Landskabslinjer
825. En formation af sangsvaner
Kalder, svingfjer hviner,
En blok af lyd; muskler,
Hjerner i flugt over vand.
826. Hvert sekund, hver fiber,
Alle nerver, hver celle.
Svanen er ét samlet organ;
Synergi i bevægelse.
827. Landskabslinjer passerer,
Kaldes ud over luft og land,
Svaner navigerer i flugt;
Verden er os.
Vegens (1)
Vegens (1) 815. Vegens er vegetal. 816. Vegens er den måde, ve vokser ud i verden på. 817. Vegens er organet, der krænges ud og tager verden til sig. Det indre bliver en del af det ydre. Det ydre bliver en forlængelse af det indre. Begge er dele af det samme væren. 818. Vos væren vender udad og verden kommer til vos, ligesom lyset. Først senser ve omverden, siden senser ve selvet. Omverden udtrykker sig i limberne og vos former. 819. Vegens suger verdens vilkår til sig og gør stedet til sit eget. 820. Vilkårene er givne og mægtige; selvet må følge verden og føje sig i triumf. 821. Vegens er selvhed og omverden i forening. Det ydre og det indre findes ikke i adskilte dimensioner; begge er biologi, begge er væren. 822. Vegens er æoner af tilpasning til omverdens vilkår. Vegens er synlig som den færdige, vegale form i alle sine skikkelser. 823. Vegens er vos måde at være i verden på. Ve er vegente. Højt vegente. 824. Hjernen er naturligvis en grøntsag. Ve nævner det blot. Først udkommet i Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem femte og sjette masseudryddelse, (2021). Nyt i Index Titusind: Vegetal • 815; Vegens • 816; Organ • 817; Væren • 818; Vilkår • 819; Triumf: evolutionær • 820; Selvhed • 821; Tilpasning • 822; Måde • 823; Grøntsag • 823.
Jeg sluger med glæde min bille
Jeg sluger med glæde min bille
807. Insekter trommer mod min hjælm,
Hårdere end regn, lettere end hagl.
Harker insekter op, kniber øjne tæt,
En byge af vinger, horn og ben.
808. Fremme er jeg levende af vinger:
Mikroinsekter myldrer på hele fladen,
Hår, hals, bluse, bukser, arme og sko.
Tre slags insekter ud og hjem igen.
809. En art er græsgrøn, kun millimeter lang;
Pukkelformet bagkrop som en edderkop,
På ballonfærd, eller båret af tordenvejr?
De iler, jeg kan ikke tælle deres ben.
810. Den anden er helt sort under luppen:
Dråbeformet bagkrop med udstrakt snabel.
Kølleformede følehorn og 1,5 mm lang.
En snudebille? Svært for mig at sige.
811. Den tredje art er en bille, fanget,
Belyst og besigtiget under luppen:
Brune og gyldne striber på langs
Fra hoved, forkrop til bagkrop.
812. Groft behåret overalt, som pels,
Med et gyldent drys på hovedet.
Et par store sorte øjne, sideværts.
Ingen følehorn, kun en snude.
813. Tre par kraftige, leddelte ben;
Bionicle lemmer i miniformat.
Sig det: som robot- eller panserben.
Betagende og bare 2 millimeter lang.
814. Bilister driver forbi på vejen,
Uvidende, med insektfrie forruder.
Men herude er der smat på panden;
Jeg sluger med glæde min bille.
Vedtægter for Haveforeningen Jærnen
Vedtægter for Haveforeningen Jærnen 797. # 1. Foreningens navn er Haveforeningen Jærnen. Foreningen har hjemsted på Stevns. 798. # 2. Haveforeningens formål er at værne om den almene overdådighed til gavn for naturlige væsener, der af egne evner udfolder sig på området. Stk. 2. Den almene overdådighed anerkender og ligestiller alle levende væsners intelligens og handleevne. Jorden, landet, vandet og havet har ret til at eksistere i sine naturlige former og biotiske processer. 799. # 3. Ingen væsner må diskrimineres på grund af vækstform, vækstretning, ernæringsform, levested, udseende, størrelse, nytteværdi eller naturlige egenskaber. 800. # 4. Planter, svampe, træer og andre rodfaste vækster er vildtlevende væsener med adgang til fri rodsætning på et område bevokset efter egne evner. Stk 2. Rodfaste væsener har ret til beskyttelse af deres sted. Stedet stilles under fælleskabets tilsyn. Løse væsner har ret til at færdes i deres sædvanlige omgivelser og til frit at søge føde og udfoldelse. 801. # 5. Jorden og vandet er levende væsener med ret til beskyttelse af sine bestanddele, egenskaber og livsformer. Jorden og vandet og de væsner, der lever i dem, er et hele og kan ikke adskilles eller behandles forskelligt. Stk. 2. Jorden har ret til et naturligt vegetationsdække under dettes fulde og uhindrede vækstevne. 