Grønt som bevidsthedsækvivalent
Til Mei Mei Berssenbrugge
1742. Jeg kan ofte få den sære tanke,
At planter føler sig usynligt frem
Rundt langs hele individets kanter;
Grønt sidder jo smak i hjernemuffen,
Altid lige i øjet, ind på huden.
1743. Jeg trådte derfor i min haves sted,
Og stak nervetråde ned i græsset
For at mærke det som jorden gemmer,
Når tusind årstidskræfter sætter ind;
Et sug af fortids sol og vand og vind.
1744. Formål bryder frem og op af mulden,
Planter vokser tæt og grønt med vilje;
Stilke står og ta’r bestik af vejret;
Jeg mærker træets fibre vides ud
I en sky af gasser og fotoner.
1745. Grønt er erfaring fra fylogenesen:
Frugter og træer og stepper med græs,
Menneskets første sult, slidte tænder,
Grove fingre graver jord og knolde;
Stød i hjernebark og planteceller.
1746. Vi er opstået sammen, tråd for tråd,
Med neuroner og trevlerødder,
Udformet forskelligt, men filtret ind;
Overlevelse og vækstbetingelser,
To former for liv i samme skind.
1747. Grønt trækker i mine nervebaner,
En puls løber op ad mine fingre;
Ved berøring af det vævfulde blad
Er det måske mig selv, der forstår,
Hvordan krop og tanke hører sammen.
1748. Grønt er derfor den tredje substans,
Der forbinder de to med hinanden;
Her fornemmer jeg min ureksistens,
Vores første sansning og intelligens;
Grønt er en bevidsthedsækvivalent.
Nyt i Index Titusind:
Hjernemuffe ◦ 1742; Årstidskræfter ◦ 1743; Træfibre ◦ 1744; Sult ◦ 1745; Hjernebark ◦ 1745; Neuroner ◦ 1746; Bevidsthedsækvivalent ◦ 1748.
Last Updated on 4 måneder by Jacob Gammelgaard