Ormens kreds

Ormens kreds

380.	Solen stikker, stålet hakker,
        Tørven åbnes, ormen lammes,
        Endevendt og skiveskåret.
        Vrider sig i vild panik,
        Ormedele brak i spadechok.

381.	Knæler ned ved skorpens rand,
        Ryster tørven fri af muld,
        Lukker jorden til igen.
        Sket er sket og drab er drab,
        Ormen døde, ormen leve.

382.	Ormen er en kerneart,
        Symbol på jordens skifte.
        En helgen for det mindste liv,
        For dobbeltkøn og plantevækst,
        Gravet ned og dækket til.

383.	Jorden dufter rent af jord,
        Iltet, fugtet og fordøjet.
        Jorden er et jordisk stof,
        Renset, gødet og beriget,
        Klumper i en åben hånd.

384.	Vermis faciebat*), alt dette, 
        Ormens værk til verden.
        Af orm er den lavet,
        Til orm skal den blive,
        Af orm vil den gro ud igen.
*) Det berettes, at Michelangelo efter færdiggørelsen af statuen Pietá overhørte en beskuer tilskrive værket en anden kunstner. Harmfuld indhuggede Micahelango en nat denne signatur på madonnaens skærf: MICHÆLANGELVS BONAROTVS FLORENTINVS FACIEBAT (Michelangelo Buonarotti, florentineren, lavede dette).

Edderkop på hovedgærde

376.	En edderkop spinder et net
        Over sengegærdet en forårsdag.
        Vi ligger sammen og ser på.

377.	Jeg tænker: Et net at fange fantasi i;
        Min elskede tænker: Du bliver pisset på.
        Jeg siger: du mangler entomologisk viden;
        Min elskede siger: Du mangler livserfaring.

378.	Edderkoppen forestiller sig fluer,
        At æde sin mage; hun ser for sig
        Kommende generationer.

Året efter oldenåret

Året efter oldenåret


374.	Året efter oldenåret;
        Bøgekim sprunget ud,
        I skovbunden, millioner
        Af miniparasoller.   

375.	Rådne bogkapsler,
        Piggede, gabende,
        Kindkysser jorden
        En sidste gang.

Sandhed

Sandhed


373.	At røre er at vide.
        Jeg tror på dét,
        Jeg kan røre ved.
        Der er sandhedsbevis 
        I mine fingerspidser.
        Alt hvad jeg berører 
        Bliver sandt.

Fefølehorn

Fefølehorn


350. Der findes små undere,
Der kommer til én
Som gaver, der gør glad,
Som ros og knus.

351. En lysende grøn morgen
Besøger jeg min tjørn
Plantet sidste år, tilset,
Nu i fuldt løvspring.

352. Jeg rækker ud for at røre
Klaser af blomsterknopper
Forventningsfuld, hvad bli’r det:
Laevigata eller monogyna?

353. Og dér, med næsen fremme
Mellem kviste og knopper,
Kommer et under forbi,
Lige ud for mine hænder.

354. Fire små sorte insekter
Sværmer i tjørneløvet.
Sværmer: de bevæger sig
Op og ned som i en hejs.

355. (Poetisk parantes 1:
Aargh! Jeg stritter imod,
Min pen sprutter imod:
Jeg ville skrive “elevator”

356. Endnu en maskinmetafor,
Som jeg har erklæret SNG:
Simile non grata.
Vi sunder os lidt, vi to).

357. Insekter hejses i snoretræk (😅)
En håndsbred op og hurtigt ned.
Det er graciøst, som luft,
Lydløst, solstrejsforkælet.

358. Og se: Overdådige følehorn,
Filamentstynde hvide streger
Tre gange så lange som insektet.
Jeg er forbløffet; det er fehorn.

359. Hovedet er sort og minimalt,
Jo da, det ligner et gedehoved.
Brysk profil og hævet pande,
Som fæste for dens følehorn.

360. Bittesmå sorte væddere,
Som ophængt i panden.
Svæver ud i luften
Under lange, hvide tråde.

361. Insektets krop er blankt bevinget.
Men pludselig, dér: mit bonus under:
Sollys refrakteres i en vinge,
Der skinner i grønt og guld.

362. Det hele varer et halvt minut.
Jeg har aldrig set dem før,
Aldrig vidst de fandtes.
Nu ved jeg noget for altid.

363. Jeg er et andet væsen rigere,
Et sjældent syn forundt.
Lige uden for min hoveddør.
Sådan kan et lille under ske.

364. (Poetisk parantes 2:
En søgning en times tid
Giver dette væsen et navn:
Egelanghornsmøl, en han.

365. Så nu ved jeg det,
På harmonikasammenstødsdansk.
Lidt mere fortryllelse på engelsk:
Fairy longhorn moth.

366. Se: jeg skrev “fehorn”
Ovenfor, i et vers, uafvidende.
Nogen har før set dette væsen
På samme måde som jeg.)

13.5.2023



367. (Poetisk P.S. den 15. maj 2023.
I en kikkert ser jeg
Sværme af små bukkemøl
Højt oppe i et ahorntræ.

368. Jeg kender dem straks igen,
Selv i prismens slør:
Fehornmøl fra i forgårs.
Hvad laver de dér?

369. Sværmer ved grenspidser,
Hviler sig på bladlapper
Suger solskin til sig,
Men spiser ingenting.

370. Ahorn, sukkertræ med rakler,
Fyldt med nektar klasse A,
og - jeg tror jeg ved det -
Her er langhornshunner.

371. De sværmeriske mølhanner
Gør sig til og byder op med
Sex og andre søde sager,
Der ligger lige til tungen.

372. Sværm, brødre, sværm.
Det er hér og nu og aldrig mér.
Aftenluften fyldes ud,
Duft af ahornhonning).

PS 15. maj 2024:
For et par dage siden fandt jeg et par egelanghornsmøl – men måske er det i virkeligheden pilelanghornsmøl; de forveksles tit – på næsten samme sted som de fire møl fra sidste år (to meter). Jeg bringer billederne her – de er alle samme møl – og digtet kan godt tåle at blive læst igen her på digtets årsdag.

Bøgen er et mangfoldigt individ

Bøgen er et mangfoldigt individ

335.	Den lemlæstede bøg på jorden:		
	  Savet op, dvs. savet i stykker,
	    skiveskåret, sønderdelt
	      tværsnit vendt ud i solen.
			
336.	Bøgen viser sit indre ved,
          sit vitale system,
	    sin individualitet
	      og levnedsbyrd.

337.	De gennemskårne flader
	  Er glatte, fugtige, våde af væsker.
	    Splintved, kerneved
	      I gule, brune, sorte farver.