802. # 6. Træer omfattes af særlig beskyttelse på grund af deres værdi og helbredende kvaliteter for jord, vand, planter og alt biologisk liv og det menneskeskabte landskab. Stk. 2. Enhver trævækst højere end tre meter står under fællesskabets beskyttelse. Stk. 3. Enhver, der fælder et træ eller anden vækst mere end 3 meter højt uden fælleskabets tilladelse pålægges en bøde på kr. 10.000 pr. løbende meter fældet vækst (2023 prisniveau). 803. # 7. Tildækning af jord med menneskefrembragte materialer er et indgreb i den almene overdådighed og i jordens ret til liv. Tildækning er derfor reguleret for at beskytte jordens liv i retten til udfoldelse og opretholdelse af livsbetingelser. Stk. 2. Tilladelse til tildækning efter stk. 1 skal tage hensyn til de berørte arters interesser og udfoldelsesbetingelser. Tildækning af jord må kun finde sted, hvor den er uomgængelig nødvendig og må ikke overstige 15% af et givet grundstykke. Stk. 3. Nedklippede græsplæner og andre monokulturer anses som et indgreb, der begrænser den almene overdådighed og må derfor kun forekomme i et omfang, der fastsættes efter afvejningen i stk. 2. Ingen plænetildækning må overstige 15% af et grundstykke. 804. # 8. Foreningens øverste myndighed er den årlige forsamling af områdets klader. Stk. 2. Til hver forsamling udstedes titusind stemmebeviser, der fordeles forholdsvist mellem de klader af naturlige væsener, der er bosiddende på foreningens område. Stk. 3. Stemmebeviser fordeles efter de løbende artsoptællinger i området, opgjort senest tre uger før afholdelse af årsforsamlingen. Stk. 4. Forsamlingen udpeger blandt sine medlemmer repræsentanter for de eksisterende klader. Ved mangel på repræsentanter kan bestyrelsen udpege sådanne, om nødvendigt udenfor foreningens medlemskreds. 805. Senest revideret og vedtaget af kladeforsamlingen den 2. august 2023. 806. Jærnen er et begreb for de uendelige biologiske og abiotiske processer, hvor land og hav mødes. Ordet betegnede oprindeligt en kant og siden en strandvold af flintsten, som mennesker på Stevns høstede gennem generationer.
Skovflåtfolket
Skovflåtfolket
I
786. En skovflåt i sin umwelt
På vej gennem verdenshavet
Af kæmpe græsstrå og gigantiske
Biller på rejse, larver, myrer,
Mariehøns, snappende kindbakker,
Giftsprøjter; sugende, soppende
Fjender og fødeemner.
787. Skovflåtens omgivelser
Opleves i vibrationer, fugt,
Duftgradienter, lysstyrker;
Varmblodet signifikans
Af syre og sprudlende biokemi.
788. En blind skovflåt kravler op,
I sin umwelts kæmpe lys
Fra spidsen af et vajende strå.
789. Signaler af hudsyre nærmer sig.
Sigtet skal være rigtigt,
Timing er alt, fejlraten er høj.
Skovflåten slipper sit tag;
Hun falder, springer, tumler
Mod pelsen, tekstilet og skindet.
790. Skovflåten løber, leder
Efter en åbning ind mod
Kemisk reaktiv hud
Under hendes fire fodpar;
Søger fugtig, varm blodrus.
Hun gnaver sig på hovedet
Ned i hudens cellelag,
Til et blodførende lag
– og tæger sig fast.
Uforstyrret, ukradset,
I dagevis; svulmer op
Hundreder af gange
Indtil hun er fyldt ud,
Og kun da giver slip,
Lader sig falde.
Mod skovbunden
Og næste cyklus.
II
791. Kæmpe stålstænger klemmer,
Kitin knaser i flåtens
Nedgravede hoved
Og fastgjort bagkrop;
Trækker hud med sig
Ud i en spids, indtil
Hun slipper sit tag.
Lys fra alle retninger.
Hårdt, ukendt underlag,
På vores spisebord.
Ingen skovbund eller græs.
Løber straks, løber, løber,
I live, i blinde.
III
792. Parasitter er den største skræk;
De suger saften af os,
Bryder kroppens ukrænkelighed.
Vi miste vores egenrådighed.
Vi må dele vores krop
Med andre væsener,
Vores blod mod andet blod,
Vores betydning som individ
Med andre individers liv.
IV
793. Skovflåten afdækker vores krop
I et 360 graders vue;
Steder vi ikke kan se,
Ikke kan nå, ikke ved.
Hele huden er eksponeret,
Blotlagt ud til fjender.
794. Forleden en flåt mellem
Storetå og næste tå;
På overarmen, på skulderbladet,
I armhulen, på læggen,
På indersiden af låret,
I knæhasen, bag øret.
795. Største antal på en dag:
Elleve skovflåter en aften
Stående på taburetten
Under lup og lygte.
En nabo talte tretten.
Vi plukker vores flåter,
Tæller vores borelia,
Alpha-gal iblandt os.
796. Vi er skovflåtfolket.
Vi lever under træerne.
Vi venter på hinanden,
Bevæger os i samme græs.
Vi blandes og berøres.
Vi læser hinandens tegn;
Vi har signifikans
I hinandens verdner.
Sorg
Sorg
774. Der er sorg i dette landskab
Overalt jeg træder forbi,
Passerer igennem, kigger ud.
775. Mark, skel, grøft og vej,
Kvadratiseret og rettet ud,
Til vendediameter og skær.
776. Landet er lavet til maskiner:
Logistikmaskiner og agromaskiner,
Kørselsmaskiner og gravemaskiner.
