Skovskarnbasse
2889. Sort skovbundsambassadør
Violetrandet dækvingebort,
Triplende frem på graveklør
Til møg- og mugforvandling.
2890. Bestiger en vissen stav,
Vejrer egnet lort i luften,
Metallakkeret skovskarnbasse
Udstiller hele billepragten.
2891. Måske ses hun ikke så tit
Af den jævne skovstursgænger,
Men billens navn, basse især,
Ringer ind som sprogligt kæledyr.
2892. Vi er makkerpar, vi to,
Bakser rundt i samme have,
Hun i underjordisk fermentering
Og jeg i komposteringsbunker.
2893. Hvert år, på store billedag,
Den 10. april, sæt et kryds,
Holder vi en skarnshøjtid
For bassemagt og billeflid.
Nyt i Index Titusind:
Møg ◦ 2889, Skovskarnbasse ◦ 2890, Kæledyr ◦ 2891, Underjordisk ◦ 2892, Billeskid ◦ 2893.
Digt og kompost
Digt og kompost
1223. For henved tredive år siden
besøgte jeg en engelsk have;
en ødselhed af prydvækster
plantet, plejet, og elsket
af en vital haveveteran
klædt i grønt og gummistøvler,
med lugt af voks og jord.
1224. Dette er, hvad jeg husker:
En nøgen kompostplads i beton
med fedtede, rådne plantedele,
en møggreb stillet på skrå,
og oldingens vildskab
i væksthuset, da han
trampede på en snegl
med en hævngerrig ed
og et fåret grin.
1225. Siden lærte jeg så meget andet;
jeg er god til at snakke,
og ganske god til at gå.
Jeg lærte at kende visse træer
og fik en fritvoksende have,
hvor jeg tæller arter af fugle,
insekter, og sætter hjemløse
planter ud i et haveasyl.
1226. Her er store bunker af løv,
kompost af bedste kvalitet
med netop den balance
af stoffer og materialer,
der får bakterier i bunken
til at gasse og gære blade
om til blød og dæmpet muld.
1227. Her er kvasbunker af
afklip, grene, kviste,
nældebundter, vidjer
langs skellet til naboen.
Her er bunker af brændeknuder,
gamle potteplanter, ris, skud
og henkastede stabler af
træstumper og barkstykker
spredt ud ved grundens grænser
som bukke- og billefrås.
1228. Her er kompostbeholdere
og lagdelte kompostbakker
med planterester, rådden frugt,
porretoppe, papirstrimler,
skræller, økopap og savsmuld.
Her trænges en myldrende fauna:
springhaler, biller, leddyr, myrer,
ringorme, bænkebiddere, insekter
mikroskopiske snegle, mider
og milliarder af bakterier.
Skrab det øverste lag af,
og vupti: en Spielberg delight
af vridende, parrende, ædende
slimede, lyssky kompostorme.
1229. Formuldede, mørke klumper,
der klæber mellem fingrene
stadig med orme, der vrikker,
enzymer og mineralske ioner;
netop dette stof, tænker jeg,
som bevidst liv vokser ud af;
et organisk substrat af liv,
nulstillet, klargjort, afgiftet:
Min hjerne i en spand,
parat til blomsterbedet.
1230. Før jeg vidste klart hvordan
værket hér skulle laves,
hvordan det burde formes,
hvordan i det hele taget
titusind ting konciperes,
kom jeg næsten hver dag ud
for at kigge i kompostens
mug, mycelium, orme, snask,
halvt nedbrudte planterester
og fermenterende mikrober;
og hver gang slog det mig,
at hjernen er en grøntsag;
faktisk, med eftertryk,
i den grad er en grøntsag,
og sådan kan man sige, at
digtet fandt sin kernemetafor
et sted i kulstofskiftet.
I erindring om Seamus Heaney (1939-2013) Death of a Naturalist (1966).
Se de tre digte: Hjernen er en grøntsag (1), Hjernen er en grøntsag (2) Hjernen er i den grad en grøntsag (3).
Kompostmusens vise
Kompostmusens vise
I den fineste krog af haven lå kompostpladsen. En stor bunke blade bugnede op fra sidste efterår. Ved siden af stod en rigtig ormegård af den slags, man sjældent så inde i byen: Tre stablede bakker bygget af træ med trådnet i bunden og dækket af et stort låg. Her blev kun det bedste økologiske affald båret ud og lagt til ormene og bænkebidderne og sneglene og tusindbenene og alle de mange, mange mikrosmå bakterier.
Oppe på ormegårdens låg sad kompostmusen Karoline og øvede sig på sin kompostvise, som hun havde skrevet på i snart mange uger. Lige som hun var færdig og glad tænkte: så, nu er jeg færdig, kom Doktor Dyregod forbi i sin høje hat.
Goddag, lille mus,” sige Doktor Dyregod og lettede på hatten. “Og hvem er så du?”
“Jeg er kompostmus og jeg hedder Karoline.”
“Kompostmus,” sagde Doktor Dyregod, “Det lyder rigtignok fint.”
“Det er det også. Og jeg er lige blevet færdig med min kompostvise. Vil du høre den?”