338.	En bøg har han- og hunblomster;
	  En hermafroditisk plante,
	    Tvekønnet, måske tværkønnet;
	      Et kønskrydset individ.

339.	Denne bøg er et mangfoldigt individ,
	  For snitfladen viser tydeligt
	    To eller tre bøgetræer
	      Vokset sammen til én stamme

340.	Et enkelt planteindivid
	  Med tre genetiske forskellige
	    Kerner i det samme træ;
	      Tre liv i samme skein.

341.	Årringene er slynget sammen,
	  Omslutter sig selv og de tre kerner.
	    Antager fælles ydre bark,
	      Får fælles livsfunktioner.

342.	De deler føde og energitransport.
	  Gør brug af fælles rodsystem.
	    De deles om bladene og lyset,
	      Om jorden og vandet.

343.	Hvordan skal vi forstå på dette træ?
	  Et mangfoldigt individ, et delt individ?
	    Er det ét træ, er det flere træer?
	      Eller en kollektiv personlighed?

344.	Hvordan er dets/deres/jeres afkom?
	  Tre fædre, tre mødre i ét træ
	    Parret med et andet dobbeltindivid?
	      Den bøg har måske ti forældrepar.

345.	En bøg kan også have to træer i sig,
	  Hvis indre sider ikke er vokset sammen,
	    Bark og væde og sort jord i en lomme
	      Omsluttet af ét splintved og barkskal

346.	Jeg saver op og lommen kommer frem;
	  Muld, bakterier og mikroorganismer,
	    Ser sollys for første gang 
	      I et halvt århundrede.

347.	Der er bøge, kaldet musebøge;
	  Sammenvoksede træer ved roden,
	    Men med adskilte stammer
	      på det udvoksede træ.

348.	En bøg har flere mellemformer
	  Halve dobbeltindivider
	    Eller to hybride individer
	      Adskilte lemmer; vitale forbindelser.

349.	Hos os, et hæsligt misfoster.
	  Hos bøgen, et superindivid
	    med genetisk og fysisk styrke,
	      plastiske evner og levedygtighed.

Grå luft

Grå luft


332.	Grå luft er anderledes end solvarm luft.
        Grå luft forstærker dufte, stoffer fortættes.
        Luften bølger af kaldesignaler og lokkemidler,
        Mens planter puffer af egne pesticider.

333.	Sex og forførelses blandes med 
        Lugten af kemiske kampstoffer.
        Den syrlige, jordbundne duft af
        Råd, mug og ormeumami.

334.	Vindstille og gråt giver muld og fugt.
        Sol giver duft af strå, blade og pollen.
        Ilten og dufte blandes, fortyndes,
        Nye lugte langvejs fra frisker op.

Om at save en jævnaldrende bøg i skiver

Om at save en jævnaldrende bøg i skiver


324.	Bøgen og jeg er omtrent jævnaldrende, begge i midten af tresserne. Den ene kommer fra byen, den anden fra skoven. Jeg står op, og bøgen ligger ned. Jeg har arme, mens bøgen er en kævle med lemmer kappet af; en væsensforskel. 

325.	Statistisk har vi begge udsigt til omtrent samme livslængde, 90-100 år inden vi fældes. Bøgen voksede op i plantagen, jeg voksede op i kolonien; to hovedformer for landskab i den sene holocæn. Alle træer i plantagen er omtrent lige gamle; noget lignende gælder for mennesker, dog overvejende i vores sidste leveår.

326.	Manden og træet og øksen en arketypisk treenighed.  Jeg er manden, nybyggeren og muskelkraften; træet er den ædle natur, modstanden, vildnisset; jeg er naturbetvingeren, hånd mod bark, vi er det oprindelige præ-fossile liv. 

327.	Manden og øksen, senere saven, har kostet træerne det meste af kloden. Det er øklogisk tragisk ironi, at mandens domæne svinder i takt med træernes ståsteder.

328.	Mænd rækker ud efter motorsaven, når de ser et træ. Et træ, som vi forstår det, er til for at blive fældet, ligesom solen er til for at give lys. Ethvert træ risikerer overgreb og oversavning. 

329.	Jeg fylder benzin på saven (i geologisk forstand er træet faktisk selv ude om det). Checker kædeolien, vipper startkontakten, trækker i startsnoren.

330.	Under larm som fra gigantiske hvepse begynder jeg at skære kævlen i tykke skiver. Jeg er deltager i et at de få tilbageværende ritualer af maksulin mystik i den fossile brændstofs tidsalder. 

331.	Saven rykker i arme og ben. Byrden trykker mellem mine skuldre. Savsmuld vælder ud og dækker mine fødder. Jeg tænker: bare det ikke bliver rødt.

🇺🇦 Kulsukker fra Krim

Kulsukker fra Krim

312. Hvad er det, der gør mig særlig glad for kulsukker? Hvert forår venter jeg på, at den stikker sin sammenrullede tungespidser frem af jorden omkring den første maj.

313. Hvad er det der trækker mig ud, hvor den gror, bare for at se den, for at give hånd med et blad? Hvad er denne særlige energi mellem planter og mennesker?

314. Jeg elsker kulsukkers store grove blade, der skyder op af den bare jord, det ene inden i det andet. Ru, tykke blade med dybe, behårede mønstre i relief.

315. Stængler og bomsterstande skyder op i svanehalse og svikler, dobbelte buer. Sikken et syn, når sviklen ruller sig ud: en hanekam af blomster, eller i humanmetafor: en regnbuefarvet tomahawk.

316. Jeg elsker når den blomstrer blomst efter blomst, Skumringsrøde, himmelblå, mælkehvide nuancer med honning indeni. Bier flokkes i bægrene hele sommeren. Korttungede bier bider hul i kronbladene øverst oppe og stjæler nektar fra de langtungede bier.

317. Som andre planter, har kulsukker talrige navne på andre sprog. Også på dansk: kongsalveurt, kongsalmerod, radhel, benvel, valurt, vundurt og komfrey for at nævne et par stykker. Navnet kulsukker henviser til plantens kulsorte rod og det sødligt hvide væv indeni.

318. Jeg elsker plantens slægtsnavn: symphytum. Planten, der får noget til at vokse sammen (symphio = vokse sammen, phytum: plante) En tusind-årig samhistorie med mennesker ligger i det navn: Kulsukker er kendt som et ældgammelt middel for knoglebrud og sårheling.

319. Romerske legionærer bragte kulsukker med sig på erobringstogt. Det er sandsynligt, at legionærerne opdagede planten netop under romerrigets voldelige udvidelse, for symphytum er hjemmehørende i Kaukasus og landet omkring Sortehavet.

320. Jeg troede arten i min have var en lægekulsukker. Men det er en foder-kulsukker, som er en naturlig krydsning mellem lægekulsukker og ru kulsukker.