777. Der er kun lidt at glæde foden;
Terræn, bugtning og bløde stier,
Skovbund, klippegrund og bæk.
778. Landskabet er lydforarmet;
Blæsten hvisler, råger skratter
I det streglige, rydelige land.
779. Der er sorg i dette landskab,
Der har mistet sine symboler:
Skove, storke, heder og moser.
780. Som symbol står kysterne tilbage,
Med turistbyer og badeland;
Kulisser for fedtemøg og fiskedød.
781. Agrobygninger i rå rektangler;
Glatte, rudeløse, skyldbevidste,
Uvist om de vil skjules eller ses.
782. Oplandet ryddes, landet jævnes;
Megabutikker kræver at blive set
På gule, karseklippede plæner.
783. Tarvelig arkitektur og materialer;
Kun lidt at bevare eller mindes,
Hurtigt, billigt og grimt.
784. Der er skyld og skamløshed
Over det landskab, vi lever i;
Vold mod dyr og megakonsum.
785. Landskabet evner knapt at glæde,
Eller få os til at høre hjemme.
Et agrolandskab enden nær.
Mjødurt og guldbasse
Mjødurt og guldbasse
770. En stand af mjødurt:
Planter tæt med kvaste
Og flødehvide blomster.
Blomsterstanden er puffet,
Lidt lodden for øjet,
Hele blomsten virker sløret.
771. Sløret er et pudder
Af bitte hvide hår:
Blomstens støvtråde,
Kun millimeter lange,
Der byder op med pollen,
I den dovne sommerbrise.
772. En grøn guldbasse glimter
I blomstens hvide luksus,
Dækket af støvdragerdun,
Udstrakt, ubevægelig
På en seng af urtens skærme,
Honningberuset og varm.
773. Det tonede hvide skær,
Det gyldne grønne skin
Tilfredse i mættet lys;
En duftende blomst
En narkotiseret bille,
I en sommerskov.
Strandarve
Strandarve
769. S for strand
S for salt
S for sand
S for sten
S for saft
S for sej
S for skind
S for skøn
S for snus
A for agurk
A for arve
Strandarve
Livsglæde
Livsglæde
764. To hvide admiraler
Forenes i sammenstød.
Stiger sammen op
I en flagrende spiral;
En hvirvel af vinger
Omslynget tæt,
Som hænder i dans.
765. Solen har bagt
På deres nervebaner,
Sat stød i deres vinger.
De nyder brisen
På deres følehorn.
De nyder styrken
I deres vingemuskler.
De nyder flugten frem.
766. Ophidsede af
Andre hanner,
Af andre hunner;
Dufte på deres antenner,
Sødme på deres snabler.
Opstigende og lydløs
Velvære i deres kroppe,
I skovens sommersol.
767. Snart vingernes
Klare farver falmer,
Vinger slides ned.
Lasede vingelapper
Hæmmer adræthed.
Kølighed ta’r til
Og sløver kroppen.
Alle æg er lagt.
Et sommerfugleliv
Tilendebragt.
768. Det er vores glæde,
At et bevinget liv
Lykkedes til fulde;
At vi har set det
Komme, flyve og
Forsvinde igen.
For vi tæller
Hver sommerfugl,
Hver art og levested,
Mens de svinder;
Bringer sorg.
Regnvåd flue
Regnvåd flue
757. Det har regnet,
Dråber hænger
I spindelvæv.
758. En edderkop
Krabber sig op
Ad sin snubletråd.
759. Hun når byttet:
En svirreflue
Dingler livløst.
760. Hun beføler den,
Inspicerer og
Omfavner den.
761. Meget tæt på
Er fluen hul;
Udsuget, tømt.
762. Bagkroppen er
Gennemsigtig
Med sorte ribber.
763. Så udtryksfuld,
En edderkop
Med otte ben.
Digt og metode
Digt og metode
747. Jeg kan berette dagen efter,
At gnaveren er forsvundet.
Tilbage kun en bar plet jord,
Hvor fluer dupper efter juice.
748. Jeg kunne være blevet på stedet,
Hentet campingstol og kamera,
Ur, blok, pen og termoflaske,
Observeret situationen hele dagen;
749. Natten med om nødvendigt.
Udvist lidt ægte forskningsiver,
Parat til at ofre min magelighed,
Udvist poetisk respekt for fakta.
750. Feltobservationer, notater,
Dataindsamling og databaser
Er ikke væsentlig forskellige
Fra digt, vers og rim endda.
751. Digt og forskning må være sande,
Pålidelige, faktabaserede;
Drevet af nysgerrighed
For verden, som (vi tror) den er.
752. Videnskaben river myter ned;
Digtning bygger myter op igen.
Begge søger sandhed, indsigt.
Men digtet må have myten i sig.
753. Digte spørger om alt det, som
Videnskab ikke rigtig kan se,
Fordi den ikke må fantasere;
Kun beskrive og teoretisere.
754. Titusinder andre væseners sanser,
Talløse forskellige virkeligheder;
De intelligenser, der oplever dem,
Er digtenes største ambition.
755. Jeg skulle være blevet i går,
Set situationen til ende,
Beskrive den, som den skete,
Fortælle hvad jeg så og ser.
