ◦ 2754, Fænomen ◦ 2754, Kautsjuk ◦ 2755, Noumenon ◦ 2755.
Natteregn og morgendug
Natteregn og morgendug
Årets småtider nr. 43
2288. Millioner af ægte dråber
Trukket ud på silkesnore
Glimter under gråvåd himmel
Mellem lyng og gyvelgrønt;
Endnu nattefugt i næsebor,
Sweater, skoldhed morgente,
Gummistøvler, brændevejr.
2289. Dråber af dagslys fanget
I sfærer af dug og damp,
Prismens farver indeni:
Sekvenser af store og små
Ubrudte koder af skønhed
I baldakinspinderens net,
Hende selv, halvgemt under.
Edderkoppehåndværk
Edderkoppehåndværk
Årets småtider nr. 38
2233. En klejn edderkop
Firer sig ned imellem
Mig og min skærm:
2234. Langbenet og brun,
Ganske spinkel, set tæt på
Med læsebriller;
2235. Daler adræt ned
På tråd forbi min næse,
Lander på min arm;
2236. Reagerer straks,
Hudsyren mærkes ækel,
Trækker væk igen;
2237. Klatrer hurtigt op
Ad den tynde landgangstråd
På fægtende ben.
2238. Et akut spørgsmål:
Pegefinger fejer luften
Under hendes bag;
2239. Jo, som forventet:
Spindleren tager sin tråd
Med sig op igen.
2240. Hvordan? Ved ikke;
Spoler baglæns tilbage,
Æder på farten?
2241. Efter et minut,
Halvanden meter oppe,
Hænger hun igen
2242. I sit trådskelet
Spændt ud over mit hoved
På bæretråde.
2243. Der er noget ved
Edderkoppens metode,
Der minder om min;
2244. Måden de gør det,
Der ligner tanker, mønstre
Jeg spejler mig i.
2245. Det, at de mestrer
Et edderkoppehåndværk,
Og bygger noget,
2246. Så meget lig det,
Fra idé til fysisk form,
Jeg går og laver,
2247. At jeg næsten kan
Indleve mig i og se,
Hvad hun vil og gør,
2248. Og derfor ofte
Stopper, beundrer hendes
Klo- og spindeværk.
Nyt i Index Titusind:
Fire at ◦ 2233, Spinkelhed ◦ 2234, Adræthed ◦ 2235, Ækelhed ◦ 2236, Landgangstråd ◦ 2237, Bag ◦ 2238, Spindler ◦ 239, Spole at ◦ 2240, Hænge at ◦ 2241, Trådskelet ◦ 2242, Aktivitet ◦ 2243, Måde(r) ◦ 2244, Edderkoppehåndværk◦ 2245, Idé ◦ 2246, Indlevelse ◦ 2247, Beundring ◦ 2248.
Se også til eksempel: Araknometri
Apeshit (2)
Fra ve. til hø.: 1) Svirrefluer på horsetidsel, Strøby Strand, 2) Dagpåfugleøje og svirrefluer på gærdekartebolle, Strøby Strand, 3) Jordhumle, svirrefluer og hvepse på kæmpemandstro, Botaniske, Göteborg. Klik på billeder for at se i stort format.
Digtet er en villanelle. En af de mest kendte villaneller er Dylan Thomas‘ Do not Go Gently into that Good Night.
Apeshit (2)
Årets småtider nr. 33
2139. Bier og fluer går apeshit, mand,
Når ve springer ud i sommervarmen;
Tidsler, tidsler, der er os, der kan.
2140. En havevagabond med torn og tand,
Vækstpotentiale med hele armen;
Bier og fluer går apeshit, mand.
2141. Klarer os uden gødning og vand,
Hør det summer fra bestøverlarmen;
Tidsler, tidsler, det er os, der kan.
2142. Ve har sukker i sæk og i spand,
Rigeligt til hele honningfarmen;
Bier og fluer går apeshit, mand.
2143. Fine arter fra dyre haveland,
Skåneblomster i vindueskarmen;
Tidsler, tidsler, det er os, der kan.
