Stevns Klint
I
918. Kun til fods mærker man landets linjer:
Hvordan undergrunden bølger under stien,
Hvordan sten og rødder skubber jorden ud
Og vandet åbner revner, sprætter fladen op.
919. Nogle vandrere siger at de kan mærke
Stiens molekyler mellem deres tæer;
De kan mærke, hvordan landet blev lavet,
Lag på lag, havbund ovenpå havbund.
920. Kun med fødder og med fingre
Fornemmer man de levende lag,
Der hobede landet op i årmillioner;
Fra kalkens mosdyrsskeletter
Til alger i kridttidens lunke hav.
921. Det er kun en ubetydelig åbning i
Den kilometerlange slåenbræmme;
Men hér er stien ud over kanten:
Omkring 25 meter lodret ned.
Det kræver smattet reb og stiger,
At forcere muddertrin på muddertrin
Ned gennem buskads til nutidshavet.
922. Kridtlaget her stikker dybere og dybere:
Fire- fem- ni hundrede meter tykke lag
Af komprimerede mikrokrebs og skaller:
Enorme lag af fortids liv og mineraler
Under min fødder, mellem mine fingre.
923. Havet graver sig ind i klinten,
Opbløder det porøse materiale,
Sliber runde klumper af gulligt kridt,
Der ligger blandt strandens sten,
Lidt ru på overfladen og kornet,
Efter umindelig tid i jordens skorpe.
924. På klatreturen op til kanten igen,
Forbi bølgede lag af sorte flintesten
Og tynde streger af kosmisk støv
Indlejret og indfarvet i fiskeler,
Passerer jeg den ene katastrofe
Og når op i lyset til den næste.
II
925. Mange vandrere tyder landskabslinjer
Øjet finder dem: de åbne og de skjulte,
De brutale med de bløde.
Men her på Stevns Klint
Finder vi landskabsstrimler:
En smal kant og en strimmel krat
Holder stand mod generationer
Af pløjede marker, herremænd
Udpinte bønder og rette linjer
Overalt i dette flade land.
926. Man mærker aggressionen
Fra afspærrede, forbudsbeskiltede,
Mandshøje jordvolde og trådhegn
Rundt om landskabsskændernes
Snorlige, maskintrimmede indkørsler
Og sprøjtede, pastelgrønne plæner
Klippet helt ud til jordens ende
I besidderhovmod og korruption.
927. Sidste år blev strimlen bredere.
En fredningssag lagde 25 meter
Til trampestiens smalle fodfæste.
Det kan ses med det samme:
Vegetation og insekter myldrer frem;
Men også vrede i høstmaskinens sving
Ind over nyligt fredet land.
928. Klintekanten skifter karakter;
Vildere, højere, flere farver.
Her vokser nye urter og planter,
Gulnet, hårfint græs føjer sig
I vindens retning ud mod havet.
Vandreren nikker til kendte arter,
Botanikeren finder sjældne blomster.
Skilte opsat med droneforbud
(Jeg var længe om at tyde det)
I dette ældste af levesteder.
III
929. Hvide sommerfugle flagrer op
Overalt i den åbne vegetation.
Kilometer efter kilometer
af smalt, nyt overdrev med knopurter,
Tidsler, regnfan, gyldenris,
Og hegn af tjørn, slåen, hyld,
lidt hybenroser og skovæbler.
930. Kålsommerfugle og takvinger
Er ikke arketypens tætte sværm;
Men den fredede klint er nu
Et tegn på overflod og bonitet
På en nøjsom, kalkrig jord.
Bier kravler rundt på sene blomster
Og selv en pelset duehale svirrer
Som en kolibri fra urt til urt.
IV
931. Boesdal Kalkbrud har fået
En ny turistmaskine,
En forsænket linje i landskabet
Bygget af stedet selv;
En evighedsvision om
Bygning og landskab i ét;
En tidskapsel til eftertiden,
En moderne landskabsfortælling
Om klinten, livet, kosmos,
Og os.
932. Nede på klippen over havet
Bygger turister varder af sten;
Urgammel landskabsarkitektur,
Den første fortælling om universet.
933. Ude på sporet står skilte
Med den nutidsnære skildring
Af klippeskærere, flinteknusere,
Forarmede fiskere, kirkebyggere.
Det forklares at erhvervene er borte,
Men ikke at fisken er væk.
I dag er kun havet tilbage.
V
934. De gamle fuglekiggere smiler
Og trænges sammen i tårnet
Længere nordpå ved Mandehoved
Med teleskoper og termoflasker.
Spejdende skanner de horisonten,
Småsnakker, driller, chatter.
Op og ned langs kysten går rygtet,
At hvepsevågerne er kommet.
Ude på ruten søger fuglefolket
De gode steder at stille udstyr op,
De misser med skarpe øjne;
Landsfarende, fugleopsøgende,
Kyndige i naturtegn og fuglekald;
Shamaner uden indre stemmer
VI
935. Skumringen falder over stien,
Inden jeg når til Rødvig.
Istidens moræneler og grus
Polstret af plantemuld og græs
Blandet med molekyler
Og fossile fortidsorganismer
Sidder under mine trætte tæer.
Aftenvandrere sidder stille
I skellet mellem liv på jord
Og alt det andet derude.
En rød, glødende sol
Hænger over kysten og
Det gyldne vand.
Nyt i Index Titusind:
Undergrund • 918; Havbund • 919; Kridttid • 920; Vandresti • 221; Kridtlag • 922; Jordens skorpe • 923; Kosmisk støv • 924; Landskabslinjer • 925; Fredet land • 925; Landskabsskænder • 926; Fodfæste • 927; Vindretning • 928; Knopurt • 929; Arketype: sommerfuglesværm • 930; Klint • 931; Varde • 932; Fiskebestand • 933; Hvepsevåge • 934; Shaman • 935; Moræneler • 935.
