Blå på Råbjerg Mile
1054. Blå er et sjældent chok
til fods under åben himmel,
her på Råbjerg Mile
under dagslysets farveprisme
og oplyste vandreskyer,
hvor intet jordisk blåt kan ses;
ingen dyr, ingen svampe, padder
ingen sten, insekter, eller træer;
alt i farvebalance, uberørt,
som en stump af ødemark, endnu,
brudt voldsomt, som et anstød,
af en nylontrøje, neonblå,
spiddet på en fyrregren,
halvt dækket allerede af sand,
her hvor alt er i bevægelse
og levende af sol og vind,
af hav og tiltrækningskraft
under det enorme himmelhvælv,
hvor jeg med ét ikke ser andet
end en klat syntetisk blå,
og forstår, at det er rigtigt,
at kun vores ting er døde.
1055. På knæ, med fingre og negle
graver jeg et hul i sandet,
stopper trøjen ned, dækker til;
sådan, tilsandet, slettet,
hånd og fødders nedslagsspor
straks overpustet af krystaller,
der visker ind på vestenvinden.