Titusind storkepar 694. En stork er landet på en pløjemark; Jeg kom forbi i bil og så det. Et par biler holdt i vejkanten. Folk stod ud og gloede, jeg med. Vi ville alle bevidne sensationen. 695. Hun stod inde på en kæmpemark, Kunne lige ses med det blotte øje. Pudsede fjer, ordnede vinger, Nettede sig med næbbet, Efter et tusind kilometer træk, Lige fløjet ind fra storkeriget. 696. Det vides naturligvis meget nøje, Hvem hun er og hvor hun kommer fra. Der er hundrede gange flere ornitologer, End der er storkepar her i landet. Denne stork er ringmærket, Monitoreret og radiomonteret. 697. Så den egentlige sensation vil være, Om hun var i stand til at blive, Eller snarere: overhovedet at overleve Her på det vestlige Sjælland, I den genoprettede Tryggevælde Ådal. 698. Den oprindelige storkebestand Er uddød i Danmark siden 2008. For to hundrede år siden var der Titusind par ynglende storke Rundt omkring i hele landet. 699. Da jeg som lille dreng Rodede rundt ude på landet Var storken stadig bare en fugl, En stor én, javist, agrarklenodie, Men ikke så meget andet. 700. Derfor, endnu en grund at sige tak Til landbrugets organisationer Og deres politiske venner For dette enestående syn: Denne helt særlige glæde At se en sjælden fugl, Tilmed ude i det fri, I agrolandets kæmpestore, Tomme zoologiske have.