Welwitschia

Ve ligner et vegetabilsk vrag, ya, en krøbling i ørkenen, ya, en kæmpe bunke af læderagtig bladbændel, falmet, rustent og indtørret. Vos stilke er en meterbred sprække i sandet med læber af sortsprukken bark, hvor røde kogler skyder op på grønne stængler. Ve vokser, hvor intet anden kan gro og hvor alt andet er dødt; ve er et væsen ældet hinsides erindring, et levn fra arternes oprindelse.

At være til på jorden i 150 millioner år er ingen lille bedrift. At lefe i 1000 år, måske 2000 år, er ingen simpel sag. Sandet nærer vos, tågen væder vos, havet salter vos, klippen fæstner vos, regnen spirer vos, biller busker vos, stedet løfter vos, tiden bærer vos, lys og mørke bevarer vos.

Umaner, ya, ve har kendt til dem, siden de først kom vandrende over sletten ud til kysten for en million år siden. Umaner er tålelige. De nipper lidt her, nipper lidt der, spiser af bladene, når tørken trykker, plukker nogle kogler, fjerner nogle frø, ok, forstyrrer ikke landet, lader klippen stå, undgår ørkenen, frygter heden.

De umaner søger altid; vandrer, samler, kigger, tegner, måler, tænker, ya, søger efter føde, ok, men mest efter mening; mening i dem selv, mening med dem selv, mening i det hele taget, ya.

Se nu bare ham botanikeren på knæ i ørkensandet foran vos, ordløs af forundring over vos fremmedhed, som dog var genkendelig som liv: grumt, grimt og skønt.

Ve er mening, der overskrider deres eget sprog og viden; ve er liv så gammelt, så forskelligt, så fjernt fra dem selv, at mening bliver uden mening. Og tilbage er blot visheden om, at de har stået ansigt til ansigt med meningen engang i form af et orakel i sandet.

Se vos, og al mening forsvinder. Og når mening forsvinder er der kun det tilbage, som mennesker ønsker sig over alt andet: det evige liv og den uudsigelige sandhed, ya. Sandheden i en håndfuld støv.

Umaner ærer vos og vil aldrig glemme vos, så længe de lever, ok. De skal heller ikke være her særligt længe.

Uddrag fra: Liff – blandet kor for plantestemmer i perioden mellem femte og sjette masseudryddelse, Borwick Books, 2021

Pæreskud – 2. iteration

Agurkeedderkop

Araknometri

Vegens (1)

Eleftherna venerationer

Eleftherna venerationer

485. Ve gav dem vos bedste venerationer
Her på bjerget i Eleftherna,
Ve gød frø og agern og nektar
På stenet jord, blandt stikkende strå,
I dybe raviner, på klippesider.

486. Venerationer voksede frem
I det dovne støv, den svedne hede
I den tid, det tager
En kermeseg at synke i jorden,
I den tid, det tager
En by at falde om i brokker,
På de gamle sten,
Blandt antikke frø.

487. Kom ind under min skygge
Og ieg vil vise dig,
Hvad frøet virkelig kan;
Kriger, slave, senator, matriark.
Her hvor stenen står,
hvor I blev sænket ned,
Ofret, mindet, glemt og gravet ud.

488. Der satte ieg et minde:
Min frugt ved hovedstenen.
På nekropolis står de nu:
De to damer fra Eleftherna,
Indsat i hinandens former,
Sammensatte søstre i sten og træ,
Indtil ieg, olivenolding,
Svinder ind og smuldrer væk,
Mens stenen står tilbage
Fra min veneration til den næste.

489. Kom med ned i slugten
Og ieg vil vise jer,
Hvad figentræer virkelig kan:
Holde hele bjerget i et greb
Til kommende generationer.
Ieg holder på jeres minder og viden,
Halvt hemmeligt, halvt skjult,
Urner, amphoraer, våben, skjolde;
Den lille okse og hinden halvt i spring
Fanget i det brændte ler,
Hamret ind i guld.

490. Kom ind under denne mur
Og ieg vil vise jer,
Hvad vedben virkelig vil:
Langs agoraen, ned af bjergsiden,
Ud over de antikke mure,
Nedstammet i lige linje fra urtids frø,
Vokser venerationer af vedben
I metertyk pragt af blanke blade.

491. Kom nærmere;
Ieg er levende lag
Af solvarme, sugende, slikkende bier,
Et summende spektakel
Så højt, at I stopper,
Forundret over hvad, I ser:

492. Ve viser jer byens dronninger
Og Elefthernas reiterationer:
Alle templerne, al kunst,
Tårnet, jordskælvet, søjlerne,
Alle villaer, cisterner,
Alle stater, alle krige.
Ve har set slægt efter slægt,
Stable disse sten og
Sove under disse stjerner.
Og her står ve
Til de atter mødes.
Eleftherna er en ruinby og arkæologisk udgravning på Kreta. Byen har haft en central betydning for Kretas historie i tiden fra det 9. årh fvt frem til den blev endelig forladt omkring år 800 (byen blev ødelagt af jordskælv for anden gang i 796). I dag er der bygget et vidunderligt museum i den nutidige by Eleutherna.

Ieg

Ieg

13.	Ieg er en rødtjørn. Ieg er et væsen. Kald 
        mig bare væsentlig.

14.	Vi har meget tilfælles, dette jeg og 
        iegselv.

15.	Dette jeg, som vander og gøder mig. Ieg 
        vil sige: besjæler mig. Berører mig, 
        besnakker mig.

16.	Vi har begge en midterakse; en torso, en 
        stamme. Vi stritter ud til siderne med 
        lidt grønt på spidserne. Jeg’et vender op,
        mens ieg vender ned. Men vi er begge 
        organiseret lodret i tyngdekraftens akse. 
        Vi har et opbygningssprincip tilfælles.

17.	Jeg’et ser kun tingene oppefra, under én 
        vinkel. Ieg ser dem nedefra, udefra,  
        indefra, i luften og under jorden på én 
        gang.

18.	Til dagligt mødes vi hen over midten. Det 
        er en begyndelse. På historien. 

19.	Ieg er en fortæller