756. Metode gør ikke digtet mere sandt,
Gør ikke digtet mere digt,
Men det er en redelighed,
Som digter og forsker må dele.
Ådselgraver nicrophorus vespilloides
Ådselgraver nicrophorus vespilloides
736. En gnaver er faldet om på stien,
Rundt sår i siden, struben åben,
Kroppen stadig hel, pelsen blød,
Hullet, hovedløs og nylig død.
737. Kindbakker eller næb har været her,
Åbnet dyret op, fjernet hovedet;
Hvid skindrand kantet grå med pels,
Et grauballegab i dyrets hals.
738. To ådselgravere arbejder hårdt
I kamp mod tid og grønne fluer.
De kravler op over gnaverbjerget,
På ryggen ind under kadaveret.
739. Kadaveret bevæger sig en kende.
Det buler op; først her, så der.
En klo løftes fri, bleg og stiv
Et lugubert farvel til dette liv.
740. Kadaveret flytter sig faktisk
En millimeter ud mod rabatten;
Jeg bøjer mig frem, overrasket,
Checker kloens position i gruset.
741. Tænk engang, lad billedet stå:
En bille på under et gram
Maser, bakser rundt på vejen
En vægt hundred gange sin egen.
742. Billen ligger under ådslet,
Endnu bøjeligt og bullent,
Stemmer op med alle tre par ben.
Byttet rykker sig: kan du se’en?
743. Det gælder om at nå den bløde jord,
Grave byttet ned, afpelse det,
Konservere det, præparere det,
Før ådselsfluer forurener det.
744. Jeg kunne pirke til gnaverkroppen,
Et skub, en tå til ådselbillen.
Men jeg vil se, hvad der sker,
Ingen selvgode gerninger her.
745. Jeg retter mig; empirisk, fattet.
Mens en hundelufter går forbi.
Hun finder mig ækel og ret makaber.
Men se bare her: den mindste skaber;
746. Navngivet efter de romerske bedemænd,
Vespillos, der begav sig ud om aftenen
For at samle slavelig og fattiglemmer;
En formidabel bille, jeg aldrig glemmer.
Vi vil helst ha’ dem rå
Silphiden og muldvarpen
Silphiden og muldvarpen
723. En muldvarp lå som en måtte
I sporet på en støvet skovsti;
En meget flad muldvarp,
Mere rullet ned end kørt over.
724. Voksblege hænder og fødder,
Opadvendte og krumme.
Pelsen smudsig og grå som vejen,
Snuden falmet, lyserød og død.
725. En blank, kulsort bille
Med skarpt orange rygmærker;
Piler rundt og skjuler sig
Ind under kadaverkanten.
726. Bagkroppen stikker ud, lyser op
Af orange designerklatter;
En festlig, selvbevidst bille,
I et orgie af mad og formering.
727. Menneskeverden trænger sig på,
Som altid, med symbol og imago.
Lad os give den et navn:
Batmanbillen, kan I se det?
728. Silphide *) hedder familien
Af ådselbiller: skovvæsener
Uden sjæl, mente man.
Batman ka’ være ligeså godt.
Misvisende, men nutidig.
729. Jeg har set hvad de kan:
Rådyr, sæler og nu en muldvarp,
Knogler, skind og pels,
Tomme hylstre på en strand.
730. Tænk hvis visne blade
Døde planter, insekter og dyr
Ikke bliver nedbrudt, omsat
I en cirklær kompostøkonomi.
731. Jorden var druknet for længst -
Jeg mener geologisk forlængst -
I slam, stank, råd og skum;
Intet dyreliv var muligt.
732. Men i stedet vokser her
Træer og bløde græsser,
Hvor ådselbiller og bakterier
Har begravet deres fund;
733. Pillet og pudset knogler af,
Dækket og gødet efter sig
Til kommende generationer,
Og planters venerationer.
734. Jeg vil gå ud i skoven,
Når min tid kommer.
Følg ikke efter mig;
Jeg begraver mig selv rå **).
735. Lad dem bare gøre rent bord:
Bryd mig ned til basis qi;
Fordelt og opslugt igen
Af de titusind ting.
*) Til de billekyndige: Billen på stien var en ådselgraver i underfamilien nicrophoros: en sortkøllet ådselsgraver (necrophoros vespilloides).
**) Om kompost og kremering i planteperspektiv, se kapitlet Vi vil helst have dem rå i Jacob Gammelgaard: Liff – blandet kor for plantestemmer i tiden mellem den femte og sjette masseudryddelse, 2021.
Foto
Myresværm
Myresværm
712. Jeg træder ud på terrassen
En midsommerformiddag.
Strækker ud og gaber op;
Men hov; en viften i min mund,
En lydløs flaksen for mit øje.
713. Smækker gabet i, ser mig om;
Det sværmer i luften herude,
Sorte insekter med husblasvinger.
Undrende tjekker jeg terrænet:
Her er kravlende, levende strenge
På havestolen og videre ud
På hjørnestolpens espalier.
Som detektiv følger jeg sporet
Ned langs gitterværket og dér: kilden!
Myreboet under nedløsbrøret.
714. Jeg kigger tæt på denne insektarterie:
Jo, det er myrer med vinger på.
Ved endnu tættere eftersyn
Ser jeg også meget små myrer
I denne myldrende konvoj;
Måske en tyvendedel i størrelse
Af de kolossale vingemyrer.
