Græsmøl i nedarvet tunnelsyn
På marktur med mit barnebarn, Gødel Kanal, den 9. august 2026
3235. Et fladt enghabitat
plejet og skærmet
ved tinglyst servitut,
3236. skridt for skridt
ud i stritvækstet
trofisk slaraffenland,
3237. intenst spejdende
stillestående, dernæst
forsigtig fremadgående,
3238. i tillært tunnelsyn;
Kom, tag med mig ud
på græsmøljagt.
3239. Vi kredser om en busk
en kobbervandnymfe
glimter i aftensolen,
3240. en stor spyflue raster
regnbuemetallisk
på spidsen af et strå,
3241. kig efter et flitter
af små, lyse vinger
dykke ned i græsset,
3242. og straks smelte ind
med strå, vinger foldet
i en forsvindingsakt,
3243. et dumdristigt insekt
med tro på kamuflagen
stivnet på sin pind;
3244. Endelig, hvad vi søger,
hun peger og hvisker
i jagtens samkonspiration,
3245. det okkergule græsmøl
på gurkemejegule
blomster pomponer,
3246. kendt som bistert væsen
horn tilbagestrøget som
bøffel eller samurai,
3247. blege koldblodsøjne
skægbørstet næbparti
og gyldne vingeskæl,
3248. vi sniger os ind til
lynknipset fotokaskade,
møllet i umistelighed;
3249. Hun spreder sine arme ud
svæver over marsken hjem,
menneskefugl i aftenbrisen.
Nyt i Index Titusind:
Enghabitat ◦ 3235, Trofisk ◦ 3236, Spejde ◦ 3237, Græsmøl ◦ 3238, Aftensol ◦ 3239, Spyflue ◦ 3240, Flitter ◦ 3241, Forsvindingsakt ◦ 3242, Pind ◦ 3243, Jagt ◦ 3244, Okkergult græsmøl ◦ 3245, Bøffel ◦ 4246, Koldblodet ◦ 3247, Snige ◦ 3248, Menneskefugl ◦ 3249.