1599. Se, skønheden er skødesløs: Et blomsterhjul af kronblade, En implosion af rosa skær, Strenge ud i stråleform, Forgrenet finere og finere, Gennemlyst til sidst forsvundet I det mælkehvide ingenting.
1600. Støvdragere svajer i en sø, Samlet som en dusk medusahår Af gule undervandstentakler; Guldfarina, drys af pollen Ind over bladfladens bredder. I midten de fem bægerblade, Frugtens alfegrønne pentagram.
1601. Den bløde blomsterrand Fliget, ustadig og skrøbelig Som en sommerfuglevinge. Vi blander blod med rosa saft, Forbinder vores kapillærer; En overflod af formeringsevne; Ufuldendt og frygtelig skøn.
1602. Jeg ville se den rene skønhed, Som så mange andre før, Men altid er mening i vejen. Den skønhed, der aldrig slutter, Den flygtighed, der aldrig stopper; I glimt, når den ikke ventes, Til den, der var der, da den kom.
1603. Jo, billedet er komponeret lidt; Jeg flytter lidt på kameravinklen Bevidst om visse virkemidler; Deler baggrund op i lys og mørke, Beskærer lidt; resten ved jeg ikke. Et digt er bearbejdet, arrangeret; Kun skønheden selv er skødesløs.