Det er arbejds- eller slavemyrer,
Der pusler og passer dronningens
Kæmpestore, kønsmodne afkom.
715. Hele sommeren har de ekskaveret
Rundt omkring mit nedløbsrør
Og ud under terrassens klinker.
Korn på korn af sand er båret op,
Stablet på de voksende tuer,
Mens klinkerne synker og tipper.
716. Jeg har terroriseret boet før;
Viftet truende, men dovent,
Med mit økologiske arsenal:
Filtdug, opgravning, natron,
Kogende vand og kaffegrums.
717. Men nu: Bevingede myrer myldrer frem,
En sort substans, der bobler op
Mellem sprækkerne i terrassen,
Fra myrebosystemet under mine fødder.
718. Med magisk timing og koordination
Går hele myrebyens sexarbejdere
På vingerne i en sky af feromoner
Til myresværm og masseparing.
719. De følger de kendte myrestier,
Skubber, maser, hilser, smager.
Men gamle næringsveje duer ikke.
Usikre på de nye vinger
Finder de nye stier fremad,
Indtil de ikke kan kravle højere op,
Spreder vingerne og sværmer ud.
720. En time senere er de alle væk.
De parrede hunner er fløjet,
De udtømte hanner er døde.
Resten er spist af fugle, fanget
Af lurende edderkopper,
Spiddet af rovinsekter.
721. De befrugtede hunner
Flyver ud for at bygge
Nye myrekolonier
Med medbragt forråd og æg.
Hun fælder sine vinger,
Nipper af dem selv
Og fordrer resten til
Et nyt kuld puppeplejere,
Der piler rundt i nye gange
Med hvide æg i kæberne.
722. Endnu en udvidet dag,
Og her er hvad jeg så:
Et generationsskifte
I et myredynasti,
Der har eksisteret,
Adaptivt, succesivt,
Ved min havedør i årevis.
På overdrevet
På overdrevet
702. Her sidder vi, to mennesker
På en bænk med fred og udsigt
Ud over overdrevets bakker:
Tjørne, enge, græs og træ’r.
703. Vi har hjemme i skovbrynet.
Som art lever vi på kanten:
Med ryggen mod skoven,
Og øjne ud mod det fri.
704. Vi finder ro, en falk over engen.
Vi sætter navn på græs og planter,
Finder sommerfugle og biller.
Vi kender skovens træer og buske.
705. Vores fuldendte form er skabt
I livet mellem skov og slette.
Vores krop- og hjernefunktioner:
At klatre, løbe, gå og se.
706. På byens parker og legepladser
Får vores børn færdigheder,
Som skovbrynets første børn,
Til at klatre, løbe, gå og se.
707. Vi lærer dem at sige far og mor,
Og ja og nej, men hund og gris
og ko og hest, før søster og bror.
Og går tur i skoven hver søndag.
708. Vi spiser modne kirsebær,
Stikker os på brombærtorne;
Plukker årets første svampe
Til gryden ud på aftenen.
709. Vi sukker over urtilstanden,
For skov er en arketype;
Vores dybeste minde som art.
Men skov er tæt, vild og mørk.
710. Vi skal ud i lyset, ud på sletten,
Med afstand mellem træer,
Med plads til husdyr og græs;
På overdrevet blev vi til.
711. Her sidder vi, to mennesker,
Med eng, skov og blomsterfrø
I vores celler, i vores ben,
På denne bænk, ved denne sten.
Antropogensens lille I-ching
Fuldendt form
Fuldendt form
670. Dette er hvad jeg mener
Er en fuldendt form:
Liv, krop, sanser
Metabolisme, miljø,
Predation, reproduktion,
Har udformet hinanden;
Matcher og passer sammen.
Alt levende: fast og løst.
Evolutionært resultat.
Magisk undren
Magisk undren 676. Der er ingen mystik; kun magi. 677. Der er intet overjordisk; kun undren. 678. Det gælder om at forestille sig verden, de andres verden. 679. For til sidst at kunne dele verden lige over, cirka. 680. Den ene halvdel til os, den anden halvdel til dem. 681. At kunne udfolde sig naturligt til artens fulde evne; 682. At yde naturen retfærdighed, i magisk undren.
Titusind storkepar
Titusind storkepar
694. En stork er landet på en pløjemark;
Jeg kom forbi i bil og så det.
Et par biler holdt i vejkanten.
Folk stod ud og gloede, jeg med.
Vi ville alle bevidne sensationen.
695. Hun stod inde på en kæmpemark,
Kunne lige ses med det blotte øje.
Pudsede fjer, ordnede vinger,
Nettede sig med næbbet,
Efter et tusind kilometer træk,
Lige fløjet ind fra storkeriget.
696. Det vides naturligvis meget nøje,
Hvem hun er og hvor hun kommer fra.
Der er hundrede gange flere ornitologer,
End der er storkepar her i landet.
Denne stork er ringmærket,
Monitoreret og radiomonteret.
697. Så den egentlige sensation vil være,
Om hun var i stand til at blive,
Eller snarere: overhovedet at overleve
Her på det vestlige Sjælland,
I den genoprettede Tryggevælde Ådal.
