Mejer på en figenfrugt 953. En mejer har lagt sig På en sprækket figenfrugt, Sukkersulten, sommermoden. 954. Frådseren er døsig, Overfyldt, stærkt beruset Af gæret figensaft. 955. Den rører sig knap, Når frugten løftes op, Drejes, slippes fri igen. 956. Frugten er blød og dråbeformet, En lilla testikelsæk, der Dingler under figenbladet. 957. Planter stråler sex; Det ligger dybt i sproget, I den fælles fantasi. 958. Mejerens lange trådben Omfavner den halve frugt; Et paradis af slik på stilk. 959. Botanik var bandlyst engang I Encyclopædia Britannica Som usædelig, pornografisk. Nyt i Index titusind: Mejer • 953; Gæring • 954; Figenfrugt • 955; Testikelsæk • 956; Sex og sprog • 957; Paradis • 958; Botanik • 959.