3128. Stien vrider sig op og op Mod Grand Mergés’ top Gennem eg- og skovfyrskov; Rødder knuger bjerget til sig, De bulner ud som vener.
3129. Stejl, kantet og hakket sti Fyldt med friske skærver; Muskler, lunger, arterier Hele hjerne- og biomassen Fikseret til jord og sten.
3130. Der er kun mig og bjerget En rus af urtidsmenneske; Sådan blev vi til, sådan skabte Dette fjeld vores lemmer, hver Fiber ud i tå- og fingerled.
3131. Bjerget gav os verden, udsynet, Altid denne længsel efter mere; Beviste for os vores ensomhed Viste os urtid og ubønhørlighed, Gjorde livet tilfældigt og stort.
3132. Skoven tynder ud, stien når op Over klippegrund ved slugtens rand; Floden ses turkis på dalens bund, Søen glinser fjernt som fiskebug Under solstukkede tordenskyer.
3133. Ave, ave, på stien foran mig En svalehale, et ikon hele livet, Et fantasidyr, en idé om flygtighed, Men nu: alverdens gavmildhed Foldet ud i en åbenbaring.
3134. Buskene flagrer af hvidvinger Op ad bjergets stejle sider; Det hvisker af trykeffekten Fra vingers tynde membraner Ud i tør og aromatisk luft.
3135. En stor hvid kredser om mig, Jeg følger den som kamæleon Rundt og ind i buskadset Efter et randsløret knips Af denne skønhed, en galathea.
3136. Nær tinden, som jeg aldrig så, Åbner stien ud i en blomstereng Med bølgende græs på et overdrev, Hvor stien smalner ind til et spor; Jeg stopper, hviler, landsbetaget.
3137. Hen over bjergengen et vingepar I forreven flugt op fra skovens kant, Nærmere og flakkende nærmere; Den sætter sig på mit ene ben: En bekendt fra randøjeslægten.
3138. Tre timers vandring alene op Ikke en medsjæl har jeg mødt, Men sommerfuglen satte sig hos mig, Viste mig vejs ende, vendte mig om Skrammet og forrevet tilbage igen.
3139. Og jeg tænker lidt, en lille hilsen: Kære Inger, dette er ikke døden, Slet ikke set an fra en vingekant; Næh, det er lyset, livet, Ikke mit, ikke sommerfuglens, Men dette, Alt dette.
Nyt i Index Titusind: Skovfyr ◦ 3128, Arterie ◦ 3129, Fingerled ◦ 3130, Længsel ◦ 3131, Slugt ◦ 3132, Svalehale ◦ 3133, Hvidvinge ◦ 3134, Galathea ◦ 3135, Bjergeng ◦ 3137, Vandring ◦ 3138, Alt dette ◦ 3139.
Fra en vandring op gennem Parc Naturel d-Aiguines en libre évolution, Gorge du Verdon, Dept. Var, Frankrig den 22. juni 2026. De tre nævnte sommerfugle, der ikke eller kun yderst sjældent træffes i Danmark, er svalehale, galathea og stor båndrandøje.
I erindring om Inger Christensen (1935-2009 ) ikke mindst digtkredsen Sommerfugledalen.
2293. Jeg går vildtvis frem Ude på fredlyst eng Træder i dådyrspor Gennem viltert græs Over mod pilekrattet, Metertyk og vidjetæt, Men lukt igennem går En tunnel med lysning, Grøn mark og flugtvej Åben, velholdt i brug.
2294. Jeg er hjortens vaner, Deres hensigt, viden Om landskabslæsning, Deler sti med dem I plantagen; bjergfyr Lav og mosgroet bark Gror tæt og dunkelt; Jeg fortabes i tykningen, Vekslen udviskes og Sletter sine spor.
Nyt i Index Titusind: Pilekrat ◦ 2293, Veksel ◦ 2294
1867. Tæerne fornemmer landet, Artikulerer sig, finder sporet; Dyb, atavistiske fornemmelse At være urmenneske igen; En fornemmelse af lykke over Balancen på to ben på en sti; Fryden over at være tvedelt: Et menneske i oprejst gang; Tæer adskilt fra fingre, Hoved hævet over fødder, Og tanke skilt fra krop, Som kun spor og bløde stier Kan sætte sammen igen.
1868. Ud ad døren, ned langs huset, Det første stykke med sand, Ind i skoven, ind på nålemuld, I skovbrynet, ude på næsset, Kaldet sønakke héromkring Af folk der har vandret her I århundreder og sat navne; At genkende træer og rødder Ud mod klinten, kalken, leret, Havet og den smalle strand; Fødderne holder kysten i live Som vandrestier, som historie, Sporene ligger her som minder, De spor vi sætter.
