Om

Zhang Zai

Om begrebet de titusind ting

De titusind ting er et nøglebegreb i Lao Tzus hovedværk Dao De Ching, hvorfra jeg citerer på bloggens titelblad.

De titusind ting (wanwu) er den fysiske og naturlige verden, der omgiver os. Lao Tzu omtaler selv begrebet flere steder og skriver bl.a. “De titusind ting er / de er uafviselige.”

De titusind ting er beslægtet med begrebet qi, som er den materielle verdens grundbestanddele  i taoistisk metafysik.

De titusind ting kan også være et udtryk for en følelse af metafysisk enhed med alt levende. Den kinesiske filosof og metafysiker Zhang Zai (1020-77) skrev i sit berømte essay Den vestvendte indskrift

Himlen er min fader, jorden er min moder.
Jeg selv er et lille væsen omsluttet af dem begge.
Alt hvad der er mellem himmel og jord 
Anser jeg som min krop.
Alt hvad der binder universet sammen
Anser jeg som mit væsen.
De titusind ting er mine brødre og søstre.

De titusind ting kan også oversættes med ord, der angiver altings potentiale og foranderlighed. Alle fysiske og levende væsener kommer af samme energi og stof, benævnt qi. Det er derfor en tilfældighed, om vi er blevet det ene eller det andet slags væsen.

Værkbeskrivelse

De titusind tings blog er et værk om menneskers samhørighed med alle naturlige fænomener og det biologisk liv. Begrebet er metafysisk, men oplevelsen af de titusind ting er sanselig, realistisk og uafvendelig.

Bloggens digte søger at gengive denne umiddelbare og kropsliggjorte oplevelse af den naturlige verden – og vores egen del i den – udtrykt i et af nøgledigtene (eller poetisk programerklæring) i vers nr. 379:

De titusind tings blog udtrykker den overbevisning, at alt omkring os er udstyret med bevidsthed (ofte kaldet pan-psykisme). Selvom andre former for intelligens ikke er erkendbare, så må vi som digter og læser forsøge så godt vi kan. Jeg tror den menneskelige verdens overlevelse afhænger af, at vi prøver.

De titusind tings blog er ikke et taoistisk værk, slet ikke. Men værket er i sit koncept inspireret af det, som neo-konfucianske kinesiske filosoffer under Song-dynastiet i det 10-11. århundrede kaldte udforskning af tingene (genwu). Zhang Zai, citeret ovenfor, var en central skikkelse i denne bevægelse.

Det videre forløb

De titusind tings blog er under løbende tilblivelse. Jeg tilføjer hele tiden nye vers og tekster, efterhånden som de bliver skrevet.

I sagens natur er der ingen praktisk ende på, hvad værket kan handle om og dermed heller igen ende for, hvor langt det kan blive.

Værket er kronologisk for så vidt det opstår over tid. Men det kan opdeles og struktureres på mange måder og det kan inddeles i et nærmest ubegrænset antal emner. Bloggen er derfor velegnet til digital formidling.

Det ligger jo i kortene, at bloggen skal beskrive titusind ting; og det er jo ikke forkert. Måske værket bliver titusind vers langt. Der ligger en stor intellektuel og systemisk tilfredsstillelse i den idé. Vi får se. Jeg er en organisk pumpe, og dette er ikke et maskindigt. Måske er det et systemdigt. I al fald er det et levende digt med de grænser og muligheder, som heraf følger.

Citat og kopi

Værket er i sin helhed frit tilgængelig på denne blog. Brugere kan frit citere og gengive tekster i fuldt omfang.

Jeg fordrer droit morale og copyright til alle tekster og indholdet af denne blog. Jeg beder venligst alle brugere respektere dette.

Ved brug og gengivelse af citater eller hele tekster, angiv venligst kilde og forfatternavn tydeligt. Send mig venligst også kopi eller link til den kontekst, hvor mit værk er brugt.

Brug af tekster i kommercielt øjemed eller i undervisning i privat eller offentlig regi er underlagt regler i Copydan.

Jeg takker.

Tidslinje

Værket blev begyndt i februar 2023. Udgivelsen fortsætter til værket er tilendebragt, eller jeg er det; hvad end der kommer først.

Værket blev tilgængeligt som blog den 7. juli 2023.

Kontakt

Kommentarer og forslag er velkomne på mail: kontakt@titusindting.dk

Kolofon

De titusind tings blog (2023 – )

Af Jacob Gammelgaard

Tekst og indhold © Jacob Gammelgaard, 2023.

Illustration på titelblad er et udsnit af: Albrecht Dürer, Et stort stykke græs, 1503 .

Artwork: Peter Andrew Gammelgaard.

Citat på bloggens forside af Lao Tzu: Dao De Ching, frit gengivet efter Ursula le Guin, Karsten Sand Iversen og Stephen Mitchell. Citat af Lao Tzu på denne side oversat af Karsten Sand Iversen.