2144. Fattig jord, solskin, lidt væde og sand,
Så vokser vi lækkert vild i varmen;
Bier og fluer går apeshit, mand,
Tidsler, tidsler, det er os, der kan.
Se også: Tidsel, tidsel, vis hvad du kan og Tidsler, tidsler, tidsler
Langhornsmøl i sværm
Langhornsmøl i sværm
Årets småtider nr. 25
2096. Endnu et vindue i året
Ud over min køkkenvask
Fra min skrivekammerrude
Små flagrende sølvfilamenter
Changerende over i gyldent
I eftermiddagens lange lys:
Guldbåndet langhornsmøl
En morgen i juni, stille
Udslidt, udsværmet og væk.
2097. Endnu et mølsværmerkuld
Opstået af næsten ingenting
På samme solvarme steder
Samme opvisningspragt
Desperat, lydløs og skøn
I sommer tæt på klimaks;
Den tid, vi fik i år, børn
Af gamle venner på besøg,
Ligger i visne bladfoderaler.
Se også: Guldbåndet langhornsmøl
Blå himmel, hvide træer
Blå himmel, hvide træer
Årets småtider nr. 15
2065. Frugttræer i dis af hvidt,
Blommer, æbler og tjørn,
De hvide skår i landet
Langs hegn og motorvej;
Lidt varme, velvære i læ,
Endnu fra øst og om i nord
Kulde og vind i tynde ben.
2066. Jeg vil ud nu, stå ansigt
Op i alt det rene blå
Og blommetræets blomster,
Se dem, før de falder;
Året åbnes, det er tid:
En lille ritus tilfælles
Om frihed og overflod.
Nyt i Index Titusind:
Småtid ◦ 2065, Frugttræ ◦ 2065, Kirsebær i blomst ◦ 2066, Overflod ◦ 2066.
Se også: Stjernemos
Et skud sitka
Et skud sitka
Årets småtid nr. 18
2049. Klør fem eller
En klofuld kegler
Udtrykt, eller trykt ud
I sitkaskuddets knop:
Sart forårsgrønne nåle
Med hvide yderspidser;
2050. Ethvert kendt princip
For form og symmetri
I anlæg af nålestand
Lagvis, radvis, spiralt
I opstigende kaskader,
Af radiale radikaler;
2051. Det ligner hensigt,
Afvejning af valg:
Altså noget, der vil
Noget, vokse og gro:
De vegetale optioner
Af den træbundne art;
2052. En universel vækstfunktion
Når en struktur skyder ud
Fra et enkelt vækstpunkt
I en genkodet celleknude,
Strukket ud på kviste
Til stikkende børstespidser;
2053. Et ekspansionsprincip
I sin synbare form
For os med mønsterhunger,
Slunkne meningsdyr
På jagt i underskoven
Efter det, som er.
Se også: Til en sitkalus, Topskud rødgran
Fjortenplettet mariehøne imago
Fjortenplettet mariehøne imago
Årets småtider nr. 13
2040. Fra hoveddør til skraldespand
og tilbage igen,
En gren børster skulder; jeg stopper
af vane, af træning
Stikker helst hovedet i alle buske,
skal lige se,
Og ja! En lille crème-farvet boble
straks genkendelig
En fjortenplettet mariehøne, i live,
første gang:
Rødbrunt skinnende, hvælvet skjold,
macchiato pletter
I en lille hvidtjørn, der gav mig
langhornsmøl i fjor.
2041. I den første morgen vågner jeg
sf en drøm
Om et digt om mariehønen;
gode linjer,
Opstillet som kvadrat i luften
i mørke;
Husker kun billens styrke,
hendes anima,
Mens daggryet vokser udenfor,
tager form
Og jeg svinder tilbage i søvn;
glemt, kun dette
En fjortenplettet mariehøne er nok
en årstid værd.
Se også: Fefølehorn
Hjort gør i dæmringen
Hjort gør i dæmringen
Årets småtider nr. 16
2035. En hjort hoster, tørt, hult,
Krummer ryg, kompression
Fra anus til mund, luft
Bag ribben, pjusket pels.
