Klik på billedet for at se det i fuld størrelse
Grå fluesnapper
1586. I juni havde vi rugende gæster,
Et par grå fluesnappere logerede
I den tomme svalerede fra i fjor,
Centimeter over vores verandadør.
Ængstelige, sky, altid vedholdende,
Stilfærdige slidere, pæne fuglefolk,
Slet ikke som de vakse landsvaler,
Der skvadrer, skider og disputerer.
1587. Stille, de sagde sjældent noget,
Kun et blødt pift nu og da.
Sommetider, inde under halvtaget,
Stoppede de midtlufts foran reden,
Hang i en akrobatisk pirouette,
Vendte om, satte sig på gærdet,
Ventede, vågede, afvejede risici.
1588. Det blev til tre unger i reden,
Små, kunne knap ses eller høres;
I glimt en halespids, et næb,
Fodret, varmet, plejet i ugevis
Af forældreparret, kredsflyvende,
Insekter i næbbet eller slugt,
I flugt hver gang døren gik.
1589. Forleden forlod de reden;
Vi var med i flere timer,
Mens ungerne drattede ud,
Baskede ned, fløj ind i ruden,
Fandt en krukke, en partyhat,
Vippede på kanten, krøb i ly,
Peb lidt i de høje hertz.
1590. Forældrene, i deres tavse agita,
Fløj trekantsfart til ungerne:
Én i reden, én i blomsterkrukken,
Den fremmeste ude på en kvist;
Fodrede dem i farten, satte sig,
Sekunder i samvær på kanten,
Strøg deres hovedfjer med næbbet,
Beroligende, og svang bort igen.
1591. Det sidste billede, et afskedsblik:
En smuk og redefærdig unge,
Dunet polster i sin flyverpragt,
Kigger lige ind i kameraet
Med sit mørke, dybe øje;
Ukendelig vilje i perfekt fysik,
En individhed, sit eget væsen,
Vender sig, slipper, svinger ud.
Se også: Landsvaler