Kredsgang 889. Hele sommeren er to planter vokset til i klosterhaven. Jeg har fulgt dem, dag for dag med øje- og fotofangst. 890. To kugleformede frøstande, én er overdådigt synlig, Den anden skjult, og til vinter et frøraslende memento mori. 891. En stand af høje hestemynter skyder op, skifter form, farve, Lavendelblå top i pjusket harmoni, en fræk frisure, myntekrone. 892. En russisk mandstro, stikkende kugle, en globe af spidse svøbblade, Skyder frem i den vilde oregano; balance båret op af tidseltakker. 893. I går, flygtigt, de første blomster, mit held at se dem begge: En sfære med to bitte lilla faner, Og lupsmå hvide grifler. 894. Tre legemer i kredsgang omkring liv og form og ord. De to kulminerer nu i organik, mens jeg imploderer, Udvokset og efterladt i bedet med fattig æstetik. Nyt i Index titusind: Klosterhave • 889; Vinter • 890; Hestemynte • 891; Mandstro • 892; Sfære • 893, Organik • 894.