Tesen om det ekspansive
624. Jeg ved et brombærkrat
Ved en sti i Ballerup,
Mange meter høj og tæt
Sluttet omkring en lille sø.
625. Krattet er sprunget over stien,
Skudt ind i naboskoven;
En krydsflettet befæstning,
Metervid, sej og vidjestærk.
626. En hvælving i underskoven,
Høje buer af gamle skud,
Tornet, fingret og forgrenet;
Fri arkitektur i fri natur
627. Årets nye skud rager ranke op,
To meter høje, tommeltykke,
Vender topskudene ud i buer,
Følere leder frem til egnet jord.
628. Topskud når ud og griber fat,
Kaster liner ud som skovpirater,
Sætter rodskud, hager sig fast,
Fra top til rod og rod til top.
629. Brombær er en plurabelle:
Overdådig frodig og multisexet;
Laver småarter, krydser køn,
Bestøver, blander og befrugter.
630. Brombærkrattet vender sig og griner,
Formeringsødsel, formfuldent:
Ieg er multivital og vildt i live,
Ieg er tesen om det ekspansive.