Korsedderkoppens engangsknald

Korsedderkoppens engangsknald


512.	Et edderkoppehjul i laser
        Hæftet op på muren
        Ved min udhusdør.

513.	Edderkoppekonen troner 
        I sit gamle net,
        Klar, fed og farlig.

514.	Hvad ved vi om hendes
        Partnervalg og 
        Bedste engangsknald?

515.	Fanges han straks,
        Er han mest nyttig
        Som æggemad.

516.	Men hvis den næste
        Kan nå helt frem
        Til selve akten,

517.	Så har hun fået 
        Både i mulepose
        Og i æggesæk.

518.	En lille edderkoppehan
        Nærmer sig på friertråd;
        Forben fægter ud i luften.

518a.	Han plukker silkestrengen,
        Spiller op med gode vibes 
        Ned langs bæretråden.

518b.	Kæmpekonen lokkes frem
        Fod for fod; måler friertrin,
        Smager duft af han i luften.

519.	Befølende, befamlende
        Forsøger han at berolige
        Hunnens behårede ben.

520.	Men hun langer ud:
        Et svigefuldt stød
        Nedefra og op!

521.	Han ser det!
        Udløser livlinen
        I sit parringspendul.

522.	Den lille edderkop
        Kravler atter frem,
        Forsigtig, forførerisk.

523.	Han er overvågen, skarp,
        Besat af parringsiver
        Og suicidale pligter.

524.	Tilsidst når han
        Konens lådne klo
        Med kælne strøg.

525.	Dér ser han sit snit
        Og svinger sig op
        Bag hendes kæmpekrop.

526.	Lysten og bristefærdig
        Møder han hér
        Sin smukke død.

527.	Sperm ejakuleret, 
        Æg insemineret,
        Selvsakrificeret.

528.	Straks dekapiteret, 
        Fermt parteret,
        Til sidst kannibaliseret.

529.	Og jeg, som altid 
        Fascineret, nu også
        Poetiseret.