Forårssol over frostsprængte marker
Årets småtider nr. 7.
3006. Marts har altid været
den brutale måned,
Konturløst land med lidt rest
af liv fra forrige års
Konditionering og præparering;
3007. Uden biomasse til kvalificeret brydning
Af den indkommende forårssols
strontiumoptimerede
stråler procesført ind over maskinelt optrukne
maskinfurer
i jordskorpen;
3008. Krystalliseret og aktiveret
som toksisk frisson
Til lidt fotosyntese i milliarder af
klonede frø med coating
af omnicider.
3009. Sært sådan at se solen stråle
muligvis manipuleret
I hvert fald uden modspil
koldeksploderet ud over
det af gammel vane, mest af
sproglig tilvænning
arkaisk
kaldet en mark;
3010. En kemisk opkvalificeret afgrødeflade
i den hvide forårsmorgen af
solsprængte iskrystaller i giftgelering
At forstå sådan, at rimfrost
nu til dags
i afledt sprøjtemiddeleffekt,
Tror jeg,
er muteret til gummimembran
Trukket ud over jorden,
biologisk set
Nu næppe i live,
i klinisk forstand
kun afsyrede korn af mineraler
kittet sammen
af hvid substans;
3011. En kemisk skorpe
over
et teknisk mindstekvantum
Af fotosyntetisk reaktiv
gødningshungrende, substansafhængig
cellestruktur.
3012. Avl af roer
til sukker og ensilage
én gang om året
For hvilke en analyse af duelighed og
kvalitet som bioindikatorer
entydigt peger på nytteværdi
tenderende mod nul
For slutprodukt herunder procesfremstilling
og andre afledte omkostninger
som helhed;
3013. Mens resten af året, braklagt,
bortset fra at brak
betyder regenerering,
Men her er ingenting;
bare brakløs solitude
En brutal morgen i marts;
3014. Med forårssol over frostsprængt mark
i lydløs eksplosion
af koldt lys
Ud over fladskabets
perfekt ensformige og formålsrettede
i sin essens udramatiske,
stiltiende
snigende
nådesløse
tomhed.
Nyt i Index Titusind:
Måned ◦ 3006, Jordskorpe ◦ 3007, Krystaller ◦ 3008, Mark ◦ 3009, Rimfrost ◦ 3010, Substans ◦ 3010, Cellestruktur ◦ 3011, Sukker ◦ 3012, Morgen ◦ 3013, Morgen ◦ 3013, Frostsprængning ◦ 3014.