Kompas og kryptokromer
I - En rødhalsrede
1294. Forrige år, en mild forsommer,
Altankasser i flor på facaden
Ret under mit arbejdsvindue,
En række af nye pelargonier;
Jeg skulle lige mærke efter
Rundt om planten med fingrene,
Fordi det føles godt, og så:
Pludseligt noget levende, dunet,
Pulserende varmt mellem fingrene
Skjult derinde: en rødhalsrede.
1295. Jeg tilstår, jeg havde set noget,
Når jeg stillede mig ved vinduet:
En hurtig flaksen, en brun skygge,
Måske en blafren af vingefjer,
Så jeg vidste, at der var noget,
Nej, nogen; men en rede?
Det faldt mig ikke ind,
Selvom det burde have;
Dolus eventualis, også kaldet:
Smid den tændstik, skuldertræk;
Rod rundt altankassen, hva’ så;
Lad ske, hvad der sker.
1296. Rødhalsunger, fire, fem af dem,
Krabbede væk og rundt i panik,
Ud over kanten, faldt til jorden.
Spredte sig, gik i ly, forsvandt.
Rødhalsemoderen kaldte, klagende,
Antager jeg, fortvivlet,
Vil jeg tro; og jeg, uagtsom,
Har ødelagt årets kuld;
Klodset, dum, kulpøs.
II – Træk syd
1297. Kun en tredjedel ville overleve
Det første træk til Nordafrika
Og flyvningen her tilbage igen:
Skudt af jægere, flået krager,
Forgiftet af bønder, ædt af tamkatte,
Hapset af ugler, smadret i maskiner,
Døde af udmattelse på afveje
Forledt af radiofrekvenser,
Dødsfælder af lysforurening,
Glasfacader og glimmer i byer,
Frataget føde og rastesteder;
Hvert år omkommet i milliardtal.
Men alligevel overlever nogle
Det første træk, nu mere erfarne,
Med landskaber, konturer og
Rutens kendingsmærker fæstnet
I deres enkeltgrams hjerner.
1298. Det er med tak til rødhalse
At vi nu, efter titusinder år,
Endelig ved omtrent hvordan
Fugle finder vej på kloden.
Svaret er vidunderligt, synes jeg,
Som også den videnskab,
Den fantasi, den opfindsomhed,
Der gjorde det muligt,
Kort sagt, al den indlevelse,
Der gør undren til videnskab,
Og gør videnskab til digt.
III – Geomagnetisme
1299. Fugle, vistnok dem alle sammen,
Kan navigerer kloden rundt
På jordens magnetiske felt.
De sanser retning og position
Ved at afbilde jordens magnetfelt
Med få centimers nøjagtighed
Over afstande på tusinde kilometer.
1300. Rødhalse er gransket og studeret
I mere end et halvt århundrede;
Lukket inde i bure og beholdere,
Vendt, drejet og flyttet,
Bestrålede med magnetfelter
Lyspåvirket: blåt, grønt og rødt.
Blændede, lokalbedøvede og
Bestrålede med radiobølger,
Magneter vendte op og ned
På nord og syd, uden resultat,
Vævsprøver og biopsier med
Stakke af biokemiske diagrammer.
Dette er hvad man fandt:
1301. Rødhalse har en sans, mere end en,
Der opfanger geomagnetisme,
En uhyre svag impuls af energi,
Mange millioner gange svagere,
End man troede muligt
At opfange med organiske sanser;
Men det er uomtvisteligt, at de kan.
1302. Studierne viste at rødhalsens ”kompas”
Ikke har nord-syd polaritet,
Som menneskers tekniske kompas,
En selvprojicerende forestilling
Om andre dyrs orienteringsevne.
Nej, rødhalse opfanger hældningen
Af de geomagnetiske bølger
Fra pol til geomagnetiske ækvator;
Det er et inklinationskompas!
Rødhalse opfanger vinklen
Af jordens magnetiske bølger
I retning mod eller væk
Fra den magnetiske ækvator,
Hvor hældningsgraden er nul:
Det betyder at en rødhals
Ved hvad retning, hun skal flyve.
1303. Rødhalse kan også opfange
Styrken af det geomagnetiske felt,
Som er stærkest ved polerne
Og svagest ved ækvator,
Uendeligt svagt, faktisk,
Målt i mili- eller mikrotesla,
Svagere end magnetismen
Under en højspændingsledning,
Svagere end elektroners murren
I fuglens egen krop.
1304. Ved at kende magnetfeltets styrke
Kan rødhalse finde deres position
Langs klodens nord-syd akse.
