Græshoppen som arkesensorisk erfaring i poetisk form
3092. Græshoppen er eneste insekt udover guldsmede Med et mekanisk kropsudtryk, jeg mener, I sin motorik og kropsartikulation, sammenlignelig Med en teknisk indretning, jeg mener, I stand til bevægelser og kraftudtryk, Der er umulige i fysisk forstand, altså forstået som Hurtig, rykvis og slagagtig retlinjethed Og derfor helt anderledes og uopnåelig For en animalsk muskulatur, der afvikles Glidende og adræt i varmblodet organik.
3093. Græshoppen har en særlig affinitet Med primater, vil jeg tro, fordi De har et udtalt bipedalt princip I ren og superarkæisk form Med samme ortopædiske (tekniske) Funktion som en katapult, altså Fjeder til oplagring af kraft i skaft/sener Og udløsning ved låsemekanik i knæled Med en næsten pyroteknisk effekt, Der kan skyde sin græshoppe ud tyve gange Egen kropslængde og med en acceleration (Velsign de entomologer, der har regnet den ud) Målt til hele 20 G.
3094. På lur i mit solhede sommerbed strå og stilke I gulnede farvede og sommerfugle blafrende Omkring med bier og fluer klavrende Rundt i blomsterrør og honning i evokation Af en svunden naturoverflod møder jeg To græshopper, sikkert nymfer, fra superfamilien Langhornede retvinger, kaldet græshopper Af helt usædvanlig må jeg sige Diskret og bjergtagende skønhed For den heldige, der får se det højeste (og ældste) Af alle evolutionære pletskud fordi Intet væsen måske (bortset Fra lungefisk og vandgran) mestrer Sin geologiske tidsalder bedre End græshoppens 20.000 arter Og få insekter er mere superfint Fossilerede helt tilbage til Trias Med 300 millioner år på sit geologiske ur.
3095. Immobil som kun insekter kan Med trådtynde og fiberspændte led Et multisensorisk individ opfanger Tryk, lys, lugt, muskler, bevægelse Og varierende intensiteter af luftmolekyler; Smag og lugt hos dem, tænker jeg, Er synæstetisk luftbåren: Tænk Tyktflydende duftfortættet sommermorgen; Altså en kombosans, der overrisler Insektets krop med fysisk taktile intensiteter, Til måling af kvaliteten i græssets Vibrerende elektricitet opfanget Af arkesensoriske organer hypermærkende På ben, bryst, horn og gennem panserskår.
3096. Et arketype insekt ud af to håndfulde (Sådan lærte vi at tælle, at berøre, Med hænder blev vi intelligente - Men lad os kalde det et benspænd Et greb fra tre eller fire benpar Underlagsvurderende og sanseførende Multivalente og intelligensformende insektklør): Fluen, hvepsen, bien, mariehønen, guldsmeden, Edderkoppen og sommerfuglen: Disse syv, Men græshoppen står os nærmest I sin mytologiske og historiske magt Som intet andet væsen.
3097. I mit strå- og blomsterbed raster en sprød, liflig forårsgrøn krumknivsgræshoppe På et kulsukkerblad: Ah, se Hendes lange fotonsmagende, lodrette Luftskummende, befølende filamentstynde Dobbelt kropslængde sortprikkede følehorn.
3098. To meter derfra endnu et harmonisk individ: En buskgræshoppe i brunt og gråt legionærkyrads, Lange ben bagud, følehorn fremad, kroppen kompakt Fremadlænet, livskompetent og sublimt selvtilstrækkelig For hvem mennesker (jeg) er non-signifikante (I biologisk og perceptorisk forstand) grænsende til Apokalyptisk ligegyldighed, men mennesker Med antennerne oppe kan Lytte med på genomets syvende sans For det jordiske livs uendelighed Og evolutionens totale triumf.
Teleologiske overvejelser ved at se en spætte fra oven
2848. En november på lur ved redekassen, en stor flagspætte banker ind; I tre år har jeg set ham (den samme?) mejsle rundt i indgangshullet fra min hånd beregnet til spætmejser; men han vil anderledes.
2849. Stort nok, han dukker ind, undersøger den flossede kant, hakker videre indefra, som alle fugle altid på vagt, tikkende sit skraldehoved på en krans af hak i specialevolutionerede nakkehvirvel.
2850. Han kigger ud sidelæns (selvfølgelig, en fugl!) stikker næbbet frem kigger rundt og ned og dér, jeg fanger det eksistentielle sekund: For hvem har overhovedet (ha ha, netop) set en spætte fra oven?
