Om mønster – ikke-mønster i et topskudaf normannsgran
eller
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud Hvert år, når nordmannsgranen springer ud.
1669. Nye nålekvaster, fine og babybløde, Intense nuancer af spædgrønt lys; I midten den skællede drudefod, Ru, klistret bark og duften, duften: Terpener, ah, terpenerne, mit ken.
1670. De fire skud forskudt på skuddet I forhold til sidste og forrige år; En vindel drejer og og op og Giver træet form og ligevægt; Den femte knop et skud i højden.
1671. På hver skudspids endnu en hinde, Et skud i fosterstand, tregrenet; To til vækst i bredden og det tredje Til vækst i længden, sytten knopper Gentaget hvert år i træets levetid.
1672. Alt jeg ser er mønster – ikke-mønster: Et mønster, men ikke to er ens; Fuldkommen, men aldrig færdig, Symmetrisk, men aldrig hel; Skøn, altid denne forundring.
1673. Det skønnes medium er form og tid: Form som mønster – ikke-mønster; Tid som gentagelse – ikke-gentagelse; Lidt anderledes, hver gang vi ser, Heraf opstår fornemmelsen for liv.
1674. Skuddet er sin egen historie Om form og tid i forandring, Genskabt år for år for år; Ikke fuldendt, stræber ikke, Kun næsten og det er skønhed nok.
Åh, hvor jeg dog elsker nåletræers skud Hvert år, når nordmanns granenspringer ud.
Nyt i Index titusind: Nålekvast ◦ 1669; Drudefod ◦ 1669; Ligevægt ◦ 1670; Fosterstand ◦ 1671; Mønster – ikke-mønster ◦ 1672; Det skønne ◦ 1673; Form og tid ◦ 1674; Nåletræers skud ◦ 1674.