2036. En hjort bider, kradser
Hakker tænder, hapser hår,
Skraber, sparker hals, hov,
Mider, flåt og skoveksem.
2037. En hjort går, letvægtsgang,
Et par skridt, løftede knæ,
Et ryk, et krads, et kig,
Napper et blad, en kvist.
2038. En hjort stivner, ører vinkles,
Hoved højt, øjets brændpunkt
Trianguleres med syn og lyd,
Kroppen stille, panikparat.
2039. En hjort i fokus suger ind,
Neuroner og hjernebark
I eksplosiv balance;
Nu gør hun i dæmringen.
Nyt i Index titusind:
Småtid ◦ 2035, Anus ◦ 2035, Hov ◦ 2036, Hjort ◦ 2037, Dæmring ◦ 2039.
Se også: Wittgensteins have (1).
Pæreskud – årets småtid nr. 12
Pæreskud
Årets småtider nr. 12
2030. Topskud
Brune knopskaller vendes ud,
Bladfostre i fimrehår vælder op;
Grønne faner til forårssol.
Topskud
Mikromirakel blandt milliarder
Stjernefødsler jeg aldrig så;
Men i mit øje et pæreskud.
Nyt i Index titusind:
Småtid ◦ 2030, Topskud ◦ 2030, Pæreskud ◦ 2030.
Se også: Pæreskud
Forårsfornemmelser
Forårsfornemmelser
Årets småtid nr. 10
2010. Udmugning efter stilstand
Mit drivhus, algeklædt
Stakke af priklepotter
Lommeuld med plantefrø.
2011. Kasser med kompost
Gemt fra sidste år
Aromatisk hjemmelavet,
Stablet klar til brug.
2012. Første kasse aflåges;
Væltes op i trillebør
Blandes op med sand
Savsmuld i spandevis.
2013. Næste nemli’kasse åbnes:
To insektlig endevendt
Afbleget bænkebidder
Stor løvtæge lysegrøn.
2014. Men, formidable biller,
Efter mørk overvintring
Virker kriblemotorikken
I det første forårslys.
2015. Dobbelt fryd for os:
På flade fingerspidser
Opsendt i det fri
I mariehøneritual.
Ænder på korte baner af sollys
Ænder på korte baner af sollys
Årets småtid nr. 3.
1871. Med ét er der hul i grådækket,
Sollys overalt i et strålende nu;
Vi svæver rundt i striber af støv,
Løber til ruderne; se, vi er til.
1872. To dusin ænder i udrykning
I fart ind på sollysets baner
Lavt ind over trætoppe og tage,
Skråt nedad i retning mod kysten.
1873. Luften er fuld af skarpe skrat,
Kommandoer holder formationen tæt,
Kileformet spids og fokuseret
Med muskelkraft og stram disciplin.
1874. Et fremmed andefærd på kryds,
Presserende udladning af energi
Fra sorte og hvide dragter i flugt;
En fanfare, og trækket er forbi.
1875. Jeg når knapt nok at se dem,
Før kaldet svækkes, vi fortones,
Skydækket lukker sig igen;
Her er tyst og vintersmåt.
Nyt i Index titusind:
Sollys ◦ 1871; Ænder ◦ 1872; Formation ◦ 1873; Andefærd ◦ 1874; Skydække ◦ 1875.
OBPS – om skvalderkål (2)
En time i solen ved skvalderkålen omkring æbletræet. Et mylder af insekter, blomsterduft, svirren, et håndholdt kamera, nogle udvalgte billeder – og måske en rigtig raritet. Bloggen er ikke et fotoalbum; den er et digtværk. Men når bloggen bevæger sig over i konceptkunst, så er der brug for fotos.
Klik for at forstørre billederne
OBPS om skvalderkål (2)
Årets småtid nr. 28
1553. I dag, sankthansaftensmorgen,
kan jeg oplyse og dokumentere,
med hortikulturalistens stolthed,
at min højeste skvalderkål
måler en meter og tyve ungefär,
præmieplante, primus inter pares,
skærmet af sommerfuglebusken
i en frodig stand rundt et æbletræ,
uundværlig fryd i alle haver.
