Strandkrabbe
3252. En død strandkrabbe
Tre ben og et bulet skjold
Sat i vindblæst sand.
Hvidt skum fra vadehavet
Udvisker mit spor igen.
Nyt i Index Titusind: Strandkrabbe ◦ 3252
Strandkrabbe
Havskum
Havskum
Havskum
2279. … og det er de små ting,
Der fylder så meget,
Oversete, velbekendte,
Som jeg gerne vil ære
Efter hele formiddagen
Her i terrassesolen
Har ledt efter et andet ord for,
Ikke mindst en anden form for
1) Hyldest
2) Skum
Her i det 21. århundrede
I digtrelation til dette
Havskum …
2280. … måske især fordi
Jeg i går tog fotos
For første gang
Levende nærbilleder
Af skum, sug, træk
I Vesterhavets brænding,
Efter at have løbet her
Det meste af mit liv
Og gerne nu i ord vil
Højtideliggøre, odesætte,
Kort sagt fortælle
Digterisk, henført om
Havskum …
2881. … som kystfolket
Kender og har oplevet
Og derefter gået væk fra,
De fleste i fodtøj,
Derfor uden føling med
Den sprøde sandskorpe,
Det livlige hav under dem,
Men alligevel: børn, unge
Gamle, badende, digtere,
Naturhengivne, alle
Kender i deres inderste
Havskum …
2882. … at stå i sandet
Blive overskyllet,
At mærke suget i tæerne
Se de små fordybninger
Blive udgravet af
Tilbagetrækkende havvand,
Mærke hælene synke,
At stå og se skummet,
Det eneste ord vi har for dette
Fænomenale fænomen,
Det sukkerhvide skum,
Det isbjørnegule fluff,
De blævrende totter af
Flyveskum jage lavt hen
Over sandet …
2883. … alle der har været
Ved kysten kender skum,
For det er urmenneskeligt
At ære hav og strand,
Når det bløde fejeskum,
Det kolde kulingskum,
Det bølgetoppende højskum
Og det efterladte fromageskum
Fejes bort med blæsten
Her ved det grå vadehav
Elektroneuralt stimuleret
Af skummet klinet sammen
Til kroppen og sindets
Dybe velvære at være
I verden, fuldt ud,
Med nøgne fødder sat
I havskum.
Se også: Hav og Menneske
Hav og menneske
Hav og menneske
2275. Sand stikkende
Under bare fodsåler,
Portlandgrå strand
Glinsende og hård
Ud til kimingens dis:
Ritualet hver gang
Jeg vender tilbage,
Kører ud, vandrer ned
Til kysten over klitten
Snusede, svulmende op
I den salte blæst,
Fødder henover strand
Overrislede, rene
Og hele igen.
2276. Bølger i brus:
Samme kraft
Gentaget gentaget
Uafvendelig ens,
Altid forskellig:
Lyd, elementer
I bevægelse,
Isende vand spuler
Omkring mine ankler
Omslutter, trækker ud
Mod uendeligt.
2277. Sydende huller
Fra sandorme bobler
Brister overalt;
Et halvt dusin
Strandløbere,
I tæt jag på
Smalle knækvinger
Langs brændingen;
Måger i løs flok
Trækker ned langs
Klitkanten, sorte
Skygger i blåt.
2278. De indre horisonter
Og de ydre forsones;
Jeg er grænseløs
Som havet er,
Forsonet med tiden,
Med mig selv,
Mellem ordene
Og kroppen her,
Hvor titusind ting
Fødes af havet
Og havskum flyver
Om mine tæer.
Se også: Det flade land.
Blå på Råbjerg Mile
Blå på Råbjerg Mile
1054. Blå er et sjældent chok
til fods under åben himmel,
her på Råbjerg Mile
under dagslysets farveprisme
og oplyste vandreskyer,
hvor intet jordisk blåt kan ses;
ingen dyr, ingen svampe, padder
ingen sten, insekter, eller træer;
alt i farvebalance, uberørt,
som en stump af ødemark, endnu,
brudt voldsomt, som et anstød,
af en nylontrøje, neonblå,
spiddet på en fyrregren,
halvt dækket allerede af sand,
her hvor alt er i bevægelse
og levende af sol og vind,
af hav og tiltrækningskraft
under det enorme himmelhvælv,
hvor jeg med ét ikke ser andet
end en klat syntetisk blå,
og forstår, at det er rigtigt,
at kun vores ting er døde.
1055. På knæ, med fingre og negle
graver jeg et hul i sandet,
stopper trøjen ned, dækker til;
sådan, tilsandet, slettet,
hånd og fødders nedslagsspor
straks overpustet af krystaller,
der visker ind på vestenvinden.