Ved Hallamölla vandfald
1425. Vi kommer over skambidte bakker,
Et par træer hist og pist,
Hvor fire ungheste finder os,
Tager opstilling i en halvcirkel
Nysgerrige, frem mod vores åbne hænder,
Ansigt til ansigt, stille, store øjne,
Vi ånder sammen, mule mod mule,
Mumler, betragter, berører,
Indtil den største sænker hovedet,
Taber interesse som tegn til flokken,
Og vi vandrer videre af stien
Langs Verkeåen ud mod havet.
1426. Vi vandrer af andre bakker,
Sandbjerge med tottet bevoksning
Randmoræner, måske, højderygge
Perforeret af kaninhuller
Ind i alle skrænter, dybt,
Eller lodret ned, en meter,
Og ude i den lave bevoksning
Hvide gumper, der vipper overalt
I det hjælpeløse landskab,
Hvor røde glenter kredser højt
Over et nøgent, afgræsset revir
Med åen i bugter nedenfor,
Kantet af træer, marktilgrænset
I en naturpark sådan kaldet,
Der ligner en ødemark.
1427. Stien svinger ned af bakke
Vi kommer tæt på Verkeåen,
Og nu kan vi høre det:
Flerstemmig, vedvarende klukken,
Uden lige blandt andre lyde:
Lyden af vand i en hurtig strøm.
Åen får lov at passe sig selv;
Træstammer, grene og kvas
ligger hulter til bulter i vandet
Og åen strømmer frem, risler,
Overdådigt og livsdueligt;
Vi nikker og peger, for dette
Er urvand, prima habitat,
Vi mærker det i alle led,
Og inden længe undes vi
Et møde med sortspætten,
Der kalder kri-kri-kri to gange,
Sætter sig på et træ foran os,
En ungfugl, meget stor, kulsort,
Lidt isserødt, dog svært at se,
Viser sin profil, men dækker sig
Kigger frem igen og flyver væk;
En lykkefugl jeg ikke har mødt
Det sidste halve hundrede år.
1428. Vi følger åen videre ind i skoven,
Hvor vi finder ly for natten;
Ligger som menneskelarver
Tillynet i telt og soveposer,
Mens kulden kryber sammen
Og månelyset falder klart
Ind blandt trækongressens
Mørke, næsten sorte silhuetter.
Vi udklækkes i morgengryet,
Hvor temperaturen går mod nul
Og da er vi blot mennesker
Blandt radikale former for liv
I eksistensens elementer:
Træer, søvn, muskler, sult
Og vandløb i bevægelse.
1429. Vi kommer da til Hallamölla,
Et femdelt vandfald over klipper,
Et møllehus bygget på kampesten
Og landets falurøde tømmer:
Skovlhjul og kværneplads
I syvhundrede år deromkring,
Passet og drevet i fattigt slid,
I mark og skov og til havs
For præstevælde og øvrighed.
Et skilt på ruten fortæller, at
Egnens bønder skulle levere
Ti læs ved til kongen årligt.
Jeg tænker det er femti rummeter
Og har prøvet, hvor meget det er:
Et par måneders iskoldt hoveri.
1430. Jeg betræder forsigtigt alle sten,
Hvert fodstort stykke jord
Rundt om faldets øverste del;
Små sidestrømme hvirvler,
En trækanal leder vandet ind
Til trækværk og møllehjul;
Alt er bevægelse, uden ophør frem,
Vand skummer og gurgler i
Kaskader ud over klippesten,
Falder, vælder uudtømmeligt.
1431. Jeg rækker hånden frem,
Mærker det kolde vand
Strømme over mine fingre
I et ritual så gammelt
Som menneskeheden selv;
Før sprog, før redskaber
Før ånder, før kosmologi,
To elementer i berøring:
Min livskraft; din vandkraft.