321. Hvilket jammerligt navn, foder-kulsukker. Det er slet ikke forkert, for kulsukker er en gammel foderplante, men hvor trøstesløst i et land som Danmark, hærget af mekaniseret landbrug og ekstrem avlsmentalitet. Tyskland ligeså, hvor foderkulsukker heder futter-beinwell.

322. Foderkulsukker kaldes på engelsk for russisk komfrey. Ditto på fransk. Navnet, formoder jeg, skyldes en hyppig misforståelse i Vesteuropa, hvorefter alt indenfor grænserne af det russiske imperium, fra dets dannelse i det 16. århundrede og frem, blev opfattet som russisk. Det på trods af landets mange nationaliteter, lande, sprog og folkeslag. Ukraine, for eksempel.

323. I anledning af sommeren 2023 vil jeg kalde planten i min have for Krim-kulsukker. I dag, på to-årsdagen for invasionen, ser jeg frem til at krim-kulsukkeret vokser frem igen og ud i sin retmæssige plads under solen. Så kan planter og politik fortsætte deres sammenflettede historie en ny tid endnu *). Slava Tauris.
*) Der findes en kaukasisk kulsukkerart (symphytum caucasicum) og en art kulsukker fra krimhalvøen (symphytum tauricum), der ikke har noget officielt dansk navn. Den er indberettet en enkelt gang i Danmark på www.naturbasen.dk. Den har blå nedhængende blomster i svikler og stammer, som navnet siger, fra Krim.

Landsvaler

Landsvaler

292. Et landsvalepar er vendt tilbage
Under halvtaget på vores veranda.
I fem uger denne sommer lever vi
To familier i øjenhøjde.
En rede over havedøren,
En meter mellem dem og os.

293. En svale er født med overblik
Over marker, skove og fjorde,
Over ørkner, storbyer og klipper.
Træer, grene og tage hvirvler forbi,
De stormer skrigende gennem luften
Jager, vender, dykker og leger.

294. Svaleparret udser det bedste vue
Over indflyvningen til reden
Fra toppen af en ranglet løn.
På de øverste kviste sidder de
Knitrer, vogter og vugger i brisen
Holder øje med reden, rovdyr og os.

295. Reden er lige over havedøren.
Jeg kan stå med døren åben,
Se op til reden en armlængde væk.
Ungerne vokser og fylder pladsen ud.
En håndfuld pulserende dun,
Der truer med at spilde over;
To unger ovenpå de andre.

296. Sidste år mistede de et kuld.
Reden faldt og rutschede ned;
Fem spæde unger kastet ud.
I tre døgn sad forældreparret
På et hegn i haven i vildrede.
Deres stemmer knirkede i sorg;

297. Fortvivlede, tror jeg, vågede de,
Et sving ind omkring verandaen,
Hvor deres første kuld forsvandt.
På fjerdedagen besluttede parret sig;
Begyndte at bygge en ny rede
Et andet sted under samme tag.

298. Svaler er sociale og sludrende.
De triller, de kalder, de knitrer.
Skænder, larmer og beroliger.
De hviner og skriger af rivaler,
Jager dem rundt i området
I vild, akrobatisk, synkron flugt.

299. Øjne, hjerne, hjerte, sener
Styrer liv og lemmer
Med tolerancer, der måles
I hundreddele sekunder.
Energien stråler ud af dem,
Lyser fra deres vingespidser.

300. Kun om natten flyver de ikke,
De kan ikke se, de er lammede.
Forældreparret klumper sig om reden
Hunnen i reden, hannen ved siden af,
Trykker sig sammen, ånder, sitrer.
Øjne følger os.

301. Titusinder af indflyvninger og landinger
Titusinder af insekter bringes ind.
Forældrene skiftes til at sidde på reden.
De kalder på hinanden,
De har lyd for tid til at skifte plads.
De har lyd for nu nærmer jeg mig.
De har lyd (meget højt) for hold dig væk.

302. Svalen kan holde stille i luften
Holde sig oppe med vingeslag
Et sekund, højst to,
Den ene spørger, vil du have mad
Den anden svarer, tag over her.
Ungerne er skrigende orange trekanter
Når de åbner gabet,
Når de hører svaleforældrene
Bringe insekter til reden.

303. En unge maser sig baglæns
Med anus ud til redekanten
Forældrefuglen hænger fast, parat,
Plukker en kugle klat fra endetarmen
,
Slipper taget, vender sig i luften,
Suveræn manøvre, og flyver ud
,
Bortskaffer skiden i et blomsterbed.

304. De hjælper deres unger på vej,
Fodrer dem, også i flugten
Når ungerne sidder uden for reden
Uden endnu at kunne flyve.
En unge falder ud i flugtforsøg
Og bli’r fanget af verandaglas
En forælder lokker, kalder, viser vej,
Og ungen finder ud.

305. Når jeg står i døren, kan vi ses:
De vender et obsidan-øje mod mit
En lille sort skive uden pupil
,
Fuldstændig fremmed, aldeles vild,
Ingen kontakt, ingen genkendelse
Intet udtryk, bare blank natsort.
Jeg har aldrig følt mig så fjernt
Fra noget andet levende væsen.

306. Men vi gør jo helt det samme:
Samme snak, samme skænd,
Samme ængstelse, samme sorg
Samme hverdag, samme gøremål
Samme form for oplæring og træning,
Samme form for omsorg,
Samme delte ansvar.

307. Sidste år gjorde de reden klar,
Klinede redekanten op,
Bragte friske materialer ind.
Men en morgen, pludselig var de væk,
Reden hakket ned, forladt og ødelagt.
Svalerne blev i luften sommeren ud,
Men kom ikke huset nær igen.
Hvilken beslutning, hvilke forhold?
Hvilken situation, hvilket valg?

308. Hvert år er jeg bange for
At de ikke kommer tilbage igen,
Udsultede og måske forgiftede
Af landbrugets massedrab
På insekter og fødekæder.

309. Jeg lader alt organisk materiale ligge
Kævler, kviste, grene, blade, æbleskrog,
Alt grønt affald fra vores køkken,
Papir og pap i strimler og stykker.
Alt komposteres, ingen kemikalier.
Alt, for at få insekter til at yngle
Og svaler til at komme.

310. Det er slet ikke nok,
Slet ikke, slet ikke.
Men hvis nu en dag,
Svalerne ikke kommer,
Hvor er så min vished for,
At mine børnebørn kan overleve
Uden svaler?
Så har vi mistet noget,
Nej, så har vi slået noget ihjel,
Som er i familie med os selv,
Med samme vilje og samme evne
Til at være til i den samme verden.