1869. Kunsten ligger i fødderne, Ordene sidder i fingrene; Mine fingre og mine fødder Er forbundet, virker sammen: Blade og rødder på et træ. Ordene kommer ud af fingrene Formet på papir, mens jeg kigger, Griber ind, prøver at følge De grønne spor foran mig; Mine små veksler i haven Hvor jeg går dag for dag, Sætter rytmer i hovedet Og metode i mine ord.
Nyt i Index Titusind: Urmenneske ◦ 1867; Sti ◦ 1867; Fødder ◦ 1868; Minder ◦ 1868; Ord ◦ 1869; Veksel ◦ 1869.
1713. To stribetæger, Orangerødt i sort, Skjold mod skjold På mit havekrudt.
1714. En ivrig kopulator, Nyligt indvandret På billetrekket nord, En klimaindikator.
1715. Klatrer op og ned Som et hejseværk, Fast sammenkoblet, Forseglet tægesperm.
1716. Stærke linjer på ryg, En rand der matcher; Men prikker på bugen, Hvorfor egentlig det?
1717. Er fjender foroven Anderledes end dem, Der kommer fra neden, Og i så fald, hvem?
1718. Netop skjoldkanten Stribet rød og sort Ligner sku da noget, En menneskelig idé;
1719. Et farvestrålende Stink- og faresignal Og så meget andet Jeg ikke kan se.
1720. To spraglede tæger Gør ophold i haven, Hvor Store Billespor Krydser kontinentet.
1721. Det er min besøgstid, Jeg vil træde udenfor, Prise min skvalderkål, Stå stille og se med.
Note: Tæger er næbmunde, ikke biller. Jeg var fristet til at tilføje, at tæger strengt taget ikke er biller, men det er jo lidt det samme som at sige, at mennesker strengt taget ikke er neanderthalere. Lad det ligge. Begrebet Store Billespor skal beskrive den for os usynlige massevandring af biller (og andre insekter) på kryds og tværs over hele vores kontinent. Vi ser det det ikke, men et af sporene nordlige grene går lukt gennem min have, er jeg ret sikker på. Se også digtet Notat om skjoldtæge i haiku.
1695. Kystvejen fra Strøby Ladeplads Til Tryggevælde åens udløb, Syv kilometer lang på Stevns; Ingen sti, ingen vandring, Kun perforeret asfaltkant; Ingen åben strandpassage, Kun skilte og smedehegn; Ingen natur- eller kystværdi, Kun låger og forbudsskilte.
1696. Biler snor sig tæt i kørsel Fodgængere i kontakt med Otte-akslede autosaurer Mast op i hæk og hegn; Nybygninger på strandside Kilet ind mellem kyst og vej Forskansede bag kampesten Til værn mod kysterosion Fra vinterstorme hvert år, Der æder strand og vejkasse, Trænger lodsejere tilbage Med ryggen mod skrænten Klemt sammen bag Et kommende dige.
1697. Kun træer, krat og skov, Strandenge og moser Med stier og bænke Til skadesløs passage Af alle landets kyster Kan bevare os her. Kysten tilhører havet Og enhver skabning Til fods og til rods, Til vands og til vings; Alt andet vil forsvinde Under bølger og sand, Sten og fortidsminde.
Nyt i Index titusind: Kystværdi ◦ 1695; Kysterosion ◦ 1696; Skrænt ◦ 1696; Strandeng ◦ 1697; Fortidsminde ◦ 1697.
1624. Fossile fodspor i sand og sten Aftryk i mudder, vulkaners aske; Fortælling i sten og på papir Kræver oprejst gang og tæer.
1625. Fossile fodspor er historier, Forstenet vilje og energi Til oplevelse og handling, Fanget i et glimt, slettet.
1626. En tidlig tofod på farten Op over en mudderbanke, Vakler lidt, samler fødderne Finder balancen, sætter af.
1627. De ældste af alle fodspor: En voksen og en unge Side og side på en klippe: Fodsporene fra Laetoli.
1628. De har ikke travlt Ingen rovdyr truer dem, Den lille skridter ud, Hånd i hånd, vel nok.
1629. Et sted i urlandskabet Stopper de en stund; Tåspidser side om side, De vender sig mod øst.
1630. Her står de begge stille, Skuer ud i horisonten; En hed vind i ansigtet Tre millioner år siden.
1631. Den voksne peger ud I verdens første wow: I denne handling, nu, Opstår fortælling, digt.
1632. I er alle døde, Hominin Titusinde slægtsled borte. Jeg vil rejse til Laetoli Og stå ved jeres spor.
Billedet til venstre er fodspor formentlig af Paranthropos boisei, Koobi Fora, Kenya, ca. 1,5 mya, foto: Neil Roach. Billedet til højre er et aftryk formentlig af Australopithecus afarensis, Laetoli, Tanzania, ca. 3,7 mya, foto: Encyclopaedia Britannica.