698. Den oprindelige storkebestand
Er uddød i Danmark siden 2008.
For to hundrede år siden var der
Titusind par ynglende storke
Rundt omkring i hele landet.
699. Da jeg som lille dreng
Rodede rundt ude på landet
Var storken stadig bare en fugl,
En stor én, javist, agrarklenodie,
Men ikke så meget andet.
700. Derfor, endnu en grund at sige tak
Til landbrugets organisationer
Og deres politiske venner
For dette enestående syn:
Denne helt særlige glæde
At se en sjælden fugl,
Tilmed ude i det fri,
I agrolandets kæmpestore,
Tomme zoologiske have.
Solsortens halve formiddagslur
Solsortens (halve) formiddagslur
688. Han har sat sig i en spidsløn
En stille formiddag,
Skjult i løvet.
Jeg tror han døser.
Kroppen bliver stille,
Hovedet synker ned.
Halsen trækkes ned i kroppen.
Øjenlåget lukker op,
(Det er en fugl!)
689. Solsorten sover,
Eller døser, eller noget tredje.
I al fald med den ene side.
Ligesom mursejleren,
Mener man at vide.
Måske er den anden side vågen,
Men det får jeg vist aldrig at se.
690. I det mindste ser jeg
En halv fugl sove.
Kroppen er i hvile.
Næbspidsen er sænket.
Drømme i den ene hjernehalvdel,
Synsindtryk real-time i den anden?
Kan han lukke af hemisfærisk?
691. Efter et par minutter
Strækker han hovedet op,
Åbner næbbet.
Kroppen er stadig i ro,
Benene trukket op under sig.
Han vågner, halvt eller helt.
692. Han spejder omkring,
Som alle fugle:
Hoved og hals i ryk,
Kvarte og halve drej.
Først til den ene side,
Så til den anden side.
Gentaget, vagtsomt.
Et minut eller to.
Øjet med dets gule ring
Blikket er stift, sort.
693. Her er helt stille.
Indtil pludselig:
Gren og blade smækker,
Og han er væk!
En forstyrrelse i løvet
Ikke andet.
Han ville have lidt
Tid til sig selv.
En stille stund
Midt i dagens hyr.
Jeg har beluret ham.
Empati
Empati
683. Min elskede trækker mig
Hårdt i armen, pas på,
Træd ikke på mælkebøtten
Gå udenom, lad den stå.
684. Mælkebøtten er fredet hos os.
Den lyser op og skinner,
Dufter sødt af honningmad;
Fodrer slunkne dronning bier.
685. Så vi la’r mælkebøtten gro,
Men ude i resten af landet
Lever de truet, begge to:
Lugning og udvisning, bl.a.
686. Min elskede er mærket fremmed,
Og mælkebøtten er dømt ukrudt;
Hun efterstræbes med paragraffer,
Blomsten med jern og pesticid.
687. Det er nok derfor hun føler
En særlig form for affinitet;
To smukke væsener, der bor
I sommereksil og solidaritet.
Jeg myldrer af liv
Jeg myldrer af liv
672. Jeg myldrer af liv,
Af levende organismer.
Hele verdens biokemi
Mødes i mit skind.
673. Jordens salt er i mine ben,
Luftmolekyler er i mine sener.
Vandet blandes i mit blod,
Nerver og bakterier mødes.
674. Jeg flyder i min arvemasse,
Proteiner og enzymer
Blandes med andre arters gener;
Deres sanser er i mine celler.
675. Mine tanker er mine egne,
Men vi har blandet neuroner.
Vi er vokset frem af jorden,
Vi er samme væsen.
Skygger
Skygger
671. Sollys og blade;
Alt livs grundlag.
Sollys og blade;
Skygger på papir.
Sollys og blade;
Figurer uden mønster.
Sollys og blade;
Gentaget, aldrig ens.
Sollys og blade;
Kommer, forsvinder igen.
Sollys og blade;
Al den mening, der er.
Animagens
Animagens
667. Animagens er for eksempel:
Sanseorganer med billeder
Indtryk, udtryk, handlinger;
Motorik og finmotorik;
Et fintfølende, årvågent
Artikuleret, koordineret legeme.
Krop, evne og vilkår tilsammen.
668. Et animagent væsen
Har skabt sit eget liv
I sin egen form for krop;
Med evne til at overleve
Som art, som bestand,
Et par millioner år
Eller mere…
667. Insekter er animagente;
Pattedyr er animagente;
Vi er en delmængde af animagensen.
Bløddyr er enormt animagente;
Jeg vil sige bakterier
Har deres form for animagens:
De mest oprindelige,
De længst eksisterende,
Leveevne udover al beskrivelse,
Men jeg ved ikke hvordan…
Bøgebuk
Bøgebuk
661. Hvem der har set en bøgebuk
Er et heldigt asen:
Vingedækket er blågrønt blankt.
Lange leddelte følehorn,
En hel kropslængde lange,
Fin balance på langs og på tværs.
Svulmende sorte muskeldråber
På rødlige overlår.
Brunt-orange forbryst
Og et lille sort hoved.
662. Vi erfarer i glimt,
Vi oplever i sekvenser,
Få sekunder lange.
Vores opmærksomhed
Er for det meste blind.
Men nu og da
Er situationen gunstig,
Og vi ser; rigtig ser.