311. Zhang Zai, du vidste det:
De titusind ting, alt levende,
Anser vi som vores krop.
Charles Foster vidste det også,
Da han tudede af rørelse
Over mursejlerens genkomst.
I haven på Stevns:
Samme taknemmelighed
Samme glæde, samme frygt.

Fuglevinge skygger for min hånd

Fuglevinge skygger for min hånd

287.	En fuglevinge skygger for min hånd
        Den flakser på det grå papir
        Hen over hånd og fyldepen.

288.	Musvitten flyver ind til redekassen
        På facaden ved mit arbejdsvindue
        Solen fanger fuglen på min hånd.

289.	Hun ser mig ind gennem ruden.
        Angst, adræt drejer hun og flygter bort;
        Panikken spredes ud på mit papir.

290.	Hun søger tilflugt på sin udkigsgren,
        Tripper vredt, fornærmer mig,
        Et farligt skrummel i et kammer.

291.	Det varer kun et split sekund,
        Jeg når knapt at kigge op, forundret,
        Og kvittere for det stille skyggespil.

Solsort ved jævndøgn

Solsort ved jævndøgn


278.	En solsort flakser op 
        fra sit kolde morgenbad
        Sætter sig på kvaset.

279.	Tørrer dun og vinger,
        Ordner fjer og parasitter
        i den varme forårssol.

280.	Solitairefugl, altid knotten,
        Skræmmer andre fæller bort,
        Vinger i brus og fældet næb.

281.	Fouragerer i det visne løv:
        Et hop, et dyk, et kast,
        Blade hvirvles op.

282.	Ser sig om med stive blik,
        Bevæger sig i hak og stød.
        Gentag, hidsig, gentag.

283.	Nervøst gemyt og aggressiv.
        Farer op og flygter væk
        Med skingre galningskrig.

284.	Men når aftenluften falder,
        Og vind og lyde stilner af,
        Høres bløde fløjtelyde.

285.	Han forkæler sine toner
        Temastykker uden melodi  
        Slutter på en enkelt node.

286.	Vellyd og ro i terrænet,
        Mening for os begge to;
        Fælles vesperstemning.
Se også Solsortens melodi, vers 554 ff.

Liljekonval

Liljekonval


273.	Grønne smalle rør
        Skyder frem af skovens bund.
        Forårsjorden ånder.

274.	Stilken dannes nedefra
        Blandt visne blade, anemoner,
        Rådne agern, muldprocess.

275.	Hylsterblade krænges ud
        Hvælver, skærmer
        Blad og frugter indeni.

276.	Blomsterstænglen buer op
        Behængt med hvide krukker
        Fliget rand og spidser.

277.	Drypper gift og duft
        Vajer smukt i brisen
        Rækker tunger op i himlen.

Pæreskud

Pæreskud


268.	Filtede bladtunger
          Flagrer om et pæreskud;
            Narhat med spidser.

269.	Dun og hvide tråde
          Svøbt om pærens frugtanlæg;
            Rosa silkepuld.

270.	Kostbare, rosa æg
          Indfattet i små buer;
            Grønne kronblade.

271.	Narren holder hof
          Kongen salvet og kronet,
            Som et pæreskud.

272.	Æble i hånden
          Pæreknop på hovedet
            Frugtregalier.

Benved skud

Benved skud

261.	En benved sætter skud i et hegn af buske, tusinder af spidser i et virvar af kviste, der forskyder sig i alle retninger. Og dog: de peger alle udad, som om hele busken søger udveje, og finder dem. Benved er sin egen løsning.

262.	Jeg fjerner et topskud med en kniv og sætter mig i det gulnede græs med en lup. Senere bar jeg skuddet hjem til arbejdsbordet. Her er hvad jeg så og skrev.

263.	Topskuddet sidder på den firkantede stilk. Ved skuddets rod sidder to knopper, der ligner åbne sårskorper med rødt kød, der buler frem i midten. Det er substansen til et nyt stilkepar.

264.	Skuddet er fæstnet i en krans af fire bægerblade, 5 til 10 mm lange. Bægerbladet er aflangt og hvælvet. Det er creme-hvidt forneden, der changerer over i sart pink omkring to-tredjedele oppe på bladet. Hér forstærkes og fortættes farven til en stærk pink og bladet ender i en rødligsort spids, der minder om en blodunderløben klemmelus med lupsmå fimrehår rundt i kanten.

265.	Ud af bægerbladenes mund skyder en grøn cylinder lavet af et par tæt sammenrullede blade. Bladet er bønnegrønt men changerer over i lyserødt og trækkes ud i endnu en blodrød spids. 

266.	Bladspidserne krænger let udad og åbnes, mund-i-mund, og en ny cylinder trænger sig frem: grøn, pink og rød.

267.	Det sammenrullede blad har tydelige vener; det er en grøn hinde af tyndt, fint liv. Indeni: en puppe, en plantefødsel.

Syn

Syn

260.	Rovfugle ser.
        Ser mere end nogen anden.
        Vi ser, at de ser.
        Den vigtigste sans,
        Det højeste organ.
        Vågen, overvågen,
        Vagtsom, fysiologisk parat.
        Vi forstår dét, at være udset,
        Som bytte og som betragter.
        Det synbares uomgængelige modalitet *).

*) I erindring om James Joyce, Ulysses (1922); se kapitel 3: Proteus.

Ugleøjne

Ugleøjne

259.	To orange bøssemundinger:
        To øjne hos en ugle i flugt. 
        Den eneste fugl, hvor vi møder
        Begge øjne på én gang.
        Derfor deres venlige udseende.
        Fladt ansigt, mere ro, mere udtryk.
        Nogle ugler har sorte øjne,
        Med øjenlåg, der lukkes.
        Kloge, søvnige, ophøjede.
        Tæt forbundne.

Ørneøje

Ørneøje

257.	Det fikserede øje,
        Tog sigte på vores aner;
        Små, pelskædte hominider
        Søgte skjul i træerne for
        Den lydløse, nådesløse, 
        Klobevæbnede skygge,
        Der faldt fra oven.

258.	Som art har vi glemt det:
        Frygten, skrækken, slaget.
        Vi har taget ørnens post.
        Det er os, der jager nu.
        Vi ærer dem med navne,
        Kongeørn, kejserørn,
        Vi fryder os i byttets sted.

