O wad some Pow’r the giftie gie us To see oursels as others see us! Robert Burns, To a Louse, (1786)
1734. Hah! Hvor vil du hen, prægtige kryb Høstet i havens graner i sommer, Fanget, lempet ned i en petriskål, Jagtet rundt og rundt i luppens lys; Sid stille et sekund, Et vellignende fotobevis Kan du nok ha’ mig undt.
1735. Jeg har grublet over hvem du er, Fik i dag en inspireret idé; Ved opslag i album for bladlus Straks genkendt i slægtens række, Ét af titusind Omdigtede væsner er fundet: Dette er sitkalusen.
1736. Sitka er et ord lånt fra tlingit, Et oprindeligt sprog fra Alaska, Et demonym, naturfolk og storby, En kæmpegran fra kystregnskoven; En magesløs afid, Ti millioner år på jorden; Sådan ser du ud.
1737. Jeg udvælger et foto til digtet; Alle er ægte, men jeg tøver; Det subliminale er på spil, Jeg hverken forskønner, fordrejer Eller fornægter; Som læser er du manipuleret, Så, caveat lector.
1738. Ét foto er skarpt i fuld figur; Men det andet: Lusen på halen, Antenner strøgne, undergiven, Øjne vendt opad, udtryksfuld, Vækker empati, Antropomorfisk optimalt; Et fuskeri.
1739. Det ligner en form for kontakt: Kæmpe lupholder og ydmyg lus; En bøn om liv og barmhjertighed, En ny fabel om magt og snilde, Som hvalen og musen, En patetisk falskhed i min hjerne Og i lusens.
1740. Men på indersiden af synet: Alle de billeder vi laver, De følelser vi møder og har; Væsner stopper vores hånd, Går i rette med os selv; Den milliontedel af alle arter Vi ikke slår ihjel.
1741. Som Rabbie Burns tænker jeg igen: Gid det var dig, der kunne se os; En slags animistisk gensidighed, Mere adskilte end fælles, og dog, Mindre bange, mere milde, Når vi krydser hinanden derude De brutale versus de vilde.
Nyt i Index titusind: Kryb ◦ 1734; Sitkalus ◦ 1735; Kystregnskov ◦ 1736; Subliminal ◦ 1737; Antropomorfisme ◦ 1738; Hjerne ◦ 1739; Slå ihjel ◦ 1740; Animisme ◦ 1741.