1554. Her dufter sødligt og behageligt
af mirabeller og andre blommer,
stænglerne lidt som gulerod;
en svajende, vuggende overflod
af dobbelte hvide blomsterskærme
flittigt besøgt, bevinget, oversvirret
af insekter døgnet rundt
og af mig med næsen fremme
og et kamera i hånden.
1555. En snylteflue, gymnosum rotundatum,
ganske lille, med stor rund bagkrop,
orange med tre sorte pletter;
en snylter på tæger, en endoparasit,
larven æder værten op indefra,
borer sig ud gennem skjoldet,
falder til jorden og går i puppe.
Intet dansk navn til denne flue
Så hvorfor ikke nanvgive her:
Lad os kalde den mariehøneflue,
Vi kender den nu, velkommen her.
1556. Her er rød- og sortstribede stribetæger
bag til bag i parring på skvaldertoppe,
sammenhægtede, den ene slæbbar
efter den anden, trukket op og rundt
hvis de bliver forstyrrede, gået nær,
men i øvrigt dorske og fotogene.
1557. Endnu en tage, almindelig bærtæge,
sås en enkelt gang på en skvalderskærm,
sit rygskjold dybt rødbrunt og pyntet
med løvgrønt, trekantet heraldik,
kantet rundt i brunt og hvidt,
med antenner til, der matcher.
1558. En gammel kending græsser sig frem,
langsomt gennem en mark af blomster,
den grønne guldbasse glinser i solen,
et farvespil i grønt, guld og kobber
stor og metodisk som et kreatur;
Tak for gensyn, velkommen tilbage.
1559. Maser af svirrefluer kommer svirrende,
antallet er arter er ret forvirrende,
adrætte flyvere, musende, sværmende
nogle med hvepseynde og hvepsefarver;
her er sumpsvirrefluer, havesvirrefluer
og mange fler', jeg aldrig ser.
1560. Her må være dusinvis af snyltehvepse,
tre af dem vist på denne side,
ingen af dem med danske navne;
Den første er gastroeruption jaculator,
En han; hunnen med en læggebrod
dramatisk lang, snylter på bier i reder.
Jaculator var en romersk spydkaster,
med et kort spyd, javelin, til idræt.
Lad os bare navngive den her,
Lad os kalde den spydkasterhveps.
1561. En snylterhveps, lang og fin,
bagkrop med højgult segment
afsluttet i en blank, sort spids.
helt almindelig over hele landet,
nu i havens stand af skvalderkål;
endoparasit i sommerfuglelarver
grumt og nyttigt på samme tid,
revulsion naturligt, men forkert;
på latin ichneumon suspiciosus,
Et navn: slank sommerfuglesnylter.
1562. Her lander en lille bladhveps,
sort hoved og bryst, orange bagkrop,
buttet om livet, ligner en bi,
vinger med brede sorte bånd
mit billede blev uskarpt, men pyt,
mens den slikker nektar og bestøver;
Arge cyanocrocea i taxonomien,
på dansk intet navn endnu.
Larverne lever af brombærblade,
hindbær, solbær, alle rubusbuske,
Skal vi kalde den brombærhveps.
1563. Her er en skvalderkålblomst under lup
Fem kronblade hver med dyb indskæring,
To fruglegemer og to hvide støvfang,
to millimeter fra spids til spids.
Skvalderkål er en dobbeltskærm
Så: lad os tælle og beregne:
en enkelt umbel har cirka 24 blomster,
Hele skærmen har cirka 15 umbeller;
Hver plante har 4 til 8 skærme;
En enkelt skvalderkål, fuldt udgroet,
har mellem tusind totusind blomster.
1564. En god have har vel 100 planter;
Min have, der bugner af arten,
har, hvad tror jeg, 500 til 1000 planter
på et areal, løst anslået 200 kvadratmeter,
ergo et sted mellem 1,5 og 3 millioner
skvalderkålsblomster i hele haven.
1565. Jeg må fortælle, at blomsten myldrer
det vil sige kravler med bevingede dyr;
havemyrer på hver eneste skærm,
masser af småfluer og andre insekter,
store skinnende, grønne og grå fluer,
ivrigt overkravlet af mariehøner og
alle dem, jeg ikke så og aldrig finder.