2851. En sort kvadrat dækker issen, den karmosinrøde nakkeplet hos en stor hanflagspætte; Men alle danske spættearter har røde isser eller nakker, også nogle hunner, dog ikke alle;
2852. Måske fordi det er så aparte at se en spætte ovenfra, - for tænk, hvordan det? Kun ved at sidde på pind højt i træer i dagevis, helst om vinteren Af hensyn til udsyn, Kan man se ham fra oven - Men altså netop derfor, at jeg begynder at spørge, hvorfor er det egentlig at spætter er røde i nakken?
2853. Ikke noget ueffent spørgsmål, af vital betydning, faktisk, fordi de fleste spættearter, ca. 250, har rødt på hovedet i en eller anden form, på alle kontinenter, altså uafhængigt af hinanden, også af kontinentaldriften hundreder millioner år siden, i konvergent evolution.
2854. Og det slår mig pludseligt, i lyset af den evolutionære teleologisk metode, denne bagage fra det 20. århundrede om form, funktion og årsag, der kan udredes spekulativt ved detektivistisk deduktion, at jeg godt ved hvorfor spætter har rødt i nakken.
2855. Det er fordi de sidder med ryggen til, Selvfølgelig! Med kløer i barken, udsyn begrænset, konstant i fare; Den evolutionære mening, eller måske er det bedst at sige funktion, (fordi kausalitet er det, vi higer efter) er at blive set fra nakken; Af hvem, deduceres videre: Af rovfugle, der kunne kloplukke spætten fra træstammen i et dyk: Signalfarve knaldrød, hold jer væk.
2856. Men hvad så med hunnerne; Hvorfor har nogle arters hunner Slet ingen nakkepletter? Hunspætter fouragerer måske anderledes, På andre steder, på andre måder, hakker ikke, men pirker, tungevikler; Er de mindre udsatte end hannen, der sidder på højere grene spændt som en bue fra hale helt op i nakken, et slagtøj med spættehjernen fastklemt og affjedret inde i kraniet, og stødfordeling i bløde knogler afbødet ud i hele kroppen for ikke at blive rystet i stykker og dunket til idiot.
2857. Læg hertil, at mange spætter har synlige røde undergumper i den vinkel, hvor det er sværest for en spætte at holde udkig; Hunner har også røde gumper, Hvad er det for en signaleffekt? Faresignal eller måske smukseren For hanner, der kun formår, at klatre opad? Teleologisk set.
2858. Så hvorfor fik spætter i evolutionær forstand ikke øjne i nakken? Slet ikke så dumt som det lyder (edderkopper gør, hele otte styk, og fladfiskeøjne vandrer om på oversiden ); Så kunne de sløjfe signalet Og bare se sig bedre for; Måske føres her et bevis på min deduktive faiblesse.
2859. Spætter får mig til at tænke på ekspeditioner og træklatring på bjergvandring; Jeg vil til Himalaya (jeg har altid villet til Himalaya) for at se spætter, eller til ørkner for at se skønne spætter, gila-spætten, med føde og redespeciale i kaktusser, eller den amerikanske sortspætte med dybrød mohawk hanekam, eller den smukkeste skiffergrå spætte fra Sydøstasien med orange hals: Omvendt evolution, hvorfor nu det? Og jeg kan klø mig i nakken, mine knirkende hvirvler, og hælde deduktioner ned af fuglebrættet.
2860. Den store flagspætte kommer hver dag, han holder til i de store egetræer, han hører mig (ser mig) dækker sig; Han har vist opgivet redekassen, men så har han fundet noget andet, suverænt indlevet, som spætter er på måder jeg knap forstår og gennem tidsaldre jeg ikke aner, også i den beskedne niche her i Strøby Strand, hvor en heldig digter på slump har set en spætte fra oven.
Nyt i Index Titusind: Stor flagspætte ◦ 2848, Nakkehvirvel ◦ 2849, Sidelæns ◦ 2850, Isse ◦ 2851, Udsyn ◦ 2852, Kontinentaldrift ◦ 2853, Evolutionær teleologi ◦ 2854, Signalfarve ◦ 2855, Spættehjerne ◦ 2856, Undergump ◦ 2857, Faresignal ◦ 2857, Øjne i nakken ◦ 2858, Sortspætte ◦ 2859, Niche ◦ 2860.
