Havørn
73. Den unge havørn fra i fjor, overvintret
og overlevet i skovens sumpe, sidder i
en nøgen ær, da jeg nærmer mig ad stien.
74. Ørnen åbner vingerne og glider ud på
luften. Det hvisler fra vingekanten,
ørnen trækker vægt, det synger i dens
vingefjer og fuglen stiger op.
75. Næbbet, den gule stevedorekrog, det bøse
bryn og det barske øje holder mig i
sigtet, mens den slår en bue og ser
mig an.
76. Tilfreds krænger ørnen rundt og op på en
udkigsgren. Et sidste skud med blikket
ned på mig, før den vender hovedet bort,
ryster nogle fjer på plads og synker hen,
sat i sten som dens øgleaner.
77. Jeg forlader min audiens, vejet og fundet
alt for let, bukker let på retræten og
vandrer videre med fred i kroppen.
Grisefugl
Grisefugl
54. Sløruglen kalder syv gange i natten på
en mand og ni gange for en kvinde, når
deres tid er inde.
55. Sløruglens kald kan minde om et vræl eller
et hyl. Vi kalder den for grisefuglen.
56. Vi tror ikke på spøgelser, men vi er bange
for dem.
Natugler
Natugler 44. Ingen, der har set en ugle om natten, går uberørt videre i tilværelsen. At se en ugle er at komme meget tæt ind på livet og slægternes erfaring. 45. En ugles kald er gentaget og overleveret gennem ti tusinder af generationer. En ugle bærer urmenneskers første frygt og måben: mørke, styrke, fart, stolthed, vildskab, bytte. En ugle er en arketype. 46. I går aftes så jeg natugleparret for første gang. Det var gråsort skumring, koldt og sent i februar. Farverne var svundet ind og afstandsdybden sløret. 47. Uglehannen kaldte fra egetræet lige over mit hoved. Jeg frøs fast og kiggede op; dér! en mørk og kileformet silhuet på en gren ved redekassen. Den kaldte på sin mage. 48. Med ét var hun der: en grå skygge i et lydløst sug af fart henover husets tag, et skarpt drej på vingespidsen ind under egens grene, hvor hun forsvinder ned i redekassen. Alt er mørkt igen. Et sekund, ikke mere. 49. Lidt efter kaldte hun. En dyb varm vibrato fuld af sex, af redekald, af rugekald og magekald. Vi ved hvad det betyder, på tværs af svælget mellem arterne og adskilt udvikling i henved en kvart milliard år. Så ægte og så tæt på, at jeg, en meget voksen mand, bliver helt forlegen. 50. Et uglepar krydsede min vej i aftes og jeg krydsede deres. Jeg forstår i brudstykker, jeg indser i glimt noget, der ikke kan udsiges. En bevidsthed langt ud over min egen. 51. Ugleparret svæver ud i natten med deres ugletanker og uglesanser. 52. Spejlet er tomt. Ruden er mørk.
Tranen
Tranen
39. Tranens skrald lyder ud over skovens
kroner; et ekko fra en evig tid. Spændt
springer jeg udenfor og spejder op
mellem træerne i higen efter synet af den.
40. Dér: En enlig trane, et bølgende gråt
kors på en grå himmel. Vinger, hals og
ben skønt forenet i form og styrke.
41. En intelligens udformet af elementerne:
formet af jorden, lavet til vandet og
båret ind på vinden. En skabning der
hellere ville uddø end ænse os et eneste
blik.
42. Og dog. Tranen er her igen i år. Nede ved
jorden kalder jeg min stille tak.