663. Bøgebukken er der pludselig
Blandt brændestykker;
Spillevende, sky,
Men ikke bange,
Bare på vagt.
Et halvt minut
Og hun piler væk;
Finder vinterhi og lægger æg
I min brændestabel.
664. Jeg værdsætter øjeblikket.
En lille opvisning i
Biologiens uendelige variation
Over temaet insekter og biller.
665. Tilværelsen er ekspansiv,
Og min empati med biller
Er vokset lidt.
Det er hvad jeg kalder
En udvidet dag.
666. Jeg føjer bøgebukkens navn
Til den fælles postkasse
For kendte arter på grunden.
En fodgænger går forbi
Spørger mig: hva’ har du gang i,
Jeg svarer: årh, lidt praktisk biofili.
Spottefuglen
Spottefuglen
654. Jeg har savnet ham;
Her var så stille.
Men nu er der knald
På lydanlægget:
Gulbugen er tilbage.
655. Ah, de afrikanske riffs!
Jeg elsker virtuositeten,
Rytmen og volumen.
Midt i sangen altid
Mit yndlingshook:
Elektrisk vaskebræt,
Med pinball maskine og
Kulørte lamper.
656. Gulbugen er en spottefugl:
Imiterer fuglestemmer
Og lyde han kan li’.
Tænk, hvad han ta’r med
Af sounds og vitalitet
Fra vinterkontinentet.
657. Det rocker i haven,
Det et partytime og
Jokerfuglen sidder
På sin gren og griner.
658. Jeg sidder nedenunder
Med en lunken drink
Og en håndfuld
Dovne metaforer.
659. Men spottefuglen
Kan tage en joke,
Og hvem ved, måske
Har han hørt et hammond orgel
Med et band i Cameroun
660. Gulbug kom og spil;
Fra den afrikanske himmel
Til sommerlandets tage,
Velkommen tilbage!
Intelligens
Intelligens
650. Vegens
Animagens
Antropogens.
651. Disse tre:
Levende
Vidende
Agerende.
652. Disse tre:
Krop
Sanser
Selv.
653. Hver deres verden,
Hver deres vej,
Formet af de titusind ting.
Marcipan & cyanid
Marcipan & cyanid
638. Vi påtvinger gerne planter
Vores mening om æstetik;
Skærer dem ned og klipper til
Med vold og redskabsteknik.
639. Her står så dagens offer:
En hæk af laurbærkirsebær;
Denne have- og floraforarmer,
Der står danskerne så nær.
640. Men ok, en hæk i lige linjer,
Stedsegrøn, med strunk symmetri:
Det er den antropogene hjernes
Begreb om naturlig harmoni.
641. Jeg ta’r fat og svinger sværdet.
Blade hakkes og kviste kappes.
Hækkens eksklusive bladfigurer
Flås, falder og ødelægges.
642. Pludselig midt i myrderiet:
En duft, et sødligt minde,
Spiseligt og barndomsbundet.
Jeg forundres, holder inde.
643. Billeder flakser i mit hoved:
Smågrise svæver rundt i luften.
Jeg snuser ind, jo, det er rigtigt:
Toms marcipanbrød er duften.
644. Mandler! Så véd jeg noget straks:
At arten laurbærkirsebær
Er i slægt, har stof tilfælles,
Med prunus dulci, mandeltrær.
645. Stoffet findes i arter af kirsebær
Amygdalin blev det kaldt i sin tid,
Hvilket betyder mandel på græsk.
Det er en cyanogen glykosid.
646. Findes i kerner fra bitre mandler,
Abrikoser, ferskner, blommer,
I blade fra laurbærkirsebær,
Og er derfra mandelduften kommer.
647. Amygdalin udskiller ved indtagelse
Det berømte giftstof cyanid.
Hækkens aromatiske advarsel:
Ieg har hér et pest- og homicid.
648. Marcipanduften er træets forsvar:
Tag min frugt, men æd ikke mine frø:
Du forgiftes, brækkes og svækkes,
Ieg ser dig hellere end gerne dø.
649. Jeg klipper færdig, lægger saksen.
Måske vi kan enes i mindelighed:
Jeg klipper aldrig før dine bær er spist:
Værn om dit afkom, og stå i fred.
Det gyldne bur
Det gyldne bur
631. Jeg ser mig om i mit gyldne bur;
Her er alt, som jeg vil ha’ det.
Her er plads til mig og lidt natur.
Jeg er økobevidst og højt begavet.
632. Jeg har ikke brug for noget særligt
Lidt husdyr at spise, lidt ekstra til kæl
Lidt grønt til haven, lidt strand at gå tur
Det er det gode liv i det gyldne bur.
633. Mine sanser er store og udadvendte.
Jeg har en åben og sensitiv natur.
Jeg lever mig ind i alt omkring mig,
Herinde fra mit gyldne bur.
634. Jeg dyrker mine indre landskaber.
Jeg bader mine følelser i stor natur;
Tegner billeder og drejer spejle
Set herinde fra mit gyldne bur.
635. Min viden er stor, mine følelser er større;
Jeg er skabt af en enestående kultur.
Jeg kan gøre verden smuk og dyb
Med min hjerne inde i det gylde bur.