1566. Skvalderkålen er en overdådig plante,
Elsket, besøgt, besuget intenst,
altimens vores grå fluesnapperpar,
der yngler i en forladt svalerede,
sidder på udkig, gavmildt bespist
fra et oversummet gavebord.
1567. P.S: To gange, måske tre gange,
så jeg en sjælden svirreflue,
uden kamera, uden billede,
men jeg er ret sikker i min sag:
En ornamentsvirreflue,
helt sort med minggrønne bånd
på langs af brystet og på tværs
over den kulsorte bagkrop,
set på selve præmieplanten,
klar som neon i natten.
OBPS: Oplysning til Borgere om Planter og Samfund.
Stjernemos
Stjernemos
Årets småtid nr. 11
1373. Blandt de titusind ting
Er foråret blandt de største;
Brutal i marts, kosmos
Frostnær helt ind på huden,
Mens kloden vrider
Lidt varme af det hvide lys.
1374. Kuldskære kroppe stakket op
Af en sydvendt mur, asyl
For varmesøgende celler
I frakker og frønede krukker,
Hvor foråret samler sig igen
I sine mindste elementer,
Foldet ind omkring hinanden;
En verden i en skefuld jord,
Og jeg, på lur i krogen.
1375. Dér, i frostsprængt terrakotta
På den våde, kolde krukkemuld
En pude af mos lyser op
I det lavvinklede lys,
Der sætter alle ting i skær.
1376. Stjernemos, et navn på stedet,
Men jeg ved end ikke,
Om skønheden er en mos;
Plukker nogle plantetråde,
Svides af bitte brændenælder,
Med gift på hvide babysyle.
1377. Under mikroskop er mosset
Et lydløst pang af forårsgrønt,
Der springer frem på skærmen,
Hvor jeg glider frem
I et ocean af vegetation
Set bag en ubåds tykke glugger:
Stængler med sukkulente blade,
Gyldent-grønne plantestande,
Sarte, næsten gennemlyste;
Et sporehus, tror jeg, og
Fra svøbbladenes spidser
Flyder hvide tråde frem,
Som fangarme, lokketråde,
Eller stakke på en avne.
1378. Jeg tøver, for vil jeg vide
Plantens navn på latin,
Dens plads i videnshierarkiet;
Den etiket, der stiller
Nysgerrigheden tilfreds,
Bringer orden i forholdet
Mellem os og alle dem,
Ja, balance i universet?
Men nej, ikke endnu;
Dette er en stjernemos:
Jeg ser dig, du er her;
Vi deles om foråret, frodigt
Eksplosivt i miniature.
Se også: Om at se sin mos (1), Om at se sin mos (2).
Stevns Klint
Stevns Klint
Årets småtid nr. 36
I
918. Kun til fods mærker man landets linjer:
Hvordan undergrunden bølger under stien,
Hvordan sten og rødder skubber jorden ud
Og vandet åbner revner, sprætter fladen op.
919. Nogle vandrere siger at de kan mærke
Stiens molekyler mellem deres tæer;
De kan mærke, hvordan landet blev lavet,
Lag på lag, havbund ovenpå havbund.
920. Kun med fødder og med fingre
Fornemmer man de levende lag,
Der hobede landet op i årmillioner;
Fra kalkens mosdyrsskeletter
Til alger i kridttidens lunke hav.
921. Det er kun en ubetydelig åbning i
Den kilometerlange slåenbræmme;
Men hér er stien ud over kanten:
Omkring 25 meter lodret ned.
Det kræver smattet reb og stiger,
At forcere muddertrin på muddertrin
Ned gennem buskads til nutidshavet.
922. Kridtlaget her stikker dybere og dybere:
Fire- fem- ni hundrede meter tykke lag
Af komprimerede mikrokrebs og skaller:
Enorme lag af fortids liv og mineraler
Under min fødder, mellem mine fingre.
923. Havet graver sig ind i klinten,
Opbløder det porøse materiale,
Sliber runde klumper af gulligt kridt,
Der ligger blandt strandens sten,
Lidt ru på overfladen og kornet,
Efter umindelig tid i jordens skorpe.
