Sådan ligger landet 29. Sådan ligger landet og fylder kortet ud, helt ud til kanten. 30. Rækker ud mod vandet, ud under sand og tang, ned i dynd og mudder. 31. Kalk og sten og skær brydes rundt i undergrunden, hvælver op, vender sig og skælver. 32. Hælder havet i og skummer søer op, bøjer kysten, løfter bakker frem og folder landet ud. 33. Giver planter noget at vokse i, dyrene noget at gumle med, Os alle noget at træde på. 34. Partikler, celler, gener og hjerner har viden om sig selv, og deraf opstår mindet; 35. Mindet er den ældste viden om viljen til at overleve, og livets nødvendige form. 36. Med trevler, rødder og spirer, med snuder, finner og klør, med fingre, tænder og tentakler. 37. Minder trækker spor i sandet, de dækkes til og presses sammen, og synker ned i landet. 38. Jord og minder er sammenblandet: vis omhu og vær knurhår opmærksom, for sådan ligger landet.