636. Her er alt som det skal være
Jeg sætter standarden for intelligens
For alle andre arter, som jeg besku’r
Ud gennem sprækkerne i mit gyldne bur.
637. Jeg er veltilpas i mine tanker
Og min rang som topplaceret art.
Jeg har så rigeligt fortjent min tur
Bag tremmerne i mit gyldne bur.
Tesen om det ekspansive
Tesen om det ekspansive
624. Jeg ved et brombærkrat
Ved en sti i Ballerup,
Mange meter høj og tæt
Sluttet omkring en lille sø.
625. Krattet er sprunget over stien,
Skudt ind i naboskoven;
En krydsflettet befæstning,
Metervid, sej og vidjestærk.
626. En hvælving i underskoven,
Høje buer af gamle skud,
Tornet, fingret og forgrenet;
Fri arkitektur i fri natur
627. Årets nye skud rager ranke op,
To meter høje, tommeltykke,
Vender topskudene ud i buer,
Følere leder frem til egnet jord.
628. Topskud når ud og griber fat,
Kaster liner ud som skovpirater,
Sætter rodskud, hager sig fast,
Fra top til rod og rod til top.
629. Brombær er en plurabelle:
Overdådig frodig og multisexet;
Laver småarter, krydser køn,
Bestøver, blander og befrugter.
630. Brombærkrattet vender sig og griner,
Formeringsødsel, formfuldent:
Ieg er multivital og vildt i live,
Ieg er tesen om det ekspansive.
Slummer
Slummer
619. Varme simrer
Mætte farver
Træer skinner
Skrift opløses
Mættet syn
Billeder.
620. Træer svaler
Fugle ta’r bad
Hopper, ryster
Grønne farver
Grene hænger
Susen.
621. Fra skoven
En då i flugt
Droner summer
Tæt og fjern
Fuglesang
Skygger.
622. Sollys strejfer
Belyste pletter
Søvn og sværmen
Jeg suger til mig
Brisen briser
Tiden.
623. Skyer driver
Jeg slumrer
Og svæver
Sten og træer
Står fast
Jorden drejer *).
*) Til minde om William Wordsworth (1770–1850) A slumber did my spirit seal.
Tidsler, tidsler, tidsler
Tidsler, tidsler, tidsler
613. Tidsler, tidsler, tidsler,
Jeg vil ha’ fler’ og fler’,
Tidsler, tidsler, tidsler,
Ta’ bare hele haven;
Okkupér, okkupér!
614. Krustidsel, kærtidsel og horsetidsel;
Stærke stængler, lange stilke, tykke blade.
Æseltidsel, bakketidsel og kåltidsel;
Blomster uden lige, farver uden mage!
615. Tidsler, tidsler, tidsler,
Så langt som øjet sér,
Tidsler, tidsler, tidsler,
Ta’ bare sprøjtemarken;
Okkupér, okkupér!
616. Marietidsel, tornet tidsel og agertidsel;
Nektar, nektar, nektar, min svirreven!
Nikketidsel, agertidsel og artiskokker;
Torne, strithår og filt med voksepunch.
617. Tidsler, tidsler, tidsler,
Det er hér naturen skér,
Tidsler, tidsler, tidsler,
Ta’ bare agrofabrikken;
Okkupér, okkupér!
618. Dette var tidslerne fra hele landet
Og der blir sikkert mange fle'r
Når klimaloven kører ud i sandet.
Ta' bare hele landet;
Okkupér, okkupér!
Tidsel, tidsel, vis hvad du kan
Tidsel, tidsel, vis hvad du kan
605. Tidsel, tidsel, vis hvad du kan:
Verdens fedeste blomsterstand.
606. Tidsel, tidsel, vis hvad du kan:
Bier går amok, apeshit, mand.
607. Tidsel, tidsel, hvem er landets dronning:
Skal det flyde med lort eller honning?
608. Fnok svæver ind til en flyverhær;
Ve gror og skyder, ve ka’ ik’ la vær.
609. Tidselarter med nye talenter;
Tiden er kommet og ny jord venter.
610. Nikkende, stikkende og tornet
Stiger tidsel fønix op af kornet.
611. Havefolk, slip nu tidslerne fri!
Det golde havedømme er forbi.
612. Tidsel, tidsel, hvad det vil sige
At være plante i et kongerige?
Fingerspidsfornemmelser
Fingerspidsfornemmelser
599. Min elskede pusler derude
Med planterne i potterne
Hjemme på vores terasse
En solrig sommermorgen.
600. Min elskede går derude
I nattøj, stråhat og havetøfler,
Hilser sine blomster, søvnfrisk,
Med et hemmeligt smil.
601. Se, min elskede er opslugt,
Ansigtet er i roligt,
Fingrene bevæger sig:
Genfinder og genkender.
602. Min elskede føler sig frem,
Går fra blomst til blomst,
Løfter briller op i panden,
Bøjer sig mod blomsterhovedet.
603. Hun ved, hvor jeg er,
Men ser mig ikke nu.
Jeg er også en plante
Bag glasset i mit gazebo.
604. Fingerspidsfornemmelser
Fylder luften mellem os;
Se, min elskede er energien
Mellem mennesker og planter *).
Se Mei Mei Berssenbrugges digt Hello, the Roses i digtsamlingen af samme navn (2013).