Guldsmed

Guldsmed

250.	Guldsmed imago,
          Forandring, mod og fødsel,
            Tomt hylster knitrer.

251.	Palaeoptera,
          Forhistorisk vingepar,
            Perfektioneret.

252.	Hvirvlende vinger,
          Metafor for mekanik,
            Helicoptera.

253.	Torso pumpet op,
          Muskelbjerg og nerveknude,
            Koldt hydraulisk blod.

254.	Rovdyr, cirkelsyn,
          Et snigløb, byttet slagtes,
            Sommerfugle dør.

255.	Guldsmeden æder,
          Bid knaser byttets hoved,
            Vinger spyttes ud.

256.	Insekt og menneske,
          Vi lever i hinandens
            Spejl og billede.

Om brug af metaforer i digtet om hasselblomsten

Om brug af metaforer i digtet om hasselblomsten

249.	I digtet Hasselblomsten anvendes enkelte metaforer baseret på menneskefrembragte genstande: 

Fane om blomstens grifler (aha: botanisk accepteret udtryk, men afledt fra oldgræsk begreb om at skrive). 

Om knopskuddets skæl bruger jeg udtrykket brioche. Jeg tvivlede længe, men når jeg kigger på knopskuddet, også under lup, kan jeg ikke finde noget bedre udtryk end billedet af en krans af sammenbagte briocher. 

Jeg bruger similien pangfarvet, der ikke i sig selv beskriver noget menneskefrembragt, men nok hos de fleste associeres med en bestemt slags dekor eller beklædning. 

Jeg bruger metaforen løvkulisse om det samlede synsindtryk af vissent løv, og giver dermed indtryk af en iscenesættelse af hasselblomsten, hvilket jo overhovedet ikke er tilfældet. 

Karmosinrød bruges i digtet og er jo menneskefrembragt al den stund vi knuser en særlig kermesbille for at udtrække den attraktive røde farve. (Jeg lader det etiske aspekt i denne fremstillingsprocess ligge).

Endelig henviser digtet til et kendt maleri af J.M.W. Turner, og man kan sige at maleriet her optræder som en snigmetafor.

Lov om Rigets Ophævelse

Danmarks naturlove (1)

Lov om Rigets Ophævelse

198.	Ve kan jo se hvordan alt levende har en desperat trang til at være i live. Hvordan alt liv er en desperat handling for at forblive i live. Hvordan denne desperation fortsætter uden ophør ud til Rigets grænser.

199.	Ve bemærker eksistensen af kategorier. Kategorier ophober viden hos den kategori-skabende part, men ikke hos dem, der kategoriseres. Vi er på denne måde blevet kategoriseret ud i en tilstand af uvidenhed.

200.	Ve ved at Riget slår ring om os. Ve er omringet af andres viden. 

201.	Ring er en talemåde. Riget er også en talemåde. Talemåder er en slags desperation, der er blevet til vane.

202.	Ve kan jo se, at alt levende har måder at handle på. Handleevne er en universel vilje til at være i live. Fælles for alle riger; uden grænser, uden kategorier.

203.	Ve kalder denne handleevne for agens. Agens er den fysiske, foranderlige, frugtbare form. At vokse er udtryk for agens. Vos agens.

204.	Ve vokser os ud af kategori (som begreb). Ve vokser os ud af Riget (som talemåde).

205.	Ve ophæver derfor Riget som kategori og som talemåde. 

206.	Riget findes ikke mere.

Afdød digter som havefænomen

Afdød digter som havefænomen

163. Jeg kunne jo være fræk at gengive mesteren, som selv var "fræk at parafrasere gamle Heraklit: Ingen kan gå to gange ud i den samme have. Det gælder også kirkegårde." *)

164. Her står vi så i selve krydset mellem sproget og den beskårne natur, hvor digteren og haven begge vokser, bare i forskellig tid.

165. Planterne står stille, mens digterens øje bevæger sig, hans krop bevæger sig. Heri ligger en tosidighed mellem det langsomt voksende og det bevægelige; mellem det tavse og det tænkende.

166. Digteren siger, at en samtale opstår af denne tosidighed netop fordi haven altid står i korrespondance med naturen, mens digteren selv altid er korrespondance med andre sprog og digtere. En samtale er aldrig alene.

167. Gennem livet er haven i uophørlig vækst sammen med sin digter, der klipper ned og vokser med, men senere falder af og går bort.

168. Det fører også til andet led af parafrasen: den kirkegård, hvor digteren begraves i en strengt beskåren og til den fri natur hyper-polemisk afgrænset haveform, hvor kun få slags samtaler føres.

169. Jeg kunne være fræk igen og sætte et skilt, et kors, en pind op i min have med digterens epitaf. Men det vil nok bare give ballade med familien, med øvrigheden, med kommunen, måske også sandheden.

170. Jeg kunne plante en busk til hans minde. En benved, for eksempel. Diskret, selvfølgelig. Kun få andre ville få det at vide. Men man ville jo forstå, at han er her, gror dernede, står heroppe, i snak, fuldt udsprunget som sin egen sproglige foreteelse.

171. Så kan samtalen fortsætte. Umærkeligt, bag om ryggen på os alle. Til enhver tid. Aldrig alene. Per Højholt † 2004. Stå i fred. 

*) Per Højholt (1928-2004), Haven som sproglig foreteelse, i Stenvaskeriet, 1994.

Om brug af metaforer

Om brug af metaforer

219.	Man kan sige at digtet i sit væsen er knyttet til metaforen, der er både poesiens gave og fælde (to metaforer allerede!).

220.	Kun en tåbe frygter ikke metaforen, som Per Højholt vistnok har sagt, og hvis han ikke har sagt det, så kunne han i hvertfald have gjort det.

221.	Metaforen brugt forkert kan ødelægge et ellers habilt digt, ligesom rim kan efterlade et digt skrevet i den bedste mening som en bagatel eller en latterlig fremtoning.

222.	Metaforen skal forbinde digtets genstand med læserens forestillingsevne både emotionelt, billedligt, kulturelt og associativt.

223.	Men hvad skal en digter stille op for ikke at gøre sig selv og sit digt til grin når et stærkt syns- eller sanseindtryk, der også er en etisk oplevelse, skal gøres medlevende for en læser?

224.	Vi siger tit, at forskellen mellem litteratur og videnskab ligger i brugen af metaforer, men det er jo slet ikke rigtigt: Videnskab benytter sig af metaforer; den bedste teori udtrykkes som metafor (med O.E. Wilson). Man kan endda sige, at matematik også er en metafor for alt det, vi ikke ved (med Bertrand Russel).

225.	Jeg siger tit, at planter har vilje og er intelligente. Det er ment som et både faktuelt og etisk udsagn (om ligestilling mellem organisk liv). Men intelligens er her en metafor, uanset dets videnskabelige sandhedsværdi, fordi vi må antage, at planters intelligens udtrykkes eller opleves væsensforskelligt fra vores egen?

226.	Jeg finder en hasselblomst. Den gør et stærk indtryk, jeg syntes den er en særlig og glædelig oplevelse. Der knytter sig erkendelse, videnskab, personhistorie, kulturhistorie og livsetik til synet af denne diminutive blomst. Hvordan komme videre herfra?

