1572. Det har ganske nyligt regnet millioner funklende dråber i aftensolens stråler langs græssets krybestier, hvor ukendte destinationer og gådefulde retninger danner sit eget landskab kortlagt og smagt på tungen, sorte ansigter og følehorn hårdt slim og bittert stads en sneglekrop i superklæber og alligevel altid ren.
1573. Traverserer plænestykker, bestiger vandkander, kar, tværs over terassersefliser, i bålfad, potter, havesko ribber stande af skvalderkål, driver flyder ud i dammen, æder vandliljers blade, afpiller hostaer, kryber op ad gedeblade, meterhøjt, gemt under strå i klynger, udtrådte indvolde åbne kannibaliseret undervejs, grænseløst omnivort: døde små- og mikrodyr, hår, negle og dyrelort, raspet, flået, slebet fortæret, slugt, fordøjet, hvert sti og haveplet overskredet af snegle.
1574. En time med træpincet, tohundrede gastropoder klemt, pirket og snappet; et kilo to hundrede gram i en skål vridende, glidende fremad kantoverkrybende ibiriske skovsnegle fanget.
1575. En seddel fra min elskede: kog dem, store bogstaver, min beslutsomhed blegner, jeg er en havehamlet dog; de er døde, dømte til en bløddyrsmassakre i baghavens sneglegrav, hakket med en spade til ukendelig sneglehed.
Nyt i Index Titusind: Krybesti ◦ 1572; Vandlilje ◦ 1573; Dyrelort ◦ 1573; Skovsnegl ◦ 1574; Bløddyr - massakre af ◦ 1575.