924. På klatreturen op til kanten igen,
Forbi bølgede lag af sorte flintesten
Og tynde streger af kosmisk støv
Indlejret og indfarvet i fiskeler,
Passerer jeg den ene katastrofe
Og når op i lyset til den næste.
II
925. Mange vandrere tyder landskabslinjer
Øjet finder dem: de åbne og de skjulte,
De brutale med de bløde.
Men her på Stevns Klint
Finder vi landskabsstrimler:
En smal kant og en strimmel krat
Holder stand mod generationer
Af pløjede marker, herremænd
Udpinte bønder og rette linjer
Overalt i dette flade land.
926. Man mærker aggressionen
Fra afspærrede, forbudsbeskiltede,
Mandshøje jordvolde og trådhegn
Rundt om landskabsskændernes
Snorlige, maskintrimmede indkørsler
Og sprøjtede, pastelgrønne plæner
Klippet helt ud til jordens ende
I besidderhovmod og korruption.
927. Sidste år blev strimlen bredere.
En fredningssag lagde 25 meter
Til trampestiens smalle fodfæste.
Det kan ses med det samme:
Vegetation og insekter myldrer frem;
Men også vrede i høstmaskinens sving
Ind over nyligt fredet land.
928. Klintekanten skifter karakter;
Vildere, højere, flere farver.
Her vokser nye urter og planter,
Gulnet, hårfint græs føjer sig
I vindens retning ud mod havet.
Vandreren nikker til kendte arter,
Botanikeren finder sjældne blomster.
Skilte opsat med droneforbud
(Jeg var længe om at tyde det)
I dette ældste af levesteder.
III
929. Hvide sommerfugle flagrer op
Overalt i den åbne vegetation.
Kilometer efter kilometer
af smalt, nyt overdrev med knopurter,
Tidsler, regnfan, gyldenris,
Og hegn af tjørn, slåen, hyld,
lidt hybenroser og skovæbler.
930. Kålsommerfugle og takvinger
Er ikke arketypens tætte sværm;
Men den fredede klint er nu
Et tegn på overflod og bonitet
På en nøjsom, kalkrig jord.
Bier kravler rundt på sene blomster
Og selv en pelset duehale svirrer
Som en kolibri fra urt til urt.
IV
931. Boesdal Kalkbrud har fået
En ny turistmaskine,
En forsænket linje i landskabet
Bygget af stedet selv;
En evighedsvision om
Bygning og landskab i ét;
En tidskapsel til eftertiden,
En moderne landskabsfortælling
Om klinten, livet, kosmos,
Og os.
932. Nede på klippen over havet
Bygger turister varder af sten;
Urgammel landskabsarkitektur,
Den første fortælling om universet.
933. Ude på sporet står skilte
Med den nutidsnære skildring
Af klippeskærere, flinteknusere,
Forarmede fiskere, kirkebyggere.
Det forklares at erhvervene er borte,
Men ikke at fisken er væk.
I dag er kun havet tilbage.
V
934. De gamle fuglekiggere smiler
Og trænges sammen i tårnet
Længere nordpå ved Mandehoved
Med teleskoper og termoflasker.
Spejdende skanner de horisonten,
Småsnakker, driller, chatter.
Op og ned langs kysten går rygtet,
At hvepsevågerne er kommet.
Ude på ruten søger fuglefolket
De gode steder at stille udstyr op,
De misser med skarpe øjne;
Landsfarende, fugleopsøgende,
Kyndige i naturtegn og fuglekald;
Shamaner uden indre stemmer
VI
935. Skumringen falder over stien,
Inden jeg når til Rødvig.
Istidens moræneler og grus
Polstret af plantemuld og græs
Blandet med molekyler
Og fossile fortidsorganismer
Sidder under mine trætte tæer.
Aftenvandrere sidder stille
I skellet mellem liv på jord
Og alt det andet derude.
En rød, glødende sol
Hænger over kysten og
Det gyldne vand.