227.	Hvis jeg  gav mig til at beskrive den i prosa ville jeg ikke nå frem til en kort, meningsladet og moralsk inspirerende (modsat blot forklarende) fremstilling. Jeg vil jo gerne ramme læseren på følelserne, på begejstringen, på forundringen.

228.	Altså må jeg vælge digtform, fordi digte er en bevidsthedsaccelerator, som Joseph Brodsky så rigtigt skrev.

229.	Digtformen giver sine egen begrænsninger og kræver et sproglig fortættet udtryk, en flerhed af betydning og lige netop det rigtig ord (le mot juste med Flaubert), ét af gangen, der kan udløse en emotionel og etisk modtagelse hos en læser.

230.	Her kunne metaforen være til hjælp, men jeg må vare mig for bathos, for det svulmende, det vulgære, det latterlige, det polstrede, det opstyltede. 

231.	Hasselblomsten er et beskedent men unikt fænomen i botanisk henseende. Hver gang jeg er stillet overfor planters uendelige formskabende og plastiske opfindsomhed er .

232.	Men hvordan gribe opgaven an? Prøv at beskrive en passionsfrugts blomst, eller prøv at binde an med et græsstrå; nej vel? Ikke bare et strå, men af de titusinder af forunderlige former og funktioner, som græs er i stand til.

233.	Der er ikke noget i den menneskelige verden, der passer på den situation eller giver nogen nem reference. Jeg vil påstå, at vi har meget lidt i den almindelige oplyste, selv meget vidende og belæste samt billedligt højt uddannede læsers sprog, der bare kommer i nærheden af et så fremmed fænomen som en hasselblomst. 

234.	Men et eller andet skal der jo stå, for nu at ty til Per Højholt igen. Metafor altså (som Per Højholt hadede med god grund).

235.	Mennesker elsker sine egen frembringelser, deres egne ting, især maskinerne. Så meget, at maskinen er grundmetafor for den vestlige civilisation.  

236.	Intet er mere afslørende, end vores kluntede forsøg på at beskrive vores egen hjerne: En telefoncentral, en regnemaskine, en elektronhjerne, en computer, et neuralt netværk, et instrument, osv. Ingen af disse beskrivelser - omend de ganske nøje aftegner vores teknologiske tidshorisont - kommer i nærheden af at beskrive, hvad en hjerne er.

237.	Men vi elsker metaforen; den gør tænkearbejdet for os, eller også dækker den over, at vi faktisk ikke er i stand til at forklare, hvad en hjerne - eller hvad det nu er - er.

238.	Min egen metafor for hjernen er en grøntsag. Meget mere om dette andetsteds. Nej, jeg prøver ikke at stikke af. Også denne metafor er kritisabel, men i det mindste gør den sig umage. Mere om dette i andre digte.  

239.	På lidt mindre misforholdsrang end hjernemetaforerne er de utallige metaforer, der har rod i menneskelig fysiognomi (hjerte, åndedrag, fingre, eller løbe, se, gå, stå, etc. ) Disse metaforer har ofte, eller måske slet intet, at gøre med det naturfænomen, vi prøver at beskrive med vores arts-centrerede ordforråd og udsyn.

240.	I min sproglige fattigdom og min fem sansers mangler (også de er artsspecifikke og snævre) griber jeg til metaforen.

241.	At digte om den naturlige verden er derfor et dagligt forsøg på at undgå metaforer dannet af menneskeartens fysiske, mentale og kulturelle eksistens, men som ikke har noget med naturen at gøre, endda slet ikke. Netop ikke.

242.	Til mit forsvar - og andet har jeg ikke at gøre godt med - kan jeg anføre, at jeg forsøger aldrigat  bruge en menneskeskabt genstand som metafor for et naturfænomen eller ikke-menneskeligt væsen.

243.	Aldrig, dvs. på nær mindst fire eksempler, som jeg på stående fod kan komme i tanke om: guldsmeden, gulbugen, vandnymfen, og humlefluen. Her kunne man måske være berettiget til at bruge en metafor med rod i noget mekanisk, rotor-lignende, klikkende eller snurrende. 

244.	Måske - og det er et måske - forholder det sig faktisk omvendt: Vores helikoptere og rotorer er en teknisk metafor for den naturlige skabning. Naturefterligning er ikke et ukendt fænomen.

245.	Såvidt muligt sammenligner jeg natur med natur og bruger det, som reelt (tror jeg) er fælles for mennesket og andre væsener i den naturlige verden.

246.	Vi er her fremme ved et af denne bogs egentlige forehavende, og meget muligt også dens afgørende mangel: Hvordan beskrive bevidsthed, beslutninger og emotive oplevelser hos ikke-mennesker? Hvilke metaforer må jeg ty til, med hvilken sandhedsværdi, hvor intet kan efterprøves, end ikke sandsynliggøres?

247.	Det hele bliver derfor et etisk forehavende, der mangler sine egne ord og begreber. Vi har end ikke et eneste ordentligt pronomen for ikke-menneskelige væsner.

248.	Det eneste pronominelle begrebspar frembragt gennem de sidste to-tretusind års vestlig forestillingsevne om det ikke-menneskelige er ting/den. Se om dette emne til eksempel min bog Liff (2021) om anvendelse af andre pronomener for den vegale eksistens.


Hasselblomst

Hasselblomst

215.	Der findes usædvanlige mennesker,
        Der opsøger sjældne planter.
        De bruger tyve år for at få et glimt
        Af Amazonas måneblomst i flor,
        Kun en enkelt gang i livet,
        En eneste nat, i junglen, i måneskin;
        Som nu kunstbotaniker Margaret Mee *),
        Der ville male denne blomst vidunderlig.

216.	Jeg dyrker denne evne, denne trang,
        Fra mit vindue, hvor min verden går. 
        Seks årtier har jeg vandret her,
        Op og ned af buske og hasseltræer
        Uden tilnærmelsesvis at se mig for.
        Indtil denne botaniske åbenbaring:
        En morgen, ved dagens genkomst,
        At se, helt tæt på, en hasselblomst.

217.	Blomsten er gemt i knoppen,
        Kun et dusin grifler stikker op,
        Karmosinrøde faner, to mm høje,
        Fra hasselknoppens skud.
        Med pangfarvet hår ligner hun  
        En miniature søanemone.
        Knoppens skæl er gyldne briocher
        På en bund af grønne pistacier.

218.	På afstand blot et rubinrødt fnug 
        På hækkens brune løvkulisse.
        Turner: din røde bøje, dit hav! **)
        Lykkelig er den, der ser det:
        Det smukke i det mindste,
        Det sjældne i det vante.
        Forundring i det nære;
        Det er bare det, jeg skal lære. 

