Ekstravagante planter – kartebolle
1690. Stikkende, strittende sentinel
Vildtvoksende stærk i udtryk:
Tynde spidse lancetter i svøb
Omkring et blomsterscepter,
Opløftet rustning og ornamet.
1691. Stængler tæt tornebesatte
Som larve- og billeværn;
Kar omkring stilkenes rod,
Som lys grøn svømmehud:
Et regnvandsfang, måske
Insektsuppe og næringsstof.
1692. Dipsacus, græsk for tørst,
Beskrevet, tegnet og beundret
Af Dioskurides fra Tartus,
Encycklopædist og herbalist,
Ophav til viden om lægeplanter
På dette kontinent.
1693. Hvor jeg nu bor samciviliseret
Med denne knejsende tidsel,
Skattet, iagttaget i min have;
Et biologisk bånd videreført
I min levetid ved indgangen
Til sit tredje årtusind.
Nyt i Index Titusind:
Lancetformet ◦ 1690; Tornebesat ◦ 1691; Herbalist ◦ 1692; Samcivilisation ◦ 1693.
I erindring om Pedanius Dioskurides (ca. 40-90), født i Tyrkiet, uddannet i Syrien, botaniker, farmakolog og ophav til det illustrerede farmakopé De Materia Medica i fem bind, der gennem mere end 1,500 år var standardværk om lægemiddelplanter, skrevet på oldgræsk, oversat til arabisk, latin og andre europæiske sprog.