Nyt i Index Titusind:
Undergrund • 918; Havbund • 919; Kridttid • 920; Vandresti • 221; Kridtlag • 922; Jordens skorpe • 923; Kosmisk støv • 924; Landskabslinjer • 925; Fredet land • 925; Landskabsskænder • 926; Fodfæste • 927; Vindretning • 928; Knopurt • 929; Arketype: sommerfuglesværm • 930; Klint • 931; Varde • 932; Fiskebestand • 933; Hvepsevåge • 934; Shaman • 935; Moræneler • 935.
Forklædt i grønt
Forklædt i grønt
438. Lys morgen, let brise.
Min næse, pollenhærget,
Drejer om i vest:
Sødlig stank
Af rådden tang;
Strålende sol og
Strejf af massemord
På fralandsvinden.
439. En fært af svinefarm
Over gyllehavet
Driver ind fra bakken,
Dækket af raps i gult.
Førerløse megamaskiner
Fodrer hinanden.
Der er så øde
Hér på landet.
440. Kæmpe KZ-lader,
Millioner af kødslaver
Tilset af kødmaskiner
Bag åndedrætsværn.
Vi døde som svin,
Men så ingenting.
Landet er så pænt,
Firkantet, forklædt i grønt.
Grå morgen før regn
Grå morgen før regn
Årets småtider nr. 17
432. Lyde og luft falder
Til jorden. Stille.
Bevægelser daler ned
Mod jorden. Stille.
Træer går i stå.
Planter holder inde.
433. Jordens skorpe,
Svampe, humusfibre,
Himmelvendes, venter.
Bakterier tøver,
Biller, tusindben stopper,
Rodtrevler åbner op.
434. Lyset synker ned
Over jorden, gråligt.
Genskin og farver
Falmer, forsvinder.
Dybde og virkning:
Flade, indadvendte.
435. Kun lugte forstærkes,
Kølige, tyktflydende.
Den inderste zone,
Tættest på kroppen,
Udvides, suger til sig,
Vind fra havet.
436. Lugt og smag blandes,
Muld og ilt med kølig fugt;
Luftens umami fortættes.
Ind- og udåndet luft,
Dampskiftet lydløst,
Ventende.
437. Ingen mekanik,
Ingen maskiner,
Ingen metaforer.
Tidløst.
Tung fugt brister.
Regn.
Landsvaler
Landsvaler
Årets småtid nr. 32
292. Et landsvalepar er vendt tilbage
Under halvtaget på vores veranda.
I fem uger denne sommer lever vi
To familier i øjenhøjde.
En rede over havedøren,
En meter mellem dem og os.
293. En svale er født med overblik
Over marker, skove og fjorde,
Over ørkner, storbyer og klipper.
Træer, grene og tage hvirvler forbi,
De stormer skrigende gennem luften
Jager, vender, dykker og leger.
294. Svaleparret udser det bedste vue
Over indflyvningen til reden
Fra toppen af en ranglet løn.
På de øverste kviste sidder de
Knitrer, vogter og vugger i brisen
Holder øje med reden, rovdyr og os.
295. Reden er lige over havedøren.
Jeg kan stå med døren åben,
Se op til reden en armlængde væk.
Ungerne vokser og fylder pladsen ud.
En håndfuld pulserende dun,
Der truer med at spilde over;
To unger ovenpå de andre.
296. Sidste år mistede de et kuld.
Reden faldt og rutschede ned;
Fem spæde unger kastet ud.
I tre døgn sad forældreparret
På et hegn i haven i vildrede.
Deres stemmer knirkede i sorg;
297. Fortvivlede, tror jeg, vågede de,
Et sving ind omkring verandaen,
Hvor deres første kuld forsvandt.
På fjerdedagen besluttede parret sig;
Begyndte at bygge en ny rede
Et andet sted under samme tag.
298. Svaler er sociale og sludrende.
De triller, de kalder, de knitrer.
Skænder, larmer og beroliger.
De hviner og skriger af rivaler,
Jager dem rundt i området
I vild, akrobatisk, synkron flugt.
299. Øjne, hjerne, hjerte, sener
Styrer liv og lemmer
Med tolerancer, der måles
I hundreddele sekunder.