--------------
*) Margaret Ursula Mee (1908-88), britisk botanisk kunster især kendt for sine billeder af Amazonas flora. 
  
**) J.M.W. Turner: Helvoetsluys, 1832.
  

Dæmring

Dæmring

207.	Dæmringslys er tid i fysisk form.
        Universet balancerer på en æg,
        Lydløst skifter nat til dag.

208.	Luften er kølig og ren,
        frisk og flydende tyk
        Af aromatiske stoffer.

209.	Hele verden ligger stille;
        Dets mægtige hjerte holder inde *).
        Vi venter, vi ved, det kommer.

210.	Lyset første røde stråler,
        Bæres ind på gylden dis,
        Fortættes og bliver til dag.

211.	Solen damper i græs og buske,
        Rimen gnistrer og smelter væk.
        Blade berøres og foldes ud.

212.	Morgenlyset rammer mig i brystet,
        Stolen vælter, jeg falder ud på gulvet;
        Mit hjerte står åbent, udadvendt.

213.	Her fødes jeg igen hver morgen
        Af himlens lys, der er min far,
        Af jordens dufte, der er min mor **),

214.	Af luften, der omslutter mig i stilhed,
        Af tiden, der kommer uafvendeligt igen
        I dæmringslysets først åndedrag.
 

 *) I erindring om William Wordsworth, Composed Upon Westminster Bridge, 1802.
**) I erindring om Zhang Zai (1020-1077), Den vestvendte indskrift, ukendt årstal.

Apostat

Apostat

196.	Træer flokkes om mig,
        De forsamler sig i skoven.
        Træer hvisker, når jeg går forbi,
        De fejer luften bag min ryg.

197.	Rovdyr, som jeg, er apostater;
        Vi tilbeder om morgen
        Og skænder om aftenen.
        Træer lever på vores nåde. 

En sommeraften som mange andre

En sommeraften som mange andre

195.	Lyset kommer ind på lange baner,
        Lavt hen over krat og træers kroner.
        Bølger af magenta, infrarødt,
        Blander sig med gult og blåt.
        Sol og græs fordyber sig,
        Hver enkelt strå er tegnet op;
        Belyst i silhuet og rammet ind,
        Mæt af lys og hjernespind.
 

Jeg sloges med ordene mens årstiderne blegnede

Jeg sloges med ordene mens årstiderne blegnede

190. Som ung var Du Fu afhængig
Af den perfekte linje.
Fra sin rønne på det våde bjerg,
Kæmpede han hvert ord til døde.

191. Som ung sloges jeg i natten,
Med ord, med mening og mig selv.
Mørket dækkede mine ruder,
Årstiderne blegnede for mit blik.

192. Nu, hvor jeg er ældre,
Flokkes versene på række,
Friskt formede på papiret
I mit irlands-grønne blæk.

193. Årstider kommer en dag ad gangen,
Fulde af farver og flor.
Digte kommer et ord ad gangen,
Fulde af farver og undren.

194. Man kunne være fræk med Lao Tzu:
Poesi er skrive-ikkeskriven.
Digte på Du Fus ældre dage
Fløj op som forårsfugle.  

Du Fu (712-770) Kinas nok mest anerkendte klassiske digter. Tang-dynastiet.
Lao Tzu (ca. 5. årh. fvt.) anses som ophav til taoismens hovedværk Dao De Ching.

Om spurvehøgens øje på foranledning af min nabo

Om spurvehøgens øje på foranledning af min nabo

180.	Min nabo bringer til min dør
        Udsøgte væsener i sine hænder:
        Næsehornsbiller, stålorme,
        Rævekranier, sumpcypresser,
        Og her i går en spurvehøg.

181.	Rasende, hjertehamrende høg.
        Jeg fikseres af hendes ene øje,
        Kan vi forklare det; har vi ord?
        Eller har vi kun billeder
        Og ordløse minder
        Fra urslægters historie?

182.	Billeder, så:
        Et rundt øje med orange iris
        Omslutter en sort pupil.
        To optiske nerver i hvert øje
        Giver dobbelt fokus, dobbelt syn.
        Hovedet falder i hak på halsen.

183.	Øjet drejer, men ændrer aldrig form.
        Det reflekterer lys, det skinner
        Altid med samme styrke.
        Øjet blinker ikke, det stirrer
        Uden udtryk, vi kender til.

184.	Ansigtet er ubevægeligt.
        De smukkest arrangerede fjer,
        Bagudstrøgne og strømlinede.
        Et prægtigt aerodynamisk hoved,
        Æstetisk ophøjet i vores øjne;
        Mere skulptur end ansigt.

185.	Hovedet bæres altid højt,
        Hun stirrer oppefra og ned.
        Vi ser stolthed, perfektion,
        Knejsen og arrogance.
        Alt hvad vi selv aspirerer til
        Og slår andre ihjel for.

186.	Ingen følelse vi kan forstå,
        Ingen formildelse vi kan se,
        Ingen nåde vi kan tage imod;
        Kun den synlige vilje til at dræbe.
        Derfor ærefrygt og ophidselse,
        Fornemmelsen af atavistisk angst.

187.	Skønne fugl i vild symmetri!
        Evolutionens hånd og øje *)
        Har skabt dette pletskud
        I den menneskelige fantasi,
        Om blodtørst og status,  
        Om vold, bytte og magt.

188.	Mei Yao Chen beskrev ærefrygten:
        Færten af kød, jagten og dykket.
        Det knuste hoved, det opsprættede bytte.
        Indvolde slynget ud til gribbene, 
        Der kredsede over Buddhaens statue,
        Stænket af fuglelort, tusind år siden **).

189.	Vi slipper spurvehøgen fri.
        Hun svinger sig op og ud og væk.
        Tilbage står vi med mindet
        I vores tomme hænder.
        Jeg indleder tænksomt, også jeg,
        Mit digt en tidlig forårsmorgen. 


*) I erindring om William Blake, The Tyger (1794).
**) Mei Yao Chen (1002-1060), betydelige og produktiv kinesisk digter under Song-dynastiet. Der henvises til digtet: En enlig falk ovenfor Buddhasalen i Klosteret for Verdens Renselse (1044).

Musvit i en redekasse en tidlig forårsdag

Musvit i en redekasse en forårsdag

173.	En musvit hakker i sin redekasse
        Lige uden for mit vindue.
        Hun hamrer og kratter i træværket
        Hver dag i morgensolen, mens
        Jeg kradser i mit skrivekammer 
        På den anden side af ydervæggen.