Tilsammen med det andet "kompas":
Hældningen af magnetbølger,
Der angiver fuglens retning,
Kan fugle opfatte noget, der ligner
En længde- og breddegrad.
1305. Hvor der er en ydre påvirkning
Skal der også være en modtager,
Og derfor søgte forskerne i årtier
Rødhalsens magnetreceptorer:
Hvad er de, hvor er de, og
Hvordan virker de?
IV - Kryptokromer
1306. Fra kvantemekanikken kendes
Et fænomen der kaldes radikale par:
To molekyler, der udveksler elektroner
Og derved skifter elektrisk ladning.
Når et radikalt par dannes
Begynder begge molekyler at snurre,
Enten parallelt eller modsat.
Det skaber to elektriske tilstande:
Udgangstilstand og signaltilstand.
Et radikalt par skifter tilstand
Mellem parallel og modsat spin
Millioner gange på få mikrosekunder.
1307. Forskere formulerede i 80’erne
Den teori, en epifani faktisk,
At radikale par er nøglen
Til rødhalses geomagnetiske sans;
Og fordi et radikalt par
Kræver lys for at dannes,
Må det findes i fuglens øje.
1308. I år 2000 foreslog et forskerpar,
At receptoren er et protein i
Rødhalsens og andre fugles øje.
Dette protein, kaldet kryptokrom,
Danner radikale par når det rammes af lys.
Teorien sagde, at magnetiske bølger
Påvirker spinnet i radikale par
I parallel eller modsat bevægelse.
Spinnet skaber elektriske impulser,
Der sender tænd-sluk signaler til
En biokemiske signalfunktion,
Der kan ses som en "vippearm"
På ydersiden af kryptokromet.
1309. Kryptokromer findes i fugleøjet
På stavcellernes spidser.
Når kryptokromer derfor er spredt
Ud over nethindens bue
Kan fuglen "se" retningen
Af magnetbølgers indfald i øjet.
På samme måde kan dyr og fugle
Retningsbestemmer lys og lyd
Med parvise øjne og ører.
1310. Forskere har biokemisk forklaret
Hvordan radikale par i kryptokromet
Affyrer neurotransmitterede impulser
Til fuglens synscenter i hjernen.
Vi må derfor tro, at rødhalsen
På en måde, vi nok aldrig får at vide,
Kan ”se” jordens magnetiske felt;
Dette ”syn” eller dette ”billede” eller
Dette sanseindtryk er et ”kort",
Som fuglen skal bruge for
At orientere sig, for et kende ruten;
Et "kort" i form af lys? figurer?
Af pixellerede felter? Bølgede linjer?
Et "kort", der passer til "kompasset":
Tillærte ruter, vigtige pejlemærker.
Måske noget helt andet: lysspektre,
Ultraviolet eller infrarødt, eller
Magnetiske egenskaber i landskabet.
Altsammen er muligt.
1311. Fugle har udviklet andre sanser,
Som de bruger til navigation:
Fuglenæb indeholder mineralet magnetit,
Det mest magnetiske stof der kendes.
Biokemiske processer i næbet
Sender neurotransmiterede signaler
Til dele af fuglenes hjernestamme;
Her er, muligvis, den neurologiske sti
Til sansning af geomagnetismens styrke.
1312. Givet er også, at fugle bruger syn
Lugt, hukommelse, erfaring,
Bjerge, have, kystslinjer,
Måske lyd, temperatur, vindretning,
Måske noget helt femte og sjette
I deres sted- og retningssans.
V – En større verden
1313. En ny indsigt, en større verden,
Der bliver lige så selvfølgelig
For mine børn og børnbørn,
Som idéen om fuglens kompasnål,
Var for mig, da jeg som dreng
Så svaler flyve bort.
1314. Til et kuld af rødhalsunger
Begavet med globale evner,
De aldrig nåede at bruge;
Uforvarende udslettet,
Strøby Strand, sommer 2022.
Til minde.
Et stort antal forskere har gennem de sidste 75 år bidraget til den akkumulerede viden om fugles navigation ved hjælp af jordens geomagnetiske felt. Jeg kan umuligt nævne dem alle her; men lad mig nævne nogle få, som jeg med stort udbytte har læst artikler af: Klaus Schulten, Thorsten Ritz, Henrik Mouritsen, Peter Hore, W. Wiltschko, R. Wiltschko.
Ed Yong An Immense World (2022) er en superb introduktion til levende væseners sanseevner og anbefales varmt til alle. Bogens kapitel om fugles evne til optisk geomagnetisk navigation gav mig viden og inspiration til digtet ovenfor.