Energien stråler ud af dem,
Lyser fra deres vingespidser.
300. Kun om natten flyver de ikke,
De kan ikke se, de er lammede.
Forældreparret klumper sig om reden
Hunnen i reden, hannen ved siden af,
Trykker sig sammen, ånder, sitrer.
Øjne følger os.
301. Titusinder af indflyvninger og landinger
Titusinder af insekter bringes ind.
Forældrene skiftes til at sidde på reden.
De kalder på hinanden,
De har lyd for tid til at skifte plads.
De har lyd for nu nærmer jeg mig.
De har lyd (meget højt) for hold dig væk.
302. Svalen kan holde stille i luften
Holde sig oppe med vingeslag
Et sekund, højst to,
Den ene spørger, vil du have mad
Den anden svarer, tag over her.
Ungerne er skrigende orange trekanter
Når de åbner gabet,
Når de hører svaleforældrene
Bringe insekter til reden.
303. En unge maser sig baglæns
Med anus ud til redekanten
Forældrefuglen hænger fast, parat,
Plukker en kugle klat fra endetarmen,
Slipper taget, vender sig i luften,
Suveræn manøvre, og flyver ud,
Bortskaffer skiden i et blomsterbed.
304. De hjælper deres unger på vej,
Fodrer dem, også i flugten
Når ungerne sidder uden for reden
Uden endnu at kunne flyve.
En unge falder ud i flugtforsøg
Og bli’r fanget af verandaglas
En forælder lokker, kalder, viser vej,
Og ungen finder ud.
305. Når jeg står i døren, kan vi ses:
De vender et obsidan-øje mod mit
En lille sort skive uden pupil,
Fuldstændig fremmed, aldeles vild,
Ingen kontakt, ingen genkendelse
Intet udtryk, bare blank natsort.
Jeg har aldrig følt mig så fjernt
Fra noget andet levende væsen.
306. Men vi gør jo helt det samme:
Samme snak, samme skænd,
Samme ængstelse, samme sorg
Samme hverdag, samme gøremål
Samme form for oplæring og træning,
Samme form for omsorg,
Samme delte ansvar.
307. Sidste år gjorde de reden klar,
Klinede redekanten op,
Bragte friske materialer ind.
Men en morgen, pludselig var de væk,
Reden hakket ned, forladt og ødelagt.
Svalerne blev i luften sommeren ud,
Men kom ikke huset nær igen.
Hvilken beslutning, hvilke forhold?
Hvilken situation, hvilket valg?
308. Hvert år er jeg bange for
At de ikke kommer tilbage igen,
Udsultede og måske forgiftede
Af landbrugets massedrab
På insekter og fødekæder.
309. Jeg lader alt organisk materiale ligge
Kævler, kviste, grene, blade, æbleskrog,
Alt grønt affald fra vores køkken,
Papir og pap i strimler og stykker.
Alt komposteres, ingen kemikalier.
Alt, for at få insekter til at yngle
Og svaler til at komme.
310. Det er slet ikke nok,
Slet ikke, slet ikke.
Men hvis nu en dag,
Svalerne ikke kommer,
Hvor er så min vished for,
At mine børnebørn kan overleve
Uden svaler?
Så har vi mistet noget,
Nej, så har vi slået noget ihjel,
Som er i familie med os selv,
Med samme vilje og samme evne
Til at være til i den samme verden.
311. Zhang Zai, du vidste det:
De titusind ting, alt levende,
Anser vi som vores krop.
Charles Foster vidste det også,
Da han tudede af rørelse
Over mursejlerens genkomst.
I haven på Stevns:
Samme taknemmelighed
Samme glæde, samme frygt.
Måneskin (1)
Måneskin (1)
Årets småtid nr. 1
106. Måneskin
Skarpe konturer i monokrom,
Skygger træder ud af mørket;
Verden lyser blå og anderledes.
Måneskin
Alle mine knogler ses som aura.
Hurtigt! Mens månen endnu er her;
Jeg ser mod øst, dæmring anes.
Se også: Epifani.

