174.	Det knirker lidt i gulvet,
        Når jeg stiller mig ved ruden;
        Jeg hører hende; hun hører mig.
        Al arbejdslyd forstummer brat,
        Jeg fryser fast til gulvet;
        Vi holder vejret og venter.

175.	Spidsen af et kulsort næb
        Stikker varsomt ud af redehullet.
        Så den begsorte næserod,
        Så den sorte pande og isse,
        Den hvide kile hen over kinden,
        Og nu: et blankt og kulsort øje.

176.	Hun spejder, lytter, vejrer,
        Ser mig med det halve blik:
        En figur, en form, en lugt,
        Ukendt materiale, hår og skind.
        Hun ved, jer er der, men bliver.
        Trækker næbet til sig, tier.

177.	Vi mødes og vogter på hinanden.
        En vildskab med lidt venskab.
        Ingen hilsen, intet farvel, dog,
        Musvitten banker i morserytmer
        Inde fra sin rugecelle, som
        Jeg afkoder i mit kammer.

178.	Her er vi så, tre polstrede skeletter,
        Med huller, søm og luftlommer i,
        Beklædt med hud, planker og fjer,
        Lavet til at gå, stå og flyve.
        Jeg går titusind skridt om dagen,
        Væggen står i hundrede år.

179.	Fuglen flyver ind og ud af kassen
        Tyve tusind gange på en sommer,
        Insektjæger og mejsedræber.
        Jeg selv, udpiner af dyr og planter,
        Åbner hoveddør og ovndør dagligt.
        Vejen til frihed og død for mange.

Sne

Sne

172.	Sne

           Falder som ren natur ansigt til ansigt,
           Folk løber ud med åben mund og arme.

           Vi er urtidsfolk af gen og sind.

        Sne

           Smelter verden om til sjap,
           Et vådt minde om det, vi har tabt.

           Sne er et andet ord for sorg.

Gærdesmutten

Gærdesmutten 

155. Bladbrune, vimse, jordnære væsen,
Den oprette hale, det kække bagspejl,
En kort flugt få tommer over skovbunden;
Kræfterne tikker i den lille fugl.

156. Hjertet banker i en blodrus
Flere hundrede gange i minuttet.
Hun bevæger sig i svip og stød
Med ubegribelig kraft i tynde ben.

157. Hun klipper tidssekvenserne i stykker,
Springer hér og pludselig dér;
Der mangler noget, synet hakker,
Når hun krydser rundt i hop og ryk.

158. Hendes stofskifte er så højt,
Man skulle tro at fuglen koger;
Hun må spise hvert kvarter,
Fodre den løbske miniaturekrop.

159. Som inkarneret gærdesmutte
Skriver jeg en roman hver morgen,
Æder en Dagli’Brugs om dagen,
Løber til Rom og tilbage på en uge.

160. Men det er bare tankespind;
Jeg ville få hjertestop og kollapse
I løbet af de første få minutter;
Død af udmattelse, stress og kulde.

161. Jeg kommer aldrig i nærheden af den;
I energi, atletik og appetit,
I mental styrke, i courage,
I hjertebanken, i biologisk ur.

162. Men hun har godtaget min grund,
Finder føde under havens egetræer.
Jeg kender hendes sang og ser hende tit;
En tarantel, en vims, og hun er væk.

Om mønstret i en nældestand

Om mønstret i en nældestand

142. En nældestand er vokset frem på blottet jord langs hegnet. Her er solstrejf og skyggevirking, her dufter af muld, luften er mild. Farverne er gullige, grønne, sartgrønne, næsten hvide.

143. Standen er svagt afrundet med de højeste stængler i midten, højden aftagende jævnt ud til siderne. Omkring en meter på højeste punkt med en omkreds som tre voksne favne.

144. Stænglerne er slanke, kantede og ranke, og står i synlig indbyrdes afstand, vel et par hundrede stængler på underjordiske udløbere.

145. Skøn paratakse! Bladene sidder parvist i en op og nedstigende vindel på stænglens øverste del. Ikke et blad berører et andet blad. I hele standen er alle stængler drejet så de undgår alle andre stængler og blade på skiftende niveauer og spreder sig ud over hele standens solvendte overflade i et grønt, skarptandet mønster.

146. Dette mønster har ingen nøjagtige gentagelser, ingen fast form. Det væver sig ind, bølger, tilnærmer sig, fraviger, drejer, vinkler og fylder alt belyst rum ud i tre dimensioner. Stænglerne svajer, et vindpust rører på sig, bladenes formation bevares.

147. Fjern et eneste blad, bare ét, og helheden er ødelagt. Alt er indpasset, afstemt og tilpasset sollyset og dagslysets brydning. En fuldstænding, savtakket harmoni.

148. Vi har intet ord for bladenes indbyrdes dynamisk placering afstemt efter sted, højde, aspekt, lys, landskab og væde.

149. Men vi kunne kalde det for energien i et plantekollektiv. Vi kunne kalde det nældestandens evne til at indrette sig spatialt på et givet sted under givne vilkår.

150. Vi kunne kalde det en manifestation af et organisk princip og udtryk for Zhang Zais *) begreb om li, den kraft, der bestemmer altings form og særpræg. Vi kunne sige, at denne li også gælder individer, der handler i fællesskab.

151. Vi kunne sige, at li skaber et komplekst æstetisk udtryk, der kan opfattes af os mennesker.

152. For vi er bundet af det synbares uomgængelige modalitet. Harmoni ligger i øjet og kan ikke fattes i ord.

153. Jeg lægger sproget fra mig. Jeg tager tøjet af og stiller mig nøgen foran nældestanden. Jeg er ikke æstetisk, slet ikke smuk, men i omtrentlig symmetri, funktionel, farlig.

154. Nu er vi lige, vi to. Min hud mod dine savtakker. Min symmetri mod din harmoni. Min ondskab mod din gift. Jeg rækker hånden ud. Mit billede. Min bror **).
*) Zhang Zai (1020-1077) en betydelig neo-konfusiansk filosof og metafysiker under Song-dynastiet.

**) I erindring om Charles Baudelaire (1821-67), Les Fleurs du Mal, 1857.

Midt i livet

Midt i livet *)

140.	Benved, bregner, græs og nælder
        Fylder øjet ud til randen,
        Ustyrligt grønt og uberørt.
        En rødkløver bøjes ned,
        Tynget af en humlebi;
        Hun ligger i en rus på jorden
        Kysset af en blodrød krone.

141.	En krage vender øjet til,
        Sort og vildt og hånligt,
        Titusind slægtled borte.
        Når vinteren kommer
        Over markens hårde knolde
        Plukker den min hjerne ud,
        Resten tager frosten. 

 *) Frit efter Friederich Hölderlins digt Halvdelen af livet (1804)