Tag: Fodre • 304

Landsvaler

292.	Et landsvalepar er vendt tilbage
        Under halvtaget på vores veranda. 
        I fem uger denne sommer lever vi 
        To familier i øjenhøjde. 
        En rede over havedøren, 
        En meter mellem dem og os.

293.	En svale er født med overblik
        Over marker, skove og fjorde,
        Over ørkner, storbyer og klipper.
        Træer, grene og tage hvirvler forbi,
        De stormer skrigende gennem luften
        Jager, vender, dykker og leger.

294.	Svaleparret udser det bedste vue
        Over indflyvningen til reden
        Fra toppen af en ranglet løn.
        På de øverste kviste sidder de
        Knitrer, vogter og vugger i brisen 
        Holder øje med reden, rovdyr og os.

295.	Reden er lige over havedøren.
        Jeg kan stå med døren åben,
        Se op til reden en armlængde væk.
        Ungerne vokser og fylder pladsen ud.
        En håndfuld pulserende dun,
        Der truer med at spilde over;
        To unger ovenpå de andre.

296.	Sidste år mistede de et kuld.
        Reden faldt og rutschede ned;
        Fem spæde unger kastet ud. 
        I tre døgn sad forældreparret
        På et hegn i haven i vildrede.
        Deres stemmer knirkede i sorg;

297.	Fortvivlede, tror jeg, vågede de,
        Et sving ind omkring verandaen,
        Hvor deres første kuld forsvandt.
        På fjerdedagen besluttede parret sig;
        Begyndte at bygge en ny rede 
        Et andet sted under samme tag.

298.	Svaler er sociale og sludrende.
        De triller, de kalder, de knitrer.
        Skænder, larmer og beroliger.
        De hviner og skriger af rivaler,
        Jager dem rundt i området
        I vild, akrobatisk, synkron flugt.

299.	Øjne, hjerne, hjerte, sener
        Styrer liv og lemmer
        Med tolerancer, der måles
        I hundreddele sekunder.
        Energien stråler ud af dem,
        Lyser fra deres vingespidser.

300.	Kun om natten flyver de ikke,
        De kan ikke se, de er lammede.
        Forældreparret klumper sig om reden
        Hunnen i reden, hannen ved siden af,
        Trykker sig sammen, ånder, sitrer.
        Øjne følger os.

301.	Titusinder af indflyvninger og landinger
        Titusinder af insekter bringes ind.
        Forældrene skiftes til at sidde på reden.
        De kalder på hinanden, 
        De har lyd for tid til at skifte plads.
        De har lyd for nu nærmer jeg mig.
        De har lyd (meget højt) for hold dig væk.

302.	Svalen kan holde stille i luften
        Holde sig oppe med vingeslag
        Et sekund, højst to,
        Den ene spørger, vil du have mad
        Den anden svarer, tag over her.
        Ungerne er skrigende orange trekanter
        Når de åbner gabet,
        Når de hører svaleforældrene
        Bringe insekter til reden.

303.	En unge maser sig baglæns 
        Med anus ud til redekanten
        Forældrefuglen hænger fast, parat,
        Plukker en kugle klat fra endetarmen
,
        Slipper taget, vender sig i luften,
        Suveræn manøvre, og flyver ud
,
        Bortskaffer skiden i et blomsterbed.

304.	De hjælper deres unger på vej,
        Fodrer dem, også i flugten
        Når ungerne sidder uden for reden
        Uden endnu at kunne flyve.
        En unge falder ud i flugtforsøg
        Og bli’r fanget af verandaglas
        En forælder lokker, kalder, viser vej, 
        Og ungen finder ud.

305.	Når jeg står i døren, kan vi ses:
        De vender et obsidan-øje mod mit
        En lille sort skive uden pupil
,
        Fuldstændig fremmed, aldeles vild,
        Ingen kontakt, ingen genkendelse
        Intet udtryk, bare blank natsort.
        Jeg har aldrig følt mig så fjernt
        Fra noget andet levende væsen.

306.	Men vi gør jo helt det samme:
        Samme snak, samme skænd,
        Samme ængstelse, samme sorg
        Samme hverdag, samme gøremål
        Samme form for oplæring og træning,
        Samme form for omsorg, 
        Samme delte ansvar.

307.	Sidste år gjorde de reden klar,
        Klinede redekanten op, 
        Bragte friske materialer ind.
        Men en morgen, pludselig var de væk, 
        Reden hakket ned, forladt og ødelagt.
        Svalerne blev i luften sommeren ud,
        Men kom ikke huset nær igen.
        Hvilken beslutning, hvilke forhold?
        Hvilken situation, hvilket valg?

308.	Hvert år er jeg bange for 
        At de ikke kommer tilbage igen,
        Udsultede og måske forgiftede
        Af landbrugets massedrab
        På insekter og fødekæder.

309.	Jeg lader alt organisk materiale ligge 
        Kævler, kviste, grene, blade, æbleskrog, 
        Alt grønt affald fra vores køkken, 
        Papir og pap i strimler og stykker. 
        Alt komposteres, ingen kemikalier.
        Alt, for at få insekter til at yngle
        Og svaler til at komme.

310.	Det er slet ikke nok, 
        Slet ikke, slet ikke.
        Men hvis nu en dag,
        Svalerne ikke kommer,
        Hvor er så min vished for,
        At mine børnebørn kan overleve
        Uden svaler?
        Så har vi mistet noget,
        Nej, så har vi slået noget ihjel,
        Som er i familie med os selv,
        Med samme vilje og samme evne
        Til at være til i den samme verden.

311.	Zhang Zai, du vidste det:
        De titusind ting, alt levende,
        Anser vi som vores krop.
        Charles Foster vidste det også,
        Da han tudede af rørelse
        Over mursejlerens genkomst.
        I haven på Stevns:
        Samme taknemmelighed
        Samme glæde, samme frygt.