“Ja det vil jeg da meget gerne,” sagde Dyregod og satte sig på en træstub og strakte benene ud, så man kunne se hans grøn- og rødternede sokker.
“Ahem,” sagde kompostmusen og rømmede sig. “I dagens anledning vil jeg tilegne denne sang den berømte Doktor Dyregod.” Og så tog hun sin guitar frem og begyndte at synge.
Kompostmusens synger:
828. Doktor, doktor, i dag vil jeg synge
Om skovens fineste skraldedynge.
Her er skræller af pastinakker,
Og hundredvis af æggebakker,
Her er snit af kål og rødløgsskind,
Stængler og en slikket slikkepind.
829. Her er tandstikker og savsmuld,
Masser af loppefrø og lommeuld,
Stakke af løg- og kartoffelskræller,
Tusind kompostorme, der spræller.
Der er nogen, der siger fy og føj,
Men jeg sig'r bare: supergodtemøg.
Doktor Dyregod:
Ved mine storternede sokkers!
Det var som bare pokkers,
Er der mere endnu?
Kompostmusen synger:
830. Doktor, doktor, nu skal du høre,
Kompostbunken blir endnu større.
Her er toppe fra gulerødder,
Skaller fra æg og hasselnødder,
Ruller inden i lokumspapir,
Slatne salater og bønnespi’r.
831. Her er rødbedeskræl og druesten,
Gnasket til af tusind tusindben.
Her er mugne bananer og pærer,
Agurker og kaffegrums, der gærer.
Der er nogen, der siger fy og føj,
Men jeg sig'r bare: supergodtemøg.
Doktor Dyregod:
Det var som okkers gokkers,
Ved mine kompostbare sokkers!
Er der mere endnu?
Kompostmusen synger:
832. Doktor, doktor, nu skal du høre;
Ormene her er helt op at køre.
Spande af hønsemøg, virkelig skrap!
Gamle servietter og genbrugspap,
Skaller af appelsin og citroner,
Titusind kerner fra vandmeloner.
833. Her er avispapir i strimler,
Og æbleskrog så det vrimler,
Toppe af selleri og auberginer,
Og mug - du sku' se, hva' det ligner!
Der er nogen, der siger fy og føj,
Men jeg sig'r bare: supergodtemøg.
Doktor Dyregod:
Ih du milde, det kan jeg godt forstå,
Og jeg har snart ingen sokkers på.
Er der mere endnu?
Kompostmusen:
834. Orke ja, men nu er min vise slut.
Kære Doktor, til maj er du indbudt
Til havefest, når komposten er klar.
Køkkenbedet får det bedste vi har,
Så grøntsager vokser i sus og dus,
På vores allerstærk'ste ormejuice.
Frit efter Thorbjørn Egner: Doktor Dyregod, 1968.
Vi vil helst ha’ dem rå
Silphiden og muldvarpen
Silphiden og muldvarpen
723. En muldvarp lå som en måtte
I sporet på en støvet skovsti;
En meget flad muldvarp,
Mere rullet ned end kørt over.
724. Voksblege hænder og fødder,
Opadvendte og krumme.
Pelsen smudsig og grå som vejen,
Snuden falmet, lyserød og død.
725. En blank, kulsort bille
Med skarpt orange rygmærker;
Piler rundt og skjuler sig
Ind under kadaverkanten.
726. Bagkroppen stikker ud, lyser op
Af orange designerklatter;
En festlig, selvbevidst bille,
I et orgie af mad og formering.
727. Menneskeverden trænger sig på,
Som altid, med symbol og imago.
Lad os give den et navn:
Batmanbillen, kan I se det?
728. Silphide *) hedder familien
Af ådselbiller: skovvæsener
Uden sjæl, mente man.
Batman ka’ være ligeså godt.
Misvisende, men nutidig.
729. Jeg har set hvad de kan:
Rådyr, sæler og nu en muldvarp,
Knogler, skind og pels,
Tomme hylstre på en strand.
730. Tænk hvis visne blade
Døde planter, insekter og dyr
Ikke bliver nedbrudt, omsat
I en cirklær kompostøkonomi.
731. Jorden var druknet for længst -
Jeg mener geologisk forlængst -
I slam, stank, råd og skum;
Intet dyreliv var muligt.
732. Men i stedet vokser her
Træer og bløde græsser,
Hvor ådselbiller og bakterier
Har begravet deres fund;
733. Pillet og pudset knogler af,
Dækket og gødet efter sig
Til kommende generationer,
Og planters venerationer.
734. Jeg vil gå ud i skoven,
Når min tid kommer.
Følg ikke efter mig;
Jeg begraver mig selv rå **).
735. Lad dem bare gøre rent bord:
Bryd mig ned til basis qi;
Fordelt og opslugt igen
Af de titusind ting.
*) Til de billekyndige: Billen på stien var en ådselgraver i underfamilien nicrophoros: en sortkøllet ådselsgraver (necrophoros vespilloides).
**) Om kompost og kremering i planteperspektiv, se kapitlet Vi vil helst have dem rå i Jacob Gammelgaard: Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem den femte og sjette masseudryddelse, 2021.
Foto

