Vuggeslør
3297. Et klump edderkoppekuld
Pakket ind i vuggeslør
Plukket fra et vokset blad
På min spæde kermes-eg.
3298. En klæbrig, vattet kugle
Af væv og gule proteiner,
Kriblende afkomsvæld,
Krablende ungdomskilde.
3299. Dusinvis miniatureunger
Set i mikroskopisk skær,
Olivengrønne mikrokroppe,
Fire par glasklare ben.
3300. Legemer på metalgråt ocean
I petriskålens kolde sfære,
Størrelsesforhold svinder ind;
Selv er jeg næsten ingenting.
3301. Det er efterår, fortættet tid,
Klodens edderkoppefase;
I sprækker strømmer solen ind,
Vi svæver i galaktisk spin.
Nyt i Index Titusind:
Edderkoppekuld ◦ 3297, Klæbrig ◦ 3298, Glasklar ◦ 3299, Legeme ◦ 3300, Galakse ◦ 3301.