Tag: Selv ◦ 2723

Den oprindelige vold

2717.  Som barnedigter var jeg byttets skrig:
       En snegl med en levende orm indeni,

2718.  Med afsky så jeg den ækle parasit,
       Syg ved synet, hvordan byttet havde lidt;

2719.  Svor min hævn over denne snegledræber,
       Der stak kniv i mine moralbegreber;

2720.  Og min forbitrede foragt for gøgen,
       Snylter, forbandet af mig til uddøen 

2721.  For dens dovne og oprørende snyderi,
       Afmægtigt grebet af barnligt raseri,

2722.  Rystet og kold dér i et grønkålsbed,
       Mine engle borte, kun sårbar ensomhed

2723.  Indeni mit nøgne seks-årige selv,
       Der troede alt godt og ville alt vel;

2724.  Knugende chok over selve det at være,
       Den oprindelige vold jeg selv må bære,

2725.  Især den, der bryder arternes grænse,
       Som kun få vil se, og intet standse,

2726.  Finder vej tilbage i disse strofer
       Om glemte ord og barndoms katastrofer.


Nyt i Index Titusind:
Skrig 2717, Parasit ◦ 2718, Moralbegreb ◦ 2719, Gøg ◦ 2720, Dovenskab ◦ 2721, Ensomhed ◦ 2722, Selv ◦ 2723, Vold ◦ 2724, Arternes grænse ◦ 2725, Katastrofe ◦ 2726.