-
Apostat
Apostat 196. Træer flokkes om mig, De forsamler sig i skoven. Træer hvisker, når jeg går forbi, De fejer luften bag min ryg. 197. Rovdyr, som jeg, er apostater; Vi tilbeder om morgen Og skænder om aftenen. Træer lever på vores nåde.
-
En sommeraften som mange andre
En sommeraften som mange andre 195. Lyset kommer ind på lange baner, Lavt hen over krat og træers kroner. Bølger af magenta, infrarødt, Blander sig med gult og blåt. Sol og græs fordyber sig, Hver enkelt strå er tegnet op; Belyst i silhuet og rammet ind, Mæt af lys og hjernespind.
-
Jeg sloges med ordene mens årstiderne blegnede
Jeg sloges med ordene mens årstiderne blegnede190. Som ung var Du Fu afhængig Af den perfekte linje. Fra sin rønne på det våde bjerg, Kæmpede han hvert ord til døde.191. Som ung sloges jeg i natten, Med ord, med mening og mig selv. Mørket dækkede mine ruder, Årstiderne blegnede for mit blik.192. Nu, hvor jeg…
Et digitalt digtværk i real-time